Dansk vildskov – artsrig og oplevelsesrig urørt skov

Af Rune Engelbreth Larsen

Langå Egeskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Lav sol over Langå Egeskov, november. Urørt skov ved Langå (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad er urørt skov? Flere og flere taler om det, fordi det uden sammenligning er det allervigtigste middel til at redde de mange, mange truede arter i vores skove, som lider under en miserabel naturtilstand. Men hvad er det? Urørt skov er ophør af skovdrift. Så enkelt er det. Et totalstop for træproduktion. Punktum. Et farvel til motorsavene, der fælder de gamle træer og fjerner det døde træ, som er det væsentligste livsgrundlag for arterne i skovene. Derfor er det en af de væsentligste dagsordener for grønne organisationer og naturvenner i dag at få meget, meget mere urørt skov. Og flere fritgående store planteædere. Og naturlig vandbalance. Meget, meget mere vildskov … 

Hvor mennesket ikke griber ødelæggende ind i naturens processer, er naturen som regel varieret og artsrig. Liv og død har sin egen cyklus, og storme, oversvømmelser og lynnedslag forandrer løbende levesteder, ligesom arterne gensidigt påvirker hinandens leveforhold og udbredelse på dynamisk vis, så vidt forskellige livsvilkår til vidt forskellige arter opstår, forandrer sig og forgår over tid.

Jo flere af de naturlige elementer, vi fjerner fra naturens ligning, desto mere ensformig og artsfattig natur får vi. Det gælder også for skovene. Når vi f.eks. planter og fælder træer med henblik på at producere tømmer, er det for at få nogle få udvalgte træsorter til at stå i snorlige rækker med meget begrænset indbyrdes afstand. Ensartethed og monokultur (eller mono-natur) er hele formålet, for jo mere varieret og artsrig skoven bliver, desto mindre effektivt og mindre profitabelt bliver tømmerproduktionen.

På vore breddegrader vil naturlig skov uden de indgreb, der følger af tømmerproduktion, især bestå af forskellige løvtræer i alle aldre. Nye skud fremspirer, unge træer strækker sig efter lyset, ældre træer breder sig og gamle træer dør, forrådner og falder med tiden. Side om side.

Hule træer opstår naturligt, både levende og døde træer, og gamle veterantræer kan opnå en utrolig alder i en vild skov. Træernes død er samtidig en gave til livets mangfoldighed for talrige insekter, svampe, mosser og laver er afhængige af træ, der gradvis bliver nedbrudt. Faktisk er der mange flere insekter tilknyttet døde end levende træer.

Egekrat, Kalmar Rimmer (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Urørt egekrat. Kalmar Rimmer, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Variationen i en naturlig skov betyder også, at skoven nogle steder er mere våd end andre, fordi der ikke graves grøfter, sådan som det er nødvendigt af hensyn til tømmerproduktion. Søer, moser og vådområder afveksler derfor landskabet og sikrer forskellige levesteder til forskellige arter. 

Imidlertid er langt de færreste skove i dagens Danmark alt andet end ‘naturlige’ skove. Deres oprindelige vandbalance er elimineret gennem tusindvis af grøfter, der gør skovbunden tør, og træer af samme sort og alder står som parallelle blyanter i stereotype plantager, hvilket ikke alene gør disse ’skove’ ekstraordinært mørke, men også ekstremt ensformige og artsfattige. I trefjerdedele af alle danske skove er der slet ingen døde eller døende træer, for træerne fældes, når de er såkaldt hugstmodne, og skulle træer gå ud inden da, fjernes de hurtigst muligt.

Der er heller ingen større fritgående planteædere, bortset fra hjorte, og de har som regel en meget begrænset effekt på skovens dynamik. Det kræver nemlig forskellige planteædere, der æder forskellige blade og kviste eller bark, at nedbryde og omrokere skovens inventar på optimal og varieret vis, så der opstår en mosaik af levesteder.

Alt dét, der gør en naturlig skov, naturlig, bekæmpes med andre ord i en tid, hvor skovdrift er skovenes primære formål, og derfor er talrige af de arter, der er tilknyttet skovene, truet i Danmark.I den seneste indberetning til EU om vore internationalt beskyttede naturområder, konstaterer forskerne, at skovenes bevaringsstatus er 100% stærkt ugunstig.

Tofte Skov, Lille Vildmose (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Tofte Skov i Lille Vildmose. Gamle egetræer i lysåbent skovlandskab (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skovenes ugunstige bevaringsstatus er særligt bekymrende, fordi de danske skove rummer hele 65% af samtlige truede arter i Danmark, og fordi 40% af alle vores truede arter kun findes i skovene. Skal disse arter bevares, skal mange flere skove genetableres på naturens præmisser. Det vil først og fremmest sige, at skovdriften helt må ophøre på betragtelige arealer, så træerne igen får lov til at indgå i en naturlig og dynamisk proces, hvor både unge, ældre, døende og døde træer er en del af skovbilledet.

Det kalder man i dag for urørt skov. Med udgangspunkt i forskningen på området defineres det her af De Økonomiske Råd i 2012:

Ingen hugst eller jordbearbejdning. Skoven får lov til at udvikle sig naturligt uden indgriben. Gamle træer står til henfald. Der fjernes kun væltede træer i det omfang de blokerer veje og vandrestier.

 

Bevarelsen af biodiversiteten i Danmark – en analyse af indsats og omkostninger

Helt i overensstemmelse med den koncise konsensusdefinition, som en række toneangivende forskere og formidlere har skåret ud i pap i 2015, og som understreger, at urørt skov ikke udelukker øvrige tiltag til gavn for artsrigdommen i skoven:

Urørt skov er skovområder udpeget til biodiversitetsformål uden omkostningstung naturpleje. Urørt skov betyder, at der ikke drives skovdrift. Urørt skov udelukker hverken mennesker, græssende dyr eller naturgenopretning.

 

Hans Henrik Bruun (Biologisk Institut KU), Rasmus Ejrnæs (DCE, AU), Morten D.D. Hansen (Naturhistorisk Museum, Aarhus), Jacob Heilmann-Clausen (Statens Naturhistoriske Museum, KU), Carsten Rahbek (CMEC, KU), Jens-Christian Svenning (Institut for Bioscience, AU). Altinget.dk den 12. maj 2015

Som formidlingsbegreb er »urørt skov« ganske vist uheldigt, fordi det jo ikke handler om skov, som er »urørt« i betydningen upåvirket af mennesker. Det er heller ikke en betegnelse, der implicerer adgangsforbud, altså at skoven ikke må »berøres« (betrædes) af mennesker. Disse associationer er misvisende, men desværre er det jo dét, betegnelsen »urørt« signalerer – hvilket måske er én af grundene til, at det er vanskeligt at formidle og få på dagsordenen.

Grundlæggende og lidt forenklet er den væsentligste definition simpelthen, at urørt skov er et ophør af skovdrift – skov helt uden tømmerproduktion. I en bredere og mere pædagogisk sammenhæng kunne man overveje at kalde det vildskov, for det er jo det, det er – eller i det mindste det, man tilstræber at få (tilbage): Vild(ere) skovnatur.

Vildskov signalerer ligesom vildheste og vildsvin (eller vild natur i bredere forstand), at der er tale om natur, som ikke plejes eller trimmes eller udnyttes til produktion, men er natur på naturens vilde(re) præmisser.

Hvad end vi kalder det vildskov eller urørt skov, er der tale om skov, hvis optimale formål må være at 1) indstille al tømmerproduktion for at få et naturligt antal gamle og døde træer og derudover gerne 2) genetablere eller bevare skovens vandbalance, 3) genetablere eller bevare skovlysninger og 4) forøge artsvariationen af rovdyr og større fritgående planteædere året rundt.

Troldeskoven i Rold Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Troldeskoven er en urørt del af Rold Skov, oktober (foto © Rune Engelbreth Larsen)

1. Vildskov med døde stammer og dødt ved

Et særskilt aspekt i diskussionen om urørt skov eller vildskov er et aspekt, der har meget lidt med naturkvalitet at gøre – æstetikken. Når gamle og døende træer får lov til at forrådne og »ligge og flyde«, sådan som naturen har for vane, bliver skoven »rodet og grim« i nogles opfattelse. Jeg er uenig og skal snart vende tilbage til, hvorfor.

Men i alle tilfælde er det en irrelevant indvendning, hvis vi har besluttet os for at ville gavne skovnaturen og de mange truede arter, der uddør under manglen på dødt træ i skovbunden eller som stående stammer, såkaldt dødt ved

Eghjort under udsættelsen i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Eghjort, han (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Talrige dyr og andre organismer lever i og af døde træer. En af de mest kendte biller er kæmpebillen eghjort, der er tilknyttet lysåbne løvskove, hvor træerne får lov til at dø på naturlig vis. Men i takt med fældningen af gamle skovpartier til fordel for ensformige plantager uden lysninger og døde træer, blev den mere og mere sjælden i 1900-tallet og uddøde helt i Danmark i 1970’erne (indtil en begrænset og omdiskuteret genudsættelse i Jægersborg Dyrehave i 2013).

En anden af vore meget store biller, bøghjort, er fortsat udbredt i det meste af landet, men ligeledes i tilbagegang, fordi den er afhængig af dødt løvtræ.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bøghjort, hun (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I en naturlig skov, kan der være 75-250 kubikmeter dødt ved pr. hektar. I trefjerdedele af de danske skover er der nul. Altså siger og skriver intet dødt ved. Overhovedet. Kun i forsvindende få skove er der over 50 kubikmeter pr. hektar, så medmindre vi vil udrydde endnu flere arter i de danske skove, må vi acceptere, at skovbilledet er nødt til at afvige fra de monotone plantager såvel som de bøge-søjlehaller, vi har lært at sætte pris på fra guldaldermotiverne. Ingen af delene gavner artsrigdommen i skoven.

Men spørgsmålet er også, om vildskov med masser af udgåede træer og dødt ved i skovbunden nødvendigvis er »grimt«? Jeg synes det som nævnt ikke. Men måske har det at gøre med, at vi i nogen grad ser dét, vi lærer at se? Dét, vi har vænnet os til, farver og influerer dét, vi ser – også dét, vi sætter pris på at se og derfor kalder »skønt«.

Måske er flertallet blot tilvænnet til et skovbillede, som desværre er uhyre livløst, og tænker, at en skov, der ligner en park af legoklodser, er køn. Men kunne vi ikke lige så let vænne os til at se skønheden i vildskovens skulpturer af forvredne stammer og en varieret skovbund?

Essayet her er illustreret af forskellige motiver fra dansk vildskov – som regel er det kun mindre partier i skovene, der får lov til at udvikle sig efter naturens egen kaotiske plan, men i enkelte tilfælde er al skovdrift indstillet i hele (små) skove, bl.a. Draved Skov og Suserup Skov. Og hånden på hjertet – er det virkelig helt umuligt at se skønheden i en skov, der har et vildere udtryk end en park?

Suserup Skov
Dødt ved i Suserup Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Dødt ved i form af en stub + noget vand = nyt liv (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dødt ved i form af en stub + noget vand = nyt liv (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Troldeskoven i Tisvilde Hegn, maj. Fantastiske former opstår, når skoven får lov at være sig selv (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Troldeskoven i Tisvilde Hegn. Fantastiske former kan opstå blandt skovfyr som følge af bl.a. vind og vejr, når skoven får lov at være sig selv (foto © Rune Engelbreth Larsen)

2. Vildskov med naturlig vandbalance

At indstille motorsavene og lade træernes liv og død følge naturens egen gang er ikke tilstrækkeligt, hvis skoven skal være varieret og vild på naturens præmisser. Men det er og bliver det mest uomgængelige og første skridt på vejen. Afgørende er det også at genoprette naturlig hydrologi – det vil mindre teknisk sige, at man ophører med at dræne skovene for vand og derfor fjerner (eller lukker) gamle grøfter og eventuelle drænrør, så vandet ikke ledes bort, og en naturlig vandstand atter kan indfinde sig af sig selv.

Det kan godt gøre skoven mindre farbar enkelte steder, hvor vandstanden stiger – og det kan i højere grad end i dag veksle efter årstid og nedbørsmængder – men det skaber mange flere forskellige levesteder for mange flere arter. Og træer, som periodevist står i vand, destabiliseres og falder lettere, hvilket igen skaber dynamik og åbninger for lyset.

Draved Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Draved Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Suserup Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Suserup Skov, juni (foto © Rune Engelbreth Larsen)

3. Flere skovbryn og skovenge 

Flueblomst (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Orkideen Flueblomst vokser i Danmark kun i Allindelille Fredskov, hvor al skovdrift er ophørt (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Et tredje vigtigt element, der gør skoven til naturlig vildskov, er skovbryn og lysninger. Huller i løvet skaber åbninger for sollyset, og skovenge og skovbryn som følge af stormfald (eller større dyr, der kan tynde ud i skovens tæthed) giver mulighed for en rigere flora og i tilknytning hertil en større vifte af insekter.

Det er betegnende, at 10 ud af de 12 dagsommerfuglearter, der er uddøde Danmark de seneste årtier, var tilknyttet levesteder i skovene, først og fremmst lysåben skov.

Hvor skoven gror til og fældes – eller når træer plantes med henblik på tømmerproduktion – er lysninger en mangelvare. Lyset trænger stort set kun ned i skovbunden, når træerne er nøgne og uden løv, og så er det kun de tidlige forårsblomster, bl.a. anemonerne (fortrinsvis hvid anemone), der lige når at blomstre, før løvet atter lukker solen ude.

Og når kun meget lidt kan gro i skovbunden mellem træerne, bliver der heller ikke megen pollen og nektar til de mange insekter, der er afhængige heraf.

Eksempelvis er forskellige arter af perlemorsommerfugle afhængige af at lægge æg på violer eller i gammel og furet bark. Når skoven gror til, og når de gamle træer fældes, før de bliver gamle, er der nul lys til violerne eller de øvrige blomster og heller ingen gammel og furet bark.

Dette billede er desværre karakteristisk for de danske skoves udvikling de seneste mange generationer, hvor tømmerproduktionen har fortrængt hovedparten af den lysåbne skovnatur. 

Flere arter af perlemorsommerfuglene er derfor stærkt på retur, f.eks. er rød perlemorsommerfugl så truet, af nogle regner den for den næste sommerfugleart, der uddør i Danmark.

Orkideer tilknyttet skov er også blevet mere trængte de seneste generationer, hvilket Allindelille Fredskov er et eksempel på. Her findes landets sidste levested for flueblomst, men tidligere har her været endnu flere orkideer, bl.a. den meget sjældne horndrager.

Selv om denne skov fortsat er en artsrig naturperle, er det altså også gået tilbage her, hvor uddøde danske sommerfugle som herorandøje og terningsommerfugl engang har haft et levested. For blot et halvt århundrede siden fløj her hele seks forskellige perlemorsommerfuglearter, men i dag kun to tilbage, kejserkåbe og engperlesommerfugl. 

Den meget sjældne orkidé horndrager har besøg af den meget almindelige dagsommerfugl stor kålsommerfugl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den sjældne horndrager får besøg af den helt almindelige stor kålsommerfugl, juli (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Engsommerfugl, Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Engperlemorsommerfugl trives på fugtige skovenge (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Allindelille Fredskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skovlysning i Allindelille Fredskov, juni. Her er lys og plads midt i skoven, der er fri for skovdrift (foto © Rune Engelbreth Larsen)

4. Flere store vildtlevende planteædere ud i skovene

Hvis forholdene i de danske skove var mere naturlige, og vi ikke havde udryddet så mange større planteædere i det fri (og sat så mange af de øvrige på stald), ville en bred vifte af såkaldte græssere, nippere og blandingsædere præge og variere skovens udseende og frodighed på markant vis. Store tunge planteædere æder blade og kviste, gnubber sig op af træerne, afbarker træer her og der, og vælter dem andre steder. Det skaber yderligere variation, for medtagne, syge og døde træer åbner skoven og giver plads til lys og blomster i en varieret underskov. Og en frodig og blomstrende underskov tiltrækker sommerfugle og andre insekter, der igen er føde for fugle og andre dyr.

Det skaber yderligere variation, for medtagne, syge og døde træer åbner skoven og giver plads og lys. Og som vi allerede har været inde på, tiltrækker en frodig og blomstrende underskov sommerfugle og andre insekter, der igen er føde for fugle og andre dyr.

Bæveren skaber ravage i skoven med sine dæmninger og vådområder, hvilket giver god variation og dynamik (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæveren skaber ravage i skoven med sine dæmninger og vådområder, hvilket giver god variation og dynamik (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Bæver blev udsat i Klosterheden i 1999 og har i dag bredt sig langt ud over området, ligeledes med stor gavn for skovnaturen, fordi den skaber nye vådområder og aktivt sørger for masser af væltede træer og dødt ved. Altsammen et bidrag til en foranderlig, dynamisk natur med plads til flere forskellige arter, og derfor kalder man bæver for en nøgleart.

Men der er ingen grund til at standse dér. Heste og kvæg kan udmærket gå i skoven året rundt. I Gribskov har man f.eks. helårsgræsning med islandske heste i Ulvedalene året rundt. Vildsvin går bl.a. i Tofte Skov i Lille Vildmose, men kunne gøre stor gavn i mange flere skove, b.la. fordi de roder rundt i skovbunden og spreder frø. En mere mangfoldig vifte af større planteædere har en større og mere mangfoldig effekt på vegetationen og dermed også på floraens variation og den fauna, dette åbner op for.

Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)
Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)

Summa summarum: Urørt skov på dagsordenen

Artsrig skov er blandt andet en konsekvens af at indstille skovdrift og etablere urørt skov – vildere skove, hvor døde træer er en del af den cyklus, der er en forudsætning for større variation og mangfoldighed. Alligevel bringes det argument af og til på banen, at selve skovdriften er med til at sikre artsrigdommen. 

Denne misopfattelse bunder i et gammelt paradigme. Indtil for få årtier siden var mange overbeviste om, at den ‘naturlige skov’, urskoven, var mørk og tæt, fordi der ikke var skovbrug til at tynde ud og landbrug med græssende dyr i skovene. »Når man gik i urskovens skygge, følte man sig stængt ude fra livet,« skriver Johannes Iversen i første bind af Danmarks Natur (1967/1979), det tidligere standardværk på området, og han tilføjer: »Ensformigheden virkede trættende.«

Dette billede har ændret sig.

Ifølge nyere forskning var der betydeligt mere åbent land og lysåben skov i Danmark end hidtil antaget, især i Jylland, og det begrænsede sig ikke kun til kyster, ådale, søer og moser. Områder med græsser, eng og lynghede udgjorde mellem 10 og 40 procent af det jyske mosaiklandskab, hvor der var 15-30 procent krat og 30-75 procent skov.

 

Også på Sjælland har urskoven været mindre tæt og mørk, end man tidligere forestillede sig. Når vi i dag kan sammenstykke et billede af forhistoriske naturtyper, skyldes det især analyser af de modstandsdygtige pollenkorn, der kan bevares i sø- og moseaflejringer i tusindvis af år og afsløre udbredelsen og sammensætningen af forskellige tidsaldres vegetation. Skovbrande har utvivlsomt bidraget til at fremme lysåben skov, hvilket sandsynligvis er en del af forklaringen på lyngens store udbredelse i en periode med gunstige vilkår for skovdække.

 

Meget tyder således på, at heden såvel som de åbne græs- og blomsterrige landskaber ikke alene kan betragtes som et resultat af kulturindgreb, der afspejler menneskets skovhugst eller landbrugets husdyrgræsninger. Der er derimod tale om danske naturtyper, hvis udbredelse menneskets indgreb ganske vist kan fremme (eller hæmme) i betydelig grad, men som altså oprindelig ser ud til at være opstået naturligt.

 

Flere forskere peger i den forbindelse også på betydningen af de store planteædere, bl.a. urokse, elg, vildhest, krondyr og vildsvin, der på forskellig vis har bidraget til at tynde ud i urskovstidens vegetation.

 

(Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst)

Men som nævnt: første skridt er urørt skov, slet og ret, eventuelt med brug af betegnelsen vildskov i formidlingssammenhænge. Og urørt skov er enkelt at definere i tre ord: skov uden træproduktion. Hvorfor er det så vigtigt med en minimalistisk definition?

Fordi den ikke lader sig sovse ind i natur- og miljøpolitisk spin og fiduser. Alt for ofte er naturtiltag pakket ind i fine ord og signalerer noget grønt og fornemt, f.eks. skovrejsning, nationalparker, naturnær skovdrift osv., men lige så ofte gemmer der sig kun få eller ingen reelle fordele for natur og biodiversitet. Derfor er det vigtigt, at en definition på urørt skov ikke bliver for vidtløftig og svævende, så man fra politisk hold kan slippe afsted med at kalde mere skov for urørt uden at tilvejebringe dét, der skal til, for at det gavner skovens natur og biodiversitet. Den slags er desværre set mange, mange gange før.

Jydelejet (foto: Rune Engelbreht Larsen)
Lysåben skov i Jydelejet på Møn, juli (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Derfor afslutningsvis en opsummering: Hvad er vildskov – eller som det hedder blandt forskere og i naturpolitiske sammenhænge – urørt skov? Ophør af skovdrift. De tre ord er omdrejningspunktet. 

Eller som det mere præcist uddybes i den tidligere nævnte konsensusdefinition af en række toneangivende forskere og formidlere, som understreger, at urørt skov selvsagt ikke udelukker øvrige tiltag til gavn for artsrigdommen i skoven:

Urørt skov er skovområder udpeget til biodiversitetsformål uden omkostningstung naturpleje. Urørt skov betyder, at der ikke drives skovdrift. Urørt skov udelukker hverken mennesker, græssende dyr eller naturgenopretning.

Men er den definition tilstrækkelig? Hvad betyder den eksempelvis så for genetableringen af skovens naturlige vandbalance (naturlig hydrologi)? Det er også afgørende. Men naturlig hydrologi er heller ikke i modstrid med definitionen på urørt skov: Ophør af skovdrift. 

Og hvad med at få fjernet nogle ikke-hjemmehørende træsorter og rydde nåletræer for at få mere artsrig og åben løvskov? Naturligvis. Det er også afgørende flere steder, men at rydde nåletræer (og muligvis få en indtægt fra rydningen) i en etableringsfase er naturgenopretning og selvfølgelig heller ikke i modstrid med urørt skov – lige så lidt som efterfølgende tiltag, så længe formålet er biodiversitetsgavn og ikke træproduktion.

Lad os derfor komme igang. Lad os få vild(ere) natur, herunder ikke mindst urørt skov – vildskov. Venstre har i 2015 foreslået 25.000 hektar urørt løvskov i statsskovene, hvilket er det mest ambitiøse politiske bud hidtil, men desværre ikke tilstrækkeligt. Der er ingen grund til, at staten overhovedet driver skovdrift i vores allesammens skovnatur og presser de private skovdyrkere, og der er også brug for meget mere urørt skov i private skove. Staten råder over ca. 120.000 hektar skov, hvilket er knap 20 procent af det danske skovareal – et bytte, hvor private skovdyrkere afstår løvskov med stor biodiversitet mod f.eks. at overtage statslige nåletræsplantager med meget begrænset biodiversitet, kunne være en mulighed, så Danmark samlet set kommer op over 100.000 hektar vild natur i løvskovene. I dag er der kun ca. 7.500 hektar urørt skov i Danmark, heraf er kun en tredjedel statslig løvskov.

Det, der først og fremmest skal til (og som grønne organisationer og naturvenner skal gentage og gentage over for politikere, presse og offentlighed igen og igen) kan siges kort: Man bør samlet læne sig entydigt op ad forskernes spinfri konsensusdefinition, og skal det det gøres endnu kortere: Ophør af skovdrift. 100 procent. Meget gerne suppleret med biodiversitetsfremmende rydninger, genetableret vandbalance og mange, mange flere vilde planteædere.

Vidunderligt, varieret og vildt. Og både artsrigt og oplevelsesrigt.

450 år gammelt egetræ i Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Omkredsen på stammen er knap fem meter på dette 450 år gamle egetræ fra Bialowieza Nationalpark i Polen – vildskov i stor skala (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Til yderligere inspiration:
Bialowieza Nationalpark – vildskov og vilde visenter i Polen
Draved Skov – vild skov i Sønderjylland

> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur