Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur

Af Rune Engelbreth Larsen. En skitse til et bogprojekt om vildere naturprojekter

Et hjørne af det 2.500 hektar store floddelta ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et hjørne af det 2.500 hektar store floddelta ved Skjern Å, maj (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Jeg ønsker det Skjønne ufrisert, ej slikket og plejet!
Jeg ynder Naturen ugenert, ej pyntet og fejet!
(Hans Vilhelm Kaalund, 1877)

Vi mangler vildere vidder til naturens dynamiske processer og flere vilde planteædere i det fri for at standse naturforarmelsen og tabet af arter. Det er imidlertid ikke naturarealerne i sig selv, vi mangler, men derimod først og fremmest en ambitiøs prioritering af natur og artsrigdom dér, hvor mulighederne faktisk er til stede.

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere fritgående planteædere og i højere grad lod ‘naturen gå sin gang’ i en række større offentlige naturarealer med enkelte målrettede opkøb af Den Danske Naturfond, kunne vi undgå konflikter med private lodsejere og etablere udgangbetingelserne for sammenhængende vild(ere) natur en lang række steder, der sammenlagt ville dække over tusind kvadratkilometer. I Danmark.

Lad os begynde med et lille tilbageblik …

I 1886 skrev zoologen Oluf Winge: »Der burde i hvert fald være steder, hvor den oprindelige natur kunne træde frem så upåvirket af kulturen, som det var muligt og af andre hensyn forsvarligt. Det ville ikke være for meget forlangt af en stat, at den skulle have råd til at undtage enkelte strækninger fra dyrkning, at lade visse skove, moser, søer, holme o.s.v. ubenyttede, eller ikke benytte dem anderledes, end at et fyldigt planteliv og dyreliv kunne trives.« (Winge 1886/2004: 101).

I første halvdel af 1900-tallet overtog zoologen Carl Wesenberg-Lund kampen mod Danmarks naturforarmelse og engagerede sig i naturfredningens sag. I en kronik, der også blev inkluderet i bogen Bondelandets Fauna i 1927, skrev han bl.a.: 

Hvilken indflydelse vil den have på os selv, vi, der jævner hver bakke, retter hvert åløb ud, rydder alt, hvad der rager op, dræber alt, hvad der når højt mod sky, det være sig fugl eller træ, som lader alt, der har farver, visne, reducerer naturens brogede mangfoldighed, den, der er betinget af de tusinde arters indbyrdes vekselspil og gør kampen for tilværelsen mellem de få resterende afhængig af kvantiteten af tilført kunstgødning? (Wesenberg-Lund 1927/2004: 82)

Mens fredningssagen vandt frem med Danmarks Naturfredningsforening, der blev stiftet i 1911, begyndte tanken om at oprette egentlige naturreservater at tage til. Nationalpark-ideen blev allerede undfanget i USA i 1872 med Yellowstone National Park, og i 1912 fik også Danmark sin første nationalpark – Rebild National Park. Der var dog ikke tale om særskilt naturbeskyttelse eller lovgivning med henblik på at bevare og forbedre naturen, og selv om alle i dag kender Rebild Bakker, er områdets status som nationalpark for længst gået i glemmebogen og benyttes ikke mere. 

Nødvendigheden af at gøre en aktiv indsats for at få naturen på ret køl er dog erkendt, også i forbindelse med etableringen af vor egen tids danske nationalparker, men desværre er de i flere tilfælde meget lemfældigt udpeget, og der er hverken tilstrækkelig lovgivning eller tilnærmelsesvis midler nok til rådighed for at sikre et mærkbart løft af naturkvaliteten. Forhåbentlig er de ikke også gået i glemmebogen, når de også runder deres første hundrede år i begyndelsen af det 22. århundrede.

Ambitiøse tanker om naturreservater har været fremme både før og siden, og med og uden tilknytning til nationalparkerne. I 1980 foreslog zoologen Jan Dyck f.eks. at oprette danske naturreservater, der skulle være helt fri for mennesker: »Det spørgsmål, jeg gerne vil belyse i dette indlæg, er, om vi har brug for en type naturfredning, der er mere radikal end den, vi kender i dag? Bør vi overveje at indføre naturreservater, for hvilke der skal rejses forbudsskilte med følgende tekst: ‘Al adgang for Homo sapiens forbudt’.« (Dyck 1980: 418). 

Dyck erkender, at mange vil anse det for at være helt utopisk, men argumenterer for, at vi dårligt kan kræve af andre lande, at de skal bevare og beskytte deres uberørte natur, hvis vi ikke selv vil bidrage.

Det er dog sjældent lukkede reservater, der foreslås af fageksperter for at komme naturen til undsætning. Ganske vist er der f.eks. i centrale dele af Hanstholm Vildtreservat et fristed for områdets arter med totalt adgangsforbud året rundt, og Dyck gør selv opmærksom på den 62 hektar store (eller lille) ø Vorsø i Horsens Fjord, der er købt for zoologen Herluf Winges formue og i dag er et ubeboet og uopdyrket vildt- og naturreservat. Der er også andre danske naturområder uden adgang for mennesker, bl.a. er det sydvestlige hjørne af Amager et fuglereservat uden offentlig adgang. Tilsvarende er der naturligvis masser af områder med sæsonbetingede adgangsforbud, f.eks. i fuglenes og sælernes yngletid.

Men den menneskelige påvirkning kommer vi ikke udenom (sågar fjerne og ubeboede områder er ikke fri for påvirkninger i form af bl.a. kulpartikler og luftbåren næringsstofbelastning), og tanken bag naturreservater på naturens præmisser går i denne fremstilling på at skabe vild(ere) natur med samme offentlige adgang, som vi f.eks. kender fra de eksisterende nationalparker.

Men noget af kernen i Jan Dycks overvejelser har bredt sig siden, f.eks. skriver han: »Uroksen kan vi af indlysende grunde ikke genindføre, men måske kunne man udsætte en kvægrace, der ikke står altfor langt fra uroksen? En genindførelse af større pattedyr har et interessant aspekt, nemlig spørgsmålet om forholdet mellem åbent og skovdækket areal« (Dyck 1980: 421).

I 1996 slog biologen Karsten Thomsen til lyd for mere vild skovnatur med flere større planteædere, f.eks. bisoner, vildsvin, elge og bævere: »Når det er værd at genudsætte store dyr og bævere visse steder i landet, er det ikke specielt for at få et par arter mere i skovområderne, men fordi disse dyr kan berige naturtyperne. Vildsvin gavner mange skovtræers fremspiring, mens hjorte, heste og køer er medvirkende til at skabe de halvåbne steder i skovmosaikken, som er en væsentlig bestanddel i et urskovssystem. Og alle dyr spreder frø.« (Thomsen 1996: 146).

Som så ofte før tager det tid, før ideer slår rødder og vokser, men hvor bisoner, bævere og elge både i 1980 og 1996 måtte forekomme mange en kende utopiske, har mentaliteten trods alt ændret sig forholdsvis hurtigt. I en anlyse af muligheden for større planteædere i Lille Vildmose konkluderer biologen Carsten Riis Olesen f.eks. i 2004, at der er »grundlag for at etablere et bæredygtigt flerarts-græsningssystem bestående af arterne vildsvin, rådyr, elg, krondyr, vildokse, vildhest og bæver« (Olesen 2004: 51). Og man er ikke blevet stående ved analyserne.

I 1999 blev der udsat bævere ved Klosterheden i Nordvestjylland og i 2009-10 i Nordsjælland. I 2003 blev der udsat en slags ‘vildheste’ (exmoor ponyer) ved Gulstav Mose på sydspidsen af Langeland, og i 2005 en slags ‘urokser’ (bl.a. Heck-kvæg) på en strandeng mellem Dokkedal og Øster Hurup. I 2010 og 2012 er der udsat europæisk bison på Vorup Enge syd for Randers og i Almindingen på Bornholm, og i 2015-16 udsættes elge i Lille Vildmose. Det er langtfra de eneste eksempler.

I en fælles konklusion i rapporten Danmarks natur frem mod 2020, der beskriver de væsentligste udfordringer og højest prioriterede virkemidler, hvis vi skal sikre en artsrig dansk natur, fastslår Carsten Rahbek, Peder Agger, Hans Henrik Bruun, Rasmus Ejrnæs, Kaj Sand-Jensen, Niels Strange og Jens-Christian Svenning bl.a. behovet for at få flere større planteædere tilbage: »Nøglen er atter at få græssende dyr (vilde eller tamme) i den danske natur. Mange danske naturtyper opretholdes via græsning. Den manglende græsning gør, at den biologiske mangfoldighed falder. Dette forhold gælder både for åbne naturtyper og for skovene. (…). Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen.« (Rahbek m.fl. 2012: 108).

I forskellige iklædninger og under forskellige etiketter har ideen om naturarealer, der i højere grad etableres på naturens egne og dermed vilde(re) præmisser, bredt sig de senere år.

Denne artikel, der er skrevet som led i researcharbejdet til et igangværende bogprojekt, handler om, hvorfor og hvordan mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning kan få et større gennembrud og mere praktisk betydning i dansk natur. Tanken er at præsentere mulighedsbetingelserne for 1.000 kvadratkilometer vildere artsrig natur, der primært er i offentlig eje. Det er stort og ambitiøst, men trods alt kun godt 2 procent af Danmarks areal – og eftersom stat og kommune råder over mere end 2.000 kvadratkilometer dansk natur, så det er måske ikke så uladsiggørligt, som man skulle tro ved første øjekast.

Bæverdæmning over Flynder Å i Klosterheden - et 6.400 hektar stort statsejet areal (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæverdæmning over Flynder Å i Klosterheden – et 6.400 hektar stort statsejet areal (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Artstab og naturforarmelse, globalt og nationalt

Vi har i dag en biodiversitetskrise globalt og nationalt, hvor fx 20 procent af vores arter er nationalt truet. Hvis vi ønsker at gøre noget ved dette (…) så er den altoverskyggende løsning på det problem at skaffe plads og mere plads til naturen, naturtyperne og arterne. (Carsten Rahbek, 2007)

 

Mangfoldigheden er på retur i verden. Biologer taler om den sjette masseuddøden i Jordens historie, for første gang forårsaget af et levende væsen, mennesket. (Rasmus Ejrnæs, 2010)

Natur er i udgangspunktet karakteriseret af vilde og dynamiske processer, men mennesket har tæmmet udvalgte arter, udryddet andre og fragmenteret den tilbageblevne natur med et historisk artstab, der har fået forskere til at karakterisere vores tidsalder som den sjette masseuddøen. Kun fem gange tidligere i livets fire milliarder år lange historie har en masseuddøen fundet sted, senest for 65½ millioner år siden, hvor det formodentlig var en asteroide, der udryddede alle landlevende dinosaurer og hovedparten af planetens øvrige arter.

I vor epoke er det imidlertid mennesket – os selv – der har ramt Jorden og okkuperet pladsen med byer, landbrug, skovbrug og andet industrialiseret ressourceoverforbrug, der udrydder mange arter og truer endnu flere. Vi afsætter simpelthen alt for lidt plads til, at naturen kan fungere ‘naturligt’ som et resultat af foranderlige processer, hvoriblandt også storme, oversvømmelser, erosion, lynnedslag og tørke rusker op i stilstanden, varierer levestederne og afveksler naturtyperne til gavn for livets mangfoldighed og variation.

Men selv om mennesket fylder kolossalt meget på planeten (og kommer til at fylde endnu mere de nærmeste generationer), er der stadig rum til vore millioner af medarter på Jorden, hvis vi disponerer pladsen og ressourcerne med omtanke – og hvis vi bevarer og opkvalificerer den plads, som vore forsømte naturarealer trods alt stadig dækker.

Danmark er kun en lille del af verden, men de globale problemer sætter også deres markante aftryk herhjemme, hvor naturen tilsvarende er historisk fragmenteret og trængt. Selv på de arealer, der er udpeget efter internationale kvalitets- og beskyttelseskriterier, er 39 procent af arterne og 90 procent af naturtyperne vurderet til »ugunstig bevaringsstatus« (Bevaringsstatus for naturtyper og arter, 2014). Talrige større rapporter tegner et enslydende og nedslående billede af naturindsatsen i Danmark gennem de seneste par årtier.

Kan en ambitiøs indsats for større og vildere vidder bidrage til at vende udviklingen, standse naturforarmelsen og genetablere naturarealer i større balance? Det er der i hvert fald gode argumenter for, når vi bemærker de to ord: bidrage til.

Det handler ikke om at erstatte en målrettet indsats i de mange små naturperler, der er spredt over hele landet, men om at supplere den. Det handler om at identificere og genetablere nogle af naturens manglende brikker og forsøge at bevare og udbedre artspuslespillet i større sammenhænge. Og nogle af de vigtige brikker er større fritlevende planteædere, ikke mindst de såkaldte græssere, hvis fødevalg og adfærd skaber variation i naturen og genåbner landskaberne for et væld af andre organismer.

Om behovet for store sammenhængende naturområder med plads til vild natur påpeger fire forskere, Jens-Christian Svenning, Camilla Fløjgaard, Christopher Sandom og Rasmus Ejrnæs why big is beautiful:

I det danske landskab er naturen på landjorden begrænset til mindre arealer. Visse store skovområder og de nye nationalparker udgør de væsentligste undtagelser, dog med det store ‘men’, at selv disse områder i høj grad er under forvaltning (skovbrug, landbrug mm.) og således ikke vild natur. Manglen på plads udgør et stort, men ret overset problem i den danske naturforvaltning. De væsentligste elementer i problematikken er: 1) Naturarealernes ringe størrelse begrænser i sig selv opretholdelse af biologisk mangfoldighed, og 2) vigtige processer i naturen kræver stor plads og kommer ikke – eller kun i begrænset omfang – til udfoldelse i det nuværende danske landskab. Dette bidrager til forarmelse af den danske naturs mangfoldighed og begrænser dens evne til ‘selvforvaltning’, dvs. at opretholde en høj biologisk mangfoldighed på egen hånd. Store naturområder er dermed centrale for at genetablere en selvforvaltende natur, tilsvarende den som den biologiske mangfoldighed er udviklet i. (Svenning m.fl. 2012: 77).

Hvis vi fokuserer en del af naturindsatsen dér, hvor de større naturarealer med potentiale allerede findes, kan vi genudsætte en vifte af større planteædere og genetablere udgangbetingelserne for en vildere og dermed mere ‘naturlig’ natur. Sådanne arealer kunne få betegnelsen naturnationalparker for at markere forskellen fra de eksisterende nationalparker og naturparker ved i højere grad at prioritere natur og artsrigdom på naturens præmisser.

Kort fortalt handler det for det første om mere plads til naturtypernes foranderlighed og samspil, for det andet om flere vilde planteædere, for det tredje om bedre vilkår for truede arter og for det fjerde om naturarealer, der så vidt muligt er friholdt fra beboelse og produktion, herunder skov- og landbrugsdrift. Det vil være mest hensigtsmæssigt og lettest at koncentrere områderne om offentligt ejede naturarealer (gerne i tilknytning til privatejede deciderede naturreservater). Sammenfattende bør følgende fire kriterier være udslagsgivende:

1) PROCESSER: Naturarealer, der har en størrelse og potentiel sammenhæng på minimum 1.000 hektar med plads til dynamiske, foranderlige naturprocesser

2) GRÆSNING: Naturarealer, der egner sig til udsættelsen af en eller flere vilde arter af græssere til gavn for andre arter

3) BESKYTTELSE: Naturarealer, der har en høj bioscore og overlapper et eller flere områder med international naturbeskyttelse (Natura 2000)

4) PLACERING: Naturarealer, der i altovervejende grad er ejet af det offentlige (eller private naturvenlige fonde), hvoraf højst meget få arealer er beboede, og hvor eventuelt landbrug og skovbrug afvikles hurtigt

Disse kriterier uddybes og konkretiseres i det følgende.

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto © Rune Engelbreth Larsen)

1. Plads. Store sammenhængende naturområder

Mere plads og større naturområder skaber en natur, der er mere robust over for påvirkninger, og som bedre kan tilpasse sig disse. Bedre naturkvalitet bør desuden skabes ved at få naturområderne til at hænge bedre sammen. Dette fører til øgede spredningsmuligheder for planter og dyr, og det giver større mulighed for, at naturen kan udfolde sig frit i naturområderne. (Wilhjelm-udvalget, 2001)

Natur er ikke en ’tilstand’, men derimod dynamisk foranderlighed. En naturnationalpark skal derfor helst være stor, ikke kun fordi der skal være plads til, at truede arter kan sprede sig, men også for at give plads til de naturlige forandringer, der følger af at lade ‘naturen gå sin gang’ over flere naturtyper med glidende overgange.

Her skal man huske på, at alt det, der som regel tilstræbes i kulturen, er antitesen til det, der er godt for naturen. Orden, forudsigelighed og kontrol er kendetegnende for by, infrastruktur og produktion, men naturen har omvendt brug for plads til uorden, uforudsigelighed og uro. Det får den i kraft af alle de naturlige processer, der skaber afveksling i levestederne, bl.a. lejlighedsvise storme, der splintrer træer, og oversvømmelser, der skaber nye og midlertidige vådområder.

Væltede og døde træer er f.eks. til gavn for mange insekter, og lynnedslag, der antænder heden, forynger hedelyngen. Til de berigende forstyrrelser hører også perioder med sult og sygdom, der både regulerer og styrker bestandene af de berørte arter, hvorved vi opnår det antal og den variation, som et stort område naturligt understøtter.

Der kan ikke være meget naturligt kaos eller megen naturlig variation på én hektar, så et vildere naturområde skal som nævnt være stort – men hvad er »stort«?

Hvis Yellowstone Nationalpark er stor med sine 898.318 hektar eller knap 9.000 kvadratkilometer (omtrent det samme som Sjælland, Lolland, Falster og Møn til sammen), får vi aldrig ‘stor’ natur i Danmark. Men heldigvis kan mindre også gøre det. Oostvaardersplassen i Holland er ‘blot’ 5.500 hektar (altså 55 kvadratkilometer eller ca. 0,6 procent af Yellowstone Nationalparks areal), men huser trods alt ca. 3.500 større planteædere (krondyr, konik-heste og heck-kvæg).

Sveriges største nationalpark er Padjelanta i Lapland på 198.400 hektar, men af de 29 svenske nationalparker er 12 trods alt mindre end 2.000 hektar, og af Tysklands 10 nationalparker på land er kun to større end Thy Nationalpark med sine 24.300 hektar.

Alt er relativt. Den, der f.eks. har gået en tur hele vejen ud til fyrtårnet på Anholt og tilbage igen, vil nok også mene, at de ca. 1.700 hektar i Ørkenen er et pænt stort og vidtstrakt naturareal.

1.000 hektar kunne være et minimum, når vi taler om vild(ere) natur i naturnationalparker, og det giver mange muligheder i Danmark. Men der er faktisk også en hel del større sammenhængende naturarealer på både 3.000, 8.000 og 15.000 hektar – ja, som vi skal eksemplificere andetsteds, er det i det mindste i princippet muligt at skabe en sammenhængende dansk naturnationalpark på ca. 25.000 hektar (inklusiv vådområder).

Det er immervæk 250 kvadratkilometer. Mere end dobbelt så stort som Samsø eller tolv gange så stort som Anholt.

Sammenlagt kunne vi for så vidt ‘let’ få over 1.000 kvadratkilometer vild(ere) natur på land. Hvis vi ville. Et lille ‘offer’ at yde vore medarter – ikke mindst når der som her er tale om naturarealer, der i overvejende grad er offentligt ejede.

Naturnationalparker bør ikke inkludere større byer (højst spredt bebyggelse, hvor det ikke er til at komme udenom, hvis fordelen ved naturens sammenhæng opvejer ulempen ved lidt beboelse). Og hvor der er tale om landbrugsproduktion og skovdrift, skal det som nævnt afvikles inden for en meget kort årrække.

I skovarealer bør ikke-hjemmehørende træarter i reglen fældes, ikke mindst nåleskovsplantager, af hvilke kun gamle bevoksninger og solitærtræer bør bevares, fordi de har en vis biodiversitetsgevinst. Men som hovedregel er det mest gavnligt at tynde ud og nøjes med de træer, der hører til Danmark geografisk og klimatisk, og som gennem årtusinder har været en integreret del af den lokale og regionale artsrigdom.

Efter en indledende udtynding i udvalgte skove bør al fældning ophøre (medmindre der alene er tale om særlige hensyn til gavn for artsrigdommen eller rydning af træer, der spærrer for almindelig færdsel på stierne). Grøfter og drænrør, der har udtørret moser og vådområder for at lette fældningen af træerne, skal væk, så vandets naturlige kredsløb i videst muligt omfang genetableres (naturlig hydrologi).

Hensigten er netop natur på naturens præmisser, og det betyder, at disse områder ikke skal være genstand for de kunstgreb, der finder sted af hensyn til ressourceudnyttelsen i plantager og landbrug.

Råbjerg Mile, en del af 5.000 hektar sammenhængende natur på Skagens Odde, primært statseje (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Råbjerg Mile, en del af 5.000 hektar sammenhængende natur på Skagens Odde, primært statseje (foto © Rune Engelbreth Larsen)
1.500 hektar 'jomfruelig' natur på den sydvestlige del af Amager, statseje (foto: Rune Engelbreth Larsen)
2.500 hektar ‘jomfruelig’ natur på den sydvestlige del af Amager, statseje (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Ørkenen på Anholt - 1.700 hektar ubeboede og aldrig opdyrkede vidder, privateje (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Ørkenen på Anholt – 1.700 hektar ubeboede og aldrig opdyrkede vidder, privateje (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Vilde vidder. Udsigt mod vest fra Svinkløv ved Jammerbugten
Vildere vidder – 25.000 hektar syd for Jammerbugten kunne overvejes som naturnationalpark. Udsigt mod vest fra Svinkløv ved Jammerbugten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

2. Nøglearter. Udsættelse af vilde planteædere

Mange lokaliteter er for små til, at de isoleret kan opretholdes på sigt; i stedet bør der etableres store sammenhængende græsningslandskaber, f.eks. i og omkring ådale med husdyr og/eller vilde græssere. (Rita M. Buttenschøn, 2009)

I takt med at isen trak sig tilbage, og mennesket begyndte at udbrede sig efter seneste istid, er flere dyrearter ind- og udvandret som følge af klimaforandringer, men endnu flere er blevet udryddet af intensiv jagt.

Mammutten uddøde formodentlig herhjemme senest for ca. 14.000 år siden, saigaantilopen omtrent i samme periode, og kæmpehjorten for ca. 12.700 år siden. Europæisk bison forsvandt måske for 10.000 år siden, men kan muligvis være genindvandret (det yngste knoglefund er kun 2.500 år gammelt). Rensdyr forsvandt for 10.500 år siden, elg og vildhest for knap 5.000 år siden, urokse for 3.000 år siden og bæver for 2.000 år siden.

Både rådyr og krondyr har været på nippet til udryddelse i 1700- og 1800-tallet, men klarede skærene, hvorimod det sidste fritlevende vildsvin blev skudt i nærheden Silkeborg i 1801.

En række rovdyr er tilsvarende forsvundet. Isbjørne fandtes langs den daværende kystlinje ved Vendsyssel indtil for ca. 11.500 år siden. Fjeldræv og jærv er antageligt forsvundet for 11.000 år siden, los og brun bjørn for 5.000 år siden og vildkat for 2.000 år siden. Ulven, der er blevet søgt udryddet med indædt iver, holdt ud til 1600-1700-tallet – den sidste strejfer blev skudt nær Skive i 1813.

Disse arter har naturligvis spillet en meget stor og forskelligartet rolle i fortidens naturlandskaber. Rovdyrene har påvirket planteædernes græsningsadfærd, og deres jagt har efterladt ådsler i stort tal til gavn for ådselsbiller og mange andre ådselædende dyr, mens de større planteædere har åbnet landskaber og varieret vegetationen.

Af de fordrevne arter i Danmark er enkelte imidlertid vendt tilbage i de senere år.

Selv om vildsvinene fortsat forsøges udryddet, er der efter alt at dømme genetableret en vild bestand i Danmark i disse år, og siden 2012 har også ulve krydset grænsen fra Tyskland og er i dag tilbage i Jylland.

Dådyr har været forsvundet fra vore breddegrader siden sidste mellemistid, men blev formodentlig udsat allerede i vikingetiden, mens bæver og bison som tidligere nævnt er blevet genudsat i henholdsvis 1999 og 2010.

Vi er med andre ord meget langt fra den variation og udbredelse, som både rovdyr og planteædere havde, før menneskets udbredelse tog fart. Efter landbrugets indførelse for ca. 6.000 år siden har vi gjort krav på stadig større arealer på bekostning af den vilde natur, men helt op til 1900-tallet har bøndernes husdyr (utilsigtet) overtaget den funktion, som de udryddede planteædere tidligere har haft: Kvæg, heste og svin blev sat ud for at græsse i skove, på enge og overdrev, hvorfor vi bevarede en varieret vegetation i de åbne landskaber i årtusinder.

Alt dette ændrede sig radikalt i 1900-tallet.

(foto: Rune Engelbreth Larsen)
Sådan burde mange flere vidder se ud – græsning af fritgående kreaturer. Tyvelhøj Græsland, juli (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I midten af 1900-tallet blev f.eks. en halv million arbejdsheste taget ud af aktiv landbrugstjeneste, og selv om antallet af svin og køer er eksploderet, ser kun de allerfærreste solen eller naturen, fordi de tilbringer hele livet på stald.

Dermed forarmes naturen i dramatisk grad, både som følge af manglen på de mange vilde planteædere og som følge af den enorme næringsstofforurening, der især er et resultat af kunstgødning og gylle fra moderne fabrikslandbrug.

I den ‘vilde natur’ har vi nu kun få arter af større planteædere tilbage, hvoraf den mindste hjorteart, rådyr, tæller over en halv milllion, mens kronddyr i den anden ende af størrelsesskalaen har rundet omtrent 20.000 i det fri. Men heller ikke i selskab med de øvrige hjortearter, dådyr og sikahjorte, kan krondyr og rådyr tilnærmelsesvis udøve den effekt på vegetationen, som en naturlig variation af meget flere og forskellige græssere har kunnet historisk.

Krondyrs generelle tæthed er på 1-5 individer pr. 100 hektar, hvilket betyder meget spredt græsning uden den store betydning for at variere naturtyperne. I Jægersborg Dyrehave er tætheden dog omtrent hundred gange større, fordi hjortene lever bag hegn, hvilket giver en helt andet effekt på vegetationen og genskaber lysåbne skovpartier og græsland, som den ensformige moderne natur generelt er fattig på.

Enkelte steder kan koncentrationen også blive forholdsvis stor i det fri, f.eks. på Ovnstrup Hede og i Løvenholm Skoven på Djursland. I Rold Skov har der også været en voksende bestand visse steder, men de er til gene for skovdriften og æder af landbrugsafgrøder på de nærmeste marker.

»Vi har fået kæmpe problemer inde i skoven, fordi de bider i vores træer,« udtalte f.eks. Elisabeth Svendsen, jagtchef hos Lindenborg Gods, som ejer dele af skoven, og i januar 2015 blev det ekstraordinært besluttet at skyde 300 krondyr for at ‘tynde ud’.

At de »kæmpe problemer« for tømmerproduktionen i realiteten er kæmpe fordele for natur og artsrigdom vejer desværre ikke tungt og er endnu en påmindelse om behovet for vildere naturarealer, hvor artsrigdommen prioriteres foran andre hensyn.

Krondyr, Danmarks største hjorteart, indtil elgen vender tilbage (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Krondyr, Danmarks største hjorteart, indtil elgen vender tilbage (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det korte af det lange er, at en varieret og artsrig natur har brug for plads, men at pladsen ikke i sig selv er tilstrækkelig – som regel skal den også helst indtages af en vifte af større planteædere. Mange steder udfører vi derfor en form for naturpleje, der f.eks. består i at betale landmænd for at lade deres kvæg eller får og geder græsse på udvalgte naturarealer om sommeren. Ad denne vej begrænser vi her og der naturens tilgroning og monotoni, fordi dyrene atter udfører lidt af den funktion, som de mange græssende husdyr gjorde i de foregående årtusinder – og de store vilde planteædere før dem.

Men sommergræssende kvæg svarer ikke til effekten af en række forskellige planteædere, der tilbringer hele året i naturen med alle sæsonvariationer, påpeger seniorforsker Rasmus Ejrnæs i en analyse af biodiversitetstabet:

Set i et evolutionært perspektiv er den optimale græsning en helårsgræsning af flere forskellige dyr med forskellige påvirkninger af naturen – for eksempel elge og rådyr som nipper kviste og skud, krondyr, køer, visenter og heste som græsser vegetationen og vedligeholder lysåbne plantesamfund og bæver og vildsvin, som roder op i jorden og skaber oversvømmelser. Helårsgræsningen er afgørende fordi sommergræsningen ikke må være for hård – derved fratages planteædende og pollensøgende insekter deres fødegrundlag – og fordi vintergræsningen er ekstremt vigtig for spredning af frø, optrædning af spirebede, nedbidning af vedplanter og opretholdelse af lysninger i skoven og lysåbne naturtyper. (Geldmann 2010: 21).

Variationen af forskellige arters græsningsadfærd fremgår af illustrationen herunder.

Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)
Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)

Endvidere serverer diverse planteædere forskellige former for kvalitetslort til gavn og glæde for mange arter af svampe, fluer og biller. Gødningsfluer og møgbiller flokkes omkring hestepærer og kokager – et enkelt kilo af førstnævnte kan huse over 1.000 møgbiller, og sidstnævnte er et endnu mere populært spisested.

Naturlige næringsstoffer kan selvfølgelig også forøge en eksisterende unaturlig næringsstofbelastning, som det er vigtigt at nedbringe på landsplan, men problemet kan i givet fald afhjælpes lokalt, hvis arealet udpines med høslæt i en årrække under etableringsfasen.

I alle tilfælde er flere større planteædere i det fri en forudsætning for en vildere natur med mere plads til et mangfoldigt og varieret artsliv.

3. Artsrigdom. Høj artscore i forhold til truede arter

Den hidtidige indsats for at bevare den danske biodiversitet er i et større antal faglige rapporter entydigt vurderet til at være helt utilstrækkelig. Det omfatter rapporter fra OECD, Teknologirådet, Danmarks Miljøundersøgelser, universitetsforskere og en høring udført af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab … (De Økonomiske Råd, 2012)

Det fremgår af talrige rapporter og ensstemmige udsagn fra universitetsforskere, at den hidtidige indsats for at standse artstabet i Danmark langtfra er lykkedes. Derfor er det relevant at tænke i nye og mere ambitiøse baner med henblik på at genetablere udgangsbetingelser for en vildere og mere varieret natur, og som vi har set, er mere plads til større sammenhængende naturarealer med flere forskellige græssere blandt de afgørende faktorer.

Lige så væsentligt er det naturligvis, hvordan vi udvælger de områder, hvor vi bedst muligt kan gavne natur og biodiversiteten, ikke mindst de trængte og truede arter?

Svaret ligger dog lige for: Hvis levestederne og spredningsmulighederne skal forbedres, skal afsættet selvfølgelig helst være arealer, hvor der rent faktisk er truede arter at beskytte. 

Center for Makrøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet og Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet har i samarbejde udviklet Biodiversitetskort for Danmark, der kortlægger arternes fordeling med det specifikke formål at forbedre grundlaget for en omkostningseffektiv beskyttelse og udvikling af Danmarks biodiversitet.

Nedenfor ses biodiversitetskortet opdelt i kvadrater à 10 x 10 kvadratkilometer for almindelige såvel som truede arter, hvilket giver et første overblik, men der eksisterer naturligvis langt mere detaljerede analyser – et uvurderligt værktøj, hvad angår prioriteringen af de mest oplagte områder.

Dermed er tre væsentlige kriterier på plads for vildere natur i Danmark: 1) naturarealer, der har plads til naturens foranderlige processer, 2) naturarealer, der kan understøtte udsættelsen af en eller flere større arter af planteædere, og 3) naturarealer, der rummer truede arter.

Det sidste tilbageværende spørgsmål er nu, hvor vi helt konkret finder de naturarealer, der i videst mulig udstrækning opfylder alle tre kriterier og samtidig optimerer sandsynligheden for at komme i gang hurtigst muligt – og mest omkostningseffektivt?

Fordeling af Danmarks artsrigdom (Biodiversitetskort for Danmark)
Fordeling af Danmarks artsrigdom (Biodiversitetskort for Danmark)

4. Placering. Offentligt ejede arealer undgår interessekonflikter og begrænser omkostningerne

De nationale naturområder etableres ved udvikling fra kerneområder der ejes af staten, af fonde til fremme af naturformål eller som administreres af staten (…) for i større områder at sikre sjældne og truede arter samt hele økosystemer, hvor de naturlige økologiske processer forløber mere frit. Dette sker gennem sikring af sammenhæng og kontinuitet i naturområderne, fremme af økologiske processer såsom fri dynamik, succession og spredning af arter. (Wilhjelm-udvalget, 2001)

En hyppig kilde til problemer i forhold til naturprioriteringer, hvad enten vi f.eks. taler om fredninger, naturgenopretning eller nationalparker, er de potentielle og reelle konflikter med private lodsejere, hvis jord ligger ‘i vejen’. I sådanne tilfælde afhænger naturindsatsen ofte af dyre erstatninger til ejerne eller af frivillighed, hvilket sjældent er den direkte eller mest effektive vej til bedre naturtilstand.

Ganske vist er der fornemme eksempler på, at private lodsejere af sig selv er gået sammen om at løfte naturtilstanden i et område, f.eks. Odderbæk Vandløbslaug i den nordvestlige del af Vejle Kommune, men for det første hører det endnu til undtagelserne, og for det andet råder offentlige myndigheder selv over betydelige sammenhængende naturområder.

Et naturreservat, der i altovervejende grad etableres på offentlige arealer (eller privatejede områder, der i forvejen er etableret som naturreservater), er helt fri for de typiske interessekonflikter med private lodsejere. Arealet kan så udvides sidenhen, hvor det er muligt (og relevant) at opkøbe tilstødende privatejede områder, f.eks. gennem Den Danske Naturfond, der blev etableret i 2015.  

Frem for at opkøbe store privatejede arealer ét sted er fondens penge i det hele taget bedre anvendt ved at købe private lodsejere ud hist og her i områder, der er rige på statsejede naturarealer, og hvor opkøbene (eventuelt i samarbejde med offentlige myndigheder og private fonde) kan bidrage til at kæde de offentlige arealer bedre sammen eller fungere som bufferzoner til omkringliggende landbrug og industri.

Ved at satse stort på offentlige arealer, er etableringen allerede i udgangspunktet en betragtelig udgift mindre.

Nogle områder vil kræve en udgiftskrævende indhegning, afhængigt af hvilke dyr der udsættes, men hvor det er muligt, bør man i givet fald tilstræbe hegn, der kun holder en eller få større planteædere inde på det givne areal, f.eks. kvæg, hest, elg og/eller bison. Såkaldt semipermeable hegn kan forhindre de store græssere i at forlade det område, deres græsning skal gavne, men samtidig sikre, at f.eks. ulv, ræv, grævling, odder, bæver og rådyr fortsat passere ind og ud af området, hvorved man bevarer det naturlige samspil med de eksisterende vilde arter i videst mulig udstrækning.

Andre udgifter er forbundet med den indledende udsættelse af dyr og den rådgivnings-, planlægnings- og forskningsindsats, der skal varetages af biologer og andre fageksperter. Det gælder alt fra planlægning af artsvalg og bestandtæthed til vurdering af (eventuel) indhegning, genetablering af naturlige vandforhold og udtynding af skovpartier m.h.p. efterfølgende vildskov, men det gælder også den løbende registrering af artsudviklingen og eventuelle regulering af de udsatte dyr.

Har vi råd?

Økonomi er altid et spørgsmål om prioritering, men spørgsmålet er, om ikke vi i virkeligheden kan få mere artsrig kvalitetsnatur for de samme udgifter, som stat og kommuner i dag anvender på diverse naturområder?

Ordsky, der viser populariteten af turistattraktationer ved Henne Strand og Blåvand - natur står i høj kurs, ikke mindst Filsø
Ordsky, der viser populariteten af turistattraktationer ved Henne Strand og Blåvand – natur står i høj kurs, ikke mindst Filsø

Det skal jo medtænkes, at når der næsten udelukkende er tale om offentligt ejede arealer, er forvaltningen som regel i forvejen forbundet med store naturplejeudgifter, som i stedet kan målrettes en vildere helhedstænkning uden ekstraudgifter (og på længere sigt sandsynligvis med besparelse, fordi det ikke længere er nødvendigt at betale landmænd for at sætte husdyrene ud på naturarealerne). Det er næppe heller usandsynligt, at forskellige private fonde kan tænkes at bidrage til etableringen, der kan være forbundet med en ikke ubetydelig PR-værdi.

Udover besparelser er der også potentielle indtægtskilder, ikke mindst fra den forøgede turistværdi, som et ambitiøst naturområde repræsenterer. Store naturgenopretningsprojekter er ofte trækplastre, f.eks. er Filsø blot få år efter genetableringen i 2012 allerede en af de absolutte topattraktationer ved Henne Strand. Ifølge en gæsteundersøgelse udført af SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd pegede flest gæster på Filsø som den vigtigste oplevelse i området i 2014.

Der er blevet genoprettet en del større søer og vådområder de seneste år i Danmark, men ikke megen skov eller åbne naturområder, der med vilde planteædere og en stor artsrigdom også byder på stor oplevelsesrigdom. En del af etableringsomkostningerne til naturnationalparker kan i nogle områder også finansieres gennem salg af tømmer fra den indledende hugst af især nåletræer. Dertil kommer jagtlejen, som man bør undersøge den eksisterende økonomi bag, og hvorfra indtægterne i flere tilfælde utvivlsomt kunne forøges i store og mere ambitiøse naturområder.

Men at mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning kan være omkostningseffektivt og få afledte effekter i forhold til den voksende ‘grønne’ turisme, er i særlig grad værd at tage i betragtning – så længe den naturgavnlige indsats forbliver prioriteringernes mål og omdrejningspunkt.

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison – visent (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison – visent (foto © Rune Engelbreth Larsen) (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Elge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Elge (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bæveren skaber ravage i skoven med sine dæmninger og vådområder, hvilket giver god variation og dynamik (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæveren skaber ravage i skoven med sine dæmninger og vådområder, hvilket giver god variation og dynamik (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Vildsvin (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Nyfødte vildsvin (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Offentlige ejerforhold udgør et vigtigt grundlag for den nødvendige helhedstænkning, hvis vi bestræber os på at genetablere udgangsbetingelser for varierede og artsrige naturarealer med flere fritgående vilde planteædere, mere lysåben natur, mere urørt løvskov og naturlige vådområder.

Vildere natur er mere ‘selvforvaltende’ og som nævnt formodentlig mere omkostningseffektivt, fordi naturen i højere grad kan udvikle sig friere og mere dynamisk på sine egne præmisser til gavn for artsrigdommen i almindelighed og truede arter i særdeleshed.

Store naturarealer med flere vilde græssere er med andre ord en strategi, der også i Danmark bør afprøves flere steder i større skala som bidrag til at vende naturens negative udvikling. En strategi, som undgår lodsejerkonflikter og ikke kolliderer med landbrugsinteresser, sådan som megen ‘naturkamp’ har gjort i årtier.

Kommende indlæg skal derfor eksemplificere, hvordan ovenstående betragtninger og kriterier kan spille sammen i en række større danske naturarealer, hvor potentialet for en vildere og artsrig natur er til stede.

Rune Engelbreth Larsen, februar 2015 / december 2015
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Litteraturliste
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur