Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere oplagte områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]

Noget af Danmarks vildeste natur kan blive vildere

Hør, Frøerne kvækker i festligt Kor
– det grønneste Vildnis af Sumpen gror.
I Rødbøgens Rod har en Svamp bygget Tag
– derunder en Edderkop spinder sit Flag.

 

Sophus Michaëlis: »Circe« (1927)

2-3 kilometer sydvest for Ålbæk ligger et af Danmarks sidste naturarealer, der med nogen ret kan kaldes et vildnis – Råbjerg Mose. Ca. 500 hektar (eller 5 kvadratkilometer) moseområde, som stier fører ind i og ud af, men som langtfra er farbare overalt, når man drister sig dybere ind vildnisset.

Mod nord grænser mosen op til Ålbæk Klitplantage og er ellers omgivet af yderligere mose- og hedearealer mod syd og øst. Klitplantagen er en af natravnens største yngleområder herhjemme, men er ellers en ret kedelig nåleskovsplantage, hvor træproduktion prioriteres over natur, men den rummer dog et par større stensletter, som vi skal vende tilbage til.

Skønt der er flere hundred private lodsejere med hver deres større eller mindre frimærke i Råbjerg Mose, er det samlede privatejede areal dog overskueligt, og en pæn bid af Råbjerg Mose er ejet af Aage V. Jensen Naturfond.

Oprindelig har naturområderne selvfølgelig været større end i dag, men landbrug og byer har bredt sig og presset området, mest iøjnefaldende umiddelbart vest for Ålbæk Klitplantage, hvor man indtil midten af 1800-tallet kunne opleve Vendsyssels største sø, den 770 hektar store Gårdbo Sø. I 1854 blev halvdelen af søen afvandet, og den endelige tørlægning fandt sted i 1881-83, hvorefter det store areal har været landbrugsjord (Hansen 2011).

Gårdbo Sø ville passe fint ind i naturpuslespillet sammen med de andre store brikker, Råbjerg Mose og Ålbæk Klitplantage, men godsejeren har hidtil været afvisende over for søens genetablering. Hvis en fremtidig lodsejer imidlertid skulle lade sig inspirere af den succesrige genetablering af den 915 hektar store Filsø vest for Varde, ville et kommende naturreservat ikke blot blive otte kvadratkilometer større, men også beriges af yderligere variation i et afvekslende nordjysk naturrige.

Det fine hjørne Kalmar Rimmer uden for afgrænsningen tilhører Frederikshavn Kommune og kunne f.eks. også blive en oplagt del af en udvidelse af området på et tidspunkt, hvis de mellemliggende arealer blev opkøbt.

Men allerede i dag kunne en sammenhængende natur-helhed omfatte Ålbæk Klitplantage, størstedelen af Råbjerg Mose, meget af Napstjært Mose og lidt af Jerup Hede, men altså med mulighed for udvidelser i flere retninger, hvis fremtiden skulle muliggøre et opkøb af flere private arealer, end der er lagt op til her: Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.

Hvorfor vildere natur lige dér?

 

Den foreslåede afgrænsning inkluderer en del af Natura 2000-område nr. 3: Jerup Hede, Råbjerg og Tolshave Mose, som Danmark i forvejen har forpligtet sig til at yde en indsats i forhold til. Her finder vi f.eks. landets største forekomst af det særlige vaskebrætsagtige landskab, der udgøres af rimmer og dopper. Det er det oprindelige stenalderhavs revlestruktur, der i dag er landjord, men stadig veksler mellem forhøjninger (rimmer) og lavninger (dopper), som regel i form af moseområder.

Hedearealerne i dette særegne landskab er endvidere fremkommet af naturen selv, modsat mange andre hedelokaliteter, der er et resultat af menneskers løbende udpining, afbrænding eller tørveskrælning.

Blandt udpegningsgrundlaget for det Natura 2000-område, der overlapper dele af den foreslåede afgrænsning af naturnationalparken, er landets største bestand af hedepletvinge. Denne trængte dagsommerfugl, der tidligere fandtes i større dele af Jylland og enkelte steder på Sjælland, findes i dag stort set kun i enkelte områder nord for Limfjorden. Udpegningsgrundlaget rummer desuden fugle som tinksmed, mosehornugle, rødrygget tornskade og trane.

Men også andre spændende og sjældne arter kan træffes i mosen, der f.eks. er landets eneste lokalitet for mose-post. Her vokser guldblomme, klokke-ensian, mose-troldurt og liden vintergrøn, og der er andre sjældne dagsommerfugle end hedepletvinge, bl.a. ensianblåfugl og skovperlemorsommerfugl. Her findes endvidere den pragtfulde natsommerfugl smalrandet hulebisværmer, hvis hurtige vingeslag næsten får den til at ligne en lille kolibri i luften (og skønt den er en natsommerfugl, flyver den om dagen).

I Napstjært Mose, der grænser op til Råbjerg Mose mod øst, vokser f.eks. også den ret sjældne halvgræs hvid næbfrø, og her lever den store træbuk væver samt yderligere et par sjældne dagsommerfugle, gråbåndet bredpande og spættet bredpande.

Råbjerg Mose var desuden det første område, hvor tranen vendte tilbage som dansk ynglefugl i 1952 efter omtrent 100 års fravær. Her var et uforstyrret udgangspunkt, og siden er antallet af traner steget til over 150 ynglpar i Danmark.

Hvad skal der til?

I 2013-2018 gennemføres et såkaldt EU-LIFE-projekt i Råbjerg Mose og resten af Natura 2000-området for at forbedre naturtilstanden. En række forskellige delprojekter målrettes det 40 kvadratkilometer store naturområde, hvoraf en del overlapper den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.

Ifølge LIFE Råbjerg Mose indebærer projektet bl.a. at bevoksning fjernes eller udtyndes på lysåbne naturtyper, at rynket rose bekæmpes, at arealer med hede og klithede afbrændes for at forynge vegetationen og fjerne ophobede næringsstoffer, og at græsning og slet gennemføres på større arealer, ikke blot i projektperioden, men m.h.p. blivende aftaler. Endvidere annulleres en lang række grøfter for at genetablere naturlig vandbalance, hvilket ikke mindst er tiltrængt på mosearealerne.

Når LIFE-projektet afsluttes, vil store dele af Råbjerg Mose og de øvrige projektområder være i en betydeligt bedre naturtilstand, end da projektet blev påbegyndt i 2013, hvorfor det er afgørende også efterfølgende at bevare (eller forbedre) de opnåede resultater. Det er med andre ord en foræring, der næppe kommer igen foreløbig, hvorfor det er vigtigt at følge yderligere op på indsatsen og tænke længere – og vi(l)dere. For selv om EU-projektet igangsætter græsningstiltag, der gerne skulle fortsætte, er den mest langtidsholdbare model en løsning, hvor naturen i højere grad kan bevare artsrigdommen ‘af sig selv’ på naturens egne præmisser.

Det kræver et område, der er tilstrækkeligt rummeligt til de processer og den dynamik, vi normalt blokerer af bekvemmelighed, pladshensyn eller for at beskytte f.eks. landbrug og skovbrug mod naturens ‘uorden’ – det være sig oversvømmelser, stormfald, lynnedslag eller skov i forfald og så videre. Med andre ord: liv og død, der udfolder sig vildere og mere frit, hvorved levesteder opstår eller forandres kontinuerligt og åbner nicher til flere forskellige arter.

I Ålbæk Plantage bør naturen således få en betydeligt mere fremtrædende plads.

Ålbæk Klitplantage er en ung skov, hvis første nåletræer blev plantet i 1891. Langt hovedparten af plantagens 736 hektar er nåleskov, og en pæn andel heraf er skovfyr, det ene af vore ftre hjemmehørende nåletræer (der også omfatter ene og taks), mens resten af plantagen primært består af sitkagran, contortafyr og bjergfyr. Der er stort set ikke andre løvtræer end de ca. 45 hektar egekrat, der muligvis rummer rester fra den oprindelige egeskov, som var udbredt indtil 1600-tallet – før sandflugten begyndte at hærge i Vendsyssel.

Bag klitplantagens rækker af nåletræer skjuler sig vidder, der åbner sig som et dansk ‘ørkenlandskab’ – Nordre og Søndre Stenslette.

En stenslette er en afblæsningsflade, der fra naturens hånd er brolagt med små eller støre sten. Den er dannet af klitter, som er eroderet ned til en standvold eller gammel stenstrand, og den kan atter sande mere eller mindre til. Vegetationen består bl.a. af sandskæg, laver og hedelyng, og beliggenheden åbner det tætpakkede nåleskovareal i et fascinerende landskabsskue.

Men den omgivende plantage kunne blive til en mere spændende kulisse omkring hede og stensletter – hvis man gjorde en indsats for at skabe flere skovlysninger, tynde ud blandt nåletræerne og tillade flere større planteædere i og omkring slettelandskabet.

Som led i en langsigtet strategi for vildere natur på naturens præmisser burde plantagen således konverteres til vildskov med udsættelse af flere større planteædere, der også ville have gavn af de skønne og forholdsvis vidstrakte stensletter, der sammen med hedearealerne udgør godt en syvendedel af plantagen. Vildheste, vildkvæg, elge elelr bisoner kunne i givet fald supplere områdets hjorte, der både omfatter rådyr, dådyr og krondyr, hvoraf især sidstnævntes nyere historie hænger sammen med lige dele planlægning og tilfældigheder.

Nogle blev udsat i Thy og Han Herred i 1970’erne, og andre stak af fra en indhegning, hvorefter en mindre bestand fandt frem til Ålbæk Klitplantage, Råbjerg Mose og Kragskovhede. Allerede inden udgangen af 1980’erne var de dog væk igen, formodentlig skudt bort som følge af jagt, indtil tilfældets lune atter intervenerede i 1991, og et større antal af både krondyr og dådyr undslap en farm nær Ålbæk. Siden har en blivende bestand efterhånden etableret sig i Vendsyssel, bl.a. omkring Ålbæk Klitplantage.

Men skal skoven udvikle sig i en vildere, mere varieret og mere artsrig retning, er der imidlertid ikke kun behov for flere forskellige planteædere, men også for en afvikling af statens tømmerproduktion. En plantage, hvor træerne ikke får lov til at ældes, dø og forrådne, er nemlig ikke ret meget ‘skov’, men en unaturlig træmark, hvorfor skovdriften må ophøre, så træernes livscyklus i højere grad kan udspille sig på naturligere vilkår.

Og når vi taler om udsættelse af andre planteædere end hjortene, er der behov for hegn, hvis de skal blive inden for det område, deres græsningsadfærd skal gavne.

Hele eller dele af Råbjerg Mose ville således kræve et vidstrakt ydre hegn, hvis vi skulle etablere naturlig helårsgræsning eller slet og ret en permanent udsættelse af flere græssere som en del af naturen. Den foreslåede hegnslinje er 34 kilometer lang og inkluderer næsten hele den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.

Et robust vildthegn ville formodentlig gøre området velegnet til at udsætte elge (ligesom i Lille Vildmose, hvor elge er udsat i 2016-17 for at forhindre højmosearealer i at gro til). Endelig kunne man overveje en aktiv indsats for at udsætte bævere, der ganske vist af sig selv er begyndt at sprede sig nord for Limfjorden i Jammerbugt Kommune – men om en bæverbestand også når frem til (og etablerer sig i) Råbjerg Mose, er vel vanskeligt at spå om, og det kunne måske være en overvejelse værd at hjælpe udviklingen på vej?

Indhegnigen omkring skoven og mosen bør så vidt muligt være semipermeabel, det vil sige, at dyr, der er mindre end krondyr, heste og kvæg (f.eks. alt fra bævere, oddere og rådyr til grævlinge, ræve og ulve), fortsat kan passere ind og ud af området gennem lejlighedsvise ‘tunneller’ under hegnet og derved bidrage til en afvekslende dynamik både inden for og uden for det afgrænsede areal.

Vigtigst er det at begynde med en indsats i de områder, hvor de eksisterende ejerforhold er gunstige – det vil sige, at de er ejet af det offentlige eller af Aage V. Jensen Naturfond. Og det er tilfældet i langt hovedparten af det skitserede areal til Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.

Heraf ejer de mange private lodsejere primært dele af Råbjerg og Napstjært Mose – en række mindre arealer, som samlet set næppe burde være uoverkommelige at opkøbe (eller alternativt udelade i en første fase). Det handler i alle tilfælde om at komme i gang med at få langtidssikret naturarealer med en helhedstænkning, der i modsætning til LIFE-projektet er uden udløbsdato.

Det ville utvivlsomt også være en saltvandsindsprøjtning til lokalområdet, hvis et ambitiøst og blivende naturprojekt af denne karakter for alvor satte naturværdierne på danmarkskortet.

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Mellem Frederikshavn og Ålbæk kunne Danmark få et naturreservat med store skovsletter, et særpræget vaskebrætslandskab og et af vore sidste områder, der har karakter af vildnis.

Rune Engelbreth Larsen, december 2015
Opdateret februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Råbjerg Mose – vildmark med rimmer og dopper
> Fotoserie: Aalbæk Klitplantages ‘ørken’ – Nordre Stenslette
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur