Af Rune Engelbreth Larsen

Vi skal have langt færre små hegn, men til gengæld flere lange hegn med faunapassager for at skabe vildere natur med flere forskellige planteædere …

Der er udbredt forskerkonsensus om, at naturen forarmes i Danmark, og at biodiversiteten er under voksende pres. Der er også udbredt forskerkonsensus om, at naturen mangler plads og prioritering, hvis udviklingen skal vendes. Endvidere er der udbredt forskerkonsensus om, at dansk natur lider under en stor mangel på forskellige større planteædere.

Det er tre af de grundlæggende udgangspunkter for et igangværende bogprojekt, Vildere vidder i dansk natur, der skal indkredse artsrige naturarealer, hvor naturen i højere grad end i dag kan ‘klare sig selv’ på egne præmisser. Det kræver naturarealer, som har god plads til flere naturlige forstyrrelser såsom stormfald, erosion, sygdomme, lynnedslag og periodevise oversvømmelser m.v., der netop ‘af sig selv’ forandrer naturen og skaber nicher og levesteder til flere arter. Og det kræver naturarealer, der kan rumme flere større planteædere, som sikrer yderligere dynamik, fordi de via fødevalg og adfærd spreder frø, skaber spirebede og påvirker træer og vegetation på forskellig vis. Alt sammen elementer, der er en mangelvare i nutidens natur, og som det er værd at genetablere, hvis vi skal have udgangsbetingelserne for en mere selvopretholdende og artsrig natur tilbage.

Større naturarealer på naturens præmisser bør blive et supplement til den nødvendige forvaltning af landets mindre og ofte isolerede naturperler, der især i kraft af Naturbeskyttelseslovens såkaldte paragraf 3-områder i nogen grad forbinder større og små naturarealer (eller ved en samvittighedsfuld overvågning og forvaltning i det mindste har potentialet til at sammenkæde dele af Danmarks natur).

Denne artikel er en del af forarbejdet til bogprojektet og vil sikkert løbende blive præciseret og justeret, men ved at tilgængeliggøre research og kladder online, muliggøres kommentarer og input, før selve bogmanuskriptet udarbejdes. I det følgende uddybes derfor et par af forudsætningerne for, hvor og hvordan bogens sammenhængende naturarealer udvælges, bl.a med henblik på at få flere større planteædere i dansk natur – og  hvad hegnsproblematikken betyder i denne sammenhæng.

Biodiversitetskortet og det såkaldte 50 procents scenario

Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) ved Københavns Universitet og DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har i samarbejde udviklet et landsdækkende biodiversitetskort, der illustrerer, hvordan artsrigdommen er fordelt i landet. Af rapporten bag arbejdet, Biodiversitetskort for Danmark (2014), fremgår det desuden, hvor og hvordan vi hensigtsmæssigt kunne prioritere et netværk af arealer, hvis vi skal sikre en god og forsvarlig indsats for at standse biodiversitetstabet.

Præmissen er med andre ord: »I det følgende antages det, at en prioritering på national skala af arealer med henblik på bevarelse af biodiversiteten tager udgangspunkt i Danmarks samlede naturareal, men kun skal omfatte en del af dette, så der samtidig efterlades et råderum til lokal prioritering«.

Det siger sig selv, at jo større dele af det danske naturareal, hvis naturtilstand vi forbedrer og beskytter, desto større sandsynlighed for, at vi standser naturforarmelsen. Men ved at tage afsæt i biodiversitetskortet og se på den nationale fordeling af 537 truede arter (en stikprøve på 5-10 procent af Danmarks truede arter) har forskerne kunnet præsentere en model for, hvordan en prioriteret indsats kan gennemføres forsvarligt på cirka halvdelen af landets samlede 7.300 kvadratkilometer løvskov og åben natur.

Rapporten præsenterer således en udpegning af 3.600 kvadratkilometer naturarealer baseret på 10 x 10 kilometer store kvadrater som basis for en overordnet national prioritering, hvor samtlige af datasættets 537 truede arter som minimum er dækket ind fire gange (det vil i praksis sige i mindst fire forskellige kvadrater), og hvor hele 43 procent af de truede arter endog er dækket ind med samtlige deres forekomster i Danmark.

Dermed ligger man over det minimumskrav til en troværdig artsbeskyttelse, som forskere tidligere har anslået at skulle dække en repræsentation af arterne mindst tre gange. Og selv om baggrunden er en stikprøve af truede arter, vil resultatet »sandsynligvis også gælde en stor del af de truede arter uden for datasættet«, fastslår rapporten.

Men hvad med de almindelige arter? Mange almindelige arter, der ikke er truede (endnu), er også i tilbagegang, og hvis forskernes udvalgte områder ‘kun’ gavner de truede arter, skyder vi måske blot problemet ud, fordi flere af de almindelige arter i mellemtiden risikerer at ende som truede arter?

Heldigvis gavner beskyttelsen af truede arter i dette scenario alt andet lige også ikke-truede arter:

Analyserne skal ses som en måde at optimere et nationalt netværk, som tilsammen dækker den truede biodiversitet bedst muligt inden for det givne areal, også arter, som ikke indgår i analyserne. (…) Den gode dækning understreges af, at netværket også huser 1279 af 1280 ikke-truede arter i det samlede datasæt, selvom disse arter ikke har indgået i analyserne og dermed ikke har påvirket udvælgelsen af kvadrater. (…) Det identificerede netværk vil dække en meget stor del af den truede danske biodiversitet. Netværket, som det er vist her, indikerer direkte, hvor en stor del af indsatsen med fordel kan lægges, hvis de samlede ressourcer skal bruges effektivt. (Biodiversitetskort for Danmark: 46).

Selv om der er tale om en inddeling i en overrordnet og grov skala, der i en forvaltningsplanægning naturligvis skal konkretiseres i lokal detalje, er det en fagligt velkonsolideret retningspil for en national prioritering af dansk natur og biodiversitet. Herunder ses et kort med de udvalgte kvadrater, som derfor også rummer det bedste afsæt for at indkredse større og mere sammenhængende naturarealer på naturens præmisser:

 

Bogprojektet Vildere vidder i dansk natur sigter på at belyse en række store statsejede naturarealer af minimum 10 kvadratkilomets størrelse, der samlet set udgør mindst 1.000 kvadratkilometer, og som i langt størstedelen af tilfældene falder inden for Biodiversitetskortets netværk af 3.600 kvadratkilometer privatejet og statsejet natur.

De øvrige bevæggrunde bag bogprojektets arealvalg kan læses her: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur

Dansk natur savner flere forskellige større planteædere

I rapporten Danmarks natur frem mod 2020 beskrives de væsentligste udfordringer og vigtigste virkemidler for at styrke biodiversiteten, og her understreger forskerne Carsten Rahbek, Peder Agger, Hans Henrik Bruun, Rasmus Ejrnæs, Kaj Sand-Jensen, Niels Strange og Jens-Christian Svenning ikke mindst vigtigheden af gensidigt forbundne forhold som plads, sammenhæng, variation og græsning.

Om manglen på græsning i dansk natur skriver forskerne: »Nøglen er atter at få græssende dyr (vilde eller tamme) i den danske natur. Mange danske naturtyper opretholdes via græsning. Den manglende græsning gør, at den biologiske mangfoldighed falder. Dette forhold gælder både for åbne naturtyper og for skovene. (…). Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen.« (Meltofte 2010: 108).

I dag benytter vi først og fremmest heste, kreaturer og får i naturplejen, men sjældent i kombination, endnu sjældnere som helårsgræsning, og allersjældnest i form af et flersidigt sæt af vilde dyr.

Naturplejen er altafgørende i talrige mindre områder, om end en begrænset og utilstrækkelig tilnærmelse til de oprindelige naturlige forhold, hvor der var mange flere vilde planteædere i naturen. Naturpleje indebærer alt for sjældent græsning om vinteren, og arealerne er ofte så små og fragmenterede, at der ikke er plads til naturlige forstyrrelser og dynamik i større skala.

Der er derfor også behov for større sammenhængende områder, hvor flere forskellige planteædere bliver en fritgående del af naturen året rundt for at supplere og variere den græsning og generelle påvirkning af vegetationen, som hjortene i dag stort set er ene om at udøve.

Intet tyder da heller på, at f.eks. græssende kreaturer eller heste vil presse hjortene: »En undersøgelse fra Fyn af effekten af hestegræsning på rådyr (foretaget bl.a. ved hjælp af videooptagelser) viste, at rådyr græssede indhegningen, mens der var heste til stede. Rådyrene kom færre gange i indhegningen, mens der var heste til stede, men deres ophold i indhegningen var af lige så lang varighed med heste som uden.« (Buttenschøn 2007: 203).

Der er også eksempler på, at kvæggræsning ligefrem kan gavne krondyr, f.eks. på Isle of Rum i Skotland: »Krondyrene foretrak at græsse de arealer, der havde været vintergræsset af kvæg. Krondyrene fra den kvæggræssede del af øen satte flere kalve end dem fra den ugræssede del. Husdyrgræsning kan således skabe bedre fødegrundlag for hjortevildt ved at vedligeholde lyngheder og græsvegetation i frisk, næringsrig tilstand.« (Ibid.: 204).

Flere forskellige såkaldte græssere er en fordel på grund af den forskellige påvirkning, de udøver, og som oprindelig har været naturlig før decimeringen af de større planteædere og fragmenteringen af naturlandskabet.

Kombinationen af (god) plads og (mange forskellige) planteædere er altså afgørende, men ikke tilstrækkeligt prioriteret. Og uanset om vi taler eksisterende sommergræsning på få hektar med kreaturer, eller om vi f.eks. udsætter vildheste og bisoner på naturarealer på 10, 20 eller over 50 kvadratkilometer, er der én forudsætning, vi ikke slipper udenom – hegn.

Hvis de kreaturer, der græsser om sommeren, eller de (vild)heste, vi måtte udsætte som del af naturen året rundt, bare kan spankulere ud af naturarealet og ud på motorvejen eller ind på markerne, ophører det tilstræbte natursamspil, der er hele hensigten. Hegnet er altså blot et virkemiddel til at sikre græsning dér, hvor vi ønsker den – men ofte en forudsætning.

Alligevel møder hegn i forbindelse med større naturområder ofte modstand, sågar (måske primært) fra dele af naturvennernes segment. Her møder man f.eks. argumentet, at hegn er ‘unaturligt’, selv om valget måske i sidste ende ikke står mellem hegn og ikke-hegn, men derimod mellem mange små hegn og ét længere hegn – hvis vi skal have flere forskellige planteædere i spil og en genetablere biodiverstietsfremmende påvirkning af vegetationen.

Kampen mod hegn er en kamp mod flere forskellige større planteædere

Da 1.400 hektar af den store Klelund Dyrehave skulle etableres i 2008 med et 17 kilometer langt hegn til at holde krondyr inde, mødte det voldsom modstand fra såvel Socialdemokratiet og SF som Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening.

Det ville blive »en ladeport for at hegne naturen ind over hele Danmark,« lød det fra Danmarks Naturfredningsforening (Kristeligt Dagblad, 18.8.2008), og i et brev til Folketingets Miljø- og planlægningsudvalg få dage senere foreslog foreningen ligefrem at gribe ind lovgivningsmæssigt: »Der må ikke opsættes usædvanlige hegn i det åbne land, omkring skove eller naturområder.«

Danmarks Jægerforbund istemte: »Vildtet skal kunne bevæge sig frit, både for de mange, der gerne vil nyde dyrelivet og os, der også gerne vil skyde lidt af det.« (Ritzau, 21.10.2008).

Med en bestand på over 20.000 er krondyrene dog ingenlunde truet i Danmark og kan fortsat bevæge sig frit i langt hovedparten af det danske landskab – det vil det altovervejende flertal af krondyr også fortsat kunne, selv hvis vi skulle få flere hegnede naturarealer, hvor få procent af de store hjorte i samspil med flere andre planteædere kunne gavne biodiversiteten for mange andre arter.

De berørte kommuner såvel som Naturklagenævnet gav i 2009 ejerne lov til at opsætte det lange hegn, og siden har man også ansøgt og fået tilladelse til at forstærke hegnet med henblik på at supplere krondyrbestanden med vildsvin (hegnet er designet på en måde, der ikke hindrer oddere og mindre arter i at komme ind og ud af området).

Heldigvis kan holdninger flyttes, og vanemodstand ændres, og noget tyder på, at den proces er i gang. Elg-hegnet omkring et 2.100 hektar stort delområde i Lille Vildmose har ikke alene mødt opbakning fra Dansk Ornitologisk Forening, men nu også fra Danmarks Naturfredningsforening.

Udsættelse af større planteædere bag hegn kræver selvsagt en minutiøs vurdering fra naturareal til naturareal om, hvor mange og hvilke dyr der er brug for og plads til, og der ligger da også tunge og grundige analyser bag udsættelsen af lige netop krondyr og elge i Lille Vildmose. Højmosen er truet af tilgroning med birk, og efter en nøje afvejning af mange mulige tiltag tyder alt på, at elgen er det mest effektive værktøj – natur, der gavner natur.

Men forudsætningen for at få elg og krondyr sat ud dér er det 30 kilometer lange hegn, der kan holde dyrene inde. Valget stod således imellem at opsætte et ‘unaturligt’ hegn for at gøre det bedst mulige for at bevare en mere ‘naturlig’ højmose og således komme ‘unaturlig’ ensformighed og tilgroning til livs. Det er vel egentlig ikke så paradoksalt, som det lyder?

Pointen er, at modsætningsparret ‘naturlig’ og ‘unaturlig’ i relation til at beskytte natur og biodiversitet er meningsløst, hvis vi anskuer det i absolutte kategorier. Vi er nødt til at operere med gradueringer, og her må et sigtepunkt være, at dét, vi gør, skal modvirke biodiversitetstabet ved i højere grad at tilstræbe natur på naturens præmisser – og i dette »i højere grad« ligger således altid en afvejning af, hvilke virkemidler der er mest hensigtsmæssige og giver det mest ‘naturlige’ resultat.

Man valgte hegnet, og dermed muliggjorde man at gavne højmosen ved hjælp af elgen. I en natur i ubalance, er vi nødt til at foretage nogle ‘unaturlige’ indgreb – det afgørende er og bliver altså blot, om de tilvejebringer en større balance og minimerer nødvendigheden af senere kunstige indgreb eller ej. En genetablering af en vifte af planteædere, der i højere grad skaber en selvforvaltende balance i naturen begrænser den naturpleje og de indgreb, vi ellers skulle fortsætte med at foretage.

Derfor er udsættelsen af krondyr og elge bag hegn i Lille Vildmose trods alt også endnu et skridt mod natur på naturens præmisser. Et skridt, der ville være umuligt uden hegn, og som også åbner op yderligere tiltag i samme retning, jævnfør Anbefalinger vedrørende naturpleje af Mellemområdet, Lille Vildmose, der er udarbejdet af seniorrådgiver og græsningsøkologisk ekspert Rita M. Buttenschøn:

Hovedkonklusionen er, at flerartsgræsning primært baseret på krondyr og elg vil være den bedst egnede metode til at udvikle og vedligeholde et græsningspræget landskab, hvor dyrene er en integreret del af en dynamisk natur. For at opnå et stort set selvregulerende system, hvor græsning hæmmer tilgroningen med birk og fremmer udvikling af naturlige kærsamfund, er der behov for græsningsdyr, der dækker spektret fra browsere som elg, og rådyr over intermediære som krondyr og græssere som kvæg og heste og/eller bison. Ved at udsætte bison sammen med krondyr og elg vil græsning være baseret på vilde dyr, der som en integreret del af naturen skaber dynamik og naturudvikling. Flerartsgræsning vil samtidig opfylde mål om at sikre levesteder for mange af de arter på udpegningsgrundlaget for Nature 2000-området, der anvender Mellemområdet som yngle- og/eller fourageringssted. Af betydning for dem er især en stor rigdom af insekter og andre fødedyr, som helårsgræsning med forskellige græsningsdyr vil give grundlag for. (Buttenschøn 2013: 57)

Hegn – en forudsætning for flere forskellige planteædere i dansk natur

Hegn kan udformes meget forskelligt. Skal vi kun hegne vildheste og (vild)kvæg inde, kan man klare sig med hegn, som både kan passeres af rådyr og krondyr (såvel som ulv, ræv, grævling, odder, dådyr, bæver, hare osv.).

Men hvis f.eks. krondyr, elge og/eller bisoner skal bag hegn, er der tale om hegn af en anden beskaffenhed end dem, vi kender fra heste og kvæg, om end det fortsat er muligt at bevare passagen for rådyr m.fl. ved at skabe en række faunapassager under hegnet.

Det 30 kilometer lange ydre hegn, der skal holde på elge og krondyr i Lille Vildmose, har f.eks. 62 faunapassager, hvorigennem mellemstore og små dyr som bl.a. rådyr, ræv og grævling kan passere begge veje.

Vildsvin er desværre en helt speciel problemstilling og er særlig udfordrende at få tilbage til naturen herhjemme. På grund af dansk lovgivning, der er langt mere hysterisk over for vildsvin end det øvrige Europa og opretholder bortskydningspligt, har vi indtil videre ikke mange vildsvin i det fri, og skal de gå bag hegn, skal det være hegn, der er umulige at passere for næsten alle andre store og mellemstore dyr.

Foreløbig må vi nøjes med at håbe, at vi om mange år har en større fritlevende bestand af vildsvin – fordi myndighederne simpelthen ikke kan skyde dem alle sammen væk (de kommer i pænt tal over den dansk-tyske grænse). Og måske lander vi med tiden på 50-100 ulve, der kan passere ind og ud af indhegningerne omkring større naturarealer og derved ‘gratis’ bidrage med et mere naturligt rovdyrtryk, som dansk natur har været foruden i århundreder. Men det er en udvikling, der nok ligger mange, mange år ude i fremtiden.

Vi kan dog gøre en stor forskel allerede nu ved at komme igang med at hjælpe flere forskellige planteædere tilbage til dansk natur. Større indhegninger er at foretrække for små, hvis muligheden er der, fordi sandsynligheden for ly, skjul og flere naturtyper er større på store arealer med flere naturtyper (Buttenschøn 2007: 224; Buttenschøn 2013: 61), og desuden falder gennemsnitsomkostningerne til hegn i reglen pr. hektar (Hasler et al. 2012).

Selv om holdninger har flyttet sig, er der dog stadig en mærkbar modstand mod hegn blandt aktive inden for den brede natursag. For bliver naturen ikke mere ‘kunstig’ af, at dyr går bag hegn?

Det kommer an på, hvordan man betragter det – og vi har allerede været lidt inde på den samme problematik med alt for absolutte kategorier for det ‘naturlige’ og ‘unaturlige’. 

Elgens genkomst kombineret med krondyr i et stort naturområde bag et meget langt hegn indebærer ganske vist en ‘kunstig’ genetablering af udgangsbetingelser i form af hegn og udsættelse, og på grund af den fortsatte mangel på store rovdyr i dansk natur vil en ‘kunstig’ regulering også kunne være nødvendig for at fastholde balance mellem fødegrundlaget og planteæderne (Olesen 2004: 41f). Men på en række andre parametre bliver naturen mere naturlig og mindre kunstig, hvis arealerne har en vis størrelse.

Tilgroning og manglende variation i naturen er ‘kunstigt’ i den forstand, at årsagerne i høj grad er en ‘kunstig’ næringsstofforurening, som naturen oprindelig var foruden, og manglende planteædere, der ville være en større del af naturen, hvis ikke vi havde udryddet og udtyndet dem i så stort tal. Årtiers og århundreders ‘kunstige’ naturforarmende tiltag nødvendiggør således ‘kunstige’ naturforbedrende tiltag for at få en natur, der er mere i balance end i dag.

En genetablering af udgangsbetingelserne for mere selvforvaltende natur i form af flere forskellige planteædere betyder en mere naturlig variation, et mere naturligt græsningstryk og mindre ‘unaturlig’ tilgroning – alt sammen under forudsætning af, at forholdene er minutiøst vurderet og undersøgt af fageksperter på forhånd.

Kan man overhovedet tale om ‘vilde’ dyr og ‘vild’ natur bag hegn – eller er det bare en anden slags ‘naturpleje’?

Det kommer jo igen an på definitioner. Men i betragtning af, at naturpleje i reglen består af sommergræsning med tamdyr på mindre arealer bag mange små hegn, hvorimod vi her taler om udsættelsen af f.eks. vildheste, elge og krondyr hele året på større naturarealer bag ét langt ydre hegn frem for mange små hegn, har vi trods alt bevæget os langt bort fra almindelig ‘naturpleje’. Derfor foretrækker jeg at tale om videre natur.

Naturpleje i form af sommergræsning (helst helårsgræsning) er en nødvendighed mange steder, men hvor muligheden er til stede, er det primært mangel på politisk vilje og sekundært en kontraproduktiv hegnsmodstand, der står i vejen for at tilvejebringe mulighedsbetingelserne for, at naturen bedre ‘kan selv’.

Naturen kan således i højere grad undgå naturpleje dér, hvor vi kan finde plads til større og mere sammenhængende naturarealer – hvis vi fjerner de mange små ‘indre’ hegn og tillader længere ‘ydre’ hegn med henblik på at få mange flere forskellige planteædere. Naturen bliver ikke 100 procent selvforvaltende i sådanne områder, men den kan blive meget mere selvforvaltende. Naturen bliver heller ikke ‘naturligt vild’ i traditionel forstand, men den bliver mere naturlig – den bliver vildere.

Ydre hegn kan ganske enkelt åbne langt flere naturgavnlige og biodiversitetsfremmende muligheder her, end det lukker.

Rune Engelbreth Larsen, februar 2016

Litteratur

Buttenschøn, R.M. 2007: Græsning og høslæt i naturplejen (Miljøministeriet)

Buttenschøn, R.M. 2013: Anbefalinger vedrørende naturpleje af Mellemområdet, Lille Vildmose (Rapport udarbejdet for Aalborg Kommune og Aage V. Jensen Naturfond)

Ejrnæs, R., Petersen, A.H., Bladt, J., Bruun, H.H., Moeslund, J.E., Wiberg-Larsen, P. & Rahbek, C. 2014: Biodiversitetskort for Danmark (Center for Makroøkologi, Evolution og Klima og DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi)

Hasler, B., Chistensen, L.P., Martinsen, L., Källstrøm, M, Levin, G., Dubgaard, A. & Jespersen H.M.L. 2012: Omkostninger ved hensigtsmæssig drift og pleje af arealer med naturplejebehov indenfor Natura 2000 og Naturbeskyttelseslovens §3 (DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi)

Meltofte, H. (red.) 2012: Danmarks natur frem mod 2020 – om at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed (Det Grønne Kontaktudvalg)

Olesen, C.R. 2004: Analyse af nuværende og potentielle store planteædere i Lille Vildmose (konsulentrapport for Pilotprojekt Lille Vildmose, Danmarks Miljøundersøgelser)

Sunde, P. & Olesen, C.R. 2007: Elg i Danmark? Vurdering af mulighederne for og konsekvenserne af etablering af en dansk elg-bestand (Faglig rapport fra DMU nr. 617)