Steen Steensen Blicher (1782-1848)
ST. ST. BLICHER: »... befandt jeg mig saaledes for en Deel Aar siden en stille, varm Septemberdag langt ude i denne samme Hede, som jeg i arabisk Forstand kalder min. Ingen Vind bevægede den rødmende Lyng; Luften var lummer og døsig. De fjerne Bakker, som begrændsede Synskredsen, syntes at svømme, liig Skyer, omkring den uhyre Slette; og antoge mange vidunderlige Skikkelser af Huse, Taarne, Slotte, Mennesker og Dyr; men alle af dunkle uformede Omrids, ustadige vekslende som Drømmebilleder: snart forvandledes en Hytte til en Kirke, denne igjen til en Pyramide; hist hævede sig et Spiir, her sank et andet; et Menneske blev til en Hest, og denne igjen til en Elephant; her gyngede en Baad, og der et Skib med Udspændte Sejl.«
Fra »Hosekræmmeren« (1829)
ST. ST. BLICHER: »Hvad er en Naturbeskrivelse andet end en Oversættelse? Endogsaa den mest vellykkede staaer ligesaalangt under Originalen, som Himmelbjerget i Jylland under Himmelbjerget i Thibet. Derfor gunstige Læser! hav mig undskyldt, naar jeg ikke fortæller Dig alt hvad jeg her saae. Hvad jeg saae kunde jeg maaskee sige Dig; men hvorledes jeg saae det? Neppe! - Enkelthederne kunde jeg fremstille Dig en efter en anden, men Heelheden - alt paa eengang? - dertil - om 'Du endog har Øre, har Tungen ikke Ord.' - Min Pen er ingen Pensel. Rejs! rejs selv til Himmelbjerget, og see!«
Fra »Himmelbjerget« (1833)
Karen Blixen (1885-1962)
KAREN BLIXEN: »Nu sprang Skoven ud. Den blide, tætte, graa Regn faldt i nogle Dage omkring hele Verden som Sløret omkring en Brud, og der kom en Dag, hvor alle Skove stod grønne. Dette hænder i Danmark hvert Aar i Maj, men hvert Aar kommer det for Folk i Danmark, som det kom for disse Mennesker for hundrede Aar siden, som en himmelsk uforklarlig Overraskelse. Gennem alle de lange Vintermaaneder har vi midt i Skoven dog bestandig været under den aabne øde Himmel og udsat for alle Vinde. Saa pludselig, i Løbet af nogle faa Dage, hvælver Maj Maaned en Kuppel over vore Hoveder, og skaber et Tilflugtssted, et lønligt Fristed for alle Menneskehjerter. Det unge lyse, silkefine Løv springer ud hist og her som smaa Dun, hele nyudsprungne Grene stikkes ud som lette Flag, der vajer, smaa Vinger, som Skoven prøver - 'Skoven flyver'. Men allerede Dagen efter, eller den følgende Dag, gaar man i et Løvskjul. Herinde ikke blot løfter Bøgetræernes tingraa Søjler sig frit og rankt op fra Jorden og imod Rummet, mod Æteren, Solen, hvorom Jorden foraarsgrøn svinger sig, men de løfter og bærer det luftige Tempels høje Loft.«
Fra »Digteren« (Syv Fantastiske Fortællinger, 1935)
KAREN BLIXEN: »Det var i den Time lige før Solopgang, hvori Verden synes ganske farveløs, ja, hvori den ligger som en Fornægtelse af al Farve. Nattens rige Farvetoner er forsvundne, har trukket sig tilbage som Bølgerne fra en Kyst under Ebbe, og Dagens Farverigdom slumrer endnu i Landskabet, ligesom Farverne i Pottemagerleret, der alle er lergraa, indtil de kommer frem i Brændeovnen. Og denne farveløse Verden indeholder et mægtigt Løfte, en alvorsfuld, henrykkende Forjættelse.«
Fra »Digteren« (Syv Fantastiske Fortællinger, 1935)
Achton Friis (1871-1939)
ACHTON FRIIS: »Hvem vil for Alvor laste det danske Klima uden netop den Klasse ulykkelige Byfolk, der under Fællesbetegnelsen 'Landliggere' fylder vore Sommerpensionater og mellem Maaltiderne, hvor de opsuger alt, hvad Bordet raader over, begiver sig paa programmæssige Promenader i det allernærmeste Nabolag for at faa Appetit til at hærge Bordet paany under det næste, oh - altfor fjærne Maaltid!«
Fra De Danskes Øer, bd. I, 1926
Grethe Heltberg (1911-1996)
GRETHE HELTBERG:
Men da jeg gik fra vejens tørre støv
ind i det høje græs, hvis bløde blade
flød hviskende om mine nøgne fødder,
køligt og vådt,
da steg en glæde i mig som et springvand
med tusind dråber gnistrende i solen,
og jeg faldt ned på knæ som ramt af lynet
og vidste, undrende, at alt var godt.
Fra »Græsset«, 1952
Johannes V. Jensen (1873-1950)
JOHANNES V. JENSEN: »Det er i al Evighed sandt, at Danmark ligger mellem de to blaa Have, grønt om Sommeren, rustent om Høsten og hvidt under Vinterhimlen. De danske Strande viser sig vidunderligt vinkende, Agrene derinde runder sig fortroligt, de klædes med Korn og fælder Kornet igen. Solen staar i Vifter over Bakkerne ved Limfjorden, hvor Vestenvinden blæser hjemligt; Dagens Vekslen i Danmark er altid forskellig og altid den samme. De smaa Fjorde og Bifjorde gentager Danmark hundrede Gange, Øresund er som en Port ind til det endelige Land. Her rinder Aaerne ud mod Havet, Skovene gror i Havets Nærhed, du ser en Maage, du øjner en sættende Hare i Heden, Sol og Sorgfrihed, det er Danmark.«
Fra Kongens fald, 1900-01
Johannes Jørgensen (1866-1956)
JOHANNES JØRGENSEN:
Nu løses fugletunger
af vinterdødens band,
et solskinskor de sjunger
i skovens frie land;
de kalder os, de stemmer,
ud fra vort hverdagsbur,
fjernt fra dets fangetremmer
at finde dig, natur!
Fra »Nu lyser Løv i Lunde«, 1891
Martin A. Hansen (1909-1955)
MARTIN A. HANSEN: »Se, hvor der er sol i dag! Solen er kommet hjem fra en afrikansk rejse. Står pyntet med lange stråler i sit hår. Nu er der kun rim i skyggen udenfor. Markerne står i bløde, smeltevandsøer med holme i, sejlende, skinnende tundra. Men den gustne is dækker stadig de endeløse havflader. Den er blevet mere plettet. Havisen får bylder.«
Fra Løgneren, 1950
Vagn Lundbye (f. 1933)
VAGN LUNDBYE: »At vandre på Jorden er at åbne sig for alle de flammer, som man i hverdagens bevægelser ellers ikke er opmærksom på. Landet lyser op og bliver næsten helligt. Og hvert skridt, som tages, bliver med andre ord en generobring af noget, som mennesket har sat til eller i det mindste fortrængt. (...) Den vandrende kommer til tanker og billeder, som ellers er svære at komme til. Det lykkes ikke altid at holde dem fast, ikke bare fordi man er lidt væk i omgivelsernes skiften, men også fordi de foruroliger og anfægter de landskaber, man bærer på - og måske føler sig sikker i.«
Fra Langelandsk fodrejse, 1979
Niels Møller (1859-1941)
NIELS MØLLER: »Der er en Frihed og Flugt i Naturens Gang paa dette Sted, saa man forbavses over ikke selv at kunne flyve.«
Fra Danmark i skildringer og billeder, 1887-1893
Poul Martin Møller (1794-1838)
POUL MARTIN MØLLER: »Et Barn kan leve i en ubevidst Fortrolighed med Naturen, uden at have den Forestilling: Naturen er skjøn. Det føler da et uforstaaet Velbefindende i en smuk Egn, hvor Luften er behagelig og Fuglene synge; det ligger i Naturens kjærlige Arme som før ved Moderens Bryst. Dette ses deraf, at Man ved at tilbagekalde sig Scener af sit Barndomsliv tænker sig strax tillige smukke Naturdecorationer med en Henrykkelse, som man sjelden føler ved de nærværende Phænomener. Det gaar hermed som med det Venskab, der gør, at vi befinde os vel ved andre Børns Omgang, uden at erkjende, det var Venskab, der bandt os til dem, førend vi ere skilte fra dem og føle Tabet af dem.«
Fra Strøtanker, ca. 1820
Henrik Pontoppidan (1857-1943)
HENRIK PONTOPPIDAN: »Navnlig er det dog dette vidunderlige Fuglesyn over selve det fynske Alpeland, saaledes som det her bølger under en, der tiltrækker Blikket og fasttryller det. Det er træffende sagt herom, at det er, som om man saa ud over en uhyre Have. Det er virkelig, som om det var en enorm Verdenspark, et slags Eden, omtrent som man tænkte sig det som Barn, der breder sig rundt om en.«
Fra Danmark i skildringer og billeder, 1887-1893
Palle Rosenkrantz (1867-1941)
PALLE ROSENKRANTZ: »Jeg elsker denne lille sø, der ligger her, gærdet af grønne træer, som en idyllisk protest mod al hårdhed og hæslighed i verden derude, blank og ren som en jomfrus hu, medens solens stråler spiller på dens flade ved dag, og himlens stjerner spejler sig i dens dyb ved nat.«
Fra Hvad Skovsøen gemte, 1903
Bente Scavenius (f. 1944)
BENTE SCAVENIUS: »Jeg husker specielt én morgen, da jeg var redet helt ud til Klinten i et område, der normalt føltes meget barskt. Men den morgen var stemningen en helt anden, for skovens træer lå badet i lys, og det så ud, som om de stod i en vidunderlig have. Alle bladene var endnu så våde af dug, at de glimtede som sølv i det stærke lys, der blandede sig med morgendisen. Det hele syntes meget uvirkeligt. Alt var så forunderligt smukt, at jeg helt glemte tid og sted. Da jeg kendte terrænet ud og ind, forekom det utænkeligt, at jeg kunne fare vild. Men pludselig indså jeg, at jeg havde tabt orienteringen. Jeg var kommet ud i det område ved Klinten, der strakte sig langs med Abildgaardsfaldet. Helt præcis, hvor jeg var, erindrer jeg ikke, da jeg ikke havde fulgt stierne. Dog husker jeg tydeligt, at det var som om hele stedet var afgrænset og lå lavere end den øvrige del af skoven med de store bøgetræer. Ja, det var som en lysning med en have fuld af blomstrende frugttræer. Aldrig har jeg glemt den morgen.«
Fra »Mine morgener i paradis« (Hvor jeg med sikkerhed var lykkelig, 2000)
Jens Smærup Sørensen (f. 1946)
JENS SMÆRUP SØRENSEN: »... i al fremtid vil de kalde os til sig, de små sten i vandkanten. Lysende i alle underjordiske farver, nistrede, spættede, stribede eller helt klare, næsten, kalder de på at blive lagt i vore hnænder. Derfor bøjer vi hovederne. På forhånd taknemmelige leder vi efter lige netop dén af alle disse millioner af prægtige gaver, der lige præcis er til os, den allersmukkeste af dem alle sammen, den sjældneste, sjoveste, og vi samler op, skyller af, viser frem, smider fra os igen. Sådan går vi, måske i timevis, eller også bare hastigt, som for alle tilfældes skyld, men igen og igen går vi der med bøjede hoveder, og hver gang ender vi i denne stenede idyl, roser gladeligt hinandens grus, men har hver især det bedste i lommen.«
Fra »Grus« ('5 tekster', Stern und Spielplatz, 2009)
JENS SMÆRUP SØRENSEN: »... lyset gløder endnu over bakkerne, og det blinker lunt over fjordens dvaske bølger, men standser så brat. Ramler mod klinten derovre på den anden side, fortaber sig med det samme i et voldsomt svulmende mørke oppe over den, nu straks ved at rulle ned over den, og det vælter sig blåsort fremover, ud over vandet og op over hvælvet, denne sky har en vild storm i sig, i de sidste solstrejf pisker den fjorden op i glitrende skumhvirvler, og man står der, stadig tættere på, overvejer om man virkelig skal forlade en så højdramatisk forestilling eller betale prisen for at se den til ende: blive gennemblødt.«
Fra »Skyer« ('5 tekster', Stern und Spielplatz, 2009)
JENS SMÆRUP SØRENSEN: »... skyerne er så tykke og tunge, at de har lagt sig til hvile på jorden. Inde i dem går man omkring et sted, som kunne være hvor som helst, og når som helst på dagen, og man spejder her og der i det grå, øjner så alligevel en kontur. En skrænt, en bakkes krumning, et budskads. Langsomt siver det ind i synet, langsomt, som nedlagt i fremkaldervæske, viser sig en verden, som man før har set.«
Fra »Skyer« ('5 tekster', Stern und Spielplatz, 2009)
Christian Braunmann Tullin (1728-1765)
CHRISTIAN BRAUNMANN TULLIN:
Søg op det Sted hvor Frihed boer:
Hvor kunstlet Sorg, selvgjorte Plager
Udgjør ei Livets fleeste Klager,
Men Smile selv hos Armod groer;
Hvor jeg og du kan løse lidt
De Tanker som laae før i Lænker
Og uden Tummel drikke frit
Den Nectar som Naturen skjenker.
Fra »En Maji-Dag«, ca. 1758
Carl Wesenberg-Lund (1867-1955)
CARL WESENBERG-LUND: »Hvilken indflydelse vil denne omdannelse af vort lands overfladeforhold, reduktionen af dets plantedække og dets dyreverden, samt modernisering af alle minder fra Danmarks storhedstid få? Hvilken indflydelse vil den have på os selv, vi, der jævner hver bakke, retter hvert åløb ud, rydder alt, hvad der rager op, dræber alt, hvad der når højt mod sky, det være sig fugl eller træ, som lader alt, der har farver, visne, reducerer naturens brogede mangfoldighed, den, der er betinget af de tusinde arters indbyrdes vekselspil og gør kampen for tilværelsen mellem de få resterende afhængig af kvantiteten af tilført kunstøgdning?«
Fra Bondelandets Fauna, 1927
CARL WESENBERG-LUND: »Et lands naturskønhed er en nationalformue, hvoraf slægt på slægt gennem sekler skal leve. En eneste generation kan lægge den øde; ikke snese af generationer kan bringe den på fode igen. Inget slægtled med tilbørligt fremsyn og med respekt for det overleverede vil gå med til et sådant ødelæggelsesværk. (...) Opretholdelsen af et lands oprindelige naturskønhed har intet med føleri at gøre; ødelæggelsen af den for øjeblikkelig vindings skyld særdeles meget med brutalitet.«
Fra Bondelandets Fauna, 1927
Christian Winther (1796-1876)
CHRISTIAN WINTHER:
Jeg seer de grønne Dale,
Jeg seer det lyse Blaae,
De hulde Nattergale
Jeg atter hører paa.
Jeg bader mig i Luften,
Paa Græsset tør jeg gaae
Jeg drikker Ruus i Duften
Af Blomster og af Straa.
Fra Hjortens Flugt, 1855
Jeppe Aakjær (1866-1930)
JEPPE AAKJÆR:
»Et øde Land«.
Et herligt Land
med Lokesæd og Hedebrand,
i byger døbt,
i storme svøbt,
i egne former støbt!
Fra »Hedelandet« (Fri Felt, 1907)
