Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov

Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]
Hindemade, august (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hindemade, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 10 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur umiddelbart vest for Haderslev: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

 

Forslag til afgrænsning af et 1.000 hektar stort naturreservat: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af et 1.000 hektar stort naturreservat: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (baseret på OpenStreetMap)

Potentielt naturreservat vest for Haderslev med rige muligheder for vildere variation

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule SkovDet lidt underlige navn Pamhule Skov betyder angiveligt »skoven ved hulen« i de kuperede (pamp) bakker, og det er ganske træffende for denne løvskov, hvor skovdriften er begrænset til plukhugst flere steder og i nogle områder helt ophørt. Det sidste kalder man urørt skov, ikke fordi skoven ikke må røres, men fordi skoven får lov til at udvikle sig på skovnaturens præmisser frem for at fungere som tømmerressource.

Den 100 hektar store Haderslev Dyrehave græsses af dådyr og krondyr, men opdyrkes også med henblik på tilskudsfodring af hjortene, ligesom det f.eks. foregår i Jægersborg Dyrehave. Tilskudsfodringen er betinget af ønsket om flere hjorte, end der er naturligt fødegrundlag for, hvilket ikke alene tilfører naturen næringsstoffer, som kan øge vegetationens ensformighed, men forstyrrer også dyrenes naturlige adfærd – hvilket er helt unødvendigt.

Det ville være bedre at have et mindre antal dyr, som til gengæld kunne klare sig selv året rundt – men endnu bedre at indhegne hele Pamhule Skov og flere af de øvrige skovområder som et fælles areal, hvilket ville give langt mere plads og dermed et betydeligt større fødegrundlag. Ad den vej kunne de kunstige fodertiltag endnu lettere overflødiggøres, og der ville være plads til at sætte flere (forskellige) større planteædere ud i skovene med henblik på skovgræsning i et naturligere skovlandskab.

Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)
Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)

Skovgræsning er ganske vist et lidt snævert begreb, fordi de store planteædere, der ‘græsser’ i skovene, jo ikke blot ‘græsser’, men også æder af træer og krat, hvilket opretholder små lysninger og skovbryn, forøger dynamikken og derved også skaber glidende overgange mellem skovarealerne og de omgivende lysåbne arealer, f.eks. enge eller græsland. 

Endvidere sørger planteæderne for kontinuerlige leverancer af frisk lort, som en lang række arter er afhængige af, ikke mindst møgbiller, der som navnet antyder sædvanligvs lever i (og lægger deres æg i) lort. Derfor kan de såmænd være temmelig sofistikerede alligevel, og faktisk har forsøg bevist, at møgbiller (i hvert fald skarabæen Scarabaeus satyrus) ikke alene kan orientere sig efter månen, men også efter mælkevejen i nætter, hvor månen ikke er fremme.

Og det giver jo helt nye associationer til Oscar Wildes berømte ord: »Vi er alle i rendestenen, men nogle af os kigger på stjernerne …«

Lort fra større planteædere gør i det hele taget meget godt – f.eks. yder kokasser også fugt og næring til planternes fremspiring, samtidig med at de beskytter vegetationen, fordi kvæget helst ikke æder lige dér, hvor de har skidt.

Skønt de større planteæderes effekt altså ikke alene handler om, hvor lidt eller meget græs, de æder, taler man f.eks. også i skove om græsningstryk, der refererer til, hvor stor effekt de større planteædere har på vegetationen. Og ligesom manglen på større planteædere i reglen gør skoven mere ensformig og lukket med tab af biodiversitet, kan også et overdrevet antal dyr få negative konsekvenser, hvis nærmest rub og stub ædes, så lysninger f.eks. bliver blottet for blomster.

Det handler om at tilstræbe så naturligt et græsningstryk som muligt, hvilket trods alt ikke er vanskeligere end at sørge for helårsgræsning, hvor dyrene går i skoven som en integreret del af naturen året rundt og derved er tilpasset det mere beskende fødegrundlag om vinteren. Derved er de for få til at æde det hele om sommeren – ligesom i en naturlig skov uden menneskelig indgriben.

Mere sollys til skovbunden giver også bedre mulighed for større fremspiring af forskellige træarter, så skoven kan forynge sig selv frem for at skulle beplantes kunstigt, og helårsgræsning med kvæg i skovene er faktisk også til gavn for krondyrene, som gerne opsøger områder, der er vintergræsset (Buttenschøn 2007: 171, 203).

Skotsk højlandskvæg (over)græsser året rundt i Hellebæk Kohave. Det er kvægets kødkvalitet, der er vigtigere end en naturlig bestand, og derfor reduceres større dele af området til noget, der ligner en golfbane frem for en mere naturligt varieret vegetation
Overgræsning kan være et lige så stort problem som manglende planteædere i skoven, fordi vegetationen ædes ned som en golfbane, blomsterfattigt og uden variation som f.eks. i Hellebæk Kohave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skovgræsning kombineret med urørt skov er desuden det mest omkostningseffekive middel i forhold til at gavne truede arter i skovene (Johannsen m.fl. 2013: 31), og der er gode synergi-effekter med genetableringen af naturlige vandforhold. Kort og godt – jo mere skovens udvikling får lov til at være på skovnaturens præmisser, desto bedre fra et biodiversitetsperspektiv.

Desværre tillader skovloven kun græsning på op til 10 procent i de såkaldte fredskove, hvilket er kontraproduktivt i forhold til artsrigdom og variation i skovene, men Naturstyrelsen har dog i de senere år givet en række dispensationer, så arealet kan udvides. I perioden 2004-2016 er der således givet 41 tilladelser til skovgræsning på mere end 10 procent af fredskovspligtige arealer (Håkansson: 2016).

I dag er der allerede græsningsskov i og omkring Dyrehaven syd for Haderslev Dam og øst for Hindemade, men det burde udvides til at omfatte hele det foreslåede område, ikke mindst Pamhule Skov, der kunne blive en vildere og naturligere skov til gavn for både truede og almindelige arter – det er et af hovedelementerne i nærværende forslag til Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov.

Græsning ved Hindemade (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Græsning ved Hindemade (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i Dyrehaven ved Haderslev Dam og Pamhule Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i Dyrehaven ved Haderslev Dam og Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige her? 

Langt hovedpartet af den foreslåede afgrænsning består af naturarealer i offentligt eje – de skraverede områder er statejet, Haderslev Dam er ejet af Haderslev Kommune. Derudover foreslås kun ca. 70 hektar privatejede arealer opkøbt – og er dette ikke muligt kan de udelades, og der er bl.a. muligheder for at udvide med mere statejet skov mod sydvest
Langt hovedpartet af den foreslåede afgrænsning består af naturarealer i offentligt eje – de skraverede områder er statejet, Haderslev Dam er ejet af Haderslev Kommune. Derudover foreslås kun ca. 70 hektar privatejede arealer opkøbt – og er dette ikke muligt kan de udelades, og der er bl.a. muligheder for at udvide med mere statejet skov mod sydvest

Der er flere grunde til, at den foreslåede afgrænsning er et oplagt område at prioritere naturværdierne højere og etablere udgangsbetingelserne for vildere natur på naturligere præmisser.

For det første er meget store dele af den foreslåede afgrænsning enten ejet af staten (ca. 66%) eller af Haderslev Kommune (der ejer Haderslev Dam, som udgør ca. 27% af området). De privatejede arealer udgør kun omtrent 7 procent og er derfor overkommelige af opkøbe, men er placeret yderligt i forhold til den foreslåede afgrænsning og kan derfor også udelades (hvis opkøb er uladsiggørligt). Mulighederne for at udvide ved yderligere opkøb, der skaber forbindelse til flere af de omkringligende statejede arealer er også til stede, når man ser nærmere på kortet.

Store dele af den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, hvor myndighederne i forvejen er forpligtet til at sikre såkaldt gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper
Store dele af den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, hvor myndighederne i forvejen er forpligtet til at sikre såkaldt gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper

For det andet overlapper afgrænsningen også Natura 2000-område nr. 92, der omfatter Pamhule Skov og Stevning Dam. Det betyder, at de statslige og kommunale myndigheder er særlig forpligtet til at sikre gunstig bevaringsstatus for udvalgte naturtyper i netop disse områder (bl.a. elle- og askeskov, rigkær, kildevæld og surt overdrev) og arter (sumpvindelsnegl, stor vandsalamander, hvepsevåge, rød glente og isfugl).

Ifølge Natura 2000-planen for området (2016-21) er størstedelen af arealet med rigkær og surt overdrev kun i moderat eller ringe bevaringsstatus, bl.a. på grund af manglende græsning, der jo er en udbredt mangel i de danske skove – og som nævnes her, fordi det er en problemstilling, vi skal vende tilbage til.

Løvfrø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Løvfrø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

For det tredje er området inkluderet blandt de 50 procent af al dansk natur i det åbne land og skovene, hvor naturindsatsen ifølge rapporten Biodiversitetskort for Danmark samlet bør prioriteres for at standse Danmarks generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

For det fjerde fremgår det Biodiversitetskortet, at der især i Pamhule Skov og omkring Hindemade er høj bioscore, hvilket indikerer et større antal truede arter og potentielle levesteder for truede arter (blandt de sjældnere arter i området er bl.a. kæmpe-star, tyndakset star, hvid hestehov, nordlig lund-fladstjerne, løvfrø, kustodetæge og grøn kobbervandnymfe).

Hvid hestehov, Pamhule Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hvid hestehov, Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Og for det femte er en del af skovdriften i skovene begrænset til skånsom tømmerproduktion (såkaldt plukhugst), og på visse arealer er der skovgræsning, mens der desværre kun er få arealer, som er lagt urørt (dvs. fri for fældning og fjernelse af træer) – hvilket ellers er det optimale virkemiddel for at gavne skovens biodiversitet.

Men sammenfattende er der en række indikatorer for, at dette område er velegnet til at prioritere en højere beskyttelse af naturværdierne på naturens egne præmisser.

Af kortet her fremgår det, at forholdsvis store dele af skovarealerne enten er udlagt til plukhugst, græsning eller urørt skov (eller er planlagt som sådan i 2040), hvorfor skridtet til at udlægge det hele til urørt skov med skovgræsning ikke er så stort som i mange andre danske statsskove
Af kortet her fremgår det, at forholdsvis store dele af skovarealerne enten er udlagt til plukhugst, nogle til græsning og gansek få til urørt skov
Især dele af Pamhule Skov rummer en høj bioscore (en indikator for truede arter og potentielle levesteder for truede arter), hvilket gør det særlig relevant at prioritere og beskytte naturværdierne i området
Især dele af Pamhule Skov rummer en høj bioscore (en indikator for truede arter og potentielle levesteder for truede arter), hvilket gør det særlig relevant at prioritere og beskytte naturværdierne i området
Dådyr opdager fotografen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr opdager fotografen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvordan får man en stærkt forurenet sø genoprettet?

Hindemade (udtales Hindemaj) var oprindelig en mose, som Tørning Å og andre vandløb slyngede sig igennem, men i 1934 blev området afvandet og omlagt til landbrug i det næste halve århundred, og på flere strækninger blev Tørning Å reguleret, bl.a. gennem kanal nord om det tidligere moseområde.

I begyndelsen af 1990’erne købte staten imidlertid arealet og iværksatte et større naturgenopretningsprojekt, hvor afvandingen blev indstillet, og størstedelen af Hindemade blev til en 45 hektar stor sø med fem fugleøer. Tørning Å fik sine slyngninger tilbage (om end man bevarede kanalen, der stadig fører åen nord om Hindemade til Haderslev Dam).

Den nye sø skal ikke blot tjene som natur til gavn for de arter, der trives der, men også som en slags rensningsanlæg, der kan tilbageholde omtrent halvdelen af den fosfor, som Tørning Å ellers fører med sig, primært fra de dyrkede marker, og som i årevis har gjort den 269 hektar store Haderslev Dam stærkt næringsforurenet.

Fosfor er imidlertid blevet udvasket så længe, at selv om presset er mindre i dag, har det har hobet sig op i søens bundsediment, hvorfra det giver næring til en eksplosiv vækst af planktonalger og en grumset sø.

De planktondyr som som ellers lever af algerne (f.eks. dafnier og vandlopper), kan ikke kan følge med de voldsomme mængder, og når det unaturligt store antal af planktonalger med tiden dør, synker de til bunds og nedbrydes under et tilsvarende unaturligt stort iltforbrug, der giver iltsvind i bunden af søen. Som om det ikke var slemt nok, frigives under denne proces yderligere mængder af fosfor, der gentager misèren, og søen kommer ind i en selvforstærkende ond cirkel. 

Eksternt link: Sø-økologiens onde cirkel pædagogisk illustreret

Planktondyrene, som ikke kan følge med og æde planktonalgerne, bliver oven i købet reduceret i ekstraordinær grad af fredfisk (skalle og brasen), hvis antal boomer, fordi det grumsede vand gør det vanskeligere for aborre og gedde at jage dem. Endvidere hvirvler brasen bundsediment op under sin fødesøgning, hvilket gør vandet endnu mere uklart. 

Konsekvensen er en stadig mere grumset og iltfattig sø med masser af planktonalger, men kun få planktondyr og forsvindende vandplanter, og med masser af brasen og skallen, men kun få rovfisk.

Derfor overvejede man i begyndelsen af 1990’erne simpelthen at pumpe det næringsbelastede mudder op og fjerne det ophobede fosfor sammen med bundsedimentet, men ideen blev droppet på grund af økonomiske og tekniske vanskeligheder.

En fjernelse af bundsedimentet er da heller ikke billig, f.eks. kostede det ca. 23 mio. kr., at pumpe 500.000m3 bundslam op fra store dele af den 150 hektar store Brabrand Sø i 1988-1995 (Jørgensen 2001), hvilket forøgede gennemsnittet af søens dybde fra 0,8 til 1,1 m. Søens tilstand blev klart forbedret, om end noget tyder på, at den endnu dyrere spildevandsrensning i oplandet har haft større betydning end fjernelsen af det fosforholdige bundsediment, idet tilførslen af fosfor blev reduceret fra ca. 80-100 ton om året i begyndelsen af 1980’erne til 10-20 ton i 1990’erne (hvilket jo i alle tilfælde stadig er betydelige mængder). 

Sedimentfjernelse er ikke blot en dyr, men også en kompliceret løsning, der efterlader store mængder forurenet mudder, som efterfølgende skal bortskaffes.

Udbredelsen af bundvegetation (grøn) i Maribo Søndersø i 1998 (øverst) og 2003 efter årelang biomanipulation (opfiskning af fredfisk, især brasen og skalle, og udsætning af rovfisk: geddeyngel). Også i Haderslev Dam er anvendt biomanipulation, men ikke med samme årelange vedholdenhed eller resultat som i Maribo Søndersø (kort: Liboriussen m.fl. 2007b: 'Sørestaurering i Danmark. Del I: Tværgående analyser', Faglig rapport fra DMU nr. 636)
Udbredelsen af bundvegetation (grøn) i Maribo Søndersø i 1998 (øverst) og 2003 efter årelang biomanipulation (opfiskning af fredfisk, især brasen og skalle, og udsætning af rovfisk: geddeyngel). Også i Haderslev Dam er anvendt biomanipulation, men ikke med samme årelange vedholdenhed eller resultat som i Maribo Søndersø (kort: Liboriussen m.fl. 2007b: ‘Sørestaurering i Danmark. Del I: Tværgående analyser’, Faglig rapport fra DMU nr. 636)

I Haderslev Dam, der er næsten dobbelt så stor som Brabrand Sø, har man i stedet forsøgt at bryde den selvforstærkende cirkel med såkaldt biomanipulation, det vil sige opfiskning af fredfisk og udsætning af rovfisk. Konkret er der fjernet 190 tons af skalle og brasen over en årrække og udsat gedde-yngel i titusindvis for at udligne dele af den skævhed, fosfor-forureningen har medført.

Færre fredfisk betyder flere planktondyr, som derved kan få bugt med flere planktonalger, hvilket gør søens sigtedybde en del bedre. Det er ikke en blivende løsning, men kan holde i ca. 6-10 år – og er afhængig af, hvorvidt det også er lykkes at reducere fosfortilførslen (Søndergaard m.fl. 2015: 24).

Dog har man i den 860 hektar store Maribo Søndersø kunnet vise meget langsigtede og positive effekter af årelange tiltag, hvor der hvert år fra 1991 til 2005 er opfisket gradvis faldende mængder fredfisk på samlet 132 tons og i slutningen af 1990’erne udsat 618.000 stk. geddeyngel (Liboriussen 2007b: 180). Tilstandsændringen blev først forbedret markant efter ni år (fra 1998 til 2003 forøgedes undervandsvegetationens dækningsgrad f.eks. fra 10 til 90 procent), men effekten af biomanipulationen kan ikke helt isoleres, eftersom spildevandsbelsatningen også er blevet reduceret.

Af Vejledning for gennemførelse af sørestaurering fremgår det, at biomanipulation (opfiskning af fredfisk) er foretaget i 42 danske søer og generelt er en anbefalelsesværdig løsning til at ændre algesuppe uden bundvegetation og fredfiskdominans til klarere vand med genkomne vandplanter, hvor rovfisk og fredfisk er i balance (Søndergaard m.fl. 2015). 

Selv om der i dag tilføres mindre mængder fosfor til Hadserslev Dam end før den gennemførte biomanipulation, er tilførslen såvel som de store mængder ophobede fosfor en fortsat kilde til algetilvækst, der også påvirker Haderslev Fjord. Alt i alt er det nok bedst at lade bundsedimentet blive på bunden af Haderslev Dam og anvende biomanipulation som en slags løbende naturplejetiltag med jævne mellemrum, mens man så vidt muligt reducerer tilførslen af fosfor yderligere. 

Toppet lappedykker (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Toppet lappedykker (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Skal Haderslev Dam opnår en varig god tilstand,skal der nok opfiskes fredfisk i en årrække, altimens tilførslen af næringsstoffer nedbringes drastisk. Biomanipulation af Maribo Søndersø (der er tre gange så stor) beløb sig til ca. 3,4 mio. kr. fordelt over 14 år, hvilket er betydeligt billigere end en fjernelse af bundsedimentet. Hensigten er selvfølgelig ikke blot at få naturen på fode, men at genetablere udgangsbetingelserne for, at naturen fremadrettet kan ‘klare sig selv’, og det indebærer som nævnt andet end biomanipulation, men en generel indsats imod næringsstofbelastningen.

Det meste af den øvrige natur i det foreslåede område er skov. Og skov på naturens betingelser er såkaldt urørt skov – vildskov uden tømmerproduktion. Det betyder også at indstille den eksisterende praksis med at indhegne nyplantet skov (for at »beskytte« træerne, så »vildtet ikke kan skade dem«, som det hedder i Naturstyrelsens folder om Haderslev Dyrehave). Men forenes Pamhule Skov, Sandkule Skov, Teglholt Sov, søerne og Dyrehaven som ét samlet område på naturligere betingelser, skal der hverken plantes eller frahegnes træer. Tilvækst kommer fra skovens egen foryngelse, og det er en del af skovnaturen, at dyrene æder af træerne, gnubber sig op ad dem og ‘skader’ dem. 

Om det skal være vildheste, kreaturer, elge, vildsvin og/eller måske bison, bør i givet fald være op til fageksperters detailanalyse, men at der er brug for flere forskellige større planteædere i skoven, er der ingen tvivl om. Og at urørt skov med græsning er det, der er bedst for biodiversiteten, er veldokumenteret – intet virkemiddel gavner skovnaturen lige så omkostningseffektivt:

Fageksperters vurdering af, hvilke indsatser der har mest gavnlig effekt på truede arter i skovene. Det fremgår tydeligt, at urørt skov med græsning er helt usammenligneligt med andre indsatser – hvilket måske heller ikke er overraskende, eftersom det i højere grad er vildere natur på naturens præmisser end de øvrige virkemidler. Bemærk også, at skovrejsning er et af de to ringeste virkemidler til at gavne biodiversiteten – det handler altså ikke om at plante nye træer, men om at bevare gamle (Johannsen, V.K. m.fl.: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 2013)
Fageksperters vurdering af, hvilke indsatser der har mest gavnlig effekt på truede arter i skovene. Det fremgår tydeligt, at urørt skov med græsning er helt usammenligneligt med andre indsatser – hvilket måske heller ikke er overraskende, eftersom det i højere grad er vildere natur på naturens præmisser end de øvrige virkemidler. Bemærk også, at skovrejsning er et af de to ringeste virkemidler til at gavne biodiversiteten – det handler altså ikke om at plante nye træer, men om at bevare gamle (Johannsen, V.K. m.fl.: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 2013)

Skal Pamhule Skov og de øvrige skove i området friholdes for tømmerproduktion og overlades til naturens egne kræfter – herunder større planteædere – er der brug for et større hegn, som sørger for at dyrene bliver på området. De fleste af de større planteædere kan nøjes med et almindeligt el-hegn, men elg og muligvis bison har brug for et mere robust hegn.

Et robust vildthegn, der omgiver hele området undtaget søerne Haderslev Dam og Stevning Dam (som på kortet nedenfor) er 21 kilometer langt og vil koste ca. 5-6 mio. kr. – nøjes man med et mindre el-hegn af bliver det betydeligt billigere. 

Endelig er der nogle større færiste (à 250.000 kr. pr. stk.), hvor hegnslinjen passerer andre offentlige veje, samt udgifter til fageksperters udarbejdelse af en detailplan, udsætning af dyr og en årrække med biomanipulation i Haderslev Dam.

Naturarealerne vest og øst for Sønderjyske Motorvej er til gengæld forbundet optimalt i forvejen, skønt det ikke umiddelbart kan ses på kortet. Motorvejen føres over Tørning Å og dalen via en 130 meter lang bro i 4-6 meters højde, hvilket giver gode muligheder for at passere under motorvejen for både mindre dyr og de større pattedyr. 

Alt i alt kan etableringsudgifterne formodentlig begrænses til ca. 10-13 mio. kr. (idet jeg tillader mig at forudsætte, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for eventuelt tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører).

Forslag til hegnslinje af ca. 21 kilometers længde – eventuelt i to etaper, første del øst for Sønderjyske Motorvej (ca 16 km), anden del vest for (ca. 5 km), forbundet af en faunapassage
Forslag til hegnslinje af ca. 21 kilometers længde – eventuelt i to etaper, første del øst for Sønderjyske Motorvej (ca 16 km), anden del vest for (ca. 5 km) – arealerne er forbundet under en 130 meter lang motorvejsbro

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsligt og kommunalt ejede arealer fra Haderslev Dam til Stevning Dam og undersøg mulighederne for opkøb af de få privatejede arealer (eller permanent bindende aftaler med de private lodsejere), så området kan fungere som en helhed.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) en optimal biomanipulation m.h.p. at få Haderslev Dam i god naturtilstand; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov kunne blive et meget varieret mosaiklandskab med store og små søer, vildskov, enge og sletter, der tilbyder fantastiske oplevelser af naturligere og mere selvforvaltende natur end Haderslev Dyrehave og de store tømmerproduktionsarealer i skovene i dag.

Man ville kunne sejle direkte fra Haderslev og ind i området – fra tæt og trafikeret bykerne til et storslået og oplevelsesrigt naturreservat.

Rune Engelbreth Larsen, februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status

Naturnationalpark Mols Bjerge

Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]
Mols Bjerge, fotograferet ved Agri Høj – Trehøje kan ses i horisonten (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Mols Bjerge, fotograferet ved Agri Høj – Trehøje kan ses i horisonten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får ca. 11 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur som en slags kerneområde på naturens præmisser i Nationalpark Mols Bjerge: Naturnationalpark Mols Bjerge …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge – et godt 11 kvadratkilometer stort område, hvor naturen kunne prioriteres på naturens egne præmisser (kortet er baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge – et godt 11 kvadratkilometer stort område, hvor naturen kunne prioriteres på naturens egne præmisser (kortet er baseret på OpenStreetMap)

Nationalparken kan blive vildere og naturligere

Naturnationalpark Mols BjergeEngang var den europæiske vildhest tarpanen vidt udbredt blandt mange andre større planteædere, også på vore egne breddegrader. Her var den almindelig for 10.000-12.000 år siden, hvorefter den formodentlig blev udryddet (men atter dukkede op i en periode for omkr. 6.000 år siden). I dag er tarpanen dog uddød – den sidste døde muligvis i russisk fangenskab i begyndelsen af 1900-tallet, og verdens eneste tilbageværende af de oprindelige vildheste er den såkaldte przewalski-hest eller takhi. Også den var på nippet til at blive udryddet i 1900-tallet, men er takket være et omhyggeligt avlsprogram blevet reddet og bl.a. genudsat i Mongoliet.

Der har været flere forgæves forsøg på at tilbageavle tamhesteracer til tarpanen, men selv om den oprindelige europæiske vildhest altså er og bliver uddød, betyder det dog ikke, at der ikke er andre hesteracer, vi med rimelighed kan betegne som vildheste – hvilket vi straks skal se.

På Djursland finder vi Mols Bjerge, der er det vigtiste kerneområde i den 18.000 hektar store Nationalpark Mols Bjerge. Men Mols Bjerge har også en slags kerneområde i sig selv – Molslaboratoriets 160 hektar store arealer, der er blandt landets mest artsrige naturlokaliteter. Og den 26. november 2016 blev dette værdifulde naturareal endnu vildere, da Naturhistorisk Museum i Aarhus udsatte 12 vildheste af racen exmoor pony, som frem over skal være en integreret og naturlig del af hovedparten af Molslaboratoriets natur. 

Af og til er det blevet hævdet, at exmoor også må karakteriseres som en oprindelig vild hesterace, der er upåvirket af tamheste (Hovens & Rijkers 2013), men det er dog langtfra den herskende opfattelse. Faktisk karakteriseres den »i nogen grad som romantisk«, idet exmoor ifølge de fleste forskere hverken er en forhistorisk vildhest eller anden »zoologisk skattekiste«, men derimod en regionalt indfødt hesterace, der dog har bevaret en genetisk variation, som moderne hesteavl er foruden (Green, P. 2013: 34). Måske stammer den fra keltiske tamheste, der blev indført i bronzealderen (Bunzel-Drüke m.fl. 2008: 37).

Da vildhest selvfølgelig ikke er en arts- eller racebetegnelse, er der dog intet forkert i at kalde utæmmede heste, der ikke fodres, for vildheste, og det gælder ikke mindst exmoor, der da også klarer sig fortrinligt året rundt i naturen. 

Exmoor har også levet vildt i øde egne af Storbritannien i årtusinder indtil midten af 1900-tallet, hvor der kun var ca. 50 tilbage i Exmoor (deraf navnet). Takket være endnu en målrettet avlsindsats er der i dag omkring 500 i Exmoor National Park i den sydvestlige del af England, foruden mere end 3.500 i det øvrige Storbritannien og en række andre lande – bl.a. Danmark (jf. The Exmoor Pony Society: Conservation of the Exmoor Pony).

Nu er der så yderligere tolv herhjemme, efter at Molslaboratoriet blev den niende danske lokalitet, hvor der er blevet udsat vildheste, og den sjette, hvor vildhestene er af racen exmoor. De første vildheste blev udsat på Tærø i Ulvsund af forskere, der mente at kunne bruge dem til at tilbageavle tarpanen, men projektet blev droppet og vildhestene stort set overladt til sig selv. Årtier siden begyndte andre vildhesteprojekter så småt at brede sig i Danmark, vekslende mellem hesteracerne konik og exmoor:

  1. 1964: Tærø, Ulvsund (exmoor), ca. 173 ha
  2. 2003: Klise Nor, Sydlangeland (exmoor), ca. 25 ha
  3. 2003: Lille Vildmose, Nordjylland (konik), ca. 20 + 30 + 60 ha
  4. 2006: Dovns Klint, Sydlangeland (exmoor), ca. 120 ha
  5. 2010: Dejbjerg Plantage ved Ringkøbing (exmoor), ca. 10 ha
  6. 2010: Kalvholm, Skjern floddelta (exmoor), ca. 140 ha

  7. 2013: Saksfjed Inddæmning, Sydlolland (exmoor), ca. 90 ha
  8. 2016: Næstved Øvelsesterræn (exmoor), ca. 170 ha

  9. 2016: Molslaboratoriet, Mols Bjerge (exmoor), ca. 120 ha
10. På vej i 2017: Bjergskov, Sønderjylland (konik), ca. 33 ha

11. På vej i 2017: Geding-Kasted Mose, Østjylland (konik), ca. 62 ha
12. På vej: Bøtø, Falster (uvist hvilken race), ca. 150 ha
13. Måske: Bioplanet Rewilding Park, Vorup Enge (przewalski-hest), ukendt areal

NOTER: I Lille Vildmose har man tidligere vinterfodret konikhestene, men er ophørt i 2016. Hestene har græsset forskellige arealer siden 2003, men i efteråret 2016 går de i tre flokke: 1) ved kysten (60 ha), 2) i en central mose (30 ha), og 3) på det areal, hvor Birkesø skal genoprettes (ca. 20 ha). Om vildhestene på Sydlangeland anfører Naturstyrelsens folder, at de finder deres føde i naturen, men tilføjer:»Vi har dog mulighed for at fodre, hvis vi får en streng vinter med knaphed på føde«. Hestene på de øvrige arealer tilskudsfordres formodentlig (heller) ikke. På Kalvholm ved Skjern floddelta er vildhestene desværre blevet fjernet igen i december 2016 efter uoverensstemmelser med forpagteren. I Bøtø, der blev opkøbt af Den Danske Naturfond i 2017, planlægges en kraftig udtydning af plantagen, bl.a. m.h.p. at udsætte vildheste. Bioplanet RewildingPark, der blev foreslået af Randers Regnskov i 2013, planlægger at inkludere przewalski-hesten (takhi) blandt de dyr, man gerne vil udsætte ved Vorup Enge syd for Randers (bl.a. i det område, hvor der i dag går europæisk bison).

Den 26. november 2016 gav man slip på den traditionelle og kontrollerede naturpleje på Molslaboratoriet i Mols Bjerge, hvor der blev udsat vildheste, finansieret af Den Danske Naturfond (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den 26. november 2016 gav man slip på den traditionelle og kontrollerede naturpleje på Molslaboratoriet i Mols Bjerge, hvor der blev udsat vildheste (exmoor ponyer), finansieret af Den Danske Naturfond. Her skal de gå året rundt sammen med vildkvæg (galloway) på ca. 120 hektar som en integreret del af naturen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Molslaboratoriet er det første eksempel, hvor vildheste er blevet udsat i et regulært hotspot for dansk artsrigdom, hvorfor det nu bliver muligt at analysere samspillet mellem større vilde planteædere og sjældne og truede arter i detalje. Vildhestene kommer til at gå på arealet sammen med helårsgræssende galloway-kvæg, der indtræder i rolle som vildokser uden tilskudsfodring af nogen art. Dermed er såkaldt selvforvaltende natur i vidt omfang realiseret på en af landets mest interessante naturlokaliteter, hvor der i forvejen hverken er landbrug eller skovbrug.

Med »selvforvaltende natur« menes, at man i udvalgte store og små naturområder så vidt muligt gør op med de naturforarmende og fragmenterende indgreb, der hidtil har udryddet eller fortrængt arter og forarmet levesteder (bl.a. afvanding, tømmerproduktion, opdyrkning og udryddelse/udelukkelse af større planteædere).

Det handler om at genskabe udgangsbetingelserne for, at naturen selv kan opretholde en mangfoldighed af levesteder og arter, og derfor må vi tilføre de manglende faktorer, som vi historisk har afviklet: Det vil sige at genetablere de naturlige vandforhold ved at afvikle eventuelle grøfter; genoprette naturens dynamik ved at give plads til foranderlighed i stedet for at fastlåse en specifik naturstilstand; genforvilde skove og åbent land uden produktion (det være sig tømmer- eller fødevareproduktion); genudsætte flere større planteædere, hvis græsningsadfærd både påvirker og varierer vegetationen, holder tilgroning i ave, skaber spirebede ved deres tramp, spreder frø og leverer dyrebar kvalitetslort til møgbiller og mange andre arter.

Kort sagt skal udvalgte dele af naturen være vildere med plads til de naturlige processer, som utallige arter har udviklet sig under i ti- eller hundredtusindvis af år, hvis vi vil bevare vore truede arter og sikre livets mangfoldighed. Og her spiller ikke mindst de større planteædere en meget central rolle:

Nøglen er atter at få græssende dyr (vilde eller tamme) i den danske natur. Mange danske naturtyper opretholdes via græsning. Den manglende græsning gør, at den biologiske mangfoldighed falder. Dette forhold gælder både for åbne naturtyper og for skovene. (…). Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen. (Rahbek m.fl. 2012: 108).

Jo større skala, desto bedre, fordi store naturområder har bedre plads til variation og dynamik med store flokke af forskellige planteædere, men meget kan også opnås i mindre skala. De 120 af Molslaboratoriets 160 hektar er et godt udgangspunkt, hvor der som nævnt udsat vildokser (galloway) og vildheste (exmoor), som ikke fodres – naturen har med andre ord fået friere hænder (eller rettere friere hove og klove) inden for ét ydre hegn frem for i en lang række mindre folde. 

Morten D.D. Hansen, der er biolog og museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, har i et offentligt indlæg forklaret, hvorfor man har truffet dette valg efter årtiers traditionel naturpleje.

Hidtil har det således været et meget tids- og ressourcekrævende arbejde at sikre naturværdierne med allehånde plejetiltag fra høslæt, sommergræsning og tørveskrælning til rydninger og omrokeringer af småhegn. Nogle virkemidler har gavnet, andre har ikke, men det har været dyrt, og man har bestandig været afhængig af at tage besværliggørende hensyn til diverse bureaukratiske landbrugsstøtteordninger, som desværre sjældent er skræddersyet til naturens ‘behov’.

Nu har man taget konsekvensen, sagt nej til alle støttekronerne og valgt at lade naturens egne kræfter råde i en vildere og mere spontan natur:

Farvel til tilskudsordninger, farvel til vinterfodring af dyrene, farvel til de mange små hegninger, men goddag til et mindre antal køer og vildheste, der selv må finde ud af, hvordan de vil leve på de særdeles varierede arealer, der fra nu af kun er omgivet af et enkelt yderhegn. Det kan godt være, at dyrene indimellem vil være lidt mere sultne end sædvanligt, men vi holder bestanden så lav, at dyrene ikke dør af sult. De kommer til at spise op om vinteren, mens vegetationen om sommeren får lov til at blomstre lidt mere, end den hidtil har gjort. Det skulle gerne gavne sommerfugle og bier, men vi ved intet om, hvad der præcist vil ske hvor. Derfor er planen, at vi i de kommende år vil følge arealerne ekstra grundigt, så vi om blot få år har en tydelig idé om, hvordan tiltaget virker. Det er nemlig ambitionen, at vores pilotprojekt skal kunne brede sig som ringe i vandet. (Morten D.D. Hansen, JP Aarhus, 25.11.2016)

Projektet er finansieret af Den Danske Naturfond, og ved indvielsen understregede fondens direktør Flemming Nielsen, at dette kun var »begyndelsen« – og med udsigt til statens store naboarealer tøvede han ikke med at foreslå projektet bredt ud over Mols Bjerge.

Dermed er Molslaboratoriet i endnu højere grad blevet modellen for naturforvaltningen i Nationalpark Mols Bjerge, og placeringen gør det oplagt at samtænke et endnu større areal i Mols Bjerge – et areal, hvor naturpotentialet i forvejen er til stede, og som kunne blive et næsten 1.100 hektar stort naturreservat på naturens præmisser: NATURnationalpark Mols Bjerge.

Molslaboratoriet er et 150 hektar stort naturreservat, der er ejet at Naturhistorisk Museum i Aarhus (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Molslaboratoriet er et 160 hektar stort naturreservat, der er ejet at Naturhistorisk Museum i Aarhus (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige dér? 

Af kortet her fremgår det, at staten ejer langt størstedelen af den foreslåede afgrænsning (skraveret), men at også Molslaboratoriet, der ejes af Naturhistorisk Museum i Aarhus, udgør en pæn del af området (markeret med grønt)
Af kortet her fremgår det, at staten ejer langt størstedelen af den foreslåede afgrænsning (skraveret), men at også Molslaboratoriet, der ejes af Naturhistorisk Museum i Aarhus, udgør en pæn del af området (markeret med grønt)

Nationalpark Mols Bjerge rummer i dag omtrent en tredjedel skovbrug, en tredjedel med landbrugspligt og en hel masse sammenhængende by, hvilket unægtelig ikke er særlig optimalt for det, der ifølge IUCN’s internationale nationalparkkriterier skulle være et særlig naturbeskyttet område. Læs f.eks.: Nationalparker eller nationalmarker? Forslag til en reaktualisering

Men når det giver god mening at tage udgangspunkt netop i Mols Bjerge for at udvide de bestræbelser, der er taget på Molslaboratoriets arealer, skyldes det ikke mindst, at der er et stort statsejet areal, som grænser lige op til Molslaboratoriet både mod syd og nordvest.

Her kunne naturen ligeledes få førsteprioritet uden de lodsejerkonflikter, der ofte har kendetegnet nationalparkprocessen. Endvidere kunne man med fordel opkøbe og tilføje nogle få og forholdsvis små lommer af privatejet natur, hvis muligheden er til stede – eller indgå permanent bindende aftaler om at inkludere dem i det samlede naturreservat med biodiversitet som højeste prioritet.

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 227
Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 227

Forslaget til en knap 1.100 hektar stor afgrænsning af en naturnationalpark i Mols Bjerge rummer således både statslige arealer (ca. 78%), Molslaboratoriets arealer (ca. 14%) og andre privatejede naturarealer (ca. 8%). Der er dog også yderligere statslige og flere privatejede naturområder, som kunne inkluderes, hvis viljen og finansieringen skulle vise sig hen ad vejen.

Den foreslåede afgrænsning overlapper også store dele af Natura 2000 område nr. 227: Mols Bjerge med kystvande. Det medfører forpligtelser om at sikre gunstig bevaringsstatus for en række naturtyper og arter, hvorfor staten i forvejen skal bidrage med en vis naturbevarende indsats, også i tilfælde af et større naturreservat i nationalparken. Grundlaget for, at netop dette område er udpeget som en del af EU’s naturbeskyttelsesnetværk Natura 2000, er arterne skæv vindelsnegl, sumpvindelsnegl og stor vandsalamander samt naturtyper som bl.a. kalkoverdrev, surt overdrev, enekrat og kildevæld.

Skovperlemorsommerfugl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skovperlemorsommerfugl er forsvundet fra Mols Bjerge, hvor den ikke er set siden 1975 (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Endvidere fremgår det af Biodiversitetskortets såkaldte bioscore (der opgør antallet af truede arter og potentielle lokale levesteder for truede arter), at her generelt er store og bevarelsesværdige naturværdier. Mols Bjerge er således Danmarks mest artsrige dagsommerfuglelokalitet ifølge Sommerfugleatlas.dk – i perioden 2014-16 er der registreret hele 48 af Danmarks ca. 62 dagsommerfuglearter.

Og dog illustrerer dagsommerfuglene også, at høj bioscore ikke er ensbetydende med, at naturen er undtaget det generelle artstab, som er udtalt over det meste af landet. F.eks. er tre dagsommerfuglearter, der tidligere fløj i Mols Bjerge, forsvundet inden for de seneste årtier (grønbroget kålsommerfugl, gråbåndet bredpande og skovperlemorsommerfugl).

Skovperlemorsommerfugl er således en af de arter, der generelt er raslet tilbage, og som i dag kun findes på nogle få lokaliteter i Midtsjælland og på Bornholm – i Jylland er den stort set forsvundet syd for Limfjorden.

Kommabredpande på blåhat (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Kommabredpande på blåhat – truet dagsommerfugl, der endnu findes i Mols Bjerge (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Store dele af naturværdierne er værd at beskytte, fordi de er uerstattelige, som Morten D.D. Hansen gerne italesætter naturindsatsens prioritering. Der er jo ingen grund til at søsætte ekstraordinære virkemidler for at bevare rådyr, brændenælder og rotter, for disse arter klarer sig som bekendt særdeles glimrende i forvejen, hvorimod f.eks. eremit, rødlig perlemorsommerfugl og hylde-gøgeurt er uerstattelige i den forstand, at når de først er uddøde herhjemme, så kommer de ikke tilbage. Og det går desværre den vej for mange arter. 

Høj bioscore er en god indikator for, hvor vi skal gøre os ekstraordinært umage for at bevare Danmarks artsrigdom, for her finder vi lige præcis de arter og potentielle levesteder, som er stærkt presset eller står i fare for at forsvinde herhjemme. Men også dér, hvor artsrigdommen er højest, går det tilbage – selv på Molslaboratoriet, hvor man altså af samme grund valgte at tage skridtet i retning af vildere og mere selvforvaltende natur.

Der er med andre ord en række gode grunde til, at det giver god mening at udvælge lige præcis det foreslåede område som et kommende naturreservat på naturligere præmisser: 1) Naturhistorisk Museum er den største private lodsejer, og de prioriterer i forvejen natur og biodiversitet maksimalt, hvilket er en fordel og en potentielt stimulerende model for Naturstyrelsen. 2) Langt hovedparten af det øvrige areal er statsejet og undgår derved typiske lodsejerkonflikter, og de øvrige privatejede arealer, der i bedste fald burde opkøbes, udgør kun ca. 8 procent af den foreslåede afgrænsning. 3) Forslagets afgrænsning overlapper et Natura 2000-område, hvor vi i forvejen er forpligtet til en særegen naturbeskyttelse. 4) Der er generelt en meget høj bioscore og vigtige lokale og nationale naturværdier. 5) Området ligger inden for de fremhævede kvadrater i hovedscenariet i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der indkredser det netværk af danske naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse Danmarks biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

Biodiversitetskortet viser her bioscore (koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter – jo flere, desto varmere farve)
Biodiversitetskortet viser her bioscore (koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter – jo flere, desto varmere farve)
NATURnationalpark Mols Bjerge kDen foreslåede afgrænsning af NATURnationalpark Mols Bjerge (markeret med grønt) kunne blive et kerneområde i nationalparken (hvis ydergrænse fremgår på kortet her). Et kerneområde, hvor naturen – modsat langt hovedparten af den øvrige nationalpark – kommer i centrumunne udgøre et kerneområde i nationalparken, hvor naturen har absolut førsteprioritet
Den foreslåede afgrænsning af NATURnationalpark Mols Bjerge (markeret med grønt) kunne blive et kerneområde i nationalparken (hvis ydergrænse fremgår på kortet her). Et kerneområde, hvor naturen – modsat langt hovedparten af den øvrige nationalpark – kommer i centrum
Mols Bjerge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Mols Bjerge (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Hvad heste ikke kan gøre af godt i naturen, hvis deres græsningsadfærd får lov til at udfolde sig, er næsten ikke til at få øje på. Der er imidlertid ikke megen praktisk erfaring med helårsgræssende heste i Danmark, men på en privat ejendom i Skellerup ved Silkeborg er effekten af helårsgræssende islænderheste blevet fulgt meget tæt i en længere årrække og med mellemrum beskrevet af Peder Størup via Naturbeskyttelse.dk. Her har bl.a. nogle mindre, men varierede arealer, der var intensivt dyrket, sprøjtet og gødsket i 20-30 år frem til slutningen af 1990’erne, fået lov til at udvikle sig på naturligere præmisser – og selv om der ikke er tale om vildheste, er hestenes græsningsadfærd året rundt næppe anderledes:

Hestene her tilskudsfodres ikke, og de har derfor tilpasset sig det fødegrundlag, området stiller til rådighed. De vælger helt selv, hvad de har brug for med et fødevalg, der spænder meget vidt over året. Om sommeren er det de våde lavvandede områder og de tørreste og mest næringsfattige, de foretrækker. Over vinteren og de tidlige forårsmåneder, hvor føden er knap, er det grovere føde som buske og træer og eksempelvis lyse-siv, der må holde for. På andre arealer har hestene vist sig at sætte stor pris på rødgran i vintermånederne, selv uden at være presset. (…) Hestene bader ofte, hvilket starter med at de slår kraftig med forbene. De bader også i dybere vand hvor næsten hele kroppen kommer under. Adfærden skabe forstyrrelser og specielt i lavvande område små vegetations fri huller med større dybde. I Større vandhuller med meget vegetation opstår der et frit vandspejl.

Se også den meget informative fotoserie på Naturbeskyttelse.dk: De store dyrs funktion i naturen

Taler vi større naturarealer, er det også muligt at nå op på en selvsupplerende bestand af vildheste, der er blevet estimeret til 72-300 individer – om end flere bestande dog også har klaret sig på mindre arealer i årtier eller århundreder (Naundrup & Svenning 2015). Den danske ø Tærø har et areal på blot 173 hektar, hvor der har været vildheste i over et halvt århundrede, og Oostvaardersplassen i Holland huser en bestand af vildheste (konik), der i 2016 blev opgjort til ca. 700, og som deler de 5.500 hektar med ca. 1.700 krondyr og 200 heck-kvæg (Cornelissen m.fl. 2016: 29).

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge strækker sig over ca. 1.100 hektar, og ikke alene er der plads til mange flere vildheste og vildokser som de galloway-kvæg, der nu går året rundt på Molslaboratoriets areal, men man kunne også overveje at udvide paletten med en eller flere andre større planteædere?

Exmoor ponyer – vildheste på Mols (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste (exmoor ponyer) på Mols. De tolv hopper, der blev udsat i november 2016 – i 2017 kommer hingsten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Nationalpark Mols Bjerge, logo, skiltMon ikke europæisk bison (visent) kunne vise sig at være et godt valg til Mols Bjerge? Vi associerer den ofte med skovene, men en undersøgelse af udsatte bisoners adfærd i Tyskland tyder på, at dyrene dér bevæger sig i forskellige landskaber, hvor der både er åbne vidder og skov (Schmitz 2015). Analyser af isotoper af kulstof og kvælstof i de ældste knoglefund viser desuden, at europæisk bisons oprindelige fødevalg ikke svarer til forestillingen om en ren skovart, men til et liv i åbne landskaber (Bocherens 2015). I lighed med flere danske klitlandskaber kunne Mols Bjerge derfor vise sig at være et oplagt sted at udsætte Europas største landlevende planteæder.

Det ville naturligvis kræve et mere robust hegn end det el-hegn, der i dag omgiver Molslaboratoriets arealer med galloway-kvæg og exmoor ponyer, og krondyr burde nok også være en del af hegningens planteædere – men omkostningerne er ikke astronomiske.

Naturnationalpark Mols Bjerge, logo, skiltHvis man f.eks. vælger en lidt mere enkel hegnslinje end den, der følger de kringlede statslige arealer hele vejen, ville hegnet blive ca. 25 kilometer langt (se nedenstående kort). Nogle steder krydser hegnslinjen offentlige veje, men problemet er ikke større, end at man anlægger færiste over vejen og sætter en hastighedsbegræsning på 40-50 km/t på ganske korte strækninger.

Til gengæld kunne de mange mindre indhegninger fjernes, og vi ville få Danmarks største sammenhængende græslandsnatur i et af landets skønneste kuperede områder som rammerne om natur på naturligere præmisser. Vildokse, vildhest og visent kunne blive det vilde trekløver fra Trehjøe i syd over Skovbjerg og Tyvelhøj Græsland til Agri Bavnehøj og Sletten ved Molslaboratoriet i nord.

Et hegn af denne størrelse og længde ville beløbe sig til ca. 3,9 mio. kr., hvortil kommer færister (de største koster ca. 250.000 kr. pr. stk.) og låger, foruden nedtagning af alle de eksisterende småhegn. Endvidere koster det selvfølgelig noget at få udarbejdet en detaljeret plan af fageksperter, ligesom dyrene også har en pris (om end f.eks. exmoor ponyer er meget billige: ca. 4.000-6.000 kr. pr. hest). Men så er hegnet også meget robust – formodentlig kan man nøjes med et trådhegn af 1,2-1,5 meters højde, for selv om bisoner er stærke dyr, der kan løbe hurtigt og springe højt, gælder dette også kvæg, som heller ikke forlader almindelige trådhegn. Hvis der er noget at æde og gode forhold, så bliver dyrene på arealet.

Det, der officielt hedder Aarhus Plantage, men som jeg af flere grunde foretrækker at kalde Tyvelhøj Græsland, er allerede ryddet for monotone nåletræer, og en stor del af de øvrige skovarealer er helt eller delvist uden tømmerproduktion, hvorfor det ikke vil indebære de store tab i tømmerindtægter, hvis Naturstyrelsen indstillede al skovhugst inden for det afgrænsede areal. Som tidligere nævnt er der ved siden af Molslaboratoriet yderligere 8 procent privatejede arealer, der indgår i afgrænsningen for at få endnu bedre sammenhæng og større dele af de vigtigste naturværdier. Opkøb af disse ca. 85-90 hektar kan beløbe sig en ekstraudgift på ca. 7-10 mio. kr.

Hvis finansieringen af et sådant opkøb ikke kan skaffes, må disse arealer udelades af naturreservatet, medmindre man ad anden vej kan indgå permanent bindende aftaler om at lade dem indgå i en overordnet plan for selvforvaltende natur.

Samlet set vil de anslåede udgifter ligge i omegnen af 20-25 mio kr., hvis privatejet jord skal opkøbes (og idet jeg tillader mig at forudsætte, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for eventuelt tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører).

For naturbeskyttelse med ubetalelige oplevelsesværdier og en markant forøgelse af områdets betydning som kerne-natur i den omgivende nationalpark, er det en temmelig beskeden investering.

Forslag til et 25 km langt hegn (sort), der flugter Molslaboratoriets nordlige hegnslinje og får en bid af kyststrækningen med
Forslag til et 25 km langt hegn (sort), der flugter Molslaboratoriets nordlige hegnslinje og får en bid af kyststrækningen med
Skoven er næppe det foretrukne levested for europæisk bison – men snarere et eksil fra menneskelig tilstedeværelse. Derfor kommer de normalt kun ud af skoven omkring solopgang og -nedgang (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste er sluppet løs på 120 hektar af Molslaboratoriet naturareal – en samlet forvaltning kunne udvides til de statslige arealer og med opkøb af enkelte mellemliggende privatejede arealer blive til et 11 kvadratkilometer sammenhængende naturreservat. Så ville der også være god plads til europæisk bison, der formodentlig ville trives fortrinligt i Mols Bjerge og supplere vildhestenes gavnlige indvirkning på vildere og mere dynamisk natur på naturens egne præmisser (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet til Molslaboratoriets arealer og de statsejede dele af Mols Bjerge samt de foreslåede få privatejede arealer, hvis de kan opkøbes. 

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret vurdering af og plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes i tilknytning til Molslaboratoriets vildhesteprojekt, f.eks. som i ovenstående forslag; d) om der er behov for afvikling af eventuel afvanding forskellige steder, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion dér, hvor det ikke allerede er sket; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Den Danske Naturfonds direktør har allerede peget på mulighederne for at få vildere natur udbredt på statens arealer i Mols Bjerge – forhåbentlig er det en opfordring, der lyttes til i brede kredse. Mols Bjerge kunne blive et af landets mest spektakulære naturreservater.

At det i forvejen er et af landet smukkeste naturområder, er en gratis bonus. 

Rune Engelbreth Larsen, december 2016
Senest opdateret i marts 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Tyvelhøj Græsland – monoton plantage blev et artsrigt overdrev
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status

Bjergskov – naturligere og vildere

Af Rune Engelbreth Larsen

Bjergskovs kuperede vidder i modvind (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskovs kuperede vidder i modvind (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Bjergskov er gammelt kuperet græsland (overdrev) i Sønderjylland, umiddelbart øst for Hostrup Sø. Naturstyrelsen og Forsvaret ejer hver sin del, der i årevis er blevet tænkt som separate forvaltningsstørrelser, men fremadrettet skal ses i en sammenhæng for at gavne natur og biodiversitet.

Naturstyrelsen har i et par år haft helårsgræsning med både galloway-kvæg og heste (såkaldt samgræsning, der giver en mere varieret og naturlig dynamik og variation i samspillet mellem forskellige planteæderes påvirkning af vegetationen), men fremover skal samgræsningen gælde hele området – hele året. Og nu har vildheste overtaget en hovedrolle …

Nedenfor nogle foto-indtryk fra Bjergskov …

Bjergskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskov (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Citronsommerfugl på djævelsbid (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Citronsommerfugl på djævelsbid (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Øjentrøst (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Øjentrøst, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Efterårs-mosaikguldsmed (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Efterårs-mosaikguldsmed (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Korsedderkop (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Korsedderkop set nedefra – måske er det OK, at den ikke er større, end den er … (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskov, august (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskov, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Gallowaykvæg græsser i området (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gallowaykvæg græsser i Bjergskov hele året sammen med vildheste (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Sensommer over Bjergskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskov, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Takket være en af landets fremmeste naturvenner er området blevet beriget med syv vildheste i maj 2017. Philip Hahn-Petersen, en af bagmændende bag projektet Vild med vilje, besluttede nemlig til en rund fødselsdag, at han kun ville ønske sig gaver i form økonomiske bidrag til indkøb af græssere, der kunne gavne naturen. Det er således blevet til vildheste (konik), der er udsat i et samarbejde mellem Forsvaret, Naturstyrelsen og naturforeningen Verdens Skove.

Og hingsten hedder Philip

Det handler om græsning (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Det handler om græsning (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Konik-føl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Konik-føl (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Vildheste afsøger området (foto: Rune Engelbreth Larsen)

Den 7. maj 2017 blev der udsat vildheste (konik) i Bjergskov, 10 km syd for Aabenraa (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den 7. maj 2017 blev der udsat vildheste (konik) i Bjergskov, 10 km syd for Aabenraa (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hingsten Philip, Bjergskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)

Rune Engelbreth Larsen, november 2016
Senest opdateret: maj 2017

APROPOS

> Forslag: Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø