Af Rune Engelbreth Larsen
Stort, vidtstrakt og betagende er kystlandskabet på og omkring Fyns Hoved – den nordligste del af halvøen Hindsholm. Adskilt af en smal tange fra Hindsholm – og Fyn – ligger dette vindblæste hoved med mange betagende udsigtspunkter hele kompasset rundt …
Der er frit udsyn over det meste af bakkelandskabet på Fyns Hoved til de omkringliggende kyster, helt ind mod fjordområdet Lillestrand, som tvedeler Hindsholms nordspids i et dybt snit. Langø Hoveds ramponerede odde skærmer fjorden og de indre øer, Mejlø og Vejlø, der ligger lunt i læ, når Kattegat viser klør, mens Bogø både strækker sig ind i fjorden og stikker ud i Kattegat.
I et hjørne af udsigtens virvar af hav, øer og odder, som her og der rager ind over hinanden eller dukker op bag kuperede overdrev, trækker Bogøs langstrakte kystklinter således en bred vold tværs gennem scenariet i syd. Få hundrede meter i østlig retning fra Baesbanke langer krumodden Tornen sin spinkle arm og sine krogede kløer ud i åbent hav mod Fyns Hoved, mens himlen spejler sig i de små søer, der putter sig mellem hovedets bakker.
Ikke mange skridt fra toppen i modsat retning skråner de vestvendte skrænter stejlt ned mod havet, der har skrællet lag efter lag af kysten og blotlagt undergrundens stenblokke, som stritter lige ud i luften over den smalle stenstrand.
Horisonten rundt bærer udsigten præg af disse sultne hav- og vindkræfter, der har gennemgnavet kysterne i årtusinder og gjort det nordlige Hindsholm til et landskab af kontraster – på én gang sart og råt, blødt og bistert …
Rune Engelbreth Larsen: Danmark er en kvinde – på genopdagelse i den danske natur
... lyset gløder endnu over bakkerne, og det blinker lunt over fjordens dvaske bølger, men standser så brat. Ramler mod klinten derovre på den anden side, fortaber sig med det samme i et voldsomt svulmende mørke oppe over den, nu straks ved at rulle ned over den, og det vælter sig blåsort fremover, ud over vandet og op over hvælvet, denne sky har en vild storm i sig, i de sidste solstrejf pisker den fjorden op i glitrende skumhvirvler, og man står der, stadig tættere på, overvejer om man virkelig skal forlade en så højdramatisk forestilling eller betale prisen for at se den til ende: blive gennemblødt. (Jens Smærup Sørensen: »Skyer«, 2009)
Skyernes stuk krakelerer på omgang,
himmellyn fægter, og jorden parerer,
sommeren lufter kontrasternes holmgang.
Rune Engelbreth Larsen: Citat fra »Sommerens vinger« (Danmarks krans, 2010)
