Naturnationalpark Søhøjlandet

Share

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Udsigt fra Thorsø Bakker over Thorsø, maj (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Udsigt fra Thorsø Bakker, maj . I baggrunden ses Frederik 7.’s Høj (123 m), også kaldet Frederikkehøj og Frederikshøj, Silkeborgskovenes højeste punkt (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vildere, mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 32 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur, bl.a. i en del af Danmarks største sammenhængende skovområde: Naturnationalpark Søhøjlandet …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Søhøjlandet – 32 kvadratkilometer vildere natur (kortet er baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Søhøjlandet – 32 kvadratkilometer vildere natur (kortet er baseret på OpenStreetMap)
Naturnationalpark Søhøjlandet
Naturnationalpark Søhøjlandet

Vildere natur i Det Midtjyske Søhøjland – Danmarks største skovkompleks

… de loe Allesammen af Fuglenes vilde Skrig, men hans mindste Datter, Anna Dorthea, følte Ynk derover i sit Hjerte, og da de ogsaa vilde fælde et halvudgaaet Træ, paa hvis nøgne Green den sorte Stork havde bygget, og de smaa Unger stak Hovederne frem, bad hun for den, bad med Vand i Øinene, og saa fik Træet Lov at staae med Reden for den sorte Stork.


H. C. Andersen: »Vinden fortæller om Valdemar Daae og Hans Døtre« (1859)

Midt i 1800-tallet, da H.C. Andersen skrev eventyret om Valdemarr Daae og hans døtre, husede Danmark ca. 150 par ynglende sort stork, også kaldet skovstork. Selv om skovarealet var betydeligt mindre dengang, var en større del af skovene rigere på gamle løvtræer med varierede levesteder og større artrigdom som følge af en mindre intensiv tømmerproduktion.

Sort stork tæt på, fotograferet i Aqua Akvarium & Dyrepark (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Sort stork (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Blot hundred år senere forsvandt imidlertid Danmarks sidste par fra Tofte Skov i Lille Vildmose, og siden begyndelsen af 1950’erne har sort stork ikke ynglet i Danmark. Skal den slå sig ned igen, kræver det en længere indsats for at få flere og større vildskove, hvor al tømmerproduktion indstilles.

Et af de skovområder, hvor der er god plads, er Silkeborgskovene, som i dag er Danmarks største sammenhængende skovkompleks på over 224 kvadratkilometer. ’Sammenhængende’ betyder dog ikke, at der er tale om én stor ubrudt skov. Det skorter ikke på nærliggende byer og store transportlinjer, herunder flere hovedveje, jernbanen og Herningmotorvejen, men selvfølgelig også en stribe større søer – vi er jo midt i Det Midtjyske Søhøjland.

Men der er betragtelige udfordringer ved at sikre et større sammenhængende naturareal i forhold til de omkringliggende (for ikke at sige overlappende) byer, især Silkeborg, men også Virklund, Sejs og Svejstrup. Alt er selvfølgelig i sidste ende ‘blot’ et spørgsmål om (politisk) vilje og prioritering, og man kan sagtens give plads og rum til vildere natur i skovene og på de lysåbne arealer, selv om forslaget til et naturreervat bliver lidt kringlet: Naturnationalpark Søhøjlandet.

Urørt skov betyder bl.a. stående og liggende dødt ved, altså døde træer, der ligger i skovbunden og langsomt nedbrydes, eller stadig står oprejst – begge dele er en stor mangelvare i danske skove (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Urørt skov betyder bl.a. stående og liggende dødt ved, altså døde træer, der ligger i skovbunden og langsomt nedbrydes, eller som stadig står oprejst – begge dele er en stor mangelvare i danske skove (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Den kunstigt anlagte Schoubyes Sø i Haarup Sande (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den kunstigt anlagte Schoubyes Sø i Haarup Sande, juni (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor vildere natur lige dér?

Ejerforholdene i den foreslåede afgrænsning viser, at arealet næsten udelukkende er ejet af staten (skraverede områder) og Silkeborg Kommune (grå arealer)
Ejerforholdene i den foreslåede afgrænsning viser, at arealet næsten udelukkende er ejet af staten (skraverede områder) og Silkeborg Kommune (grå arealer). Klik på kortet for at se det i større format

De udvalgte dele af Silkeborgskovene har et godt potentiale som naturreservat på grund af ejerforholdene og artsrigdommen. Stat og kommune ejer så godt som hele det afgrænsede landareal, men derudover er medtaget små og marginale arealer samt den privatejede Sejs Hede med tvillingebakkerne Sindbjerg (103 m) og Stoubjerg (99 m), der er medtaget for at inkludere mere åbent land og få større landskabelig og naturmæssig variation.

I De Jyders Land (1932-33), der er en del af Achton Friis’ kæmpeværk De Danskes Land, kalder forfatteren heden med bakkerne for »endnu en Vandring værd (…) som i sin Art er noget af det bedste, der findes i Landet«, og tilføjer: »Resterne af denne ejendommelige og pragtfulde Hedestrækning burde fredes, inden yderligere Ødelæggelse finder Sted. Plantagerne rykker truende ind paa den fra alle Kanter, og kun de nævnte store Banker og Hedefladen Syd for dem er endnu skaanet.« Bakkerne selv var blevet fredet i 1919, men først i 1947 blev hele Sejs Hede fredet.

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Søhøjlandet overlapper store dele af to Natura 2000-område nr. 57
Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Søhøjlandet overlapper store dele af to Natura 2000-område nr. 57

Det ville være oplagt, at staten eller fonde opkøbte dette fredede areal for at kunne disponere helt frit til naturens gavn. De mange søer er selvfølgelig med til at give området ekstra landskabelig skønhed, og nogle har et godt vandmiljø.

Almind Sø er f.eks. en 52 hektar stor lobeliesø, hvilket vil sige, at det allerede er en meget renvandet sø med lavt mineralindhold, for hvilken tvepibet lobelie er en karakteristisk plante. Den er en af landets reneste søer, og der kan bades to forskellige stede. Også Slåen Sø og Jenskær er rene søer med høj tilstand, mens de fleste øvrige søer har moderat tilstand og kunne trænge til en målrettet indsats for et renere vandmiljø, hvor det kan lade sig gøre.

Tvepibet lobelie (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Svært at stå for så glade blomster … Tvepibet lobelie (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Den foreslåede naturnationalpark-afgrænsning overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 57, hvor Danmark allerede har forpligtet sig til at »opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for [udvalgte] naturtyper samt vilde dyre- og plantearter«. De arter, der er på udpegningsgrundlaget for dette område, er: bæklampret, stor vandsalamander, damflagermus og odder.

I det hele taget er der en række sjældne og sjældnere arter i området, som det fremgår af den følgende oversigt, der også inkluderer arterne på udpegningsgrundlaget. Her medtages her kun et udvalg af de sjældnere arter, der også er registreret fra og med 2010:

Pattedyr: damflagermus, odder. Fugle: fiskeørn, sortspætte, vagtel. Fisk: bæklampret. Padder: stor vandsalamander.

Biller: aphodius nemoralis, azurbille, brachonyx pineti, donacia obscura, glat løber, gyrinus aeratus, hedemøgbille, hieroglyf-mariehøne, hvælvet løber, kejserrovbille, lyngmariehøne, platydracus fulvipes, skyggemøgbille, trehornet skarnbasse. Græshopper: vortebider, hedegræshoppe. Kakerlakker: sandkakerlak. Guldsmede: almindelig flodguldsmed, fjerbenet vandnymfe, grøn kølleguldsmed, grøn mosaikguldsmed, kongeguldsmed, lille blåpil, plettet smaragdlibel, spidsplettet libel. Dagsommerfugle: klitperlemorsommerfugl, moseperlemorsommerfugl, violetrandet ildfugl. Natsommerfugle: blodnakke, tegningsløs stængelborer. Tovinger: gulplettet agersvirreflue, lang træsvirreflue, sort vedsvirreflue, talje-damsvirreflue, tidlig silkesvirreflue. Døgnfuer: Sø-majflue. Vårfluer: halesus radiatus. Næbmundede insekter: capsus pilifer, mosebredtæge, mosekanttæge, pterotmetus staphyliniformis, åskøjteløber. Årevinger: moshumle.

Spindlere: broget langbensmejer, dødningehoved-edderkop, enoplognatha thoracica, gnaphosa leporina, losedderkop, nordlig fugleedderkop, orange hjulspinder, ozyptila brevipes, philodromus collinus, philodromus histrio, robertus arundineti, smaragdedderkop, stor kæmpejæger, stor rovedderkop, walckenaeria furcillata, xysticus luctuosus.

Karplanter: aflangbladet vandaks, almindelig blærerod, almindelig snylterod, almindelig ulvefod, børste-siv, dværg-perikon, ensfliget vejmælkebøtte, femradet ulvefod, glinsende vandaks, gyldenlak-hjørneklap, hede-melbærris, hjertebladet fliglæbe, hår-tusindblad, kransbørste, langbladet vandaks, liden vintergrøn, otteradet ulvefod, skavgræs, skov-kohvede, skov-rørhvene, skov-springklap, skov-svingel, skør-pil, slank blærerod, småbladet milturt, stor frytle, strandbo, tornblad, tråd-siv, tråd-vandaks, tue-star, tvepibet lobelie, vestlig kær-tuekogleaks.

Laver: almindelig lungelav, bøge-kantskivelav, glat navlelav, krave-landkortlav, pude-korallav. Mosser: almindelig læbelund, bleg dunmos, blågrøn gaffelløv, kæmpe skævkapsel, lav fladmos, skinnende dronningemos, smal urnekapsel, stor styltemos, udelt sækmos.

Svampe og slimsvampe: bævretand, elfenbens-mælkehat, gul hængepig, gul nøkketunge, hvid hængerør, kambregne, kvarts-slørhat, puccinia coronata, puppe-snyltekølle, purpurbrun foldporesvamp, rosenrød slimslør, rødgrå krystalporesvamp, skinnende lakporesvamp, skive-svejporesvamp, svingelrust, tofarvet foldporesvamp, tømmer-sejporesvamp. 

Kilder: Fugleognatur.dk, NOVANA

På kortet nedenfor fremgår det, hvor i området vi finder den højeste Bioscore, forskernes indikator for levesteder eller potentielle levesteder for arter på Den danske Rødliste (jf. Ejrnæs, R. m.fl. 2013: Biodiversitetskort for Danmark).

Spidsplettet libel – to hanner, en yngre blå og en lidt ældre orange (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Spidsplettet libel – to hanner, en yngre blå og en lidt ældre orange, juni (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Biodiversitetskortet viser, at den foreslåede afgrænsning rummer vigtige naturværdier
Biodiversitetskortet viser, at den foreslåede afgrænsning rummer vigtige naturværdier
De skraverede områder er i forvejen (formelt) beskyttet i henold til Naturbeskyttelsesloven §3
De skraverede områder er i forvejen (formelt) beskyttet i henold til Naturbeskyttelsesloven §3
På skovkortet her kan man se, hvor lidt urørt skov og græsningsskov, der er i området, og det meste af den urørte skal første lægges urørt efter 2040. Det lille område Knagerne på 5 hektar har været urørt siden 1957 og er derfor noget af det meste spændende skov (om end her fejlagtigt markeret som urørt siden 2000) – men dét bør være modellen for al den stats- og kommuneejede skov i nærværende forslag til Naturnationalpark Søhøjlandet
På skovkortet her kan man se, hvor lidt urørt skov og græsningsskov, der er i området i dag, og det meste af de urørte områder (blå skravering) skal første lægges urørt efter 2040. Det lille område Knagerne på ca. 5 hektar har været urørt siden 1957 og er derfor noget af det meste spændende skov (om end her fejlagtigt markeret som urørt siden 2000) – men dét bør være modellen for alt kommunalt ejet og statsejet skov (klik på kortet, hvis du vil se det i større format).

Hvad skal der til?

Dødt træ giver liv til svampe, mosser, laver og insekter, der igen giver liv til andre arter (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dødt træ giver liv til svampe, mosser, laver og insekter, der igen giver liv til andre arter (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Næsten hele det afgrænsede areal er er i dag overladt til motorsavene i tømmerproduktionens tjeneste-

Blandt de få yderst marginale områder, der er udlagt til urørt skov med totalstop for skovdrift er f.eks. de Knagerne (beskedne 5 hektar) i Vestskov, og der er også kun få græsningsarealer, hvor planteædere får lov til at skabe variation og lysninger (f.eks. i det lille sydøstlige hjørne af Hårup Skov).

Det er alt, alt for lidt.

Skovmår, mellemflagspætte, eremit, almindelig lungelav og flere forskellige flagermus er nogle få eksempler på de mange arter, der er afhængige af, at gamle træer får lov at vokse i fred og dø uden fældning. Der er således mange flere fugle, insekter, mosser, laver og svampe i urørt skov end i produktionsskov, fordi naturen er meget mere varieret med flere forskellige typer levesteder som følge af alle de gamle og døde træer.

Almindelig lungelav, maj. Men almindelig er den ikke, tværtimod er den meget sjælden i vore skove, fordi den har brug for løvskov med lang kontinuitet (dvs. at skoven har været skov i mange generationer), og da motorsavene regerer i 99 procent af de danske skove, er 'almindelig' lungelav desværre blevet ekstremt ualmindelig lungelav (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Almindelig lungelav, maj. Men almindelig er den ikke, tværtimod er den meget sjælden i vore skove, fordi den har brug for løvskov med lang kontinuitet (dvs. at skoven har været skov i mange generationer), og da motorsavene regerer i 99 procent af de danske skove, er ‘almindelig’ lungelav desværre blevet ekstremt ualmindelig lungelav (foto © Rune Engelbreth Larsen)

»Stor vandsalamander, damflagermus og odder vurderes generelt at få forbedrede levesteder ved udlæg til urørt skov,« hedder det da også eksplicit i 2012-udkastet til planen for det Natura 2000-område, der overlapper store dele af forslaget til Naturnationalpark Søhøjlandet – men samme pointe er hverken nævnt i Natura 2000-planen eller -basisanalysen for 2016-21.

Men til trods for at levevilkårene for tre ud af de fire arter på udpegningsgrundlaget for et internationalt beskyttet naturområde generelt forbedres ved at tillade skov uden kommerciel fældning, er det altså fortsat forsvindende arealer i Silkeborgskovene, der er udlagt til urørt skov. Som det fremgår af skovkortet ovenover er lidt flere arealer planlagt som urørt skov efter 2040, men det gavner jo ikke de trængte arter, der er væk til den tid.

At det ikke blot er små frimærker, der skal lægges urørt for at gavne den trængte skovnatur, men sammenhængende skov, har vi vidst længe. Allerede i 2001 konkluderede en rapport om urørt skov: »Det anbefales i højere grad at satse på etablering af store sammenhængende områder med urørt skov – såvel af hensyn til naturværdierne som af hensyn til mulighederne for oplevelser og turisme.« (Emborg m.fl. 2001).

Odder (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Odder rygsvømmer (foto © Rune Engelbreth Larsen)

En analyse udarbejdet for De Økonomiske Råd understreger da også, at der er brug for meget mere urørt skov i Danmark: »For at få sikkerhed for den fulde biodiversitetsgevinst, bør man derfor omlægge til urørt skov i betydeligt omfang – og meget gerne med en supplerende – og meget billig – rydning af nåleskov. Optimalt set kan det suppleres med yderligere tiltag i form af f.eks. græsning for at skabe eller vedligeholde mere åbne områder i skoven, som en del arter nyder godt af.« (Petersen m.fl. 2012).

I øvrigt i overensstemmelse med den seneste skovrapport fra 2016, der som tidligere nævnt fastslår, at der minimum skal udlægges 75.000 (nøje udvalgt) urørt skov i Danmark for at standse skovenes biodiversitetstab (Petersen m.fl. 2016).

Det sætter de få frimærkearealer i Silkeborgskovene i relief – Knagernes beskedne 5 hektar er lette at overse, men det er sådanne steder, vi trods alt kan få et lille indblik i, hvordan skovkomplekset kunne blive efter en årrække.

I Knagerne blev tømmerproduktionen indstillet i 1957, og siden har naturen rådet på det lille areal, hvor vi finder noget af det mest spændende skov i Midtjylland. Væltede træer i forskellige grader af forrådnelse pryder skovbunden i mange former, svampe stritter som små paraplyer ud fra døde og døende stammer, der står og ligger, og veterantræer på 200 og 250 år udvikler sig varieret og uforudsigeligt.

Den slags bør være tilfældet for al offentligt ejet skov i et naturreservat, og i dette forslag til Naturnationalpark Søhøjlandet er al stats- og kommuneskov således tiltænkt en status som urørt skov.

Fuglekasse i naturen? Hvorfor? Fordi skoven ikke er naturlig længere, og mange fugle, der flytter ind i hule træer, kan ikke finde hule træer, og så må Naturstyrelsen give dem et andet hus ... (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Fuglekasse i naturen, nærmere bestemt Hårup Sande … Hvorfor? Fordi skoven ikke er naturlig længere, hvorfor mange fugle, der flytter ind i hule træer, slet ikke finde et hjem, og så må Naturstyrelsen give dem et hus. Hvis skoven var urørt, ville denne boligmangel ophøre efter en årrække … (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Spætter kan fælde træer ... Men det tager et stykke tid (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæver? Nej, spætter kan også fælde træer … Men det tager et stykke tid. Hvis skoven får lov til at være skov i stedet for tømmerressource, bliver livet mere mangfoldigt og artsrigt, og store som små dyr får mulighed for at flytte ind i træerne og – molestrere dem, når de svækkes eller bliver gamle. Godt for alle de organismer, der er afhængige af dødt ved (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Knagerne og Silkeborgskovenes øvrige frimærker vildskov hist og her udgør samlet set ca. 120 hektar urørt skov – det burde kunne gøres bedre og mere naturvenligt end kun at overlade godt og vel 0,5 procent af Danmarks største skovområde til skovens præmisser?

Der er flere fugle, insekter, mosser, laver og svampe i urørt skov end i produktionsskov, fordi naturen er meget mere varieret med flere forskellige typer levesteder som følge af alle de gamle og døde træer.

»Stor vandsalamander, damflagermus og odder vurderes generelt at få forbedrede levesteder ved udlæg til urørt skov,« hedder det da også eksplicit i 2012-udkastet til planen for det Natura 2000-område, der overlapper store dele af forslaget til Naturnationalpark Søhøjlandet. Samme pointe er dog forbigået i Natura 2000-planen og -basisanalysen for 2016- 21 – men det bliver den ikke mindre vigtig af.

Og til trods for at levevilkårene for tre ud af de fire arter på udpegningsgrundlaget for et internationalt beskyttet Natura 2000-område generelt forbedres ved at tillade skov uden kommerciel fældning, er det altså fortsat forsvindende arealer i Silkeborgskovene, der er udlagt til urørt skov.

Udover at lade det afgrænsede skovareal slippe for motorsave, vil det indledningsvis være anbefalelsesværdigt så vidt muligt at genskabe naturlig vandstand i skoven og tynde ud forskellige steder, bl.a. ved at fjerne en del ikke-hjemmehørende bevoksninger for at skabe flere lysninger og dermed bedre vilkår for forskellige skovarter.

Efter sådanne indgreb bør græsningsskov være reglen frem for undtagelsen i en naturnationalpark uden tømmerhugst.

Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)
Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)

I det lille sydøstlige hjørne af Hårup Sande er der som tidligere nævnt kvæggræsning, men det ville være meget bedre at udvide græsningen til hele Hårup Sande som en sammenhængende skov med flere forskellige græssere – og naturligvis endnu bedre at forbinde Hårup Sande med de øvrige dele af skoven inden for det foreslåede naturreservat. Ultimativt burde hele arealet bindes sammen med et større antal fritgående planteædere som en naturlig del af skovnaturen, ikke blot kvæg, men f.eks. også vildheste og muligvis elge, vildsvin og bævere.

Det kræver i givet fald hegn såvel som faunapassager og færiste på tværs af gennemkrydsende veje. Men bliver al skoven lagt urørt med genetableret vandbalance, kunne man jo begynde med at binde en del af området sammen via enkelte faunapassager, der primært gavner de større planteædere – og siden kunne indhegningen gradvis udvides, indtil alt er sammenknyttet.

Etablering af en færist ved Lille Vildmose, som de større planteædere ikke kan passere, men tillader, at bilerne kan køre uhindret over vejen
Etablering af en færist ved Lille Vildmose, som de større planteædere ikke kan passere, men tillader, at bilerne kan køre uhindret over vejen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Etableret færist ved indkørsel til Bisonskoven på Bornholm
Eksempel på en etableret færist ved indkørsel til Bisonskoven på Bornholm. Her er den tilladte hastighed kun 5 km/t, fordi vejen går hele vejen gennem skoven, andre steder kan en kortvarig hastighedsnedsættelse på en meget kort strækning være tilstrækkelig (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hårup Sande og Nordskoven kan forbindes inden for en fælles hegning (ca. 9 kvadratkilometer), der ganske vist ville kræve en faunapassage over eller under Linåvej for at få forbindelse til den faunabro, som staten har bygget over Herningmotorvejen i Nordskoven i 2015-16, og i ‘den anden ende’ kunne Vesterskov og Thorsø Bakker hegnes som en helhed (også ca. 9 kvadratkilometer).

De øvrige arealer ville jo i forvejen blive gavnet af vildskov og det eksisterende hjortevildt, men en mere mangfoldig tilstedeværelse af f.eks. vildheste, vildkvæg og eventuelt elge og vildsvin, måtte vurderes i takt med udvidelsen af hegningen. Bæver kan i princippet komme af sig selv, da den i forvejen breder sig både syd og nord for Klosterheden, men det ville også være en overvejelse værd aktivt at udsætte enkelte bæverfamilier i området.

I tilfælde af elge ville de første bestande i de to separate hegninger ikke være tilstrækkelige til at være selvsupplerende, det kræver en bestandsstørelse på over 75 dyr ifølge DMU-rapporten Elg i Danmark (2007). De to hegninger kan ikke bære så store bestandsstørrelser, hverken til sammen eller hver for sig, og kun hvis hele Naturnationalpark Søhøjlandet forbindes bag én sammenhængende hegning, kunne området formodentlig bære noget i retning af en sådan bestandstørrelse. Men skulle man med årelange mellemrum tilføre en elgtyr udefra for at hindre indavl, er det vel heller ikke noget problem.

I sidste ende skal det naturligvis være op til forskere at analysere bæreevnen og den konkrete sammensætning af relevante planteædere i detalje.

Hegn kan holde større planteædere inde på naturarealet, hvor de skaber variation og dynamik til gavn for andre arter, og det kan samtidig udformes, så mindre dyr kan passere under det. Forslaget her er tænkt som 1. fase, hvor man i første omgang etablerer større hegninger to steder for siden at sammenknytte dem med de øvrige arealer
Hegn kan holde større planteædere inde på naturarealet, hvor de skaber variation og dynamik til gavn for andre arter, og det kan samtidig udformes, så mindre dyr kan passere under det. Forslaget her er tænkt som 1. fase, hvor man i første omgang etablerer større hegninger to steder for siden at sammenknytte dem med de øvrige arealer
Bæver (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bævere skaber ravage i skoven med sine dæmninger og vådområder, hvilket giver god variation og dynamik. Måske en mulighed i Naturnationalpark Søhøjlandet (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Elge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Elge. En mulighed i Naturnationalpark Søhøjlandet? (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad vil det koste? En genetablering af naturlig vandstand, hvor dette er praktisk muligt i de drænede dele af skoven, er vanskelig at prissætte, fordi det kræver en grundig faglig analyse af omfanget og virkemidlerne (omkostninger kan være meget forskellige fra lokalitet til lokalitet, alt efter om pumper f.eks. skal slukkes, drænrør skal afbrydes, bevoksninger fjernes, og om grøfter skal tilkastes helt eller delvist). 

Hegn, der kun skal holde vildheste og kreaturer inde, men som f.eks. krondyr og rådyr m.fl. kan kan forcere, kan etableres for ikke meget mere end ca. 30.000 kr. pr. kilometer, mens hegn til elge og krondyr koster ca. 150.000 kr. pr kilometer. Dertil kommer låger og eventuelle faunapassager og færiste (det vil sige særlige vejkonstruktioner, som dyrene ikke kan krydse, men bilerne kan krydse). 

De to hegninger, der er foreslået som første fase, måler ca. 38 kilometer til sammen. Hvis hegnene kun skal holde heste og kreaturer inde, kan det opføres for godt og vel 1 mio. kr., men hvis elge og krondyr skal være græssere inden for området, bliver prisen ca. 7,6 mio. kr. Færiste kan koste fra ca. 100.000 kr. til ca. 250.000 kr. afhængigt af størrrelsen, og en faunabro koster fra nogle få millioner til 30-40 mio. kr., alt efter hvor stor og effektiv den skal være. Dyrene, der skal udsættes og indkøbes, udgør i den sammenhæng den mindste del af etableringsudgifterne, der alt efter ambitionsniveau sammenlagt kan beløbe sig til alt mellem 10 og 50 mio. kr. (heri er ikke medregnet driftstabet, når staten indstiller tømmerproduktionen).

Et det dyrt? Alt er relativt. Til sammenligning kan prisen på én enkelt kilometer motorvej ligge i omegnen af 100 mio. kr. Samtidig er det værd at huske på, at både staten og private fonde har iværksat adskillige naturprojekter for trecifrede millionbeløb de sidste par årtier, og at Den Danske Naturfond er etableret med en pengekasse på 875 mio. kr. (og hensigten er en løbende tilførsel af yderligere donationer fra større private fonde og almindelige borgere) med henblik på at »styrke naturens mangfoldighed gennem forbedring af levestederne for beskyttelsesværdige dyr og planter«. 

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de få privatejede arealer, primært Sejs Hede, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Det handler om at gøre noget for at standse artstabet, og det betyder, at vi i en række områder først skal genetablere de bedst mulige udgangsbetingelser for naturligere natur – det indebærer vildere natur, og mindre eller næsten ingen naturpleje. Vi griber med andre ord ind indledningsvis på større sammenhængende naturarealer for at komme nogle af de seneste årtiers og århundreders naturforarmelse til livs, hvorefter vi fremover i højere grad kan fokusere naturplejen på de små isolerede naturperler landet over, hvor potentialet for at tænke i de store sammenhænge ikke er til stede.

Men det er det i Søhøjlandet, hvor større og vildere artsrigdom på større og vildere sammenhængende naturarealer kan være til gavn for ikke mindst truede skovarter.

Med held kunne man måske ad åre forestille sig sorte storke slå sig ned i en uforstyrret afkrog eller to?

Rune Engelbreth Larsen, juni 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Knagerne – et frimærke urørt skov, men et vindue til mere vildskov
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur

Share