Af Rune Engelbreth Larsen
[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vildere, mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 15 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur på kanten af hovedstaden: Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Skovens Konge og dens hof bor klods op og ned af hovedstaden
Skovens Konge kigger nysgerrigt ud mellem de store stammer uden at tage anden notits af fotografen end en doven konstatering. Snart vandrer den adstadigt videre og genoptager dét, det hele handler om i efteråret: det dybe brøl, der røber krondyrenes brunsttid.
Det er en ældre herre med et stort forgrenet gevir – en 18-ender kalder man kronhjorte af denne imponerende statur, når geviret munder ud i 17 eller 18 ender (sprosser). Fritlevende kronhjorte bliver sjældent over 14-ender, men i Dyrehaven kan de kan godt få et gevir med 22-24 ender (verdensrekorden skal man til New Zealand efter – en abnorm 57-ender).
En »strunkkneisende« kronhjort, er ordet, som den gamle Homer-oversætter Christian Wilster lod gengive synet af en af disse majestætiske hjorte i sin oversættelse af Odysseen (1837) – digteren Christian Winther fra samme tid beskrev den således i Hjortens Flugt (1855):
Et stolt Gevir sig reiste
Høit mellem Løvet Frem;
En Kronhjort stod og kneiste
Og stirred stivt paa dem!
Der er flere konger blandt de 300 krondyr i den 1.100 hektar store Jægersborg Dyrehave, hvis historie går helt tilbage til 1669, og hvor det er forholdsvis let at opleve de ellers så sky dyr. Her regerer de over 1.600 dådyr og 100 sika-hjorte i afvekslende skovlandskaber med sletter, lysninger, søer og moser, der breder sig ud bag det store hegn. Naturstyrelsen er dog den kejserlige overmyndighed, som hvert år regulerer krondyrene og deres hof, så hjortebestanden forbliver på ca. 2.000 dyr.
Der mangler med andre ord kun rådyr for at få fuldt hus i forhold til de fire danske hjortearter, men som vi skal vende tilbage til, er det måske snarere nogle andre af de større planteædere, der med fordel kunne overvejes som en del af viften – især hvis området knyttes sammen med Jægersborg Hegn.
‘Dyrehave’ lyder kunstigt, og der er dem, der mener, at hegnede områder ikke gælder som ‘rigtig’ natur, for her kan de store planteædere jo ikke komme og gå, som de vil.
Hegn er imidlertid almindelige i naturreservater mange steder i verden, både af hensyn til dyr og mennesker, og i Jægersborg Dyrehave bidrager hegnet til at bevare en større og tættere bestand af hjorte, end vi normalt ser i naturen. Det skyldes dog ikke alene, at Dyrehaven er kunstigt hegnet, men i endnu højere grad, at bestandtætheden af større planteædere i det meste af skovene og det åbne land generelt er ‘kunstigt’ lav.
Men forvaltningen af Dyrehavens hjorte er dog ikke blot reguleret af hensyn til at opnå en mere naturlig bestandstørrelse uden for vores øvrige fragmenterede natur, men derimod for at få en endnu større og dermed lige så ‘unaturlig’ bestand. Årsagen er vel primært et ønske om at indfri den formodede publikumsforventning om let adgang til at se de flotte hjorte, men samtidig tilgodeser man også en ganske særlig eksportmulighed.
I Dyrehaven går f.eks. bestande af hvide krondyr og hvide dådyr, hvoraf førstnævnte er særligt populære. De er ikke albinoer, men efterkommere af de dyr, som Christian den 6. fik i gave af kurfyrst August af Sachsen helt tilbage i 1737. Naturstyrelsen sørger for, at der altid er 15-20 hvide krondyr i Dyrehavens bestand med mulighed for at eksportere de overskydende, som er »eftertragtet i hele verden«.
Som vi skal se i det følgende, er Dyrehaven imidlertid rig på potentiale for at udvikle og beskytte naturværdierne på mere naturlig vis, også med den nuværende offentlige adgang. Området kan som nævnt udvides mod nord i Rudersdal Kommune, hvor skoven fortsætter og bliver til Jægersborg Hegn, og det er derfor mere end nærliggende for både natur- og oplevelsesværdierne at forvalte de to statsejede skovområder som ét sammenhængende naturreservat: Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave.
Naturbeskyttet område til trængte arter eller gødsket golfbane?
En golfbane skærer ind over den nordlige del af Jægersborg Dyrehave syd for Mølleåen og æder dermed en stor bid af Eremitage Sletten. Den er anlagt i 1928, men burde have været placeret et andet sted, hvis man dengang havde haft bedre øje for vigtigheden af større sammenhængende naturområder. Københavns Golfklubs anstrengelser for at holde greenen unaturligt blomsterfri beslaglægger således et potentielt naturareal.
Til gengæld er det forbudt for Københavns Golfklub at anvende pesticider på arealet, der således ikke er en del af den årlige statistik over giftforbruget på landets golfbaner (i 2014 blev der f.eks. sammenlagt brugt 4.421 kg sprøjtemidler fordelt på ukrudtsmidler, svampemidler, insektmidler og sneglemidler; jf. indberettede data til IT systemet Greendata).
For at få en mørkere farve på greenen øges imidlertid den regelmæssige tilførsel af jernsulfat, tangpræparater og farvepigmenter med risiko for at hæmme dele af den oprindelige vegetation (såfremt der er noget tilbage af den på greenen).
Klubben er i øvrigt overgået fra greens »domineret af ukrudtsgræsser til en overvægt af kulturgræsser«, hvilket heller ikke er optimalt for biodiversiteten på golfbanens areal, der rummer internationalt beskyttede arter. Endvidere har man efter eget udsagn ‘gjort op med’ den tidligere »myte«, at fairways er selvgødende som følge af hjortenes afføring, hvorfor der er etableret et gødningsprogram for at skabe »bedre vækst, mere farve og bedre definition« (jf. medlemsbladet Eremitagen nr. 94, juni 2015).
En del af selve golfbanens raison d’être er således aktivt at modarbejde biodiversitet, eftersom naturlig biodiversitet i golfsammenhænge godt være »skadevoldere« og »ukrudtsarter«, der skal udryddes.
Derfor kan det også undre, at golfbanen blev inkluderet i udpegningen af et internationalt beskyttet Natura 2000-område, der strækker sig over store dele af Jægersborg Dyrehave. Natura 2000-områdernes formål er at sikre en række udvalgte naturtypers og arters gunstige bevaringsstatus, men det er vanskeligt, så længe man også skal tilgodese helt andre sportslige behov, der kræver et særegent ‘design’ af vegetationens sammensætning og struktur med biodiversitetshæmmende midler.
Muligvis har man inkluderet golfbanen i det beskyttede område i håb om, at det engang i fremtiden kan ‘vende tilbage’ til naturen, og at vigtigheden af at vægte naturhensynene højt (til den tid) dermed er tilkendegivet. Desværre er det snarere med til at devaluere begreberne og så tvivl om fagligheden og stringensen bag udpegningen af danske områder med international naturbeskyttelse.
Desuden har golfbanen en af Danmarks mest eftertragtede beliggenheder og nærmer sig sit 90 års jubilæum, hvorfor den utvivlsomt er kommet for at blive. Og selv om Dansk Golf Union bestemt ikke er uimodtagelige over for naturhensyn, er intentionen selvsagt langtfra at prioritere biodiversiteten højest, hvilket jo ellers burde være hovedprioriteten i naturbeskyttede områder. Men greenens karseklippede, designede, farvede og gødskede kulturgræsser plejes og tilpasses en ganske anden monotoni end den naturlige, foranderlige og mangfoldige vegetation.
Det må så øge den udtalte undren yderligere, at golfbanen ikke blot er udpeget som Natura 2000-areal, men også karakteriseres som »græsningsskov« af Naturstyrelsen. Græsningsskov er betegnelsen for et skovareal, hvor der går større græssende planteædere for at gavne naturen – men selv om hjortene i Dyrehavene godt kan slå et smut ind over greenen på golfbanen, kan man næppe med rimeligheden i behold kalde en golfbane for en græsningsskov.
For mange hjorte på for lidt plads
Indledningsvis var vi inde på, at der som regel er for lavt græsningstryk (det vil sige for få større planteædere) i store dele af dansk natur, men undtagelsesvist er det alt for højt. Når græsning således mod forventning ikke bidrager til god bevaringsstatus af arter og naturtyper, kan det altså både skyldes, at græsningstrykket er alt for lavt eller alt for højt (Buttenschøn 2007: 39).
Det sidstnævnte er en udtalt risiko, når f.eks. kødkvæg anvendes til at sommergræsse naturarealer, og kreaturernes ejer er mest optaget af at sikre sig mange velnærede, hvorved der sættes for mange dyr ud, og alle botaniske værdier risikerer at blive bortædt. Det holder ikke blot tilgroningen i skak – som tilsigtet fra et naturmæssigt synspunkt – men rydder derved hele den varierede vegetation, det ellers skulle være formålet at bevare og øge.
I et naturreservat på naturligere præmisser er hensigten at højne naturværdier og biodiversitet, så både flora og fauna får bedre forhold, og det kræver et naturligt varieret græsningstryk, hvor dyrene er tilpasset fødegrundlaget året rundt.
Der skal med andre ord også være nok at æde om vinteren, hvor der er betydeligt mindre end om sommeren, hvilket således understøtter et antal dyr, der til gengæld ikke kan æde alt op om sommeren. Derved græsses mere afvekslende – altså meget hist og lidt pist – hvilket skaber forandring og fremmer vegetationens variation og mangfoldighed så ‘ukunstigt’ som muligt.
I Jægersborg Dyrehave er man derimod gået for langt ved at opretholde en stor hjortebestand, der overstiger det tilgængelige fødegrundlag, som områdets skov og græsland ville kunne understøtte af sig selv. Derfor tilskudfodres hjortene, og der dyrkes ligefrem afgrøder på Eremitagesletten som foder.
Dels går det ud over det, der kunne have været en spændende og afvekslende græslandsvegetation på sletterne, dels er der slet ingen naturlig opvækst af træer (Møller & Sand-Jensen 2010: 333). Og som om det ikke var nok, dyrker Naturstyrelsen yderligere afgrøder til Dyrehavens hjorte i et helt andet naturområde – nemlig i Søllerød Naturpark, hvor de opdyrkede marker kaldes »en seværdighed i sig selv«, skønt de jo også dér er en hindring for naturlig artsrigdom.
Hvad enten man vil øge ambitionerne og udvikle et regulært naturreservat eller ej, er det problematisk, at naturområder ikke får lov til at udvikle sig uden tilskudsfodring og statslig opdyrkning.
Oveni hatten kommer det eksisterende statslige skovbrug, der anvender dele af Jægersborg Dyrehave og det meste af Jægersborg Hegn som tømmerressource. Det er en afgørende fordel, at Naturstyrelsen lader mange gamle træer få lov til at henfalde og blive en naturlig del af skovens livscyklus i større dele af Dyrehaven – men bedre at gøre hele Dyrehaven og Jægersborg Hegn til såkaldt urørt skov, hvor træerne på hele skovarealet får lov til at spire, gro, ældes, henfalde, dø og formuldes naturligt?
Som antydet har de nævnte indgreb og reguleringer ikke naturværdierne som mål, men tømmerværdi og PR-værdi. Den prioritering skal selvfølgelig ændres, hvis natur og biodiversitet skal være centrum for udviklingen i Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn.
I rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove udpeges de 13 procent af det danske skovareal (75.000 hektar), der skal udlægges til urørt skov og således fritages for tømmerproduktion, hvis tabet af biodiversitet i skovene skal standses (Petersen m.fl. 2016).
På kortet over de områder, hvis skovarealer bør undslippe skovdrift af hensyn til biodiversiteten, fremgår det, at Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn er blandt de udpegede. Der er med andre ord solid forskningsbelæg for, at skovdriften med fordel bør ophøre i netop disse områder.
Stort potentiale kræver stor omtanke
Biodiversitetkortet er bl.a. et prioriteringsværktøj, der markerer forekomsten af truede arter og forekomsten af potentielle levesteder som bioscore på en skala fra 1-20 point (Ejrnæs m.fl. 2014). Af Biodiversitetskortet fremgår det f.eks., at Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn har høj bioscore, hvilket imidlertid også kan blive en sovepude, der fører til skuldertræk over for alt fra agerbrug og tømmerproduktion til gødskning, golf og overdrevet græsningstryk. Høj bioscore skal ikke forveksles med, at naturen nødvendigvis er i topform.
Ikke alene fortæller en høj bioscore ikke, at anything goes, men den fortæller heller ikke, at den eksisterende forvaltning er til et 12-tal, eller at truede arter og levesteder beskyttes optimalt og har gunstig bevaringsstatus. Eksempelvis fremgår det af den seneste EU-indrapportering af bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper (som Danmark er forpligtet til at yde særlig beskyttelse), at skov har 100% »stærkt ugunstig bevaringsstatus« (Fredshavn, J., m.fl. 2014) – til trods for at nogle af vore skove har høj bioscore.
Når naturområder har høj bioscore, indikerer det først og fremmest arealernes betydning som levesteder for truede arter på baggrund af et historisk udgangspunkt med en rig variation og stor artsrigdom. Betydningen af en eventuel naturindsats kan ikke konstateres på denne baggrund alene, og man kan som nævnt ikke aflæse, om naturtyper og arter aktuelt og fremadrettet også har gunstig bevaringsstatus, eller om udvalgte truede arter og deres levesteder faktisk går frem eller tilbage.
Truede arter kan f.eks. være i tilbagegang, selv om de ikke er væk endnu og stadig bidrager formelt til høj bioscore, hvilket er tilfældet mange steder. Når derfor Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn har høj bioscore, mens forskere f.eks. samtidig fastslår, at skov har 100% stærkt ugunstig bevaringsstatus, og at skovdrift er en trussel mod skovenes biodiversitet, fortæller det os, 1) at der endnu er mange truede arter og potentielle levesteder i områderne, og 2) at udviklingen generelt går i den forkerte retning.
Derfor er høj bioscore ikke en faktor, der kan bruges selektivt som argument for business as usual i forhold til den eksisterende naturforvaltning, men som en vigtig indikator for, at potentialet for en gunstig naturudvikling med høj biodiversitet er til stede. Andre indikatorer kan så supplerende fortælle os, at det af samme grund er vigtigt at afvikle de tiltag, der ikke fremmer biodiversiteten, for omvendt at afsøge mulighederne for at gavne naturen på naturens præmisser.
Det er det, der er pointen med Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave: vildere natur med flere naturlige processer.
Som det fremgår af kortene, er den foreslåede afgrænsning af arealet 100% statsejet, overlapper Natura 2000 med forpligtelser til en særegen naturbeskyttelse og har som nævnt høj bioscore, hvilket indikerer stort potentiale for at bevare truede arter og deres levesteder (hvis indsatsen er målrettet og fagligt kvalificeret). Rammerne er altså i orden – det er indsatsen inden for rammerne, der trænger til en opgradering.
Den lille ‘hjort’, men kæmpestore bille – eghjorten
Udsætning kan være glimrende i enkelte tilfælde, hvor det foregår med henblik på at gavne naturværdierne i øvrigt, hvilket som regel gør sig gældende, når der udsættes større planteædere, fordi de ikke bare betyder tilførelsen af én eller flere arter, men også er nøglearter i form af levende naturgenoprettere, hvis adfærd skaber rum og levesteder til mange andre arter.
Det kan man ikke sige om en af de mest omtalte udsætninger i de senere år – kæmpebillen eghjort, der blev udsat i Jærgersborg Dyrehave i 2013. Den har været uddød i Danmark siden 1970, fordi dens naturlige levesteder simpelthen er forsvundet.
Som mange andre mindre kendte insekter og organismer er den afhængig af dødt ved fra gamle løvtræer, men i Danmark fældes løvtræerne i stor stil, længe før de bliver gamle nok til at dø en naturlig død og blive til dødt ved.
Eghjorte udsættes derfor fem år i træk i Dyrehaven 2013-17, f.eks. blev der udsat 40 biller i juni 2016, og dermed er der indtil videre udsat 250 enten som biller eller larver.
Men det havde måske nok været mere fremsynet generelt at sørge for mere dødt ved i de danske skove i almindelighed af hensyn til andre såkaldte vedboende dyr og organismer. Eghjorten er mest et ‘eksotisk’ indslag med høj PR-værdi, men lille naturværdi, og dens tilbagekomst i Dyrehaven ændrer ikke ved, at dens uddøen i Danmark er et symptom på naturforarmelsen i vore skove.
Hvad man også kunne overveje, er at udsætte større planteædere, som reelt gavner områdets biodiversitet. Det kunne være vildsvin (i hvilket tilfælde golfbanen dog skulle frahegnes) eller elge i tilknytning til en reduktion af hjortebestanden og/eller en udvidelse af det hegnede område med Jægersborg Hegn? Dette område har faktisk også tidligere været en del af Dyrehaven, indtil områderne blev separeret i 1832 (og afgrænsningen mellem de to områder er forrykket flere gange gennem tiden).
Publikumsoplevelsen ville kun blive endnu mere større, hvis der er flere forskellige større planteædere, men vigtigst ville et naturligere og afvekslende græsningstryk have en gunstig effekt på vegetationen og biodiversiteten. Det ville naturligvis forudsætte fageksperters forudgående analyse af fødegrundlaget og den mest optimale vifte af planteædere for et sammenknyttet naturreservat fra Jægersborg Dyrehave i syd til Jægersborg Hegn i nord.
Det ville indebære en åbning af hegnet mellem Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn, hvilket i og for sig ligger i forlængelse af den forøgelse af det tilgængelige areal, som Naturstyrelsen allerede har gennemført i september 2016, hvor Fortunens Indelukke blev åbnet for hjortene, og tidligere, da Stampeskov blev inkluderet i Dyrehaven.
Golfbanen bør til gengæld ikke være en del naturreservat, om end det er hensigtsmæssigt fortsat at lade golfklubbens klubhus være omfattet af det afgrænsede areal, for ikke at begrænse den naturlige sammenhæng mellem Jægersborg Dyrehave og Hegn yderligere. Endvidere bør golfbanen dog stadig være inden for den ydre hegnslinje, så de græssende dyr stadig kan fremme biodiversiteten dér.
Udvides den eksisterende ydre hegnslinje til at omfatte Jægersborg Hegn, kan det f.eks. blive en hegnslinje à la den, der fremgår af kortet til højre:
Da ca. 11 kilometer af det nuværende hegn kan forblive, som det er, skal en forlænget hegnslinje på ca. 13 km finansieres, eftersom den foreslåede nye hegnslinje måler ca. 24 km – hvilket er en overkommelig udgift på ca. 2 mio. kr. Dertil kommer udgifter til bl.a. biodiversitetsforskeres udarbejdelse af en detaljeret plan, omtrent otte nye låger eller færiste, hvor den nye hegnslinje krydser større veje, og eventuelt til supplerende dyr til udsætning. Der er formodentlig ikke tale om et samlet beløb, der overstiger 15 mio. kr. (hvis og såfremt vi forudsætter, at staten ikke forventer kompensation for tabte tømmerudgifter ved at indstille al tømmerproduktion på arealet).
Et beskedent etableringsbeløb for at forbedre beskyttelsen af biodiversiteten og øge oplevelsesværdierne i et stort sammenhængende naturreservat i Storkøbenhavn. Til gengæld bør alle de massivt tilstedeværende små-indhegninger af nye skovparceller helt fjernes. I dag skal de ‘beskytte’ træerne imod hjortene, men tilstræber man et naturligt niveau for bestandsstørrelserne af planteædere, vil det kun være en fordel, at de også æder af og slider på træerne, for det skaber altsammen et mere varieret skovbillede med flere nicher og levesteder for andre arter.
Der kunne med andre ord gennemføres et skifte i retning er mere naturlige processer og væk fra den nuværende »styrede drift«, som er retningslinjen ifølge Naturstyrelsen: »Da dyrehaven er kulturskabt og ikke kan ‘opretholde sig selv’ (ingen spontan foryngelse og erstatning for bortdøende træer på de arealer der nu af hjorte holdes som underskov-frie bevoksninger og græssede sletter), er fortsat styret drift en forudsætning for i hovedsagen at opretholde dens udtryk.«
Denne retningslinje er imidlertid ikke alene unødvendig, men også kontraproduktiv i forhold til biodiversiteten, for selv om dyrehaven er ‘kulturskabt’, kan den godt udvikle sig langt mere naturligt og vildere end i dag. Natur handler ikke om at opretholde et ‘udtryk’, men om dynamik og naturlige processer.
Det kræver bl.a., at vi sørger for et naturligt græsningstryk (altså at bestanden af større planteædere afpasses det naturlige fødegrundlag), hvorved tilskudsfodring er unødvendig, og der kan igen finde spontan foryngelse sted af skovens træer.
Kort og godt: Vildere – og mere oplevelsesrig – natur på naturligere præmisser frem for styret drift.
Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer i Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn, men udelad golfbanen (om end uden at slække på kravene til golfklubbens naturhensyn, snarere tværtimod).
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser, bl.a. ved at indstille agerbrug på Eremitagesletten og syd for Nærum, afskaffe al tilskudsfodring og fjerne den massive indhegning af nye skovparceller; b) hvilke og hvor mange større planteædere det samlede område kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles i videst muligt omfang, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal, der skal udtyndes og eventuelt ryddes for ikke-hjemmehørende nåletræer før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Pointen er således ikke, at Dyrehaven skal ophøre med at være et stort tilløbsstykke for publikum med alt, hvad det indebærer, men at man udmærket kan forene den store publikumssucces med et naturligere naturreservat, der fortsat efterlever det gamle driftsformål for de to områder: »Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn drives udelukkende som lystskov og dyrehave.«
Det formål står ikke i vejen for, at naturen i højere grad kommer i centrum, og at tilskudsfodring, tømmerproduktion og opdyrkning af denne grund ophører fuldstændig. Større naturlighed med højere prioritering af biodiversiteten og en friere udvikling af skovbilledet er ganske enkelt ingen hindring for publikums adgang eller ‘lystskovens’ kvaliteter – faktisk er det omvendte utvivlsomt tilfældet.
Rune Engelbreth Larsen, oktober 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript
APROPOS
> Fotoserie: Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur
> Eghjort genudsat i Jægersborg Dyrehave