Ulveforvirring … Hvor mange ulve er der i Danmark? 40, 20, 6 eller 4 …?

Af Rune Engelbreth Larsen

Ulv (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Ulv, fotograferet i Skandinavisk Dyrepark (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Antallet af ulve er ikke kun af akademisk interesse, men har også betydning i dansk naturdebat og naturformidling – men det har været genstand for stor diskussion, hvor mange ulve der egentlig er i Danmark. I 2015 lød svaret, at der beviseligt havde været 40 ulve i landet i perioden 2012-2015. Det var helt forkert.

Tyske forskere, der dobbelttjekkede en række af de danske DNA-prøver og fandt langt færre spor af ulv end de danske forskere, mente ikke, at de internationale videnskabelige standarder i forhold til den slags analyser var blevet overholdt. Antallet af videnskabeligt dokumenterede ulve i perioden 2012-2015 blev derfor i første omgang officielt nedskrevet til 20-23 individer, men siden til blot 4 ulve, og den ansvarlige for DNA-analyserne på Aarhus Universitet flyttet til en anden funktion.

Ulvene kom til Danmark, da isen trak væk, og deres byttedyr, rensdyrene, rykkede nordpå for omtrent 15.000 år siden. Med menneskets komme blev ulvene atter gradvis fortrængt og var antageligt udryddet herhjemme i 1700-tallet, om end strejfere fortsatte med at krydse grænsen fra syd, indtil den sidste ulv blev skudt nær Skive i 1813.

Først 199 år senere får Danmark igen beviseligt besøg af en omstrejfende ulv, der findes død i Nationalpark Thy i efteråret 2012. Lige siden har ulve fået mange danskere til at juble af begejstring over at få et lidt vildere indslag tilbage i naturen og mange andre til at frygte og advare imod rovdyrets genkomst – for den døde ulv blev åbenbart snart fulgt af flere artsfæller.

Både Naturstyrelsen og private ulvetrackere leder efter fodspor, sætter vildtkameraer op, indsamler formodede ulveekskrementer og spytprøver fra nedlagte byttedyr for at dokumentere ulvenes adfærd og færden.

Og ulvene fortsætter med at splitte nationen, ikke blot i ulve-elskere og ulve-hadere, men også blandt de såkaldte ulvetrackere er der intern konkurrence – og i forskerverdenen har man ikke kunnet enes om en national registrering på tværs af danske forskningsinstitutioner.

Imens vælter ulvene tilsyneladende ind over grænsen, og ulveobservationerne registreres og efterprøves af DCE Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet i samarbejde med Naturhistorisk Museum i Aarhus. Allerede i 2013 kunne man dokumentere, at yderligere 11 forskellige ulve var (eller havde været) i landet, og i 2014 yderligere 7, hvilket bragte det samlede antal dokumenterede ulve op på 18 (jf. L.W. Andersen m.fl.: »DNA-baseret bestandsovervågning afslører ulve i Danmark«, Flora og Fauna; Vol 121).

Ifølge en pressemeddelelse fra DCE den 26. juni 2015 nåede Danmark helt op på 40 videnskabeligt dokumenterede individer siden oktober 2012. Fyrre. Den slags vækker genlyd, også i pressen: 40 ulve har strejfet rundt i Jylland (Berlingske).

Dokumenterede ulveforekomster i Danmark, 2012-2014 (kort: Naturhistorisk Museum Aarhus)
Dokumenterede ulveforekomster i Danmark (2012-2015), sådan som kortet så ud i sommeren 2015, hvor over 40 forskellige ulve mentes at være dokumenteret i Danmark. I 2016 blev kortet trukket tilbage (Kort: Naturhistorisk Museum Aarhus)

Af de 40 ulve, man mente dokumenteret i sommeren 2015, var det imidlertid kun én ulv, der var registreret mere end én gang, nemlig syv gange i 2013 og to gange i 2014. Der var næsten heller ingen match med de tyske ulveregistre, selv om alle ulvene uundgåeligt må stamme fra Tyskland eller i hvert fald have været en kortere eller længere tur gennem Tyskland for at nå til Jylland fra f.eks. Polen eller Baltikum.

Men der er nok flere grunde til, at man måske tidligere burde have overvejet, om det ikke der var problemer med fortolkningen af DNA-analyserne, når tallet blev så højt.

Vi ser i nogen grad det, vi forventer at se. Og jo mere begejstring og flere observationer i den ene lejr i ulvedebatten, desto større utryghed (hvis ikke ligefrem panik) i den anden lejr, for selv om ulven er et sky rovdyr, der ikke udgør nogen reel trussel mod mennesker, vækker den fortsat stor irrationel angst og ligefrem foragt. Efter ’sensationen’ med Thy-ulven var dokumenteret, begyndte begge ‘lejre’ hyppigt at ’se’ ulve – men det er jo så her, vi spørger forskningen for at finde hoved og hale på de mange ‘øjenvidneberetninger’.

Er der pludselig et meget stort antal ulve på meget kort tid, kan frygt og foragt tilsvarende gribe om sig (fra 1 til 40 på tre år – hvordan ser det så ikke ud om yderligere tre år?), og det, der fra et naturperspektiv er en stor gave (et rovdyr, der i den grad har manglet i naturen, vender tilbage og begynder at udøve et mere naturligt rovdyrtryk), risikerer lettere at blive modarbejdet og bekæmpet, også politisk. Kommer ulven i et roligere tempo, er der bedre tid til at sikre en grundig formidling og afdramatisere en unødvendig panik.

Fra én til fyrre på under tre år lyder af mange. Fyrre er mange på så kort tid. Fyrre er også for mange, ved vi i dag, eftersom DCE Nationalt Center for Miljø og Energi nedjusterede tallet til en tiendedel i 2016. Det skal vi vende tilbage til.

Men måske har både forskere, presse og naturvenner i debattens naturlejr ladet sig begejstre og forblænde så meget af ‘ulvesuccesen’, at vi alle sammen har været tilbøjelige til at acceptere et meget højt tal lidt for ukritisk frem for at undre os over, hvor urealistisk det i grunden var? Ikke fordi nogen har haft interesse i at overdrive antallet, men fordi mange er blevet revet med af den store naturhistoriske begivenhed, ulvens tilbagekomst var og er.

Ulv (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Ulv, fotograferet i Skandinavisk Dyrepark (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Bestandudviklingen i Tyskland

Ulveudbredelse i Europa (Kilde: CHWOLF)
Ulveudbredelse i Europa (Kilde: CHWOLF). Klik for at se kortet i større format.

DNA-analyser af ulve er ikke nogen let sag. F.eks. er det temmelig vanskeligt at skelne ulve-DNA fra hunde-DNA, og erfaringer tyder også på, at mange af de potentielle ‘ulve-lorte’, der findes, ofte viser sig at være en ræve-, hunde- eller kattelort. Ligesom de allerfleste af os let kommer til at forveksle visse hunderacer med ulve, når en skygge drøner forbi i skumringen – eller kommer til at beskylde ulve for at stå bag hjortekadavere og lemlæstede får, skønt det i virkeligheden også ofte er blodige hundestreger.

Men lad os lige se lidt på udviklingen af den tyske ulvepopulation for at perspektivere de danske tal. Danmarks ulve er jo ikke faldet ned fra himlen, men er indvandret fra syd, og derfor må et voldsomt antal nord for den dansk-tyske grænse vel også give sig et ganske markant udslag i de nordtyske observationer?

Ligesom Danmark har ulvene været udryddet i Tyskland, men efter Anden Verdenskrig begyndte strejfere at finde vej ind i landet, og over tyve ulve blev fanget eller skudt frem til 1990, før ulven blev totalfredet. Derefter har den bredt sig fra Polen til Tyskland, hvor de første ulvehvalpe blev observeret i 2000.

Ifølge en opgørelse fra februar 2016 kunne man femten år senere (i monitoreringsåret 2014/2015) dokumentere 31 ulvekobler, 8 par og 6 enlige strejfere i Tyskland (Bundesamt für Naturschutz, 10.2.2016).

Det svarer vel til i omegnen af 300 ulve i den tyske population omkring årsskiftet 2015/2016.

Udbredelsen af de tyske ulve. Kilde: Bundesamt für Naturschutz (Hrsg.). 2015. Wolfsvorkommen in Deutschland im Monitoringjahr 2014 (1.5.2014 – 30.4.2015)
Udbredelsen af de tyske ulve (Kilde: Bundesamt für Naturschutz (Hrsg.). 2015. Wolfsvorkommen in Deutschland im Monitoringjahr 2014,
1.5.2014 – 30.4.2015). Klik for at se kortet i større format.

Vi ved, at ulve kan tilbagelægge hundredvis, ja i visse tilfælde tusindvis af kilometer, hvorfor det ikke er spor odiøst, at individer fra den voksende bestand i Tyskland og Polen finder vej til Danmark (f.eks. viste DNA-analysen af Thy-ulven, der blev fundet død i 2012, at den var født i den tyske delstat Sachsen tæt ved den tysk-polske grænse, over 850 kilometer fra Thy).

Og dog er det antal, der tilsyneladende blev dokumenteret i 2015, udtryk for en forbløffende stor indvandring på forbløffende kort tid. Ganske vist kan en ulvepopulation vokse hurtigt. I de tyske delstater Sachsen og Brandenburg steg antallet af ulvekobler/ulvepar f.eks. fra 1 til 12 på blot elleve år fra 2000 til 2011. Det blev gennemsnitligt til 15 nye ulve årligt, hvorfor tre år også i teorien kan forøge en dansk ulvepopulation markant – og en sådan tilvækst svarer tilsyneladende til udviklingen i Danmark fra 1 til 40 ulve på små tre år.

Her kan man f.eks. følge ulve-udviklingen år for år i den tyske delstat Sachsen: Chronologie Wolfsvorkommen

Men i Sachsen og Brandenburg er der sideløbende tale om en stor stigning af ulvekobler og tilmed i et område, der grænser op til Polen, hvor der i forvejen lever over 1.000 ulve (Tyskland og Vestpolen deler en fælles centraleuropæisk ulvepopulation). Intet af dette er sammenligneligt med forholdene i Danmark, hvor alene antallet af strejfere skulle være øget fra 1 til 40.

Hvor skulle alle de danske ulve komme fra?

I 2014, da man mente at have DNA-dokumenteret 11 forskellige ulve i Jylland frem til og med 2013, kunne man f.eks. kun genkende tre af dem som tidligere identificerede ulve i Tyskland og Polen (Videnskab.dk).

Man gættede derfor på, at de ukendte ulve f.eks. kunne være vandret til Danmark hele vejen fra Baltikum. Men om de er kommet fra Tyskland, Polen eller Baltikum, skal de trods alt igennem Nordtyskland for at nå frem til Danmark – spørgsmålet er så, om der også var en betragtelig forøgelse af ulveobservationerne i Nordtyskland under den store igangværende ulvevandring nordpå?

Det ser ikke sådan ud. Antallet af ulve tynder væsentligt ud, jo mere vi nærmer os Danmark fra syd. Kerneområdet er fortsat i det gamle Østtyskland, tæt ved den polske og tjekkiske grænse, mens der ikke været en tilsvarende markant stigning af observationerne i de tyske delstater umiddelbart syd for Danmark.

I delstaten Mecklenburg-Vorpommern er antallet af ulvekobler og -par ikke ændret meget fra 2010, hvor der var tre ulvekobler, til 2014, hvor der er tre ulvekobler og et ulvepar. I delstaten Schleswig Holstein umiddelbart syd for den danske grænse har der kun været 22 ulveobservationer fra april 2007 til maj 2015 – de fleste i den sydlige del af delstaten. Der er således ingen markante ændringer i den periode, hvor det danske antal skulle være steget eksplosivt, hverken i Mecklenburg-Vorpommern (adgangsvejen fra Baltikum og Polen via Tyskland til Danmark) eller i Schleswig Holstein (‘flaskehalsen’ for alle ulve, der vandrer mod Danmark).

Et tegn på, at der nok løbende har været grund til at studse over de danske tal.

Tyske ulveobservationer i Schleswig Holstein (Kilde: Wildpark Eekholt)
Tyske ulveobservationer i Schleswig Holstein, 2007-2015. Intet umiddelbart tegn på en drastisk forøgelse af ulveobservationer som den, man mente at kunne konstatere i Danmark 2012-2015, skønt alle ulve, der skal til Danmark over land, må trave gennem netop denne tyske delstat. Der er heller ikke tale om påfaldende stigninger i antallet af ulveobservationer i delstaten Mecklenburg-Vorpommern, øst for Schleswig Holstein, som formodede ulve fra Polen og Baltikum ellers skal passere for at nå til Danmark (Kilde: Wildpark Eekholt)

Tyske forskere dobbelttjekker danske DNA-prøver

Den 9. februar 2016 udsendte DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi en pressemeddelelse, der nedjusterede antallet af dokumenterede ulveobservationer fra 40 til omtrent halvdelen: »Det var i forbindelse med den internationale harmonisering af brugen af de genetiske markører, at forskerne konstaterede, at DNA fra ræv giver problemer med at læse DNA-profilerne fra ulv i de danske prøver. De indsamlede danske ekskrementprøver er ikke friske prøver, men har ligget i naturen i op til flere måneder, hvor ræve har haft mulighed for at markere og dermed afsætte deres DNA på ekskrementerne.«

Nedjusteringen landede på det samme antal, man havde konstateret i maj 2015, hvor de foreløbige resultater var blevet præsenteret i videnskabelige artikler i tidsskriftet Flora og Fauna 121: »… projektet har indtil maj 2015 påvist, at mindst 19 forskellige hanulve og 4 hunulve er blevet dokumenteret i Danmark« (jf. T.S. Jensen et al.: »Genindvandring af ulven, Canis lupus, i Danmark«, Flora og Fauna; Vol 121).

Men selv om tallet 40 blev opgivet, blev det nedjusterede tal imidlertid heller ikke fremlagt med samme sikkerhed som tidligere. I stedet for »mindst 19 forskellige hanulve og 4 hunulve«, som man officielt udmeldte i maj 2015, hed det nu »højest 20-23 individer«. Ordet »højest« var nyt og indikerede, at tallet kunne blive nedjusteret yderligere. Og at det samtidig blev bemærket i pressemeddelelsen, at »processen med at genanalysere og bekræfte data ikke [er] afsluttet«, var der grund til at vurdere, om også de reviderede tal blev udmeldt lidt for tidligt?

I DCE’s notat til Naturstyrelsen den 9. februar 2016 forklares årsagerne til nedjusteringen på baggrund af en række spørgsmål fra Naturstyrelsen. DCE beklager, at man ikke tidligere har tydeliggjort, at tallene fra juni 2015 var »behæftet med stor usikkerhed og derfor har været meldt for tidligt ud«.

Man oplyser nu, at kun to individer er direkte identificeret (heraf er den ene den afdøde Thy-ulv), mens DNA-profilerne for de øvrige 17 hanulve »er så ufuldstændige, at ulvene ikke kan identificeres i DNA-registrene«, og at man ikke længere kan afgøre, om de fire prøver, der er kønsbestemte som hunner, tilhører samme individ eller fire forskellige.

Nedjusteringen skyldtes, at DCE har fået dobbelttjekket analyseresultaterne i 50 ekskrementprøver af DNA-laboratoriet på Senckenberg Forschungsinstitut und Naturmuseum i Frankfurt, der betragtes som de ledende autoriteter inden for de europæiske analyser af ulve-DNA. De tyske forskere har imidlertid fundet langt færre spor af ulv end de århusianske forskere.

I notatet forklares det, at DCE’s analysemetoder »kun fanger hund og ulv«, hvorimod de tyske metoder både fanger »ræve-, ulve- og hundesekvenser«, og i de samme ekskrementprøver, hvor de danske forskere har fundet ulv i 20 tilfælde »ved gentagne analyser«, har de tyske forskere fra Senckenberg kun fundet ulv i 2-6 af prøverne.

Ti dage senere offentliggør Statens Naturhistoriske Museum (SNM) i København deres resultater af ekskrementprøver indsamlet af frivillige (ikke de samme frivillige og ikke de samme prøver som i DCE’s materiale). Ud af deres 200 prøver var de 120 brugbare til analyse, men heraf har forskerne kun fundet sikkert DNA-spor af én ulv. Uden at kende de prøver, der er analyseret af DCE, men ud fra deres egne resultater og de tyske forskeres fund, vurderer forskerne i København, at der ikke er videnskabelig dækning for at fastholde et ulvetal på 20-23 dokumenterede individer i perioden 2012-2015.

I en pressemeddelelse fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) bemærker lektor Anders J. Hansen, der leder DNA-arbejdet med ulv i København: »Normal faglig praksis er, at man kun melder de sikre tal ud – ikke prøver, som måske kunne være sandsynlige. Så min vurdering er, at tallet på 20-23 stadigvæk er for højt i forhold til, hvad DNA-analyserne fagligt kan understøtte på nuværende tidspunkt.«

Alligevel fastholdt DCE i en ny pressemeddelelse samme dag udmeldingen om 20-23 ulve: »Den mere nøjagtige analysemetode og vores dedikerede frivillige betyder, at vi finder flere prøver, der er positive for ulv.«

Den 26. februar udsendte DCE en tredje pressemeddelelse, der fastholdt de publicerede kort over dokumenterede ulveforekomster fra 2012-2015, selv om disse baserede sig på vurderingerne før nedjusteringen. Endvidere forklarede man forskellen på resultaterne i Aarhus og Frankfurt med, at tyskerne benyttede en mere »konservativ tilgang til tolkningen af deres analyser for at få så komplet en DNA -profil som muligt«. 

Hvad var op og ned? 

I en aktindsigt i den korrespondance, der har fundet sted mellem Naturstyrelsen i København og lederen af DNA-analyserne ved Senckenberg, Dr. Carsten Nowak, får vi det første indblik i, hvordan de tyske forskere ser på forskellene i metodevalg og forskningsresultater.

Ulveudbredelse i Tyskland (Kilde: NABU)
Ulveudbredelse i Tyskland (Kilde: NABU)

Senckenberg: »However, we found mainly foxes«

Vi spoler lige lidt tilbage.

I begyndelsen af februar bekendtgør DCE i en pressemeddelelse, at man nedjusterer antallet af dokumenterede ulve fra 40 til 20-23, og ved samme lejlighed offentliggøres det videnskabelige notat, der forklarer baggrunden. Da de københavnske forskere ti dage senere melder ud, at tallet efter deres vurdering stadig er for højt, tager Naturstyrelsen direkte kontakt til Dr. Carsten Nowak, der leder analyserne af ulve-DNA ved Senckenberg i Frankfurt. 

I Naturstyrelsen er man »ikke særlig begejstret for en situation, hvor der er en åben uoverensstemmelse mellem to videnskabelige institutioner omkring antallet af ulve i Danmark,« hedder det i henvendelsen, der anmoder om Nowaks vurdering. Den tyske forsker svarer den 22. februar og opruller hele forløbet set fra Frankfurt.

Instituttet blev kontaktet af DCE i efteråret 2015 for at tjekke danske DNA-prøver i relation til det, Nowak kalder »fund af et overraskende stort (surprisingly large) antal ulve« i Danmark – og tilføjer, at de tyske forskere var skeptiske på forhånd:

Based on our experience in Germany and other countries, it was hard to believe to us that large numbers of wolves might persist in or at least temporarily visit Denmark, leaving few traces of their existence.

DNA-analyserne bestyrkede den tyske skepsis. Ifølge Nowak blev man enige med DCE om, at Senckenberg skulle analysere et udvalg på 50 ulveekskrementer »for which Dr. Andersen found a unique wolf individual« (Nowak mener altså, at DCE fandt ulv i alle 50 danske prøver, mens DCE i det videnskabelige notat skriver, at de havde fundet ulv i 20 af de fremsendte 50 prøver).

De tyske forskere fandt imidlertid kun DNA-spor af ulv i seks prøver, hvoraf tre af ulvene kunne identificeres individuelt som hanner, der tidligere var blevet registreret i Tyskland. Seks af de øvrige prøver var uden genetisk materiale eller kunne ikke bestemmes, men derudover fandt de tyske forskere DNA fra hund i tre prøver, mens 35 af prøverne sandsynligvis stammede fra ræv eller i det mindste viste spor af ræve-DNA. Hertil tilføjer Nowak, at de allerede før analyserne vurderede, at adskillige af ekskrementprøverne snarere lignede ekskrementer fra ræve end fra ulve:

This finding confirms our initial morphological inspection of the scats, where several samples resembled fox scats more closely than wolf scats. Interestingly, the fox was also detected in two of the samples in which wolf DNA was discovered. This finding is, however, not unusual, given the high density of foxes in the landscape and the resulting high chance of fox contamination in environmental samples.

Den 26 november meddelte man DCE, at de tyske analyser var færdige, og tilføjede: »However, we found mainly foxes …« 

Det blev besluttet, at DCE skulle fremsende tidligere rådata til Senckenberg på grund af de markante forskelle i fundene, og resultatet af disse analyser dokumenterede ifølge de tyske eksperter to ulve. I en samlet vurdering af undersøgelserne konkluderede tyskerne den 16. december, at der med sikkerhed var »fire genetisk identificerede individer« (hvoraf den ene er Thy-ulven, som blev fundet død i 2012). Det er disse tal, der i det videnskabelige notat fra DCE sammenfattes således, at de tyske analyser finder frem til DNA-spor fra »2-6 ulve«.

Men hvordan kan forskere i Frankfurt og Aarhus ende med  modstridende resultater på baggrund af de samme prøver?

Nowak forklarer, at man anvender forskellige kvalitetskriterier for de genetiske data. Derfor er det faktisk »højst sandsynligt« (highly likely), at adskillige flere prøver, som ikke opfylder de tyske forskeres kvalitetskriterier, kan vise DNA-spor af ulv og indikere »tilstedeværelsen af et større antal ulveprøver og formodentlig også ulveindivider, end vi accepterede ud fra strenge videnskabelige standarder (strict scientific standards)«. Han tilføjer også, at de tyske forskere heller ikke har analyseret alt materialet fra DCE og derfor naturligvis kun kan konkludere ud fra det fremsendte. 

Men dette ændrer ikke ved de videnskabelige konklusioner på baggrund af de konkrete DNA-analyser. Nowak understreger således, at det er »absolutely mandatory to follow at least the most basic rules of forensic wildlife analysis«, og han anbefaler Naturstyrelsen at arbejde i retning af en systematisk ulvemonitorering, der bl.a. inkluderer »udførelsen af genetiske analyser, der opfylder internationale videnskabelige standarder for databehandling, dokumentation, analyse og fortolkning«.

Der er altså ingen tvivl om, at de tyske forskere betragter deres metoder som værende i overensstemmelse med internationale videnskabelige standarder – i kontrast til den analysemetode, der er lagt til grund for de meget høje ulvetal i Danmark. I en efterfølgende mail samme dag spørger Naturstyrelsen ind til nogle af bemærkningerne, hvilket får Nowak til at uddybe sin pointe:

Aarhus looked very closely at all data and replicates, picked every genetic signal they could find, irrespective of its intensity and consistency among replicates to assemble genotypes. This is a procedure that necessarily leads to strongly biased outcomes when aiming at identifying individuals. (…) We agreed that we are interested in the Aarhus method in order to test where this discrepancy derives from. We also developed a novel method for individual genotyping of wolves, which Aarhus successfully tested already. The lab is well capable of performing all wolf analyses, without any doubt. But they had no experience in handling these samples and the data resulting from them and where too enthusiastic about their “sensational” findings, then there was no way out anymore. And I understand that they will defend the results. And it will be difficult to convince them they have to change everything from the scratch. (…) Commonly agreed standards exist for nearly 20 years now stating that your genetic data needs to be successfully replicated in order to be regarded as valid. And we simply do not see this in the datasets delivered to us.

Så kan det ikke siges meget klarere, hvor de tyske forskere står i forhold til de danske forskeres metodiske valg. 

Hele korrespondancen mellem Naturstyrelsen og Dr. Carsten Nowak kan læses online her (bemærk, at det er foregået via email, hvorfor en kronologisk læsning skal begynde nedefra dokumentet): Korrespondance mellem Naturstyrelsen og Senckenberg (aktindsigt)

Ulv (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Ulv eller ej? I dette tilfælde, ja, det er en ulv, fotograferet i Zoologisk Have i København (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Trods offentlig kritik af overdrevne tal fra bl.a. Sebastian Klein og undertegnede – ikke mindst på baggrund af den offentliggjorte korrespondance mellem danske og tyske forskere – og selv om forskere fra Københavns Universitet i midten af februar havde anslået et realistisk tal til blot 4-5 ulve, fastholdes ulvetallet på 20-23 endnu nogle måneder.

Den 16. april 2016 afviser forskere i Aarhus således fortsat kritikken og kalder det i en pressemeddelelse for et »faktum, at der har været konstateret op til 23 dyr i en periode«.

Skønt der altså heller ikke kunne konstateres en tilsvarende markant forøgelse af ulveobservationerne i Nordtyskland, som ulvene i Danmark jo har måttet gennemtrave, og selv om der heller ikke var dokumentation for, at ulve var født i Danmark.

Fra 40 til 4 – forskere trækker ulvetal i Danmark tilbage

Først i juni 2016 nedjusterer de århusianske forskere bag ulveovervågningen endegyldigt ulvetallet, så det er i overensstemmelse med det niveau, der anslås af andre forskere.

Den hidtidige ansvarlige for ulveovervågningen ved Aarhus Universitet flyttes, og til pressen udtaler den nye ansvarlige, Peter Sunde: »Der har i hvert fald været fire ulve i Danmark, inklusive den, der blev fundet død. (…) Fremadrettet skal der være en helt anden grad af systematik i den måde man prøver at finde spor fra ulve på.« (DR.dk, 3.6.2016).

Det forlyder i en pressemeddelelse fra DCE ved Aarhus Universitet, at »en internationalt anvendt DNA-analysemetode [fremover vil] erstatte den hidtil benyttede« til registrering af ulve i Danmark, hvorved baggrunden for kritikken af de hidtidige DNA-analyser nu var alment erkendt og anerkendt af alle relevante forskningsinstitutioner (DCE, 2.6.2016).

Efter måneders debat var bordet med andre ord ryddet, og vi kan fremover få ulveovervågning med tilhørende DNA-analyser på baggrund af internationale standarder: »Prøver (ekskrementer, kadavere) og observationer og sportegn (fotos, spor) efter ulv vil blive registreret og valideret efter de samme standarder, som bruges i Tyskland.«

Dette er ikke ‘blot’ vigtigt af videnskabelige grunde, men også af hensyn til debatten og formidlingen, hvor ulvene (og tempoet af ulvenes indvandring til Danmark) både hører til de mest diskuterede og mest kontroversielle emner.

Når almindelige borgere, ikke-forskere, NGO’er og politikere agerer i samfundet og ikke mindst i den naturpolitiske debat (hvor ulvene både hører til de mest diskuterede og mest kontroversielle emner), er spørgsmålet om antallet af ulve ikke rent akademisk, men derimod en problemstilling med implikationer, der rækker længere. Forskningen kan ikke undvære de frivillige indsamlere, der uanset antallet bidrager på afgørende vis – og sikkert får mere at se til i fremtiden.

Alt tyder på, at der kommer flere ulve til Danmark fremover, og dansk natur har brug for at få et af sine vigtige rovdyr tilbage i en livskraftig bestand. Spørgsmålet om, hvor hurtigt de kommer, og hvor mange de kommer er alt andet end irrelevant. Og svarene på de spørgsmål skal helst være hævet over videnskabelig tvivl.

Rune Engelbreth Larsen, 13. februar 2016 / 13. marts 2016 / 3. juni 2016

RELEVANTE DOKUMENTER

> 02.06.2016: Ulveovervågningen i Danmark – ny organisation og initiativer (pressemeddelelse fra DCE)
> 09.02.2016: Forskere nedjusterer antallet af ulve, der har været i Danmark (pressemeddelelse fra DCE)
> 09.02.2016: DNA-analyser af ulv (videnskabeligt notat fra DCE)
> 19.02.2016: Der er formentlig kun få ulve i Danmark, vurderer forskere (pressemeddelelse fra CMEC)
> 19.02.2016: DNA-analyser af ulv er ikke helt ude i skoven (pressemeddelelse fra DCE)
> 26.02.2016: Præcisering af DNA-analyser af ulv i Danmark (pressemeddelelse fra DCE)
> 13.03.2016: Korrespondance mellem Naturstyrelsen og Senckenberg (aktindsigt)

APROPOS

Fotoserie: Ulvenes genkomst – en naturgave til Jylland og Fyn

Ulv (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Ulv – den er derude … Men hvor mange? (foto © Rune Engelbreth Larsen)