Af Rune Engelbreth Larsen
Rold Skovs største botaniske tilløbsstykke er uden sammenligning stor fruesko – Europas største orkidé.
Da staten oprindelig overtog den nordlige del af Rold Skov i 1826, var her en åben græsningsskov, men med tømmerproduktionens fremmarch ændrede skoven karakter til ugunst for fruesko, som egentlig trives bedst på kalkrige overdrev. I de senere år er bestanden imidlertid gået frem, efter at Naturstyrelsen har lysnet området ved at genindføre skovgræsning.
Orkideen er dog så efterstræbt, at den har været hegnet ind siden 1889 for at beskytte den mod orkidé-tyveri. Alligevel lykkedes det tyve at ødelægge hegnet og grave 44 planter op i juni 2012, hvilket reducerede bestanden med en femtedel over night, og i juni 2016 blev hegnet atter forceret og 12 blomster plukket.
Stor fruesko har som andre orkideer haft en stribe forskellige navne gennem tiden, heriblandt flere mytologiske og poetiske navne som Frejas sko, Venus sko og Jomfru Marias sko, men også mindre kreative som f.eks. skoblomst og vild nyserod med brede blade.
Jeg vil se fler’ orkideer gro,
forskønne vort landskabs organiske spor.
Jeg vil se yndige fruesko
med læber af guld i den kalkrige jord.
Rune Engelbreth Larsen: »Artsrigdom« (2012)
Rold Skov er Danmarks største sammenhængende skov – i et hjørne af den del af skoven, der også hedder Vælderskov, finder man Troldeskoven. Her vokser bl.a. 300 år gamle bøgetræer, flerstammede og krogede træer med karakter og stemning, om end det er en effekt af stævningsdrift, snarere end naturens eget lune. I dag er Troldeskoven imidlertid udlagt til urørt skov, det vil sige helt fri for enhver type skovdrift og er derfor i højere grad natur på naturens præmisser.
Og Træernes Grene hvisked og slog
i Natten, som talte de Fingersprog.
Det var, som de nikked og hviskede blidt:
“Vi høje Træer, vi har bragt det vidt,
vi opstod engang af et Urtidsslim,
som Søskendebørn til et Menneskekim,
men langt har vi rakt os og vidt har vi strakt os,
den hele Jord har vi underlagt os.
Før Mennesker kom, stod vi fylkede her
et Folk af taalmodige, stolte Træer.
De Menneskekim var os altid imod,
de havde ej Tanke for at slaa Rod.
Ved Hjælp af den Styrke, de lægger i Gyset,
forstod de at flytte sig selv efter Lyset.
Det gør deres Fremgang besværlig paa Kloden,
de gemmer i Hodet, hvad vi har i Roden.
De kan ikke trygt i Naturen sænke sig …
det allerbedste, det kan de kun tænke sig.
De udbreder Lykke snart her snart der,
men deres Lykke er ingenting værd.”
Sophus Claussen: »Træerne« (1917)
