Den danske naturs genkomst – naturbog i ord og billeder
Af Rune Engelbreth Larsen
Bogen er udsolgt
»Den danske naturs genkomst er blevet en billedskøn guide til de magiske naturpletter, der trods alt er …« Bo Bjørnvig, Weekendavisen
»Rune Engelbreth Larsen har rejst landet rundt og fotograferet, skrevet, talt med folk og i øvrigt sat sig grundigt ind i tingene … Heldigvis er bogen ikke et skønmaleri, selv om man selvfølgelig skal huske at være glad for det, der går godt. Der er meget natur, der har kummerlige forhold i Danmark, og Rune Engelbreth Larsen får også det med. Han kommenterer sagligt og med stor viden både det gode og det dårlige. Og skriver tilmed godt.« Hanne Strager, Politiken
»En smukt illustreret kærlighedserklæring til de genskabte naturområder …« Søren Olsen, Danmarks Naturfredningsforening
»Flot bog fortæller med glæde om artsrigdommens pletvise genkomst i Danmark … dejlige naturbeskrivelser og fine illustrationer … Det er et vellykket pædagogisk greb, som Rune Engelbreth Larsen foretager i sin bog Den danske naturs genkomst. Han fortæller i en lys og glad tone om, hvordan naturen udfolder sig rigt og alsidigt i de udvalgte områder, hvor mennesker lægger en dæmper på deres krigsførelse mod økologiske kredsløb.« David Rehling, Information
»Rune Engelbreth Larsen er en blændende naturskribent, som undgår floskler og lange opremsninger af arter. I stedet fletter han naturbeskrivelse, personlige indtryk, kulturhistorie, sagn, holdninger og poesi sammen til en smukt sammenhængende fortælling … fejende flot bog om den danske naturs genkomst« Nikolai Lang, Verdens Skove
»Engageret beskrivelse af den danske naturs brogede historie med poetiske nedslag på udvalgte herligheder … pragtfulde panoramaer fra udvalgte steder … fyldigt baggrundsstof og nutidige observationer. Naturens skatkammer iklædes små lyriske gevandter mellem de mange indbydende fotos og beskrivelser.« Lars Ole Knippel, Jyllands-Posten
»… formidler med smittende glæde, skrivende med både intellekt og sanser. Den fornemmelse, man til stadighed har af hans umiddelbare nærvær i teksten, er afgørende. Ligesom forfatterens fotografier er det, dels panoramaer, dels detaljer, i alt cirka 150 optagelser, ganske fremragende, fra en verden uden mennesker, det er den rene natur, smuk og stemningsrig, og begge dele på dens egne nøgterne præmisser uden forstyrrende sødme. Sproget er klart og letflydende, åbent for alle …« Claus Grymer, Kristeligt Dagblad
»Bogen appellerer til et bredt publikum … bør være obligatorisk pensum i den danske folkeskoles natur- og teknikundervisning … Den danske naturs genkomst bør om ikke før, så i hvert fald til jul indtage sin plads i ethvert velassorteret familiebibliotek. I uindpakket tilstand vil Rune Engelbreth Larsens poetiske kindkys til den genskabte natur klæde det smukke grantræ særdeles godt!« Jim Hoff, Give Folkeblad
»Beskriver stedets historie og særlige arter med et engagement, der gør stoffet nærværende og interessant at læse. REL står for både tekst og billeder i bogen, og alle bogens opslag er illustreret med imponerende farvefotos af landskabet og nærbilleder af planter eller dyr. Teksten, der er skrevet i et godt, dagligdags sprog, har en underfundig tone og er krydret med anekdoter og strofer fra danske digte.« Birgit Hald, Lektørudtalelse
»En glimrende indføring i de forskellige naturområder og den udvikling, de gennemgår.« Gitte Kjeldal, Fyns Amtsavis
Efter årtiers, århundreders og i nogle tilfælde årtusinders fravær er havørne, kongeørne, traner, ulve, vildsvin, elge, bævere og bisoner atter en del af virkeligheden i den danske natur – eller på vej til at blive det. Og naturarealer, der i det 19. og 20. århundrede blev pløjet op, inddæmmet eller på anden vis fjernet fra landkortet, er sine steder igen ved at blive til varieret og artsrig natur. Hvor, hvorfor og hvordan er det sket?
Den danske naturs genkomst tager læseren med på en oplevelses- og oplysningsrejse og fortæller i ord og billeder om spektakulære arter, der de senere år er vendt tilbage til Danmark, og om bestræbelserne på at bevare, skabe eller genskabe en række naturområder. Bogens mere end 160 naturfotografier og 20 kort illustrerer natur og artsrigdom, der inspirerer til opdagelsesrejser i danske landskaber, som de færreste kender, og som endnu færre har besøgt.
Men Den danske naturs genkomst er også en fortælling om naturens problemer i en tid, hvor flere og flere arter samtidig forsvinder uden større opmærksomhed, og hvor mange eksperter vurderer, at naturen generelt set aldrig har haft det værre. Derfor er der både meget at lære og meget at opleve, når vi ser på naturområder og arter, der trodser udviklingen – og viser, hvordan naturafvikling kan vendes til naturudvikling og artsrigdom.
| Læs forordet | Udprint bogens naturkort |
192 sider. Stort format (30 x 21 cm). Hardback. 10 naturområder. 20 kort. Over 160 fotografier.