Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Hedesøer og indlandsklitter i et område af Stråsø Plantage, som Naturstyrelsen ryddede for nåletræer i 2005 (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hedesøer og indlandsklitter i et område af Stråsø Plantage, som Naturstyrelsen ryddede for nåletræer i 2005 (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vildere, mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 48 kvadratkilometer vildere og sammenhængende natur i tre vestjyske kommuner: Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede kunne blive et 4.800 hektar stort naturreservat med stor variation, gennemskåret af den naturligt slyngede Lilleå
Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede kunne blive et 4.800 hektar stort naturreservat med stor variation, gennemskåret af den smukt slyngede Lilleå og med Idom Å (der aldrig har været reguleret) som nordøstlig grænse ved Idom Hede (kortet er baseret på OpenStreetMap)

Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind HedeHvad vi kan lære af urfuglereservatet uden urfugle

Hvert år har man kunnet se urfuglen på dens dansepladser på Vind Hede. Sidste år blev der set to gamle hanner og en ung han, der forsøgte at efterligne de gamle, dansende hanner. Det gav håb om en fortsat bestand. Men i år er de ikke blevet set …

Beklageligvis måtte daværende formand for Dansk Ornitologisk Forening Frode Østergaard konstatere i Jyllands-Posten den 19. juni 1997, at de dansende urfugle nu også var en saga blot på Vind Hede. Desværre et forudsigeligt resultat af en bestandigt nedadgående spiral i område efter område de forløbne to århundreder. Blot to år senere blev landets allersidste urfugle set på Kongenshus Hede – en kok og tre høner.

Urfugl, Lüneburger Heide i Tyskland (foto: Verein Naturschutzpark e.V., kilde: Wikipedia)
Urfugl, Lüneburger Heide i Tyskland (foto: Verein Naturschutzpark e.V., kilde: Wikipedia)

I 1999 var afdansningsballet uigenkaldeligt forbi, og i 2001 blev arten officielt erklæret uddød i Danmark. Dens naturlige levesteder – heder og højmoser – er i omfattende grad blevet opdyrket, tilplantet, drænet, tilgroet og fragmenteret i løbet af 1800- og 1900-tallet.

Urfuglen er en smuk hønsefugl – i hvert fald hannen, der er metallisk blåsort med snehvide dækfjer under en lyreformet hale – og som ikke mindst er kendt for sin parringsdans. Skønt der kun er få hjemlige knoglefund fra forhistorisk tid, har den formodentlig levet i Danmark siden landets jomfruelige fortid som et åbent slettelandskab efter istiden for 10.000-12.000 år siden, men i nyere tid regner man dens største udbredelse for parallel med udbredelsen af den jyske hede, hvor den var en almindelig ynglefugl i mange århundreder.

Allerede præsten og folkloristen Peder Syv havde øje for den og beskrev den i Dyyr her i Norden i 1698: »Deres unger udligge de i store heder eller lyng, hvor der ere gamle hulveje, og kunde ungerne, så snart de komme af egget, flyve.«

Men i takt med opdyrkningen og tilplantningen af hederne halvandet århundrede senere blev tilbagegangen hurtigt mærkbar, og hvad hedernes afvikling påbegyndte, forcerede jagttrykket – urfuglen var blandt de mest foretrukne vildtfugle. Ganske vist blev den totalfredet i 1879, men jagttider blev tilladt igen blot seks år senere, for først at blive endegyldigt afskaffet i 1972. Da var det reelt for sent at gøre noget.

Ved det forrige århundredskifte var urfuglen allerede forsvundet mange steder – heden, der i begyndelsen af 1800-tallet dækkede omtrent halvdelen af Jylland, svandt hastigt ind, og i 1913 skrev Sigurd Harald Alfred Raumbusch profetisk: »Megen hede og megen ro vil denne fugl have; den foragter mennesket og afskyer agerdyrkning: ensomhed er den en livsbetingelse, og selv om den var absolut fredet ville den dog svinde bort alene på grund af agerdyrkning.«

I 1930’erne og 1940’erne har den dog stadig en vis udbredelse i Midt- og Vestjylland, hvor bestanden anslås til ca. 2.400 fugle (Westerskov 1943) – men blot tyve år senere er kun halvdelen tilbage (Joensen 1967). Opdyrkningen af hederne fortsætter, og de tilbageværende hede-arealer fragmenteres og gror til.

Ganske vist fredes en række heder i løbet af 1900-tallet, men paradoksalt nok gør nogle af fredningerne mere skade end gavn, hvilket bemærkes af Anders Holm Joensen, der stod i spidsen for en stor undersøgelse af urfuglens udbredelse i 1963-66. I forskellige tilfælde forbød fredningsbestemmelser faktisk græsning, lyngskæring og afbrænding – selve forudsætningerne for, at heden (og dermed urfuglens foretrukne levested) kunne undgå tilgroning og bestå som hede.

Ikke desto mindre konkluderer Joensen mere optimistisk end Raumbusch, at en række af de vigtigste urfugleområder trods alt er blevet »sikret«, hvorfor der skulle være »gode muligheder for at opretholde en stor bestand af urfugle fremover« (Joensen 1967: 43-44).

I 1959 og begyndelsen af 1960’erne var Skov- og Naturstyrelsen da også blevet optaget af at redde bestanden, bl.a. i Vind Urfuglereservat, hvor man var begyndt at bekæmpe tilgroningen ved kontrolleret ildebrand. Ilden rydder således vegetationen i enkelte parceller af gangen, hvor dyrene sagtens kan nå at flytte sig, og hedelyngen kommer forynget igen året efter. Forbilledet har formodentlig været Holland, hvor urfuglebestanden voksede, efter at man i begyndelsen af 1940’erne var begyndt at fjerne træopvækst og foretage årlige afbrændinger på hederne.

Men det var for lidt – og det var for sent.

I 1973 var der 400 urfugle tilbage i Danmark, i 1978 100 og i 1989 kun ca. 30 (jf. DOF: Urfugl). Tiåret efter var det som nævnt slut.

Urfuglens afdansningsbal i 1900-tallet. Fra venstre: 1) Urfugleterræner 1930-1942 (jf. Joensen 1967, primært baseret på Westerskovs 'Urfuglen', 1943), 2) urfugleterræner 1966 (jf. Joensen 1967), 3) ynglende urfugle fra 1970'erne til 1990'erne (opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1971-74 og 1993-96, jf. DOFbasen.dk)
Urfuglens afdansningsbal i 1900-tallet. Fra venstre: 1) Urfugleterræner 1930-1942 (jf. Joensen 1967, primært baseret på Westerskovs ‘Urfuglen’, 1943), 2) urfugleterræner 1966 (jf. Joensen 1967), 3) ynglende urfugle fra 1970’erne til 1990’erne (opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1971-74 og 1993-96, jf. DOFbasen.dk)
Urfuglens udbredelse i Europa i dag – støvsuget i Danmark, men vidt udbredt i det øvrige Skandinavien (kort: Wikipedia)
Urfuglens udbredelse i Europa i dag – støvsuget i Danmark, men vidt udbredt i det øvrige Skandinavien (kort: Wikipedia)

På trods af urfuglens hastige tilbagegang og forsvindende få og små bestande allerede siden midten af 1970’erne kan man så sent som i 1993 læse i Naturplejebogen fra Skov- og Naturstyrelsen, at plejen på Vind Hede »er tilrettelagt for at skabe så gode levevilkår som muligt for urfuglen« (Ovesen 1993: 69). Endnu i 2005 lagde Naturstyrelsen vandretursfolderen Stråsø Plantage Hardsyssel online, hvor man også stadig kan læse: »Der gøres såvel på urfuglereservatet som på distriktets omliggende hedearealer et stort arbejde med hedepleje og vildtpleje for at forsøge at vedligeholde den sidste, større urfuglebestand i Danmark.« Altså mange år efter dens hastige decimering, og flere år efter dens nationale uddøen.

Vi har nok ikke gerne villet slippe urfuglen og håbet om at bevare den, men væk er den. Af og til dukker dog påståede observationer op, men de afvises i dag rutinemæssigt af Dansk Ornitologisk Forening som fejlobservationer eller eventuelle udsætninger. Sidstnævnte har det ikke skortet på gennem tiden, men de er alle som én mislykket. Den smukke hønsefugl er og bliver uddød, og som en udpræget standfugl, kommer den heller ikke let tilbage af sig selv, selv om den er vidt udbredt i resten af Skandinavien og også findes i flere områder i Nordtyskland.

Desværre er urfuglens historie ikke nogen tilfældighed, men en symptomatisk fortælling om dansk naturs deroute – blot er det ikke alle de mistede eller truede arter, der har lige så stor ‘ikon-værdi’ som urfuglen.

Men selv om Vind Hedes Urfuglereservat nu er uden urfugle, er området stadig spændende og artsrigt – og omgivet af mange andre større naturarealer, der kunne tænkes og forvaltes i sammenhæng. Det gælder Idom Hede, Nørre og Sønder Vosborg Hede, Blåbjerg Plantage og Hede, Fejsø Plantage, Torsted Plantage og den store Stråsø Plantage. Igennem flere af områderne slynger Lilleå eller idom Å sig malerisk, sidstnævnte i udkanten af Idom Hedes sydeksponerede stenørken »med mindelser om en fjeldmark med stenlaver og en naturlig meget åben vegetation«, som den beskrives i en faglig DMU-rapport.

Et varieret (og potentielt yderligere varieret) område på ca. 48 kvadratkilometer, der udgør en del af landets største bakkeø, Skovbjerg Bakkeø – og som kunne blive til et stort og sammenhængende vestjysk naturreservat: Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede.

Vår-kobjælde – en køn lille sjældenhed. Udover Vind Hede vokser kun ganske få på Randbøl Hede og ved Tingskoven i Jammerbugt Kommune (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Urfuglen er væk, men den kønne lille sjældenhed vår-kobjælde er her stadig. Udover Vind Hede findes den kun ganske fåtalligt ved Tingskoven i Jammerbugt Kommune og på Randbøl Hede – på sidstnævnte lokalitet er den imidlertid udsået (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Er naturen et ta’-selv-bord?

Ønsker vi vildere natur på naturligere præmisser, er der mange trængte arter, som vi skal tage højde for, og som helst ikke skal lide urfuglens skæbne. Det betyder også noget i mindre skala, f.eks. den overdrevne udsætning af bunker af bistader.

Der er således en risiko for, at honningbierne kan udøve et pres på mange andre trængte biarter, og der er ingen grund til at løbe den risiko. Langt de fleste vilde bier optræder i markant mindre tal end de sociale honningbier, og en specialerapport om konkurrencen mellem humlebier og honningbier i Hanstholm Vildtreservat har f.eks. påpeget, at »den store tæthed af honningbier kombineret med et lavt individtal af humlebier, vækker bekymring«. Konkluderende anbefales det at undgå bistader: »Med faldet i antal arter i reservatet og risikoen for at honningbierne ligeledes konkurrerer med de vilde bier i Hanstholmreservatet og andre steder i Nationalpark Thy, anbefales det at lave en forvaltningsplan for udsætningen af honningbier og gerne helt fjerne honningbistaderne fra reservatet.« (Hansen 2014).

Den anbefaling blev desværre ikke fulgt i Nationalpark Thy, men det burde den være blevet – og det bør den også blive i andre områder med vilde bestøvere, f.eks. de områder, vi ser på i nærværende forslag.

Hører bistader på lange rader hjemme i beskyttede naturområder? Der er risiko for, at honningbierne, der rykker ind i meget store antal, fortrænger de meget færre og ofte truede vilde biarter (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hører bistader på lange rader hjemme i beskyttede naturområder? Der er risiko for, at honningbierne, der rykker ind i meget store antal, fortrænger de meget færre og ofte truede vilde biarter (foto © Rune Engelbreth Larsen)

En anden forteelse, der finder sted i et stort, men ukendt omfang i flere naturområder, er mos-indsamling til juledekorationer. I flere plantager er det således et velkendt efterårs-syn at møde hundredvis af hvide flamingokasser stablet til indsamling af mos – det gælder også Stråsø Plantage. Konsekvenserne for mosser og andre arter i det pågældende økosystem er imidlertid ikke undersøgt herhjemme, men så meget desto mere er der grund til et tilbageholdende forsigtighedsprincip.

I USA er der tilsyneladende en udtalt bekymring for mos-indsamling, men her går det vist i højere grad end i Danmark ud over mos, der vokser på træer, som sine steder minutiøst ‘afpelses’. Robin Wall Kimmerer, der er professor i miljøvidenskab og skovbrug, kalder mosbevoksningerne for »et levende tæppe, der kan have en alder på hundred år« (New York Times, 30.11.2004), og det kan tage årtier for mosserne at opnå samme udbredelse som før en indsamling. Ja, nogle mosser regenererer kun ca. 1 procent om året og skal således bruge et helt århundred. 

På baggrund af en omfattende spørgeundersøgelse blandt mos-handlere og botanikere har Dr. Patricia Muir, der er professor i botanik og plantepatologi ved Oregon State University, estimeret, at der bliver indsamlet ca. 4-18 mio. tons mosser om året i USA (jf. New York Times). Indsamlingen har også betydning for en række andre arter, eftersom flere planter vokser sammenvævet med mos, desuden høstes flere mosser og levermosser utilsigtet, og det samme gælder svampe og laver – selv en række mindre dyrearter kan ryge med i kassen.

I Danmark er det ikke træernes mos-pelse, der fjernes, men dele af skovbundens mos-tæpper. På Naturguide.dk kan man se billeder af utallige flamingokasser spredt ud over skovbunden og læse om, hvordan professionelle mos-samlere efter aftale med skovejere leverer bjerge af mos til gartnere og blomsterforhandlere, hvor det bruges (eller videresælges) til juledekorationer og anden pynt. 

Nu er pointen jo ikke, at der er nogen stor skade sket, fordi Hr. og Fru Jensen og mange andre private samler lidt mos til deres juledekoration (selv om det næppe er hensigtsmæssigt, at alle gør det hvor som helst), ligesom det heller ikke er en katastrofe, at der hist og her er udsat nogle bistader med kolonier af honningbier i naturen. Pointen er, at når vi uden naturhensyn sætter milliarder af konkurrencestærke bier ud i Danmark, hvor talrige vilde bier er fåtallige og trængte, og når tusindvis af flamingokasser fyldes under efterårets mos-indsamling, er der tale om lemfældige indgreb uden forudgående faglige overvejelser over, hvorvidt – og i hvilket omfang – det er naturmæssigt forsvarligt.

I vigtige naturområder bør den slags ophøre, i det mindste indtil der foreligger en grundig faglig analyse med klare retningslinjer.

Stråsø Plantage (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Indlandsklitter, Stråsø Plantage (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Tre kommuner om ét stort ambitiøst naturreservat

Grøn sandspringer – i fuld gang med at bevare arten, der da heller ikke er truet, men derfor lyser så meget desto mere op som en velkommen ædelsten. Den er på banen allerede i begyndelsen af april, hvor naturen ellers ikke er så farverig endnu – her fotograferet i Stråsø Plantage, hvor et større parti nåletræer er blevet fjernet (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Grøn sandspringer – i fuld gang med at bevare arten, der da heller ikke er truet, men derfor lyser så meget desto mere op som en velkommen ædelsten. Den er på banen allerede i begyndelsen af april, hvor naturen ellers ikke er så farverig endnu (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Løseligt anslået er ca. 98 procent af den foreslåede afgrænsning statsejet, og de små privatejede arealer kan udelades, hvis de ikke kan opkøbes. Det er afgørende, at konflikter og interessemodsætninger med private lodsejere undgås, og det sikres lettest, hvis ejerne enten er fonde, der i forvejen sætter naturværdierne højest (f.eks. Aage V. Jensen Naturfond eller Den Danske Naturfond) og/eller simpelthen staten (og dermed os allesammen).

Det betyder ikke, at man ikke på længere (eller kort) sigt kan opkøbe og tilknytte yderligere arealer, der i dag er privatejede (bl.a. også for at sammenknytte naturreservatet med andre offentlige områder, hvoraf der er en del i nærheden). Men det er vigtigt at komme i gang med det, der er muligt her og nu, før man eventuelt udvider – i modsætning til den model, der er anvendt for nationalparkerne, hvor meget store privatejede arealer ofte er inkluderet med frivillige aftaler, som blot har underprioriteret naturhensynene.

Klokke ensian (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Klokke-ensian vokser i Stråsø Plantage (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Ad den vej har nationalparkerne ofte indlemmet både landbrug, skovbrug, tætbebyggede by-arealer og industri i det danske nationalpark-koncept, hvilket ikke rimer særlig godt med internationale nationalpark-kriterier, der kræver en »biodiversitetsstruktur og -funktion, som i høj grad er i ‘naturlig’ tilstand eller har potentialet til at opnå en sådan tilstand« (jf. nationalparkkriterier, International Union for Conservation of Nature). Det er selvsagt umuligt, hvor der drives intensivt landbrug eller skovbrug.

Det foreslåede område her kunne imidlertid efterleve disse kriterier, hvis man gjorde en indledende indsats, og formodentlig er det ‘kun’ statslig træproduktion, der skal afvikles, og naturlig vandbalance, der skal genetableres, hvor der i dag er drænet af hensyn til statslig tømmerproduktion.

De skraverede områder er statsejede arealer og udgør ca. 98% af det afgrænsede område
De skraverede områder er statsejede arealer og udgør ca. 98% af det afgrænsede område

Afgrænsningen rummer således et udmærket potentiale for at sikre og højne den eksisterende biodiversitet, f.eks. på Vind Hede. Men på de samlet set 4.800 hektar er der generelt rigeligt plads til at lade naturens dynamik udfolde sig friere, hvilket formodentlig først og fremmest må indebære et opbrud i de monotone og artsfattige nåletræsbevoksninger for at genetablere et landskab med en blanding af lysåbne arealer og nåleskov på naturligere præmisser. I en del af Stråsø Plantage har Naturstyrelsen selv ryddet nåletræer for at fremme et mere naturligt vestjysk landskab med hede og indlandsklitter.

Beskyttelse af truede arter og natur på mere naturlige præmisser må være det generelle mål for området. Det betyder også, at nåletræsplantagen skal udlægges som en kombination af urørt nåleskov og lysåbne arealer på naturligere præmisser. Det første vil f.eks. gavne en stribe af Stråsø Plantage i den sydvestlige del af den foreslåede afgræsning, hvor der er fundet en række rødlistede svampe, bl.a. sværtende gråblad, kantet ridderhat, blålig korkpigsvamp, duft-ridderhat, orange korkpigsvamp og den meget sjældne suppe-ridderhat (jf. Svampeatlas.dk). 

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Heden overlapper dele af Natura 2000-område nr. 64
Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Heden overlapper dele af Natura 2000-område nr. 64

Afgrænsningen overlapper endvidere dele af Natura 2000-område nr. 64, hvor Danmark i princippet er forpligtet til at sikre en række naturtypers og arters gunstige bevaringsstatus. Odder er blandt arterne på udpegningsgrundlaget og derved en af de arter, hvis levesteder er særlig vigtige at beskytte, og det sky dyr er da også observeret i Blåbjerg Plantage og ved Fuglsang Bro inden for de seneste år. Men når jeg skriver »i princippet er er forpligtet til at sikre en række naturtypers og arters gunstige bevaringsstatus«, så skyldes det, at staten er for løs i koderne på dette punkt og ikke i tilstrækkelig grad prioriterer de fornødne midler og den nødvendige indsats.

Rapporten Naturværdier i Danske Nationalparker konkluderer f.eks., at både Danmarks eksisterende fredninger såvel som udvælgelsen af danske områder i Natura 2000-netværket »langtfra er effektive i forhold til at dække truede arter i Danmark« (Petersen et al. 2005: 101). Endnu en grund til at opgradere eksisterende naturområder til ambitiøse naturnationalparker.

En særlig udfordring ved dette forslag er, at skønt staten ejer 98 procent af området, og Miljøministeriet (og/eller Folketinget) derfor skal godkende en eventuel plan for vildere natur, så er den lokale og regionale indstilling selvsagt ikke uvæsentlig – og dette forslag rækker ind i hele tre forskellige kommuner, som skal komme overens i så henseende: Holstebro, Herning og Ringkøbing-Skjern.

Dette vilkår kunne imidlertid også gå hen og være en fordel, for hvis de tre kommuners lokalpolitikere kunne enes om et fælles udspil til et ambitiøst naturreservat, ville de utvivlsomt stå stærkt over for Folketingets partier. Det ‘eneste’, staten trods alt skal bidrage med her, er 1) at opgive al fremtidig tømmerproduktion (og dermed indtægterne herfra), og 2) være indstillet på at fremme naturværdierne i mere selvforvaltende retning – herunder en indskærpet forpligtelse til at efterleve Natura 2000-målene.

Selve etableringsomkostningerne – som vi vender tilbage til – kan man til gengæld forsøge at finansiere helt eller delvist uden om både stat og kommuner.

På et af kortene herunder fremgår det, hvordan området strækker sig ind i de tre kommuner, men man kunne også forestille sig Herning Kommune og Holstebro Kommune (der deler over 80 procent af afgrænsningens arealer imellem sig) gå sammen om et første udspil, eftersom Ringkøbing-Skjern Kommune jo i forvejen har sit helt eget (natur)nationalpark-projekt at se til omkring Skjern Floddelta, hvilket kommunen allerede er i gang med at afsøge mulighederne for. 

Men her finder vi altså Herning Kommunes og Holstebro Kommunes væsentligste adgang til at spille en rolle i legen om at løfte natur og biodiversitet i Danmark og samtidig etablere et stort og bemærkelsesværdigt trækplaster for kommunernes grønne turisme.

Endelig kunne Herning eller Holstebro også vælge at gå i gang alene og i første omgang fokusere på arealerne inden for egen kommunegrænse – der er jo intet til hinder for, at den ene eller begge de to øvrige kommuner kobles på efterfølgende.

Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede vækker ind i hele tre kommuner og kunne blive et stort og amtibiøst fælleskommunalt projekt mellem Holstebro, Herning og Ringkøbing-Skjern kommuner – måske med Herning Kommune som primus motor, eftersom det største areal og de største naturværdier findes dér ...
Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede vækker ind i hele tre kommuner og kunne blive et stort og ambitiøst fælleskommunalt projekt mellem Holstebro, Herning og Ringkøbing-Skjern kommuner – måske i første omgang mellem Herning Kommune og Holstebro, der hver rummer ca. 40% af udpegningen (og Ringkøbing-Skjern Kommune er jo allerede i gang med at undersøge mulighederne omkring Skjern Floddelta)?
Forslag til afgrænsning, hvis Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede skulle blive et projekt alene for Herning Kommune (eller hvis første fase alene var henlagt til de statsejede arealer i Herning Kommune, hvor arealer i Holstebro Kommune og Ringkøbing-Skjern eventuelt blev koblet til senere) – stadig et stort naturreservat på ca. 1.900 hektar.
Forslag til afgrænsning, hvis Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede skulle blive et projekt i flere faser, hvor de statsejede arealer i Herning Kommune udgør første fase – der i sig selv kunne udgøre et stort naturreservat på ca. 1.900 hektar
Vind Hede. Egentlig et urfuglereservat, men de sidste urfugle dansede her i 1996, og kun yderligere et par år på Kongenshus Hede, før det var slut – i 2001 blev den officielt erklæret uddød i Danmark (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vind Hede. Engang var her et urfuglereservat, men de sidste urfugle dansede i 1996, og kun yderligere et par år på Kongenshus Hede – i 2001 blev urfuglen officielt erklæret uddød i Danmark (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Vildere vidder og vilde planteædere ved Vind Hede og omegn – win win

Bæveren skaber ravage i skoven med sine dæmninger og vådområder, hvilket giver god variation og dynamik (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæveren skaber ravage i skoven med sine dæmninger og vådområder, hvilket giver god variation og dynamik – den har bredt sig fra Klosterheden og findes i dag bl.a. også i Lilleå og Idom Å (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skal naturen have førsteret i et ambitiøst naturreservat, skal statens skovdrift ophøre, og plantage-arealerne bør blive til et mosaiklandskab af skove med lysninger og åbne sletter af græsland, hede og indlandsklitter. Det betyder større indledende indgreb for at genetablere udgangsbetingelserne herfor, og udover genopretningen af naturlig vandbalance og en åbning af plantagen som nåleskov på naturligere præmisser skal endnu en vigtig faktor tilbage i naturens ligning: flere større planteædere.

Krondyr og rådyr gør allerede deres for at græsse arealerne, men skal naturen være vildere og naturligere på egne præmisser, er der brug for flere forskellige større planteædere. Pladsen er der, bl.a. på de store åbne vidder på Vind Hede, Blåbjerg Hede og Idom Hede, men også i nåleskoven, der i et fremtidigt naturreservat kunne holdes åbent af en vifte af større græssere.

Odder (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Odderen er i fremgang i Jylland og er bl.a. konstateret i det område, der her foreslås som samlet naturreservat (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Og da arealet er stort, kan der tænkes i større bestande af ikke blot vildheste og vildkvæg, men formodentlig også elge og/eller bisoner – om end det i givet fald naturligvis er op til en analyse og vurdering af biodiversitetsforskere at konkretisere både sammensætning og antal. Men flere forskellige vil efter alt at dømme være en fordel, fordi såkaldt samgræsning af flere arter er yderligere i overensstemmelse med den mest naturlige løsning for et stort og varieret naturområde.

Minimusstørrelsen af en bestand, hvis den skal være levedygtig uden (eller med et minimum af) nye dyr tilført udefra, kalder man den mindste levedygtige bestandsstørrelse. Den slags vurderes ud fra både demografiske og genetiske faktorer, der bl.a. skal sikre mod indavl. Peter Sundes og Carsten Riis Olesens DMU-rapport Elg i Danmark analyserer dette for Danmarks natur som helhed og i en lang række specifikke naturområder, hvad angår en eventuel national bestand af elge, idet både fødegrundlaget og naturtyperne selvfølgelig kan betyde lokale og regionale variationer, som man må tage højde for.

Men som rapporten fremhæver, lever elgen især af fyr i vintermånederne, hvorfor den er velegnet til at hindre tilgroning af hedeområder med fyrretræer – altså en ‘naturlig naturgenopretter’ for netop dette område.

Elg-skiltSom tommelfingerregel anføres, at en »effektiv bestandsstørrelse« (dvs. det antal dyr, der bidrager til reproduktionen) skal være mindst 40-50 dyr, hvilket indebærer en større totalbestand. Rapporten anslår således, at minimum 75 dyr burde »sikre selv totalt isolerede elgstammer mod indavl i løbet af en overskuelig fremtid« og således være robust over for indavl (hvis den ikke nedstammer fra alt for få dyr). Først over flere generationer vil en sådan bestand formodentlig have behov for supplerende udsætninger for at øge genpuljen (Sunde & Olesen 2007: 19-20).

Det centrale Jylland (som omfatter et areal på samlet 2.474 kvadratkilometer, der strækker sig over områder ved Silkeborgskovene, Gludsted, Herning-Brande, Viborg, Flyndersø, Borris-Grindsted, Nr. Snede-Brande Ulfborg og Klosterheden) vurderes at kunne understøtte en samlet elgbestand på knap 2.000 dyr, idet der er taget hensyn til eksisterende bestande af krondyr og rådyr (Sunde & Olesen 2007: 30) – men den beregning forudsætter, at elgene kan distribuere sig frit over hele det centrale Jylland.

Rapporten 'Elg i Danmark' (Sunde & Olesen 2007) anfører, at der naturmæssigt er plads til en dansk elgbestand på samlet set knap 4.400 elge under hensyntagen til eksisterende bestande af rådyr og krondyr. Det centrale Jylland kunne oppebære ca. 2.000 – i dette område er inkluderet dele af nærværende afgrænsning (område v på kortet – klik for at se det i højere opløsning)
Rapporten ‘Elg i Danmark’ (Sunde & Olesen 2007) anfører, at der naturmæssigt er plads til en dansk elgbestand på samlet set knap 4.400 elge under hensyntagen til eksisterende bestande af rådyr og krondyr på daværende tidspunkt. Alene det centrale Jylland kunne oppebære ca. 2.000 elge – i dette område er inkluderet større dele af nærværende afgrænsning for Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede (område v på kortet – klik for at se det i højere opløsning)

Hvor stor en bestand det foreslåede areal i Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede på ca. 48 kvadratkilometer kan oppebære isoleret set, kræver en nøjere analyse.

Større planteædere kræver hegn, så længe Danmarks natur er så fragmenteret, som tilfældet er, og så længe vi vil undgå flere dyr, der finder deres føde på landmandens marker eller bliver dræbt i trafikken. Hele det foreslåede område ville således kræve en hegnslinje på ca. 59 kilometer, om end man kunne begynde med mindre – f.eks. forslaget herunder, der får de fleste af de eksisterende åbne arealer med ved en 43 kilometer lang hegnslinje, der forbliver inden for Herning Kommune og Holstebro Kommune. De øvrige arealer, der omfatter Sønder Vosborg Hede, Fejsø Plantage, Torsted Plantage og større dele af Stråsø Plantage, kunne eventuelt vente til en senere fase. Endelig kunne man også nøjes med Herning-delen i første omgang (ca. 31 kilometer).

Forslaget til hegnslinje herunder ville koste ca. 11-14 mio. kr., hvis hegnet skal være robust nok til at kunne holde på elg (og eventuelt bison). Dertil kommer færister à ca. 250.000 kr., hvor hegnet krydser større veje (andre steder kan man klare sig med låger) – alt efter vurdering ca. 5-8 steder. Desuden er der udgifter forbundet med at genetablere naturlig vandbalance, hvor der er drænet, hyre forskere til at udarbejde en detaljeret plan og indkøbe dyr – formodentlig beløber etableringsudgifterne sig samlet til ca. 20-25 mio. kr. Mindre, hvis man f.eks. i første omgang/fase begrænser hele projektet til områderne i Herning Kommune.

Forslag til en hegnslinje på ca. 43 km omkring dele af Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede. Her medtages så meget som muligt af de åbne landskaber i dag, hele Lille Å og Idom Å (der udgør østgrænsen langs Idom Hede). Øvrige arealer kunne eventuelt blive hegnet i en fase 2 (eller fase 3, hvis man begynder med en mindre hegnslinje på ca. 31 km, der f.eks. i begyndelsen blot omfatter arealerne i Herning Kommune).
Forslag til en hegnslinje på ca. 43 km omkring dele af Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede. Her medtages så meget som muligt af de åbne landskaber og Lille Å og Idom Å (der udgør østgrænsen langs Idom Hede). Øvrige arealer kunne eventuelt blive hegnet i en fase 2 (eller fase 3, hvis man begynder med en mindre hegnslinje på ca. 31 km, der f.eks. blot omfatter arealerne i Herning Kommune).

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de få privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede har alle forudsætninger for at kunne blive et spektakulært og vidtstrakt dansk naturreservat, hvis man samtænker de offentligt ejede naturarealer i Herning, Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner (eventuelt i to eller tre faser). Udover den ubetvivlelige betydning for turisme i et land, hvor natur-turisme i forvejen er et af vore helt store trækplastre, kunne de tre kommuner i samarbejde med staten og Naturstyrelsen løfte biodiversitet og naturtilstand generelt i retning af vildere og naturligere natur uden produktionsarealer.

Urfuglen danser her ikke længere, men mange andre arter kunne få et mere naturligt hjem i et vildt og varieret vestjysk naturreservat – hvis man griber det ambitiøst an med høj faglighed fra første færd. 

Rune Engelbreth Larsen, oktober 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur