Af Rune Engelbreth Larsen. Gæstetale til Danmarks Naturfredningsforening, 2013

Når jeg her skal forsøge at give en opsang til Danmarks Naturfredningsforening, er det lidt af en skizofren øvelse … Jeg er nemlig på forhånd overbevist om vigtigheden af foreningens virke, og måske er det en smule for let at stå på sidelinjen og skyde med skarpt? Hvad der bør prioriteres set udefra, er måske ikke det samme som set indefra.

Medlemstilbagegangen fylder f.eks. meget i de interne diskussioner, kan jeg forstå, og det er selvsagt også et vigtigt forhold, men til tider kan man også godt få indtryk af, at de historisk svimlende medlemstal fra 1988, hvor DN rundede over 273.000 medlemmer, hviler over foreningen som en urimeligt tung arv af utilstrækkelighed.

En historisk tilbagegang i medlemsskaren er trods alt en almen tendens, der kendetegner mange dele af samfundet med en generelt vigende tilbøjelighed til at engagere sig. Tænk blot på de historiske medlemstab for fagbevægelsen og de politiske partier. I 1948 havde Socialdemokratiet f.eks. over 300.000 medlemmer, i 1985 godt 90.000 og i dag kun 42.000. Udviklingen hos Venstre og De Konservative er parallel. Og de partier, der omvendt har oplevet en medlemsfremgang i de senere år, opvejer langtfra den generelle tilbagegang.

Det hører med andre ord med til forståelsen af DN’s faldende medlemstal, at udviklingen trods alt følger generelle tendenser – og enhver organisation, der i 2013 kan mønstre over 100.000 medlemmer, er og bliver en mastodont.

Som vi skal vende tilbage til, er størrelse imidlertid ikke alt.

Kort og godt synes jeg, at DN er en vigtig forening med et imponerende medlemsantal, men derfor er der selvfølgelig altid nødvendige overvejelser at gøre sig, hvad angår foreningens mission, som man kan og bør drøfte i et kritisk lys.

Det følgende er et blik udefra, der fokuserer på problemer, hvilket ikke betyder, at I ikke også fortjener opbakning og ros, men at formålet er at inspirere til debat og refleksion.

Synlighed og skarphed

Jeg vil tage udgangspunkt i oplægget til DN’s strategi for 2013-2020, hvor der identificeres fire kerneproblemer: 1) Foreningen er uvedkommende for mange, 2) foreningen oplever markant stigende gennemsnitsalder blandt de frivillige, 3) foreningen har for lav synlighed og for uklar profil, og 4) foreningens økonomi er trængt.

Ét af disse fire punkter er imidlertid nøglen til de øvrige, nemlig: for lav synlighed og for uklar profil.

Når der tales om en »uklar« profil, er det i mine øjne primært problemet, om man gaber over lidt for meget, og om profilen er lidt for uskarp. Med andre ord om foreningen er offensiv og fokuseret nok.

I det mindste skal det her være påstanden, at større synlighed og skarpere profilering måske både er nøglen til at at gøre DN mere vedkommende for mange, til flere medlemmer, til en mere varieret aldersfordeling og til en bedre økonomi.

Dermed ikke være sagt, at foreningen ikke allerede i dag viser skarphed, eller at der skal tænkes radikalt anderledes, end strategipapiret lægger op til, men spørgsmålet er, om den er skarp nok i betragtning af, hvor alvorligt udgangspunktet er – et udgangspunkt, som strategipapiret ikke pakker ind: »Vores natur og miljø er forarmet og i voldsom tilbagegang.«

Og kortere og mere præcist kan det næppe siges. Men som det også konstateres: »Desværre nyder naturens forarmelse ikke samme bevågenhed [som miljøet], hvilket hænger sammen med, at mange ikke har et forhold til naturen.«

Både og. Et nærmere forhold til naturen består i naturoplevelser, men også i bevidsthed om naturens forarmelse.

Hvorfor er denne tilføjelse vigtig? Fordi den for det første peger i retning af at prioritere naturen højere i foreningens arbejde, og for det andet fordi den atter peget i retning af, at det er øget synlighed og en skærpet profil, der er nøglen.

Manglende synlighed hænger selvfølgelig også sammen med en generel tendens til, at vi i vor tid bliver stadig mere naturfremmede. Derfor er det af afgørende vigtighed, at DN både bidrager til at skabe begejstring og entusiasme om de gode dele af dansk natur, der trods alt er, og viden om de voldsomme trusler, den desværre står over for.

Men naturens forarmelse går hurtigt og kan ikke vente på, at alle har fået et megt nært naturforhold. Og man kan godt skabe bevågenhed via stærkt fokus og formidling over for den naturfremmede del af befolkningen, der ikke på forhånd har et nært forhold til naturen – ligesom man kan skabe bevågenhed omkring problemerne over for borgere uden egne naturoplevelser.

Tænk på, hvordan der f.eks. skabtes maksimal opmærksomhed om den lille pige Im, der under uretfærdige vilkår stod til at blive smidt ud af Danmark, sådan som vi har set det i en nylig asylsag. Kun en mikroskopisk del af befolkningen havde nogen fysisk nærhed (eller et personligt kendskab) til pigen, men interesseorganisationer, medier, Facebook-grupper osv. rejste en stormbølge, der øgede synlighed og viden – og heraf fulgte den bevågenhed, der på kort tid fik uimodståelig politisk gennemslagskraft og tvang regeringen til at ændre holdning, så hun kunne blive i Danmark.

Betegnende nok var det først helt umuligt for regeringen at gøre noget som helst, man da den kritiske bevågenhed blev tilstrækkelig dramatisk, kunne alt pludselig godt lade sig gøre.

Eller tænk på noget helt andet og mere nærliggende for DN: iltsvind. Døde jomfruhummere behøver ikke være noget, hver eneste dansker står med i hånden, før det afføder en reaktion. Det skal ‘blot’ lykkes at få historien ud i tilstrækkelig cirkulation til at rejse den bølge af kritisk bevågenhed, der tvinger politikerne til at reagere. Og det jo lykkedes at gøre dette til et skelsættende vendepunkt i en del af natur- og miljøkampen.

Man kan godt sidde på femte sal i det indre København og være oprørt over en sag af betydning for DN, selv om man ikke personligt kommer fysisk i nærheden af naturen.

Hvad er med andre ord svaret på mediernes, politikernes og befolkningens manglende bevågenhed omkring naturens forarmelse? Øget synlighed og en skarpere profil.

I tilknytning til problemet med, at DN opleves for uvedkommende for mange, fremhæves i stratgipapiret, at det kun er en meget lille procentdel af medlemsskaren, der er aktive, og at medlemsskarens gennemsnitsalder er skudt markant i vejret de senere år.

Hvad kan være forklaringen? Måske en vis forestilling om, at foreningens aktive er eksperter af to – og kun to – slags: biologer med sommerfuglenettet i den ene hånd og artsnøglen i den anden, og jurister med et førstehåndskendskab til fredningsbestemmelserne.

Det er måske vanskeligt for nogle medlemmer og mange ikke-medlemmer at se, hvori deres eget bidrag til foreningsarbejdet kunne bestå, hvis de er usikre udi artsbestemmelsens såvel som fredningens ædle kunster? Derfor er det måske vigtigt at kommunikere bredere ud, at der er rig mulighed for at lære mere om de aktuelle foreningsopgaver som aktivt medlem, men også at der er andre foreningsrelevante opgaver.

Men begge dele er i sidste ende også afledte problemer, der igen afhænger af en anden og mere grundlæggende problemstilling: Om DN har tilstrækkelig synlighed og skarp profil. Opleves det med andre ord som at være med på en dagsordensættende frontlinje, når man er aktiv i foreningen?

For hvis en sag eller en forening er dagsordensættende, er der ganske enkelt flere, der flokkes om dens projekt. Et samfund vil vel altid rumme en vis andel af aktive ildsjæle, der ikke er afklaret om, hvor de bør investere deres engagement, og hvis det f.eks. er Greenpeace, der er i vælten, bliver dét naturligvis let udslagsgivende for valget. DN må med andre ord i vælten.

Der er tale om et parallelproblem, når det i strategipapiret konstateres, at der er »brug for foryngelse for at sikre organisationens fremtid«. Selvfølgelig bør man se på kommunikation og effektiv brug af de sociale medier, men vigtigst af alt er det, at unge mennesker oplever DN i frontlinjen. At DN er en katalysator for visioner og kampe, der opleves som vedkommende – og dét, der sætter dagsorden, opleves slet og ret som vedkommende.

Derfor er løsningen på manglende unge og aktive: Øget synlighed og en skarpere profil.

Det gælder selvfølgelig også i forhold til økonmien i foreningen – for det, der giver flere medlemmer, forbedrer økonomien.

Ganske vist er der sikkert andre væsentlige detaljer og arbejdsgange i det konkrete og daglige arbejde, som er vigtige at analysere og optimere, men overordnet kan DN’s problemer koges ned til ét altafgørende forhold: Forøg synligheden og skærp profilen.

Et spørgsmål, der imidlertid drukner lidt i strategipapirets smådetaljer og ønskedrømmende, håbefulde, sloganagtige og velmenende hensigtserklæringer er spørgsmålet: hvordan. Ét er at identificere problemer, men lige så vigtigt er selvfølgelig de konkrete løsninger, som dette udmønter sig i.

Det skal jeg vende tilbage til, men først er der grund til at knytte nogle mere overordnede overvejelser til, hvad en skærpet profil indebærer.

At forandre frem for at ‘forholde sig til’ …

I forhold til DN’s synlighed fremgår det af undersøgelser, at skønt foreningen har et alment kendt navn, er hverken sagen eller troværdigheden tilstrækkeligt anerkendt.

Her lyder den strategiske analyse bl.a., at »når DN er i modvind med sager, der deler sympatien, så afspejles det af et negativt indtryk, og det er med til at give os et dårligt image. I rollen som ‘naturens vogter’ skal vi altid være parate til at tage de nødvendige kampe – men også i en erkendelse af, at alle kampe ikke er lige vigtige, og at nogle måske endda skader vores generelle arbejde mere, end det gavner.«

Det fremgår ikke, hvilke kampe der sigtes til som mindre vigtige eller skadelige?

Men her er vi ved kernen af problemets konkretisering, og der er utvivlsomt sager, man ikke behøver gå ind i, hvis ikke profilen skal svækkes, og fokus fra naturen udviskes.

Til gengæld skal man ikke være bange for de naturrelevante sager, hvor foreningen måtte møde megen modstand.

Min pointe er, at foreningen ikke er for meget i modvind, men for lidt.

DN skal ikke begynde at agere som moderne partier, der skifter holdning som vejrhaner. Foreningen har naturens ve og vel i centrum, og missionen er at overbevise medierne og befolkningen om, hvad der er op og ned i den sammenhæng. DN skal derfor stille krav og insistere på sin sag med al den skarpe selvbevidsthed, der kommer af at have faglighed og viden på sin side. Det kræver, at foreningen er offensiv, og det betyder, at der er fare for at skubbe dele af befolkningen fra sig, af og til også flertallet af befolkningen.

DN’s hyggelige og opbyggelige natur-ture, kurser og sammenkomster er selvsagt vigtige for sammenhængskraften i det arbejds- og aktivistfællesskab, som foreningen jo også er, men dette fællesskab har først og fremmest til opgave at overbevise beslutningstagerne om, hvorfor foreningen ikke bare er vigtig for naturen, men altafgørende – og ikke at undersøge, hvor befolkningen driver hen, for dernæst at indrette sig derefter af hensyn til image og popularitet.

Det handler med andre ord ikke om at forholde sig til en tidsånd, men om at forandre en tidsånd. DN skal ikke finde ud af, hvad folk måtte ‘ønske’ af foreningen, den skal fortælle, hvad den kan og vil for naturen, og hvorfor det er så vigtigt, hvad den kan og vil.

Derfor kan man roligt spare sig for fancy livsstilsundersøgelser af en sociolog som Henrik Dahl, der ikke alene er kendt for at prale af, hvor meget han hader naturen, men åbanbart har leveret en kategorisering af mennesketyper i overfladiske kasser, der i bedste fald er selvindlysende, i værste misvisende for forståelsen af, hvad en interesseorganisation som DN er og skal. Og jeg skal understrege, at jeg selvsagt intet kender til undersøgelsens konkreter, men blot forholder mig til referatet i strategipapiret – men det er rigeligt.

Faren er, at man indkredser tidsånden og trenden i forchromede tids- og økonomikrævende analyser med henblik på bedre at kunne matche den – men det er den slags ræsonnementer, der i mine øjne ofte spænder vognen for hesten. Det afgørende er nemlig ikke, hvilke kategorier folk tilhører, og hvilke vaner de har – brug i stedet alt krudtet på at fortælle, forklare og forlange, hvad naturen har brug for, hvorfor det står slemt til, hvor hurtigt der skal gøres noget, og hvad der skal til for at sikre en artsrig natur og en rig oplevelsesværdi. Punktum.

Derfor er det i mine øjne til gengæld også rigtigt set i strategipapiret, at DN »ikke skal søge tilslutning hos alle danskere,« men »målrette« indsatserne.

Skal foreningen lære af nogen og noget, er det derfor ikke af tidstypiske livsstilsundersøgelser, men f.eks. af miljøbevægelsen i 1980’erne og af arbejderbevægelsen i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet – uanset hvor man i øvrigt måtte stå politisk i forhold hertil. Arbejderbevægelsen skrev danmarkshistorie gennem synlighed og en skarp profil.

Den slags kan naturligvis koste popularitet. Hvis man skal sætte dagsordenen, bliver man ikke populær i alle dele af befolkningen, og slet ikke blandt alle politikere. Men intet er vundet ved at bøje nakken for en politiker, heller ikke en minister – det fører ikke til forandringer, og beslutningstagere skal udfordres, så de mærker, at taburetten ikke er urokkelig.

Køb aldrig en politikers pseudoargument om, at der ikke er råd. Selvfølgelig er der råd. Og naturligvis er der også råd til mere og bedre natur – og der kommer kun ringere natur, hvis der ikke tilføres flere midler til naturen. Om der er råd, er blot et spørgmsål om prioritering, og hvis en minister ikke vil prioritere naturen, så er det dét, vedkommende skal tvinges til at sige i stedet for udenomssnak, og så kan foreningen gå i kødet på prioriteringen.

I må og skal kræve en økonomisk prioritering, der sikrer, at naturen prioriteres højere.

Krav og skarphed afføder modstandere og fjender, til tider sågar et flertal af modstandere, for ikke at nævne modviljen i systemet og hos magthaverne. Men det kan ikke være anderledes, hvis man som interesseorganisation vil ændre noget radikalt. Og i betragtning af at biodiversiteten er i frit fald, og at Danmark har verdensrekord i intensivt opdyrket natur, er DN på banen for at skabe radikale ændringer – og så skal man være parat til at få klø. Ja, man skal ikke blot være parat, man skal opsøge kampen, insistere på midlerne til et kvalitativt løft for naturen. Det er uundgåeligt som en del af et indledende succeskriterium, at man foruroliger og irriterer tidsånden, magthavere og samfundsinstitutioner.

Det er jo kun, hvis alt er, som det skal være, at man skal stryge politikerne med hårene.

At undersøge, hvilke holdninger folk allerede har for så at lægge sig i kølvandet herpå, er den hyppige fejlslutning, der begås i megen moderne politik – det ene parti efter det andet har f.eks. taget bestik af Dansk Folkepartis vælgerfremgang og lagt sig i kølvandet på partiets værdipolitik, men det har kun gavnet Dansk Folkeparti, for de satte dagsordenen.

Dansk Folkeparti har i vid udstrækning fravalgt dét, alle andre gør, de forchromede fokusundersøgelser, og i stedet tilvalgt den visionære og klassiske kampgejst og kæmper for deres sag, uanset om den er i mod- eller medvind. De kan lancere en snedig annoncekampagne, der får ti gange gratis eksponering, og selv om de får et flertal imod sig, er det en succes, der sætter dagsordenen, for de får stadig flere med sig, end de havde før.

Havde flere af de øvrige partier haft samme mod og vilje til et modspil, er det ikke sikkert, at Dansk Folkeparti var gået frem og frem og frem til stort set samtlige valg i atten år.

I en anden tid og med et ganske andet afsæt tegnede arbejderbevægelsen det meste af 1900-tallet af danmarkshistorien, ikke fordi den havde en fem- eller syvårs plan og sociologiske analyser af befolkningsgruppernes forhold til sit projekt, men fordi man havde en vision, som man vedholdende forsøgte at overbevise større og større dele af befolkningen om, mens man pressede magthaverne.

De fleste i DN er sikkert enige om, at der er lang vej til et renere miljø, og at det er et vigtigt indsatsområde for DN, men det ændrer ikke ved, at miljøbevægelsen i 1970’erne og 1980’erne er en succeshistorie, der har opnået en del. Vandmiljøet er forebedret, hvilket havde været utænkeligt uden en kritik, der i begyndelsen ofte var kontroversiel og foragtet.

Pointen er, at DN ikke skal være bange for det, der i kampens hede ligner »tabersager«, hvis og såfremt det er sager, der er i pagt med visionen om en rigere natur, og her tænker jeg først og fremmest på biodiversitet. Man kan flytte meget ved at udfordre de etablerede selvfølgeligheder, selv om der er modvind, og gode tabersager kan være vindersager på den lange bane.

Jeg er ked af at sige det, men det handler derfor mere om at være imod end om at være for. Det er en klassiker, der altid bliver luftet i foreningslivet, at man skal sælge sig på ‘positive’ budskaber – men de flytter bare ingenting. Naturligvis skal man også fortælle, hvad man er for, men når man står med en sag, der er op ad bakke, er man selvfølgelig for dét, der ligger på den anden side af bakken, og så er man også nødt til at italesætte, hvad der ligger i vejen – hvad man er imod.

Den ranke ryg risikerer hug og modvind, men i længden opdager folk også, at her er en troværdig spiller uden løftebrud, som ikke springer fra sine standpunkter for at please nogen. Redelighed og standhaftighed er det lange seje, men overbevisende træk, for nu at bruge nogle begreber, der nærmest er forsvundet i dagens strømlinede strategiske PR-planer i de politiske partier.

Men lad os prøve at gøre det hele meget mere konkret.

Konkrete forslag til at få naturen på dagsordenen

Det er i mine øjne glimrende at sætte stærkt ind på at skabe naturoplevelser i form af foredrag og ture. Det er glimrende at fokusere på børn og unge i form af særskilte medlemskaber. Det er glimrende med en indlagt avis i medlemsbladet, der både oplyser indadtil og har et lidt dybere journalistisk sigte. Det er glimrende med faktuelle rapporter om biodiversitetens tilstand og landbrugets samfundsøkonomiske betydning (eller mangel på samme). Det er glimrende at organisere kurser og uddannelser. Det er glimrende med aktive studenterafdelinger – ikke mindst i København er Wilhjelmkonferencerne jo udtryk for et imponerende arbejde, et årligt omdrejningspunkt.

Men det ændrer som nævnt ikke ved, at der er behov for forøget synlighed og en skærpet profil.

Derfor følger her ti små og store konkrete forslag med netop dette ærinde for øje. Nogle er måske afprøvet, og skulle de øvrige føres ud i livet, kræver det selvsagt yderligere overvejelser og justeringer. Men forhåbentlig kan de alligevel anslå nogle ideer og inspirere til noget, der med fordel kunne overvejes eller brygges videre på:

For det første: Hvad med en årlig rapport om den danske naturs tilstand, hvor eksperter konkluderer, hvordan det står til, og om der er tilbagegang eller fremgang at spore på nogle hovedområder i forhold til naturens ve og vel? Primært en rapport om, hvad der er galt. Ligesom de årlige rapporter fra Amnesty International bør dette være en fast årlige event, der citeres vidt og bredt. Rapporten kunne lanceres ved et større arrangement et centralt sted i Kbh. med rigeligt med invitationer til politikere og pressefolk – måske i tilknytning til uddelingen af en årlig naturpris til en fortjenstfuld forening eller person? Synlighed og skarphed uden den helt store investering.

For det andet: Hvad med i højere grad at knytte udefrakommende talenter til foreningen eller hjælpe dem med at løfte opgaver, der gavner naturen og DN? Et eksempel kunne være Peder Størup og Naturbeskyttelse.dk. Hvorfor er der ikke en fond, der forlængst har givet Størup 3-5 mio. kr. og sikret hans uvurderlige arbejde en årrække frem med en ansat eller to til at bistå ham? I forvejen er han en enmandshær, der er drevet af viden og gejst, og DN burde have antennerne ude og hjælpe med at gøre opmærksom på, ja, prioritere at hjælpe ham til at få hjælp til subtantiel fondsstøtte. Det kan nok ske i en eller anden tilknytning til DN, og hans mange sager kunne hjælpe med at skabe synlighed og skarphed.

For det tredje: Præsentér politikere og presse for et fuldt og færdigt lovkatalog. Alt, hvad der kan gøres for at målrette naturbeskyttelse og anden lovgivning bedre, så den ikke står i vejen for, men tværtimod i alle henseender befordrer artsrigdom og naturpleje.

For det fjerde: Organisér natur-kendisser. Der er f.eks. tv-programmer, der af og til gør en forskel, hvad angår natur og miljø. Kan tv-kendisser og andre såkaldte kulturpersonligheder se fornuften i at bidrage til en offentlig protest eller oplysning om vigtigheden af helt konkrete tiltag til gavn for naturen, lanceret af DN? Og hvorfor ikke få gang i forfatterne – engang var toneangivende og landskendte forfattere naturens stridsmænd, hvis ikke de er det i dag, må man tage fat i de mindre kendte.

For det femte: Prioritér initiativet ‘Giv naturen en hånd’ meget højere. DN bør stile efter, at foreningen bliver lige så kendt for dette initiativ som for affaldsindsamlingen – det skal gøres til en folkesag at give naturen en hånd med pleje overalt i landet. Viden omsat til fællesskab, naturoplevelse og naturgavn på én gang, og som kun venter på at blive bredt meget videre ud. Det giver også synlighed om en meget væsentlig pointe, nemlig nødvendigheden af at pleje en del af naturen.

For det sjette: Samarbejd med et forlag om en oplysende og/eller debatterende naturbogserie. F.eks. Aarhus Universitetsforlag, der med stor succes har lanceret bogserien Tænkepauser, en stribe pamfletter på 60 meget små sider om udvalgte forskningsområder, der sælges til kun 30-40 kr. og fås som gratis e-bog. Hvorfor ikke også lancere DN’s egen skriftserie? F.eks. en pamflet hver 3.-4. måned, skrevet af forskere og debattører med viden og standpunkter af relevans for en eller flere naturproblemstillinger? Sådanne bøger bør også sælges alternative steder udover boghandlerne, f.eks. i SevenEleven-kiosker, cafeer, Brugsen eller lignende. Fondsstøtte kan om nødvendigt hjælpe med at holde udgifterne nede og sikre en udsalgspris på samme niveau som serien Tænkepauser. En lille bog lige til at læse på cafeen eller have med i lommen under togture eller på natur-ture. Og som lancerer og synliggør DN på en ny platform. Her er forslag til de første fem titler: 1) Biodiversitet, 2) Rewilding, 3) Naturbeskyttelse og -pleje, 4) Bynatur og bynær natur, 5) Sikring af Danmarks drikkevand. Her er fem forslag til de første titler, hvis de skulle lanceres skarpere: 1) Danske dyrearter udryddes med historisk hast, 2) Kan rewilding skabe ny vild natur i Danmark?, 3) Naturen drukner i landbrugets gylle, 4) Sådan får vi mere vild og varieret bynatur, 5) Giften i dit drikkevand. DN kunne også overveje at lancere en serie små naturguidebøger i samarbejde med Politikens Turen går til. Guidebøger, der viser vej til de gode oplevelser, men også synliggør foreningen og naturen.

For det syvende: Forær de gode, skarpe historier til udvalgte journalister. Det sker sikkert i forvejen, men bør forsøges mindst et par gange om måneden – der er rigeligt at tage af. Og en journalist, der får en solo-historie forærende, er ofte tilbøjelig til at køre den, hvis den har nyhedsjournalistisk interesse. Det handler bl.a. om at vinkle vanskelige fredningssager skarpt, misligeholdt ‘naturbeskyttelse’ og konkrete naturødelæggelser i helt specifikke sager og statslige dispositioner.

For det ottende: I strategipapiret hedder det, at DN »hvert år skal gennemføre en kampagne, som forener det politiske arbejde i sigtelinjerne med hvervning af nye medlemmer«. Fint, men slet ikke nok. Spar eller halvér de 13 mio. kr. på telemarketingbureauets medlemshvervning og brug alle sparede millioner på kampagner i udvalgte landsækkende medier. For 13 eller ‘bare’ 6,5 mio. kr. man købe mange, mange, mange helsidesannoncer mange gange om året med mange vigtige budskaber, der 1) sætter en skarp dagsorden, 2) skaber synlighed omkring organisationens eksistens og mærkesager, og 3) inkluderer en medlemsblanket. Medlemshvervning, synlighed og skarphed på én gang. For millioner af kroner. Hvert år. Jo, det kan lade sig gøre.

For det niende: Søg fonde om millioner til sådanne kampagner, hvis økonomien alligevel er anstrengt. Naturvenlige fonde må og skal forstå, at ligesom det er altafgørende at opkøbe, sikre og til tider genoprette naturområder, er det ikke mindre afgørende at øge befolkningens kendskab til og forståelse for naturens forarmelse. Kampagnerne kunne som nævnt ovenfor primært består af avisannoncer, men også af uddybende oplysningsmateriale. Her er f.eks. 10 hurtige forslag til, hvad de kunne tage udgangspunkt i, og som med rimelig sandsynlighed ville rejse en debat, blive genstand for journalistisk omtale og skabe synlighed: 1) vigtigheden af at lade vildsvinene genindvandre, gerne med markante billeder og en meget skarp afstandtagen fra bortskydningspligten. 2) Vigtigheden af sikre trængte overdrev, gerne med markante oplysninger om, at vi lever i den sjette tidsalder med masseuddøen gennem planetens 4,5 milliarder år lange historie. 3) Vigtigheden af en Naturfond med minimum 300 mio. statskroner hvert år, der øremærkes natur og biodiversitet. 4) Vigtigheden af vindenergi, men med fastholdelse af at friholde udvalgte naturområder, gerne ved illustrativt at fremstille kæmpemøllers dimensioner sammenlignet med Rundetårn og Himmelbjerget. 5) Vigtigheden af rent drikkevand med krav om restriktioner over for landbruget og med stor understregning af, hvor mange drikkevandsboringer, der er lukket. 6) Vigtigheden af særlig opmærksomhedskrævende lokalsager i alle landsdækkende aviser, f.eks. protesten mod pløjning i Værneengene. Det skal ikke bare være lidt lokale læserbreve eller en pressemeddelelse – enten er det massivt, eller også er det forgæves. 7) Vigtigheden af at følge op på annonce-initiativet »Kære regering, I kan nå det endnu« – og af at skærpe det. Det er en stor fordel at have andre foreninger med, men hvis man kan lave noget lignende med et lidt skarpere budskab, der ikke har fem af de andre organisationer, men f.eks. kun tre med, kan det afgjort også stadig være relevant. 8) Vigtigheden af at kræve meget, meget mere urørt skov – et budskab, de færreste endnu kender, og som derfor kræver stor gennemslagskraft, når det skal forklares, hvorfor skovrejsning intet gavner for skovnaturens biodiversitet her og nu, og hvor fatalt det er, at staten fælder gamle træer. 9) Vigtigheden af at sætte markant ind over for landbrugets forurening med næringsstoffer med en spektakulær fremstilling af konsekvenserne for artstab og naturforarmelse i almindelighed. 10) Vigtigheden af at svare igen på propaganda som DR2’s landbrugsskønmaleri eller usaglige ulvekampagner som f.eks. konspirationsteorierne fra ulvehaderne om, at det er biologistuderende el.lign., der har ‘udsat’ ulve i den danske natur.

Helsidesannoncer brugt til naturpolitisk kommunikation med skarpe vinkler kan have en overvældende effekt. Og man kan som antydet få megen dagsordensættende synlighed for 5, 10 eller 13 mio. kr. om året, hvad enten beløbet kommer fra fonde eller fra besparelser på den dyre medlemshvervning. Jeg mener, at man som minimum bør halvere udgifterne til den hidtidige medlemshvervning og give samme beløb til skarptvinklede avis- og oplysningskampagner. I det mindste et år eller to. Mon ikke medlemstallet kan holdes stabilt – eller forøges – ad den vej?

For det tiende: Synliggør oplevelsesværdien af naturen så BBC- og National Geographic-agtigt som overhovedet muligt. Mange elsker naturserier på tv, men ved ikke, at storslået natur trods alt også findes i Danmark – men med de rette midler og den rette kreativitet kan man selvfølgelig godt lave spektakulære naturfotografier og film fra danske naturområder. Også her bør man alliere sig med fonde for at få et stort beløb, der kan finansiere tv-produktion i BBC- eller spillefilmskvalitet, men danske naturfotografer har mig bekendt også massevis af ubrugt filmmateriale af spektakulær karakter liggende (spørg f.eks. Bo Skelmose!), som den rette klipper kunne redigere sammen og med gode filmfotografer tilføje nye optagelser på et højt niveau. Det kræver et æstetisk brag at overtale tv-kanaler om at prioritere dansk natur langt højere i sin egen ret, og ikke blot som tillæg til kulturoplevelser. Det er og bliver gennem øjet, at de fleste naturfremmede skal have naturen præsenteret. Stort og småt i dansk natur kan præsenteres dygtigt og spektakulært, og det vil også højne bevidstheden om vigtigheden af at bevare, forbedre og forøge den natur, vi har.

Det var så ti overordnede forslag – hvoriblandt nogle af dem inkluderer flere andre forslag – så alt i alt 20-30 ideer til at øge DN’s synlighed og skærpe DN’s profil. De kunne let drøftes, uddybes, justeres, og suppleres, hvis DN f.eks. arrangerede et rent brainstormseminar en weekend eller en konference alene med synlighed og skærpet profil som dagsordenpunkt for udvalgte foreningsrepræsentanter og udefrakommende naturvenner.

Natur og retur

Som det forhåbentlig også er fremgået, er jeg overbevist om vigtigheden af DN’s rolle i naturkampen og begejstret for meget af foreningens virke gennem mere end et århundred, selv om jeg naturligvis her har fokuseret kritisk på aktuelle problemer og løsninger for at inspirere til debat og eftertanke.

Der er brug for forskere og andre naturvenner til at supplere naturforeningernes eget blik på naturkampen med vinkler set udefra – og til at fokusere på nye ideer til at sætte den politiske dagsorden.

Afslutningsvis vil jeg derfor blot gentage lidt af, hvad jeg også har afsluttet et helt andet oplæg med på Wilhjelmkonferencen:

Det væsentligste og vanskeligste er og bliver at overbevise om naturens værdi for naturens egen skyld.

Natur og biodiversitet skal nemlig løftes længere ud end til gode konferencer som Wilhjelmkonferencerne, længere ud end debatfora på hjemmesider som ‘Danmarks Fugle og Natur’, og længere ud end små grupper for indviede på Facebook.

Det kræver en intensiveret erkendelse af, at naturfolk i endnu højere grad skal tage turen fra overdrevene og vådområderne ind i tryksværtens verden i massemedierne – insisterende og med krav. Langt hyppigere end i dag.

Politikere og presse skal forstå, hvad biodiversitet er, hvor galt det står til, hvorfor det er så vigtigt at få naturens mangfoldighed tilbage, og hvor godt det kan blive. Og Naturstyrelsen skal forstå, hvorfor skovene pinedød skal være meget vildere. Alle skal forstå, hvorfor bortskydningspligten for vildsvin ikke blot er proportionsløs og hjerteløs, men også problematisk for megen anden naturs vedkommende.

I Danmark bliver denne tiltrængte nøgleart imidlertid overalt plaffet ned on sight. For omtrent et århundred siden lykkedes det fageksperter og naturentusiaster at skabe modstand mod den samvittighedsløse jagt på landets største rovfugle, men hvor er de protester, der vækker offentlighedens modstand mod den vedvarende udryddelse af vildsvinene?

Vor tids ‘jomfruhummere’ i en anden ende af naturagendaen? Bare for at sætte tingene på spidsen til inspiration.

Vi skal jo begynde et sted.

Det er nu, der skal ske noget. Fortsat god naturkamp – må den blive synlig og skarp!

Rune Engelbreth Larsen
Repræsentantskabsmøde i Danmarks Naturfredningsforening, den 23. november 2013