Af Rune Engelbreth Larsen

Gribskov er med sine 5.600 hektar en af Danmarks største skove, men i lighed med langt størsteparten af landets øvrige skovnatur også såkaldt produktionsskov. Det betyder, at meget store mængder træ fældes hvert år, og at skoven i vid udstrækning drænes for vand og bliver unaturligt tør, mørk og ensartet, hvilket er et problem for en lang række skovarter. I de senere år har Naturstyrelsen imidlertid iværksat mange spændende små og større projekter, hvor vådområder og søer genetableres, og hvor skovpartier udtyndes til fordel for skovenge med helårsgræsning eller høslæt.

Her følger nogle få indtryk fra den store nordsjællandske skov, især med fokus på nogle af de arealer, hvor naturen atter er blevet prioriteret over produktion.

På et område nær Dronningens Bøge har Naturstyrelsen forberedt udsættelse af kæmpebillen eghjort, der i 2013 også blev udsat i Jægersborg Dyrehave, og som ifølge planerne skal genudsættes på fem lokaliteter i Danmark. Projektet er diskutabelt af flere grunde: Eghjort genudsat i Jægersborg Dyrehave.

Men hvad enten billen genudsættes i Gribskov eller ej, har foreberedelsen af et område til at huse de store biller gavnet et skovparti og skabt lys og dødt ved omkring store smukke egetræer, der nærmer sig en alder af 200 år.

Viggo Stuckenberg (1863-1905) yndede som ung at komme i Gribskov og har bl.a. digtet om skovens største sø, Gribsø, f.eks. som 18-årig i 1882:

Under Søens Bred
Vifter Bladet ned
Bæres døende langt bort fra Landet,
Og en Sommerfugl
Spraglet, rød og gul,
Flagrer vaklende henover Vandet.

Rødedam på billedet nedenfor er et godt eksempel på udviklingen af skovens vådområder flere andre steder. I 1700-tallet var den kongehusets yngledam for karper, men blev gradvis opgivet og fik lov til at ‘være sig selv’ (eller rettere: den blev glemt), hvorefter søen gradvis udviklede sig til mose. I 1800-tallet blev skovdriften intensiveret, og der blev gravet grøfter, som afvandede hele mosen (og hundredvis af andre vådområder). Hvor der før lå en yngledam for karper og siden en mose, blev der nu plantet en ensformig træmark af rødgran.

I nyere tid er der atter kommet fokus på de tabte naturværdier og forarmelsen af artsrigdommen i isolerede projekter rundt omkring i landet, og i 2005-2006 fældede Naturstyrelsen granerne og lukkede grøfterne, så en naturlig vandbalance atter kunne indfinde sig. Rødedam genopstod som skovsø – og hvordan søen udvikler sig, vil tiden vise, for indtil videre er det naturen, der har fået lov til at råde over arealet igen.

Skovsøen er en ikonisk landskabstype, der både kan fremmane idylliske og urovækkende stemninger og tanker. Indhyllet i en rullende morgendis er dens slørede skyggebevægelser og ubestemmelige lyde hemmelighedsfulde og dunkle, men blotlagt under en strålende eftermiddagssol opløses skyer og skygger i et funklende lys, og dens vandspejl fremstår lige så betryggende og imødekommende, som det før var utilnærmeligt og lukket. Bag en ring af skærmende træer ligger søen helt eller delvist i skjul som et lille eventyrrige i sig selv, der endog på kort afstand kan være næsten usynligt, før skovens rum pludselig åbner sig …

 

Rune Engelbreth Larsen: Danmark er en kvinde – på genopdagelse i den danske natur

 

Sandskredsmosen har ligesom Rødedam fået genetableret naturlig vandbalance, efter at afløbsgrøften er blevet blokeret, og rødgran er blevet ryddet på den gamle moseflade. Træerne havde imidlertid presset mosetørven så langt ned, at Sandskredsmosen blev til Sandskredssøen, da vandet atter vendte tilbage på arealet.

I Ulvedalssletterne omkring søen er udsat islandske heste til helårsgræsning på ca. 55 hektar, hvoraf store dele er ryddet, og græsland etablerer sig igen midt i den omgivende skov. Samme virkemiddel benyttes også andre steder, bl.a. ved Store og Lille Hessemose i den nordlige ende af Gribskov, hvor skovenge og moser atter kommer til ære og værdighed takket være rydninger og heste.

Nydam ligner på afstand nærmest en velslået græsplæne, men er såmænd en fugtig skoveng, der bliver slået med le – de seneste godt 10 år som regel to gange om året.

Arealet blev egentlig opgivet som høeng efter 2. Verdenskrig og var snart dækket af højt rørgræs, der pressede engens øvrige planter. Men siden 1999 har Strøgårdsvang Høslætlaug slået med le med en fantastisk effekt på blomsterrigdommen og insektlivet – alene antallet af plantearter er siden tredoblet. Endvidere er der blevet etableret fem korridorer til de nærliggende eng- og vådområder, så dyr, insekter og planter kan sprede sig lidt lettere, selv om ‘naturlommerne’ i høj grad fortsat er omgivet af produktionsarealer. 

Høslæt er en teknik, der breder sig blandt frivillige, og som især kan gavne enge, kær og græsland. Lige siden jernalderen har man slået hø for at skaffe vinterfoder til landbrugets opstaldede husdyr, hvilket har bidraget til de åbne engarealers artsrigdom i flere årtusinder. Derfor er høslæt også i dag en velegnet metode til at genskabe en mere varieret vegetation ved at holde grove græsser og stauder nede og samtidig reducere næringsstofbelastningen hurtigere og endnu mere effektivt, end græssende husdyr er i stand til.

 

Forklaringen på det sidste er den enkle, at urter og andre planter, der f.eks. bortædes af heste, kvæg eller får, før eller siden jo også skal ud i den anden ende igen som afføring, hvilket løbende returnerer næringsstoffer til det græssede areal. Ved høslæt bortskaffes større dele af det organiske materiale derimod, når høet samles sammen og transporteres væk til staldfoder. Med inspiration fra Sverige er der siden 1999 opstået en række høslæt-laug herhjemme, hvor frivillige holder tilgroningen i ave med gammeldags le og hørive. Ved håndkraft kan man tilpasse slåningen og f.eks. gå udenom planter, der blomstrer sent, og når det hele efterfølgende samles og tørres på engen, drysser frøene ud til gavn for vegetationens kontinuitet. Til sidst transporteres høet bort, og som nævnt reduceres næringsstofbelastningen ret markant.

 

Høslæt og græsning er med andre ord forskellige metoder i bestræbelsen på at skabe mere lys til jordbunden, og som tiltag i enge, moser og kær vil høslæt ofte være meget effektivt, ikke mindst når et område skal genetableres, og næringsstofbelastningen er særlig udtalt.

 

Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst

Af et militærkort fra 1857 (kendt som Kvartermesterens Kort) fremgår det, at der var mange flere søer, moser og vådområder i midten af 1800-tallet end i dag. Langt hovedparten er som nævnt forsvundet, fordi vi af hensyn til træproduktion har drænet og tørlagt det meste af skoven. Næsten en fjerdedel af Gribskov bestod oprindelig af søer og vådområder, men efter anlæggelsen af over 500 kilometer grøfter på kryds og tværs af skoven drænes skovbunden effektivt. Flere træer kunne plantes, produktionen optimeres, og skoven blev lettere farbar for de store maskiner.

Til gengæld er levestederne for mange skovarter formindsket og forarmet i drastisk grad.

Siden 1992 har Naturstyrelsen imidlertid gennemført en række projekter, der visse steder genskaber naturlig vandbalance i Gribskov, og hvoraf vi har fremhævet nogle lokaliteter her. Billedet ovenfor og nedenfor stammer også fra et sådant naturgenopretningsprojekt, dennegang ved Krakadalsvej syd for Esbønderup, nær Munkevang. Her tager den genetablerede vandflade nu livet af træerne, og med årene får vi en åben søflade eller mose under fortsat dynamisk forandring.

Godt for skovens variation af naturtyper og godt for mangfoldigheden af skovarter. Endnu er disse vigtige projekter dog stadig frimærker i den store skov, men de viser vejen til, hvordan hele Gribskov atter kunne blive vildere natur – og mere artsrig og oplevelsesrig på én gang.

APROPOS
> Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø