Af Rune Engelbreth Larsen

Så står man dér og spejder ud over Egå Engsø ved Aarhus … Det er tidlig morgen, himlen er blå, og alt er godt. Søens nærmeste fugleø er kridhvid af dovne måger, og et par grågæs lander i en plaskende vandstribe. Blishøns og troldænder padler forbi i hygge-tempo.

Pludselig glider et par mørke skygger hen over mig, og jeg kigger op. De er ankommet. De store brede vinger er som to åbne døre i himlen. Hårene rejser sig på armene, mens havørneparret cruiser ind over mit hoved og ud over den store sø.

Glem lige Dronning Margrethes fødselsdag og ordenerne på skuldrene af mænd med sjove hatte og sabler til royalt nytårstaffel, og glem alt om deres fruers rober i titusindkronersklassen fra transmissionen i tossekassen … Dét her øjeblik ved søen er mere majestætisk. I det mindste hvis du spørger undertegnede.

Jeg kommer i tanke om, at jeg selvfølgelig har et kamera i hånden og prøver febrilsk at få et par fotos af havørneparret, der har været så venlige at slå sig ned her ved Aarhus. Det varer ikke længe før en håndfuld nævenyttige hættemåger går på vingerne i et direkte chikaneangreb på kongen og dronningen. De lader sig dog ikke anfægte, mens de roligt cirkler rundt over søen på udkig efter bytte.

Efter nogle minutter dykker den ene og slår ned i vandoverfladen, men det er for langt væk til, at jeg kan se, om den har heldet med sig. Det er så dér, jeg ærgrer mig over, at jeg kun har et 300 mm-objektiv og skæver misundeligt til en DOF’er, der sidder på en bænk mindre end 50 meter fra mig med stativ og 800 mm …

Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men jeg er ret overbevist om, at han har tårer i øjnene i dette øjeblik, hvor han fyrer kameraet af i endeløse serier, mens havørnen hamrer ned i vandet. Majestæterne kredser igen roligt over søen med et par intrigante hættemåger på nakken. Langsomt nærmer de sig, og pludselig dykker de begge hastigt ned over fugleøen, der eksploderer i hvide plamager af skrig og vinger, som hundredvis af måger og ænder og gæs panikker for at komme væk.

Jeg fik kun et enkelt habilt foto. Men oplevelsen var stor. Hvorfor? Aner det ikke. Men den var stor, uforudsigelig, pludselig. Og bagefter er det simpelthen ikke til at få tørret smilet af igen … 

Mindst 230 store, mellemstore og mindre søer er blevet tørlagt i Danmark siden midten af 1700-tallet. Det er meget natur, der er gået tabt. Fra 1970’erne og frem er til gengæld ca. 70 søer etableret eller genetableret, hvilket i et naturperspektiv primært har gavnet fuglelivet. I reglen består genetableringen simpelthen af at slukke den pumpe, der kunstigt holder vandet væk fra de tørlagte arealer, som har været inddæmmet til agerjord.

Til tider er naturgenopretningen af søer dog mere gennemtænkt.

Udgravninger kan f.eks. sørge for varierende vanddybder, hvilket har betydning for artsrigdommen i søen. Fra land til vand kan man skabe en gradvis overgang, der flader ud i søen af hensyn til ællingers adgang, og endelig kan og bør der etableres små-øer, hvor jordrugende fugle kan yngle uden at få æggene røvet af ræven. Allerbedst er det, hvis øerne i øvrigt skabes af jord, der er fri for næringsstofforurening, så de ikke straks gror til.

Det er imidlertid ikke altid naturen, der er det primære formål, når søer genoprettes, og det er ikke altid, at alle sådanne betragtninger er med i planerne (jf. Kjeld Hansen: »Dårligt design i nye søer giver få fugle«, Fugle og Natur nr. 3/2009). Til tider anlægges nye (eller gamle) søer først og fremmest for at skåne havmiljøet for landbrugets næringsstofforurening, der udvaskes i vandløbene, og hvis ikke forskere eller andre eksperter inddrages (eller holder øje), bliver resultatet en ren ‘miljø-sø’ eller ‘klima-sø’ frem for (også) en gennemtænkt ‘natur-sø’.

Egå Engsø er på godt og ondt et eksempel herpå. Den 115 hektar store sø lige nord for Aarhus blev genoprettet i 2006 med en middeldybde på 1 meter, og formålet var først og fremmest at skåne Aarhus Bugt for ca. 36 ton kvælstof om året. Blot tre år tidligere anlagde man den omtrent lige så store Årslev Engsø vest for Brabrand Sø, idet man her mente at kunne omsætte 80 ton kvælstof om året.

Naturens ‘renseanlæg’ i form af lavvandede vådområder med stillestående vand har lavt iltindhold ved bunden, hvilket muliggør en bakteriel omdannelse af nitrat til uskadeligt frit kvælstof, der fordamper. Smart.

Men det, der er en smart miljøløsning, er ikke altid en gennemtænkt naturforbedring. De århusianske engsøer har f.eks. vist sig at medføre en kolossal dødelighed af udtrækkende smolt. Det er tilsyneladende blevet umuligt at opretholde en selvreproducerende bestand af havørred i Aarhus Å-systemet, dels fordi søerne er så lavvandede, at temperaturen bliver for høj om sommeren, og dels fordi det er for let for rovfugle og rovfisk at æde ungfiskene, inden de finder vej gennem engsøerne og ud til havet. Hvis de finder vej.

I Danmarks Sportsfiskerforbunds Baggrundsnotat til et møde i Det Grønne Råd i Aarhus Kommune i maj 2014, kan man bl.a. læse:

Ørredbestandene i Århus Å og Egå med tilløb er gået drastisk tilbage siden etableringen af Årslev- og Egå Engsø i hvert åsystem. I dag ser det så slemt ud, at de unikke ørredbestande er i risiko for at uddø (…) Kilometervis af åerne er som støvsuget for ørreder, og det er ikke længere attraktivt for de mange tusind lystfiskere og turister at fiske efter dem i åerne i Aarhus Kommune eller Aarhus Havn. Samtidig er de to åsystemer blevet biologisk fattigere ved snart at have mistet den normalt dominerende fisk i vores åer med god strøm (…) Herudover taber ørrederne orienteringen, når de svømmer ind i engsøerne.

En løsning kunne være at lede de unge ørreder uden om engsøerne på deres vej – men det kan blive dyrt, og det skulle man nok have taget med i overvejelsen, før den endelige udformning af de store engsøer.

Så kan fuglevenner selvfølgelig glæde sig over at have byttet havørred ud med havørne, mens lystfiskere kan ærgre sig. De fleste naturvenner vil dog nok glæde sig over fuglelivet, og over at vi har fået våde enge med græssende dyr om sommeren – men det bedste ville jo være at sikre naturløsninger, der kommer hele vejen rundt.

Her nogle få indtryk af det skønne fugleliv, mens vi venter på, at også søens liv prioriteres.

Rune Engelbreth Larsen, februar 2016