Af Rune Engelbreth Larsen
[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere oplagte områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 15 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur syd for Viborg ved at etablere Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Danmark er som bekendt ikke just bjergenes land, men når det omgivende landskab nu er så forholdsvis fladt, kan en høj på 10-20 meter faktisk være et temmelig fint udsigtspunkt i sig selv – og et bakkedrag på 50-100 meter såmænd ganske storslået. Manglen på bjergmassiver vendte digteren Christian Richardt således til noget positivt i 1889:
Men des længer’ kan vi skue
over Markens Lærketue,
følge desto mere frit
Fugle-Sving og Sole-Ridt!
Og det er vel ikke helt forkert? Fra bakkedraget nord for Bisballe er der en for danske forhold sjældent bjergtagende udsigt over den sydlige del af Hald Sø og de 63 meter høje Dollerup Bakker. Eller måske er »udsigt« for fattigt et ord, selv for det flade Danmark, og vi bør hellere erstatte det med St. St. Blichers »nedsigt«?
»Smørklatten i Danmarks istidsgeologi« kaldes dette stærkt kuperede område, hvor gletscherstrømme mødtes under den seneste istid, og hvor dødis har skabt landets tredjedybeste sø, der når ned til 31 meter, hvor den er dybest.
Smørklatten og dens smukke landskabskulisser udgør ca. 15 kvadratkilometer sammenhængende naturarealer, der kunne tænkes sammen og forvaltes som en helhed: Fra Hald Sø, der tvedeles af Inderø Skov i dramatisk forlængelse af Dollerup Bakker, over Stanghede og Troldeslugten sydvest for Hald Hovedgård, til Hald Egeskov, Langskov og Viborg Krat nord for hovedvejen mellem Viborg og Herning.
Selv om der naturligvis også er iøjnefaldende udfordringer, ikke mindst en forholdsvis kringlet ‘ydergrænse’ og den nævnte hovedvej, der gennemskærer det hele, er potentialet til et artsrigt naturreservat afgjort til stede: Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker.
Hvorfor vildere natur lige dér?
Nær Hald Søs nordlige bred troner en herregård fra 1787, Hald Hovedgård, der også kaldes femte Hald efter fire tidligere borge i området, bl.a. tredje Hald, hvis ruiner ligger på en lille halvø i søens nordende.
I dag huser Hald Hovedgård bl.a. Det Danske Forfatter- og Oversættercenter, hvor forfattere, oversættere og illustratorer kan ansøge om gratis arbejdsophold, og hvor der ofte arrangeres litterære arrangementer. Måske ikke et ringe indslag i disse inspirerende naturomgivelser – for kunne det 21. århundrede ikke trænge til flere danske digtere og forfattere, der får øje for natur og artsrigdom?
I første halvdel af det 20. århundrede var flere af landets kendte skønlitterære forfattere og billedkunstnere involveret i natursagen, og naturen var et tilbagevende tema for danske digtere fra slutningen af det 18. til midten af det 20. århundrede, hvilket formodentlig også har bidraget til en mindre naturfremmed mentalitet i bredere kredse end i dag.
Udover Hald Hovedgård er der kun meget begrænset beboelse inden for det foreslåede naturreservat. Bortset fra nogle få spredte bebyggelser, bl.a. Bækkelund, smyger den potentielle naturnationalpark sig f.eks. helt udenom den sydlige del af Viborg ved Hald Ege.
Der er heller ikke meget landbrug, men en del statsligt skovbrug i områder med tidligere lokal tradition for ret umådeholden skovdrift. I det attende århundrede var store dele af de skovklædte bakker og slugter således fuldstændig ryddet, fordi al tømmeret blev anvendt til brændsel.
En del af den tidligere Hald Skov, som dernæst blev græsset af geder, udviklede sig til det store og derfor forholdsvis ‘nye’ hede-areal Stanghede. Da græsningen imidlertid atter blev begrænset et århundrede senere, begyndte skoven at vende tilbage med selvsået eg, efterhånden suppleret af anlagte nåletræsplantager med henblik på privat skovbrug.
I dag er langt størstedelen af de nævnte naturarealer inden for den foreslåede afgrænsning ejet af det offentlige, og derfor er det selvfølgelig alene op til staten – hvilket jo i sidste ende vil sige os alle sammen – at beslutte, hvordan natur og artsrigdom skal prioriteres.
Det kan måske undre, hvorfor ikke alle statsejede arealer er inkluderet i nærværende forslag, og hvorfor det ikke foreslås at opkøbe Langskov, der ligger som et ‘hul’ i den større sammenhæng?
Langskov kunne opkøbes over tid, men naturværdier er der meget lidt at komme efter – og det samme gælder den statsejede Viborg Hedeplantage, der også er fravalgt (selv om den ligger i direkte forlængelse af de øvrige områder), fordi naturværdierne slet og ret er pauvre og næppe heller rummer det store potentiale. Også Naturstyrelsens egen arealbeskrivelse fortæller med tilbageholdt tydelighed om firkantet ensformighed:
Plantagen på hedefladen er en karakteristisk rødgranplantage med lange lige veje og ensartede, ensaldrende plantninger i firkantede felter i stor skala. Den landskabelige værdi er begrænset, og det vil især være oplevelsen af at se en produktionsskov, der er mest iøjnefaldende. (…) Naturindholdet i plantagen er forholdsvis beskedent, og der er således ingen større arealer med åbne naturtyper.
På kortene til højre herfor kan man først se de stats- og privatejede dele af den foreslåede afgrænsning og dernæst overlapninger med Natura 2000-området, hvor Danmark i forvejen er internationalt forpligtet til at yde en særskilt naturindsats.
Endelig fremgår det af Biodiversitetskortet nedenfor, at den foreslåede naturnationalpark omfatter meget artsrige arealer – en artsrigdom, vi jo helst skulle beskytte og bevare for eftertiden.
I Hald Egeskov – en af landets største, ældste og tidligst fredede egeskove – er der f.eks. registreret over tusind billearter, heraf mange sjældenheder, som er tilknyttet urørt egeskov, og i Troldeslugten (Bækkelundsdalen) vokser f.eks. 300-400-årige ege- og bøgetræer. Bækken, der slynger sig gennem bunden af slugten, har flere sjældne arter, hvoraf Naturstyrelsen fremhæver Danmarks eneste fund af dansemyggen Krenosmittia (der er så sjælden, at den heller ikke har et dansk navn).
I tilfældig rækkefølge er her nogle af de sjældne arter, der er fundet eller genfundet inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker (fra 2010 og fremefter): åben abeblomst, skov-storkenæb, kambregne, almindelig månerude, skov-gøgelilje, purpur-gøgeurt, ægbladet fliglæbe, dynd-skræppe, sump-fladstjerne, læge-stokrose, håret blågrøn rose, bøgeløber, toplettet tornben, fireplettet ådselbille, seksplettet blomsterbuk, gul skovsmælder, rød skovsmælder, tidlig silkesvirreflue, sort vedsvirreflue, biulv, sø-majflue, markperlemorsommerfugl, bølleblåfugl, moseperlemorsommerfugl, violetrandet ildfugl, grøn kølleguldsmed, måne vandnymfe, lille flagspætte, sortspætte og ravn.
God fotojagt.
Når man på den ene side betragter de stærkt røde felter på Biodiversitetskortet, der indikerer høj artsscore, og på den anden side eksemplificerer artstabet og naturforarmelsen i nogle af de samme områder, er der grund til at gentænke virkemidler i naturforvaltningen.
F.eks. er floraen forarmet i Hald Egeskov, et af landets største, ældste og tidligst fredede egeskove.
Naturstyrelsen påpeger, at man har registeret »tilbagegang og forsvinden af en række lyskrævende arter, som er karakteristiske for egekrat«, bl.a. fordi der ikke længere er græsning.
Det store lyngareal Stanghede er heller ikke i optimal naturtilstand, eftersom flere hedearter enten er forsvundet eller kun findes i meget små bestande som følge af intensiv fåregræsning.
At staten driver både skovbrug og landbrug på naturarealerne, tjener ikke til at fremme biodiversiteten, eftersom begge dele forarmer skovnaturen og truer artsrigdommen – begge dele handler netop om at begrænse artsantallet såvel som uforudsigeligheden og variationen i naturen.
Nord for Hald Hovedgård og syd for hovedvejen driver Naturstyrelsen f.eks. økologisk landbrug på arealer, der ellers kunne være blevet overdraget til naturen. Og det hjælper ikke alverden på naturens og artsrigdommens trængsler, at der findes former for skovbrug og landbrug, der på enkelte punkter er lidt mere skånsomme end sædvanligt, f.eks. økologisk landbrug og såkaldt naturnær skovdrift.
Den slags kan være glimrende alternativer til intensiv produktion af andre grunde, dér, hvor landbrug og skovbrug prioriteres – men hvor det er naturens vilkår vi ønsker at prioritere målrettet, er begge dele kontraproduktivt.
Hvad skal der til?
Trods statslig skovbrug og landbrug er der dog også statslige skovarealer, der er udlagt som urørt løvskov, hvilket gavner artsrigdommen. Det gælder f.eks. langs bredden hele vejen rundt om Inderø Skov (hvis centrale dele drives som plukhugst) samt i Troldeslugten og Hald Egeskov. Derfor er der på forhånd et vist grundlag for sammenhængende vildskov overalt i skovarealerne syd og nord for hovedvejen.
Og at indstille al skov- og landbrug er vigtige første skridt for at genetablere såkaldt selvforvaltende natur.
Dernæst er især store fritgående planteædere afgørende for at komme tilgroning til livs, men det er ikke ligegyldigt, hvilke og hvor mange dyr, der er tale om. Derfor er der behov for en nærmere analyse af, hvilke og hvor mange større planteædere der skal til for at opnå en mere naturlig balance med afvekslende levesteder og høj artsrigdom. Det kræver imidlertid, at vi tilstræber vildere natur frem for den lejlighedsvise naturpleje om sommeren.
Vilde planteædere som bispon, elg og vildhest er muligheder – eller vildere græssere som en robust kvægrace, der sættes ud til helårsgræsning – hvilket nødvendiggør hegn. Men det det afgrænsede område rummer nogle udfordringer i så henseende.
Dels fordi en eller enkelte indhegning(er) nødvendigvis må blive temmelig kringlet, og dels fordi den overordnede sammenhæng på tværs af alle de berørte områder besværliggøres af den nævnte hovedvej fra Viborg til Herning.
Skulle arealet indhegnes i en større sammenhæng, ville det kræve to større og adskilte indhegninger, som muligvis kunne etableres i to etaper, hvis ét stort projekt ville være for stor en mundfuld på én gang. Første etape kunne omfatte den sydlige del af naturnationalparken – her ville en indhegning være forholdsvis overskuelig, eftersom Hald Sø i sig selv udgør en naturlig afgrænsning mod sydøst (i hvert fald hvis vi ikke medtænker elge, der let kunne svømme over søen).
Et hegn, der muliggør udsættelse af større planteædere i ‘første etape’ (dvs. i Dollerup Bakker, Inderø Skov, Stanghede og de åbne områder nord for Hald Hovedgård) ville være omtrent syv kilometer langt og beløbe sig til knap 1,1 mio. kr. i 2016-priser, hvis vi tager udgangspunkt i Peter Sundes & Carsten Riis Olesens DMU-rapport Elg i Danmark (2007), ifølge hvilket et elg-hegn koster ca. 126.000 kr. pr. kilometer i 2005-priser. Offentlig adgang vil ikke blive hindret, men kan fortsat foregå gennem porte eller låger flere steder.
Hegnet holder større planteædere inde på naturarealerne, hvor vi jo gerne vil sikre deres afgørende betydning for artsrigdommen og levestedernes variation, men det bør samtidig designes således, at andre små og mellemstore arter fortsat kan passere frit ind og ud af området gennem tunneller, der lige akkurat har plads til mellemstore dyr (herunder rådyr, ræv, grævling, odder, ulv m.fl.).
Hovedvejen mellem Viborg og Herning nødvendiggør, at de nordlige naturområder indhegnes for sig (Store Traneskov, Hald Egeskov og Viborg Krat), hvilket kræver et andet (og længere) hegn, der strækker sig over 20 kilometer og kan beløbe sig til en pris af ca. 3,1 millioner kroner i 2016-priser. Man kunne dog begynde med den østlige del af Hald Egeskov og en hegning på 4 kilometer, der vil koste ca. 0,6 millioner kr.
Dette forslag kunne være en begyndelse.
Men en endelig og mere ambitiøs indhegning ville inkludere hele arealet (og for at spare nogle hegnskilometer også den privatejede Langskov, hvis man kunne lande en aftale herom – i alt en hegnslinje på ca. 24 kilometer:
I rapporten Krondyr og barriereeffekter fra veje betones, at »store vejanlæg og især motorveje kan reducere bevægelser af krondyr og dermed den genetiske spredning« (Kjær 2013), hvilket naturligvis ikke er mindre væsentligt for andre større planteæderes vedkommende.
Stærkt trafikerede veje begrænser generelt faunaens spredningsmuligheder og derved muligheden for at udnytte vigtige levesteder til fulde, fordi bestande opsplittes. Skal større dyr kunne sprede sig på kryds og tværs af den sydlige og nordlige del af den foreslåede naturnationalpark, bør der sikres passage på tværs af hovedvejen.
Nogle passager er selvsagt dyrere end andre – en faunabro, der skulle tage særligt hensyn til hasselmus’ mulighed for fri passage tværs over en sydfynsk motorvej, kostede f.eks. 18 millioner kroner i 2008 og er stadig meget omstridt.
Den overfladiske mediedækning var kendetegnet af misforståelser og ringe viden, der fortsat giver et misvisende indtryk af et ‘formålsløst skandaleprojekt’, men sandheden er langt mindre entydig:
Da en motorvej mellem Odense og Svendborg f.eks. skulle føres tværs gennem et af hasselmusens vigtigste levesteder og truede med at fragmentere den lokale bestand i to mindre og isolerede områder, blev der anlagt en såkaldt faunapassage i form af en bro, så hasselmus, hjorte og mange andre dyr stadig kunne passere uden at risikere at blive kørt over. Selv om hasselmus kan have passeret faunapassagen, kunne det ikke bevises efter de første fem år, hvilket afstedkom en del negativ medieomtale og politisk kritik, som om broen aldrig var blevet benyttet.
En fagligt belyst opklaring havde til gengæld vanskeligt ved at trænge igennem debatten, der blev domineret af historien om den milliondyre og ’overflødige’ motorvejsbro til en ’mus’.
For det første er det ikke ualmindeligt, at der går nogle år, før en faunapassage får den ønskede effekt, og for det andet knytter der sig særlige forhold til broens effektivitet. Ikke alene blev den f.eks. benyttet af cyklister og fodgængere, hvilket jo ikke var hensigten, men det kræver også tid for en beplantning at etablere sig, så passagen bliver en naturlig forlængelse af skoven – en væsentlig forudsætning for, at den lille gnaver overhovedet begiver sig afsted. Hasselmus bevæger sig nemlig kun yderst sjældent på jorden, men foretrækker at holde sig i et par meters højde, hvor de kravler og springer fra gren til gren og fra busk til busk gennem sammenhængende vegetation.
Om vi så skal mene, at det er dyrt at indtænke faunapassager til gavn for mange dyr i de i forvejen milliarddyre udgifter til det danske vejnet, er vel et spørgsmål om proportioner og prioriteter. Men i alle tilfælde er det selvfølgelig vigtigt at sikre sig, at naturprojekter af enhver art udarbejdes i overensstemmelse med den relevante fagekspertise på området, og at informationer om formålet og de tilstræbte effekter kommunikeres bredt ud.
Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst
Større faunapassager betyder udgifter i millionklassen, om end ikke nødvendigvis tocifrede millionbeløb. En rådyrpassage i form af en tunnel med en højde på 4 meter og en bredde på 8 meter under en ringvej ved Næstved blev f.eks. vurderet til at koste ca. 3,3 millioner kr. i 2015. En faunabro over E45 ved Jyske Ås i Vendsyssel kostede f.eks. ca. 5 millioner kr. for ca. tyve år siden.
Men jo bredere en faunapassage, desto bedre, og det er jo altid er det et spørgsmål om økonomisk prioritering. I DMU-rapporten Undersøgelser af pattedyrs brug af fanuabroer på rute 18 ved Herning anbefales, at fanuanbroer generelt skal være mindst 80 meter brede, hvis passagen skal bruges af flere arter med forskellige habitatkrav (f.eks. pattedyr, krybdyr og padder), og at de (helst) ikke bør benyttes af mennesker (Elmeros 2011).
For større planteædere kan faunapassager være afgørende, hvis vi ønsker den mest optimale græsningseffekt i større sammenhængende arealer på tværs af stærkt trafikerede veje, der gennemskærer naturområder. Jo større bestande, desto større mulighed for en umiddelbar genetisk variation såvel som en fortløbende blanding af gener.
Der er flere eksempler på en meget ringe brug af faunapassager, hvilket er en udfordring i et land med mange større vejanlæg og meget fragmenterede naturarealer. Undersøgelser har dog også vist, at forholdsvis enkle forbedringer kan øge effektiviteten (Madsen 2013).
Det er f.eks. vigtigt at undgå golde passager (tunneller) uden vegetation, fordi de obstruerer overgangen for små pattedyr med stærk tilknytning til specifikke planter. En styrkelse af effekiviteten for padder kan også opnås ved at etablere egnede ynglesteder tæt på faunapassagerne, udlæg af stendynger og etableringen af mindre krat og kvasdynger (til forbedring af skjulesteder for både padder og små pattedyr).
I nærværende forslag ville hegn og faunapassage samlet set beløbe sig fra ca. 10-15 mio. kr. i den billige ende og op til 30-40 mio. kr. i den dyre (afhængigt af fanuapassagernes udformning), hvis naturreservatet strækker sig fra højdedragene syd for Hald Sø til Viborg Krat i nord. Udgifterne til de dyr, der i givet fald skal udsættes, er til gengæld en meget begrænset éngangsudgift.
Det kan dog gøres betydeligt billigere, hvis vi undlader en dyr faunabro.
Jo bredere passage over vejen, desto flere dyr har mulighed for at benytte den, og den bredeste passage er selve vejen forsynet med færiste i hver sin ende dér, hvor den krydser hegnslinjen, hvis der samtidig gennemføres en markant hastighedsnedsættelse på strækningen på den del af vej, der løber gennem naturnationalparken. Det er billigere og mere effektivt.
Gode forudsætninger for vildere vidder og mere naturlig natur
Naturstyrelsen har i mange år gjort en aktiv indsats for at imødegå næringsstofbelastningen i Hald Sø.
I 1960’erne bliver søen udsat for en kolossal fosfor-forurening på ca. seks ton om året fra nærliggende dambrug og landbrug, som får algerne i søen til at masseformeres, hvilket ultimativt også fører til en eksplosion af døde alger, der synker til bunds i helt uoverskuelige mængder, hvorved den mangedoblede forrådnelsesproces simpelthen opbruger al ilten. Store overskydende mængder af fosfor bliver samtidig ophobet i bundslammet, hvorfra de atter frigøres på grund af det selvsamme iltsvind og ‘røres rundt’ i søvandet med yderligere næring og masseformering og yderligere massedød til følge.
Selv om den direkte udledning af fosfor ophørte, var den ophobede fosfor en fortsat kilde til forurening, der lukkede den tidligere så klare sø under grønbrun algesuppe.
Siden 1985 er søens ilttab derfor blevet modvirket af et stort iltningsanlæg syd for søen, hvor en termotank kontinuerligt pumper ilt ud ved søbunden, hvorved ophobet fosfor atter bindes kemisk til bundslammet, og det naturlige liv vender tilbage. År for år går det fremad, indtil behovet for kunstigt åndedræt forhåbentlig til sidst er helt forsvundet.
Men i stedet for at se på disse tiltag som isolerede redningsbestræbelser, kunne man se på ét sammenhængende 15 kvadratkilometer stort naturreservat som en helhed, hvor det hele (så vidt muligt) blev bundet sammen af selvforvaltende natur.
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de få privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende skovområder, der skal udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvor og hvordan en faunabro bedst udformes og placeres over Herningvejen, der gennemskærer området; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Der er som nævnt allerede en del vildskov i området og skønne terrænforskelle, som også er af væsentlig betydning for artsrigdommen og variationen af levesteder, og ved at udbygge eksisterende tiltag med et ophør af al tømmerproduktion og al landbrug, tilføre hegn, faunapassager og flere forskellige større planteædere, kunne Naturnationalpark Hald Skov & Dollerup Bakker blive vildere – og den spændende artsrigdom kunne efter alt at dømme beskyttes og bevares bedre end i dag.
Rune Engelbreth Larsen, februar 2016 / juni 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript
APROPOS
> Fotoserie: Hald Egeskov – skovlandskaber fra Danmarks ældste egekrat
> Fotoserie: Hald Sø og Dollerup Bakker
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur