Af Rune Engelbreth Larsen
Urokser og vildheste – eller noget, der ligner – elge, vildsvin og hjorte … Kongeørne, havørne og traner … Højmose, vildskov og genskabte søer – det er vildt. Det er Lille Vildmose. Men ‘lille’ er Lille Vildmose ikke, men strækker sig over 7.600 hektar og er Danmarks største og mest lærerige projekt i retning af vildere natur på naturens præmisser.
Efter at Aage V. Jensens Naturfond har købt Høstemark Skov og Mose, Tofte Skov og Mose samt Portlandmosen i henholdsvis 1988, 2001 og 2003, er Lille Vildmose ved Øster Hurup i Nordjylland blevet et spektakulært naturområde, hvor sammenhæng og forvaltning er gennemtænkt i stor detalje. Ynglende havørne, kongeørne og traner hører til de kendteste beboere, men også slangeørne og fiskeørne er observeret her, hvor endog en sort stork blev set (igen) i 2015. Men her er talrige andre spændende bevingede og vingeløse arter.
Mere end 2.000 hektar af de oprindelige 5.500 hektar højmose er bevaret, hvilket gør Tofte Mose til den største højmose i det nordeuropæiske løvskovsområde og dermed en international natur-attraktion i særklasse. Det er muligt at bevæge sig ud på et lille hjørne af arealet via en gangbro og svimle lidt over dimensionerne.
Højmosen er naturligt artsfattig og dermed en af få undtagelser fra tommelfingerreglen om, at stor artsrigdom er lig med god naturtilstand. Den 500 hektar store græsningsskov Tofte Skov, der er indhegnet i den sydlige del af området, bliver i stigende grad en naturlig vildskov og er til gengæld en ekstremt artsrig lokalitet, ikke mindst fordi løvskoven har været fritaget for skovdrift og tømmerproduktion siden begyndelsen af 1900-tallet.
Udover talrige botaniske perler, et rigt fugleliv og masser af svampe og laver rummer skoven i omegnen af 150 rådyr, 400 krondyr og landets største bestand af vildsvin, der i 1940’erne var helt oppe på 500-600, men i dag holdes på 150-200. Over 60 procent af Danmarks pattedyrarter findes i denne skønne skov, hvor flotte gamle ege, lysninger og store sletter udgør et unikt skovlandskab i Danmark.
Størstedelen af Lille Vildmose ligger i Aalborg Kommune, og hovedparten af området er ejet af Aage V. Jensen Fonden, der er hoveddrivkraften bag bestræbelserne på at gøre naturen vildere og mere selvberoende i en lang række naturområder. I samarbejde med Aalborg Kommune udsatte fonden de første elge i oktober 2015, og i 2016 følger flere efter, når Mellemområdet (mellem Høstmark Skov i nord og Tofte Skov i syd) er hegnet ind og desuden bliver hjemsted for mindst 50 krondyr.
Her følger lidt ord og billeder af enkelte arter og landskaber fra områdets 76 kvadratkilometer …
I oldtiden var omtrent en fjerdedel af hele Danmark dækket af moser, og højmosen var den mest udbredte type. Så højmose er noget af det mest danske, vi har, hvis vi med »danske« mener noget historisk karakteristisk for det land, vi lever i. I dag er over 95 procent af denne naturtype imidlertid forsvundet. Med undtagelse af den ca. 2.000 hektar store nordjyske højmose Tofte Mose er de tilbageværende områder små, fragmenterede og generelt på retur. I 2003 vurderede Danmarks Miljøundersøgelser, at 20 ud af 22 indrapporterede højmoselokaliteter var i såkaldt ugunstig bevaringsstatus. (Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst).
Ovenfor et foto af en lille del af Mellemområdet, der udgør ca. 2.100 hektar (og dermed godt en fjerdedel af Lille Vildmose), hvor ca. 50 krondyr og 10-12 elge får deres nye hjem fra 2016. For at holde de store græssere inden for området er der etableret ca. 30 kilometers hegn, som imidlertid ikke forhindrer den fortsatte offentlige adgang. Der er endvidere tale om et såkaldt semipermeabelt hegn, hvilket vil sige, at man en lang række steder sørger for frie passager under hegnet, således at f.eks. rådyr, ræve, grævlinge, oddere og sågar ulve kan komme ind og ud af området.
Når elge udsættes i Lille Vildmose, er årsagen ikke deres eksotiske karakter som ‘publikumsattraktion’, selv om deres tilstedeværelse i dansk natur for første gang i årtusinder nok skal forøge interessen for det i forvejen berømte område. De er imidlertid primært udsat på grund af deres uovertrufne evne til bl.a. at holde birk i skak. Birketilvæksten truer således højmosedannelsen i Mellemområdet, fordi hvert birketræ ‘drikker’ op til 300-400 liter vand om dagen og dermed dræner en naturtype, der skal forblive våd som en gigantisk svamp, hvis ikke den skal forsvinde.
Birketræerne er selvsagt også en del af naturen, men ikke en del, vi just er fattig på, hvorimod højmosernes forsvinden er et resultat af en natur i generel ubalance. Derfor gør man her noget aktivt ‘den anden vej’ for at bevare og øge højmosearealet som en væsentlig del af Lille Vildmoses naturtyper. Efter grundige undersøgelser af en række muligheder for at komme birketilvæksten til livs (herunder en meget omkostningskrævende manuel eller maskinel fjernelse) står det klart, at intet tiltag er så velegnet som dét, naturens egen værktøjspark kan tilbyde i form af elge. Elgens fødegrundlag er fint dækket ind i Mellemområdet, og dens hov er så hensigtsmæssig, at den på trods af sin kolossale vægt også kan græsse på en gyngende højmose uden at synke i til livet.
Med tiden kunne det måske være fordelagtigt at tilføje andre græssere i Mellemområdet og tilstræbe en fuldstændig sammenhæng mellem alle områderne i Lille Vildmose, der har fødegrundlag for hundredvis af større planteædere. I Analyse af nuværende og potentielle store planteædere i Lille Vildmose (2004) vurderede Carsten Riis Olesen, at et areal i Lille Vildmose på 6.206 hektar kunne rumme 55 elge, 180 rådyr, 300 vildsvin, 350 krondyr, 125 bisoner, 250 heck-kvæg, 275 konik-heste og 70 bævere.
Selv om Mellemområdet kun udgør en tredjedel af dette areal, og selv om beregningen derfor ikke bare kan overføres forholdsmæssigt, er det oplagt, at også Mellemområdet i sig selv kan understøtte endnu flere af de store planteædere end det antal elge og krondyr, der udsættes i 2016.
Inspireret af det særegne danske navn – og den særegne forhistorie bag navnet – til en anden snylteflue, Kæmpefluen Harald (find billede og forklaring i fotoserien fra Holmegard Mose), har fluen ovenfor fået det indtil videre lidt mere uofficielle navn: Mellemfluen Oskar. Det er museumsinspektør Morten D.D. Hansen, der i maj 2013 har kastet navnet i spil, og det har allerede vundet en vis accept. Navngivet efter naturformidler Oskar Liset Pryds Hansen fra Molslaboratoriet, fordi (som Morten D.D. Hansen forklarer på websiden Danmarks Fugle og Natur) »Oskar LP Hansen er Molslab-sommerformidler og med sit talent bliver han en af fremtidens naturhistorikere«. Hovedparten af alle arter i Danmark har ingen danske navne – og venter måske bare på, at en opfindsom formidler ser sit snit til at hædre nogle af de mange andre dygtige forskere og formidlere? Og det behøver måske ikke kun være snyltefluer …
Der er selvfølgelig også muligheder for andre danske navne til de navnløse. I et fremragende essay om arters navngivning og mangel på samme skriver biologen Michael Stoltze bl.a.:
Hvis man skal kommunikere med andre end indviede specialister, er danske navne naturligvis en nødvendighed. Derfor valgte Morten Top-Jensen og Michael Fibiger at navngive samtlige 1012 arter i deres bog Danmarks sommerfugle fra 2009. Selv om nogle eksperter stadig rynker på næsen over de danske navne, viste det sig at være en scoop, at Top-Jensen og Fibiger lancerede dem. Nu kan man for eksempel skrive nonneugle og dele sin begejstring med mere end en lille flok nørder over den flotte Panthea coenobita, der som larve lever på fyrretræer i såvel villahaver som skove.
De danske navne kan være beskrivende eller poetiske, og mange af de bedste er begge dele. F.eks. bjørnespinder, rødt ordensbånd eller perlemåler, som Inger Christensen har udødeliggjort i Sommerfugledalen. Selv foretrækker jeg også navne, der fremkalder billeder som harlekin, sørgekåbe eller admiral. Andre er mere aparte. Ja, ude i den danske natur lever uklare duskmålere, rødmende ugler, jyske kæmpesække, mørkpandede lavspindere og mange andre natsværmere med navne, som er mere forbløffende end kønne.
Naturens navne er fulde af magi. Og ligesom med mennesker, vokser navne og natur sammen, jo mere man kender til dem. Den almindelige måneplet, som ligner en knækket gren, får personlighed, så snart man kender navnet og genkender det mærkelige dyr. Det bliver et fortroligt og glædeligt møde – hver gang.
Michael Stoltze: Man kan jo begynde med smutuglen
Lille Vildmose er også hjem for ‘vildkvæg’ og ‘vildheste’. Hestene er af racen konik, der er fremavlet i Polen for at tilnærme den uddøde vildhest, tarpanen, som de dog ikke i sig selv er nært beslægtet med. Om kvæget kan man læse i en folder om Projekt Urokse: »Det udsatte kvæg er af Heck-racen. Dog er en af køerne halv Sayaguesa, ungtyren er halv Lidia og førertyren halv Chianina. De fire racer har hver især nogle af den oprindelige urokses egenskaber (…) De udsatte dyr er alle født under åben himmel og har aldrig været på stald. De trives i det fri året rundt og er særdeles robuste.« Husdyrlovgivningen besværliggør desværre udsættelsen af vildkvæg, der skal øremærkes og er underlagt forskellige andre restriktioner, som ikke fremmer forståelsen af deres potentiale som en naturlig del af naturen.
Ifølge et nyhedsbrev fra Vildmoseforeningen i marts 2015 er urokse-projektet derfor også ved at blive afviklet. Her kan man læse lidt om den kombination af hindringer i lovgivningen og uvidenhed i offentligheden, der vanskeliggør arbejdet for at få vildere natur i Danmark:
Desværre kan vildokserne som avlsprojekt nu være på vej ud af Lille Vildmose og dermed måske også på vej helt ud af Danmark. Skov- og landskabsingeniør Jens Vinge, der gennem årene har haft det overordnede ansvar for projektet, siger, at det bliver svært fortsat at få bevillingerne igennem til driftsudgifterne af projektet. »Der er ikke den fornødne interesse og opbakning for projektet.« Et udsagn, man bestyrkes i, når man ofte hører, at folk er uforstående overfor vildokseprojektet og uforstående overfor, at vildokserne skulle være noget særligt, når de nu går rundt med øremærker som alt andet kvæg i mosen.
Andre giver deres negative holdning til projektet til kende ved brug af udtryk som »Nazi-kvæg« eller »Göring-kvæg«. Selv Weekendavisen bragte en artikel den 16. januar 2015 af Charlotte Koldbye med overskriften »Racerne – og rasende. – Nazisternes idealer om racehygiejne lever videre i Heck-kvæget, der blandt andet tramper rundt i Lille Vildmose.« I artiklen henviser hun også til den britiske avis The Independent, hvor man for nyligt bragte en bizar overskrift som lød: »Nazi-superkøer: – Britisk landmand tvunget til at aflive halvdelen af sin morderiske flok af genmanipulerede Heck-køer, efter at de har forsøgt at dræbe ansatte.« – Ærgerligt, at udtalelser som disse gennem årene forplumrer og til sidst ender med at spænde ben for et spændende avlsprojekt, som har perspektiver, der rækker ud over det at genskabe den oprindelige urokse Bos primigenius, hvis sidste kendte repræsentant blev skudt i Polen så sent som i 1627.
Elge og krondyr i Mellemområdet er ikke det eneste nye tiltag i Lille Vildmose. Tofte Moses kanter sikres af membraner for yderligere at stabilisere den store intakte højmose og sikre den mod dræning, og vandstanden hæves i dele af Mellemområdet for at genetablere betingelserne for forstadierne til kommende højmose på arealer, hvor jorden har sat sig på grund af tidligere tiders tørvegravning. Dræningskanaler og grøfter lukkes flere steder, bl.a. for at få naturlig vandbalance tilbage i Paraplymosen (Porsemose) og Høstmark Mose, og endelig genetableres den 130 hektar store Birkesø, som blev tørlagt og omlagt til landbrugsarealer i 1761. Det er den tredje sø, området får tilbage, efter Lillesø (19 hektar) og Tofte Sø (75 hektar), der blev tørlagt i henholdsvis 1765 og 1769 og genetableret i henholdsvis 1927 og 1973.
Fordi så megen natur i så lang tid har været genstand for utallige naturforarmende tiltag, er det ofte nødvendigt at genetablere udgangsbetingelserne for, at naturarealer på lidt længere sigt opnår en mere naturlig ‘balance’ og bliver meget mere selvforvaltende. Også i Lille Vildmose er der udfordringer, men det er Danmarks største og mest lærerige projekt i retning af vildere natur på naturens præmisser, og her er en perlerække af eksempler på, at det nytter og kan lade sig gøre.
