Af Rune Engelbreth Larsen
[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere oplagte områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]
Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vildere, mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 54 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur umiddelbart syd for Skagen ved at etablere Naturnationalpark Skagens Odde …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
I 1800-tallet sluttede den lille istid, som havde stået på i nogle århundreder med køligere temperaturer, der nåede lavpunkter både i midten af 1600-tallet, midten af 1700-tallet og midten af 1800-tallet. Vinteren var generelt koldere end århundrederne før (og efter), og ofte var sommeren og foråret tilsvarende vådere og koldere end normalt med hyppigere og kraftigere storme.
I samme periode var Danmark hærget af sandflugt i historisk omfang. I visse kystregioner blev hele landsbyer så godt som ubeboelige, hvis de da ikke ligefrem forsvandt, og talrige marker druknede under flyvesand. Værst var det på den jyske vestkyst fra Blåvandshuk til Skagen, hvor sandflugten sine steder prægede landskabet helt ind i Midtjylland, men også nordsjællandske kyststrækninger var hårdt ramt.
Strandenge forvandledes til ørkener, mens klitter blæste væk og gjorde kystbyer ekstra sårbare over for stormfloders rasen. Skagen, der i 1500-tallet var på størrelse med datidens København, mistede f.eks. klitternes beskyttelse og blev raseret af en stribe stormfloder, der nærmest reducerede byen til en ubetydelighed i 1590’erne.
Den lille istid var dog næppe årsagen til, at sandflugten antog disse episke dimensioner. Intensiv skovhugst nævnes til tider som en af faktorerne ud fra den betragtning, at skov hidtil havde holdt på sandet, som i stigende omfang blev blotlagt på grund af en stigende efterspørgsel efter brændsel og skibstømmer. Problemet med denne del-forklaring er, at den jyske vestkyst faktisk ikke var særlig skovbevokset i årtusinder op til sandflugtens epoke, hvilket ikke tidligere udløste noget særskilt problem med sandflugt. Derfor er forklaringen måske snarere en kombination af klimaændringerne og en række øvrige indgreb, der har destabiliseret klitnaturen, ikke mindst en hårdhændet græsning, lynghøst og tørvegravning, der fjernede naturens egen evne til at holde på sandet.
Af samme grund blev der i flere omgange lovgivet imod græsning i klitterne for at begrænse de enorme mængder flyvesand, der væltede ind i landet, men loven blev sjældent overholdt.
Løsningen kom først i 1800-tallet og bestod af en aktiv tilplantning med hjælme (hvis lange rødder holder på det løse sand), og en storstilet anlæggelse af klitplantager på lange kyststrækninger. F.eks. blev bjergfyr importeret fra Mellemeuropa og udplantet i kolossale mængder, hvorunder klitheden blev kvalt og forsvandt til fordel for monotone plantagetæpper.
Mange skovarbejdere har set klitplantagerne som en sejrrig krig mellem menneskets nyttiggørende fremskridt og den vilde natur. I den forhenværende klitplantør Chr. Ulrik Sands bog om Tversted Klitplantage skriver daværende borgmester i Skagen, Hemming Nibe Hansen: »Hvor havde vi været, hvis ikke dygtige, fremsynede, tålmodige folk havde plantet? Hvorledes havde dette land set ud, hvis ikke disse nøjsomme trævækster havde tæmmet landets ustyrlighed?« (Sand 1977).
I lejlighedsdigtet »Klittens sang« gør klitplantøren selv tilplantningen til en veritabel krig:
Den jyske bonde med rædsel ser
den stærke fjende med død i følge,
at klitten breder sig mer og mer
med sand opkastet af vind og bølge.
Nu må der handles og stemmes ryg
med sind og tanke mod fjendens tryk.
Naturens kræfter skulle bekæmpes som en »fjende«, og det blev de. Sand takker sine forgængere i faget: »Henfarne forstmænd ved Jyllands kyst, en tak vi bringer for virkelyst.«
Vi har mistet megen oprindelig dansk natur i de beplantede klitområder, der i dag er nåletræsplantager med tømmerproduktion som formål – en tømmerproduktion, der måske ikke er blandt de mest rentable i statsskovene, og hvor man vel nok kunne indstille produktionen og overlade en række af plantagerne til naturen? Dermed kunne vildere klitnatur genetableres i videre udstrækning, og andre dele af nutidens plantager kunne henligge som urørt nåleskov uden tømmerhugst.
Et af de mange steder, vi kunne begynde med at lade naturen råde, er Skagen Klitplantage og Bunken Klitplantage på Skagens Odde, hvor vi i tilknytning til eksisterende klithede sammenlagt kunne få omkring 5.400 hektar vildere natur: Naturnationalpark Skagens Odde.
Hvorfor lige dér?
Sand og klitter bevæger sig, og der er plads til denne naturlige dynamik i større områder i Danmark, hvis altså ikke klitplantagerne står i vejen – det giver flere afblæsningsflader med bart sand og mere varierede levetsteder til varmekrævende arter.
Bortset fra jernbanelinjen, hovedvejen og naturligvis Skagen, Hulsig, Kandestederne og enkelte mindre beboelser er det oplagt at samtænke store dele af Skagens Odde som et sammenhængende naturområde med varieret klitnatur fra kyst til kyst. Med tiden kunne flokke af større planteædere pryde landskaberne og øge oplevelsesrigdommen, mens de bidrog til at give odden endnu mere af sit foranderlige vildmarkspræg tilbage – også dér hvor monotone nåletræsplantager i dag forhindrer naturen i at udvikle sig dynamisk og varieret …
Som det fremgår af kortet til højre, ejer staten og Aage V. Jensen Naturfond store dele af det areal, der foreslås afgrænset som naturnationalpark på naturens præmisser. Der er andre større privatejede arealer inkluderet i forslaget, men de er stort set uden produktion af nogen art og bør i givet fald enten opkøbes af staten eller fonde, så puslespillet hænger helt sammen.
Ved at samtænke al natur på denne del af Skagens Odde inkluderes også Natura 2000-område nr. 2: Råbjerg Mile og Hulsig Hede, hvor Danmark i forvejen er forpligtet over for EU til en særskilt naturindsats.
Natura 2000-områderne er udvalgt for at beskytte særlige naturtyper og arter, der er opført på bilag til EU’s såkaldte habitatdirektiv. På udpegningsgrundlaget for lige netop dette Natura 2000-område er foruden stor vandsalamander og sommerfuglen hedepletvinge også elleve fuglearter: rørdrum, plettet rørvagtel, hjejle, mosehornugle, hedelærke, rødrygget tornskade, hedehøg, trane, tinksmed, markpiber og natravn.
I 2005-10 er stor vandsalamander fundet på 540 lokaliteter i Danmark ifølge Det Nationale Program for Overvågning af Vandmiljøet og Naturen (NOVANA), men er imidlertid meget fåtallig i Vest- og Nordjylland. Ifølge Fugleognatur.dk er der ikke registreret en eneste observation af arten i området.
Af de 11 fuglearter på udpegningsgrundlaget for det pågældende Natura 2000-område, er der heller ingen observationer af rørdrum, plettet rørvagtel, hjejle, hedelærke og markpiber i de senere år.
Der er imidlertid andre sjældne og sjældnere arter i området – i den følgende lille oversigt medtages arterne på udpegningsgrundlaget og et bredere udvalg af de sjældnere arter, såfremt de er registreret efter 2010:
Fugle: aftenfalk, almindelig kjove, hedehøg, høgeugle, kongeørn, krognæb, lærkefalk, mosehornugle, natravn, sort glente, steppehøg, stor korsnæb, trane, tredækker, vendehals. Padder: løgfrø, strandtudse.
Karplanter: aflangbladet vandaks, almindelig månerude, almindelig ulvefod, benbæk, brun næbfrø, børste-siv, dværgulvefod, eng-troldurt, guldblomme, fin bunke, fin siv, hjertebladet fliglæbe, hollandsk hullæbe, kambregne, kattefod, klatrende lærkespore, klit-kambunke, klokke-ensian, klit-rose, klit-siv, liden soldug, liden ulvefod, liden vintergrøn, lund-padderok, mose-troldurt, nordisk øjetrøst, otteradet ulvefod, pilledrager, plettet gøgeurt, rosmarinlyng, sand-siv, skagen-hullæbe, småblomstret siv, stilk siv, strandbo, svømmende sumpskærm, tråd-siv, tusindfrø, vandportulak. Bladmosser: gulkuglet nikkemos, tvebo ribbeløv. Svampe: kantarel-vokshat, kær-vokshat, sortdugget vokshat.
Spindlere: erugibekka ugbibukusm glat langbensmejer, kaestneria pullata, labyrintedderkop, smuk voksedderkop, vandedderkop.
Natsommerfugle: pileborer, smalrandet humlebisværmer. Dagsommerfugle: argusblåfugl, engblåfugl, gråbåndet bredpande, hedepletvinge, isblåfugl, kommabredpande, klitperlemorsommerfugl, markperlemorsommerfugl, moserandøje, skovperlesommerfugl, spættet bredpande, svalehale, violetrandet ildfugl. Guldsmede: lille farvevandnymfe.
Andre insekter: apion minimum, brun bugsvømmer, gulplettet agersvirreflue, dyndløber, grubeløber, hedegræshoppe, hieroglyf-mariehøne, hygrotus novemlineatus, klitbladbille, klitbugsvømmer, klitplasterbille, lille guldløber, lyngløber, moshumle, nordisk myreløve, pileborer, sekspunktet kvikløber, rabdophaga jaapi, sortkindet kejserrovbille, stor bkidbum, stor klitskyggebille, vortebider, væver.
Kilde: Fugleognatur.dk, NOVANA
God oplevelsesrigdom og fotojagt derude – deroppe. I det følgende skal vi se nærmere på, hvordan området kunne blive til rigere og mere afvekslende natur.
Fra plantagemonotoni til varieret klitnatur – hvad skal der til?
De danske klitsystemer er blandt de bedst bevarede i Europa og dækker en tredjedel af hele det nordeuropæiske klitareal. Dermed udgør de et dansk natur- og landskabstræk, der også i europæisk perspektiv rummer særegne naturværdier –værdier, som Skagens Odde er rig på.
Historisk var det som nævnt et stort problem, at klitvegetationen blev høstet og græsset for voldsomt, og at tørv og brænde blev indsamlet i stor stil, hvorved klitterne blev til sandflugtsmaskiner under de usædvanlige klimatiske forhold i den lille istid. I dag er det imidlertid ikke mindst manglen på klitternes mobilitet og sandflugt, der er naturens problem. I dag er der alt for lidt græsning, alt for mange tømmerproduktionsplantager, og for megen næringsstofbelastning, der øger tilgroningen og fastfryser et mere statisk naturbillede – og for at gøre ondt værre har et netværk af afvandingskanaler og grøfter skabt et unaturligt tørt miljø.
De arter, der er afhængige af en dynamisk klitnatur med en blottet, fluktuerende vandstand i foranderlige vådområder, mangler derfor den plads, som tørre og ensformige plantager har lagt beslag på. Eller som det udtrykkes af Kill Persson, der er biolog ved Länsstyrelsen i Halland, hvor det historiske sandflugtsproblem også har været kendt: »Mange anstrengelser blev lagt for dagen for at binde sandet. I dag er problemet det omvendte. Slip sandet fri – for blomsters og biers skyld!« (Persson 2007)
Og da sandflugten ikke udgør nogen trussel, så længe vi ikke gentager fortidens overgræsning, tørvegravning og rovhøst af klitvegetationen, er de kunstigt anlagte nåletræsplantager et fortidslevn, der på den ene side udgør en naturforarmende barriere for klitnaturens dynamiske processer – men på den anden side nogle steder også har udviklet naturværdier, som er værd at bevare.
Ifølge rapporten Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove, der analyserer vigtigheden af urørt skov for at standse biodiversitetstabet i de danske skove, er det ganske vist primært løvskovene, der er centrale for bevarelsen af de danske skoves artsmangfoldighed, men langtfra alle nåletræsbevoksninger er ubetydelige. F.eks. er flere af skovarealerne på Skagens Odde fremhævet som vigtige skove, hvor tømmerproduktionen bør ophøre af hensyn til biodiversiteten (Petersen m.fl. 2016).
Skovene skal være uden tømmerhugst og gerne have de såkaldte forstyrrelser tilbage, det vil sige naturens egen evne til at forny og forandre sig kontinuerligt. I klitnaturen indebærer det bl.a. at skabe mere plads til bart sand og fugtige klitlavninger i et omskifteligt samspil, og i skovene handler det om flere skovlysninger, vådområder og gamle og døende træer. Begge dele fremmes af større planteædere, der roder rundt i naturen, skaber variation og holder tilgroning i skak.
Vildheste og bisoner kan f.eks. være en del af løsningen på den forarmede klitnatur på udvalgte nordeuropæiske kystlokaliteter, og de kunne også bidrage til at bekæmpe den eksisterende tilgroning i flere kystnære nåletræsbevoksninger.
Hvis ikke der bliver gjort en større indsats med henblik på permanent at gavne klitnaturen, vil biodiversitetstabet fortsætte – og for en række arter sikkert være uopretteligt. Forskere vurderer f.eks., at klitnaturen i Wales med stor sandsynlighed vil miste »a significant number of priority species« allerede inden for de kommende tyve år, hvis ikke der bliver gjort noget »on a significant scale« (Pye m.fl. 2014). Den vurdering er måske heller ikke helt irrelevant under danske forhold?
Naturnationalpark Skagens Odde
Naturstyrelsen har også et vist fokus på vigtigheden af at få dynamikken tilbage i klitnaturen. I Gyttegård Plantage ved Billund har man f.eks. fjernet overjorden fra en hektar land for at fritlægge sandet, der således igen kan blive til flyvesand og genskabe åbne klitarealer. Det er et lille hjørne af 70 hektar, der atter skal være hede og klitter frem for plantage.
Herhjemme er man altså gået i gang med at genoprette forarmet klitnatur i isolerede projekter, men der er lang vej endnu. En række forskere fastslår med med sans for paradoksaliteten, at Danmarks klitnatur »trues af stabilitet«. Som eksemplificeret ovenfor er der ganske vist et paradigmeskifte i gang, men behovet for ‘forstyrrelser’ i kontrast til statisk ‘stabilitet’ er ikke slået helt igennem i forvaltningen endnu: »På trods af disse tiltag mangler der stadig en overordnet, langsigtet forvaltningsplan for klitterne, der har mere fokus på bevaring og genopretning af den naturlige dynamik end på bekæmpelse af sandflugt.« (Brunbjerg 2015).
At også flere forskellige større planteædere generelt er en af de vigtigste manglende faktorer i dansk natur, er der ingen tvivl om, men udover elgene i Lille Vildmose er det fortsat kun få, små og ikke altid lige velvalgte områder i Danmark, hvor større planteædere er blevet udsat permanent for at skabe dynamik og holde tilgroning i ave. Med inspiration fra Holland er det nærliggende at overveje bisoner og vildheste, men i sidste ende er det selvfølgelig afgørende, at det er fageksperter, som vurderer, hvilke – og hvor mange – specifikke planteædere der vil egne sig bedst under de givne forhold på Skagens Odde.
Jo større og mere sammenhængende naturarealer, desto bedre, fordi det giver større og friere bevægelighed, og fordi der dermed er plads til flere dyr, hvilket udelukker eller mindsker risikoen for indavl. Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Skagens Odde er som nævnt på ca. 5.400 hektar, og det giver god plads til hundredvis af større planteædere, men hvor der skal flere planteædere ud, skal der hegn op – ellers bliver de ikke i de områder, det er hensigten.
Nedenstående forslag til en hegnslinje tager udgangspunkt i, at området kan samtænkes på tværs af Skagens Odde hele vejen fra vestkysten ud mod Skagerrak til østkysten ud mod Kattegat. I princippet kunne man i og for sig nøjes med ét 11 kilometer langt hegn tværs over odden i den sydligste ende af afgrænsningen (f.eks. ved Råbjergvej, syd for Råbjerg Hede og Bunken Klitplantage), eftersom de store planteædere er skikkelige. De foretrækker selvfølgelig naturarealer, men skulle de en sjælden gang imellem trave gennem en by, er det jo i grunden kun hyggeligt.
Naturligvis er der en lille risiko for sammenstød, hvis et dyr krydser hovedvejen eller jernbanelinjen, men det er jo i forvejen tilfældet, hvad angår krondyr og rådyr mange steder i landet, og burde derfor ikke give anledning til særskilte problemer. I modsat fald skal området tværdeles langs hovedvejen i nordsydlig retning, hvilket fordyrer projektet lidt med en hegnslinje på begge sider af vejen. Men det er en mulighed.
Et 4 kilometer langt hegn tværs over odden i den nordlige ende kan muligvis også være en idé af hensyn til turistbyen Skagen i en ’tilvænnende’ fase, når man tager den proportionsløse skepsis over for selv meget fredelige vilde dyr herhjemme i betragtning (karakteristisk nok skænker vi det sjældent en tanke, at man i talrige beboede områder verden over lever med vilde rovdyr af langt mindre sky karakter end f.eks. de harmløse ulve, der er begyndt at komme til Danmark i de senere år).
De to hegn af sammenlagt 15 kilometers længde vil koste ca. 2,5-4,5 mio. kr., hvis vi som udgangspunkt skæver til priser på bison- og elg-hegn, inkl. låger, hvortil kommer udgifter til færister og indkøb af dyr m.m. De udgifter, der er forbundet med at initiere en dynamisk nåleskov, hvor der i dag er statiske klitplantager, er formodentlig beskedne, hvis man udnytter naturens egne kræfter.
Det handler om at komme væk fra de ordnede plantager og begynde en udvikling i retning af en mere foranderlig skovudvikling, og det kan vind og vejr bidrage til på afgørende vis. Ved en beskeden rydning af de yderste plantagerækker mod vest, hvor træerne er særligt hårdføre efter årevis med tilvænning til stormens styrke, kan vinden efterfølgende få direkte adgang til de mindre hårdføre nåletræer, og skoven rystes bogstavelig talt i kravetøjet – eller trækronerne, for at være mere præcis. Faldne stammer skaber masser af dødt træmateriale, flere lysninger og varierede levesteder, som de udsatte planteædere varierer og vedligeholder, hvorefter skoven kan begynde en ny udvikling på naturligere præmisser.
Engangsudgifterne til at iværksætte dette vil dermed næppe beløbe sig til over 10 mio. kr. for tiltag, der omfatter statens og Aage V. Jensen Naturfonds arealer. Til gengæld er trods alt ca. 18% af det afgrænsede areal på denne del af Skagens Odde i dag ejet af andre private lodsejere, og hvis i omegnen af 1.000 hektar skal opkøbes, føjer vi 100-150 mio. kr. til udgiftssiden.
Det er dog ikke noget urealistisk beløb i sammenligning med andre to- og trecifrede millionbeløb, som fonde i forvejen har doneret til naturprojekter forskellige steder i landet, hvis man tænker på at søge finansering hos private fonde og Den Danske Naturfond – og i øvrigt betænker, at en sådan donation ikke alene kan få stor betydning for natur og biodiversitet, men også for en øget natur-turisme til et spektakulært naturreservat.
Alternativet er at indgå permanent bindende aftaler med samtlige private lodsejere om fælles forvaltning med mindst samme høje ambitionsniveau på naturens præmisser, der her er lagt op til.
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og Aage V. Jensen Naturfonds naturreservater; undersøg dernæst mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af privatejede arealer.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov og klithede med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Råbjerg Mile kunne blive naturens vartegn for en kommende Naturnationalpark Skagens Odde – en vandrende kæmpeklit, der efterlader et bredt bælte af kvalitetsnatur bag sig. Et træffende billede på, at naturen godt kan selv, hvis blot vi giver den lidt mere plads, fjerner unødige blokeringer og genetablerer udgangsbetingelserne for den foranderlighedens dynamik, der er naturens egen biodiversitetsgenerator.
Naturen er ikke en »fjende«, der skal besejres, og klitplantagerne er ikke længere en front i krigen mod klitnatur og sandflugt. Tværtimod er det klitnaturen, der er trængt, og biodiversiteten, som er stærkt nedadgående, og derfor er der brug for mere naturligt kaos i klitterne.
Det giver mere vildskab på vidderne, vildskove uden skovhugst og flere varierede vådområder. Og større naturoplevelser over hele linjen.
Rune Engelbreth Larsen, juli 2016
Tak til Ane Kirstine Brunbjerg og Hans Henrik Bruun for råd og input
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript
APROPOS
> Fotoserie: Hulsig Hede og Skagen Klitplantage
> Fotoserie: Råbjerg Mile – vild, vandrende og variabel klitnatur
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur