Sort stork – sky skovstork savner urørt skov

Share

Af Rune Engelbreth Larsen, 20. februar 2016

Sort stork tæt på, fotograferet i Aqua Akvarium & Dyrepark (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Øjekontakt. Sort stork tæt på, fotograferet i Aqua Akvarium & Dyrepark (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvem kan stå for den sorte storks fantastiske metalliske glans, når man som her får lov at komme tæt på? Og ja, det er meget svært andre steder end i dyreparker og zoologiske haver (fotografierne her er fra Aqua i Silkeborg). Zoologiske haver er vigtige, dels fordi de kan bidrage til at redde truede arter, dels som naturformidling – men fugle i bur … Jeg vænner mig aldrig til det, selv om det er vanskeligt at trække entydige og konsistente grænser.

Sort stork er en ualmindelig smuk fugl, kun en smule mindre end sin hvide fætter, men hjemmehørende i gamle løvskove og langt mere sky. Betegnende nok levede det sidste ynglepar (måske) i Tofte Skov, der rummer noget af landets sidste løvskov med lang kontinuitet. 

Hvert år ses ca. 20-35 skovstorke på forlænget træk eller som omstrejfende ikke-ynglende singler i Danmark (en sort stork blev f.eks. set i Tofte Skov i juni 2015). Engang var det imidlertid en forholdsvis udbredt fugl – i midten af 1800-tallet var her måske op til 150 ynglepar, men snart gik det hastigt ned ad bakke, og i 1940 var Tofte Skov fuglens eneste yngleplads i Danmark.

Gårdejer Karl O. Pedersen (1886-1980), der nød det privilegium at have fri adgang til Tofte Skov, gjorde sig omhyggelige notater om fuglelivet, og blandt hans dagbogsoptegnelser findes også observationer af sort stork. Den 20. maj 1951 bemærker han bekymret, at der i lighed med 1950 kun er ankommet én sort stork til Tofte Skov. Et par måneder senere får den dog selskab, og han kan lettet notere: »Saa er der Haab endnu, trods det sene Tidspunkt.«

Håbet bærer frugt, da han i september observerer unger i »et ualmindelig sent kuld«. Det er til gengæld sidste gang, og året efter må fuglevennen med beklagelse skrive i sine dagbogsnotater:

27. April: Sort Stork er endnu ikke ankommen, hvilket er noget foruroligende.
4. Maj: Storken er desværre ikke ankommen.
5. Juni: For første gang i måske et halvt Århundrede er Storkene ikke ankommet.

 

Karl O. Pedersen: »Sort Storks forekomst i Tofte Skov« (skitse til artikel, ca. 1952)

Er det allersidste gang i det 20. århundrede, at sort stork har ynglet i Danmark? Det har der hersket en del diskussion om. Nogle mener, at Laurids Jakobsen, der var skytte i Tofte Skov, observerede et ynglepar i 1953. 

Sort stork tæt på, fotograferet i Aqua Akvarium & Dyrepark (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Sort stork (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Der er dog også en lang række rygter og andenhåndsobservationer om ynglepar forskellige steder, bl.a. i skovene omkring Gram i 1980’erne. Det vanskelige arbejde med at sortere og vurdere disse beretninger om den sky fugl er noget af et detektivarbejde, men indkredses af Sebastian Klein i en lang diskussion på Netfugl, på hvilken baggrund det nok må konkluderes, at næsten alle rygter er uden tilstrækkelig dokumentation for ynglepar efter 1951/53. Næsten.

I en artikel på det fuglefaglige online-magasin Pandion bestræber Jesper Leegaard sig på at finde hoved og hale i 1980’er-historierne fra Gram og omegn: Ynglede sort stork i Gram/Toftlund-området i 1980’erne? Leegaard konkluderer: »Sort stork har ynglet i Gram Storskov i minimum to år med ynglesucces; sandsynligvis endog tre år. Ynglefundene ligger i perioden 1983-1986.«

På trods af Leegaards ret overbevisende fremstilling, angives 1951 eller 1953 dog stadig i de fleste online-artikler som sidste år med ynglende sort stork.

Men ét er, hvor og hvornår sort stork ynglede i fortiden, hvad med fremtiden? Får vi skovstorken tilbage som fast dansk ynglefugl? Det afhænger nok en del af, hvad vi gør – eller måske rettere holder op med at gøre i de få danske løvskove med lang kontinuitet.

Dansk Ornitologisk Forening skriver: »Den sorte stork kræver uforstyrrede skove med gamle løvtræer, hvor der er vand i form af skovsumpe, småsøer og uregulerede, rene vandløb. Her finder ‘skovstorken’ sin føde. Arten er generelt sky og meget følsom over for den mindste forstyrrelse omkring reden, som placeres godt skjult i gamle, storkronede ege- og bøgetræer.« (Dofbasen: Sort stork)

Den slags er der meget lidt af i Danmark, hvor kun forsvindende frimærker er blevet udlagt til urørt løvskov (det vil sige uden tømmerproduktion).

Skal skovstorken tilbage som ynglefugl, er Tofte Skov stadig en af mulighederne – men jo mere løvskov, der får lov til at være urørt og får genetableret naturlige vandforhold, desto større er chancen vel for, at ynglende sort stork igen kan blive en dansk ynglefugl.

Den er ganske vist ikke let at komme på så nært hold af som i fangenskab – men en skovstork hører selvfølgelig til i skov med frit udsyn til himlen.

Rune Engelbreth Larsen, 20. februar 2016

Share