Döberitzer Heide – fra militært terræn til vildnis ved Berlins bygrænse

Af Rune Engelbreth Larsen

Europæisk bison græsser i skoven, Döberitzer Heide (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison græsser i skoven, Döberitzer Heide. I midten af 1900-tallet var den meget tæt på at blive udryddet fra Jordens overflade, nu har bestanden af Europas tungest landdyr passeret 5.000 – i vildniskernezonen i Döberitzer Heide nærmer bestanden sig 100 i 2017 (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Lige uden for Berlins bygrænse er et tidligere militært øvelsesterræn afviklet og har givet plads til et unikt vildnis med en ualmindelig høj artsrigdom, hvor truede vildheste og bisoner har fået et beskyttet fristed og samtidig gør naturen vildere og mere varieret blandt 5.500 forskellige dyre-, plante- og svampearter …

Vest for Berlins bygrænse nær den olympiske by i det gamle Østtyskland ligger det 4.600 hektar store naturområde Döberitzer Heide. På store dele af området er formålet i dag natur for naturens egen skyld – men sådan har det ikke altid været.

I tre århundreder fra begyndelsen af 1700-tallet til slutningen af 1900-tallet har hele eller dele af landskabet være hjemsted for store militære aktiviteter, begyndende med troppeøvelser under ‘Soldaterkongen’, Frederik Vilhelm I af Preussen, og først afsluttet med Den Røde Armes exit og Tysklands genforening.

Området har navn efter en tidligere landsby, som de sidste beboere måtte forlade ved etableringen af et permanent militært øvelsesterræn under Tysklands kejser Wilhelm II i 1895. Trefjerdedele af arealet blev dengang ryddet for skov for bedre at tjene de militære øvelsesformål, og en del af tømmeret blev anvendt til at bygge barakker til den store kaserne – og et kasino til officererne. Siden har området været ubeboet af civile og kun i meget begrænset omfang udnyttet til skov- og landbrug.

Den store kaserne, som i begyndelsen af 1900-tallet blev etableret i Döberitzer Heide (bygget af tømmer fra det skovrydninger i område).
Den store kaserne, som i begyndelsen af 1900-tallet blev etableret i Döberitzer Heide (bygget af tømmer fra skovrydninger i området).

Fra 1910 bliver Döberitzer Heide desuden træningslejr for Tysklands nyetablerede Luftwaffe (her trænede nogle år senere bl.a. den berømte Manfred von Richthofen – bedre kendt som Den Røde Baron).

Efter Første Verdenskrig rykkede de allierede imidlertid ind og afmonterede stort set alt, men op til Anden Verdenskrig kom området atter i brug til militære formål, både til fly, tanks og tropper.

Forbløffende nok blev området ikke bombet under Anden Verdenskrig, og efter krigen kunne Den Røde Arme derfor overtage de stort set intakte bygninger. I det følgende halve århundrede blev det brugt til udstationering og træning af bl.a. infanteri og artilleri – på et tidspunkt var der udstationeret ca. 20.000 sovjetiske soldater.

Sporene efter gamle militærfaciliteter dukker af og til op i landskabet (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Sporene efter gamle militærfaciliteter dukker af og til op i landskaberne (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I 1987 udpeger Den Røde Arme en del af arealet (Ferbitzer Bruch) som naturbeskyttet område, og i kølvandet på Den Kolde Krigs endeligt afvikles den sovjetiske militære tilstedeværelse totalt. Bygningerne er efterfølgende blevet revet ned eller har sine steder fået lov til at forfalde, men man har også måttet fjernes ammunition. Mellem 1995 og 2003 er der f.eks. fundet og fjernet adskillige kemiske våben af både tysk, fransk, britisk og italiensk oprindelse.

Hvordan har al denne militære aktivitet påvirket landskabet? Ja, selv om titusindvis af soldater, tungt militært materiel og et ukendt antal granatnedslag har slidt på området i årti efter årti, har det faktisk ikke generet naturen – snarere tværtimod.

Militæret er væk i Döberitzer Heide, og vildnisset rykker ind (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Militæret er væk i Döberitzer Heide, og vildnisset rykker ind (foto © Rune Engelbreth Larsen)

De dramatiske aktiviteter har således skabt og vedligeholdt levesteders afvekslende variation, som i mange andre naturområder er en udtalt mangel i dag. Naturen er netop ikke gearet til stilstand eller produktion som i land- og skovbrug, hvor nogle ganske få dyrkede arter optager al pladsen og dermed udelukker den naturgivne mangfoldighed af arter og levesteder.

Utilsigtet har militæret altså tilført området en dynamik, der faktisk svarer ganske godt til den effekt, som et naturligt antal forskellige planteædere historisk har udvirket i det evolutionære samspil med vegetationen og den øvrige fauna.

For årtusinder siden, hvor elge, bisoner, vildheste, krondyr, vildsvin og urokser i stort tal fyldte op i nordeuropæiske naturlandskaber, blev der gået til den med en naturskabt voldsomhed – ikke meget ulig troppebevægelser og kampvogne, der drøner rundt og blotter jord, åbner skov og kværner krat.

For 100 år siden var der kun et halvt hundrede visenter tilbage – i dag nærmer tallet sig 5.000 (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison – naturens ‘kampvogn’ med en vægt på op til 1 ton (foto © Rune Engelbreth Larsen)

De militære øvelser har i realiteten udfyldt rollen som reserve-planteædere. Ganske vist har de ikke ‘ædt’ af planterne, men de har ‘trampet’ rundt som store planteædere og holdt større arealer fri for tæt vegetation med en mangfoldighed af afvekslende levesteder som resultat. Og det har gavnet et meget, meget stort antal arter, som næsten ville være fuldstændig forsvundet, hvis det i stedet var landbrug og skovbrug, som havde lagt beslag på arealerne – sådan som det i vidt omfang er sket uden for militære arealer i det 20. århundrede.

Selve den militære benyttelse er med andre ord en væsentlig grund til de ekstraordinære naturværdier, der er undersøgt og dokumenteret i detalje af forskere (Luft m.fl. 2011: 55).

Efter at landskabet har fået tærsk af tungt artilleri og granater i generationer, er der derfor både plads og potentiale til, at en rig natur kan bevares på naturens egne betingelser. Forudsætningerne er gode, om end de store dynamiske forstyrrelser, som militæret har opretholdt, nødvendigvis må genetabeleres, hvis naturens mangfoldighed af levesteder og fortløbende variation skal bibeholdes.

Uden denne foranderlige dynamik begynder træerne hurtigt at rykke ud på de åbne flader og bortskygge den vegetation, som har brug for sollyset, og dermed forsvinder også de insekter og andre arter, der er afhængige af selv samme vegetation.

Hvor talrige arter har klaret sig udmærket uden land- og skovbrug, mens militæret har haft råderet over området og ’kunstigt’ holdt det åbent og varieret, er der med andre ord behov for, at naturen fremadrettet kan udøve denne funktion selv.

Netop derfor er det nogle af de store planteædere, som engang var en naturlig del af den nordeuropæiske fauna, der skal tilbage, hvis naturen her (og andre steder) skal forblive (eller blive) en dynamisk smeltedigel af artsrige levesteder.

Karakteristisk landskab i Döberitzer Heide (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Karakteristisk landskab i Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Traner (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Traner (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Ung blandingsskov på blot 50-80 år er det dominerende billede i Döbertizer Heides skoveområder (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Ung blandingsskov på blot 50-80 år er det dominerende billede i Döbertizer Heides skovområder (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Genudsættelse af naturens egne ’kampvogne’

Intet efterlader et dybere indtryk end den personlige oplevelse i fri natur. (Heinz Sielmann)

I 1992 stiftes Naturbeskyttelsesstøtteforeningen Döberitzer Heide, og samme år udsættes gallowaykvæg til at græsse i Ferbitzer Bruch. Beskyttelsesforordningen for området bliver fastlagt i 1997 og understreger, at formålet bl.a. er beskyttelse af sjældne arter og områdets egenartede »mosaikagtige og tætforbundne netværk af biotopstrukturer«.

Efter Den Røde Armes exit er de militære aktiviteter reduceret til ca. 800 hektar, der fra 1995 udgør et særskilt øvelsesområde for Bundeswehr i den sydligste del.

I 2004 opkøbes hovedparten af naturområdet (ca. 3.600 hektar) af Heinz Sielmann Stiftung (HSS) for at intensivere indsatsen for de artsrige levesteder og beskytte truede arter. HSS, der blev stiftet i 1994, har til formål at fremme erfaringen af en positiv omgang med naturen og at erhverve naturområder med henblik på at beskytte og bevare sjældne dyre- og plantearter, men der er også en række delprojekter tilknyttet (bl.a. ungdomsorganisationen Natur-Ranger og uddelingen af en naturfilmpris til unge, Camäleon).

I en vis forstand er HSS Tysklands svar på Aage V. Jensen Naturfond i Danmark og har således opkøbt flere større naturområder, finansieret via fundraising, støtteordninger og frivillige støttebidrag. Med Döberitzer Heide (3.600 ha) ejer stiftelsen i dag over 12.000 hektar naturområder, bl.a. i Wannichen (3.300 ha), Groß Schauener Seen (1.150 ha) og Kyritz-Ruppiner Heide (4.000 ha).

2017 er 100-året for Heinz Sielmanns fødsel, og kortet her viser de natur- og formidlingsprojeker Heinz Sielmann Stiftung er involveret i alene i 2016-17.
2017 er 100-året for Heinz Sielmanns fødsel, og kortet her viser de mange natur- og formidlingsprojeker, som Heinz Sielmann Stiftung er involveret i alene i 2016-17.
Heinz Sielmann (portrætfoto © Heinz Sielmann Stiftung)
Heinz Sielmann (portrætfoto: Heinz Sielmann Stiftung)

Ophavsmanden er den berømte dyrefilmfotograf og naturformidler Heinz Sielmann (1917-2006), der har vundet stribevis af priser, og hvis tv- og biograffilm om natur er oversat og vist i talrige lande. Sielmann er omtrent for Tyskland, hvad Jacques Cousteau er for Frankrig og David Attenborough for England.

I næsten hele sit liv har han filmet natur på alle syv kontinenter, skrevet bøger og formidlet naturoplevelser, men også advaret imod naturforarmelse og artsudryddelse. Gennem tre årtier viste den tyske tv-kanal ARD f.eks. et naturprogram konciperet af Sielmann, og for utallige tyskere var han Hr. Naturformidler.

Formidling er fortælling, og fortælling er alfa og omega, hvis naturen skal på dagsordenen, og naturforarmelsen modvirkes. Men Sielmann gik videre end til fortællingen og formidlingen – for skal naturen løftes, er der også brug for naturområder, hvis primære formål alene er natur.

Heinz Sielmann Stiftung (logo)Hans hustru har træffende udtrykt sin mands filosofi i relation til et af stiftelsens naturområder, Groß Shauener See, der er en del af Naturpark Dahme-Heidessen: »Groß Schauener See er i dag alene til for at være sø – intet andet.«

Natur for naturen skyld på naturlige præmisser er altså mål og middel. Og det gælder naturligvis også Döberitzer Heide, som Heinz Sielmann ifølge sin hustru betragtede som kronen på sit værk – blot to år før sin død.

Efter militærets exit har dynamikken imidlertid været hastigt på retur. De åbne naturtyper er begyndt at gro til, fordi troppeøvelser og kampvogne ikke tromler rundt i området længere, og den påbegyndte tamdyrgræsning dækker langtfra hele arealet.

Militære aktiviteters positive betydning for lysåbe naturlandskaber i Döberitzer Heide. Kortene viser udviklingen (eller afviklingen) af åbne landskaber fra 1987 (da militære aktiviteter stadig tilføjede dynamik og forstyrrelser og modvirkede tilgroning) til 2009 (hvor militærets exit allerede har betydet en væsentlig indskrænkning af lysåbne arealer). Kilde: Luft, L. m.fl. (red.) 2001: Bericht zum Workshop ‘Monitoring in der Döberitzer Heide’ (Fachbeiträge des LUGV, Heft Nr. 123; Landesamt für Umwelt, Gesundheit und Verbraucherschutz).
Militære aktiviteters positive betydning for lysåbe naturlandskaber i Döberitzer Heide. Kortene viser udviklingen (eller afviklingen) af åbne landskaber fra 1987 (da militære aktiviteter stadig tilføjede dynamik og forstyrrelser og modvirkede tilgroning) til 2009 (hvor militærets exit allerede har betydet en væsentlig indskrænkning af lysåbne arealer). I 2010 etableredes en vildnis-kernezone på små 2.000 hektar med udsatte bisoner, vildheste og krondyr for at modvirke tilgroning og atter sikre åbne og varierede naturtyper. Kilde: Luft, m.fl. (red.) 2011: Bericht zum Workshop ‘Monitoring in der Döberitzer Heide’ (Fachbeiträge des LUGV, Heft Nr. 123; Landesamt für Umwelt, Gesundheit und Verbraucherschutz).

I 2008 blev nogle bisoner og vildheste købt og placeret i en mindre observationszone for at vænne dem til området. I 2010 blev de første udsat i den nyoprettede vildnis-kernezone på 1.860 hektar, hvor de skal bevare og genoprette vild natur efter militærets exit. Her skal de større planteædere med andre ord modvirke tilgroning og genskabe dynamik og variation, sådan som de naturligt har gjort det i titusindvis af år, før de blev bortjaget af mennesker – og sådan som militæret gjorde i deres fravær i det 20. århundrede.

Men for at dyrene forbliver en del af det vildnis, de er tiltænkt en naturlig rolle i, går europæisk bison, krondyr, vildheste og vildsvin bag hele tre hegn. Det inderste er 1,4 meter højt og forsynet med tre eltråde, det midterste er op til 2 meter højt og forsynet med seks eltråde, og det yderste er blot en meter højt og skal alene holde tilskuere fra kontakt med de elførende hegn.

Det vidner nok mere om tysk grundighed og forsigtighed end om nødvendighed, for andre steder i Europa er der slet ikke så omfattende hegninger omkring udsatte bisoner – nok er de store, men også komplet ufarlige, så længe de ikke generes, og man holder sig på 50-100 meters afstand.

Bisonerne er naturens godmodige kampvogne, der molestrerer træer og skaber huller i jordlaget ved deres tramp og støvbadning, og som naturligvis tager for sig af vegetationsbuffeten. Det samme gælder krondyr og vildheste, og skønt disse er knap så tunge, er deres indvirkning på natur og landskab stadig betydelig. Og så efterlader de selvfølgelig alle sammen lort i gode mængder til den vigtige gødningefauna, som kampvognene trods alt ikke gjorde noget for.

Europæisk bison er beskrevet særskilt på Danarige.dk (Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper), så lad os se lidt nærmere på vildhestene.

Europæisk bison (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Vi er ikke vant til at se heste i skovene, men vildheste kan sagtens leve frit i naturen, også i skoven – her den sjældne takhi, også kaldt przewalski-hesten, i et skovområde i Döberitzer Heide (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vi er ikke vant til at se heste i skovene, men vildheste kan sagtens leve frit i naturen, også i skoven – her den sjældne takhi, også kaldt przewalski-hesten, i et skovområde i Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Verdens eneste oprindelige vildhest

Den eneste hest, der ikke nedstammer fra domesticerede heste, og derfor verdens eneste oprindelige vildhest, przewalski-hesten. Den uddøde i naturen i 1960'erne, men et avslprogram baseret på en håndfuld heste i zoologiske haver har bl.a. muliggjort en succesfuld genudsættelse i Mongoliet. Fotograferet i 1920 (foto: E. R. Sanborn; kilde: Wikipedia).
Den eneste nulevende hest, der ikke nedstammer fra domesticerede heste, przewalski-hesten. Her fotograferet i 1920 (foto: E. R. Sanborn, Wikipedia).

Vildhesten, der er udsat i Döberitzer Heides vildnis-kernezone, er den mongolske przewalski-hest (udtales shi-valski), verdens eneste tilbageværende oprindelige vildhest – det vil sige, at den ikke nedstammer fra domesticerede heste.

Vildhesten er opkaldt efter den russiske geograf Nikolay Przhevalsky, som man har tildelt æren for at være den første til at beskrive arten efter en ekspedition i Mongoliet i 1881. Dens mongolske navn er takhi (der betyder »ånd« eller »åndelig«).

Nogle hæfter sig ved, at heste på hulemalerierne viser større lighed med takhien end med den mere kendte, men uddøde vildhest tarpanen (Bunzel-Drüke: 2001).

Hulemaleri fra Lascauz-hulerne i Frankrig, ca. 15.000-17.000 f.v.t. Ifølge nogle muligvis den mongolske takhi, mere kendt som przewalski-hesten. I givet fald levede den også i Europa i istiden, om end hulemalerierne som bekendt ikke altid er naturalistiske (foto: Wikipedia)
Hulemaleri fra Lascauz-hulerne i Frankrig, ca. 15.000-17.000 f.v.t. Ifølge nogle muligvis den mongolske takhi, bedre kendt som przewalski-hesten (foto: Wikipedia)

Ganske vist er sammenlignende studier på denne tidsafstand (og med hulemaleriernes vekslende ‘naturalisme’ in mente) ikke nogen eksakt videnskab, men det er altså ingenlunde udelukket, at takhien kan have levet i Europa under sidste istid.

Ifølge American Museum of Natural History blev Mongoliets sidste vildheste imidlertid jaget og dræbt af euopæiske trofæjægere i slutningen af 1960’erne, men takket være et minutiøst avlsarbejde på baggrund af blot 12-13 vildheste i zoologiske haver undgik den tarpanens skæbne og blev reddet som art.

Przewalski-hesten – eller takhien – har 66 kromosomer, hvor alle andre heste har 64, men dens mest synlige kendetegn er nok dens korte, stride manke.

For ca. 45.000 år siden adskiltes przewalski-hesten fra den hest, der er blevet til vor tids tamheste (Sarkissian, C.D. m.fl. 2015: »Evolutionary Genomics and Conservation of the Endangered Przewalski’s Horse«)
For ca. 45.000 år siden adskiltes przewalski-hesten fra den hest, der er blevet til vor tids tamheste (Sarkissian, C.D. m.fl. 2015: »Evolutionary Genomics and Conservation of the Endangered Przewalski’s Horse«)

Verdens samlede bestand overstiger i dag 2.000, hvoraf nogle findes i zoologiske haver, mens andre er udsat i naturreservater, bl.a. i den store mennesketomme zone omkring Tjernobyl, hvor mange vilde dyr klarer sig fortrinligt (skønt takhierne desværre er efterstræbte af krybskytter).

Blot endnu et eksempel på, at hvor mennesker giver plads til naturen, klarer den sig fortrinligt – sågar et udgangspunkt som en atomkraftværk-katastrofe er mere gunstigt end de forskellige produktionsinteresser, vi andre steder fylder naturen op med.

I Hortobàgy Nationalpark i Ungarn går vildhestene i dag bl.a. sammen med vandbøfler og tauruskvæg, og i Döberitzer Heide er de som nævnt udsat sammen med europæisk bison og lever side om side med krondyr og vildsvin.

Vildheste fra Mongoliet er udsat forskellige steder i verden, bl.a. i Döberitzer Heide, hvorfra den voksende bestand så kan levere vildheste tilbage til den vilde natur i Mongoliet ... (foto © Prag Zoo)
Vildheste fra Mongoliet er udsat forskellige steder i verden, bl.a. i Döberitzer Heide, hvorfra den voksende bestand så kan levere vildheste tilbage til den vilde natur i Mongoliet … (foto © Prag Zoo)

Selv om de nuværende mongolske vildheste alle nedstammer fra heste i flere generationers fangenskab, er de ifølge genetikere fra Københavns Universitet resultatet af en succesrig bevarelse.

De er imidlertid sårbare over for indavl på grund af den begrænsede genpulje, og desværre har også flere af stamtavlerne vist sig at være fejlbehæftede, hvilket har givet knas i avlsarbejdet (Videnskab.dk, 24.9.2015).

De genetiske undersøgelser betyder dog også, at udgangspunktet for den fortsatte bevarelse af vildhesten er blevet betydeligt opkvalificeret, fordi man har fået langt bedre forudsætninger for at minimere tabet af genetisk diversitet (Der Sarkissian 2015: 2582).

Avlsarbejdet har f.eks. betydet, at at vildhesten i 1992 kunne genintroduceres i Mongoliet, der i dag huser over 350 takhier på forskellige lokaliteter. 

Udsætningen af vildhestene er således også en del af den globale bevarelse, og fra den voksende bestand i Döberitzer Heide sendes også takhi’er retur til den vilde natur i Mongoliet (efter et midlertidigt observationsophold i Prag Zoo). F.eks. er der fra 2012 til 2016 sendt fire hopper fra Döberitzer Heide til Mongoliet.

Og i Hustai Nationalpark i Mongloiet har vildhestenes græsning f.eks. allerede gavnet naturligt græsland og banet vejen for andre planteæderes trivsel (Linnartz 2014: 11).

Natur med ét formål – natur

Sielmann Naturlandschaft Döberitzer Heide er fællesbetegnelsen for store dele af de to naturbeskyttede områder Ferbitzer Bruch (ca. 1.155 hektar) og Döberitzer Heide (ca. 3.415 hektar), der samlet set rummer 1.500 hektar skov, primært yngre blandingsskov med eg og birk, ca. 850 hektar pionerskov (Vorwald), ca. 1.500 hektar hedearealer, ca. 250 hektar mose- og vådområder samt enge og lidt agerjord m.m.

Området rummer en bemærkelsesværdig stor artsrigdom, heriblandt ca. 850 forskellige karplanter, 164 forskellige mosser, 622 forskellige svampe, 200 forskellige fugle, 48 forskellige pattedyr og 188 forskellige vilde bier.

Iblandt mangfoldigheden er fiskeørn, trane, den flotte hærfugl og ca. 2.000 biller, bl.a. eremit og eghjort. Desuden klokkefrø, mørk pletvinge og krebsen Triops cancriformis (muligvis den ældste nulevende urtidsart) samt håret blågrøn rose, klokke-ensian og den sjældne orkidé mosegøgeurt.

Blot for at nævne nogle få blandt de mere end 5.500 forskellige arter, som lever i området, og hvoraf små 1.000 er på den tyske rødliste (hvilket vil sige at de hører til landets sårbare eller truede arter). Det er altså virkelig den pressede natur, som her har fået et tiltrængt, ambitiøst og vildt fristed.

Området uden for vildnis-kernezonen kaldes Naturerlebnisringzone (Naturoplevelses-ringzone), og også her gøres en vigtig indsats for natur og biodiversitet. Det er selvfølgelig også inden for dette område, at man kan gå den 24 kilometerlange rute rundt om vildnisset og være heldig at se de store dyr eller andre arter (gennem vildthegnet eller fra et af udsigtstårnene).

Przewalski-heste, verdens eneste oprindelige vildhest (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Przewalski-heste fra Döberitzer Heide, verdens eneste oprindelige vildhest (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Uden for vildnis-kernezonen er der omkring 30 kvadratkilometer naturområde med mere traditionel naturpleje, men her går også vildheste – konik-heste (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Uden for vildnis-kernezonen er der et lige så stort naturområde med mere traditionel naturpleje, men her går også vildheste – konik-heste (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Konik – mor og datter ... (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Konik – mor og datter … (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison, Döberitzer Heide (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison, Döberitzer Heide (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I naturoplevelses-ringzonen foregår en mere traditionel naturpleje, hvor bl.a. æsler, får, geder, kødkvæg og mekanisk rydning er de primære virkemidler for at sikre artsrigdommen, om 

Herfra kan i øvrigt købes kød fra gallowaykvæg og såmænd bøffer fra vandbøfler.

I 2016 blev her også udsat nogle andre vildheste til helårsgræsning, nærmere betegnet konik-heste, der ganske vist ikke er oprindelige vildheste som takhi’en eller den uddøde tarpan. Men konik lever utæmmet i naturen flere steder i Europa og er derfor selvfølgelig også en vildhest – i Danmark kan man f.eks. opleve dem i Lille Vildmose (og fra 2017 også i Bjergskov i Sønderjylland og i Geding-Kasted Mose, få kilometer nordøst for Aarhus).

I Danmark er det dog primært exmoor-vildheste, der udsættes, når vildheste er på tale, men indtil videre slet ikke på lokaliteter af den størrelse, vi finder i Döberitzer Heide.

Hvor mange større planteædere, der overhovedet er i vildnis-kernezonen, er der faktisk ingen der ved med nøjagtighed, men i 2014 anslog man, at der var ca. 30 vildheste, 90 krondyr og 90 bisoner plus et større (men ukendt) antal vildsvin. Tidligere var der også et mindre (og særskilt hegnet) område nær indgangen fra Elstal, hvor enkelte af dyrene gik og således kunne ses på nærmere hold, men det er blevet afviklet i 2016.

I vildnis-kernezonen hverken fodres eller vaccineres dyrene, som dermed alene lever af det fødegrundlag og på de vilkår, naturen byder dem.

Man kan gå den ca. 24 kilometer lange rute udenom vildnis-kernezonen og finde udsigtsposter som denne (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Man kan gå den ca. 24 kilometer lange rute udenom vildnis-kernezonen og finde udsigtsposter som denne (foto © Rune Engelbreth Larsen)
FIND VEJ: Kort over Döberitzer Heide. Tag med regionaltoget S7 fra Berlin Hbf i retning af Potsdam Hbf og stå af i Elstal (eventuelt Dallgow-Döberitz) – det tager kun 24 minutter og koster kun 3,40 € for en enkeltbillet. Derefter er der en gåtur til Döberitzer Heide på godt og vel 2 kilometer (der kører dog også en bus fra stationen, hvis du er heldig og ankommer på passende tidspunkt). Hvis du 'blot' vil gå lidt af turen, er det anbefalelsesværdigt at gå imod uret (altså mod syd fra indgangen ved Elstal), for så når du hurtigst ned til udsigtspunktet ved den store slette (der hedder 'Wüste', skønt det egentlig betyder »ørken«), og her er størst sandsynlighed for at se bisoner og vildheste (husk en kikkert). Download kortet som pdf-fil.
FIND VEJ: Kort over Döberitzer Heide. Tag med regionaltoget S7 fra Berlin Hbf i retning af Potsdam Hbf og stå af i Elstal – det tager kun 24 minutter og koster 3,40 € for en enkeltbillet (2017). Derefter er der en gåtur til Döberitzer Heide på et par kilometer (der kører også en bus fra stationen, hvis du ankommer på passende tidspunkt). Hvis du ikke vil gå hele turen rundt om vildnisset, er det en god idé at gå mod syd fra indgangen ved Elstal, for derved nås udsigtspunktet ved den store slette (der hedder Wüste) – her er størst sandsynlighed for at se bisoner og vildheste (husk kikkert). Download kortet som pdf-fil.

I forhold til størrelsen og naturforvaltningen – der jo for vildnis-kernezonen i høj grad er selvforvaltende naturforvaltning – kunne Döberitzer Heide være til stor inspiration for danske naturreservater med vildere natur.

Der er mange naturarealer af samme størrelsesorden (og større) i Danmark, hvor f.eks. vildheste, vildsvin og bisoner kunne trives sammen og gavne naturen på naturligere præmisser. Det skal være bag hegn, men behøver ikke af den grund at være i lukkede zoner som i Döbertizer Heide – og heller ikke med tre hegnslinjer – for dyrene er ikke farlige, og oplevelsen er en del af formidlingen.

Men ambitionen om naturligere natur, hvor formålet med et naturareal for en gangs skyld ikke er andet end natur, kræver mere end frimærke-arealer, for naturen mangler plads til at udfolde sig frit, foranderligt og dynamisk.

Jeg kan rejse et hegn omkring en eng med orkideer, men virkelig naturbeskyttelse kan jeg kun udføre på store arealer. (Heinz Sielmann)

Rune Engelbreth Larsen, april 2017

Apropos udenlandske naturområder:

> Berchtesgaden Nationalpark – naturbeskyttelse i bjergene
> Oostvaardersplassen – fra gammel havbund til nyt og omstridt vildnis
Bialowieza Nationalpark – vildskov og vilde visenter
Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper