Nationalparker eller nationalmarker? Forslag til en reaktualisering

Af Rune Engelbreth Larsen. Oplæg til seminar i Vildmoseforeningen, november 2014

Lille Fønstrup Dam i Gribskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Lille Fønstrup Dam i Gribskov, juli (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Betegnelsen »nationalpark« er ikke et registreret varemærke, og ingen har patent på, hvad en nationalpark er. Men kan man af den grund hævde, at en nationalpark bare en park i en nation, ligesom en havebænk er en bænk i en have? I så fald er Ørstedsparken i København og Hyde Park i London nationalparker.

Og dog svæver betegnelsen jo ikke frit i luften. For selv om det langtfra er alle, der er bekendt med en nærmere definition af en nationalpark, vil de fleste nok alligevel mene, at det ville være at gøre vold på begrebet at udnævne Ørstedsparken til nationalpark.

Mon ikke de fleste associerer nationalpark med et beskyttet naturreservat i større skala – om ikke af andre grunde, så måske fordi de har set tv-udsendelser fra Yellowstone National Park i USA eller Serengeti National Park i Tanzania?

At betegnelsen alligevel kan strækkes forbløffende langt i sin betydning, er vi særlig bekendte med i Danmark, hvor en nationalpark ikke blot dækker over naturområder, men også over landbrug, industri, byer og stærkt trafikerede hovedveje.

Dermed er både begrebet og ideen desværre også blevet devalueret.

I det følgende skal vi se nærmere på, hvad en nationalpark egentlig er – eller kunne være – både i et historisk og aktuelt perspektiv, og hvorfor det desværre ikke altid er helt ved siden af, når kritikere til tider kalder de nuværende danske nationalparker for nationalmarker.

Berchtesgaden Nationalpark (foto: Rune Engelbreth Larsen9
Berchtesgaden Nationalpark, Sydtyskland (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad er en nationalpark?

Yellowstone National Park er ikke verdens første naturbeskyttede område, men betragtes gerne som verdens første nationalpark. Området dækker knap 9.000 kvadratkilometer og er dermed næsten lige så stort som Sjælland, Lolland, Falster og Møn til sammen. Allerede i 1872 underskrev præsident Ulysses S. Grant en lov, der friholdt Yellowstone »fra bosættelse, beboelse og salg«, og i 1916 vedtog USA sin første egentlige nationalparklov (National Park Service Organic Act), der fortsat er grundlaget for driften af USA’s nationalparker.

Nationalparker i Sverige
Nationalparker i Sverige

Dengang var der 10, i dag er der 59. Formålet med nationalparkerne er ifølge loven at »bevare landskabet, de naturlige steder, historiske monumenter og det vilde dyreliv samt at tilvejebringe oplevelsen heraf på en måde, der bevarer dem uskadte for fremtidige generationer«.

Sverige var det første europæiske land, der fulgte i samme spor, da Riksdagen i 1909 udpegede ni nationalparker. Den største, Sarek, strækker sig over 1.970 kvadratkilometer, mens Garphyttan, der er den mindste, blot dækker et areal på lidt over en kvadratkilometer.

I dag er der 29 svenske nationalparker blandt de næsten 4.000 beskyttede naturområder i Sverige, og i nationalparkplanen fra 2008 indgår yderligere 12 nye områder plus en udvidelse af syv af de eksisterende nationalparker.

Tyskland fik sin første nationalpark i 1970, Nationalpark Bayerischer Wald, og nummer to i 1978, Nationalpark Berchtesgaden, der strækker sig over henholdsvis 242 og 208 kvadratkilometer. I dag er der 15 nationalparker i Tyskland.

Generelt kan man sige, at nationalparker i den internationale forståelse primært betegner ‘rene’ naturlandskaber, mens naturparker betegner kulturlandskaber med natur – men der er ikke tale om nogen stringent skelnen.

I Tyskland betyder en status af nationalpark en stærkere naturbeskyttelse end naturparkerne, og i Sverige er nationalparkerne underlagt landets allerstærkeste naturbeskyttelse.

Danmarks første nationalparker blev udpeget i 1912 og 1924, henholdsvis Rebild National Park og National Park Dybbøl Skanser. Ingen af områderne var dog underlagt en særskilt nationalparklov, og almindeligvis benyttes betegnelsen heller ikke længere om disse områder, der i stedet er kendt som Rebild Bakker og Historiecenter Dybbøl Banke.

I 1912 blev Rebild Bakker udpeget som Danmarks første 'nationalpark' (foto: Rune Engelbreth Larsen)
I 1912 blev Rebild Bakker udpeget som Danmarks første ‘nationalpark’

Etableringen af Yellowstone National Park i 1872 har utvivlsomt bidraget til at skabe den forståelse af begrebet, der er blevet fastholdt og uddybet i løbet af det 20. århundrede, og som betegner et område, der er reserveret naturbeskyttelse og derfor i reglen er uden nævnværdig beboelse og ressourceudnyttelse.

Yellowstone NatinoalparkPå en konference i London om flora- og faunabeskyttelse enedes man i 1933 om en fælles kategorisering af beskyttede områder, og her kom netop nationalparken til at betegne én af fire forskellige beskyttelseskategorier. I 1960’erne påbegyndte FN publiceringen af en liste over beskyttede områder verden over, idet man skelnede mellem nationalparker, videnskabelige reservater og naturlige monumenter, og i 1970’erne udarbejdede IUCN (International Union for Conservation of Nature) en række kriterier for beskyttede naturområder, der siden har dannet grundlag for mere præcise internationale standarder.

IUCN er en global paraplyorganisation, der blev grundlagt i 1948 med naturbeskyttelse som omdrejningspunkt. I dag har organisationen over 1.200 medlemmer, der både består af foreninger, institutioner og regeringer. Forkortelsen IUCN bruges fortsat, men organisationen kaldes i dag også for The World Conservation Union.

Hensigten med en international kategorisering er bl.a. at lette sammenlignelige studier og indrapporteringer gennem fælles standarder for naturbeskyttelse. I 1994 præsenterede IUCN en opdateret uddybning og præcisering af naturbeskyttelseskategorierne, der bl.a. afspejler nødvendigheden af et øget fokus på det globale tab af biodiversitet.

Naturområder kan beskyttes i forskellig grad og på forskellig måde, men fælles for dem alle er følgende definition: »Et område på land eller til havs, der er særligt udpeget til beskyttelsen og bevarelsen af biologisk mangfoldighed samt dets naturlige og kulturelle ressourcer.«

IUCN har lagt sig fast på seks kategorier for naturbeskyttelse, hvoraf de første tre forenklet sagt omfatter beskyttede naturområder med en overvejende eller fuldstændig udelukkelse af direkte menneskelig påvirkning, mens de tre sidste kategorier omfatter beskyttede naturområder i kulturlandskaber med større menneskelig påvirkning.

Kategoriseringen er blevet videreført i flere landes fredningsbestemmelser og anbefales i dag også i relation til arbejdet med FN’s Biodiversitetskonvention fra 1992. På det syvende topmøde i 2004 vedtog man således Programme of Work on Protected Areas, der anerkender værdien af »et enkelt internationalt klassifikationssystem for beskyttede områder«. Ved samme lejlighed blev regeringer og relevante organisationer opfordret til at anvende IUCN’s kategorier.

De strengest beskyttede områder er naturreservater af en nærmest lukket karakter, der kun er tilgængelige for videnskabelige studier (Ia), og de egentlige vildmarker, som aldrig eller kun i meget begrænset omfang har været udsat for menneskelig påvirkning (Ib). Et eksempel på sidstnævnte er Australiens største ørken, Great Victoria Desert, hvilket fortæller noget om, hvor vilde vildmarker skal være for at komme i betragtning i kategori I.

Den næststrengeste naturbeskyttelseskategori er kategori II, og det er lige præcis denne kategori, der klassificeres som nationalparker.

I Guidelines for Protected Area Management Categories (1994) sammenfatter IUCN de krav, som beskyttede områder med denne status skal efterleve: »Et naturområde på land og/eller til havs, der er udpeget for a) at beskytte den økologiske integritet af et eller flere økosystemer for nuværende og kommende generationer; b) at udelukke udnyttelse eller beboelse, der er skadelig over for områdets formål; og c) at tilvejebringe et grundlag for de åndelige, videnskabelige, uddannelsesmæssige, rekreative og turistmæssige muligheder, der er miljømæssigt og kulturelt forenelige hermed.«

Siden har IUCN atter uddybet kriterierne, senest i den reviderede udgave af Guidelines for Applying Protected Area Management Categories (2008/2013), der også fremhæver et primærformål for hver beskyttelseskategori. For nationalparkens vedkommende er det følgende: »At beskytte biodiversiteten og dens underliggende økologiske struktur og bærende miljømæssige processer, samt at fremme uddannelse og rekreation.«

Naturbeskyttelse efter IUCN-kategorier. Kun Ia, Ib og II er international nationalpark-standard eller højere (Kilde: EEA, European Environment Agency)
Naturbeskyttelse efter IUCN-kategorier. Kun Ia, Ib og II er international nationalpark-standard eller højere (Kilde: EEA, European Environment Agency)

IUCN undertreger, at primærformålet altid bør kendetegne minimum trefjerdedele af arealet i et naturbeskyttelsesområde, og at andre foranstaltninger og aktiviteter i den resterende fjerdedel skal være forenelige hermed.

Nationalparken skal endvidere tage hensyn til lokalbefolkningens udnyttelse af området og bidrage til at styrke friluftslivet og turismen – så længe det ikke går ud over primærformålet.

Islands tre nationalparker og Norges 43 nationalparker indfrier kriterierne i kategori II. Sveriges 39 nationalparker efterlever for det store flertals vedkommende kategori II, mens tre nationalparker er i kategori Ia, og fire hører til i kategori III eller IV. Tysklands 15 nationalparker er i nogle tilfælde kategori II-områder, i andre tilfælde kategori V, lidt afhængigt af, hvem man spørger, men Verdensnaturfonden har påpeget, at de fleste skal videreudvikles yderligere for at efterleve kategori II-kriterierne (WWF-Deutschland 2008).

Eftersom Danmark har underskrevet FN’s biodiversitetskonvention og er medlem af IUCN, forekommer det også nærliggende at udpege danske nationalparker i overensstemmelser med kriterierne i IUCN’s kategori II – eller at undlade brugen af ordet »nationalpark«. I alle tilfælde er det en væsentlig overvejelse, om man vil bidrage til en tilstræbt international konsensus, der ligger bag disse naturbeskyttelseskriterier, eller ej.

Danmark valgte eller ej.

Hvad er en dansk nationalpark?

Wilhjelmrapporten, 2001
Wilhjelm-rapporten, 2001

Diskussionen om danske nationalparker har været oppe at vende flere gange i det 20. århundrede, men kom for alvor på dagsordenen igen efter OECD-rapporten Environmental Performance Review: Denmark (1999). Her fastslås det, at der er »et stort behov« for en fortsat og yderligere indsats for naturgenoprettelse og beskyttelse af biodiversitet i Danmark, og OECD anbefaler bl.a. »at udforske muligheden for at etablere et netværk af nationalparker«.

Naturrådet, der bestod af såkaldte naturvismænd udpeget af daværende miljøminister Svend Auken, anbefalede i deres vismandsrapport i 2000, at der blev etableret »større sammenhængende naturområder« på flere tusind hektar med »urørte hav-, fjord- og kystlandskaber, urørte ferske vådområder og urørte skove« med henblik på at styrke biodiversiteten (jf. Naturrådet 2001: 3).

Den daværende SR-regering nedsatte samme år et udvalg med henblik på at udarbejde en rapport, som med afsæt i den danske naturtilstand og OECD’s kritik kunne »danne udgangspunkt for regeringens handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse«. Udvalget fik navn efter formanden, Nils Wilhjelm, godsejer og tidligere konservativ industriminister, og i november 2001 udkom rapporten En rig natur i et rigt samfund.

Vurderingen af naturtilstanden var nedslående: »… kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe.« (Wilhjelmudvalget 2001: 5). Blandt de tiltag, som man anbefalede for rette op på naturforarmelsen, var etableringen af sammenhængende nationale naturområder med særskilte planer for forvaltning og udvikling med naturbeskyttelse i højsædet: »Beskyttelsen af naturen skal i disse områder gå forud for benyttelsen.« (Ibid.: 46).

Seks områder blev anbefalet, heriblandt hede- og klitlandskaber i Thy, Lille Vildmose og Gribskov & Esrum Sø, hvorom rapporten fastslog: »Det må fra starten lægges åbent frem at etableringen af området vil indebære restriktioner for især landbruget, men også for mulighederne for opførelse af nye beboelseshuse eller etablering af erhvervsvirksomheder ligesom der kan blive gener fra et øget publikumsbesøg.« (Ibid.: 70).

Wilhjelmudvalget betegnede ikke områderne som »nationalparker«, men det gjorde både Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening i deres høringssvar, og det blev denne begrebsbestemmelse, der kom til at tegne den offentlige mediedebat.

I maj samme år havde Naturrådet udgivet rapporten Nationalparker i Danmark – diskussion på baggrund af udenlandske eksempler, som gennemgår nationalparker i forskellige lande og anbefaler en nationalparkforståelse, der »ikke at lade sig diktere og styre af internationale koncepter og begreber« (Tind & Christensen 2001: 13). Rapporten skelner således ikke mellem naturparker og nationalparker, men bruger sidstnævnte i meget bred betydning, fordi »ordet signalerer en national prioritering af de udpegede områder«, og i denne henseende også kan »omfatte bl.a. landbrug, skovbrug, byudvikling og infrastruktur« (Tind & Christensen 2001: 18).

Farvel IUCN.

I 2003 udarbejdede VK-regeringen et kommissorium til syv pilotprojekter, der var på tale som kommende nationalparker (Læsø, Thy, Lille Vildmose, Mols, Vadehavet, Nordsjælland og Møn), og heraf fremgik det, at man tilstræbte »en kvalitet, der også internationalt er overbevisende«. Men på et pressemøde i februar 2004 klargjorde daværende miljøminister Hans Chr. Schmidt imidlertid, at en dansk »nationalpark« skulle afspejle Danmarks karakter af brugslandskab: »Derfor må en nationalpark i Danmark også være noget andet, end det vi kender fra lande med vidtstrakte naturområder. Der skal både være plads til jordbrug, til vilde dyr og planter og til rekreativ udfoldelse.«

Ved at inkludere landbrug i nationalparkerne fulgte regeringen op på Naturrådets anbefalinger, der på forhånd havde legitimeret en devaluering af de internationale kriterier, og ingen af de syv pilotområder, der kandiderede til dansk nationalparkstatus, blev udvalgt på baggrund af forskeres analyser og anbefalinger.

I efteråret 2004 udbød Friluftsrådet til gengæld en udredningsopgave for at få en fagligt faktuel vurdering af udbredelsen af arter, naturtyper og friluftsværdier med henblik på at finde den mest optimale placering af de danske nationalparker med primært fokus på truede arter. Opgaven blev overladt til Københavns Universitets Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC), der analyserede 32 større sammenhængende naturarealers potentiale for en omkostningseffektiv optimering af den biologiske mangfoldighed (heriblandt også de syv pilotområder).

På baggrund af det hidtil største datasæt herhjemme mundede analysen ud i rapporten Naturværdier i Danske Nationalparker (2005), der bl.a. konkluderede, at hvis et tilstrækkeligt antal områder blev udpeget i et større netværk, kunne man både forene en målsætning om at tilgodese flest muligt truede arter og vægte friluftsværdien betydeligt bedre end i de syv pilotområder. Bemærkelsesværdigt hedder det således direkte i rapporten, at de eksisterende fredninger i Danmark såvel som de internationalt udpegede områder under Natura 2000-beskyttelse »langtfra er effektive i forhold til at dække truede arter i Danmark«, og »at dette heller ikke vil være tilfældet med nationalparkerne, navnlig ikke hvis kun de syv pilotområder udpeges« (Petersen et al. 2005: 101).

I en efterfølgende kronik fastslog Carsten Rahbek og Anders Højgaard Petersen fra CMEC endvidere: »Udvælgelsen af pilotområder blev ikke understøttet af en egentlig databaseret analyse af, hvilke større sammenhængende naturområder i Danmark der som nationalparker kunne bidrage til effektiv opnåelse af regeringens hovedformål på naturområdet: bevarelse af den biologiske mangfoldighed. Det er bemærkelsesværdigt, idet Det Økonomiske Råd i 2000 påpegede, at den hidtidige naturforvaltningspraksis omkring biologisk mangfoldighed hverken synes effektiv eller tilstrækkelig.« (Politiken, 4.8.2005).

Formelt blev naturbeskyttelsen ganske vist højt prioriteret i den danske nationalparklov, der blev vedtaget i juni 2007 og fastslog, at formålet bl.a. er at »skabe og sikre større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning, bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed, sikre kontinuitet og muligheder for fri dynamik i naturen«. Desværre tomme ord – lovgivningen rummer således ingen krav og restriktioner med dette formål for øje, og udpegningen af nationalparkerne baseres ikke på forskernes anbefalinger.

Et lille hjørne af Lille Vildmose med Høstmark Skov i baggrunden (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et lille hjørne af Lille Vildmose med Høstmark Skov i baggrunden, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

De danske nationalparker underlægges med andre ord ingen indskrænkninger af arealanvendelsen, men får derimod en udformning, hvor også byer, sommerhusområder, industri, skovbrug og landbrug inkluderes – uafhængigt af om produktionen i (og brugen af) området skader natur og biodiversitet eller ej.

Skovdrift forbliver hele omdrejningspunktet i langt de fleste nationalparkskove, der er drænet for vand og næsten elimineret for gamle og døende træer – med fatale konsekvenser for de talrige arter, der er afhængige af dødt ved.

Tilsvarende er næsten al landbrug drevet intensivt med omfattende brug af sprøjtemidler og kvælstof, hvor hensigten netop er at eliminere artsrigdommen til fordel for de meget, meget få dyrkede arter. Både for skovbrug og landbrug gælder monokultur frem for biodiversitet.

I Danmark er nationalparkkonceptet dermed helt åbent for markante trusler mod områdets natur og biodiversitet. Naturstyrelsen beroliger oven i købet samtlige erhverv med, at de slet ikke berøres: »Oprettelsen af en nationalpark medfører ikke nye restriktioner for land- og skovbrug – og heller ikke for andre erhvervsdrivende.«

Business as usual.

Det er således et tomt løfte, når Naturstyrelsen samtidig hævder: »Det handler om at forbedre og styrke den danske natur.« Den passive accept af næringsstofbelastning, sprøjtegifte, skovbrug, industri og almindelig trafik er med til at gøre det modsatte. Og dér, hvor naturen rent faktisk gavnes, skyldes det ikke en status som nationalpark.

Som nævnt er der bare ingen, der kan forhindre Danmark i at kalde et landskab, der består af natur uden særskilt beskyttelse, og som inkluderer byer, veje og landbrug, for en »nationalpark« – til trods for at det devaluerer de internationale bestræbelser på en fælles kategorisering af naturbeskyttelsesområder.

På denne baggrund etableres Danmarks tre første nationalparker i 2008-2010: Nationalpark Thy i august 2008, Nationalpark Mols Bjerge i august 2009 og Nationalpark Vadehavet i oktober 2010. Og på samme præmisser fulgte den fjerde i marts 2015: Nationalpark Skjoldungernes Land. 

Tyvelhøj Græsland i Mols Bjerge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Tyvelhøj Græsland i Mols Bjerge, juni (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Nationalpark eller nationalmark på Mols?

Ingen tvivl om, at nationalparkerne rummer områder, som indfrier – eller på baggrund af en målrettet indsats kunne indfri – IUCN’s kategori II-standarder. Det er dog ikke tilfældet for alle de arealer, som nationalparkerne omfatter i dag, hvilket er særlig tydeligt i Nationalpark Mols Bjerge.

Denne nationalpark er den mindste, men immervæk 180 kvadratkilometer stor – på papiret en udmærket størrelse i forhold til en værdifuld indsats for biodiversiteten i et sammenhængende naturareal. Problemet er, at der ikke er tale om et sammenhængende naturareal.

Omfangsrigt landbrugsareal i Nationalpark Mols Bjerge
Omfangsrigt landbrugsareal i Nationalpark Mols Bjerge (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Af nationalparkens 180 kvadratkilometer er 80 procent privatejet, og kun frivillige aftaler afgør, om der her sker en særskilt indsats for naturen eller ej. Kigger man nærmere på arealanvendelsen, er 35 procent pålagt landbrugspligt, og 32 procent skov, hvoraf størstedelen er menneskeskabt produktionsskov i form af nåleskove. Store dele af nationalparkens skovbrug og landbrug er af en karakter, der forarmer natur og biodiversitet.

Dertil kommer, at industri, stærkt trafikerede hovedveje og byer er en del af nationalparken, f.eks. Ebeltoft med sine 7.500 indbyggere. Næppe mere end maksimalt 20-25 procent af nationalparken er naturarealer friholdt for produktion og beboelse. Til sammenligning kræver IUCN som tidligere nævnt, at et naturbeskyttet område i enhver kategori mindst opfylder forpligtelserne om beskyttelse i minimum 75 procent af området.

Endelig tildeles nationalparkerne kun en årlig statsbevilling på 7,5 mio. kr. – og at så beskedent et beløb skulle kunne løfte naturtilstanden på titusindvis af hektar er ikke engang ønsketænkning.

Desuden er det kun en mindre del af bevillingen, der rent faktisk går til forbedring af naturen (jf. nationalparkens Årsberetning 2013).

Knap 2 mio. kr. tilfaldt sekretariatet, og yderligere midler er anvendt til informationsmateriale, skiltning, bestyrelsesarbejde og workshops m.v. Det resterende beløb er fordelt mellem fire udvalg, hvoraf ét hedder »Natur og landskab«, mens de øvrige tre er øremærket kultur, friluftsliv og erhverv.

Et udsnit af Nationalpark Mols Bjerge - tætbelagt med byområder omkring Ebeltoft (Naturstyrelsen)
Et udsnit af Nationalpark Mols Bjerge – tæt belagt med byområder omkring Ebeltoft (Naturstyrelsen)

I 2013 blev der således bevilget 4,65 mio. kr. til 52 projekter i hele nationalparken, hvoraf kun 14 projekter hørte under »Natur«, der kunne råde over godt 1 mio. kr. Heraf blev 200.000 kr. bevilget til en seismisk kortlægning af undergrunden for at formidle ny viden om Mols Bjerges geologiske historie, og 227.900 kr. blev bevilget til en digital landskabsmodel af nationalparkens landskabstyper.

Det er sikkert ganske støtteværdige projekter, men pointen er, at det ikke er naturen, der har fået gavn af denne del af de i forvejen meget beskedne naturmidler. Tilbage var godt en halv million kroner, der blev anvendt på projekter, som måske kunne gavne naturen. Til gengæld har nationalparkens bestyrelse været på en inspirationsrejse til England for at se på syv forskellige typer besøgscentre.

Danmark er ikke det eneste land, hvor nationalparker ikke er nationalparker efter de internationale standarder. Forskellige steder i verden findes der faktisk beskyttede naturområder under navnet »nationalpark« i hver eneste af de seks IUCN-kategorier (Parks Vol. 14, No. 3: 64), hvorfor IUCN har måttet formulere forslag og retningslinjer til forskellige verdensdele. Alting flyder.

F.eks. har Storbritannien 15 nationalparker, hvoraf ingen indfrier kategori II-kriterier – men i det mindste forsøger man ikke at skjule det. Tværtimod understreger nationalparkernes officielle hjemmeside afvigelsen fra IUCN: »Selv om IUCN kalder kategori II for nationalparker, er Storbritanniens National Parks i realiteten i kategori V.«

Storbrittaniens 'nationalparker' er IUCN-kategori V
Storbritanniens ‘nationalparker’ er IUCN-kategori V

Rene ord for pengene.

IUCN’s kategori V omhandler således fredede landskaber, hvor samspillet mellem mennesker og naturen over tid har skabt en særlig æstetisk, økologisk eller kulturel værdi, men altså ikke områder af den høje naturkvalitet og -beskyttelse, der er gældende i den internationale nationalpark-kategori.

Storbritannien gør opmærksom på afvigelsen fra IUCN, Danmark forbigår den.

Men naturligvis er der også godt at sige om de danske ‘nationalparker’. På positivsiden kan nationalpark-etiketten skabe opmærksomhed om natur og måske tiltrække private fondsmidler lidt lettere end et naturbeskyttet område uden så storslået et navn. Ansatte og frivillige, der beskæftiger sig med at forbedre naturens tilstand, gør en forskel. Betegnelsen »nationalpark« er utvivlsomt også stimulerende for at rekruttere frivillige, og der kan skabes en nyvunden naturbegejstring lokalt.

Grundlæggende har hovedparten af de naturgavnlige tiltag dog intet at gøre med, at der tilfældigvis er tegnet nogle streger på landkortet, hvor dét, der ligger inden for afgrænsningen, så kaldes »nationalpark«. Lovgivningsmæssigt adskiller naturbeskyttelsen sig nemlig ikke fra det, der ligger uden for. F.eks. er godt halvdelen af Thy Nationalpark i forvejen fredede Natura 2000-områder med visse forpligtelser, men de nationalpark-områder, der ikke er fredet i forvejen, opnår ingen særskilt naturbeskyttelse som følge af en udnævnelse til nationalpark.

Hanstholm Vildtreservat, et lille hjørne af Nationalpark Thy (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hanstholm Vildtreservat, et lille hjørne af Nationalpark Thy (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Håbet er så, at man kan ‘binde’ områder af kvalitetsnatur sammen, men der er stor forskel på den oplagte og knap så oplagte afgrænsning af de enkelte nationalparker herhjemme. Hvor Thy Nationalpark f.eks. næsten ingen beboelse rummer og i hele sin udstrækning er et sammenhængende naturareal og derfor har oplagt nationalparkpotentiale (men desværre også hæmmes af en vis inklusion af landbrug og statens skovbrug), er Nationalpark Mols Bjerge f.eks. i meget mindre grad en naturlig ‘enhed’ og som nævnt i langt videre udstrækning hjemsted for bykoncentration, industri, landbrug og skovbrug.

Gode kræfter gør, hvad de kan, og i sommeren 2014 har Nationalpark Mols Bjerge f.eks. ansat en erfaren biolog med stor lokaltkendskab, så naturen fremover får bedre og mere direkte bevågenhed.

Det store problem er og bliver dog, at naturindsatsen fortsat er alt for underprioriteret fra politisk side – nationalpark-bevillingerne og nationalpark-lovgivningen er langt under internationalt niveau, hvilket da også frem går af evalueringer af deres betydning for natur og biodiversitet.

I Beretning til Statsrevisorerne om etableringen af nationalparker i Danmark (der er led i en international fællesrevision af nationalparkernes betydning for biodiversiteten i Danmark, Bulgarien, Kroatien, Litauen, Norge, Polen og Ukraine), kan man bl.a. læse følgende:

»I de øvrige deltagerlande gælder (…), at en status som nationalpark indebærer en beskyttelse af naturværdierne – hvilket svarer til IUCN’s internationale definition – mens oprettelsen af en nationalpark i Danmark ikke i sig selv medfører nogen naturbeskyttelse. I stedet er de danske nationalparker underlagt den regulering af naturen, som i forvejen gælder i dansk lovgivning. Endelig omfatter de danske nationalparker – i modsætning til de fleste udenlandske nationalparker – områder med beboelse og erhvervsliv. Fx ligger Ebeltoft by i Nationalpark Mols Bjerge.« (Rigsrevisionen 2013: 3).

Endvidere hedder det i Statsrevisorernes bemærkninger til beretningen, »at Miljøministeriets faglige og styringsmæssige rammer for nationalparkerne ikke har været helt tilstrækkelige til at sikre, at nationalparkerne på længere sigt kan styrke og udvikle naturen.« (Rigsrevisionen.dk, 19.12.2013).

Natur- og Landbrugskommissionen konstaterer, at de nuværende nationalparker »kan udvikle sig til et vigtigt element i den danske naturforvaltning, men i øjeblikket er der ikke i større omfang sikret målrettede virkemidler til at understøtte udvikling af natur og biodiversitet i nationalparkerne« (Natur- og Landbrugskommissionen 2013: 36).

Summa summarum: Der er behov for, at politikerne giver nationalparkernes frivillige og ansatte meget bedre midler og flere instrumenter til meget mere fokus på natur og biodiversitet, hvis nationalparkerne virkelig skal udvikles til de markante »fyrtårne« for dansk natur, som politikere godt kan li’ at kalde dem.

Det danske nationalparkkoncept skal med andre ord løftes tættere på internationale standarder.

Naturnationalparker som næste skridt?

Et forslag kunne være at arbejde for at udpege særskilt beskyttede naturområder, der enten udgør kerneområder i de eksisterende nationalparker eller etableres som selvstændige naturbeskyttelsesområder, f.eks. under navnet Naturnationalparker. Et eller flere større sammenhængende naturarealer, der i udgangspunktet indfrier (eller efter en kortere årrække bringes i en tilstand, hvor de kan indfri) IUCN’s kategori II-kriterier.

Kort og godt naturområder med en særskilt beskyttelsesbestemmelse og et navn, der alene er reserveret hertil, og som inkluderer mere vild natur på biodiversitetens præmisser.

For at få fokus tilbage på naturbeskyttelse og en mere målrettet indsats, der skal bremse naturforarmelsen og biodiversitetstabet, har Peder Størup og undertegnede eksemplificeret ideen ved at slå til lyd for Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø.

Hvorfor et skovområde og hvorfor Gribskov?

1) Naturforarmelsen skal man ikke lede længe efter, og pointen er ikke her, at et løft af skovenes naturkvalitet skal ske på bekostning af andre dele af naturen, men at udvide og supplere indsatsen, så skovene også bliver inkluderet i langt højere grad.

Hvor galt det står til, fremgår bl.a. af Institut for Geovidenskab og Naturforvaltnings evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove gennem en tyveårig periode fra 1992 til 2012. Her lyder konklusionen, »at indsatsen for skovenes biodiversitet og specielt de truede arter ikke har været målrettet og omkostningseffektiv« (Johannsen 2012: 63). Tyve år er gået uden en målrettet og omkostningseffektiv indsats.

Skovenes miserable naturtilstand blev da også for alvor præciseret året efter i den seneste indrapportering af Bevaringsstatus for naturtyper og arter, som Danmark er forpligtet til at sende til EU-kommissionen i henhold til Habitatdirektivets Artikel 17. Her konstaterer DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi bl.a.: »For samtlige skovtyper er bevaringsstatus vurderet stærkt ugunstig …« (Fredshavn 2014: 26). Samtlige skovtyper. 100 procent. Meget mere nedslående bliver det ikke.

Tømmerproduktionen er en afgørende årsag til den hastige naturforarmelse i de danske skove, fordi gamle træer fældes, og dødt ved næsten er ikke-eksisterende, hvilket har katastrofale følger for talrige arter. Derfor hedder løsningen også netop urørt skov – eller med en mere ligefrem og mindre desorienterende betegnelse bare naturlig løvskov.

Det er ikke ny viden – heller ikke for politikerne.

Allerede i Wilhjelm-rapporten fra 2001 kunne man læse, at der bør »udlægges 10% af det til enhver tid værende skovareal til urørt skov og anden skov med særlig hensyn til den biologiske mangfoldighed« (Wilhjelmudvalget 2001: 8).

I 2007 afholdt Teknologirådet en høring om biodiversitetsmålene med deltagelse af politikere og forskere, hvor f.eks. den tidligere formand for Naturrådet professor Peder Agger understregede, at »udlægning af urørt skov er det enkelt-indgreb, som mest markant kan fremme biodiversiteten i Danmark« (Odgaard 2007: 16).

Seniorforsker i vildtbiologi og biodiversitet Rasmus Ejrnæs har siden fremhævet, hvor ‘unaturlige’ de danske skove er i denne henseende: »Sandheden er, at der er en skrigende mangel. Kig lige med på fakta: Ser man på stående og liggende døde stammer og grene, ville der naturligt findes mellem 75 og 250 m3 dødt ved per hektar under danske forhold. Den danske skovstatistik viser, at det faktiske gennemsnit ligger på beskedne 5,1 m3, altså 15-50 gange under det naturlige niveau.« (Politiken, 21.6.2013).

Professor i makroøkologi Carsten Rahbek har ligeledes anført, at det er selve skovdriften, der er problemet: »Omkring 700 skovarter er truede, og 130 er sandsynligvis allerede forsvundet fra Danmark. Denne kritiske situation skyldes uden tvivl i høj grad netop den intensive skovdrift.« (Kristeligt Dagblad, 28.12.2012).

Staten kunne imidlertid af sig selv gøre en stor forskel, eftersom Naturstyrelsen råder over 120.000 hektar skov, men man har ladet stå til og kun udpeget forsvindende små arealer urørt løvskov.

Mere ny skov gavner ikke biodiversiteten, der har brug for gammel skov, og oprindelig skov er fortsat stærkt nedadgående (Wilhjelmrapporten 2001)
Mere ny skov gavner ikke biodiversiteten, der har brug for gammel skov, og oprindelig skov er fortsat stærkt nedadgående (Wilhjelmrapporten 2001)

Af de 7.465 hektar, der er udlagt til urørt skov i dag, er de 5.333 hektar på Naturstyrelsens arealer, og af disse er kun 2.743 hektar urørt løvskov, selv om netop urørt løvskov er det bedste virkemiddel til at gavne biodiversiteten.

Den såkaldte naturnære skovdrift, som Naturstyrelsen til gengæld fremhæver, må ikke forveksles med naturlig skov, og det står i dag helt klart, at ingen skovdrift – uanset dens bekvemme benævnelse som ‘naturnær’ – kan standse biodiversitetstabet.

I en rapport, der analyserer indsats og omkostninger i forbindelse med en bevarelse af biodiversiteten i Danmark, fastslår De Økonomiske Råd atter, at det er urørt skov, der er behov for: »Med hensyn til den urørte naturskov (…) er der ingen tvivl om, at det virker – og tiltagene vurderes da også af eksperterne at gavne flere arter end den naturnære skovdrift. For at få sikkerhed for den fulde biodiversitetsgevinst, bør man derfor omlægge til urørt skov i betydeligt omfang – og meget gerne med en supplerende – og meget billig – rydning af nåleskov. Optimalt set kan det suppleres med yderligere tiltag i form af f.eks. græsning for at skabe eller vedligeholde mere åbne områder i skoven, som en del arter nyder godt af.« (Petersen 2012: 80).

Lektor i økologi og evolution Hans Henrik Bruun påpeger tilsvarende, at problemet med den såkaldte naturnære skovdrift er og bliver, at det fortsat er skovdrift: »Det er stadig en driftsform, som har til formål at producere tømmer. Navnet lyder meget godt, men det er ikke ret venligt over for biodiversiteten. (…) Man har ikke lagt indsatsen der, hvor de mest truede arter findes, men der, hvor man kunne få det til den laveste pris.« (Altinget.dk, 13.8.2013).

Professor Carsten Rahbek supplerer: »Staten har haft et mål om at standse tab af biodiversitet, men man har gjort det forkerte. Den [skov]strategi, man har fulgt, har været dundrende naiv fra dag ét. I skovene er man gået fra en skovdrift, der var fuldstændig ødelæggende til en driftsform, som er mindre ødelæggende, men det er ikke nok i en situation, hvor 30-40 procent af skovarterne er truet af udryddelse.« (Altinget.dk, 13.8.2013).

Skovene er derfor et af de oplagte steder at begynde reelt og ambitiøst, hvis vi vil vende artstabet. Og staten kunne og burde gå foran og leve op til politikernes foretrukne mantra om, at naturforbedringer primært skal baseres på »frivillighed«. Lad os med andre ord få staten til frivilligt at udlægge meget mere urørt skov frem for de mikroskopiske frimærker på kun 250 hektar statsskov, der f.eks. blev stillet i udsigt af SR-regeringens Naturplan Danmark i foråret 2015.

Af mange gode grunde er det altså oplagt at komme den trængte naturtilstand til undsætning i skovene – og det kunne også ske i tilknytning til en reaktualisering af nationalparkkonceptet i form af områder med reel naturbeskyttelse af reel betydning for biodiversiteten, f.eks. naturnationalparker.

2) Hvorfor Gribskov?

Når et oplagt pilotprojekt kunne være et naturbeskyttelsesområde på de knap 80 kvadratkilometer, der udover Esrum Sø og de fredede områder øst for søen, omfatter Gribskov og Snævret Skov med henblik på at etablere den største urørte naturskov herhjemme, skyldes det ikke alene, at der er sammenhængende statsskov og værdifuld artsrigdom at beskytte i området. En anden væsentlig grund er, at den hidtil eneste vidensbaserede analyse af, hvilke større danske skove, der kan udvikles til fremtidige såkaldt »vildsomme skovlandskaber«, netop fremhæver Gribskov som en af de allermest oplagte.

Forslag til rammerne for Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø – 80 kvadratkilometer, der inkluderer en af Danmarks mest artsrige skove (dette og sidens øvrige kort indeholder data fra Geodatastyrelsen, Matrikelkortet, WMS-tjeneste)
Forslag til rammerne for Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø – knap 80 kvadratkilometer, der inkluderer en af Danmarks mest artsrige skove (dette og sidens øvrige kort indeholder data fra Geodatastyrelsen, Matrikelkortet, WMS-tjeneste)

Karsten Thomsens rapport Dansk skovnatur, der er udarbejdet i 2000 for Verdensnaturfonden i Danmark, foretager således en sammenligning af otte større danske skovkomplekser med skovarealer på minimum 5.000 hektar, og her vurderes Gribskov til at være et af de to mest oplagte skovområder sammen med skovkomplekset ved Silkeborg (Thomsen 2000: 67).

De indikatorer, der sammenlignes, er bl.a. skovenes eksisterende areal med naturskov og urørt skov, rødlistearter, skovkontinuitet og hjemmehørende arter, og for samtlige disse indikatorer får Gribskov som den eneste af de otte skove den højeste vurdering. Sammenholdt med de tiltag, der siden er foretaget, bl.a. mere naturlig hydrologi og 8% urørt skovareal, samt skovområdets naturligt afgrænsede karakter, er Gribskov vel i dag den mest oplagte skov at omlægge til naturlig urørt skov i stor skala – og som reaktualisering af et mere relevant og naturgavnligt nationalparkkoncept.

Efter en indledende fase bør skoven så vidt muligt tilstræbes uafhængighed af yderligere forvaltningsindgreb, bortset fra en lejlighedsvis vildtregulering og manuel eller maskinel indsats mod tilbageværende tilgroning samt vedligeholdelse af stisystemer, fugletårne o.lign.

Al anden hugst end den, der måtte være nødvendig af biodiversitetshensyn, skal ophøre 100 procent efter en indlende fjernelse af ikke-hjemmehørende træarter og en vis udtynding af hensyn til fritstående kommende og nuværende veterantræer.

Tanken er at omdanne hele Gribskov til urørt græsningsskov med genetableret naturlig hydrologi i videst muligt omfang og med udsættelse af heste, kvæg, europæisk bison og elg til helårsgræsning, der kan supplere de fire hjortearter, som alle findes i skoven i dag.

Forslaget er altså helt i tråd med den tidligere citerede anbefaling fra rapporten fra De Økonomiske Råd, Bevarelse af biodiversiteten i Danmark: »Med hensyn til den urørte naturskov (…) er der ingen tvivl om, at det virker – og tiltagene vurderes da også af eksperterne at gavne flere arter end den naturnære skovdrift. For at få sikkerhed for den fulde biodiversitetsgevinst, bør man derfor omlægge til urørt skov i betydeligt omfang – og meget gerne med en supplerende – og meget billig – rydning af nåleskov. Optimalt set kan det suppleres med yderligere tiltag i form af f.eks. græsning for at skabe eller vedligeholde mere åbne områder i skoven, som en del arter nyder godt af.«

Området skal leve op til IUCN’s kategori-II-kriterier og som sådan kvalificere sig til status af nationalpark, men eftersom ordet jo i forvejen er anvendt (uden at indfri kategori-II-kriterierne), kunne projektet præsenteres under kategorien naturnationalpark. Så bli’r det i familien, uanset om det bliver del af en fremtidig Nationalpark Kongernes Nordsjælland eller ej.

Alle detaljer for konkretiseringen heraf bør selvsagt udarbejdes af biologer, der er specialiseret i urørt skov og biodiversitet. Det er nu, der skal ske noget, for Naturstyrelsen fælder fortsat gamle og artsrige ege- og bøgetræer, også i Gribskov.

Og hvis først gammel artsrig skov falder, kommer den ikke igen. Selv om vi planter ny skov, varer det 100-200 år, før den når en alder, der gavner biodiversiteten – men til den tid er de arter, der kunne få gavn af fremtidens gamle træer, væk.

Som nævnt kan naturnationalparker både ses som forslag til selvstændige naturområder og som kerneområder i eksisterende eller kommende nationalparker under Danmarks nuværende (mere luftige) nationalparkbestemmelser. Dermed kan de også bidrage til at ‘løfte’ det eksisterende danske nationalparkkoncept, og derfor bør grønne organisationer også arbejde fokuseret i denne retning i forbindelse med igangværende nationalpark-processer.

Det er heller ikke umuligt at etablere flere danske naturnationalparker på 40-50, 100-150 kvadratkilometer. Mange tror helt fejlagtigt, at Danmark er for lille, men der er flere naturområder af en sådan størrelse med meget begrænset beboelse. Det kræver ‘blot’ en indsats at forbedre naturen og dens sammenhæng og kvalitet på forpligtende vis, herunder en indstilling af statslig skovdrift, og eventuelt at Den Danske Naturfond opkøber få landbrugsarealer. Ovenfor illustreres to eksempler. 

Det kræver selvsagt politisk vilje. Men før vi overhovedet når dertil, kræver det en målrettet, offensiv indsats og vedholdende argumentation fra både forskere og grønne organisationer, der ønsker naturforbedringer af gavn, frem for blot af navn.

Hvis de danske nationalparker skal have en fremtid, der skal gavne natur og biodiversitet qua nationalparker, skal der flere midler og en bedre naturbeskyttelse til end i dag.

I alle tilfælde er der behov for at reaktualisere debatten om større sammenhængende naturområder, hvor naturbeskyttelse helt konkret og reelt har højeste prioritet. Naturnationalparker er et bud.

Rune Engelbreth Larsen
Seminar om fremtidens danske nationalparker på Lille Vildmosecenteret, 14.11.2014

APROPOS

Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Litteraturliste

Vildmoseforeningen

Litteratur

Buk, Kenneth (red.) 2005: Forslag til Nordsjælland Nationalpark og Biosfære (Regnskovsgruppen Nepenthes)

Buttenschøn, R.M. et al. 2008: »Fra hedeplantage til lysåben gæsningsskov« (Skoven vol 40, nr. 3, s. 124-128)

Feilberg, J. & Schneekloth, M. 2005: Naturpark Åmose-Tissø (Specialrapport: Naturværdier; Haraldsted)

Fredshavn, J. et. al. 2014: Bevaringsstatus for naturtyper og arter. Habitatdirektivets Artikel 17 rapportering (Videnskabelig rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 98)

Geldmann, J. et al. 2010: Naturens tilstand i Danmark. Vidensbaseret debatdag, den 13. april 2010 (Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab)

Johannsen, V.K. et al. 2012: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning)

Larsen, S.S. & J. Detlefsen: De danske nationalparker – naturbevarelse eller politisk prestige? (2011-2013)

Meltofte, H. (red.) 2012: Danmarks natur frem mod 2020 – om at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed (Det Grønne Kontaktudvalg)

Møller, P.F. & Bradwhaw, R. 2001: »Draved skov – et dansk forskningsprojekt gennem mere end 50 år« (Nyt fra GEUS nr. 4/2001, s. 2-15)

Nationalpark Mols Bjerges sekretariat 2012: Nationalpark Mols Bjerge – Nationalparkplan 2012-2018

Nationalpark Mols Bjerges sekretariat 2014: Årsberetning 2013

Natur- og Landbrugskommissionens sekretariat 2013: Natur og landbrug – en ny start

Nielsen, A.B. 2009: Urskovslandskabets åbenhed og sammensætning og græsningens betydning i Atlantisk tid belyst ved palæobotaniske metoder (Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse Rapport 2009/23)

Nielsen A.B. & Buchwald, E. 2010: »Urskovslandskabets åbenhed og græsningens betydning« (Skoven nr. 2/2010, s. 88-93)

Odgaard, J. 2007: Biodiversitet 2010 – hvordan når vi målene? Høring for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg (Teknologirådets rapporter 2007/3)

Petersen, A.H., Larsen, F.W., Rahbek, C. Strange, N. og Lund, M.P. (2005): Naturværdier i Danske Nationalparker. En kvantitativ analyse af den biologiske mangfoldighed i potentielle danske nationalparker (Center for Makroøkologi, Københavns Universitet)

Petersen, A.H. et al. 2012: Bevarelse af biodiversiteten i Danmark. En analyse af indsats og omkostninger (De Økonomiske Råd, Arbejdspapir 2012:2)

Rigsrevisionen 2013: Beretning til Statsrevisorerne om etableringen af nationalparker i Danmark

Sørensen, P. & Thomsen, K. (red.) 1992: Danmarks naturskove. Rapport fra symposium på Aaarhus Universitet d. 28 marts 1992 (Regnskovsgruppen Nepenthes)

Thomsen, K. 1996: Alle tiders urskov – Danmarks vilde skove i fortid og fremtid (Nepenthes Forlag)

Thomsen, K. 2000: Dansk skovnatur. Vildsomme skovlandskaber i fremtidens Danmark – perspektiver og muligheder (udarbejdet for WWF Verdensnaturfonden, Nepenthes Forlag)

Thomsen, K. 2006: »Selvplejende skovnatur – om naturrig skovforvaltning med gnav og uden sav« (Flora og Fauna, bd. 112, s. 51-60)

Tind, E.T, og H.S. Christensen 2001: Nationalparker i Danmark – diskussion på baggrund af udenlandske eksempler (Naturrådet: Arbejdsrapport nr. 3)

Wilhjelmudvalget 2001: En rig natur i et rigt samfund (Skov- og Naturstyrelsen)