Når man er naturglad, men selv bor langt fra spændende naturværdier, er Solskinsøen selvsagt en af destinationerne på ønskelisten. Heldigvis har jeg da også været her flere gange for at fotografere til en kommende naturbog, der handler om mulighederne for ambitiøse naturområder på offentligt ejede arealer landet over.På Bornholm har jeg fotograferet ved Hammeren, Slotslyngen og Almindingen, fordi bogen også rummer forslag til at løfte naturkvaliteterne netop her. Og for at adskille forslagene fra nationalparkernes perifere naturprioriteringer kalder jeg dem for ‘Natur-nationalpark Almindingen’ og ‘Natur-nationalpark Hammeren & Slotslyngen’. En vigtig pointe er, at afgrænsningen skal undgå de lokale stridigheder, nationalparker ofte har medført.

På den ene side har mange lodsejere frygtet fremtidige restriktioner og derfor afvist nationalpark-planer, og på den anden side har andre ærgret sig over, at nationalparkerne er endt med laveste fællesnævner. Derfor skal der tænkes nyt: Vi skal løse den gordiske knude og både gavne naturværdierne og undgå lodsejerkonflikterne.

Forskerne er enige om, at naturen har desperat brug for plads, hvor naturværdierne har højeste prioritet med en mere målrettet indsats for biodiversiteten.

Et af naturens store problemer er tilgroning, fordi få planter breder sig voldsomt og skygger mange andre væk. Det går ud over insekter, der er afhængige af de forsvundne planter, og efterfølgende ud over de arter, der er afhængige af de forsvundne insekter – osv. Naturstyrelsen gør en vigtig indsats, men aldrig har så mange arter været så truet, hvorfor det er nødvendigt at målrette flere tiltag på naturens præmisser.

Skal den onde cirkel brydes, er der bl.a. brug for flere store planteædere som en integreret del af naturen året rundt, ikke kun på få arealer om sommeren. Utallige andre arter har jo gennem hundredtusindvis af år tilpasset sig samspillet med langt flere forskellige planteædere end i dag.

Nu kan jeg forstå, at nationalparkprocessen er strandet på Bornholm, og jeg vil derfor forsigtigt byde ind med forslag til de to nævnte natur-nationalparker, der på samme tid kan 1) løfte naturværdierne, 2) undgå konflikter med private lodsejere, 3) gavne turismen – og 4) næppe behøver koste skatteyderne en krone.

Det handler om vildere og mere ‘naturlig’ natur. Flere store planteædere kan gavne naturen og begrænse tilgroning på Slotslyngen, Hammeren og i de offentlige skovarealer i Almindingen, f.eks. vildheste, helårsgræssende kvæg, krondyr og bisoner. Den lille bisonskov giver allerede i dag en forsmag.

Det kræver hegn (selvfølgelig med mange indgange og fuld offentlig adgang) for at sikre, at dyrene ikke løber ud på landmændenes marker. Men det kræver også, at skovene får lov til at være naturligere og mere eventyrlige vildskove, altså et stop for motorsavenes tømmerproduktion (gerne efter indledende etablering af skovlysninger).

Sådanne tiltag bør gennemarbejdes og konkretiseres i detalje af fageksperter, men potentialet er helt sikkert til stede – og det ville afgjort føre til international opmærksomhed med store muligheder for øens turisterhverv.

Men hvem skal så betale? En eller flere fonde.

Den Danske Naturfond har en pengetank på 875 mio. kr., der netop er beregnet til ambitiøse naturområder – men også andre fonde har i de senere år viet økonomiske muskler til natur. Bikubenfonden købte og finansierede store naturtiltag i Svanninge Bjerge for få år siden, Nordea bevilligede for nylig Naturpark Amager 55 mio. kr., og Aage V. Jensen Naturfond har finansieret naturprojekter for hundredvis af millioner. 15. Juni Fonden har støttet adskillige mindre projekter (f.eks. formidling og bevaring af Hammershusklippens flora). For blot at nævne nogle.

Måske kan det lade sig gøre at undgå lodsejerkonflikter, forbedre naturværdierne på naturens præmisser og øge oplevelsesværdierne til alles glæde – uden skattekroner. Win win win win.

I det mindste er det vel et helhjertet og ambitiøst forsøg værd?