Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]

Bjergskov bliver naturligere og vildere 

Bjergskov rummer åbent og kuperet græsland med solitærttræer, spredte buske, krat og skov i et mosaiklandskab, hvis naturværdier giver mindelser om tiden helt tilbage før landets opdyrkning. Det er en af Sønderjyllands artsrige naturperler, og Naturstyrelsen og Forsvaret ejer hver sin del af arealet.

I mange år har Forsvaret græsset deres del af arealet med får, der imidlertid går drastisk til opgaven og æder dele af den sjældne vegetation, som derfor gradvis risikerer at forsvinde. Naturstyrelsen er derimod gået over til samgræsning med heste og kvæg hele året, hvlket giver større variation og mere naturlig dynamik på Naturstyrelsens område.

Men det kan være ved at ændre sig, eftersom Forsvaret og Naturstyrelsen er indstillet på at forvalte hele området som en helhed. Endvidere har miljø- og naturforeningen Verdens Skove i 2016 indgået en samarbejdsaftale med Naturstyrelsen, Forsvaret og Aabenraa Kommune om en fælles forvaltning af Bjergskov, hvor biodiversitet bliver omdrejningspunktet.

Et udslagsgivende element i dette arrangement er kommet til veje takket være Philip Hahn-Petersen, en af bagmændende bag initiativet Vild med vilje, der i forbindelse med en rund fødselsdag ønskede sig donationer til indkøb af større planteædere for at gavne naturen. Via Verdens Skove er pengene gået til udsættelse af fem vildheste, der har fået et nyt hjem i Bjergskov i 2017.

På områdets 33 hektar bliver der gjort en fremadrettet indsats for vildere natur på naturligere præmisser – hvilket måske kunne inspirere til en tilsvarende indsats i tilgrænsende nærområder. Her er i hvert fald potentiale til et ambitiøst naturreservat på mindst 1.100 hektar, som udover Bjergskov også inkluderer Sønderjyllands største naturlige sø, Hostrup Sø, samt en række naturområder syd for Sønderborgmotorvejen.

Det følgende er et forslag i den retning: Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø.

Hvorfor vildere natur lige dér? 

For at undgå de traditionelle lodsejerkonflikter, der f.eks. fulgte i kølvandet på nationalparkprocessen, og som flere steder har betydet laveste fællesnævner for naturværdierne, er det afgørende, at naturreservater med vildere natur på naturens præmisser (som vi for at skelne her kalder naturnationalparker) etableres på arealer, hvor sådanne konflikter kan undgås. Derfor skal staten enten 1) eje det hele i forvejen eller, 2) eje det hele i tilknytning til private fonde med naturværdierne som højeste prioritet, 3) opkøbe de private arealer, eller 4) indgå permanente aftaler med eventuelle private lodsejere om permanent bindende krav til at prioritere natur og biodiversitet højest.

I det afgrænsede område, der her foreslås som sammenhængende naturreservat, ejer staten i forvejen ca. 83 procent, hvoraf en stor del hører under Forsvaret og rummer Uddannelsescenter Søgårdlejren (Hjemmeværnets træningslejr). De sidste 17 procent (små 200 hektar) er privatejede og består af et større skovpræget moseområde med lavvandede søer, der stammer fra tørvegravning, bl.a. Seifrieds Sø. 

Der er også andre relevante privatejede arealer, som det giver god mening at opkøbe nordøst for Bjergskov med henblik på en yderligere udvidelse, der i givet fald kunne forbinde naturreservatet med Hostrup Krat. Her findes flere råstofgrave med stort naturpotentiale, hvis de kunne få lov til at blive en del af naturen, og hvorved det samlede areal kunne udvides med over 250 hektar.

Men i første omgang er det den foreslåede sammenknytning og sammenhæng på 1.100 hektar, der er udgangspunktet, og som fremgår af kortet øverst i artiklen.

Dermed inkluderes de statsejede naturarealer Søgård Skov, Store Søgård Sø og Vilsbæk Krat, der ligger syd for Bjergskov og Hostrup Sø, og som samlet giver en potentiel naturnationalpark den fornødne udstrækning med plads til udfoldelsen af naturlige processer.

Desuden overlapper afgræsningen store dele af et Natura 2000-område, der i sin helhed ikke blot omfatter Hostrup Sø, men også Assenholm Mose og Felsted Vestermark, som begge ligger uden for nærværende forslag. Men i hele Natura 2000-området er Danmark forpligtet over for EU til at sikre gunstig bevaringsstatus for naturtyper som bl.a. højmose, nedbrudt højmose og hængesæk samt arterne stor vandsalamander, odder, damflagermus, rørdrum, havørn, trane, rørhøg, tinksmed, stor hornugle og mosehornugle.

Ifølge NOVANA (Det Nationale Program for Overvågning af VAndmiljøet og NAturen), der overvåger Natura 2000-områderne for Naturstyrelsen, er der dog ikke fundet spor af odder siden 2004 (Søgaard 2015b), selv om der ligefrem blev udsat tre oddere ved Hostrup Sø i 2003. Der er heller ingen registrerede odder-observationer i området på artsportalen Fugleognatur.dk, men ifølge Forsvarets Tillæg til drifts- og plejeplan for Søgårdlejren 2012-2015 er »der er gode tegn på, at odder forekommer på søens bredareal og langs grøfter og vandløb«. 

Om der er odder eller ej, er det i alle tilfælde et område, der er egnet til at huse odder. 

Generelt rummer den foreslåede afgrænsning samlet set en stor del af nærområdets væsentligste biodiversitetsværdier, hvorfor der er tale om en vifte af lokaliteter, hvor naturambitionerne med fordel kan højnes.

I samarbejde med Forsvaret og Aabenraa Kommune har Naturstyrelsen f.eks. siden 2007 arbejdet på et naturgenopretningsprojekt, der skulle afvikle den uhensigtsmæssige afvanding og øge naturtilstanden i og omkring Hostrup Sø, idet man bl.a. har ryddet træopvækst og buske på ca. 80 hektar i Klattrup Mose nord for søen. Men en plan om at hæve vandstanden i Hostrup Sø og de tilstødende moser til et mere naturligt niveau, mødte desværre modstand i 2013 fra 4 ud af de 20 private lodsejere og er indtil videre droppet.

Hvad skal der til?

Et ydre hegn kommer vi ikke uden om, hvis en vifte af større planteædere skal udsættes som (og forblive) en del af den natur, de skal gavne, frem for at tage for sig af ‘retterne’ på landmandens marker.

Men derfor kan planteæderne selvfølgelig også kun passere de veje, der enten er inkluderet i indhegningen, eller hvis naturarealer er forbundet på tværs af veje. Og hvad angår Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø er færiste eller fanuabroer den eneste mulighed for at sikre bevægeligheden inden for hele den foreslåede afgrænsning – dels på tværs af Bjergskov vest og øst for Flensborg Landevej, dels på tværs af Sønderborgmotorvejen, der skærer mellem de nordlige områder og Søgård Skov mod syd.

Den billigste måde at forbinde hegnede områder på tværs af større veje er at anlægge færiste, hvorved de større planteædere ikke kan forlade området, men trafikken kan fortsætte uhindret på vejene med en vis hastighedsnedsættelse, og dyrene kan gå på tværs af vejen inden for den ydre hegning.

Færiste er således en mulighed ved Flensborg Landevej, som tværdeler Bjergskov, men ikke ved den stærkt trafikerede motorvej, hvor en faunabro eller -tunnel kunne komme på tale. Det gør etableringsudgifterne en del dyrere (en faunabro kan koste mellem 5-10 og 30-40 mio. kr., mens et par færiste koster ca. 250.000 kr. pr. stk.).

Faunapassager af den ene eller anden art har især bredt sig de senest årtier. Fisketrappen er dog den første type, der kendes helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet, men ellers skal vi frem til midten af 1900-tallet, hvor de første tunneller etableres, og først i 1970’erne og 1980’erne begynder man at bygge faunabroer (Clevenger & Huijser 2011: 4). 

Også i Danmark kom de såkaldte underføringer først – den tidligste overføring var faunabroen ved Jyske Ås, og den blev først indviet i efteråret 2000.

Faunapassagers udformninger spænder vidt, både som underføringer og overføringer. Der er små tunneler til mindre dyr under trafikerede veje, herunder rør til salamandre og beskedne ‘passager’ under jernbaneskinner til skildpadder. Men der er også større underføringer, der er beregnet til mellemstore dyr bag vildthegn, hvis passage ind og ud af naturreservater skal sikres. Desuden er der mindre overføringer til egern og krabber såvel som store overføringer i form af beplantede broanlæg på tværs af motorveje. F.eks. måler verdens største faunabro, den hollandske Natuurbrug Zanderij Crailoo, over 800 meter i længden og 50 meter i bredden – men den fører også både over en erhvervspark, en flod, en jernbane, en vej og en golfbane. Anlægsudgifterne varierer af samme grund fra få hundredtusind kroner til adskillige millioner kroner.

Forskning har imidlertid vist, at faunabroer og korridorer ikke nødvendigvis gavner spredningsmulighederne på kryds og tværs af adskilte naturområder. Endvidere er isolerede bestande af truede arter heller ikke nødvendigvis prisgivet uden korridorer, hvis de i øvrigt er beskyttet fra negative menneskelige påvirkninger (Simberloff 1992).

Faktisk kan faunapassager ikke blot være overflødige, men nogle gange også en direkte ulempe (f.eks. kan de risikere at lette spredningen af invasive arter eller føre dyre ud af naturområder på en færd, hvor de i stedet for at følge korridoren ender et helt tredje sted).

Faunapassager bidrager således ikke altid til at løse de overordnede problemer i form af pladsmangel og manglende levesteder af høj naturkvalitet. Men det betyder dog ikke, at de ikke kan designes med visse naturgavnlige fordele, og over stærkt trafikerede veje kan de først og fremmest lette passagen for de større planteædere og undgå trafikkollisioner. Desuden kan de være adgangsveje ind og ud af hegnede områder for små og mellemstore dyr. 

Designet er selvsagt altafgørende, hvis dyrene skal gøre brug af passagen. På Esbjergmotorvejen er der f.eks. etableret en enkelt faunapassage beregnet til krondyr, men ifølge et notat fra Aarhus Universitet benyttes den tilsyneladende slet ikke af de store hjorte (Kjær m.fl. 2013: 11).

Dimensionerne er også af stor betydning – en tunnelpassage med dette formål skal være mindst 6 meter høj og 12 meter bred, mens en faunabro mindst skal være 50 meter bred, hvis den skal benyttes af krondyr. Forholdet mellem længde og bredde (og i tunnelsens tilfælde også højden) er imidlertid også ret vigtigt. 

En fanuabros såkaldte åbenhedsindeks skal være mindst 0,8 (bredde divideret med længde), og en fanuatunnel skal have et såkaldt tunnelindeks på mindst 1,5 (bredde gange højde divideret med længde) – hvis de egne sig til krondyrpassage (Ujvàri & Elmeros 2011).

For at krydse Flensborg Landevej ville der f.eks. være behov for en ca. 40 meter lang bro, hvorfor minimumsbredden på 50 meter er brugbar i forhold til krondyr her.

En faunabro, der skal benyttes af flere arter, kræver som tommelfingerregel også en minimumsbredde på 50 meter, men skal den benyttes af arter med vidt forskellige krav til deres naturlige levesteder, er minimumsbredden hele 80 meter (Elmeros m.fl. 2011: 6). Endvidere er det i reglen vigtigt, at der slet ikke er adgang for mennesker, og at faunabroen desuden er afskærmet af mindst to meter højt plankehegn, så lyset fra bilerne ikke skræmmer dyrene under passager om natten.

Broer af blot 20 meters bredde har dog også vist effektivitet for en række større og mellemstore dyr. En undersøgelse af faunapassager på Kolding-Esbjerg-motorvejen viste f.eks., at rådyr, ræv og hare er de hyppigste på to passager af 13 meters bredde og én af 148 meters bredde (Madsen m.fl. 2013: 19). Tre fanuabroer ved Herning, hvis bredde varierer fra 12 til 15 meter, er således alt for smalle til at fungere effektivt for mange arter (åbenhedsindekset er kun ca. 0,4) og bliver stort set kun benyttet af rådyr og ræv (Elmeros m.fl. 2011: 15-16).

Over Silkeborgmotorvejen mellem Funder og Låsby er der anlagt to faunabroer à 20 meters bredde (på det smalleste sted), hvilket er for lidt at tiltrække krondyr, men fungerer udmærket for både rådyr og dådyr. Desuden er der en 150 meter lang landskabsbro over slugten Svinedal få hundrede meter fra faunabroen, hvorunder også krondyr kan passere (det er imidlertid en del af motorvejen, som først åbnede i oktober 2016, hvorfor det er for tidligt at sige noget om effektiviteten).

Forinden har man dog taget en 20 meter bred faunabro i brug over motorvejen vest for Silkeborg til en pris af ca. 7 mio. kr., og her har man registreret 3.500 dyr på et enkelt år, heriblandt mere end 1.200 rådyr og dådyr og over 2.000 harer, ræve og grævlinge. Det bekræfter endnu engang, at en afskærmet faunabro af sådanne dimensioner faktisk fungerer og benyttes (af disse arter) – men det fortæller trods alt ikke noget om, hvorvidt lige så mange (eller endnu flere) dyr generelt passerer motorveje dér, hvor der hverken er hegn eller faunapassager. 

Færiste er som nævnt de letteste og billigste at etablere, men utænkelige over motorvejen, og kun realistiske over Flensborg Landevej – hvis man accepterer en markant hastighedsbegrænsning på en ca. 100-500 meter lang strækning langs Bjergskov. 

Herunder: Meget seværdig lille Youtube-video om 15 års erfaringer med faunapassager i Banff Nationalpark i Canada

Bjergskov som forbillede for hele området

Områdets skov dyrkes i dag som såkaldt naturnær skovdrift, hvilket lyder ‘naturligt’, men betyder en fortsat fjernelse af tømmer, og når tømmer hentes ud af skoven, forarmes levestederne for en række skovarter, hvilket forskere har påpeget i årevis.

Om hugsten er marginalt mere skånsom eller ej, flytter ikke det store, som det også fastslås i en faglig vurdering af, hvordan skovenes biodiversitet sikres: »Det vil i alle tilfælde være umuligt at forene forstlig drift med optimal forvaltning i de områder, der har afgørende betydning for den biologiske mangfoldighed. Forstlig drift omfatter her også de gængse typer af såkaldt naturnær skovdrift.« (Bruun & Heilmann-Clausen 2012: 38).

Det er med andre ord skovdriften i sig selv, der er problemet: »Den største trussel mod skovenes biodiversitet er tab af levesteder på grund af især afvanding, tilplantning, hugst og opdyrkning« (Ejrnæs m.fl. 2011: 26).

I et naturreservat, der sigter mod naturligere processer, må skovdriften ophøre 100% til fordel for såkaldt urørt skov, hvilket kan betyde et indtægtstab for Naturstyrelsen og Forsvaret, om end det er meget vanskeligt at anslå størrelsen på dette tab, fordi der i årevis har været tvivl om Naturstyrelsen beregninger af statens tømmer-indtægter. I mange år blev de anslået til 100 mio. kr. om året, men efter årelang kritik erkendte man, at udgifterne var større end hidtil anslået, hvorfor overskuddet er blevet nedjusteret til 50 mio. kr. om året (Altinget.dk). Hvilke distrikter der giver underskud, og hvilke der giver overskud, er dog ikke oplyst, men overskuddet svarer i gennemsnit til beskedne 462 kr. pr. hektar.

Fraregner man de arealer, hvor der i dag ikke er skovdrift på Naturstyrelsens arealer inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø, er der maksimalt 140 hektar med skovdrift i Søgård Skov og Vilsbæk Krat. Vurderet ud fra gennemsnittet giver det et årligt overskud på ca. 64.680 kr. (Forsvarets indtægter er ukendte). Med andre ord et helt ubetydeligt beløb sammenlignet med den naturgevinst, det ville være at indstille skovdriften 100%. 

Som vi har været inde på, bliver den del af Bjergskov, der ligger øst for Fredensborg Landevej, fremadrettet forvaltet som et sammenhængende område på tværs af Naturstyrelsens og Forsvarets arealer, hvor kvæg og vildheste kommer til at græsse året rundt. Det er mere af dét, der kan sikre natur på naturligere præmisser og sikre variationen af levesteder for de mange truede arter, som er afhængige af samspillet mellem vegetationen og de større planteædere.

Derfor skal langt flere områder – og større områder – have flere større planteædere. Flere områder, fordi ensformighed, tilgroning og biodiversitetstab er det generelle billede næsten overalt i dansk natur; og større områder, fordi naturen har brug for plads til at kunne udfolde sig mere uhindret og dermed mere varieret.

I forslaget til Naturnationalpark Bjergskov og Hostrup Sø indgår flere skovarealer, søer og moser, bl.a. Klattrup Mose nord for Hostrup Sø, som ville have stor gavn af en permanent vifte af større planteædere, der kan bevæge sig på kryds og tværs af disse arealer (derfor faunabroerne) og derved gavne en række naturtyper og arter. 

I princippet er vildhest, vildokse, vildsvin, elg, bison og bæver alle i spil som kandidater til en udsætning, men at finde ud af, hvilke og hvor mange der egner sig bedst på de pågældende arealer, forudsætter fageksperters forudgående detailanalyse.

Hegnslinje-eventualiteter og variable etableringsudgifter

Som allerede nævnt bliver der i alle tilfælde behov for at hegne arealet ind, så dyrene gør gavn for naturen i stedet for at kaste sig over nærliggende marker eller blive kørt ihjel på vejene. Nedenstående illustreres et forslag til en hegnslinje på ca. 29 km, idet Store Søgård Sø ikke hegnes for at bevare udsigten over søen fra Søgård (og bevare adgangen til vandet fra nordvest). Søen bliver dermed en ‘sydøst-grænse’ uden hegn.

Her er det til i øvrigt medregnet, at Flensborg Landevej hegnes på begge sider af vejen hen til en faunabro (men hvis man i stedet satser på færiste i hver sin ende strækningen langs Bjergskov, bliver hegnslinjen knap 2 km kortere). Det er som tidligere antydet en mulighed at etablere hegnslinjen i en eller flere faser, f.eks. først at indhegne den nordlige del (Bjergskov, Hostrup Sø, Seifrieds Sø og de omkringliggende områder), hvilket kræver en maksimal hegnslinje på ca. 22 km. Først i en efterfølgende etape kunne man så knytte forbindelsen til de sydlige områder via et vildhegn og en faunabro over Sønderborgmotorvejen.

(Hvis det af hensyn til valget af større planteædere alligevel bliver nødvendigt at få søen inkluderet bag hegnslinjen, kan man overveje at lade hegnet følge Flensborg Landevej og Sønderborgmotorvejen, så hele byen Søgård ligger inden for hegnslinjen, i stedet for at hegne selve søen – derved forøges hegnslinjen med yderligere 3 km og bliver i alt ca. 32 km lang. Denne mulighed er ikke indtegnet på kortet nedenfor).

Skal krondyr, elge, bisoner eller vildsvin indgå i viften af planteædere, skal det være et mere robust hegn end det billigere el-trådhegn, der er tilstrækkeligt til f.eks. vildheste og kreaturer. Derfor er der her som i andre tilfælde naturligvis en række grundlæggende valg, der har betydning for etableringsudgifterne.

Hvis etableringsudgifterne skal indbefatte et robust vildthegn til f.eks. elge uden om Søgård (32 km hegnslinje koster ca. 8 mio. kr.) og to faunabroer à 20 meters bredde (2 x 7-15 mio. kr.), 6-8 færiste over mindre veje samt genetablering af naturlig vandstand i drænede skovområder, dyr til udsætning, opkøb af ca. 170 hektar og forskerrådgivning, vil hele projektet formodentlig beløbe sig ca. 50-75 mio. kr. 

Erstattes faunabroen over Flensborg Landevej af de meget billigere færiste (og dermed en hegnslinje, der er ca. 2 km kortere), og droppes jordopkøb (hvilket betyder et lidt mindre naturreservat) kan det muligvis gøres for ca. 25-35 mo. kr. 

Men et spændende og ambitiøst naturreservat kan i alle tilfælde etableres (forudsat at Forsvaret og Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktion). 

Det kan også gøres endnu billigere i første omgang, hvis det gennemføres i flere omgang, f.eks. i form af en Nord- og Syd-etape, hvor områderne syd for Sønderborgmotorvejen først inkluderes på et senere tidspunkt. 

Og ingen af disse tiltag behøver formindske den eksisterende offentlige adgang eller begrænse militærets aktiviteter på Forsvarets store dele af arealerne (Søgårdlejren og Hærhjemmeværnsdistrikt Sønderjylland) eller de mange spejderaktiviteter, der også foregår i området, om end der dog ikke bør etableres yderligere bygninger og anlæg i området. 

Fra naturens hånd flyder en mangfoldig af liv og en rigdom af liv og variation i et mylder af arter, men det forudsætter bl.a., at vi også giver plads til naturens egne processer, og at vi sørger for, at flere større planteædere igen bliver en del af naturen. Vildheste, helårsgræssende kvæg og andre større hjemmehørende planteædere kan supplere hjortene, og det øger variationen og hæmmer tilgroning.

Opsummeret handler det om at videreføre grundideerne i de fremadrettede tiltag, som Naturstyrelsen og Forsvaret allerede har taget hul på med Verdens Skove som facilitator, men øge omfanget, ambitionerne og indsatsen. Og skabe et naturreservat med vildere natur inden for de rammer, der nu engang er givet.

Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø kunne blive et oplevelsesrigt naturområde i det sønderjyske, hvis staten er parat til at opgive nogle ubetydelige tømmerindtægter og fortsætte ad den vej, man har påbegyndt i Bjergskov.

Naturen er dynamisk og foranderlig, når den får lov til det – og får den lov til det, bliver den både rigere på arter og oplevelser. Det indebærer med andre ord at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer omkring Hostrup Sø, Store Søgård Sø, Bjergskov, Søgård Skov og Vilsbæk Krat og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af områderne omkring Seifried Sø, så hele det afgrænsede området kan fungere (og forvaltes) som en helhed. Råstofgravene nord for Bjergskov kan være del af en vision om yderligere udvidelser.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende skove, der eventuelt skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvilke(n) faunabro(er), som er bedst egnet til at krydse Sønderborgmotorvejen (og eventuelt Flensborg Landevej) i forhold til de udsatte planteædere; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø kunne med tiden blive et oplevelsesrigt natur-slaraffenland i det sønderjyske, hvis Forsvaret og Naturstyrelsen er parate til at opgive nogle ubetydelige tømmerindtægter og fortsætte ad den vej, man har påbegyndt i Bjergskov – med et forøget ambitionsniveau på naturens vegne.

Rune Engelbreth Larsen, november 2016
Senest opdateret maj 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Bjergskov – naturligere og vildere
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status