Af Rune Engelbreth Larsen

Efter næsten 200 års fravær er ulven kommet tilbage til dansk natur, og trods sejlivede fordomme og ubegrundet frygt er rovdyrene ekstremt sky og stort set ufarlige for mennesker. Hvor mange der er her permanent, ved vi ikke, men DNA-analyser dokumenterer 4-5 voksne ulve, og antallet stiger. Der er konstateret ulv både i Jylland og på Fyn – og de første otte unger er dokumenteret på film i juli 2017. En gratis og meget velkommen gave til den danske natur …

Måske var det i 2006, måske før, at den første genkomne ulv blev set i Danmark, men først seks år senere blev en ulveobservation taget så alvorlig, at den udløste en månedlang medieopmærksomhed. Den 14. oktober 2012 var nogle fugleentusiaster fra Dansk Ornitologisk Forening på tur i Nationalpark Thy og så et dyr, der lignede en ulv, og på meget lang afstand tog Kim Frost et utydeligt foto, der gik medierne rundt.

Senere viste det sig, at dyret sandsynligvis også var blevet fotograferet den 6. oktober i samme område, men måneden efter blev det fundet dødt. Den 7. december konkluderede en efterfølgende DNA-analyse endegyldigt, at det var en ulv.

Det første ubestridelige bevis på, at ulven var vendt tilbage til Danmark, var altså nu en død ulv.

Siden er det imidlertid gået slag i slag, og DNA-analyser har dokumenteret, at den døde Thy-ulv ikke skulle blive den sidste, for de følgende år er der fundet flere ulvespor, dels via DNA-prøver af afføring eller spyt fra bidsår på nedlagte hjorte og enkelte husdyr (får), dels i form af fotos fra vildtkameraer.

Den 19. februar 2017 meddelte Naturhistorisk Museum i Aarhus, at selv om det ikke var endegyldigt bevist, var der »stærke indicier« for det første ulvepar i Jylland. Udmeldingen kom på baggrund af analyser af flere optagelser fra vildtkameraer, opsat af frivillige fra Projekt Dansk Ulv. 

Den 8. marts 2017 kunne Statens Naturhistoriske Museum i København meddele, at der med stor sikkerhed er konstateret spor af ulve-DNA fra et fund på Fyn, hvor frivillige fra Ulvetracking Danmark har indsamlet prøver fra bidemærker på et dødt rådyr.

Og den 3. juil 2017 dokumenterede Naturstyrelsens vildtkamera tre ulveunger i Vestjylland, og senere offentliggjorde DR en video af hele otte ulveunger. Det er en historisk udvikling – for første gang i mere end 200 år er der født ulveunger i dansk natur.

Hvor mange voksne ulve har vi dokumenterbare beviser for i Danmark?

Forskere ved Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum i Aarhus vurderede ganske vist i 2015, at der var dokumenteret 40 ulve, men i juni 2016 måtte man erkende, at analyserne var fejlbehæftede. Efter kritik fra forskere i Frankfurt og København blev tallene trukket tilbage og over flere omgange nedjusteret til en tiendedel i juni 2016. Forløbet er beskrevet her: Ulveforvirring … Hvor mange ulve er der i Danmark? 40, 20, 6 eller 4 …?

Derfor er DNA-sporet fra Fyn også blevet analyseret særlig grundigt på Statens Naturhistoriske Museum i København, hvor lektor Anders Johannes Hansen udtaler: »Fordi fundet er så spektakulært, da det er første danske fund af ulve-DNA uden for Jylland, har vi gentaget DNA-analyserne og gennemgået alle informationer flere gange. Vi har også delt og diskuteret vores resultater med forskere fra Aarhus Universitet. Nu er vi sikre på, at resultatet ikke skyldes en fejl i laboratoriet. Dermed er den mest sandsynlige forklaring på, at vi har fundet DNA-spor fra ulv i biddet, at der har være en ulv på Fyn sidste forår.« (Pressemeddelelse fra Statens Naturhistoriske Museum, 8.3.2017).

Om denne ulv fortsat er på der, eller om der er kommet flere til, ved vi selvfølgelig ikke med sikkerhed, men Fyn er i hvert fald kommet på Danmarkskortet over dokumenterede ulveobservationer. 

I det følgende ser vi på, hvad ulven er for et rovdyr, hvad dens føde består af, hvorfor den historisk har fået så skræmmende et ry, og hvor (u)farlig ulven egentlig er.

»Der er ugler i mosen,« lyder en gammel dansk talemåde, som ikke betyder, at der er ugler i mosen, men at der er fare på færde eller noget fordækt under opsejling. Oprindelig hed det, at der er »uller i mosen«, hvor »uller« imidlertid ikke er ugler, men ulve. Det giver også bedre mening som udtryk for en skjult fare, når man tager ulvens historiske ry i betragtning – ugler er knap så skræmmende som det store rovdyr, der stadig ofte henvises til en skurkerolle.

 

Ulv og ugle er sandsynligvis også blevet ombyttet i udtrykket »ugleset«. I moderne tid betyder det at være upopulær, men hvis man ifølge gammel overtro var »ulveset«, skyldtes det, at man havde mistet mælet, angiveligt på grund af ulvens forheksende blik.

 

Endnu et skræmmebillede af ulven kommer til udtryk i begrebet »ulvetid«, der oprindelig betød krigs- og ufredstid. Måske fordi det var en tid, hvor ulvene lettere kunne tage for sig af retterne – det vil sige ligene – eller også fordi mennesker i krig udviste en adfærd lige så bestialsk som (den, man tilskrev) ulve. Udtrykkene illustrerer et lille stykke dansk kultur- og naturhistorie.

 

Når uglen delvist har indtaget ulvens plads, skyldes det sikkert det simple forhold, at ulven forsvandt i løbet af 1700-1800-tallet, og at den derved mistede noget af sin betydning i det danske folkevid. Men som udtrykkene også demonstrerer, har ulven gennem århundreder været et af vore mest uglesete dyr.

 

Den sidste sjællandske ulv blev formodentlig skudt i begyndelsen af 1500-tallet–- i hvert fald blev den ulveskat, der skulle dække udgifterne til at jage bæstet, ophævet på Sjælland i 1513. Jylland hænger sammen med kontinentet og havde flere vidstrakte naturlandskaber, og her blev ulvene først udryddet de følgende 2-3 århundreder.

 

I 1600-1700-tallet blev der f.eks. nedlagt hundredvis af ulve alene i Farris Skov, som dengang strakte sig fra Lillebælt til Ribe (rester af dette vældige skovområde findes i dag i Jels Skov). Foragten for dyret var til at tage at føle på, og det var ikke ualmindeligt at iklæde nedlagte ulve pjalter og hænge dem op i galger som tyveknægte.

 

Efter at have decimeret den jyske bestand betragteligt var det kun et spørgsmål om tid, før den danske ulv var helt udryddet – den sidste blev skudt syd for Skive i 1813. (Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst)

I besøgscenteret ved Flyndersø kan man stadig se en udstilling om »Danmarks sidste ulv« med henvisning til den ulv, der blev skudt nord for søen i 1813. Om det, der var Danmarks sidste officielle ulvejagt, har daværende godsejer Conrad Lundsgaard berettet til et skrift i 1871:

Tilbage i 1813 var der blevet taget får, kalve, svin og et føl på Estvadgaard Mark, hvorfor en skytte blev sat til at holde vagt. »Natten mellem den 20. og 21. Juni kom Ulven, og Skytten var nu saa heldig ved Skud at knuse dens ene Bagben. Han og flere Folk styrtede efter den, da de hørte, den tudede ude i Engen, og det var ikke Forfølgerne vanskeligt at komme den nær, da Saaret hindrede den i at løbe. De gjorde forsøg paa at fange den levende; men den bed saa rasende om sig, at Skytten til sidst maatte dræbe den ved et nyt Skud. Den dræbte Ulv, der var en meget stor Han, førtes til Holstebro (…) Belønningen udbetaltes og Skindet af det dræbte dyr stilledes op foran Raadhuset i Holstebro.« (Edvard Erslev: De glubende Dyrs Undergang i Nørrejylland, 1871).

I samme besøgscenter kunne man også så sent som i 2015 læse: »Der findes ingen ulve i dag. De lever dog tæt på Danmarks grænser bl.a. i Tyskland og Sverige i små bestande. De er under spredning hertil fra de tidligere østlande, hvor der findes store bestande. Nogle mener derfor, at det kun er et spørgsmål om tid, iden ulven naturligt genindvandrer til Danmark.«

En lidt forældet oplysning, må man sige – men jo, for blot få år siden var det kun et spørgsmål om tid, før ulvene genindvandrede …

Man skal være ualmindelig heldig for at få et glimt af en ulv i det fri – og der er næppe grund til at frygte et eventuelt møde. Selv om vi har at gøre med et stort rovdyr, har angreb på mennesker været forsvindende få i Europa i det 20. og 21. århundrede, og langt de fleste europæiske lande med vilde ulve har slet ikke oplevet ulveangreb i nyere tid. Italien har f.eks. en bestand på ca. 1.000 ulve, men har ikke registreret et eneste angreb på mennesker i over 150 år.

 

I Skandinavien er der heller ingen eksempler på angreb fra vilde ulve siden et tilfælde i Finland i 1882, og ifølge zoolog og pattedyrsekspert Mogens Trolle er sandsynligheden for at blive angrebet af en vild ulv så lille, at tamhunde er langt farligere for mennesker, selv hvis vi får flokkevis af ulve.

 

Historisk er konflikten mellem ulve og mennesker da næppe heller opstået på grund af menneskeædende rovdyr, men fordi ulve har ædt husdyr. Jo mere menneskets domæne er blevet udvidet, desto mere har det presset ulvens. Og i tider, hvor fattigdommen var ekstremt udbredt, skulle der ikke tages mange får, før en familie blev truet på eksistensen, hvilket har gjort ulve til en foragtet fjende.

 

I dag er situationen og levestandarden en helt anden i vores del af verden, og selv om ulve stadig kan tage husdyr, sker det i yderst begrænset omfang. (Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst)

At ulven er tilbage i Danmark, har ikke blot den gunstige betydning, at artsrigdommen derved er forøget med én art; faktisk kan ulven forbedre naturen i endnu videre forstand. Det vil hjorte og andre af dens byttedyr selvfølgelig næppe skrive under på, men i et artsperspektiv er disse dog langtfra truet, og ulvens jagt kan ikke blot tynde ud blandt syge hjorte og dermed forstærke hjortebestanden genetisk på længere sigt, men også regulere en rådyrbestand, der breder sig ganske voldsomt – og komme en række andre arter til gavn.

 

Ulven er selvfølgelig langtfra et vidundermiddel, der kan ‘fixe’ naturen, men efter mange århundreders klapjagt, er det vigtigt at fremhæve dens hidtil underspillede – og ofte ukendte – betydning i mere vidtrækkende natursammenhænge.

 

Får vi flere ulveflokke, vil vi f.eks. utvivlsomt også få et større antal spredte ådsler af især rådyr og krondyr, hvilket gavner fugle og ådselsbiller, der igen kan gavne andre arter.

 

Ved at sammenstille viden fra danske ornitologer og insektkyndige med ulve-erfaringerne fra Tyskland, Polen og Nordamerika har zoolog og pattedyrsekspert Mogens Trolle kunnet opstille en liste over dyrearter, der i større eller mindre grad kan få gavn af de kadavere, der efterlades af ulvene (ikke mindst om vinteren, hvor føden kan være sparsom). Listen er omfattende, men rummer bl.a. pattedyr som ræv, grævling, almindelig spidsmus, pindsvin og flere fuglearter, bl.a. havørn, kongeørn, rød glente, fjeldvåge og ravn. Hertil kommer desuden en lang række ådselsbiller, rovbiller og torbister.

 

Hjortene skal desuden indstille sig på endnu et rovdyr (ved siden af mennesket) og vil muligvis justere og variere græsningsadfærden året rundt, hvilket kan bidrage yderligere til at øge naturens dynamik og variation. (Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst)

Ulve er fortrinlige svømmere, om end vi ikke ved, om ulven er svømmet over Lillebælt til Fyn, eller om den simpelthen er luntet over en af broerne. Derfor kan ulve formodentlig også komme til Sjælland, om det alt andet lige er lettere at kolonisere Jylland og Fyn, når nu ulvene i forvejen breder sig fra Polen og op gennem Tyskland.

I februar 2013 offentliggjorde DCE – Nationalt center for miljø og energi et kort over de ti mest oplagte yngleområder til ulve i Jylland, hvor der er god plads og tilstrækkeligt fødegrundlag til flere familiegrupper af ulve.

Områderne inkluderer bl.a. Kallesmærsk Hede, Vrøgum Klitplantager, Kronhede og Klosterhede Plantage, Hanstholm Vildtreservat, Hjardemål og Østerild Klitplantager, Rold Skov, Fjeld Skov, Skærbæk Plantage, Lille Vildmose – og det område, hvor Danmarks daværende sidste ulv blev skudt i 1813, Estvadgård Plantage og Hjelm og Hjerl Hede.

Hvor mange ulve er der plads til i Jylland?

Tyske ulve lever f.eks. i familiegrupper på gennemsnitligt ca. 8 individer i områder på 100-300 kvadratkilometer, og på baggrund af forskernes udpegede områder, kan Jylland alene understøtte ca. 100 ulve – 10 familiegrupper à 8 individer og yderligere ca. 20 strejfere.

Ingen har vurderet, hvor stor en bestand der er grundlag for på Fyn.

Nu ved vi, hvor ulvene faktisk er blevet observeret, og hvor i Jylland der er plads til dem. Hvad skal de så leve af?

En tysk undersøgelse viser, at rådyr, krondyr og vildsvin udgør langt hovedparten af ulvenes fødegrundlag (henholdsvis 55, 21 og 18 procent). En stor tæthed af krondyr betyder, at disse fylder endnu mere på menuen. Danmark huser over en halv million rådyr, og bestanden vokser, selv om tusinder dør i trafikken og jægere skyder ca. 100.000 om året. Krondyrene er også i stærk fremgang og har rundet omtrent 20.000, så der er rigeligt at spise for ulvene.

Forskere har anslået, at en bestand på op til 100 ulve årligt vil fortære ca. 4.000 rådyr og 6-700 krondyr (kilde: Naturhistorisk Museum, Aarhus).

Derudover æder de harer, rotter, mus, lidt fugle og fisk, og de kan også tage en ræv eller en bæver. Får og andre husdyr tegner sig kun for 0,6 procent af fødegrundlaget, og der udbetales erstatning fra den danske stat.

Ofte får ulvene imidlertid med urette skylden for nedlagte husdyr. Institut for Bioscience – på Aarhus Universitet har f.eks. udført DNA-analyser af spyt- og vævsprøver fra nedlagte husdyr i 2014, og af de 15 prøver, var det i syv af tilfældene hunde, der havde ædt af husdyrene.

Den lille risiko for at miste får til ulve (som vi næsten altid hører om i medierne, de sjældne gange det sker) kan endvidere nedbringes yderligere ved hjælp af fårevagthunde eller særlige hegn.

Vi kan med andre ord konkludere: Der er rigeligt med føde til de minimum 100 ulve, forskere forventer der er plads til i Danmark. De udgør ingen nævneværdig fare for mennesker. De tager næsten ingen husdyr, og hvis de gør, kan man få erstatning. De har en stor gavnlig effekt på mange andre arter.

Kort og godt er ulvene en storartet gratis gave til dansk natur.

Der er ikke mange, der har haft held til at fotografere de fritlevende ulve i Danmark – der findes dog enkelte ret klare fotos fra vildtkameraer og andre mere slørede billeder fra diverse observationer. Fotografierne i denne fotoserie stammer heller ikke fra ulveobservationer i naturen, men fra danske dyreparker (Zoologisk Have og Skandinavisk Dyrepark). Og som det er fremgået, stammer større dele af teksten fra bogen Den danske naturs genkomst.

Rune Engelbreth Larsen, oktober 2015
Senest opdateret: marts og juli 2017

Hvis du vil vide mere om Danmarks ulve

> Aksel Bo Madsen et al.: Ulve i Danmark – hvad kan vi forvente? (pdf)
> Mogens Trolle: Fakta om ulven i Danmark (pdf)
> Naturhistorisk Museum i Aarhus: Ulv i Danmark
> Statens Naturhistoriske Museum i København: Ulve i Danmark
> Naturstyrelsen: Ulven
> Ulvetracking Danmark
> Facebook-gruppen Ulv i Danmark
> Facebook-gruppen Ulvens venner