Nogle subjektive strøtanker om øjet og objektivet i naturen

Af Rune Engelbreth Larsen

Langå Egeskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Lav sol over Langå Egeskov, november (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Jeg har ikke noget imod samlere og jægere, for jeg samler og jager selv. Men kameraet er mit våben. Digitalkameraet er en fantastisk teknologisk revolution – men det har også været en lille natur-revolution. For mig, i det mindste. Uden at rykke planter op med rode eller plaffe noget ned kan jeg få lidt af naturen med mig hjem – endog sjældne arter, hvis jeg er heldig, eller måske bare en helt almindelig fugl, der ikke er til at stå for …

Blåmejse med fangst (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Blåmejse med fangst (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Siden maj 2008 har Danarige.dk været en slags fotografisk rejselogbog fra kortere ture og længere rejser rundt i de danske naturlandskaber, lejlighedsvist suppleret af andre fotoserier. Hvor jeg de første år prioriterede antallet af naturområder højere end billedsiden, har jeg efterhånden skiftet prioritering og luget ud for at lægge større vægt på de enkelte fotografiers æstetiske kvaliteter. Rent subjektivt vurderet, naturligvis.

Kameraet har grebet mig som det særligt koncentrerede fokus for iagttagelse, det er. Den teknologiske udvikling er en gave – væk med besværlige film og kemikalier. Jeg hører ikke til dem, der ser noget mere ‘autentisk’ i mørkekammerets magi end i Photoshops eller Lightrooms ditto. Derfor er diskussionen om, hvorvidt et analogt eller digitalt kamera er mest ‘ægte’, lige så irrelevant en diskussion som spørgsmålet om, hvorvidt farve- eller sort/hvid-fotografier er ‘bedst’. Der er ikke noget rigtigt svar, kun personlige præferencer. Det handler blot om, hvilke redskaber der passer den enkelte fotograf bedst til det og det formål – og hvorvidt det enkelte fotografi taler til den enkelte beskuer. Længere er den ikke. I mine øjne.

Der er selvfølgelig forskel på manipulation i form af motivforandrende tiltag, og ‘manipulation’ i form af beskæring og billedbehandling, som primært efterstræber en vis klarhed i motivets farver og kontraster. Det er det sidste, jeg sætter pris på, når vi taler landskabs- og naturfotografi, oftest med udgangspunkt i RAW-formatet. Ikke fordi det er mere autentisk (igen: det er så godt som meningsløst at tale om fotografiets ‘autenticitet’), men fordi det rummer så mange flere data og giver fotografen mulighed for at udvikle det mest optimale fotografi ud fra RAW-formatets ‘digitale negativ’.

Alt er i og for sig manipulation, fra kameraets indstillinger til fremkaldelsen og beskæringen. Der findes ikke nogen én-til-én ‘uredigeret’ afbildning af et motiv – det gør der hverken, når det er øjet, der ser, eller kameraet, der fotograferer. Vi ser ikke verden uredigeret af hjernen, og vi fotograferer ikke motivet uredigeret af kameraet.

Anholt (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Ørkenen på Anholt, november (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Naturmotivet

Når jeg er så fascineret af naturmotiver, skyldes det, at netop naturens farver og former ofte har en ganske særegen og lisende indvirkning på beskueren, både psykologisk og kunstnerisk. Det må naturfotografiet gerne forsøge at videreformidle.

Derfor bliver jeg heller aldrig træt af Jens Baggesens iagttagelse i Labyrinten:

]Al Varme, al Bevægelse, al Kierlighed er rund, eller i det mindste oval, spiral, eller paa een og anden Maade bugtende. Kun det kolde, det ubevægelige, det ligegyldige, og selv det hadefulde er snorlige og kantet. (…) Naar saae man en kantet Flamme, naar jeg undtager den dræbende Lynild, der dog vel kun synes saa? – en snorlige Bæk? En stiv Omfavnelse? Hvor yndigt bugter sig Luen! hvor deiligt bølger og snoer sig den rislende Flod! og hvor bøieligt, hvor slyngende, hvor rundt er alt i Gruppen Amor og Psyche! Det ligeste paa Mennesket er de kolde, ubevægelige, bidende Tænder – og dog har den skiønne Natur sørget for at de staae i en Halvcirkel. Livet er rundt og Døden er kantet. Vi komme runde og bugtende til Verden, og gaae kantede og stive derfra. De nyeste Vugger ere ovale – en skiøn Opfindelse! thi det voxende Liv bevæger sig deri; vore Liigkister derimod ere fiirkantede.

Det er ikke mindst de skæve kurver og former, som de færreste ingeniører ville bygge noget i, der er en væsentlig del af naturens æstetiske tiltrækningskraft.

Og da også naturens farvemosaik er en del af det, jeg gerne vil indfange og videreformidle, foretrækker jeg som regel at fotografere i farver. Når naturen fotograferes i sort/hvid er hensigten måske snarere at fremkalde særlige stemninger og følelser eller kunstneriske oplevelser af fotografiet i sig selv end af den natur, det afbilder eller tager afsæt i. For mig er det ene ikke vigtigere eller rigtigere end det andet – blot et valg baseret på, hvad fotografen vil opnå med sit fotografi.

Ethvert fotografi er et motiv med en komposition i sin egen ret, uafhængigt af det, det afbilder. Af og til kan et godt naturfotografi således flere ting på én gang, f.eks. inspirere til egne naturoplevelser, fortælle noget interessant om naturen og være en æstetisk oplevelse i sig selv.

Femplettet køllesværmer og Engrandøje på en Blåhat (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Femplettet køllesværmer og Engrandøje på en Blåhat (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Er det kunst? Selvfølgelig kan naturfotografi også være kunst, hvad enten motivet er (mere eller mindre) naturalistisk eller (mere eller mindre) abstrakt. Og som al anden kunst appellerer forskellige fotografers forskellige intentioner og motiver forskelligt til forskellige beskuere i forskellige situationer.

Jeg sætter pris på vidt forskellige foto-genrer og -teknikker, skønt jeg de senere år selv har holdt mig til det mere ‘naturalistiske’ naturfotografi. Jeg har ikke nogen egentlig ‘formel’ for, hvorfor jeg f.eks. både kan fortabe mig i et skævt sort/hvidt fotografi af en kran på havnen, et originalt portræt eller et farvemættet naturfotografi med guldalder-stænk.

Har fotografen noget på hjerte? Andet og mere end at knipse et teknisk set godt motiv? Taler fotografiet til mig, eller gør det ikke? Det er det hele. Det er der mange naturfotografers billeder, der gør, kendte og ukendte. Selv om man nok kan opstille visse ‘objektive’ grundkriterier for, om et fotografi er nogenlunde vellykket eller ej, er og bliver det selvfølgelig i sidste ende præget af øjets subjektive præferencer – og mine præferencer er og bliver præget af naturens motiver.

Tyvelhøj Græsland i Mols Bjerge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Tyvelhøj Græsland i Mols Bjerge, juni (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Teknik og udstyr – eller mangel på samme

De første år nægtede jeg at bruge andet udstyr end et godt digitalkamera, som ikke måtte veje noget videre, og derfor ikke skulle være ‘tynget’ af udskiftelige objektiver. Ikke så meget en ‘Dogme-regel’, men dog befordrende for at gøre landskabet som umiddelbart oplevet motiv til det afgørende frem for udstyret.

Indtil til sommeren 2012 er alle mine fotografier således taget med Canon G9 eller Sony Nex 5N. Siden har jeg slækket lidt på de spartanske vaner og er skiftet til et spejlreflekskamera, senest Nikon D7100. I dag er det som regel også bevæbnet det med Sigma 10-20 mm, Tamron 90 mm og Nikkor 300 mm. Lidt mere at slæbe på, må jeg medgive – men ikke mere, end at jeg fortsat kan vandre ubesværet i naturen. Og floraen og faunaen kræver trods alt gerne lidt mere end et 35 mm standard-objektiv.

Fuglefotografer er selvfølgelig særligt afhængige af udstyr, der i reglen kræver en betragtelig investering – og ditto tålmodighed. Hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, så prøv at tage et fotografi af en fugl med din smartphone. Udstyret kan ingenting selv, men nogle motiver kræver unægtelig mere og dyrere udstyr end andre. Derfor er det ikke meget, jeg gør i den genre – den slags handler om at sidde timer i et fugleskjul eller slæbe stativ og 600-800 mm-objektiver med sig, og jeg har svært ved at sidde stille.

Så meget desto mere imponerer gode fuglefotografer mig altid.

Udstyr spiller en rolle for valg og fravalg. For landskabsfotografiets vedkommende vil jeg dog fastholde, at oplevelsen, motivvalget og kompositionens former og farver stadig er og bliver det altafgørende. Man kommer ganske vist ikke langt uden en vis teknisk snilde og et nogenlunde anstændigt kamera, men indtil videre har jeg foretrukket at udforske mulighederne, hvor det trods alt stadig primært er det øje, der ser motivets komposition og lys, det kommer an på.

Det øger udfordringerne, men begrænser også rammerne for det muliges fotokunst.

Møns Klint (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Lige til kanten på Møns Klint … Nord for Dronningestolen, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Foto og poesi

Naturen blev også min genvej til poesien – en anden måde at ‘fotografere’ på, som for mig også har meget med øjets blik for kompositioner at gøre. Mine digtsamlinger Danmarks krans (2010) og Cirklen og tangenten (2012) indeholder en række naturdigte og sort/hvide naturfotografier.

Ensom er man aldrig i naturen, og slet ikke i selskab med kamera og pen, der kan befordre og fokusere oplevelsen. Og så kan man få lidt af naturen med sig hjem – endog de sjældneste dyre- og plantearter, hvis man er heldig. Uden at sætte sommerfugle på nåle, uden at rykke planter op med rode og uden at plaffe noget ned. Jo, kamera og pen er mine foretrukne våben.

Heldigvis er der mange naturområder, som jeg endnu ikke har besøgt. Og heldigvis er der mange af de naturområder, jeg allerede har besøgt, som fortjener at blive genset og genfotograferet. Så måske ses vi derude et sted.

Rune Engelbreth Larsen
Senest opdateret den 9. februar 2015