Af Rune Engelbreth Larsen, Skoven nr. 10/16, den 20. oktober 2016

I Skoven nr. 8/2016 retter skovrider Niels Heding et frontalangreb mod undertegnede – ikke på baggrund af noget, jeg har skrevet i Skoven, men på baggrund af noget jeg har skrevet i et helt andet medie (Politiken). Niels Heding har dog ikke fundet det rimeligt at orientere mig om, at han kastede sig over mig et helt andet sted, og havde venlige sjæle ikke gjort mig opmærksom på dette, kunne hans indlæg bekvemt nok have stået uimodsagt til evig tid.

Men til substansen: Det »passer ikke«, når jeg hævder, at biodiversiteten er truet af skovdyrkning, bedyrer Heding. Han er således uenig i, at det ser slemt ud for naturværdierne i de danske skove, for »i de gamle skove – de oprindelige 4% – synes jeg ikke, der er mangel på fugtige lavninger og dødt træ,« skriver han.

Vi kan selvfølgelig godt tage diskussionen om, hvad vi hver især »synes«, men så bliver det vist lidt for useriøst. Vi kan imidlertid også diskutere på det faglige grundlag, vi har, og så forholde os hertil.

I marts 2014 offentliggjorde Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) f.eks. rapporten Bevaringsstatus for naturtyper og arter – Habitatdirektivets Artikel 17 rapportering, og her konstateres det, at vore internationalt beskyttede skovtyper har 100 procent »stærkt ugunstig bevaringsstatus«. Intet mindre.

Jeg er naturligvis klar over, at der er kriterier for denne vurdering, som nogle ikke bryder sig om, og så må man jo forklare og diskutere disse – men derfra og så til at bagatellisere, at biodiversiteten i skovene er og bliver stærkt trængt, er at gå langt over minimumsgrænsen for basal redelighed.

I april 2016 konkluderede rapporten Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC), at hvis ikke vi minimum udlægger 75.000 hektar nøje udvalgt skovareal som urørt skov (altså skov uden enhver form for tømmerproduktion, men gerne med forskellige biodiversitetsfremmende tiltag), kan vi ganske enkelt ikke standse den store artstilbagegang i danske skove.

Nu kan Heding så bedyre som sit bevis på, hvor godt det går, at hverken »havørn, kongeørn eller fiskørn ynglede i Danmark« for bare 25 år siden. Men det svarer omtrent til at sige, at vi har udryddet al sygdom i den danske andedam, fordi en patient er set forlade hospitalet de forløbne 25 år, og fordi to andre har forladt intensiv. Og så er rovfuglebestandene jo ikke ved at komme sig pga. skovdrift, men fordi vi (næsten) er holdt op med at skyde og forgifte dem.

Det nytter selvfølgelig heller ikke som argument, at »bestandene af rådyr, dådyr og krondyr er tidoblet de seneste år«, som Heding skriver. Det har jo intet med biodiversitetskrisen at gøre. For rådyrenes vedkommende kunne han næsten lige så godt have påpeget, at fasanen klarer sig fint. Pokemon er forøvrigt også i stabil fremgang, »synes« mine børn.

Vender vi tilbage til seriøsiteten, er pointen, at biodiversitetskrisen er udtryk for det meget store antal rødlistede arter og de mange trængte naturtyper, der går stærkt ud over variationen og mangfoldigheden af levesteder og arter. En trist udvikling, der bl.a. skyldes naturarealernes fragmentering og den store mangel på naturlige processer – ikke alene, men heller ikke mindst – i produktionsskovene.

65 procent af alle Danmarks truede arter er tilknyttet skov, og næsten 40 procent af de truede arter er udelukkende tilknyttet skov. Langt hovedparten af alle skovenes vådområder er drænet bort, der er kun 6 kubikmeter dødt ved i gennemsnit i danske skove, og i langt de fleste er der så godt som ingenting. Det er fakta, uanset hvad Heding »synes«.

Heldigvis sker der også mange gode tiltag hos naturvenlige private skovejere, og Naturstyrelsen har også gennemført en række glimrende projekter, der bl.a. har genetableret naturlig hydrologi, genoprettet skovlysninger og sikret græsning flere steder. Men desværre går naturforarmelsen så stærkt, at det langtfra er tilstrækkeligt – og det er vel dét, vi burde stå sammen om at adressere, hvis vi vil skovnaturen det godt?

Og husk lige, at vi kun taler om 13% af det danske skovareal som urørt skov, hvis biodiversitetstilbagegangen skal standses i skovene. Sølle 75.000 hektar som minimumsniveau. En meget lille bid i betragtning af, hvor meget skovarealet er blevet forøget ved skovrejsning de sidste par generationer. Tænk, hvis der var bred opbakning til dette – eller lidt mere for at løfte os over minimum?

Tømmerproducenterne har stadig over 500.000 hektar skov, og natur og biodiversitet ville få sin lille, men stærkt tiltrængte del. Win win.

Rune Engelbreth Larsen (Skoven nr. 10/16, 20. oktober 2016)