Af Rune Engelbreth Larsen

Møns Klint er blandt de mest eventyrlige landskaber i Danmark, et naturligt kalkslot over en kyststrækning på syv kilometer, som bestandigt forandrer sig, når store klinter skrider i havet. Fra den snoede sti langs toppen er udsigten svimlende blandt kystens mange imponerende kridtkæmper. Biodiversitetsmæssigt er det i Klinteskoven bag klinten og ikke mindst på græslandet i Jydelejet og Høvblege Bakker, at eventyret udfolder sig i flora og fauna, men geologisk er det ved kyststrækningen, at dette spektakulære skue udfolder sig som i en landskabsdrøm af de helt sjældne i Danmark.

Fra Danmarks 75 millioner år gamle undergrund rejser Møns klint sig som en råhvid vold langs det meste af øens østkyst, hvor dybe slugter og stejle skovpartier markerer overgangen fra det ene monumentale fremspring til det næste. Over en syv kilometer lang kyststrækning hæver urtidens kridtkæmper sig skulder ved skulder over havet, der adskillige steder tager farve efter det allestedsnærværende kridt og ruller mælkehvidt ind over den smalle stenstrand.

 

Hvis kæmperne kunne tale, ville de berette om et ubegribeligt tidsspand før Danmarks fødsel, hvor landet var dækket af det tropiske urhav, vi kalder Kridthavet, og hvor trillioner af mikroskopiske algers kridtskaller blev aflejret på havets bund. Århundrede efter århundrede efterlod hvert sit millimetertynde lag, indtil havbundens kridtskorpe millioner år senere var blevet flere hundred meter tykt – sine steder sågar op til et par kilometer.

 

På denne sokkel af ophobet kridt, yderligere sammenpresset og stedvis opbrudt af gletschergiganter, er næsten hele landet støbt …

Rune Engelbreth Larsen: Danmark er en kvinde – på genopdagelse i den danske natur

… Skomager bliv ved din Læst tænkte jeg, og at jeg var tosset at rende Panden mod Klinten, da jeg nylig havde knækket Halsen mod nogle Bøgetræer, som dog kun var Smørrebrød imod dette; havde det ikke været for Skammens Skyld, havde jeg gjerne vendt Klinten Ryggen og malet noget i de smukke Landsbyer. (…) men det kunne jeg dog heller ikke godt, for Klinten var dog det Fornemste og Stolteste, den maatte jeg bestandig vende tilbage til, men naar jeg tog fat, blev det altid smaaligt; tog jeg et lille Partie blev alle Gjenstandene smaa, Træerne bleve Buske og Buskene saa ud som Muskager, og Linierne løb reent forkert, at jeg begyndte at blive bange ikke alene for Eckersberg, men for ethvert Menneske med lidt Øie for Perspektiv; jeg skældte da Klinten ud for alt for konstig, og syntes den passede bedst i et Naturaliekabinet imellem Kuriositeter, og dog maatte jeg have Respect for den, for hvergang jeg saa op eller ned ad den, begyndte det at svimle for mig … (P.C. Skovgaard: Brev til Høyen, 22. august 1845)

En vandretur på det smalle bælte af rullesten, der løber langs den syv kilometer lange strækning med et noget nær ærefrygtindgydende blik op på kridtpartierne. Intet er sammenligneligt med det sælsomme og bestandigt foranderlige landskab, der møder os her, og var blandt nogle af guldaldermalernes foretrukne motiver …

Det er en enestående oplevelse at gå langs strandkanten, som naturen har rundet i så fin en bue, at klintens nærmeste kæmper lige akkurat spærrer for synet af den næste kyststrækning og dermed som regel begrænser klintudsigten til nogle få hundred meter. Hver gang en strækning er tilbagelagt, udfoldes et nyt fantastisk panorama, og forventningen til den kommende strækning er lige så medrivende som forløsningen, når endnu et ‘hjørne’ er rundet, og de næste kridtkæmper toner frem. Og sådan fortsætter det langs det meste af østkysten, strækning for strækning, kilometer for kilometer … (Rune Engelbreth Larsen: Danmark er en kvinde – på genopdagelse i den danske natur)

APROPOS
> Jydelejet – græsland ved Møns Klint
> Høvblege – græsland ved Møns Klint
> Møns Klint – til kanten