Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Hindemade, august (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hindemade, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 10 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur umiddelbart vest for Haderslev: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

 

Forslag til afgrænsning af et 1.000 hektar stort naturreservat: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af et 1.000 hektar stort naturreservat: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (baseret på OpenStreetMap)

Potentielt naturreservat vest for Haderslev med rige muligheder for vildere variation

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule SkovDet lidt underlige navn Pamhule Skov betyder angiveligt »skoven ved hulen« i de kuperede (pamp) bakker, og det er ganske træffende for denne løvskov, hvor skovdriften er begrænset til plukhugst flere steder og i nogle områder helt ophørt. Det sidste kalder man urørt skov, ikke fordi skoven ikke må røres, men fordi skoven får lov til at udvikle sig på skovnaturens præmisser frem for at fungere som tømmerressource.

Den 100 hektar store Haderslev Dyrehave græsses af dådyr og krondyr, men opdyrkes også med henblik på tilskudsfodring af hjortene, ligesom det f.eks. foregår i Jægersborg Dyrehave. Tilskudsfodringen er betinget af ønsket om flere hjorte, end der er naturligt fødegrundlag for, hvilket ikke alene tilfører naturen næringsstoffer, som kan øge vegetationens ensformighed, men forstyrrer også dyrenes naturlige adfærd – hvilket er helt unødvendigt.

Det ville være bedre at have et mindre antal dyr, som til gengæld kunne klare sig selv året rundt – men endnu bedre at indhegne hele Pamhule Skov og flere af de øvrige skovområder som et fælles areal, hvilket ville give langt mere plads og dermed et betydeligt større fødegrundlag. Ad den vej kunne de kunstige fodertiltag endnu lettere overflødiggøres, og der ville være plads til at sætte flere (forskellige) større planteædere ud i skovene med henblik på skovgræsning i et naturligere skovlandskab.

Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)
Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)

Skovgræsning er ganske vist et lidt snævert begreb, fordi de store planteædere, der ‘græsser’ i skovene, jo ikke blot ‘græsser’, men også æder af træer og krat, hvilket opretholder små lysninger og skovbryn, forøger dynamikken og derved også skaber glidende overgange mellem skovarealerne og de omgivende lysåbne arealer, f.eks. enge eller græsland. 

Endvidere sørger planteæderne for kontinuerlige leverancer af frisk lort, som en lang række arter er afhængige af, ikke mindst møgbiller, der som navnet antyder sædvanligvs lever i (og lægger deres æg i) lort. Derfor kan de såmænd være temmelig sofistikerede alligevel, og faktisk har forsøg bevist, at møgbiller (i hvert fald skarabæen Scarabaeus satyrus) ikke alene kan orientere sig efter månen, men også efter mælkevejen i nætter, hvor månen ikke er fremme.

Og det giver jo helt nye associationer til Oscar Wildes berømte ord: »Vi er alle i rendestenen, men nogle af os kigger på stjernerne …«

Lort fra større planteædere gør i det hele taget meget godt – f.eks. yder kokasser også fugt og næring til planternes fremspiring, samtidig med at de beskytter vegetationen, fordi kvæget helst ikke æder lige dér, hvor de har skidt.

Skønt de større planteæderes effekt altså ikke alene handler om, hvor lidt eller meget græs, de æder, taler man f.eks. også i skove om græsningstryk, der refererer til, hvor stor effekt de større planteædere har på vegetationen. Og ligesom manglen på større planteædere i reglen gør skoven mere ensformig og lukket med tab af biodiversitet, kan også et overdrevet antal dyr få negative konsekvenser, hvis nærmest rub og stub ædes, så lysninger f.eks. bliver blottet for blomster.

Det handler om at tilstræbe så naturligt et græsningstryk som muligt, hvilket trods alt ikke er vanskeligere end at sørge for helårsgræsning, hvor dyrene går i skoven som en integreret del af naturen året rundt og derved er tilpasset det mere beskende fødegrundlag om vinteren. Derved er de for få til at æde det hele om sommeren – ligesom i en naturlig skov uden menneskelig indgriben.

Mere sollys til skovbunden giver også bedre mulighed for større fremspiring af forskellige træarter, så skoven kan forynge sig selv frem for at skulle beplantes kunstigt, og helårsgræsning med kvæg i skovene er faktisk også til gavn for krondyrene, som gerne opsøger områder, der er vintergræsset (Buttenschøn 2007: 171, 203).

Skotsk højlandskvæg (over)græsser året rundt i Hellebæk Kohave. Det er kvægets kødkvalitet, der er vigtigere end en naturlig bestand, og derfor reduceres større dele af området til noget, der ligner en golfbane frem for en mere naturligt varieret vegetation
Overgræsning kan være et lige så stort problem som manglende planteædere i skoven, fordi vegetationen ædes ned som en golfbane, blomsterfattigt og uden variation som f.eks. i Hellebæk Kohave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skovgræsning kombineret med urørt skov er desuden det mest omkostningseffekive middel i forhold til at gavne truede arter i skovene (Johannsen m.fl. 2013: 31), og der er gode synergi-effekter med genetableringen af naturlige vandforhold. Kort og godt – jo mere skovens udvikling får lov til at være på skovnaturens præmisser, desto bedre fra et biodiversitetsperspektiv.

Desværre tillader skovloven kun græsning på op til 10 procent i de såkaldte fredskove, hvilket er kontraproduktivt i forhold til artsrigdom og variation i skovene, men Naturstyrelsen har dog i de senere år givet en række dispensationer, så arealet kan udvides. I perioden 2004-2016 er der således givet 41 tilladelser til skovgræsning på mere end 10 procent af fredskovspligtige arealer (Håkansson: 2016).

I dag er der allerede græsningsskov i og omkring Dyrehaven syd for Haderslev Dam og øst for Hindemade, men det burde udvides til at omfatte hele det foreslåede område, ikke mindst Pamhule Skov, der kunne blive en vildere og naturligere skov til gavn for både truede og almindelige arter – det er et af hovedelementerne i nærværende forslag til Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov.

Græsning ved Hindemade (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Græsning ved Hindemade (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i Dyrehaven ved Haderslev Dam og Pamhule Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i Dyrehaven ved Haderslev Dam og Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige her? 

Langt hovedpartet af den foreslåede afgrænsning består af naturarealer i offentligt eje – de skraverede områder er statejet, Haderslev Dam er ejet af Haderslev Kommune. Derudover foreslås kun ca. 70 hektar privatejede arealer opkøbt – og er dette ikke muligt kan de udelades, og der er bl.a. muligheder for at udvide med mere statejet skov mod sydvest
Langt hovedpartet af den foreslåede afgrænsning består af naturarealer i offentligt eje – de skraverede områder er statejet, Haderslev Dam er ejet af Haderslev Kommune. Derudover foreslås kun ca. 70 hektar privatejede arealer opkøbt – og er dette ikke muligt kan de udelades, og der er bl.a. muligheder for at udvide med mere statejet skov mod sydvest

Der er flere grunde til, at den foreslåede afgrænsning er et oplagt område at prioritere naturværdierne højere og etablere udgangsbetingelserne for vildere natur på naturligere præmisser.

For det første er meget store dele af den foreslåede afgrænsning enten ejet af staten (ca. 66%) eller af Haderslev Kommune (der ejer Haderslev Dam, som udgør ca. 27% af området). De privatejede arealer udgør kun omtrent 7 procent og er derfor overkommelige af opkøbe, men er placeret yderligt i forhold til den foreslåede afgrænsning og kan derfor også udelades (hvis opkøb er uladsiggørligt). Mulighederne for at udvide ved yderligere opkøb, der skaber forbindelse til flere af de omkringligende statejede arealer er også til stede, når man ser nærmere på kortet.

Store dele af den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, hvor myndighederne i forvejen er forpligtet til at sikre såkaldt gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper
Store dele af den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, hvor myndighederne i forvejen er forpligtet til at sikre såkaldt gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper

For det andet overlapper afgrænsningen også Natura 2000-område nr. 92, der omfatter Pamhule Skov og Stevning Dam. Det betyder, at de statslige og kommunale myndigheder er særlig forpligtet til at sikre gunstig bevaringsstatus for udvalgte naturtyper i netop disse områder (bl.a. elle- og askeskov, rigkær, kildevæld og surt overdrev) og arter (sumpvindelsnegl, stor vandsalamander, hvepsevåge, rød glente og isfugl).

Ifølge Natura 2000-planen for området (2016-21) er størstedelen af arealet med rigkær og surt overdrev kun i moderat eller ringe bevaringsstatus, bl.a. på grund af manglende græsning, der jo er en udbredt mangel i de danske skove – og som nævnes her, fordi det er en problemstilling, vi skal vende tilbage til.

Løvfrø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Løvfrø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

For det tredje er området inkluderet blandt de 50 procent af al dansk natur i det åbne land og skovene, hvor naturindsatsen ifølge rapporten Biodiversitetskort for Danmark samlet bør prioriteres for at standse Danmarks generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

For det fjerde fremgår det Biodiversitetskortet, at der især i Pamhule Skov og omkring Hindemade er høj bioscore, hvilket indikerer et større antal truede arter og potentielle levesteder for truede arter (blandt de sjældnere arter i området er bl.a. kæmpe-star, tyndakset star, hvid hestehov, nordlig lund-fladstjerne, løvfrø, kustodetæge og grøn kobbervandnymfe).

Hvid hestehov, Pamhule Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hvid hestehov, Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Og for det femte er en del af skovdriften i skovene begrænset til skånsom tømmerproduktion (såkaldt plukhugst), og på visse arealer er der skovgræsning, mens der desværre kun er få arealer, som er lagt urørt (dvs. fri for fældning og fjernelse af træer) – hvilket ellers er det optimale virkemiddel for at gavne skovens biodiversitet.

Men sammenfattende er der en række indikatorer for, at dette område er velegnet til at prioritere en højere beskyttelse af naturværdierne på naturens egne præmisser.

Af kortet her fremgår det, at forholdsvis store dele af skovarealerne enten er udlagt til plukhugst, græsning eller urørt skov (eller er planlagt som sådan i 2040), hvorfor skridtet til at udlægge det hele til urørt skov med skovgræsning ikke er så stort som i mange andre danske statsskove
Af kortet her fremgår det, at forholdsvis store dele af skovarealerne enten er udlagt til plukhugst, nogle til græsning og gansek få til urørt skov
Især dele af Pamhule Skov rummer en høj bioscore (en indikator for truede arter og potentielle levesteder for truede arter), hvilket gør det særlig relevant at prioritere og beskytte naturværdierne i området
Især dele af Pamhule Skov rummer en høj bioscore (en indikator for truede arter og potentielle levesteder for truede arter), hvilket gør det særlig relevant at prioritere og beskytte naturværdierne i området
Dådyr opdager fotografen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr opdager fotografen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvordan får man en stærkt forurenet sø genoprettet?

Hindemade (udtales Hindemaj) var oprindelig en mose, som Tørning Å og andre vandløb slyngede sig igennem, men i 1934 blev området afvandet og omlagt til landbrug i det næste halve århundred, og på flere strækninger blev Tørning Å reguleret, bl.a. gennem kanal nord om det tidligere moseområde.

I begyndelsen af 1990’erne købte staten imidlertid arealet og iværksatte et større naturgenopretningsprojekt, hvor afvandingen blev indstillet, og størstedelen af Hindemade blev til en 45 hektar stor sø med fem fugleøer. Tørning Å fik sine slyngninger tilbage (om end man bevarede kanalen, der stadig fører åen nord om Hindemade til Haderslev Dam).

Den nye sø skal ikke blot tjene som natur til gavn for de arter, der trives der, men også som en slags rensningsanlæg, der kan tilbageholde omtrent halvdelen af den fosfor, som Tørning Å ellers fører med sig, primært fra de dyrkede marker, og som i årevis har gjort den 269 hektar store Haderslev Dam stærkt næringsforurenet.

Fosfor er imidlertid blevet udvasket så længe, at selv om presset er mindre i dag, har det har hobet sig op i søens bundsediment, hvorfra det giver næring til en eksplosiv vækst af planktonalger og en grumset sø.

De planktondyr som som ellers lever af algerne (f.eks. dafnier og vandlopper), kan ikke kan følge med de voldsomme mængder, og når det unaturligt store antal af planktonalger med tiden dør, synker de til bunds og nedbrydes under et tilsvarende unaturligt stort iltforbrug, der giver iltsvind i bunden af søen. Som om det ikke var slemt nok, frigives under denne proces yderligere mængder af fosfor, der gentager misèren, og søen kommer ind i en selvforstærkende ond cirkel. 

Eksternt link: Sø-økologiens onde cirkel pædagogisk illustreret

Planktondyrene, som ikke kan følge med og æde planktonalgerne, bliver oven i købet reduceret i ekstraordinær grad af fredfisk (skalle og brasen), hvis antal boomer, fordi det grumsede vand gør det vanskeligere for aborre og gedde at jage dem. Endvidere hvirvler brasen bundsediment op under sin fødesøgning, hvilket gør vandet endnu mere uklart. 

Konsekvensen er en stadig mere grumset og iltfattig sø med masser af planktonalger, men kun få planktondyr og forsvindende vandplanter, og med masser af brasen og skallen, men kun få rovfisk.

Derfor overvejede man i begyndelsen af 1990’erne simpelthen at pumpe det næringsbelastede mudder op og fjerne det ophobede fosfor sammen med bundsedimentet, men ideen blev droppet på grund af økonomiske og tekniske vanskeligheder.

En fjernelse af bundsedimentet er da heller ikke billig, f.eks. kostede det ca. 23 mio. kr., at pumpe 500.000m3 bundslam op fra store dele af den 150 hektar store Brabrand Sø i 1988-1995 (Jørgensen 2001), hvilket forøgede gennemsnittet af søens dybde fra 0,8 til 1,1 m. Søens tilstand blev klart forbedret, om end noget tyder på, at den endnu dyrere spildevandsrensning i oplandet har haft større betydning end fjernelsen af det fosforholdige bundsediment, idet tilførslen af fosfor blev reduceret fra ca. 80-100 ton om året i begyndelsen af 1980’erne til 10-20 ton i 1990’erne (hvilket jo i alle tilfælde stadig er betydelige mængder). 

Sedimentfjernelse er ikke blot en dyr, men også en kompliceret løsning, der efterlader store mængder forurenet mudder, som efterfølgende skal bortskaffes.

Udbredelsen af bundvegetation (grøn) i Maribo Søndersø i 1998 (øverst) og 2003 efter årelang biomanipulation (opfiskning af fredfisk, især brasen og skalle, og udsætning af rovfisk: geddeyngel). Også i Haderslev Dam er anvendt biomanipulation, men ikke med samme årelange vedholdenhed eller resultat som i Maribo Søndersø (kort: Liboriussen m.fl. 2007b: 'Sørestaurering i Danmark. Del I: Tværgående analyser', Faglig rapport fra DMU nr. 636)
Udbredelsen af bundvegetation (grøn) i Maribo Søndersø i 1998 (øverst) og 2003 efter årelang biomanipulation (opfiskning af fredfisk, især brasen og skalle, og udsætning af rovfisk: geddeyngel). Også i Haderslev Dam er anvendt biomanipulation, men ikke med samme årelange vedholdenhed eller resultat som i Maribo Søndersø (kort: Liboriussen m.fl. 2007b: ‘Sørestaurering i Danmark. Del I: Tværgående analyser’, Faglig rapport fra DMU nr. 636)

I Haderslev Dam, der er næsten dobbelt så stor som Brabrand Sø, har man i stedet forsøgt at bryde den selvforstærkende cirkel med såkaldt biomanipulation, det vil sige opfiskning af fredfisk og udsætning af rovfisk. Konkret er der fjernet 190 tons af skalle og brasen over en årrække og udsat gedde-yngel i titusindvis for at udligne dele af den skævhed, fosfor-forureningen har medført.

Færre fredfisk betyder flere planktondyr, som derved kan få bugt med flere planktonalger, hvilket gør søens sigtedybde en del bedre. Det er ikke en blivende løsning, men kan holde i ca. 6-10 år – og er afhængig af, hvorvidt det også er lykkes at reducere fosfortilførslen (Søndergaard m.fl. 2015: 24).

Dog har man i den 860 hektar store Maribo Søndersø kunnet vise meget langsigtede og positive effekter af årelange tiltag, hvor der hvert år fra 1991 til 2005 er opfisket gradvis faldende mængder fredfisk på samlet 132 tons og i slutningen af 1990’erne udsat 618.000 stk. geddeyngel (Liboriussen 2007b: 180). Tilstandsændringen blev først forbedret markant efter ni år (fra 1998 til 2003 forøgedes undervandsvegetationens dækningsgrad f.eks. fra 10 til 90 procent), men effekten af biomanipulationen kan ikke helt isoleres, eftersom spildevandsbelsatningen også er blevet reduceret.

Af Vejledning for gennemførelse af sørestaurering fremgår det, at biomanipulation (opfiskning af fredfisk) er foretaget i 42 danske søer og generelt er en anbefalelsesværdig løsning til at ændre algesuppe uden bundvegetation og fredfiskdominans til klarere vand med genkomne vandplanter, hvor rovfisk og fredfisk er i balance (Søndergaard m.fl. 2015). 

Selv om der i dag tilføres mindre mængder fosfor til Hadserslev Dam end før den gennemførte biomanipulation, er tilførslen såvel som de store mængder ophobede fosfor en fortsat kilde til algetilvækst, der også påvirker Haderslev Fjord. Alt i alt er det nok bedst at lade bundsedimentet blive på bunden af Haderslev Dam og anvende biomanipulation som en slags løbende naturplejetiltag med jævne mellemrum, mens man så vidt muligt reducerer tilførslen af fosfor yderligere. 

Toppet lappedykker (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Toppet lappedykker (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Skal Haderslev Dam opnår en varig god tilstand,skal der nok opfiskes fredfisk i en årrække, altimens tilførslen af næringsstoffer nedbringes drastisk. Biomanipulation af Maribo Søndersø (der er tre gange så stor) beløb sig til ca. 3,4 mio. kr. fordelt over 14 år, hvilket er betydeligt billigere end en fjernelse af bundsedimentet. Hensigten er selvfølgelig ikke blot at få naturen på fode, men at genetablere udgangsbetingelserne for, at naturen fremadrettet kan ‘klare sig selv’, og det indebærer som nævnt andet end biomanipulation, men en generel indsats imod næringsstofbelastningen.

Det meste af den øvrige natur i det foreslåede område er skov. Og skov på naturens betingelser er såkaldt urørt skov – vildskov uden tømmerproduktion. Det betyder også at indstille den eksisterende praksis med at indhegne nyplantet skov (for at »beskytte« træerne, så »vildtet ikke kan skade dem«, som det hedder i Naturstyrelsens folder om Haderslev Dyrehave). Men forenes Pamhule Skov, Sandkule Skov, Teglholt Sov, søerne og Dyrehaven som ét samlet område på naturligere betingelser, skal der hverken plantes eller frahegnes træer. Tilvækst kommer fra skovens egen foryngelse, og det er en del af skovnaturen, at dyrene æder af træerne, gnubber sig op ad dem og ’skader’ dem. 

Om det skal være vildheste, kreaturer, elge, vildsvin og/eller måske bison, bør i givet fald være op til fageksperters detailanalyse, men at der er brug for flere forskellige større planteædere i skoven, er der ingen tvivl om. Og at urørt skov med græsning er det, der er bedst for biodiversiteten, er veldokumenteret – intet virkemiddel gavner skovnaturen lige så omkostningseffektivt:

Fageksperters vurdering af, hvilke indsatser der har mest gavnlig effekt på truede arter i skovene. Det fremgår tydeligt, at urørt skov med græsning er helt usammenligneligt med andre indsatser – hvilket måske heller ikke er overraskende, eftersom det i højere grad er vildere natur på naturens præmisser end de øvrige virkemidler. Bemærk også, at skovrejsning er et af de to ringeste virkemidler til at gavne biodiversiteten – det handler altså ikke om at plante nye træer, men om at bevare gamle (Johannsen, V.K. m.fl.: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 2013)
Fageksperters vurdering af, hvilke indsatser der har mest gavnlig effekt på truede arter i skovene. Det fremgår tydeligt, at urørt skov med græsning er helt usammenligneligt med andre indsatser – hvilket måske heller ikke er overraskende, eftersom det i højere grad er vildere natur på naturens præmisser end de øvrige virkemidler. Bemærk også, at skovrejsning er et af de to ringeste virkemidler til at gavne biodiversiteten – det handler altså ikke om at plante nye træer, men om at bevare gamle (Johannsen, V.K. m.fl.: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 2013)

Skal Pamhule Skov og de øvrige skove i området friholdes for tømmerproduktion og overlades til naturens egne kræfter – herunder større planteædere – er der brug for et større hegn, som sørger for at dyrene bliver på området. De fleste af de større planteædere kan nøjes med et almindeligt el-hegn, men elg og muligvis bison har brug for et mere robust hegn.

Et robust vildthegn, der omgiver hele området undtaget søerne Haderslev Dam og Stevning Dam (som på kortet nedenfor) er 21 kilometer langt og vil koste ca. 5-6 mio. kr. – nøjes man med et mindre el-hegn af bliver det betydeligt billigere. 

Endelig er der nogle større færiste (à 250.000 kr. pr. stk.), hvor hegnslinjen passerer andre offentlige veje, samt udgifter til fageksperters udarbejdelse af en detailplan, udsætning af dyr og en årrække med biomanipulation i Haderslev Dam.

Naturarealerne vest og øst for Sønderjyske Motorvej er til gengæld forbundet optimalt i forvejen, skønt det ikke umiddelbart kan ses på kortet. Motorvejen føres over Tørning Å og dalen via en 130 meter lang bro i 4-6 meters højde, hvilket giver gode muligheder for at passere under motorvejen for både mindre dyr og de større pattedyr. 

Alt i alt kan etableringsudgifterne formodentlig begrænses til ca. 10-13 mio. kr. (idet jeg tillader mig at forudsætte, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for eventuelt tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører).

Forslag til hegnslinje af ca. 21 kilometers længde – eventuelt i to etaper, første del øst for Sønderjyske Motorvej (ca 16 km), anden del vest for (ca. 5 km), forbundet af en faunapassage
Forslag til hegnslinje af ca. 21 kilometers længde – eventuelt i to etaper, første del øst for Sønderjyske Motorvej (ca 16 km), anden del vest for (ca. 5 km) – arealerne er forbundet under en 130 meter lang motorvejsbro

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsligt og kommunalt ejede arealer fra Haderslev Dam til Stevning Dam og undersøg mulighederne for opkøb af de få privatejede arealer (eller permanent bindende aftaler med de private lodsejere), så området kan fungere som en helhed.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) en optimal biomanipulation m.h.p. at få Haderslev Dam i god naturtilstand; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov kunne blive et meget varieret mosaiklandskab med store og små søer, vildskov, enge og sletter, der tilbyder fantastiske oplevelser af naturligere og mere selvforvaltende natur end Haderslev Dyrehave og de store tømmerproduktionsarealer i skovene i dag.

Man ville kunne sejle direkte fra Haderslev og ind i området – fra tæt og trafikeret bykerne til et storslået og oplevelsesrigt naturreservat.

Rune Engelbreth Larsen, februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status