Af Rune Engelbreth Larsen
Høje udsigtspunkter og forblæste heder, stejle skrænter og dybe slugter med gamle krogede træer omkranser i vekslende grad landets tredjedybeste sø, fem kilometer syd for Viborg. Fotoserie fra området omkring de 63 meter høje Dollerup Bakker, der hæver sig over den 31 meter dybe og 3,4 kvadratkilometer store Hald Sø i et unikt dansk landskab.
Vel et af landets smukkeste og mest afvekslende naturområder, som istidens landskabsskabende kæmpekræfter har efterladt …
Den dybe sø er formodentlig dannet af såkaldt dødis, en gigantisk isklump, som langsomt er smeltet bort og har efterladt et markant hul i et landskab, som en af landets nobelprisvindende forfattere overgav sig til:
»Et stykke Naturs Betydning, set rent naturhistorisk, kan ikke skilles fra det æstetiske Indtryk; Øjet nærer sig ikke alene af hvad man ser, men af hvad man ved. Ikke desto mindre kan det, hvad Dollerup Bakker angår, siges at der her ikke alene er Tale om en naturhistorisk Kuriositet, men et Landskabsbillede af en umiddelbart fængslende, sjælden højtidelig Skønhed.«
Johannes V. Jensen: »Dollerup Bakker« (1934)
Dele af skovene omkring søen, men desværre ikke dem alle er udlagt til urørt skov, hvilket vil sige, at skovdriften er ophørt, og naturen i højere grad får lov til at gå sin gang. Det giver plads til smukke gamle bøge og ege i skulpturel stil, f.eks. i Troldeslugten, der munder ud i den nordvestlige del af søen.
Han af den smukke Aurora ta’r sig en slapper. Som larve går den ikke af vejen for at spise sin egen art – måske er det derfor, at hunnen kun lægger ét æg ved hver plante? Så er der flere søskende, der overlever deres søskende. Kannibalismen forhindrer dog ikke, at sommerfuglen er vidt udbredt om foråret i hele landet (med undtagelse af visse steder ved den vestjyske kyst).
Fosforforureningen var ved at tage livet af søen i 1980’erne, hvorfor der endelig blev trukket i håndbremsen på naturens vegne. Spildevandet blev ført udenom og fire dambrug nedlagt, hvilket sammen med ‘kunstigt åndedræt’ i form af tre årtiers direkte ilt-tilførsel langsomt har vendt udviklingen. Søen har derfor fået det meget bedre i de senere år.
Når bestanden af søørreder alligevel går tilbage, skyldes det ikke forurening, men tilsyneladende et voksende antal fiskehejrer og især en skarvkoloni, der tager godt for sig af retterne.
Efter de hårde vintre i 2009-10 og 2010-11 er skarven ganske vist gået tilbage herhjemme fra et niveau på gennemsnitligt 39.000 ynglepar i perioden 1993-2006 til ca. 25.000 for nogle år siden. Nu ser det imidlertid ud til, at bestanden stiger igen – ifølge optællingen i 2015 er der ca. 31.000 ynglepar i Danmark (jf. Bregnballe. T. & Nitschke, M.: Danmarks ynglebestand af skarver 2015).
Naturstyrelsen har reguleret bestanden forskellige steder ved beskydning, oliering og fjernelse af æg, men også den voksende bestand af havørne og forekomsten af ræv i skarvens kolonier har tyndet ud sine steder, skønt antallet altså vokser igen på landsplan. I Hald Sø ynglede ca. 200 par i 2011, mens niveauet i 2013-15 har været omtrent det halve.
Historisk har skarven aldrig været særlig populær blandt fiskere, og i 1860’erne blev den sorte fugl fuldkommen udryddet som ynglefugl herhjemme. Dens mange tilnavne siger ikke så lidt om de negative følelser, den har fremkaldt (og hvorfor): åletyven, svælgposen, komoranen og træskideren …
Både med og uden en større eller mindre skarvkoloni er Hald Sø og Dollerup Bakker et meget spændende naturområde, der giver en for danske forhold sjælden fornemmelse af veklsende højder og vidder omkring en store blå søflade.
APROPOS
> Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker – vildere udsigter i Midtjylland