Bialowieza Nationalpark – vildskov og vilde visenter

Af Rune Engelbreth Larsen

Solnedgang over Bialowieza Nationalpark – to tyre er netop kommet ud af skoven (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Solnedgang over Bialowieza Nationalpark – to tyre er netop kommet ud af skoven (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Europas bisonskov

Den tætte dis omslutter morgengryet, og solen lurer lige under horisonten bag skovens mørke silhuetter. En pukkelrygget skygge sejler tavst og tungt gennem tågehavet og ligner næsten en hval, der kløver vandoverfladen. Men det store dyr er selvfølgelig ikke en hval – det er en europæisk bison, også kaldet visent.

Halvskjult bag græsset kommer Europas største landlevende dyr ud af en af Europas vildeste skove i det østlige Polen, Bialowieza.

Hannen kan veje op i nærheden af 1 ton, nå en skulderhøjde på næsten to meter og en længde på op til tre og en halv meter – fire meter, hvis halen er lang nok. Den kan galoppere 60 km/t, forcere tæt skov, søer og floder og er sågar en god springer.

Tyren damper i disen og løfter af og til hovedet, så de karakteristiske horn opløser tågen. Og som solen langsomt hæver sig over horisonten og slipper fri af trækronerne, brænder den disen bort og bader ikke én, men to bisontyre i sit bløde morgenlys.

Den er et gemytligt dyr, og hvis man ikke kommer alt for tæt på og i øvrigt ikke generer den (især ikke, når der er kalve), kan man roligt og respektfuldt nyde synet af den i naturen på afstand.

Og det er bjergtagende at opleve den europæiske bison i det fri – Bialowieza er et af de steder, hvor det kan lade sig gøre at møde kæmpen. Engang kunne arten tælles i millionvis i Europa, men den blev et yndet byttedyr for menneskene efter sidste istid og er gradvis blevet decimeret og fortrængt i en sådan grad, at den for blot et århundrede siden var tæt på total udryddelse. Efter at den sidste vildtlevende visent blev skudt i begyndelsen af det 20. århundrede, var den samlede bestand nede på kun 54 dyr med sikker herkomst – alle i europæiske zoologiske haver (Kunstmann 2003).

Europæisk bison (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Efter et begyndende og omstændeligt avlsarbejde blev en lille flok bisoner i 1929 udsat i et indhegnet reservat i Bialowieza. I perioden 1952-66 kunne 38 bisoner sættes helt fri i området igen, og i 1953 begyndte genudsættelsen i den hviderussiske del af skoven.

I Bialowieza tilskudsfordres bisonerne stadig om vinteren, men det er en praksis, man har talt om at indstille, så de store vilde dyr i den store vilde skov kan løsnes helt fra det sidste bånd til både menneskelig plage og pleje. Desværre trækker andre interesser i den modsatte retning – f.eks. ønsket om at lette turisternes fotografering af dyrene ved foderstederne.

Et andet og ikke mindre problem er, at europæisk bison ikke er en decideret skovart. Det har man tidligere troet, fordi dens sidste levesteder var skov, men virkeligheden er nok snarere, at den blev fortrængt til skovene (bl.a. som følge af menneskelig jagt, landbrug, sygdomme og naturens generelle fragmentering), og så har man været for hurtige til at konkludere, at det nok var dér, den naturligt hørte til.

Undersøgelser af udsatte bisoner har vist, at dyret i dag synes at kunne tilpasse sig forskellige habitater forholdsvis fleksibelt, men at græsland foretrækkes. En studie af udsatte europæiske bisoner i Rothaargebirge i de tyske delstater Nordrhein-Westfalen og Hessen konkluderer f.eks.: »Generelt udviste dyrene præferencer for granskov, stormfaldne arealer og græsland. De undgik bøgeskov og andre strukturer som beboelser og områder med skovbrug og fyrretræsplantager (…) Stormfaldne arealer og andre løvskove blev kun foretrukket om foråret. Granskove blev undgået om foråret, men foretrukket senere samme år. Veje og vandløb blev foretrukket i den indledende fase efter udsætningen. Græsland blev løbende foretrukket, og bøgeskove blev løbende undgået.« (Schmitz 2015).

Videnskabelige analyser af isotoper af kulstof og kvælstof i de ældste europæiske bisonknoglefund afslører også et fødevalg, der tyder på, at den store planteæder oprindelig har foretrukket åbne landskaber frem for skove, da den levede frit i Nordeuropa efter sidste istid (Bocherens 2015). 

Professor Dr. Hervé Bocherens, som er en af forskerne bag analysen af knoglefundene, har fremført, at den »stærkt truede europæisk bison ville have meget bedre odds, hvis den – som den gjorde i fortiden – levede i åbne landskaber, der ville tilbyde et meget bredere fødespektrum« (ScienceDaily, 12.2.2015).

Skal europæisk bison klare sig uden tilskudsfodring har den med andre ord brug for en naturlig tilgang til føde, der ikke er begrænset til skovens vegetation, hvorfor den også i Polen søger ud på de omkringliggende marker umiddelbart før og efter mørkets frembrud.

Over halvdelen af verdens bestand lever i dag i det fri. De fleste i Polen, Hviderusland, Rusland og Ukraine, men mindre bestande findes bl.a. også i Frankrig, Litauen, Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet, Spanien, Holland og Tyskland, og som tidligere nævnt også i Danmark siden 2010. Ifølge European Bison Conservation Center passerede den totale bestand 6.000 i 2015, heraf over 4.000 i naturen.

Intet sted er dog så forbundet med europæisk bison som Bialowieza Skov i Polen og Hviderusland.

450 år gammelt egetræ i Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Omkredsen på stammen er knap fem meter på dette 450 år gamle egetræ (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skoven strækker sig over den nordøstlige del af Polen og den nordvestlige del af Hviderusland – 62.500 hektar på den polske side af grænsen og 160.000 hektar på den hviderussiske (Bruijn & Vegh 2007). Hvideruslands Belovezhskaya Pushcha National Park inkluderer ikke alene landets andel af det kolossale skovområde, hvor skovdriften er ophørt, men også omkringliggende arealer af samme størrelsesorden, hvortil kommer en bufferzone.

Her skal vi dog begrænse os til den polske nationalpark, hvis dimensioner er en del mindre, men også rummer noget af Europas sidste urskovsagtige natur, som desværre ikke er beskyttet i samme omfang som i Hviderusland.

Bialowieza (udtales Bjawoviesja) var i århundreder beskyttet som zarers og kongers privilegerede jagtterræn, hvilket reddede gamle skovpartier fra at blive ryddet til landbrug eller underlagt skovbrug.

Skovdriften greb dog om sig i større dele af skoven i slutningen af 1800-tallet, og under Første Verdenskrig byggede de tyske tropper savværker, tvang krigsfanger til at anlægge 200 kilometer jernbanespor tværs gennem skoven og intensiverede tømmerproduktionen til svimlende 4 millioner kubikmeter om året.

Men efter krigens afslutning gennemførte den polske botaniker Wladyslaw Szafer en videnskabelig udforskning af skoven, og som et resultat heraf blev et område på 4.700 hektar udpeget som beskyttet skovreservat i 1921 – og i 1932 omdøbt til Bialowieza Nationalpark.

Jurassic Park? Ikke helt, men derimod Białowieski Park Narodowy – Bialowieska Nationalpark i Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Jurassic Park? Ikke helt, men derimod Białowieski Park Narodowy – Bialowieza Nationalpark i Polen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Urørt, vild og farlig urskov?

Trods tumultariske perioder er dette beskyttede kerneområde gået fri for motorsavene siden begyndelsen af 1900-tallet, og i denne del er over 35 procent af træerne over 150 år gamle. I 1996 blev nationalparken udvidet til 10.500 hektar, hvoraf halvdelen kun er delvist tilgængelig for offentlig adgang i følgeskab af en autoriseret guide, og siden 2003 er yderligere ca. 12.000 hektar af de omkringliggende dele af Bialowieza Skov udpeget til naturreservater af varierende størrelse (De Brujin & Vegh 2007).

I skjul blandt de store gamle træer lever rovdyr som los og ulv, en bred vifte af planteædere, bl.a. elg, krondyr, rådyr, vildsvin, bæver og europæisk bison, samt sjældne fugle som f.eks. lille skrigørn, sort stork og tretået spætte. Det er selvfølgelig kun en lille del af de tusindvis af arter, der lever i skoven, som rummer flere pattedyrarter og ynglefuglearter end hele Danmark – foruden ca. 10.000 insektarter, over 4.000 forskellige svampe, 1.070 karplanter og 400 laver (Wesolowski m.fl. 2016).

Europæisk bison er en af skovens 58 forskellige pattedyr, og til trods for at den som nævnt er Europas største landlevende kæmpe, er der intet at frygte i skoven – heller ikke selv om den store drøvtygger bor blandt rovdyr med skarpe hjørnetænder.

Bisonen skal man som nævnt ikke stille sig i vejen for, men derved adskiller det godmodige dyr sig jo ikke fra køer. Ulven er endnu mere sky, og lossen er ekstremt sky, så kun de allerheldigste får et glimt af disse prægtige rovdyr. Så heldig var jeg ikke. Og de eneste ‘angreb’, jeg var udsat for på de ca. 100 kilometer, jeg tilbagelagde på cykel og til fods, var en enkelt skovflåt og et gammelt træ, der uden varsel styrtede 20 meter foran mig.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
I Bialowieza Nationalpark får træer lov til at leve, dø og falde som en blivende del af skoven til gavn for talrige insekter og svampe (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I vildskoven står, ligger og falder træer i alle aldre, hvilket yderligere varierer naturen, og Bialowieza er rig på dødt ved. Ifølge en lokal guide rummer dele af skoven 140 kubikmeter dødt ved pr. hektar – som tidligere nævnt rummer de danske skove gennemsnitligt kun 5 kubikmeter pr. hektar.

Kendetegnende for skov, der er unddraget skovbrug, er også de permanente og lejlighedsvist våde og sumpede områder, der også er en karakteristisk del af Bialowieza.

Vådområderne skaber afstand mellem træerne, hvilket er en væsentlig faktor, der kan åbne skoven og slippe mere lys gennem skovens kronedække. Der ligger faldne stammer og flyder i vandet som mikadopinde, hvor man skulle tro, at skovarbejdere havde været på overarbejde, men sine steder er det bævere, der fælder stammerne for at bygge dæmninger, og andre er det vandet i sig selv, der destabiliserer træerne.

Hvor træerne står tæt, bliver f.eks. egene høje og ranke, ikke bredkronede som fritstående træer, og her er skoven til gengæld ofte mørk. Bialowieza Skov er da heller ikke rig på naturlige lysninger – men hvor de er, er der en stor variation af blomster og insekter. Floden Narewka er et af de vandløb, der både slanger sig gennem tæt skov og sine steder åbner landskabet langs bredderne. De største lysåbne arealer er dog menneskeskabte og består især af bælterne omkring de nedlagte jernbanespor i den sydlige og nordlige del af skoven.

Her får solen lov til at bage i bund, og man kan bl.a. finde et mylder af sommerfugle, f.eks.poppelsommerfugl (der uddøde i Danmark i 1960’erne), sørgekåbe, galathea og forskellige perlemorsommerfugle.

Når skoven ikke har mange større lysninger, skyldes det måske, at den trods alt er præget af den skovdrift, der også fandt sted i dele af nutidens beskyttede skovområder indtil begyndelsen af 1900-tallet – skovdrift indebærer jo en udnyttelse af al tilgængelig plads, og det gør lysninger til ’spild’, der helst skal tilplantes.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Blåtoppet kohvede trives bedst i lysåbne skovpartier. I Danmark findes den kun ganske få steder på Sjælland (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Floden Narewka løber gennem Biolowieza Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Til at hjælpe vand og vejr med at tynde ud og fastholde de åbne arealer, som skoven trods alt rummer, er der i dag ‘kun’ er et par hjortearter, vildsvin og europæisk bison. Desuden stimulerer manglen på lysninger muligvis også bisonerne til i endnu højere grad at søge føde på græsengene uden for skoven.

Bialowieza Skov har været græsningsskov helt op i 1800-tallet med ca. 10.000 græssende kreaturer, foruden heste og et større antal vilde græssere end i dag, men på grund af frygten for den ’skade’, som dyrene kan forvolde de unikke gamle træer, er f.eks. elgbestanden holdt nede i mange år, og bisonerne vinterfodres, så de ikke gnaver i træerne (Thomsen 2000).

Alt er altså ikke lige ‘vildt’ i den vilde skov i det nordøstlige Polen, men mange andre faktorer er med til at beskytte og bevare en udvikling, hvor den bliver endnu vildere, ikke mindst vådområderne og træarternes mangfoldighed og aldersmæssige variation.

Tusindvis af træer er over 200, 300 og 400 år gamle – nogle er ældre end 500 og 600 år. Egetræet er alderspræsidenten, og også et af naturens særlige vidundere af den grund, at eg har tilknyttet over tusind andre arter.

Et gammelt egetræ dækker flere højder i skovens rum, udvikler hulrum og en furet bark med varieret struktur, hvorved det bliver et mikrounivers af forskellige levesteder. Det tager naturen 200-300 år at skabe et majestætisk egetræ til uvurderlig gavn for skovens øvrige arter – men i den alder er dets tømmeværdi ofte meget høj.

Og det tager kun 2-3 minutter at fælde det.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Modsat skovdrift er vildskov – eller såkaldt urørt skov – uden grøfter og dræn, hvilket sikrer våde og sumpede levesteder (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Engsommerfugl, Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Engperlemorsommerfugle ved et af de mange vådområder i Bialowiza Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Blåvinget pragtvandnymfe, hun (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Fjerbenet vandnymfe (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Galathea. En dagsommerfugl, der også er fundet i Danmark enkelte gange (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Køllesværmer. Svært at afgøre, om det er timian køllesværmer eller pimpinelle køllesværmer – medmindre man foretager en meget nøje undersøgelse af genitalierne, som fotografen her hverken har lysten til eller besidder kvalifikationerne til at udføre. En venlig iagttager har dog bemærket, at det højst sandsynligt er en pimpinelle køllesværmer, eftersom det er den eneste af de to arter, der er kendt fra de nordøstlige dele af Polen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Skovgøgeurt i Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Orkideen skovgøgeurt, juni (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Mange af skovens dyr som bison, ulv og los har egentlig brug for større territorier, og selv om de frit kan bevæge sig uden for nationalparken og ind i de store skovarealer, der er underlagt skovdrift, er en markant udvidelse af den beskyttede skov tiltrængt. Men skovdyrkerne og lokalbefolkningen stejler, og et forslag om at udvide nationalparken til mindst 30.000 hektar blev mødt af benhård modstand og en langvarig strid.

Det er en klassisk problemstilling, der også er kendt fra Danmark.

NGO’er er i reglen mest optagede af at bevare skov, der udvikler sig naturligt og artsrigt på naturens præmisser, fordi skovarterne er ekstremt trængte, og tømmerproduktionen presser biodiversiteten, hvorimod skovdyrkere er mest optaget af at styre skovudviklingen ud fra hensynet til tømmerets salgbarhed.

I en velorienteret avisreportage om Bialowieza Skov beskrives den uforsonlige skovkrig i det nordøstlige hjørne af Polen: »Planerne er en trussel mod den lokale træindustri og forstfolkene, som føler, at deres ekspertise bliver underkendt. Udvidelsen bæres frem af en international koalition mellem videnskabsfolk og miljøaktivister, som kan glæde sig over, at nogle politikere ser flere stemmer nationalt i beskyttelse af naturens værdier, end de kan hente lokalt i den meget tyndt befolkede provins, hvor skoven ligger. Ingen dialog virker mulig mellem de to parter. Når en forstmand ser et sygt træ, skærer det ham i hjertet, og han tænker straks: ’Det lider jo – og smitter andre. Vi må fjerne det, så andre kan leve.’ Når en biolog, ser det samme træ, tænker han eller hun: ’Meget interessant. Hvor er det dog godt for biodiversiteten. Nu kan Dendrocops leucotos (en sjælden spætte) og Glaucidium passerinum (en lille ugle) få reder i stammen.’« (Dragsdahl 1999).

Skovdyrkerne vandt slaget, og i 2009 afviste provinsens myndigheder en udvidelse af nationalparken. Men det er en konflikt, som bølger frem og tilbage.

Tømmerhugsten i de 39.500 hektar uden for nationalparken og de øvrige beskyttede skovområder blev til gengæld indskrænket markant, hvilket måske alligevel kunne ses som et første skridt mod en beskyttelse af hele skoven. Alle træer over 100 år blev fredet og dermed beskyttet mod motorsave, og i 2012 blev tømmerproduktionen fastlagt til et årligt gennemsnit på blot 48.500 kubikmeter frem til 2021.

Til sammenligning fælder f.eks. Naturstyrelsen årligt 96.000 kubikmeter nåle- og løvtræer alene i Nordsjællands Skovdistrikts 22.500 hektar (jf. driftsplanen for Nordsjælland, der gælder frem til 2029). Det er over tre gange så meget tømmer pr. hektar – og her er det kun bøge over 200 år og ege over 300 år, der fritages fældning.

Træerne vokser dog heller ikke ind i skovhimlen over Bialowieza.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Døde træer er fundamentet for skovens liv (foto © Rune Engelbreth Larsen)

De gennemsnitlige 48.500 kubikmeter om året i 2012-21 blev fortolket så elastisk, at tømmerproduktionen i løbet af få år burde indstilles frem til 2021 for ikke at overskride den samlede produktionsramme. I oktober 2015 kom imidlertid en ny regering til magten i Polen, og den var ikke til sinds at fastholde den eksisterende ramme.

Direktøren for Bialowieza Nationalpark blev fyret, og 32 medlemmer af Statsrådet for Naturbeskyttelse blev erstattet af et Videnskabeligt Råd for Skovbrug, blottet for kritiske forskere, men med en god repræsentation af tømmerproducenter. Den nye regering lagde snart op til mere end en tredobling af tømmerproduktionen i den ikke-beskyttede del af Bialowieza Skov, og formanden for Rådet har efterfølgende erklæret, at den eneste effektive skovforvaltning er »en økse« (Neslen 2016).

Et barkbille-angreb, der havde været i gang nogle år og tog livet af rødgran, blev anført som begrundelse for at skrue op for motorsavene til hele 180.000 kubikmeter om året – danske tilstande.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hule træer står og ligger overalt i Bialowieza skoven og tilbyder sig som oplagte skjule- og levesteder (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Over 350 år gammelt egetræ, over 30 meter højt og med en omkreds på over 4 meter (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Af de træer, som var mærket til hugst, var dog kun godt halvdelen rødgran, hvorfor et stort kvantum træer, som er helt uberørte af barkbillen, fældes ved samme lejlighed. På dansk hedder den pågældende bille typograf, og i store mængder angriber den træets vandforsyning og får således rødgran til at gå ud. I 1980’erne og 1990’erne var kombinationen af milde vintre og tørre somre også en medvirkende faktor bag store typograf-angreb i danske granskove, der imidlertid allerede var svækket af vandmangel og stormfald.

Problemets omfang forværres faktisk af selve produktionsskovens karakter med tilplantede tætstående rødgranbevoksninger, og en rydning af de angrebne træer (og titusindvis af andre træer i samme ombæring) hjælper ikke. Rødgraner dør af barkbilleangrebet, men under naturlige forhold er dette et led i en tilbagevendende cyklus, hvor lejlighedsvise angreb også gradvist aftager igen.

I naturlig skandinavisk nåleskov er typograf således en vigtig nøgleart, der ganske vist svækker træer, men derved bidrager til at skabe mængder af dødt ved, som jo er altafgørende for mange andre arter (Hüberts 2010) – såfremt det døde ved vel at mærke får lov til at blive i skoven. Men det er selvfølgelig ikke ideen bag en ny driftsplan, der årligt tager 180.000 kubikmeter træ ud af en skov, der ellers er udpeget som beskyttet Natura 2000-område i sin helhed.

NGO’ere og internationale videnskabelige miljøer har reageret med skarp kritik af den polske regering, men fældningen blev alligevel besluttet i marts 2016. I april 2017 opfordrede EU-Kommissionen den polske regering til at annullere beslutningen inden for en måned, men da intet skete, krævede Kommissionen i juli 2017 et omgående stop for al tømmerhugsten og trak Polen for EU-domstolen.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gamle egetræer (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skovkrigen fortsætter altså og illustrerer de udtalte interessekonflikter mellem naturværdier og tømmerværdier. Det er en konflikt, som understreger vigtigheden af, at områder reserveres biodiversitet på naturligere præmisser.

Produktion og biodiversitet bør slet og ret adskilles.

Uafhængigt af, hvor sagen om tømmerhugsten i Bialowieza ender, er den del af skoven, der er udpeget som polsk nationalpark, dog fortsat milevidt foran de danske nationalparker, hvad angår naturhensyn og -prioritering. Ikke kun som følge af gunstige historiske omstændigheder, men også i forhold til de konkrete valg, man har truffet for at beskytte naturen i kernen af den berømte skov i Polen.

Selve nationalparken, der burde være betydeligt større, er altså ikke berørt af de nye driftsplaner og derfor fortsat en helt anderledes oplevelse af vildskov, end vi finder herhjemme – en indikator for, hvordan skov over tid kan udvikle sig på naturligere præmisser.

Vådere, vildere, mere artsrigt og befolket af større rovdyr og planteædere såvel som monumentale veterantræer af århundreders ælde.

Der er med andre ord fortsat rigeligt at lade sig inspirere af i Bialowieza Skov, både i forhold til vildere natur og større skovoplevelser.

Rune Engelbreth Larsen, juli 2015. Senest opdateret oktober 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

NOTE1: Artiklen er et længere uddrag af kapitel 8 i første del af bogen Vildere vidder i dansk natur.
NOTE2: Litteraturhenvisninger kan findes i Litteraturlisten.

APROPOS udenlandske naturreservater

Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper
> Oostvaardersplassen – fra gammel havbund til nyt og omstridt vildnis
Berchtesgaden Nationalpark – naturbeskyttelse i bjergene
>
Döberitzer Heide – fra militært terræn til vildnis ved Berlins bygrænse

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Sydlig blomsterbuk, juni. Flot og matchende seng til en lille hyrdetime (foto © Rune Engelbreth Larsen)