Oostvaardersplassen – fra gammel havbund til nyt og omstridt vildnis

Af Rune Engelbreth Larsen

Det ene af to besøgscentre ved Oostvaardersplassen i Holland – dette er beliggende nær byen Almere (foto: Rune Englebreth Larsen)
Det ene af to besøgscentre ved Oostvaardersplassen i Holland – dette er beliggende nær byen Almere (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Er Europas ‘Serengeti’ blevet til virkelighed i Holland? Kan man kunstigt skabe et ‘nyt vildnis’, hvor der få generationer tidligere var hav? Er det ‘dyrplageri’, når vilde heste dør af sult bag et hegnet naturreservat? Det er spørgsmål, der er rejst et utal af gange de forløbne år, efter at 5.500 hektar gammel havbund er transformeret til en steppe med store flokke af vildheste, vildokser og krondyr i Oostvaardersplassen, ca. 40 kilometer fra Amsterdam. Her følger en introduktion til områdets historie og nogle betragtninger over de problemer og dilemmaer, der er fulgt med …

Vildheste af hesteracen konik (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste af racen konik (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Industriområdet, der gik i vasken og blev til natur

I Holland bor ca. 17 millioner indbyggere på et areal, der er mindre end Danmark, men alligevel prioriteres landets naturarealer højt. Trods den store befolkningstæthed er der udpeget 20 nationalparker, hvor Danmark har 4, og afsat 13,3 procent af landet til internationalt beskyttede naturområder, hvor Danmark har 8,3 procent (EU’s Natura 2000 Barometer, januar 2016).

Holland er ikke blot et af verdens tættest befolkede lande, men også et af de mest lavtliggende. Over halvdelen af landet ligger mindre end en meter over havniveau, og over en fjerdedel er inddæmmet havbund (såkaldte poldere). I 1927-32 anlagde man f.eks. den 32 kilometer lange dæmning Afsluitdijk, der åd en bid af Nordsøen og skabte den enorme ferskvandssø IJsselmeer, hvorfra næsten hele provinsen Flevoland er blevet drænet og tørlagt i 1957 og 1968.

Den sydlige og østlige del af Flevoland udgør i dag verdens største kunstige ø på over 970 kvadratkilometer, hvoraf hovedparten er landbrugsland. Men en del af området, der var tiltænkt olie- og sværindustrien, gik bogstavelig talt i vasken: Oostvaardersplassen.

Trods inddæmningen var området for vådt til at understøtte de planlagte industrianlæg, og med oliekrisen i 1972 forsvandt den finansielle motivation til yderligere investeringer. Pludselig stod man med et større landområde uden oplagt anvendelse – eller dét, vi plejer at kalde natur.

Kort over Oostvaardersplassen med signaturer (klik på kortet, og det åbner i større format i en ny fane)
Kort over Oostvaardersplassen (klik på kortet, og det åbner i større format i en ny fane)

Grågæssenes genkomst som gratis øko-ingeniører

Som regel er der ingen problemer, så længe du forbliver inden for rammerne af et accepteret paradigme. Men pas på, når du begynder at diskutere paradigmet. (Frans Vera, The New Yorker, december 2012)

Nord for Flevolands store nye landbrugsarealer og mellem de nyanlagte byer Almere og Lelystadt dannedes en enorm marsk som et tiltrængt mekka for vadefugle, ænder og måger. Titusindvis af grågæs, der havde været forsvundet fra Holland siden 1935, etablerede sig i de nye vådområder umiddelbart bag diget, hvor de snart fik positiv betydning for bestandudviklingen i Holland og flere omgivende lande.

Grågås (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Grågås (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Grågæssene fik følgeskab af mange andre arter, bl.a. ynglende sølvhejre, der dukkede op i Oostvaardsplassen i 1978 efter at have været uddød i landet siden midten af 1800-tallet (i dag er der over 150 ynglepar). Og for første gang siden middelalderen slog også ynglende havørne sig ned i Holland, da Nordeuropas største rovfugl landede i Oostvaardersplassen i 2006 (Staatsbosbeheer 2008).

I løbet af årene er der registreret over 250 forskellige fuglearter i området, bl.a. sivsanger, savisanger, rørsanger, skægmejse, blåhals, troldand, rørdrum, isfugl, rørhøg og skestork.

Chilensk pibeand (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Chilensk pibeand (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skønt havørnene har vakt størst opmærksomhed og begejstring i offentligheden, er det en af rovfuglens livretter, vi kan takke som naturområdets vigtigste fødselshjælpere – grågæssene.

Under fjerskiftet ankommer en hær af gæs til marsken, hvor de bl.a. æder tagrør og dunhammer, hvorved der skabes et mosaiklandskab af åbne vådområder med vekslende vegetation. Fluktuationer i marskens vandstand som følge af våde og tørre år såvel som vekslende nedbørsmængder påvirker grågæssene, hvis foretrukne marskområde f.eks. kan variere fra år til år mellem Oostvaardersplassen i Holland, Saltholm i Danmark og Øland i Sverige.

Fiskehejre cruiser hen over en lavvandet sø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Fiskehejre cruiser hen over en lavvandet sø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Nogle år er der nul gæs, andre år titusinder, og under gæssenes fravær breder vegetationen sig igen, for så atter at blive bidt ned under deres tilbagekomst – en vekslende rytme, der har åbnet levesteder for flere andre arter (Vera 2009: 32).

For at forhindre marsken i gradvis at udtørre blev der i 1974 rejst et lavt indre dige, der i tilknytning til diget mod IJsselmeer kom til at udgøre afgrænsningen af et fremspirende fugleområde af international betydning.

Snart blev det imidlertid foreslået at gøre hele Oostvaardersplassen til et naturreservat ved at inkludere landområder syd for marsken og tilstræbe en arealudvikling på naturens præmisser. Frans Vera, der blev ansat som nyuddannet biolog i den hollandske skovstyrelse (Staatsbosbeheer) og kort efter i Landbrugs- og Naturforvaltningsministeriet, har været officiel eller uofficiel primus motor for Oostvaardersplassen siden 1979.

På et tidligt tidspunkt pressede han utålmodigt på internt for at virkeliggøre forslaget, og i 1983 besluttede han uden om embedsapparatets bureaukrati at købe en flok tyske heck-kvæg, der skulle udsættes som en slags erstatnings-urokser. Den hollandske naturstyrelse var rasende og trak i håndbremsen, men gav sig alligevel nogle måneder senere, hvor en ny flok kvæg fik lov til at blive udsat.

Således begynder den egentlige fortælling om Oostvaardersplassen, der blev naturreservat ved et utilsigtet tilfælde på grund af en mislykket tørlægning og titusindvis af grågæs med en umådelig appetit. Dermed var bolden givet op til etableringen af et af Europas mest berømte naturreservater – og mest omdiskuterede.

Oostvaardersplassen. Find Holger – eller rettere: Find hejren ... (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Oostvaardersplassen. Find Holger – eller rettere: Find hejren … (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Fiskehejrer– bemærk skræmmeadfærden til højre ... Den virker ikke, for den anden fiskehejre fisker uforstyrret videre (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Fiskehejrer– bemærk adfærden til højre: Måske tørrer den vingerne, måske forsøger den at skræmme konkurrenten bort fra fiskestedet (i så fald virker det ikke)? Eller måske optager den varme på denne måde via de store blodkar under vingerne …? (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Før etableringen af Oostvaardersplassen var grågæs mestendels fraværende i Holland – siden kan der alene her slå sig over 60.000 gæs ned (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Før etableringen af Oostvaardersplassen var grågæs fraværende i Holland – siden har der været år med over 60.000 gæs (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Fra utilsigtet vådområde til tilsigtet slette

Skovblåfugl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skovblåfugl. Også små planteædere i Oostvaardersplassen … (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Oostvaardersplassen ligger 4-5 meter under havniveau, og herfra kan man kigge op på IJsselmeers forbisejlende skibe bag det ydre dige – måske meget passende for en naturverden, hvor der også er blevet vendt op og ned på traditionelle forvaltningsstrategier.

At gæssenes adfærd skulle blive den drivende nøglefaktor i udviklingen af naturlig dynamik og variation til gavn for en vifte af andre fuglearter, blev en øjenåbner for Frans Vera. Naturen kunne tilsyneladende selv holde marskens tilgroning i ave på naturlig dynamisk vis – dengang var man ellers overbevist om, at den slags forudsætter en omfattende menneskelig og maskinel indsats.

Blå mosaikguldsmed (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Og små rovdyr … Brun mosaikguldsmed (foto © Rune Engelbreth Larsen)

De tørre dele af Oostvaardersplassen begyndte imidlertid at gro til i krat og buske, og for at bevare de åbne flader fra at udvikle sig til skov og supplere grågæssenes græsning indførte forvaltningsteamet et afgørende element, som mange naturområder er unaturligt fattige på i dag: store vilde planteædere.

En gren af denne tilgang til naturforvaltningen går under navnet rewilding, der dog ikke har nogen helt entydig konsensus-definition. Konceptet stammer fra slutningen af 1900-tallet og refererer til en naturbeskyttelsesstrategi, der bl.a. bygger på etableringen og sammenknytningen af naturområder med kernezoner af vild natur (Svenning m.fl. 2016).

Overordnet set repræsenterer rewilding en bestræbelse på at genetablere økosystemernes naturlige processer og derigennem skabe udgangsbetingelserne for en mere selvforvaltende natur, ikke mindst ved at udsætte store planteædere. Og i manges øjne indtager Oostvaardersplassen en nøgleplads i eksemplificeringen af rewilding, om end der som antydet er flere forskellige varianter af konceptet, som både har fortalere og kritikere blandt fagfolk.

Det grundlæggende behov for flere større planteædere i en natur, der næsten overalt bliver mere og mere tilgroet og uvarieret, er dog en almindeligt fastslået kendsgerning, skønt enigheden er mindre, når det kommer til at konkretisere arter og virkemidler.

Men for at forstå de valg, der er truffet under etableringen og udviklingen af Oostvaardersplassen, skal vi først en lille omvej i tidsmaskinen – det handler nemlig lidt forenklet om at lade sig inspirere af fortiden for at tilstræbe ‘naturligere’ natur.

Mange af fortidens store vilde planteædere er i dag udryddet i hele eller dele af Europa, f.eks. de oprindelige urokser og vildheste, der imidlertid også er ophavet til fremavlingen af tamdyr til landbrugsformål. Dermed er de moderne kvæg- og hesteracer til gengæld også mere eller mindre distanceret fra de nøgleroller, som vildheste og urokser indtog i naturens store puslespil gennem tusindvis af år.

Af samme grund er en række forskere optaget af at genfinde eller rekonstruere uroksens og vildhestens egenskaber og funktioner i økosystemerne, fordi mange andre arter er evolutionært tilpasset samspillet med disse nøglearter – et samspil, der i dag er afsporet, på grund af udryddelsen eller decimeringen af de store planteædere. Uden planteædernes markante indvirkning på vegetationen kan der f.eks. opstå et kæmpe ‘overskud’ af planteføde, hvor de mest konkurrencestærke dele af floraen breder sig og bortskygger talrige andre planter.

Naturen gror med andre ord til i ensformighed og fortrænger mange andre arter, der er er afhængige af åbne landskaber og varieret vegetation (såvel som de mange arter, der er afhængige af de millioner af ådsler og milliarder af kokasser og hestepærer, som også er forsvundet med den voldsomme reduktion af større planteædere i naturen). Kort fortalt: biodiversiteten svinder ind.

I dag er denne udvikling blevet en selvforstærkende global naturkatastrofe, hvor arter uddør med alarmerende hastighed, og derfor er det så afgørende lige præcis at få flere af de store planteædere tilbage i naturen for at standse biodiversitetstabet.

I Oostvaardersplassen hedder erstatningen for tidligere tiders urokser og vildheste heck-kvæg og konik-heste. Hvad dét er for dyr, og hvorfor og hvordan de har fået tildelt uroksens og vildhestens nøgleroller, er en del af baggrundsfortællingen (og debatten) om, hvorvidt og hvordan vi kan få naturen på fode igen på mere naturlige præmisser.

Vådområde, Oostvaardersplassen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vådområde, Oostvaardersplassen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Tilbage til en fortidig fremtids urokser og vildheste …

Uroksen bredte sig fra Indien over Mellemøsten til Europa for ca. 275.000 år siden, hvor den næsten levede overalt fra Sverige til Sicilien, indtil den sidste døde i Polen i 1627. Dens horn og kropsfunktioner forandrede sig forholdsvis lidt over meget lange tidsrum, hvilket tyder på, at økologiske funktioner var afgørende for artens udseende (Bunzel-Drüke 2004: 5).

I dag mangler naturen derfor dyr med samme udseende og funktion. For selv om alt tamkvæg er udviklet ud fra uroksen, har husdyravlen som nævnt haft helt andre formål end kvægets naturlige funktion i økosystemerne, og derfor er langtfra alle kvægracer egnede til at genindtage uroksens position i naturen.

Urokse fra Nationalmuseeet, København (Wikiepdia)
Urokse fra Nationalmuseeet, København (Wikiepdia). Fundet i en mose ved Vig i Odsherred, hvor den er druknet ca. 8.600 f.v.t., efter at være blevet ramt af flere pileskud.

En af de kvægracer, man tidligst har haft i kikkerten som erstatning, er heck-kvæget, der af og til ligefrem kaldes urokse.

Heck-kvæget er et resultat af 1920’ernes og 1930’ernes bestræbelser på at ‘tilbageavle’ uroksen af de to tyske brødre og zoo-direktører Heniz og Lutz Heck, der krydsede forskellige kvægracer med urokse-lignende træk. Alle tamkvæg (med undtagelse af sydøstasiatiske kvæg og okser) nedstammer herfra og er i sidste ende samme art, hvorfor uroksens egenskaber også er til stede (i vekslende grad) i de nulevende kvægracer, hvilket muliggør et målrettet avlsarbejde i denne retning.

Uroksen var et ordentligt bæst, betydeligt større end de fleste moderne kvægracer – fund fra Danmark viser, at tyren i Nordeuropa kunne veje 1 ton eller mere og måle helt op til 2 meter i skulderhøjde. Almindeligvis har den nordeuropæiske tyr dog ikke målt over 1,8 meter i skulderhøjde, og den sydeuropæiske tyr var yderligere 20-25 centimeter mindre.

Heck-brødrenes hensigt var at rette op på udryddelsen af uroksen og samtidig demonstrere dens forskel fra europæisk bison – to store planteædere, som hyppigt blev forvekslet. I 1930’erne øjnede nazisterne desuden propagandapotentialet i bestræbelserne på at genoplive det imposante dyr og finansierede projektet. Kvægets eventuelle nøglerolle i naturen var med andre ord slet ikke inde i billedet, og modsat Heck-brødrenes optimistiske påstande blev heck-kvæget heller ikke nogen sinde virkeliggørelsen af en genopstanden urokse.

F.eks. har heck-tyren kortere ben, dens skulderhøjde er op til 50-60 centimeter lavere end den store urokse fra Vig, og hornene er heller ikke fremadrettede eller lige så tykke som uroksens. Avlsprojektet var i det hele taget præget af forsimplinger, fantasi og mangel på viden om uroksen, for slet ikke at nævne en urealistisk kort årrække på 11-12 år (Vuure 2002: 5).

Nyere avlsprojekter som f.eks. Tauros-Programmet har anlagt en meget mere stringent videnskabelig tilgang og arbejder på at udsætte kvæg, der har betydeligt større lighed med uroksen – men dengang Oostvaardersplassen blev etableret som naturreservat, lå dette projekt selvfølgelig endnu en årrække ude i fremtiden.

Ilustration af urokse fra en bog af Sigismund von Herberstein, der udkom i 1556 (uroksen uddøde i 1627). Billedtekst: »Jeg er 'urus', tur på polsk, aurox på tysk. Ignoranter har navngivet mig bison.« (Wikipedia)
Ilustration af urokse fra en bog af Sigismund von Herberstein, der udkom i 1556. Måske ikke synderligt eksakt. Billedtekst: »Jeg er ‘urus’, tur på polsk, aurox på tysk. Ignoranter har navngivet mig bison.« (Wikipedia)

Også konik-hesten skylder sin eksistens bestræbelser på at fremavle en uddød planteæder, i dette tilfælde den europæiske vildhest tarpanen. Den sidste vildtlevende tarpan blev dræbt i 1879, og den sidste i fangenskab døde formodentlig i Rusland i 1909.

I 1930’erne begyndte flere projekter uafhængigt af hinanden at eksperimentere med at ‘genskabe’ vildhesten, bl.a. de tidligere nævnte Heck-brødre, men mere kendt på hestescenen blev den polske professor Tadeusz Vetulani. Hans avlsprojekt begyndte i den næsten sagnomspundne Bialowieza-skov, der først og fremmest er berømt som en af Europas mest urskovsagtige vildskove, og som det sidste oprindelige tilflugtssted for europæisk bison, der ligeledes var på nippet til at uddø i første halvdel af 1900-tallet. Her troede man (i dette tilfælde fejlagtigt), at også tarpanen havde levet frem til 1700-tallet.

Den eurpæiske vildhest, tarpan, fotograferet i Moskvas zoologiske have i 1884 – halen er blevet klippet (foto: Wikipedia). Den sidste tarpan døde i fangenskab formodentlig i 1909.
Den uddøde eurpæiske vildhest, tarpan, fotograferet i Moskvas zoologiske have i 1884 – halen er blevet klippet (foto: Wikipedia).

Vetulani krydsede polske tamheste, som han mente lå tæt på den uddøde vildhest, og det er resultatet af dette avslarbejde, vi kender som konik-hesten (efter det polske ord konik, diminutiv af kon, der simpelthen betyder »hest«).

Tiden emmede lidt af ‘gale’ videnskabsmænd, der ville levendegøre og genskabe fortiden – og som bekendt ikke altid med lige ædle formål. Velutanis avlsprojekt havde heller ikke noget med vildhestens nøglefunktion i naturen at gøre, men var primært en bestræbelse på at fremavle velegnede arbejdsheste til landbruget – skønt deres muligheder inden for hestesporten og hæren heller ikke var ude af billedet (Vuure 2014: 122).

Den tidligere mere almindelige, men ikke helt korrekte forestilling om konik-hestens store lighed med den uddøde tarpan har sikkert spillet en rolle for dens popularitet som udsat vildhest i flere europæiske naturreservater (heriblandt Lille Vildmose) – tilbage i 1984 kaldte Frans Vera f.eks. stadig konik-hesten for »den seneste efterkommer af vildhesten« (Vuure: 2014: 120).

Andre hesteracer har imidlertid vist sig at være lige så tætte eller tættere på vildhesten, f.eks. den britiske exmoor-pony, der har en større morfologisk lighed med tarpanen, men også var udryddelsen nær efter Anden Verdenskrig. Ligesom konik er exmoor i dag udsat flere steder som vildheste, f.eks. på Sydlangeland.

Det var en omvej, men pointen har været at illustrere, hvorfor de prisværdige anstrengelser på at beskytte og bevare truede arter også kan være af betydning for fremtidens naturgenoprettelsesprojekter. Ikke for at komme tilbage og genrejse en tabt og diffus fortid à la brødrene Heck og professor Velutani, men derimod for at præge fremtiden i en retning, hvor naturforarmelsen og biodiversitetstabet imødegås så effektivt – og naturligt – som muligt.

Oostvaardersplassen er fra begyndelsen præget af ideen om en tilnærmelse til de oprindelige naturlandskaber før landbruget, og det afspejler sig naturligvis også i de ‘erstatningsurokser’ og ‘erstatningstarpaner’, der er blevet valgt (og som var til rådighed) i begyndelsen af 1980’erne.

Heckkvæg – tyr i ensom majestæt (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Heckkvæg – tyr i ensom majestæt (foto © Rune Engelbreth Larsen)

‘Nye’ vildheste og vildokser

Det giver god mening at forsøge at genetablere et mere naturligt samspil arterne imellem, hvor større planteædere indgår som faciliterende nøglearter, og derfor er forskning og forsøg i den retning naturligvis afgørende. Skønt Oostvaardersplassens vildheste ikke er tarpaner, men konik-heste, har de vist sig at være en god erstatning, der over nogle generationer gradvis har tilpasset sig mere og mere til Oostvaardersplassen (Linnartz 2015: 6).

Og selv om heck-kvæget oprindelig er fremavlet på baggrund af helt andre formål og med mere primitive metoder end f.eks. Tauros-Programmet, er der heller intet egentligt misvisende ved betegnelsen vildokser, for de er født i naturen og lever som vilde kreaturer, der klarer sig året rundt.

I 1983 blev der udsat 32 heck-kvæg, og både i 1987 og 1989 yderligere 10. I 1984 blev de suppleret af 20 konik-heste, og i 1992-93 fulgte udsættelsen af 57 krondyr. Det hidtidige tråd- og elhegn blev erstattet af et 2 meter højt vildthegn for at sikre, at også krondyrene bliver i området.

De veterinære EU-regler kræver normalt, at kvæg bærer øremærke (de grimme gule skilte med numre på, som vi også kender fra alle kreaturer i Danmark), men fordi de ikke indgår i fødevareproduktionen, har Oostvaardersplassen fået dispensation. Et lille afbureaukratiserende skridt, der burde kopieres i mange flere naturreservater.

Når krondyr dør, får ådslerne lov til at blive liggende til gavn for ådselsædere som f.eks. ræve, ravne, krager, musvåger og havørne. Lovgivningen er dog ikke skræddersyet til vildere natur, men stadig indrettet efter landbruget, og til trods for at også konik-hestene og heck-kvæget er vilde dyr, skal alle døde heste og kvæg derfor så vidt muligt transporteres bort fra arealet til destruktion frem for at indgå i en naturlig cyklus af liv og død.

Også på det område er Oostvaardersplassen et kompromis mellem ukontrolleret natur og kontrolleret kulturland, om end idealet altid har været at forskyde udviklingen længere i retning af vild natur.

Af de i alt 5.486 hektar (knap 55 kvadratkilometer), der er indhegnet, er 1.714 hektar græsland, 2.145 hektar marsk og de sidste 1.627 hektar lavvandede arealer, der kun er delvist tilgængelige for områdets vildheste, vildokser og krondyr.

Denne treenighed af store planteædere har siden 1990’erne udgjort rygraden i bestræbelserne på at ‘naturliggøre’ naturområdet, og bestandsudviklingen eksploderede nærmest de første to-tre årtier. Dermed fulgte imidlertid også spørgsmålet om, hvad de ‘naturlige’ bestandsstørrelser er, og det har vist sig at være en afgørende problemstilling, der indirekte har fået den hollandske naturdebat til at gløde.

Som vi skal se i det følgende, er det den til tider meget iøjnefaldende dødelighed i kølvandet på de voksende bestande, der er blevet et kernepunkt i en fortløbende naturpolitisk strid om Oostvaardersplassen, hvor kritik, kompromisser og dilemmaer med vekslende vægt og tilbagevendende intensitet fylder debatten.

Vildheste, Oostvaardersplassen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste, Oostvaardersplassen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Må vildheste og vildokser dø af sult i et naturreservat?

Der er meget mere føde til planteæderne i sommerhalvåret end om vinteren, og i takt med dyreflokkenes forøgelse er der i strenge vintre et stort ‘overskud’ af dyr i forhold til vinterens indskrænkede fødegrundlag, hvorfor hundredvis af heste, kvæg og krondyr dør af sult.

Oostvaardersplassens største rovdyr er ræven, der ikke har pondus til at jage vildheste, vildokser eller krondyr, hvorfor en naturlig rovdyrsregulering af bestandene er ikke-eksisterende. Arealet er formodentlig også for lille til at udsætte ulve (hvis naturlige præmisser for en sådan udsættelse skulle tilstræbes), eftersom ulveterritorier let strækker sig over 100-300 kvadratkilometer for et kobbel.

Manglen på en topprædator, der på naturlig vis kunne begrænse overskuddet af planteædere, kan derfor næppe løses optimalt inden for den nuværende afgrænsning.

Under en særlig streng vinter i 2004-05 fører tv-billeder af udmagrede og døde dyr til et ramaskrig: Er det overhovedet etisk forsvarlig ‘dyrevelfærd’ at lade hundredvis af indhegnede dyr dø af sult?

Debatten inddrog dog sjældent andre faktorer, der også har betydning for en samlet vurdering af dyrevelfærden, f.eks. de meget få forstyrrelser fra mennesker og det forhold, at dyrene lever i et område, der er uden landbrug og skovbrug, men i videre udstrækning er reserveret naturens egne processer. Friere og vildere forhold, der ligger langt fra den virkelighed, som f.eks. landbrugets millioner af produktionsdyr lever under af hensyn til kødproduktionens effektivisering, og som mindst er lige så væsentlige for en vurdering af dyrenes generelle trivsel.

Samtidig er det i og for sig blot naturens natur, at dyrenes vilkår forringes, når vind og vejrlig er usædvanligt barske, og fødegrundlaget svinder ind. Det sker hele tiden i naturen, men vi opdager det bare sjældent, fordi det ikke almindeligvis foregår i områder med så stor offentlig bevågenhed (og så store åbne vidder) som Oostvaardersplassen.

Alligevel er det nok også lidt for let at afvise kritikken af al denne sult og død med et skuldertræk og en henvisning til, at naturen blot må »gå sin gang«. Det er der jo i forvejen en række indskrænkninger, der forhindrer i Oostvaardersplassen, bl.a. fraværet af større rovdyr.

Ser vi bort fra de mest hysteriske dyrevelfærds-protester, der ikke skelner mellem forholdene for vilde dyr og tamdyr, stod det trods alt også klart, at den nødvendige, men kunstige indskrænkning af dyrenes bevægelighed var en særlig problemstilling, der skulle analyseres grundigt, fordi dyrene er afskåret fra at søge føde og ly andre steder.

I kølvandet på den hårde vinter i 2005-05 blev der derfor nedsat en kommission med en stribe internationale fageksperter for at vurdere dødeligheden og dyrevelfærden i Oostvaardersplassen: International Commission on Management of the Oostvaardersplassen (ICMO).

I juni 2006 udsendte kommissionen sin rapport, der bl.a. fastslog, at de store planteædere fortsat burde betragtes som vilde dyr i så vid udstrækning som muligt og derfor med så lille menneskelig indgriben som muligt – men ICMO erkendte også, at flere kompromisser var nødvendige.

Kommissionen understregede dog, at den store vinterdødelighed ikke i sig selv var alarmerende (»not exceptional«), men f.eks. er sammenlignelig med adskillige øer af samme størrelse som Oostvaardersplassen. Her fluktuerer bestandene af større planteædere også markant, og nogle år kan man konstatere en dødelighed på helt op til 50 procent (ICMO 2006: 15).

Fraværet af rovdyr betyder selvfølgelig ikke ingenting – en væsentlig dødsårsag, som jo ellers beriger naturen og tager toppen af ‘dyreoverskuddet’, er som nævnt udelukket for de store planteæderes vedkommende i Oostvaardersplassen.

Ganske vist behøver rovdyr langtfra være den altafgørende dødsårsag, hvilket f.eks. fremgår af undersøgelser fra Serengeti Nationalpark i Tanzania, hvor man over en 40-årig periode (1958-1998) har kortlagt dødsårsagerne for nationalparkens vigtigste nøgleart, oksegnuen. Den største dødsårsag viste sig overraskende at være underernæring (75 procent), hvorimod rovdyr (løver, hyæner, jaguarer, geparder m.fl.) spiller en mindre rolle (Mduma m.fl. 1999).

Det ‘kunstige’ forhold, at planteæderne ikke er reguleret af rovdyr og heller ikke kan forlade Oostervaardsplassen, fører med andre ord ikke nødvendigvis til en spektakulær dødelighed i strenge vintre, selv om det er det indtryk, offentligheden har fået af de dramatiske tv-reportager. Når ICMO alligevel anerkender et behov for at gøre mere for dyrevelfærden, vægter man imidlertid også offentlighedens opfattelse af de ‘unaturlige’ lidelser højt.

Kommissionen forudsagde desuden, at dødeligheden ville blive højere i efterfølgende år, fordi bestandene af krondyr, konik-heste og heck-kvæg endnu ikke havde nået deres maksimale niveau i forhold til sommerens fødegrundlag.

Det blev derfor anbefalet at monitorere dyrene mere omhyggeligt og afskyde 90 procent af de svagelige og syge dyr, som åbenlyst ville have en meget lille chance for at overleve en kommende vinter. Samtidig betonede man vigtigheden af at sørge for adgang til bedre beskyttelse mod vind og vejr ved at etablere korridorer til de tilstødende naturområder med mere skovdække (Hollandse Hout, Oostvaardersbos og Kotterbos umiddelbart nordøst og sydøst for Oostvaardersplassen).

Oostvaardersplassen. 55 kvadratkilometer vildere natur, ca. 40 kilometer øst for Amsterdam centrum plus de omgivende mindre naturområder, Hollandse Hout, Oostvaardersbos og Kotterbos
Oostvaardersplassen. 55 kvadratkilometer vildere natur, ca. 40 kilometer øst for Amsterdam centrum plus de omgivende mindre naturområder, Hollandse Hout, Oostvaardersbos og Kotterbos

Skovstyrelsen implementerede nogle af anbefalingerne, men det forhindrede ikke en hollandsk dyrevelfærdsorganisation i at lægge sag an mod områdets forvaltere for dyremishandling.

Domstolen vurderede dog, at Oostvaardersplassen store planteædere er og bliver vilde dyr og derfor ikke kan underlægges samme regler og etik som tamdyr. Selv om sagen altså blev tabt (og appelleret og tabt igen), fortæller forløbet ikke alene noget om den altafgørende betydning af grundig og kvalificeret naturformidling, hvis offentlighedens viden skal bringes mere på niveau med en realistisk naturforståelse, men den udfordrer også betydningen af at tilstræbe ‘naturens præmisser’.

Debatten fortsatte da også både under og efter sagsforløbet – og blussede for alvor op igen i parlamentet og medierne, da en lang vinter atter rullede over Holland i 2009-10. Nye tv-billeder viste bl.a. en udmagret hjort, der vaklede desorienteret ud i en sø og led druknedøden.

Ikke et øje var tørt. Og bagefter fulgte ramaskriget påny.

Kadaverfauna. Død er et grundlag for liv for mange arter (Jeroen Helmer / ARK natuurontwikkeling).
Kadaverfauna. Død er et grundlag for liv for mange arter (Jeroen Helmer / ARK natuurontwikkeling).

Visionen om at tredoble Oostvaardersplassen til Oostvaardersland

Endnu engang udfordredes det etisk forsvarlige i grundideen om at tilstræbe mere selvforvaltende natur, og endnu engang nedsatte den ansvarlige minister en kommission (ICMO2) med flere af de samme internationale fageksperter.

I en rapport fra november 2010 roste kommissionen, at en række af anbefalingerne fra 2006 var implementeret, men fremhævede også, at andre vigtige tiltag var udeblevet. Det blev understreget, at kun en gennemførelse af »hele pakken« kunne afbalancere dyrevelfærdskompromisser med naturreservatets status som vildere natur på naturens præmisser. Og på baggrund af den fornyede debat påpegede ICMO, at afskydningen fremover burde ske tidligere, længe før en eventuel vinterdødelighed kunne nå at sætte ind, idet man stadig skulle gå efter de dyr, der alligevel forventedes at ville bukke under.

Udviklingen i bestanden af heckkvæg (heckrund), konikheste (konikpaard) og krondyr (eedelhert) i 1983-2015
Udviklingen i bestanden af heckkvæg (heckrund), konikheste (konikpaard) og krondyr (eedelhert) 1983-2015 (kilde: ICMO 2010)

Andelen af dyr, der dør om vinteren, svinger naturligvis meget, alt efter vinterens strenghed og de aktuelle bestandsstørrelser. Nogle år er det under 10 procent af hver af de udsatte arter, der enten afskydes eller når at dø af naturlige årsager. Enkelte år er det dog helt op til 35-45 procent af heckkvæget, 20-35 procent af krondyrene og 25-30 procent af konikhestene – og afskydningen er langt den hyppigste dødsårsag.

Ifølge årsrapporten blev der f.eks. fra den 1. december 2015 til den 30. april 2016 afskudt 42 heck-kvæg, 269 konik-heste og 1.398 krondyr (Cornelissen m.fl. 2016: 47-48).

Men opstramningen af bestandsreguleringen er blot én af flere pointer. ICMO fandt det problematisk, at den hollandske skovstyrelse ikke allerede havde fulgt den del af anbefalingerne, der i 2006 foreslog at åbne for adgang til de tilgrænsende naturområder (især Hollandse Hout og Oostvaardersbos), fordi skovdækket her kan yde dyrene bedre beskyttelse end Oostvaardersplassens åbne vidder, når vejrliget er særlig hårdt.

Vinterdødeligheden i procent af Oostvaardersplassens samlede bestande af heckkvæg, konikheste og krondyr i perioden 1996-2015 (kilde: ICMO 2010)
Vinterdødeligheden i procent af Oostvaardersplassens samlede bestande af heckkvæg, konikheste og krondyr i perioden 1996-2015 (kilde: ICMO 2010)

Endvidere præciserede ICMO, at det er af »stor vigtighed« at konstruere en syv kilometer lang og 120 meter bred korridor fra Oostvaardersplassen til den 3.700 hektar store løvskov Horsterwold. Det er et forslag, som ICMO også var inde på i 2006, og som faktisk var et igangværende projekt i 2010, eftersom staten allerede havde taget hul på at opkøbe ca. 1.800 hektar mellemliggende agerjord, der kunne forbinde de to store naturarealer.

Ideen er at skabe en multifunktionel naturkorridor, der primært skal sikre de store planteæderes passage mellem områderne og derved udvide deres samlede naturareal betragteligt, men også skal rumme klimatilpassede vådområder og tilgodese visse rekreative behov.

OostvaardersWold. Plan til at sammenføje de to store naturområder, Oostvaardersplassen i nord og Horsterwold i syd via en 7 km lang korridor. Projektet krævede opkøb af landbrugsarealer, men løb tør for penge, skønt man var godt i gang ...
OostvaardersWold. Plan til at sammenføje de to store naturområder, Oostvaardersplassen i nord og Horsterwold i syd via en 7 km lang korridor. Projektet krævede opkøb af landbrugsarealer, men løb tør for penge, da man var godt i gang …

Hvis projektet gennemføres, vil det samlet forbinde naturområder på ca. 15.000 hektar – under ét kaldet Oostvaardersland – der sågar er led i en endnu vildere hollandsk vision om at skabe store økologiske netværk en lang række steder i landet. F.eks. er det foreslået at skabe natur-sammenhæng hele vejen videre til det store hede- og skovområde Veluwe i provinsen Gelderland, godt 50 kilometer sydøst for Oostvaardersplassen (Schneekloth 2001: 39). Dermed ville der også være en mulighed for, at ulve kunne få lettere ved at brede sig fra Tyskland til Oostvaardersplassen og tilføje endnu en manglende, men ikke uvigtig brik til det store naturpuslespil.

Ulven har været uddød i Holland siden sidste halvdel af 1800-tallet, men er utvivlsomt i gang med en tilbagekomst fra den voksende bestand i Tyskland. Siden 2011 har der været rygter og rapporter om ulveobservationer i Holland, og i juli 2013 er der sågar fundet en død hunulv, formodentlig trafikdræbt.

Et andet rovdyr, guldsjakalen, breder sig i disse år fra Sydøsteruopa og blev for første gang observeret i Holland i februar 2016. Rovdyr-udviklingen minder dermed meget om erfaringerne fra Danmark, hvor ulve med sikkerhed er vendt tilbage siden 2012, og hvor vi også har set de første guldsjakaler (en blev dræbt i trafikken ved Karup i september 2015, en anden er fotograferet i Lille Vildmose i august 2016).

Det kan blive afgørende positivt for naturen i de kommende årtier, hvis udviklingen får lov til at fortsætte – men endnu er der altså et pænt stykke vej til et mere naturligt rovdyrtryk for både Hollands og Danmarks vedkommende.

Det fremskredne projekt, der i første omgang skulle forbinde Oostvaardersplassen med Horsterwold i Flevoland, og som var berammet til at være fuldendt i 2014, løb desværre ind i politiske problemer i 2012. Landmænd protesterede imod at sælge deres agerjord til korridoren, og etableringen af projektet blev indstillet af en ny minister fra Kristendemokraterne, der smækkede pengekassen i.

Planerne om et sammenhængende naturareal fra Oostvaardersplassen til Horsterwold er med andre ord foreløbig skrinlagt, og dermed er der heller ikke blevet kortere til den store vision om en naturforbindelse hele vejen til Veluwe.

Anbefalingen om at åbne forbindelser til de omkringliggende naturarealer, der ifølge ICMO bør tjene som beskyttelse for de store planteædere om vinteren, er også kun delvist implementeret. Dermed er den tidligere og mere omfattende afskydning i realiteten det væsentligste resultat af ICMO’s rapporter – ikke den udvidelse af arealet, der ville give mere plads og komme nærmere ideen om naturligere natur.

Igen er vi blevet mindet om, at size matters, når vi taler biodiversitet og naturlige processer. Større sammenhængende naturarealer er afgørende, fordi artsrig natur kræver et samspil mellem mange forskellige arter og levesteder.

Et lille udsnit af den største af vildhesteflokkene i Oostvaardersplassen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et lille udsnit af den største af vildhesteflokkene i Oostvaardersplassen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Kan et ‘kunstigt vildnis’ skabe ‘naturligere natur’?

En vandresti opkaldt efter den hollandske Franciscus Wilhelmus Maria Vera – bedre kendt som Frans Vera, der ifølge mange er hovedinspiratoren til Oostvaardersplassen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
En vandresti opkaldt efter den hollandske biolog Franciscus Wilhelmus Maria Vera – bedre kendt som Frans Vera, Oostvaardersplassens inspirator og igennem de første tre årtier også dets primus motor (foto © Rune Engelbreth Larsen)

De 129 dyr, som blev udsat i Oostvaardersoplassen over et tiår fra begyndelsen af 1980’erne, var i 2001 blevet til 570 heck-kvæg, 520 konik-heste og 580 krondyr. Først i de senere år er bestandene af planteædere gået tilbage. Heck-kvæget er reduceret markant i antal og for længst overhalet af både krondyr og konik-heste, og rådyrene er totalt udkonkurreret.

Udviklingen ser også ud til at være toppet for krondyr og konik-heste omkr. 2010-11, hvor områdets bæreevne formodentlig blev nået. 

Ifølge opgørelsen fra 2016 er bestandsstørrelserne (fraregnet kalve født samme år) på ca. 1.700 krondyr, ca. 700 konik-heste og ca. 200 heck-kvæg, hvorved det samlede antal er faldet fra et maksimum på ca. 3.600 i 2010 til ca. 2.700 (Cornelissen m.fl. 2016: 29).

Konik-hestene tryner (eller muler) kvæget i så udtalt grad, at de faktisk kan gå hen og udkonkurrere dem helt i de kommende år, men det er også en mulighed, at de har fundet et stabilt, men forholdsvis lavt niveau.

I begge tilfælde er planen at lade naturen gå sin gang og også acceptere det, hvis kvæget i lighed med rådyrene skulle forsvinde som art i de kommende år.

Som vi har allerede har set, er det dog ikke altid, at naturens gang i Oostvaardersplassen får så frie tøjler som i dette tilfælde.

Der er en del udfordringer og dilemmaer forbundet med både forvaltningen og formidlingen af vildere natur – især fordi dødens uundgåelige og naturlige skygge er meget mere nærværende, når den udstilles i et areal med stor offentlig bevågenhed. Gentagne gange har vi set ophedede debatter lægge pres på det »kunstige« vildnis (eller det, som nogle kalder en »dyrepark« snarere end et naturreservat) – en kritik, der ikke blot har genlydt i offentligheden, men også er fremført af en del forskere (Vuure 2014: 123).

Vi skal vende tilbage til mere generelle kritikpunkter og konkluderende betragtninger, men lad os først lige runde forestillingen om, hvad en dyrepark er, og hvad der er kunstigt.

En Oostvaardersplassen en ‘dyrepark’? Nej.

I en dyrepark går dyrene bag hegn, ja, og det gør de også i Oostvaardersplassen. Men den slags slutninger har selvfølgelig deres begrænsninger (»En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten.«) Man kunne med samme (u)ret sige, at næsten hele Danmark er en dyrehave, fordi hjortevildt tilskudsfordres utallige steder, og eftersom man også fodrer dyrene i en dyrepark, er Danmark altså en dyrepark.

Analogien holder ikke.

Indhegnet natur er ikke i sig selv en dyrepark, men hegn er i mange (om end ikke alle) tilfælde en forudsætning for at få planteædere tilbage som integreret del af naturen, så de bliver i naturområdet i stedet for f.eks. at vandaliserer markerne.

Men er hegn ikke ‘kunstige’? Jo, men al natur er præget af ‘kunstige’ påvirkninger i dag. Spørgsmålet er, hvilke påvirkninger der er hensigtsmæssige og på længere sigt gavner en mere naturlig udvikling.

Hvis ‘kunstig’ er noget menneskeligt etableret eller forårsaget, er naturen f.eks. stærkt trængt af kunstig pladsmangel, kunstig næringsstofforurening og kunstig mangel på større planteædere. Det forøger til sammen den kunstige tilgroning og kunstige ensformighed, som derfor kunstigt forringer artsmangfoldigheden med alarmerende og kunstig hastighed.

Vi har med andre ord kunstigt lagt naturen ned, så den vanskeligt kan rejse sig selv igen, men i stedet bliver mere og mere kunstigt forarmet. Derfor er vi også ofte nødt til kunstigt at rejse den op, før den atter kan udfolde sig naturligt og mangfoldigt af sig selv.

Og det kan den kun, hvis tilstrækkeligt mange udgangsbetingelser genetableres – men om dét så er resultatet af de valg, der er truffet for Oostvaardersplassen, er der delte meninger om.

Skestork (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skestork (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Oostvaardersplassen er stadig new territory

'Det nye vildnis – stor natur i et lille land' hedder denne dokumentarfilm, som blev en kæmpesucces i de hollandske biografer med over 750.000 solgte billetter
‘Det nye vildnis – stor natur i et lille land’ hedder denne dokumentarfilm, der var en kæmpesucces i de hollandske biografer i 2013

Oostvaardersplassen er og bliver et kontroversielt naturareal, men offentligheden tager det i stigende grad til sig.

I mange år lå besøgstallet på ca. 2.000-4.000 om måneden, men de senere år er det steget til et markant højere niveau – til trods for at man kun kan vandre frit i dele af yderområdet eller reservere en af de begrænsede pladser på de ca. 500 årlige køreture til de indre dele af arealet. Men efter Mark Verkerks & Ruben Smits prisbelønnede dokumentarfilm De Nieuwe Wildernis (»Det nye vildnis«), der har solgt over 750.000 billetter i de hollandske biografer, er besøgstallet nu oppe på ca. 5.000-15.000 om måneden (Cornelissen m.fl. 2016: 36).

Udsættelsen af vildokser, vildheste og krondyr i et ‘jomfrueligt’ naturområde, der er indvundet fra havet, må imidlertid (selv efter 3-4 årtier) betegnes som new territory – i begge betydninger af begrebet. Få har kunnet forudsige udviklingen af noget så paradoksalt som et ‘nyt’ vildnis fra begyndelsen af 1980’erne og frem til i dag.

Levesteder udvikler og forandrer sig, bestande kan gå frem og tilbage. I frodige år kan livet blomstre ekstraordinært, i magre år kan flere arter blive decimeret i dramatisk grad. Men for Frans Vera forbliver Oostvaardersplassen også et ‘laboratorium’, der tester hans hypotese om, at et større antal fritlevende planteædere historisk har kunnet skabe en cyklisk foranderlig vekslen mellem park-agtig træbevoksning og lysåben vegetation frem for et permanent mørkt og tillukket skovdække, som mange stadig anser for at have været Europas udgangspunkt før landbrugets indtog (Vera 2006: 214; Lorimer & Dreissen 2014: 45-46).

Succesrig dokumentarfilm om Oostvaardersplassen har afstedkommet lidt ekstra merchandise ...
Succesrig dokumentarfilm om Oostvaardersplassen har afstedkommet lidt ekstra merchandise …

Ifølge Vera kan græsningsskov med heste og kvæg i dag betragtes som en »moderne analogi« til tidligere tiders vekselvirkning mellem vegetationen og større planteædere – og Oostvaardersplassen tjener som illustration af denne type landskab (Vera 2006: 214).

Eller som hans bestræbelser refereres i en news feature i tidsskriftet Nature: »Vera siger, at det også er et stort videnskabeligt eksperiment, der er designet til at teste hans teorier om, hvordan europæiskes naturlandskaber plejede at se ud.«

Vildere natur med flere vilde planteæder udfordrer antagelsen om, at kun mennesket kan skabe større arealer med lysåben natur uden tæt og mørk skov, og at det derfor også kun er ved menneskets mellemkomst, at der kan skabes og plejes en varieret og mangfoldig natur. 

I de afsluttende afsnit er der nogle foreløbige og sammenfattende bud på, hvad vi på denne baggrund kan lære af Oostvaardersplassens eksempel og historie. (Foreløbige, fordi det er komplekse problemstillinger, og fordi nærværende betragtninger præciseres og justeres fortløbende online i takt med yderligere research og de input, som artiklen afstedkommer).

Omtrent 500 vildheste græsser Oostvaardersplassen sammen her – klik på fotoet for at se det i større format og tæl selv efter ... (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Omtrent 500 vildheste græsser Oostvaardersplassen sammen i denne ene flok – klik på fotoet for at se det i større format og tæl selv efter … (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Oostvaardersplassens (over)græsning?

Med naturudviklingen i Oostvaardersplassen har vi indledt en bjergbestigning, og vi standser ikke, før vi når tinden. Nøglen til denne vision for Oostvaardersplassens fremtid er, at den kvalitet, der er blevet opnået hidtil og vil blive opnået i fremtiden, har været – og fortsat skal være – et resultat af naturlige processer. Det betyder at give disse naturlige processer frie tøjler. (Den hollandske skovstyrelses vision for Oostvaardersplassen, Staatsbosbeheer 2008)

Det er ikke patos, der mangler, når den hollandske skovstyrelse udmaler Oostvaardersplassens udvikling som en bjergbestigning mod naturforvaltningens tinder. Men som det er fremgået, har bjerget, nok vist sig mere ufremkommeligt og uforudsigeligt end forventet i 2008. Og »frie tøjler« er at tage munden lidt for fuld.

Oostvaardersplassen er således næppe blevet det »europæiske Serengeti«, det sine steder omtales som i litteraturen (Vuure 2014: 122), og som det også er blevet præsenteret herhjemme (Schneekloth 2001: 15). Konik-heste og heck-kvæg i et nyskabt areal, der er resultatet af en transformation fra havbund til slette for et halvt århundrede siden, gør det heller ikke til et egentligt tidsvindue til uroksens og tarpanens tabte nøgleroller.  

Derfor er det heller ikke det mest velvalgte videnskabelige ‘laboratorium’ til at teste Veras hypotese om, hvordan mange større planteædere har påvirket de oprindelige europæiske naturlandskaber i retning af et mere åbent og parklignende mosaiklandskab i cyklisk ud- og afvikling af skov. Udgangspunktet her er et indhegnet areal uden megen oprindelig flora og fauna, og at sammenligne betydningen af heck-kvæg, konik-heste og krondyr på Oostvaardersplassens 5.500 hektar med betydningen af den vekslende vifte af urokser, vildheste, vildsvin, bævere, bisoner, elge og flere andre hjortearter fordelt i oprindelige og forskelligartede europæiske naturlandskaber med den tids tilsvarende brede vifte af forskellige rovdyr, er en vanskelig udfordring. En række tidligere nøglefaktorer forbliver trods alt ubekendte i Oostvaardersplassens forsøg på at kopiere ligningen.

Området er også stadig præget af primære mål for et beskyttet fuglereservat – feks. ville det være oplagt at udsætte vildsvin, hvilket imidlertid er fravalgt af hensyn til skestorkene, fordi vildsvinene kan æde deres æg (Schneekloth 2001: 16). I kombination med de øvrige begrænsninger letter sådanne hensyn ikke vurderingen af de mange tværgående sammenhænge, der gør sig gældende i et mere komplet historisk økosystem. 

Admiral (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Sommerfugle, der kan klare de fleste forhold, er såkaldte generalister, og de kan også mødes i stort antal i Oostvaardersplassen. Her er det en Admiral (foto © Rune Engelbreth Larsen)

På den ene side er det derfor ikke vanskeligt at forstå manges kritiske tilgangsvinkel til et naturreservat, hvis realisering og eksemplificering af naturlige processer ikke blot hæmmes af en række begrænsninger og (ofte uundgåelige) fravalg – der ikke nødvendigvis er relateret til arealstørrelsen, men til overgræsning og fraværet af rovdyrs betydning for planteædernes græsningsadfærd og bestandsstørrelser.

Selv om der kan findes tilsvarende forhold, f.eks. på øer af sammenlignelig størrelse med få eller ingen rovdyr og en lige så stor eller endnu større dødelighed i strenge vintre, er det næppe optimalt, hvis formålet med Oostvaardersplassen også skulle være at give en bredere forståelse af de naturlige processer og den mangfoldige vifte af arters samspil i tidligere europæiske naturlandskaber, før de fleste større planteædere blev udryddet.

Dagpåfugleøje (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dagpåfugleøje (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det er desuden en ærgerlig streg i regningen, at de tidligere fremskredne planer om at udvide arealet er kørt i sænk politisk. At forbinde Oostvaardersplassen med Horsterwold og få et større og mere varieret sammenhængende naturområde (med fremtidige muligheder for forbindelse til Veluwe) rummer interessante perspektiver.

På den anden side er der selvsagt også under de eksisterende forhold i Oostvaardersplassen meget at lære. Det gælder ikke bare adfærdsstudier af store bestande af vilde planteædere i åbne landskaber og et væld af praktiske erfaringer (gode og ikke-gode) i forhold til udsættelse af f.eks. konik-heste og heck-kvæg som erstatning for Europas uddøde vildheste og urokser, men også samspillet imellem disse arter.

Tidselsommferugl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Tidselsommerfugl (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis Oostvaardersplassen er et laboratorium, er det måske ikke så meget i forhold til at drage vidtrækkende konklusioner om karakteren af Europas oprindelige skovnatur, men primært i forhold til betydningen af vildhestes og vildoksers flokadfærd og græsning i tilknytning til et varieret fugleliv ved kystnære vådområder – hvilket også er relevant mange andre steder i Europa.

Der er dog andre forskningsresultater, som peger på, at de oprindelige skove i Europa næppe har været så mørke og lukkede, som klassiske antagelser har taget for givet. 

Ifølge nyere og forbedrede pollenanalyser af det såkaldte danske urskovslandskab og betydningen af større planteæderes græsning i Atlantisk tid (ca. 6.800-3.900 f.v.t.) var der betydeligt mere åbent land og lysåben skov end hidtil antaget, især i Jylland (og ikke blot begrænset til kyster, ådale, søer og moser). I Jylland udgjorde f.eks. enge, lyngheder og andre åbne arealer 10-40 procent i et landskab med 15-30 procent krat og 30-75 procent skov (Nielsen & Buchwald 2010: 90).

Heden og det åbne blomsterrige græsland er med andre ord ikke kulturskabt, som nogle stadig hævder: »Sammenfattende må det konkluderes, at det traditionelle billede af urskovslandskabet som ensformigt og tæt skovdækket ikke holder, i hvert fald ikke overalt i landet. Dels fordi mange græsningskrævende arter er registreret i form af pollen eller makrofossiler, som ifølge denne teori næppe kunne finde voksesteder i landskabet.« (Nielsen 2009.

Uafhængigt af Oostvaardersplassen giver det ud fra disse pollenanalyser god mening at understrege, at et af de store hovedproblemer for europæisk natur er manglen på større planteædere.

De få og isolerede eksempler på udsatte bisoner herhjemme (et par håndfulde i Almindingen og ved Vorup Enge syd for Gudenåen i Randers), vildheste (nogle få flokke, bl.a. på Sydlangeland og på Kalvholm ved Skjern Å) og de spredte eksempler på helårsgræsning (f.eks. heck-kvæg ved Grønnestrand i Jammerbugt Kommune), er forsvindende babysteps i retning af det antal vilde planteædere, større naturarealer har rummet.

Også i Danmark er overgræsning dog et problem visse steder, hvor støtten til naturpleje eller betydningen af kødkvaliteten på sommergræssende kvæg vejer tungere end biodiversitet og natur på naturens præmisser. Det kan man f.eks. opleve i Hellebæk Kohave i Nordsjælland, hvor bl.a. skotsk højlandskvæg græsser året rundt, hvilket i princippet er positivt, men desværre i så stort antal, at området sine steder reduceres til en blomsterløs golfbane.

De relevante erfaringer og den fagspecifikke viden om, hvilke arter det er oplagt at udsætte, er selvfølgelig også større i dag end i begyndelsen af 1980’erne. Og hvis artssamspillet skal på fode igen, og biodiversitetstabet bremses, kræver det fageksperters omhyggelige forundersøgelser og mange flere arealer.

Plads. Naturen mangler plads. Oostaardersplassen giver den 5.500 hektar, hvilket i mange henseender og mange steder er stort – men lige netop her er det måske ikke stort nok (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Plads. Naturen mangler plads. Oostaardersplassen giver den 5.500 hektar, hvilket i mange henseender og mange steder er stort – men lige netop her er det måske ikke stort nok …? (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Oostvaardersplassen og plads(manglen)

Naturen er underprioriteret, fragmenteret og kontrolleret uden megen mulighed for de naturlige processer og den foranderlige dynamik, som har været betingende for variationen af arter og levesteder i millioner af år før mennesket. Store og mellemtore naturreservater er derfor nødvendige for at bidrage til at løse ét at naturens hovedproblemer, som Oostvaardersplassen også eksemplificerer – pladsmangel.

Det fastslår to af de senere års vigtigste rapporter om naturens problemer.

I rapporten bag Biodiversitetskortet, der bl.a. kortlægger koncentrationen og fordelingen af artsrigdommen i Danmark, understreges behovet for større sammenhængende naturarealer:

Mange af de naturlige processer, som er med til at opretholde biodiversiteten ved at skabe variation og særlige levesteder for de truede arter er pladskrævende. Det gælder eksempelvis havets erosion ved kysterne, vindens flytning af sandet i klitterne, brande, oversvømmelser og store græssende dyr. I store områder, som er disponeret til naturformål og ikke er underlagt de almindelige regler for landbrug og skovbrug, er der langt bedre muligheder for at give plads til naturens processer end i de mange små områder. (Ejrnæs m.fl. 2014: 71-72)

Kigger vi mere snævert på skovene, hvor størstedelen af de truede arter findes i Danmark, er det den samme mangel, der gør sig gældende. I en skovrapport, der ser nærmere på, hvilke og hvor mange skove der skal beskyttes, hvis skovenes biodiversitetstab skal standses, understreges tilsvarende vigtigheden af plads.

Biodiversitet har brug for plads. Jo mere plads, jo flere arter. Det er en af biologiens naturlove. Når arealet, eller mængden, af egnede levesteder reduceres (f.eks. skovareal, mængden af dødt ved, antal gamle træer), forsvinder der arter; når arealet øges, kommer der flere arter til. (Petersen m.fl. 2016: 16)

Naturen har altså generelt både brug for mere plads og mange flere større planteædere, deri er der ingen forskel på Holland og Danmark.

I Danmarks natur frem mod 2020 analyseres udfordringer og virkemidler for at styrke biodiversiteten, og her understreger de danske forskere Carsten Rahbek, Peder Agger, Hans Henrik Bruun, Rasmus Ejrnæs, Kaj Sand-Jensen, Niels Strange og Jens-Christian Svenning vigtigheden af græsning:

Nøglen er atter at få græssende dyr (vilde eller tamme) i den danske natur. Mange danske naturtyper opretholdes via græsning. Den manglende græsning gør, at den biologiske mangfoldighed falder. Dette forhold gælder både for åbne naturtyper og for skovene. (…). Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen. (Rahbek m.fl. 2012: 108).

Danmark har mindre befolkningstæthed og måske i virkeligheden et større potentiale for at tilgodese både plads og flere vilde planteædere i mange områder, hvor udgangspunktet er en trængt, men mere artsrig og varieret natur end i Oostvaardersplassen: Vildere vidder i dansk natur

Oostvaardersplassen viser, at et stort antal vilde planteædere kan trives i et åbent nordeuropæisk landskab, hvor der er et vist rum til naturlige processer, og derved forhindre tilgroning, men illustrerer også overgræsnings- og formidlingsproblemer. Både arealvalget såvel som formidlingen af biodiversiteten og de naturlige processer er alfa og omega for resultatet – og for forståelsen i den brede offentlighed.

Det er næppe helt forkert, at biodiversitetskrisen (også) er en formidlingskrise.

‘Laboratoriet’ Oostvaardersplassen er et resultat af modet til at udfordre den hidtidige naturforvaltnings paradigmer og vanetænkning. Ikke alt er lykkedes af flere forskelligartede grunde, der både er faglige, historiske, praktiske og politiske. Men bestræbelserne kan bidrage til, at kommende europæiske naturreservater – forhåbentlig også i Danmark – har fået en vigtig vifte af gode og mindre gode erfaringer til at optimere virkemidler og formidling.

For vi kommer næppe udenom vigtigheden af at supplere indsatsen i de mange små og mindre naturperler med mere selvforvaltende natur, der har plads til naturlige processer og flere større planteædere i en række større, vildere og mere varierede naturlandskaber.

Rune Engelbreth Larsen, august 2016
Litteraturliste

Apropos udenlandske naturområder:

> Berchtesgaden Nationalpark – naturbeskyttelse i bjergene
> Döberitzer Heide – fra militært øvelsesterræn til vildnis ved Berlins bygrænse
Bialowieza Nationalpark – vildskov og vilde visenter
Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper