Af Rune Engelbreth Larsen
[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]
Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 24 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur i et område, hvor bævere har iværksat naturgenopretning i et par årtier: Naturnationalpark Klosterheden …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Bæveren – naturens egen øko-ingeniør
Det er imponerende, hvor store og komplekse bygningskonstruktioner titusindvis (hvis ikke milllionvis) af myrer kan bygge, ikke mindst når man opskalerer dimensionerne og sammenligner deres kræfter og formåen med menneskelig ingeniørvirksomhed. Ligesom os bygger de deres mega-metropoler i flok, hvor andre dyr klarer deres bygningsværker enkeltvis eller i par. F.eks. kan en havørnerede måle halvanden meter i diameter og halvanden meter i højden – nogle kan sågar blive flere meter høje.
Bæveren hører også til dyrerigets dygtige bygherrer. Den kan både skabe og forandre vådområder, når den konstruerer sine imponerende dæmninger, der skal beskytte bæverboet ved hæve vandstanden, så indgangen er skjult under vandoverfladen.
Vådområderne bringer dynamik og variation til levestederne, som mange andre arter er afhængige af, og hver gang den store gnaver høvler et træ ned, skabes lys til skovbunden og tiltrængte bunker af dødt ved i form af afgnavede grene og væltede stammer i et imponerende skulpturelt rod.
Bæveren uddøde formodentlig herhjemme for et par årtusinder siden, dels på grund af jagt, der efterhånden har været mere betinget af dens pels end af dens kød (eller af dens særlige kirtelsekret, som tidligere blev tilskrevet helbredende effekt); dels på grund af den gradvise decimering og destruktion af levesteder i kølvandet på agerbrugets forøgede areal (Eskildsen 2007).
I 1999 valgte Naturstyrelsen imidlertid at genintroducere arten ved at udsætte 18 tyske bævere i Flynder Å-systemet ved Klosterheden, hvorfra den har spredt sig så effektivt, at bestanden allerede i løbet af de første tre år voksede til 45.
Og bævernes centrale rolle som øko-ingeniører med speciale i naturlig dynamik satte tidligt deres præg på området. Opstemningerne fik Risbæk til fuldstændig at ændre karakter, bæverdæmninger begyndte at omdanne dalstrækninger til vådområder ved Fruerbæk og i Ellebækdalen, engstrækninger transformeredes, og mængden af dødt ved forøgedes til gavn for en række andre arter (Elmeros m.fl. 2004).
Nogle steder har bæveren haft begrænset betydning for naturforholdende, andre steder har den været meget markant: »… naturtyper er under forandring eller helt forandret til lysåbne vandløbsslugter og vådområder. De domineres nu af en mere artsrig vegetationstype af græsser og urter og rummer tillige små, delvist åbne vandspejle og søer. Vegetationsændringer som følge af bævernes påvirkning går relativt langsomt, og der er en tidsmæssig responsperiode på minimum et årti, før målene for øget diversitet viser sig fuldt.« (Berthelsen & Nitschke 2015).
Efter knap 15 år blev den jyske bestand i 2014 anslået til over 200. Bævere er nu observeret i vore tre længste vandløb, Gudenåen, Skjern Å og Varde Å, og i efteråret 2015 blev der observeret to bævere nord for Limfjorden. Der blev sågar anlagt en dæmning hos Jammerbugtens Golfklub i Fjerritslev – ved 5. hul for at være helt eksakt.
I 2009-2011 blev der også udsat 23 bævere på Nordsjælland omkring Arresø, og skønt bestanden her ikke vokser så hastigt som i Jylland, er det hensigten, at den nordsjællandske bestand skal fordoble arealet med vådområder i Gribskov over tid (Nitschke m.fl. 2015).
Læs mere om bævere i Danmark her: Bæveren skaber dynamisk natur.
Den største koncentration af bævere findes i Vestjylland og er fortsat centreret omkring Flynder Å-systemet og Klosterheden, og også derfor er det fristende, oplagt og gavnligt at forsøge at bygge videre på det gryende naturpotentiale, der så småt er ved at blive skabt for vildere natur med naturligere processer.
Det kunne blive udgangspunktet for vildere natur i Naturnationalpark Klosterheden.
Hvorfor lige dér?
Dansk natur er fragmenteret, og der er naturområder, hvor en naturindsats er vigtigere at prioritere end andre. Det handler med andre ord om at finde de områder – store som små – hvor uerstattelige naturværdier er af afgørende betydning, og hvor mulighederne er til stede for en effektiv naturindsats.
Det er i sig selv en fordel, at næsten hele Klosterheden er statsejet, og at det 2.400 hektar store område, der her foreslås transformeret til naturreservat på naturligere præmisser, kun rummer ca. 110 hektar privatejet natur, altså under 5 procent. Hvis disse arealer ikke kan opkøbes, må der enten indgås permanent bindende aftaler om at sikre natur og biodiversitet ud fra samme kriterier og intentioner som på det øvrige areal, eller også bør de udelades – der ville i givet fald fortsat være tale om et stort og sammenhængende naturreservat.
Men vigtigere end de formelle ejerforhold er selvfølgelig naturpotentialet.
Den foreslåede afgrænsning rummer dele af et Natura 2000-område, som dækker Flynder Å og heder i Klosterhede Plantage, hvilket betyder, at området rummer bevaringsværdige naturværdier, hvor Danmark i alle tilfælde er forpliget til en biodiversitetsindsats.
På udpegningsgrundlaget er bl.a. naturtyper som revling-indlandsklit, hængesæk og tidvis våd eng samt de to arter odder og bæklampret.
Ser vi på den såkaldte bioscore, der udtrykker koncentrationen af truede arter og potentielle lokale levesteder for truede arter (se kortet nedenfor), er Klosterheden generelt på det jævne – enkelte steder lidt over, flere steder en del under. Det er i et af plantagens lysåbne områder, at naturværdierne er mest lovende, foruden langs Flynder Å-systemet, og begge disse dele af området er inkluderet i den foreslåede afgrænsning af naturnationalparken.
Naturværdierne her kan løftes, og bæverne er begyndt at løfte.
Men samlet set og opsummerende er der altså flere grunde til at udvælge netop dette areal som kandidat til et vildere naturreservat: 1) det er næsten udelukkende statsejet og undgår derved typiske lodsejerkonflikter, 2) det overlapper et Natura 2000-område med forpligtelser til en særegen naturbeskyttelse, 3) det har en bioscore i den lidt pænere ende og er hjemsted for en kernebestand af bævere, hvis virke skaber en vigtig dynamik og variation, og 4) det ligger inden for de fremhævede kvadrater i det såkaldte 50 procents scenario i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der indkredser det minimums-netværk af naturområder i skovene og det åbne land, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse biodiversitetstabet (Ejrnæs m.fl. 2014).
Naturstyrelsens vision for Klosterheden – i begyndelsen af det 24. århundrede
Klosterheden er dog stadig mestendels en stor nåleskovsdomineret plantage, der i lange, lange stræk er blottet for variation og artsrigdom og i stedet fuld af snorlige rækker af mørke træmarker, som i et par årtier blev badet i kunstgødning.
Det siger noget om, at der stadig er et stykke vej at gå i retning af naturligere natur, at denne næringsstoftilførsel beskrives som en fremsynet indsats i den officielle folder til området:
Klosterheden har været et pionerområde inden for gødskningsforsøg, idet skovens magre hedejord i et par årtier fra slutningen af halvfjerdserne er blevet gødet med kunstgødning for at forbedre træernes sundhed og vækst. Efterhånden er hele Klosterheden gødet med fosfor, der er et vigtigt plantenæringsstof, som mangler overalt i hedejorden. Effekten af fosforgødskningen kan formentlig holde sig i ca. 50 år.
Det, der her beskrives som gavn for »træernes sundhed«, er i et naturperspektiv en noget uskøn omskrivning af en forurening, der ganske effektivt bidrager til at forværre levevilkårene for arter, der er afhængige af naturligt næringsfattige vilkår. »Effekten«, som kan holde sig i intet mindre end halvtreds år, er med andre ord en natur- og artsforarmelse, der begrænser og ensretter områdets vegetation.
Selv om Naturstyrelsen i de senere år har skiftet kurs og ifølge samme folder har indstillet kunstgødningen i gamle bevoksninger og generelt »mindsket« brugen af kvælstofholdig kunstgødning, er det ikke det eneste eksempel på, hvordan Klosterheden har været genstand for en biodiversitetshæmmende tilgang til naturen.
I samme folder kan man f.eks. læse, at bestanden af krondyr er steget markant mellem 2. Verdenskrig og begyndelsen af 1980’erne, og at området huser en af landets største bestande – hvortil det imidlertid anføres:
For at holde bestanden på et passende antal, der ikke skader skoven eller de omliggende marker for meget, skydes der årligt ca. 60 dyr. Krondyrene skader skoven ved at æde barken på yngre træer (‘skræller’). De små ‘sukkertopgraner’, der ses nogle steder, er formet af bid fra krondyr gennem mange år. Hjortene ødelægger barken på en del unge træer, når de i juli-august skraber deres nye gevir (‘fejer’) mod unge træer for at rengøre det for det vækstlag af hud og hår (basten), der har dannet geviret.
Men hjortenes adfærd er helt naturlig og gavnlig for skovnaturen, for den skaber forstyrrelser og variation i skovdriftens påtvungne monotoni, hvilket giver plads og afveksling til andre arter. Når denne naturlige adfærd er problematisk for tømmerproduktionen, skyldes det jo, at tømmerproduktionens formål er at sætte naturens eget virke delvist ud af spillet.
De langsigtede planer, der fremgår af Visionsplanens forslag i Driftsplan for Klosterheden Statsskovdistrikt 2002-2017, synes at gå i samme retning – og er heller ikke ligefrem ambitiøse i forhold til naturindsatsen:
Samlet set betyder nedenstående tal for hovedanvendelsen nu og om 300 år, at yderligere ca. 600 ha eller over 10% af det nuværende bevoksede og produktive areal udtages af drift med henblik på styrkelse af de biodiversitetsmæssige og rekreative muligheder. (…) Det samlede areal udlagt til åbne naturarealer, urørt skov og græsningsskov vil om 300 år være 20% af arealet i Klosterheden Plantage. Væsentligt mere end de 10% biodiversitetsskov, som det nationale skovprogram fra 2002 opstiller som nationalt målt.
Det er med andre ord en vision om, at man i år 2303 har »væsentligt mere« skov med biodiversitetshensyn, end det nationale mål fra 2002, hvilket betyder, at man overgår vor tids FN’s biodiversitetsmål med beskedne 3 procent – i begyndelsen af det 24. århundrede. At biodiversiteten rasler ned og fortsat vil rasle ned, hvis ikke der gøres en markant indsats her og nu, tages der ikke megen højde for.
Selv om det anføres, at fremtidens skovdyrkningssystem på de resterende 80 procent af arealet trods produktionsformål forventes at tilgodese biodiversiteten langt mere end i dag, er og bliver skovdriften i sig selv den største trussel mod biodiversiteten i skovene, og disse meget små indrømmelser til variation og mangfoldighed af arter og levesteder betyder, at der i løbet af tre hundrede år blot planlægges beskedne 139 hektar urørt skov (2%), 251 hektar græsningsskov (4%) og 850 hektar åbne arealer (14%) – ud af de 6.229 hektar, som udgør Klosterheden Statsskovdistrikt.
Der er ikke ligefrem rutte med naturhensynene at løfte skovnaturen marginalt på tre århundreder.
Med det ‘ambitionsniveau’ er det heller ikke let at øge naturværdierne og løfte biodiversiteten – selv om bæverne gør, hvad de kan. Nærværende forslag rummer derfor mere ambitiøse naturtiltag inden for den allernærmeste fremtid i begyndelsen af det 21. århundrede frem for nogle beskedne justeringer med en tidshorisont i det 24. århundrede.
En anden vision for Klosterheden – i begyndelsen af det 21. århundrede
Området er stort og voldsomt domineret af næringsbelastede arealer med tæt nåletræsplantage, hvorfor nærværende forslag nøjes med at tage udgangspunkt i godt og vel en tredjedel af området – de ca. 2.400 hektar, hvor potentialet for at bevare og forøge biodiversiteten umiddelbart er størst.
Derfor skal der være flere og større sletter, flere skovlysninger og naturlige skovbryn med glidende overgange frem for kunstige lineal-lige ‘grænser’ samt flere større planteædere til at skabe variation og holde tilgroning i ave omkring vandløbene, i skovlysninger og på hede og græsland.
Det betyder, at store dele af nåleplantagen inden for det afgrænsede område skal overgå til naturligere nåleskov og lysåbne arealer, og når udgangsbetingelserne for naturlige processer og en vildere natur er genetableret, skal al tømmerproduktion derfor indstilles i de tilbageblevne skovarealer, som fremadrettet overgår til vildskov (såkaldt urørt skov).
Ifølge rapporten Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove, der analyserer vigtigheden af urørt skov for at standse biodiversitetstabet i de danske skove, er også nåleskovsarealerne blevet analyseret. F.eks. er Tisvilde Hegn og flere af klitplantagerne på strækningen fra Thy til Skagen er fremhævet som bevaringsværdige nåleskovarealer efter et ophør af tømmerproduktionen (Petersen m.fl. 2016). Klosterheden figurerer dog ikke i nogle af rapportens scenarier over skovarealer af national betydning for biodiversiteten, hvorfor det giver god mening at afvikle større dele af nåletræsbevoksningerne til fordel for flere og større lysåbne arealer.
Naturen kan imidlertid selv stå for det meste, hvis dele af plantagen først ryddes i yderkanter, hvor nordvestenvinden kan få fat og efterfølgende selv lægge nålestammer ned. De stærke stammer står nemlig yderst, fordi de her har måttet tilpasse sig vinden, så når de først er lagt ned, er der ikke megen beskyttelse for de næste træer, der er lettere ofre for vejrguderne. Derved får naturlige processer fat, og den hidtidige nåleplantage bliver vildere og mere varieret.
Kontrolleret ildebrand kan også hjælpe, ja, faktisk fik naturen hjælp af flammernes assistance ved et uheld i 2013, da en ildebrand åd seks hektar af platagen. Det var en af maskinparkens store flishuggere, der pludselig brød i brand, mens den tyggede træ.
Reaktionen viser måske, at der er ved at ske ændringer i forhold til dengang, hvor driftsplanen for 2002- 2017 blev udarbejdet af den regionale del af Naturstyrelsen – i hvert fald blev branden hilst velkommen, ikke som en naturkatastrofe, men derimod som en tiltrængt håndsrækning til naturen:
Naturen har bestemt ikke tabt noget ved branden. Tværtimod. Det areal som brændte, bestod af fældet træ, som var tørret og klar til at blive lavet til flis. Vi havde netop fældet den del af plantagen for at skabe en ny og mere varieret skov, med løvtræ, lysåbne områder, dødt ved og andre elementer, der skaber levegrundlag for en meget større biodiversitet, end den, der var før.
Skovfoged Paul Andersen: Naturen kommer styrket ud af brand i Klosterheden
På den baggrund kan man nærmest beklage, at det kun var seks ud af de over seks tusind hektar, flammerne fik bugt med, for ilden kunne i endnu videre udstrækning have været et værktøj til at rydde op i tilgroning, forny vegetationen og skabe et naturligere skovbillede – når vi ikke har travlt med at erstatte tabt plantagemonotoni med ny plantage.
En mere stabil og permanent indsats imod tilgroning er de store planteædere, for det handler i vid udstrækning om at opnå en dynamisk natur, som ‘passer sig selv’. I dag er der ingen græsning på skovarealet og kun et mindre område urørt skov, men forslaget til Naturnationalpark Klosterheden indebærer 2.400 hektar på naturens præmisser, hvilket svarer til 38,5 procent af skovdistriktets areal.
Når det skal vurderes, hvilke dele af plantagen, der bør afvikles eller overlades til urørt nåleskov, er det vigtigt, at der f.eks. ikke forsvinder skovarealer med sjældne svampe. Nogle få steder inden for den foreslåede afgrænsning er fundet truede svampearter ifølge Svampeatlas.dk: sortrandet skærmhat, skællet kødpigsvamp, vellugtende læderpigsvamp og rust-korkpigsvamp (også fyrre-skælrørhat, småskællet kødpigsvamp og stinkende slørhat er indrapporteret, men afvist som usikre observationer).
Hvilke større planteædere, der skal supplere bæverne i bestræbelserne på at skabe dynamik og variation, afhænger også af fageksperters detailanalyse af fødegrundlaget og naturtyperne, og det samme gælder den specifikke plan for, hvor store dele af plantagebevoksningerne der skal afvikles og/eller udtyndes.
Men hvis man lander på dyr, der er større end heste og kvæg (dvs. krondyr, elg og/eller bison), er der behov for et vildthegn, som er mere robust (og dyrere) end et almindeligt el-hegn.
Den foreslåede hegnslinje er ca. 30 kilometer lang og ville koste ca. 7,5 mio.kr., hvor et almindeligt el-hegn næppe ville overstige 1-2 mio. kr. Yderligere etableringsudgifter består primært af 2-4 færiste (à 250.000 kr.), indkøb af dyr til udsætning, genetablering af naturlig vandbalance (f.eks. tilkastning af grøfter, så området ikke afvandes unaturligt) og honorar til biodiversitetsforskere, der skal udarbejde den endelige detailplan. Alt i alt ca. 20 mio. kr. (idet jeg forudsætter, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører).
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns først projektområdet til de af Klosterhedens statsejede arealer, der har højest bioscore, og nøjes med så få privatejede arealer som muligt for at undgå lodsejerkonflikter. Eventuelle privatejede arealer som f.eks. i nærværende foreslag, bør som udgangspunkt opkøbes eller udelades – eller som minimum skal der indgås permanent bindende aftaler om at prioritere biodiversitethensyn allerhøjest.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Men Klosterheden er i forvejen ét afgørende skridt nærmere vildere og varieret natur i kraft af den vellykkede bæverudsætning i 1999. At blive stående dér uden at afvikle store dele af det omkringliggende nåletræsgitter og overveje flere større planteædere er dog blot én farve tilføjet produktionsskovens gråtoner. Vi får en forsmag, en anelse, men der må gerne en del flere farver til, hvis vi skal komme naturligere natur nærmere.
Og det kræver lidt mere end bævere.
Rune Engelbreth Larsen, februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript
APROPOS
> Bæveren skaber dynamisk natur
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status