Af Rune Engelbreth Larsen

Fire i én – bevar, beskyt og forvild nordsjællandske naturskatte som en helhed

Hvis naturrigdom på naturens præmisser kan måles, er én af de vigtigste målepunkter biodiversitet. Lidt forenklet oversat: artsrigdom. Jo større artsrigdom, desto bedre klarer naturen sig, fordi mange forskellige arter og gode varierede levesteder som regel er gensidigt afhængige af hinanden. Der hører undtagelser og nuancer med til billedet, men som tommelfingerregel, er det et godt sigtepunkt.

Og hvis artsrigdom er dét, vi ønsker at bevare, beskytte og fremme, er Biodiversitetskortet et oplagt værktøj at bruge som indikator på, hvor i landet vi bør gøre en ekstra indsats for at fremtidssikre og gerne øge den eksisterende artsrigdom. Det gør vi blandt andet ved at sikre permanent plads til arterne og deres levesteder, hvor det primære formål er natur for naturens skyld. Der er med andre ord brug for naturlandskaber, som er fri for industri, landbrug og skovbrug – og helst også fri for beboelse.

Det kan dog synes vanskeligt at finde artsrig natur, der kan honorere alle disse krav i et tætbefolket land som Danmark, hvor hovedparten af arealet tilmed er landbrugsjord – men det er ikke umuligt.

Et af de steder, hvor potentialet i høj grad er til stede, finder vi bag kystklitterne på Nordsjællands mest populære badestrande mellem Tisvildeleje og Liseleje, hvor fire naturområder faktisk opfylder de fleste af forudsætningerne: Liseleje Plantage (97 hektar), Melby Overdrev (145 hektar), Asserbo Plantage (370 hektar) og Tisvilde Hegn (1.405 hektar).

Her er ganske vist statens skovdrift i dag, men den kan jo indstilles, hvis viljen er til stede.

Sammenlagt dækker heden og de tre plantager ca. 20 kvadratkilometer, der udgør en kæde af artsrige naturarealer, som med fordel kunne blive ét sammenhængende område med vildere natur, fuld publikumsadgang og stor oplevelsesrigdom: Naturnationalpark Melby Hede & Tisvilde Hegn.

Og trods navnet er Melby Overdrev ikke et overdrev, men faktisk Sjællands største hedeareal, hvorfor navnet er blevet til Melby Hede i dette forslag.

Hvorfor lige dér?

Alt er statsejet, hvorfor vi altså ikke behøver at opkøbe én eneste hektar for at få naturen til at hænge sammen her. Hele molevitten tilhører i forvejen os allesammen som borgere og skatteydere, og vi kan derfor uden videre disponere arealerne optimalt til natur og biodiversitet.

Hvis vi vil. Eller rettere – hvis vi kan overtale vore politikere til at ville.

Det betyder ikke, at den foreslåede afgrænsning af en potentiel naturnationalpark i givet fald ville være uden udfordringer, men at disse udfordringer burde og kunne løses omkostningseffektivt til naturens gavn og i videst muligt omfang på naturens præmisser.

Den foreslåede afgrænsning inkluderer meget store dele af Natura 2000-område nr. 135, som Danmark i forvejen har forpligtet sig til at yde en indsats i forhold til.

To arter er på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området: stor vandsalamander og stor kærguldsmed.

De potentielle levesteder for stor vandsalamander består af 11 småsøer, hvoraf én har ringe naturtilstand, seks har god og fire moderat naturtilstand. I kontrolovervågningen af tre af småsøerne blev arten fundet i de to i 2007 (ved Bølleljungen i Tisvilde Hegn) og genfundet ved kontrolovervågningen i 2011-2012.

Stor vandsalamander er en almindelig art flere steder i landet, men stor kærguldsmed er truet og i tilbagegang. Den lever stort set kun på på nogle nord- og midtsjællandske lokaliteter og er ellers blot observeret få steder i Jylland og på Møn og Falster. I Tisvilde Hegn er den dog kun fundet yderst sjældent i de senere år (ved Uglebakke i 2014 og Bølleljungen i 2016).

Heldigvis klarer en del sjældne og mindre sjældne arter sig betydeligt bedre.

Botanisk er særligt heden spændende – her vokser en håndfuld orkideer, bl.a. skovhullæbe, sumphullæbe og bakkegøgelilje, samt andre fine sjældenheder som lyngsilke og linnæa. Nikkende kobjælde trives i charmerende overflod, og der er også mulighed for at finde kattefod, hedemelbærris og den fine lille bregne almindelig månerude. De sjældne græshopper stor enggræshoppe, hedegræshoppe og sandgræshoppe og talrige sjældne billearter myldrer rundt i vegetationen; men der er også meget at komme for, hvis vi vender blikket opad, f.eks. mosehornugle, hedelærke, hedehøg, lærkefalk, aftenfalk, stor korsnæb og sortstrubet bynkefugl. 

Oven i hatten er Melby Overdrev en af landets allerrigeste lokaliteter for dagsommerfugle – på mindre end halvanden kvadratkilometer lever ca. 40 forskellige arter, heriblandt østlig takvinge, argusblåfugl, det hvide w, guldhale, markperlemorsommerfugl, spættet bredpande og gråbåndet bredpande.

Sågar svalehale, der uddøde i Danmark i 1978, var forbi Melby Overdrev i 2011, og i 2013 blev den tillige observeret ved Ellemose og Holløse Bredning. Måske er det i dette område, at en kommende dansk bestand genopstår af svenske indvandrere (den sidste sjællandske bestand fandtes netop ved Ellemose frem til 1970’erne).

I Tisvilde Hegn finder man bl.a. gul evighedsblomst, dansk astragel, brudelys og den sjældne orkidé knærod, foruden et væld af svampe. Måske vokser her også stadig den meget sjældne brunskællet slørhat, der er knyttet til urørt skov? Den er dog senest fundet her i 2011 og kun et enkelt sted (jf. Danmarks Svampeatlas).

Tisvilde Hegn er endvidere en af de få sjællandske ynglelokaliteter for natravn, men også et hjem for spurveugle, nøddekrige, lille flagspætte og sortspætte. Sidstnævnte udhakker hvert år et stort nyt redehul af en halv meters dybde, hvilket gør den til nøgleart af stor betydning for andre arter, der efterfølgende kan overtage de forladte spætte-lejligheder (f.eks. egern, flagermus, gedehamse og huldue).

Liseleje Plantage og Asserbo Plantage rummer nogle af de tidligere nævnte arter, men bl.a. også den sjældne blomst kegle-limurt (kun fundet i Liseleje Plantage).

Biodiversitetskortets såkaldte bioscore viser den generelle koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter, og som det fremgår af kortet herunder, er der tale om en høj koncentration og dermed meget artsrige områder. 

Det samme står klart, hvis vi konsulterer rapporten Biodiversitetskort for Danmark, hvor området er inkluderet som en del af det vigtige netværk af naturområder, der bør prioriteres højt, hvis biodiversitetstabet skal standses i Danmark (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49). Endvidere er det foreslåede areal inkluderet i det netværk af områder, hvor man skal prioritere urørt skov, hvis det er skovenes biodiversitetstab, vi specifikt ønsker at standse, jævnfør rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove (Petersen m.fl. 2016: 35-52). 

Summa summarum: En lang række faktorer peger i retning af, at netop dette områdes naturværdier har en særlig betydning, hvis vi ønsker at bevare og beskytte trængt natur i Danmark.

Fra plantager til vildskove

Fra midten af 1500-tallet og et par århundreder frem var området stærkt præget af en monumental sandflugt, der affolkede egnen og begravede et par landsbyer under sandmasserne. Først i løbet af 1700-tallet tog de voldsomme sandstorme af, og man begyndte at beplante digerne med hjælme, hvis lange rødder gør planten velegnet til at binde det løse sand. Men udover nogle beskedne forsøg på træplantning rummede det 32 kvadratkilometer store flyvesandsområde meget lidt trævækst i midten af 1700-tallet. Først efter en kongelig forordning i 1792 påbegyndtes en målrettet skovrejsning, som i 1885-1893 også kom til at omfatte Asserbo og Liseleje Plantage, og frem til begyndelsen af 1900-tallet blev der således anlagt bevoksninger, der satte en endegyldig stopper for sandflugten, først skovfyr og siden gran, birk, bøg og eg.

På Horsebakken kan man f.eks. finde skovfyr, der er over 200 år gamle, og Tisvilde Hegn, der er landets ældste kystplantage, bærer stadig præg af århundreders historiske sandflugt – træerne vokser på et lag flyvesand, der sine steder er op til 20 meter tykt. Nåletræer udgør stadig langt størstedelen af bevoksningen, skønt andelen af løvtræer er fordoblet i løbet af 1900-tallet fra ca. 10 procent til ca. 20 procent (Rune 2014).

Når løvskov udgør en så forholdsvis begrænset andel, men plantagerne alligevel har en meget høj biodiversitet, er den nok hjulpet på vej af den store dominans af skovfyr, et af vore få hjemmehørende nåletræer, der af samme grund passer nøje ind i det øvrige danske artspuslespil. Og skovfyr udgør over halvdelen af bevoksningen i de tre plantager.

Men artsrigdommen er til gengæld ‘ung’, for den er opstået ovenpå det kolossale sandflugtsområde, der i 1500-, 1600- og 1700-tallet stort set ‘udviskede’ al hidtidig natur til fordel for en nordsjællandsk ørken. Næsten alle de eksisterende arter i området har således måttet indvandre eller genindvandre fra slutningen af 1700-tallet til beplantede nåleskove med temmelig kort kontinuitet.

Truslen mod artsrigdommen kommer dog ikke længere fra naturens sandflugt, men derimod fra kulturens tømmerproduktion, der stadig finder sted i alle tre plantager og derved vender op og ned på skovens naturlige cyklus. I et eventuelt naturreservat med vildere og mere selvforvaltende natur som formål skal skovens træer skal have lov til at vokse, ældes, dø og forrådne til gavn for flest mulige arter. Al tømmerproduktion skal med andre ord indstilles, klitheden genetableres nogle steder, og plantagerne udlægges til såkaldt urørt skov, helst med udsættelse af mange flere store fritlevende planteædere, der bl.a. kan sikre lysninger mod tilgroning. 

Som det fremgår af skovkortet nedenfor er det meget små skovarealer, der græsses, og kun en mindre del af Tisvilde Hegn er udlagt til urørt skov. Det sidste gælder primært 123 hektar omkring Troldeskoven, hvor skovfyr og rødgran af forholdsvis høj alder har fået lov til at vokse sig vind og skæve.

Godt for naturen og skønt for øjet. Men ikke tilstrækkeligt for biodiversiteten.

Ønsker vi et vildere naturreservat på naturens præmisser, skal der altså i etableringsfasen afvikles ikke-hjemmehørende nåletræer og skabes flere lysåbne skovpartier. 

Naturstyrelsen er i gang, idet man i de senere år har iværksat forskellige projekter, bl.a. en rydning af kystnære araler med bjergfyr øst for Melby Overdrev, genoprettelse af naturlig vandbalance i Toelt Gadekær og etablering af flere vandhuller i og omkring Bølleljungen.

Men skal naturen være selvforvaltende og i højere grad overflødiggøre tilbagevendende indgreb, skal der tænkes i en større og permanent helhed på tværs af områderne.

Hvad skal der til?

På Melby Overdrev er ikke mindst tilgroning med bl.a. birk og bjergfyr et stort problem, der forsøges begrænset ved en frivillig indsats, hvor adskillige aktive hvert år rykker træer op manuelt. I december 2016 lod Naturstyrelsen sig inspirere til yderligere et tiltag i samme retning, idet man lod folk fælde og hente deres eget ‘juletræ’ på Melby Overdrev, så længe det var en bjergfyr.

En god idé, om end det ville gavne mere permanent og konsekvent, hvis forskellige større planteædere blev sat ud, for derved ‘beskæres’ vegetationen jo i stedet helt naturligt og kontinuerligt – og dertil er de eksisterende bestande af rådyr og krondyr ikke nok.

Om krondyrenes nylige historie i området fortæller Flemming Rune blandt meget andet i sit store to-bindsværk om Tisvilde Hegn:

I 1973 undslap 3 krondyr-hinder fra en indhegning, vistnok ved Harløse, og søgte tilflugt i Tisvilde Hegn. Fra Jægersborg Dyrehave hentede man en kronhjort til at holde hinderne med selskab, men den blev kørt ihjel på Gribskovbanen på sin vej tilbage til Dyrehaven. Herefter lavede man en indhegning i Tisvilde Hegn og overførte i 1975 otte nye krondyr fra Jægersborg Dyrehave i håb om at kunne etablere en fast bestand. De udviklede sig fint til 20-30 dyr, og selv om det var meningen på et tidspunkt at slippe dem fri i skoven, blev planerne overhalet af virkeligheden. Under novemberstormen i 1981 blev indhegningen ødelagt, og dyrene slap selv ud. (Flemming Rune: Tisvilde Hegn, bd. 1)

I dag findes der omkring 300-400 krondyr i Nordsjælland, hvoraf den største bestand lever i og omkring Tisvilde Hegn.

Der er flere andre større planteædere at overveje end blot rådyr og krondyr, hvis vi ønsker en mere forskelligartet påvirkning af de 20 kvadratkilometer skov og klithede. Varieret græsningsadfærd påvirker vegetationen forskelligt, som det fremgår af oversigten herunder:

Af de afbildede planteædere er nogle naturligvis mere oplagte end andre i de nordsjællandske områder.

Heste er nærmest altid oplagte og velegnede som vildtlevende planteædere i dansk natur, både i skov og åbent land – vi skal bare vænne os til at acceptere vildheste som en naturlig del af naturen ligesom f.eks. krondyr. Flere kvægracer kan komme på tale, men desværre er det forbundet med bureaukrati og besværlige begrænsninger i praksis at udsætte kvæg til helårsgræsning. Vildsvin har en særlig gunstig effekt på skovnaturen, bl.a. fordi de skaber spirebede ved at rode rundt i skovbunden og transporterer frø omkring, men giver andre forvaltningsproblemer på grund af den unødvendige bortskydningspligt, som Danmark er alene om at opretholde i Europa.

Bæveren er en eminent øko-ingeniør, der allerede er inden for rækkevidde, idet der blev udsat 23 bævere i Nordsjælland i 2009-2011. De er dog stadig ikke kommet nærmere end til Holløse Bredning og Ellemose (hvor der også er mere optimale forhold for bævere end i Tisvilde Hegn).

Men også elg og bison er værd at se nærmere på. I Holløse Dam, et par kilometer nordøst for Tisvilde Hegn, fandt man f.eks. i 1942 et flot elggevir fra stenalderen, så det er en meget lokal beboer, der kunne komme tilbage.

Rapporten Elg i Danmark vurderer mulighederne for etableringen af en fast elgbestand i hele landet og analyserer 25 potentielt egnede levesteder, heriblandt Tisvilde Hegn. Konklusionen er, at der her er grundlag for 27-38 elge (ud af en mulig sjællandsk bestand på godt 800 og en samlet dansk bestand på knap 4.400 elge), hvis man tager højde for opretholdelsen af de eksisterende bestande af krondyr og rådyr (Sunde & Olesen 2007).

Isoleret betragtet er 27-38 elge dog ikke tilstrækkeligt til at opretholde en selvstændig bestand på langt sigt – men så længe elg ikke er en veletableret art med en større metapopulation i Nordsjælland, er vi nødt til at se isoleret på mulighederne i de fire sammenhængende naturområder mellem Tisvildeleje og Liseleje.

Og elgens gavnlige effekt på naturen gør den værd at overveje, hvis man accepterer, at bestanden ikke er selvopretholdende, men skal tilføres individer udefra med (mange) års mellemrum. 

Ser vi på europæisk bison, vil den nok klare sig bedst i de åbne landskaber, der ikke udgør mere end godt 10 procent af det samlede areal. Men det er trods alt et lidt større areal end den bornholmske bisonskov, der tilmed er domineret af nåleskov, hvorfor en flok bisoner heller ikke kan udelukkes i Naturnationalpark Melby Hede & Tisvilde Hegn, hvor de åbne arealer er forøget de senere år.

Hvis man sigtede efter en naturnationalpark med både krondyr, rådyr, bison, elg og vildhest, vil overlap i dele af fødevalget selvfølgelig også spille ind på bestandstørrelserne. Eftersom elge bl.a. æder blade, knopper og kviste i en højde, som ingen andre planteædere konkurrerer om, vil den f.eks. næppe påvirke de eksisterende bestande af krondyr og rådyr mærkbart. Der er et overlap i fødevalg mellem elg og rådyr på ca. 21 procent og mellem elg og krondyr på ca. 32 procent, men på 58-77 procent mellem elg og vildhest (Sunde & Olesen 2007).

Et endeligt udvalg af arter, antal og kombination kræver naturligvis en detaljeret faglig vurdering af fødegrundlaget og samspillet herimellem relateret til områdernes specifikke naturtyper og størrelser.

Men indfører vi bisoner og/eller elge, er det uundgåeligt at rejse et hegn omkring den del af det samlede areal, der ikke grænser op til havet – et hegn, der i givet fald vil blive ca. 18 kilometer langt. Kolliderer hegn med bestræbelserne på vild(ere) natur?

Er hegn i vejen – eller er hegn vejen?

Hegn kan ofte være en forudsætning for flere store planteædere i dansk natur, og vi ser da også allerede hegn omkring flere naturområder. De bornholmske bisoner i Almindingen går f.eks. bag et hegn, der er ca. seks kilometer langt, og den 1.400 hektar store Klelund Dyrehave er omgivet af et 16,8 kilometer langt hegn for at holde krondyr og vildsvin inde. I Nordjylland er der rejst et 30 kilometer langt hegn omkring Mellemområdets 2.100 hektar (der udgør over en fjerdedel af Lille Vildmose), fordi der i 2015-16 udsættes ca. 12 elge og 50 krondyr.

Størrelsesmæssigt er Mellemområdet i Lille Vildmose fuldt ud sammenligneligt med den foreslåede afgræsning af Naturnationalpark Melby Hede & Tisvilde Hegn, hvor hegnet dog ‘kun’ behøver være 18 kilometer langt, fordi havet er områdets naturlige nordgrænse. Og kun hvis hele eller store dele af Liseleje Plantage, Melby Overdrev, Asserbo Plantage og Tisvilde Hegn bliver forvaltet som ét samlet område bag ét ydre hegn, skaber vi mulighed for at få både elg, bison, vildheste og/eller andre større planteædere som supplement til områdets krondyr og rådyr.

Hegnet omkring Mellemområdet i Lille Vildmose er et såkaldt semipermeabelt hegn, og det samme bør være tilfældet her. Det betyder, at alle andre dyr end elg, krondyr, bison og hest kan passere ind og ud af området gennem en række faunapassager af passende størrelse. Hegnet forhindrer heller ikke publikumsadgang, der kan ske gennem låger eller andre former for indgange, men det sørger for, at de største planteædere bliver inde i området og dermed udøver den tiltænkte naturgavn i forhold til at skabe dynamik og holde tilgroning i ave.

Hegnet er selvfølgelig ‘unaturligt’ – men det er der meget, der er i dansk natur. Den store mangel på større planteædere er ud fra andre betragtninger også ‘unaturlig’ og har en negativ betydning for artsrigdommen og naturtilstanden. Et ‘unaturligt’ hegn vil derfor muliggøre, at naturen bag hegnet kan udvikle sig vildere og dermed mere ‘naturligt’.

Vi gør altså noget ‘unaturligt’ på ét punkt for at skabe mere naturlige præmisser i andre og vigtigere henseender.

Endvidere bør man også betænke, at et ydre hegn såvel som udsættelse af flere større planteædere er éngangsudgifter (efterfølgende tilsyn og vedligehold af hegn hører trods alt til i småtingsafdelingen), mens den nuværende naturforvaltning ofte må betale for tilbagevendende naturpleje år for år. Et elg-hegn med tyve års holdbarhed koster max. ca. 250-300 kr. pr, meter inklusiv låger – i tilfældet Naturnationalpark Melby Hede & Tisvilde Hegn ville det altså sammenlagt beløbe sig til ca. 7,5-9,0 mio. kr. Ikke en herregård.

Summa summarum: Hvor paradoksalt det end må lyde, er hegn ofte vejen, når vi sigter efter vild(ere) natur. Et hegn kan ganske enkelt åbne langt flere naturgavnlige muligheder her, end det lukker.

På længere sigt bør de fire afgrænsede områder udvides med Ellemose og Holløse Bredning – muligvis også Tibirke Bakker – hvoraf det kun er Holløse Bredning, der er i offentligt eje i dag. Hvis mulighederne for en statslig overtagelse er til stede, kunne begge områder passe fint ind i mosaikken af naturtyper og slet og ret give vildere natur mere plads.

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer, Melby Overdrev, Asserbo Plantage, Liseleje Plantage og Tisvilde Hegn.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Samtænkes Melby Overdrev med de tre statsplantager, kunne området allerede i den nærmeste fremtid blive et vildere og mere selvforvaltende naturreservat med hede og vildskov, hvor vi mellem levende skovfyr og løvtræer også møder krøllede stammer og fantasifulde træruiner. Måske kigger en elg frem, hvor krondyrene fortrækker? Måske forhindrer vi effektivt tilgroningen af naturperlen Melby Hede, hvor tunge bisoner og yndefulde vildheste tager fat?

Men mon ikke vi ville kunne vænne os til – ja, mon ikke vi ville kunne glæde os over og se frem til – mulighederne for at møde store planteædere i langt større tal end i dag, hvis vi overlod det til fageksperter at analysere de nødvendige udgangsbetingelser for en selvforvaltende, omkostningseffektiv og vildere skov-, hede- og kystnatur?

Naturnationalpark Melby Hede & Tisvilde Hegn indebærer ikke store udgifter, men kunne bevare og fremtidssikre stor artsrigdom såvel som stor oplevelsesrigdom.

Rune Engelbreth Larsen, januar 2016
Opdateret februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS SAMME OMRÅDE

> Fotoserie fra Melby Overdrev
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur
> P1 Natursyn: Med Rune Engelbreth Larsen på Melby Overdrev