Af Rune Engelbreth Larsen
På Hørret Enge suser viberne ekvilibristisk lavt over landskabet. Guldsmede og sommerfugle glimter i sommerluften langs Kapelbæk (eller er det Kapel Bæk?), der har fået slyngninger igen og er blevet flyttet fra det tidligere kanaliserede og lineal-lige løb. Mod syd afgrænses området af Langballe Grusgrav. Her blev egnens sidste ulv efter sigende skudt og hængt op i en galge for nogle hundrede år siden, hvilket ikke var en ualmindelig skik (ulvene var ‘tyve’, der ‘stjal’ husdyr fra bønderne).
Om Emmershøj fortæller en gammel ven, der legede her som barn:
Det officielle navn på grusgraven – eller rettere den høj, som den er gravet ud af – er i øvrigt Emmershøj. Egentlig Emmas Høj – efter sigende var Emma en pige fra Hørret, der havde en kæreste i Langballe. Engang hun skulle over til ham, blev hun jaget af ulve. De indhentede og åd hende på toppen af højen – så derfor. (Christoffer Gertz Bech).
Nu er galgen afskaffet, ulvene er som bekendt vendt tilbage og deres status som menneskeædere en saga blot fra overdrivelsernes skræmmehistorier, der bl.a. skulle stimulere udryddelsen af en ‘tyv’, der af og til snuppede et husdyr. Og det er såmænd ikke utænkeligt, at der vil lunte en ulv omkring i nærheden af Emmershøj ved Hørret Enge igen på et eller andet tidspunkt: Ulvenes genkomst – en naturgave, der ikke er grund til at frygte.
Nord for engen ligger Hørret Skov, hvor et centralt område nord for skovengen Uller Eng er udlagt til såkaldt urørt skov, hvilket vil sige, af skovdriften er ophørt, og at det med tiden udvikler sig til stadig mere naturlig skov. Det burde gælde hele skoven – og hvorfor ikke tænke engen med som et spændende lokalt naturreservat …
I denne lille sø – der vel rettere er et vandhul – er der udsat løvfrøer, vist nok i 1980’erne, og denne træklatrende frø har stadig et levested her omkring vandhullet på Hørret Enge …
Kapelbæk er blevet restaureret og flyttet i 2014, så den ikke længere er en snorlige kanal, men et vandløb, der atter slynger sig gennem landskabet. I 2015 kan man stadig se, hvor ‘nye’ slyngningerne ser ud, men det ændrer sig, når naturens kræfter har virket.
Det går hastigt tilbage for den elegante flyver, viben, der helt frem til 1950 fandtes i talstærke mængder på 100.000-150.000 ynglepar overalt i landet. Dengang var Danmark rigt på våde enge og overdrev, ikke mindst takket være hundredtusindvis af græssende husdyr. Med traktoren har dette ændret sig markant.
Hestene er nærmest forsvundet fra det åbne land, og kvæg og svin ser sjældent solen, men holdes på stald. Det er gået ud over vibens levesteder. Siden midten af 1900-tallet er antallet faldet til ca. 20.000 ynglepar, og faldet ser ud til at fortsætte med over 6 procent om året ifølge Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Rune Engelbreth Larsen
Danarige.dk, juli 2015