Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper

Af Rune Engelbreth Larsen

Solopgang over Bialowieza Nationalpark i det østlige Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Solopgang over Bialowieza Nationalpark i det østlige Polen. Her lever et halvt tusind bisoner (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Den tætte dis omslutter morgengryet, og solen lurer lige under horisonten bag skovens mørke silhuetter. En pukkelrygget skygge sejler tavst og tungt gennem tågehavet og ligner næsten en hval, der kløver vandoverfladen. Men det store dyr er selvfølgelig ikke en hval – det er en europæisk bison, også kaldet visent.

Bison skjuler sig i morgendisen, lige uden for skoven i Bialowieza (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bison skjuler sig i morgendisen, lige uden for skoven i Bialowieza (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skjult bag græs og dis kommer Europas største landlevende dyr ud af en af Europas vildeste skove i det østlige Polen. Hannen kan veje op i nærheden af 1 ton, nå en skulderhøjde på næsten to meter og en længde på næsten tre. 

Tyren damper i disen og løfter af og til hovedet, så de karakteristiske horn opløser tågen. Og som solen langsomt hæver sig over horisonten og slipper fri af trækronerne, brænder den disen bort og bader ikke én, men to bisontyre i sit bløde morgenlys.

Skoven er næppe det foretrukne levested for europæisk bison – men snarere et eksil fra menneskelig tilstedeværelse. Derfor kommer de normalt kun ud af skoven omkring solopgang og -nedgang (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skoven er næppe det foretrukne levested for europæisk bison – men nok snarere et eksil, forårsaget af menneskets udbredelse og jagt. Omkring solopgang og -nedgang kommer bisoner gerne ud i det åbne land for at græsse (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Den kan galoppere 60 km/t, forcere tæt skov, søer og floder og er sågar en god springer. Men den er også et gemytligt dyr, og hvis man ikke kommer alt for tæt på eller i øvrigt generer den (især ikke, når der er kalve), kan man roligt og respektfuldt nyde synet af kæmperne i naturen.

Og det er bjertagende at opleve disse kæmper i det fri – Bialowieza er et af de steder, hvor det kan lade sig gøre. Engang kunne arten tælles i millionvis i Europa, men den blev et yndet byttedyr for menneskene efter sidste istid og er gradvis blevet decimeret og fortrængt i en sådan grad, at den for blot et århundrede siden var tæt på total udryddelse. Efter at den sidste vildtlevende visent blev skudt i begyndelsen af det 20. århundrede, var den samlede bestand nede på kun 54 dyr med sikker herkomst – alle i europæiske zoologiske haver (Kunstmann 2003).

Historisk udbredelse af europæisk bison. Det lysegrønne område markerer udbredelsen efter sidste istid for små 12.000 år siden, og det mørkegrønne område en omtrentlig udbredelse frem til højmiddelalderen (i Danmark er det sidste knoglefund, der blev fundet i Bøgesø Mose, dog fra omkr. år 500). De røde pletter viser, hvor de sidste bestande levede frit i begyndelsen af det 20. århundrede: Bialowiezaskoven og Kaukasus. Arten blev næsten udryddet i begyndelsen af århundredet, men blev reddet af et omhyggeligt avlsarbejde med udgangspunkt i de sidste 54 individer fra zoologiske haver. Ved begyndelsen af det 21. århundrede nærmer den samlede bestand sig 5.000. Halvdelen lever i Polen, Hviderusland og Rusland, resten i Ukraine, Rumænien, Frankrig, Litauen, Tyskland, Holland, Slovakiet – og Danmark. (Kort: Wikipedia).
Historisk udbredelse af europæisk bison. Det lysegrønne område markerer udbredelsen efter sidste istid for små 12.000 år siden, og det mørkegrønne område en omtrentlig udbredelse frem til højmiddelalderen (i Danmark er det sidste knoglefund, der blev fundet i Bøgesø Mose, dog fra omkr. år 500). De røde pletter viser, hvor de sidste bestande levede frit i begyndelsen af det 20. århundrede: Bialowiezaskoven og Kaukasus. Arten blev næsten udryddet i begyndelsen af århundredet, men blev reddet af et omhyggeligt avlsarbejde med udgangspunkt i de sidste 54 individer fra zoologiske haver (kort: Wikipedia).
1 ton ta'r sig en slapper i græsset (foto: Rune Engelbreth Larsen)
1 ton ta’r sig en slapper i græsset, men holder et vagtsomt øje med den, der lurer (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Efter et begyndende og omstændeligt avlsarbejde blev en lille flok bisoner i 1929 udsat i et indhegnet reservat i Bialowieza, og i perioden 1952-66 kunne 38 bisoner sættes helt fri i området igen, og i 1953 begyndte genudsættelsen i den hviderussiske del af skoven.

I Bialowieza tilskudsfordres bisonerne stadig om vinteren, men det er en praksis, man har talt om at indstille, så de store vilde dyr i den store vilde skov kan løsnes helt fra det sidste bånd til både menneskelig plage og pleje. Desværre trækker andre interesser i den modsatte retning – f.eks. ønsket om at lette turisternes fotografering af dyrene ved fodersteder.

Et andet og ikke mindre problem er, at europæisk bison ikke er en decideret skovart og derfor ikke kan finde hele sin naturlige føde alene i skoven året rundt. Det har man ellers tidligere troet, fordi dens sidste levesteder var skov.

Realiteten er nok snarere, at den blev fortrængt til skovene (bl.a. som følge af menneskelig jagt, landbrug, sygdomme og naturens generelle fragmentering), og så har man været for hurtige til at konkludere, at det nok var dér, den naturligt hørte til – men nyere undersøgelser har vist, at dens oprindelige habitat ikke har været domineret af skov, men snarere af semiåbne mosaik-agtige landskaber.

En studie af udsatte europæiske bisoner i Rothaargebirge i de tyske delstater Nordrhein-Westfalen og Hessen konkluderer f.eks.: »Generelt udviste dyrene præferencer for granskov, stormfaldne arealer og græsland. De undgik bøgeskov og andre strukturer som beboelser og områder med skovbrug og fyrretræsplantager (…) Stormfaldne arealer og andre løvskove blev kun foretrukket om foråret. Granskove blev undgået om foråret, men foretrukket senere samme år. Veje og vandløb blev foretrukket i den indledende fase efter udsættelsen. Græsland blev løbende foretrukket, og bøgeskove blev løbende undgået.« (Schmitz 2015).

Videnskabelige analyser af isotoper af kulstof og kvælstof i de ældste europæiske bison-knoglefund afslører endvidere et fødevalg, der også tyder på, at den store planteæder oprindelig har foretrukket åbne landskaber frem for skove, da den levede frit i Nordeuropa efter sidste istid (Bocherens 2015). 

Andre undersøgelser af udsatte bisoner har demonstreret, at dyret i dag synes at kunne tilpasse sig forskellige habitater forholdsvis fleksibelt, men undersøgelsen fra Rothaargebirge og analysen af de ældste bison-knoglefund styrker opfattelsen af, at den store planteæder oprindelig i vid udstrækning har foretrukket åbne landskaber. Professor Dr. Hervé Bocherens, som var en af forskerne bag analysen, udtaler til ScienceDaily: »Den stærkt truede europæisk bison ville have meget bedre odds, hvis den – som den gjorde i fortiden – levede i åbne landskaber, der ville tilbyde et meget bredere fødespektrum.« (ScienceDaily, 12.2.2015).

Skal europæisk bison klare sig uden tilskudsfodring har den med andre ord brug for en naturlig tilgang til føde, der ikke er begrænset til skovens vegetation, hvorfor den også i Polen søger ud på de omkringliggende marker umiddelbart før og efter mørkets frembrud.

Det bør selvfølgelig få konsekvenser for valget af naturområder, hvor den (gen)udsættes fremover, idet man skal satse mere på åbne vidder – også i Danmark.

Fotografen holder øje med bisontyrene, og de holder øje med fotografen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Fotografen holder øje med bisontyrene, og de holder øje med fotografen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Forskel på generelle træk ved hulemalerier af steppebison og visent (europæisk bison), jf. Soubrier et al. 2016
Forskel på generelle træk ved hulemalerier af steppebison og visent (europæisk bison), jf. Soubrier et al. 2016

Visse studier foreslår i øvrigt, at den store europæiske græsæder muligvis har en noget uventet oprindelseshistorie. En kombination af DNA-analyser og nærstudier af stenalderens bison-hulebilleder tyder på, at den kan være en krydsning mellem to uddøde arter – steppebison og urokse (Soubrier, J.: 2016).

Forhistorisk DNA fra en række knoglefund af 14.000-50.000 års ælde er indgået i undersøgelserne og »suggests some form of introgression from cattle or a related Bos species«. 

Endvidere kan der muligvis ses et skifte i hulebilledernes bison-repræsentationer, som indikerer steppebisons uddøen og europæisk bisons efterfølgende dominans: »… two distinct morphological forms of bison are clearly apparent in cave art: a long-horned form similar to modern American bison [fig. a] (which are thought to be descended from steppe bison), with very robust forequarters and oblique dorsal line, and a second form with thinner double-curved horns, smaller hump and more balanced body proportions [fig. b], similar to wisent.«

Denne forskel, der tidligere blevet set som kunstneriske stil-forskelle, fortolkes nu af visse forskere som bekræftelsen på et epokalt snit mellem to økologisk og morfologisk forskellige arter, idet afbildninger, der ligner steppebison, er udbredt i hulekunst fra før 18.000-22.000 år siden, mens afbildninger, der ligner europæisk bison, er udbredt i hulekunst fra ca. 11.000-17.000 år siden.

Det er dog ikke alle, der er enige. Alexander Hassanin fra Naturhistorisk Museum i Paris er f.eks. ikke overbevist om en krydsning mellem steppebison og urokse, men hælder derimod til, at både steppebison, amerikansk bison og europæisk bison i virkeligheden er én og samme art, forskellene til trods (Nature.com, 18.10.2016).

Europæisk bison (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Zubr, polsk 'bison-øl' (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skål. Eller som det hedder i Polen: »Na zdrowie.« En af de regionale øl refererer til bisonerne fra Bialowieza – og den kan anbefales. »Zubr« betyder bison (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Redningsaktionen af den europæiske bison var lige ved at komme for sent, men selv om der kun var en bekymrende lille genpulje tilbage, klarer arten sig, og selv om det er en sandhed med modifikationer, er det næppe helt galt at kalde den en af Europas største successer inden for naturbeskyttelse. Derfor sætter den naturligvis ikke mindst sit præg på reklamer og vartegn i og omkring Bialowieza. 

Uanset oprindelse er og bliver europæisk bison en vigtig nøgleart, som kan gavne naturen, hvis den udsættes under de mest optimale forhold. At den samtidig er en naturoplevelse med publikumstække gør jo ikke noget, men lad os opleve den dér, hvor den trives bedst. 

Over halvdelen af verdens bestand lever i dag i det fri. De fleste i Polen, Hviderusland, Rusland og Ukraine, men mindre bestande findes bl.a. også i Frankrig, Litauen, Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet, Spanien, Holland og Tyskland, og som tidligere nævnt også i Danmark. Ifølge European Bison Conservation Center passerede den totale bestand af europæisk bison 6.000 i 2015, heraf over 4.000 i naturen.

I 2010 blev de første visenter udsat i Danmark, da Randers Regnskov og Aage V. Jensen Naturfond foranledigede en udsættelse ved Vorup Enge, syd for Randers. I 2012 fulgte Naturstyrelsen efter og udsatte syv polske bisoner bag hegn i et 200 hektar stort område i Almindingen på Bornholm.I 2017 er endvidere udsat en flok bisoner i Merrit Skov på Lolland.

I 2017 skal det besluttes, om hegnet omkring bisonerne i Almindingen skal fjernes, og om dyrene således får lov til at blive helt frie dyr på Bornholm – ligesom krondyr og rådyr er i det meste af landet. Det ville i og for sig være en visionær beslutning, ikke blot til gavn for bisonen, men i princippet til gavn for naturen i øvrigt, for der er brug for store planteædere, som kan græsse året rundt og skabe variation i naturen. 

Og dog. For måske er det spørgsmålet, om det vitterlig er den rette løsning, eller om det ikke blot vil skabe unødige konflikter, hvis de store dyr ender med primært at tage sig af buffeten ude på landmandens marker?

Måske er det bedre at udvide indhegningen markant, rydde større nåletræspartier, end Naturstyrelsen allerede har gjort, for at skabe betydeligt større skovsletter, så bisonerne får meget mere lysåben mosaik-natur i Almindingen – se f.eks. forslaget: Naturnationalpark Almindingen

En anden (eller supplerende) mulighed for kæmpen mange steder i Danmark kunne til gengæld fremadrettet være den åbne klit-natur, som det foreslås af danske forskere, der har undersøgt vigtigheden af at genetablere dynamisk klit-natur med plads til kysterosion, stormpåvirkninger og græsning – og som netop peger på europæisk bison (Brunbjerg m.fl. 2014). 

Rune Engelbreth Larsen
Juli 2015 / november 2016

APROPOS

> Bialowiezas Nationalpark – vildskov og vilde visenter
> Döberitzer Heide – fra militært terræn til vildnis ved Berlins bygrænse
> Bisoner gør Vorup Enge lidt vildere
> Bornholms bisonskov i Almindingen
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur

Solnedgang over Bialowieza Nationalpark – to tyre er netop kommet ud af skoven (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Solnedgang over Bialowieza Nationalpark – to tyre er netop kommet ud af skoven (foto © Rune Engelbreth Larsen)