Bialowieza Nationalpark – vildskov og vilde visenter

Af Rune Engelbreth Larsen

450 år gammelt egetræ i Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Omkredsen på stammen er knap fem meter på dette 450 år gamle egetræ i Polens vildskov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Fra zarers beskyttede jagtterritorium til internationalt hædret nationalpark

Bialowieza Skov strækker sig over 150.000 hektar i den nordøstlige del af Polen og nordvestlige del af Hviderusland – 62.500 hektar på den polske side af grænsen og 87.500 hektar på den hviderussiske. Hvideruslands Belovezhskaya Pushcha National Park inkluderer ikke alene landets andel af det kolossale skovområde, hvor al skovdrift er ophørt, men også omkringliggende arealer af samme størrelsesorden, hvortil kommer en bufferzone på yderligere 80.000 hektar. Sammenlagt 2.300 kvadratkilometer med naturbeskyttelse som primærformål – fire gange Bornholms areal.

Her skal vi dog begrænse os til den polske nationalpark, hvis dimensioner er noget mindre, men som også rummer noget af Europas sidste urskovsagtige natur.

Bialowieza (udtales Bjawoviesja) var i århundreder beskyttet som zarers og kongers privilegerede jagtterræn, hvilket reddede gamle skovpartier fra at blive ryddet til landbrug og underlagt skovbrug.

Skovdriften greb dog om sig i større dele af skoven i slutningen af 1800-tallet, og under Første Verdenskrig byggede de tyske tropper savværker, tvang krigsfanger til at anlægge 200 kilometer jernbanespor tværs gennem skoven og intensiverede tømmerproduktionen til svimlende 4 mio. kubikmeter om året.

Efter krigens afslutning gennemførte den polske botaniker Wladyslaw Szafer en videnskabelig udforskning af skoven, og som et resultat heraf blev et område på 4.700 hektar udpeget som beskyttet skovreservat i 1921 – og i 1932 omdøbt til Bialowieza Nationalpark.

Jurassic Park? Ikke helt, men derimod Białowieski Park Narodowy – Bialowieska Nationalpark i Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Jurassic Park? Ikke helt, men derimod Białowieski Park Narodowy – Bialowieza Nationalpark – hvor kæmperne ikke er dinosaurer, men træer (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Trods tumultariske perioder er dette beskyttede kerneområde gået fri for motorsavene siden begyndelsen af 1900-tallet, og de seneste årtier er naturbeskyttelsen intensiveret. I 1996 blev nationalparken udvidet til 10.500 hektar, hvoraf halvdelen kun er delvist tilgængelig for offentlig adgang – og kun i følgeskab af en autoriseret guide.

Et forslag om at udvide den til mindst 30.000 hektar blev imidlertid mødt af benhård modstand fra de lokale skovdyrkere og førte til langvarig strid. Det er en klassisk problemstilling, der også er kendt fra Danmark.

Biologer er i reglen mest optagede af at bevare skov, der udvikler sig naturligt og artsrigt på naturens præmisser, hvorimod skovdyrkere i reglen er mest optaget af at styre skovudviklingen ud fra hensynet til tømmerets salgbarhed.

I en velorienteret og spændende reportage om Bialowieza Skov berettede journalist og forfatter Jørgen Dragsdahl i 1999 om den uforsonlige skovkrig i det nordøstlige hjørne af Polen:

Planerne er en trussel mod den lokale træindustri og forstfolkene, som føler, at deres ekspertise bliver underkendt. Udvidelsen bæres frem af en international koalition mellem videnskabsfolk og miljøaktivister, som kan glæde sig over, at nogle politikere ser flere stemmer nationalt i beskyttelse af naturens værdier, end de kan hente lokalt i den meget tyndt befolkede provins, hvor skoven ligger. Ingen dialog virker mulig mellem de to parter. Når en forstmand ser et sygt træ, skærer det ham i hjertet, og han tænker straks: »Det lider jo – og smitter andre. Vi må fjerne det, så andre kan leve.« Når en biolog, ser det samme træ, tænker han eller hun: »Meget interessant. Hvor er det dog godt for biodiversiteten. Nu kan Dendrocops leucotos (en sjælden spætte) og Glaucidium passerinum (en lille ugle) få reder i stammen.« (Jørgen Dragsdahl: Weekendavisen, 17.9.1999).

Skovdyrkerne vandt, og i 2009 afviste provinsens myndigheder udvidelsen. Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke i Bialowieza.

Der er dog restriktioner på skovdriften uden for nationalparken, hvor tømmerproduktionen er begrænset til 50.000 kubikmeter om året, og hvor alle træer over 100 år er fredet og dermed beskyttet mod motorsave. Den slags naturhensyn kan man kun drømme om i en dansk produktionsskov. Til sammenligning fælder Naturstyrelsen næsten dobbelt så meget i Nordsjællands Skovdistrikt, der samlet dækker 22.500 hektar – et område, der er mindre end halvt så stort som produktionsskoven i Bialowieza.

Og i kontrast til Bialowieza fælder statens skovdyrkere tilmed bøgetræer op til 200 års ælde og egetræer op til 300 år, til trods for at det netop er de gamle træer, der er afgørende for skovnaturens artsrigdom.

Også af denne grund er det en radikalt anderledes naturoplevelse, der venter os i det nordøstlige Polen, end den, vi kender fra danske skove.

Europæisk bison (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Urørt, vild og farlig urskov?

I skjul blandt Bialowiezas store gamle træer lever rovdyr som los og ulv, en bred vifte af planteædere, bl.a. elg, krondyr, rådyr, vildsvin, bæver og europæisk bison (også kaldet visent), samt spændende sjældne fugle som f.eks. lille skrigørn, sort stork og tretået spætte. De udgør selvfølgelig kun en brøkdel af de over 20.000 dyrearter, der anslås at leve i Bialowieza – ikke så lidt i én skov, når man betænker, at antallet af dyrearter i hele Danmark formodentlig er i omegnen af ca. 22.000.

Hegnet langs grænsen mellem Polen og Hviderusland forhindrer desværre en række af bestandene i at blande sig på tværs af skoven, f.eks. Europas største landlevende pattedyr og områdets berømteste art: bisonen. 

Tyren, der kan nå en skulderhøjde på næsten to meter og en længde på næsten tre, kan veje op i nærheden af 1 ton. Den løber knap 60 km/t, kan springe over to meter hegn og over tre meter brede vandløb – en kæmpe, der lever frit i skoven, og som nok kan gøre én og anden utryg i en tidsalder, hvor appellen til irrationel naturfrygt stadig er gangbar i massemedierne.

Der er imidlertid intet at frygte, heller ikke selv om skoven ved siden af den store drøvtygger også er hjemsted for rovdyr med skarpe hjørnetænder som los og ulv.

Bisonen skal man selvfølgelig ikke stille sig i vejen for, især ikke hvis den har kalve, men derved adskiller det godmodige og sky dyr sig ikke så meget fra køer. Ulven er endnu mere sky, og lossen er ekstremt sky, så kun de allerheldigste får et glimt af disse prægtige rovdyr. Så heldig var jeg ikke. Og de eneste ‘angreb’, jeg var udsat for på de ca. 100 kilometer, jeg tilbagelagde på cykel og til fods, var en enkelt skovflåt og et gammelt træ, der uden varsel styrtede 20 meter foran mig.

Endnu en lille påmindelse om den proportionsløse frygt for og modvilje mod ulven, som vi kender fra Danmark.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
I Bialowieza Nationalpark får træer lov til at leve, dø og falde som en blivende del af skoven til gavn for talrige insekter og svampe (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Indledningsvis kaldte jeg Bialowieza for »urskovsagtig« for at udskyde en nærmere forklaring, men det er vanskeligt at finde en hensigtsmæssig betegnelse for skov, der i vid(ere) udstrækning får lov til at være skov på naturens præmisser. Vi kalder det gerne for »urørt« skov, hvilket ikke betyder, at træerne ikke bliver »rørt« eller ikke er »påvirket« af mennesker, men først og fremmest at al skovdrift er ophørt.

De fleste vil dog nok associere betegnelser som »urskov« og »urørt skov« med skove, der er helt ‘upåvirkede’ og ‘oprindelige’, hvilket ingen skov kan honorere i dag.

Selv om det afgørende naturligvis ikke er, hvad vi kalder tingene, men hvad vi forstår ved betegnelserne, foretrækker jeg ordet »vildskov« om skove, der på et eller andet tidspunkt har fået lov til at udvikle sig vildere, og hvor al skovdrift er indstillet. 

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Blåtoppet kohvede trives bedst i lysåbne skovpartier. I Danmark findes den kun ganske få steder på Sjælland (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Floden Narewka løber gennem Biolowieza Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Langt hovedparten af al skov i Europa er produktionsskov, det vil sige, at hensynet til tømmerproduktionen er det altafgørende kriterium for skovenes ‘design’, hvilket som allerede nævnt kan skabe store konflikter mellem skovdyrkere på den ene side og forskere og naturorganisationer på den anden.

Og design er ikke for meget sagt, når få udvalgte træsorter plantes tæt på rad og række og fældes efter minutiøse tidsplaner. Skoven bliver ikke alene mørk, men også ekstremt fattig på arter, hvorfor nogle slet og ret kalder disse ensformige plantager for træmarker.

I vildskov kan der derimod være flere træsorter side om side, og træerne står, ligger og falder i alle aldre, hvilket yderligere varierer skoven. Dermed er der også mange flere forskellige levevilkår for mange flere forskellige arter end i de monotone produktionsskove.

Kendetegnende for skov, der er unddraget skovbrug, er ikke mindst de permanente og lejlighedsvist våde og sumpede områder. Det er levesteder, vi har meget få af i de danske skove, hvor vandet drænes, så skovbunden bliver unaturligt tør – igen af hensyn til tømmerkvaliteten.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Træerne vælter som Mikado-pinde i dette vådområde, dels på grund af vandet, dels på grund af bæverne (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Vådområder skaber afstand mellem træerne, men der er også andre faktorer, der kan åbne skoven og give plads til mere lys. Eksempelvis kan lynnedslag forårsage brand, og storme kan splintre stammer, hvilket rydder større eller mindre områder. Tilsvarende kan sygdomme tage livet af træer og give plads til andre, ligesom større planteædere kan skabe ravage og åbne vegetationen.

Skoven forynges, vegetationen forandres, og artsrigdommen forøges, hver gang dens gode venner, Storm og Lue, kommer på besøg. Og det får de lov til, når vi siger farvel til skovens mindre velkomne gæster, Plov og Økse. (Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst)

Enkelte steder i Bialowieza Skov ligger faldne stammer og flyder i vandet som mikadopinde, og man skulle tro, at skovarbejdere havde været på overarbejde. Men det er bævere, der fælder stammerne for at bygge dæmninger, og vandet i sig selv, der destabiliserer træerne.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Modsat skovdrift er vildskov – eller såkaldt urørt skov – uden grøfter og dræn, hvilket sikrer våde og sumpede levesteder (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Engsommerfugl, Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Engperlemorsommerfugle ved et af de mange vådområder i Bialowiza Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Blåvinget pragtvandnymfe, hun (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Fjerbenet vandnymfe (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Vildskov kan også være mørk. Hvor træerne står tæt, bliver f.eks. egene høje og ranke, ikke bredkronede som fritstående træer. Bialowieza Skov er da heller ikke rig på naturlige lysninger – men hvor de er, er der en stor variation af blomster og insekter.

Floden Narewka er et af de vandløb, der både slanger sig gennem tæt skov og sine steder åbner landskabet langs bredderne. Men skovens største lysninger er menneskeskabte og består især af bælterne omkring de nedlagte jernbanespor i den sydlige og nordlige del af skoven.

Her får solen lov til at bage i bund, og man kan finde et mylder af sommerfugle og blomster, bl.a. perlemorsommerfugle, sørgekåbe og galathea. Sidstnævnte er måske en kommende art i Danmark, fordi klimaforandringerne gradvis udvider dens nordlige udbredelsesgrænse (i slutningen af 1990’erne blev den observeret et par gange på Langeland og Falster).

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Galathea. En dagsommerfugl, der også er fundet i Danmark enkelte gange (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Køllesværmer. Svært at afgøre, om det er timian køllesværmer eller pimpinelle køllesværmer – medmindre man foretager en meget nøje undersøgelse af genitalierne, som fotografen her hverken har lysten til eller besidder kvalifikationerne til at udføre. En venlig iagttager har dog bemærket, at det højst sandsynligt er en pimpinelle køllesværmer, eftersom det er den eneste af de to arter, der er kendt fra de nordøstlige dele af Polen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Orkideen skovgøgeurt vokser gerne i lysåbne løvskove, men i Bialowieza findes den flere forskellige steder, både i meget små lysninger og i forholdsvis tæt underskov.

Skovgøgeurt i Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Orkideen skovgøgeurt, juni (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Når skoven ikke har mange større lysninger, skyldes det måske, at den trods alt er præget af den skovdrift, der også fandt sted i dele af nutidens beskyttede skovområder indtil begyndelsen af 1900-tallet, og at der i dag ‘kun’ er et par hjortearter, vildsvin og europæisk bison til at hjælpe vand, vind og vejr med at tynde ud i skoven? Muligvis stimulerer manglen på lysninger også bisonerne til i endnu højere grad at søge føde på græsengene uden for skoven.

Bialowieza Skov har været græsningsskov helt op i 1800-tallet med tusindvis af græssende kreaturer, foruden et større antal vilde græssere end i dag. Men en herskende tanke bag den aktuelle beskyttelse af skoven er frygten for den ‘skade’, som dyrene kan forvolde de unikke gamle træer.

Og så er vi tilbage ved forskellige natursyn – for er ‘skadeforvoldende’ vilde dyr ikke en naturlig del af en skov på naturens præmisser?

Alt er altså ikke lige ‘vildt’ i den vilde skov i det nordøstlige Polen, men mange andre faktorer er med til at beskytte og bevare en udvikling, hvor den bliver endnu vildere, ikke mindst vådområderne og træarternes mangfoldighed og aldersmæssige variation.

Døde træer giver skoven liv

Ved siden af den naturlige vandbalance, der skaber en rig variation af levesteder og derved en mangfoldig af arter, får træerne lov til at leve, dø, falde og forrådne. Gamle træer, der ikke fældes, medfører således store mængder af dødt ved, hvilket bl.a. er et livsgrundlag for mange flere insekter end levende træer, foruden mange laver, mosser og svampe.

En skov, der er rig på død, er rig på liv.

Og dødt ved er en egenskab man i princippet kan måle og veje – eller i det mindste give et kvalificeret bud på. Ifølge en lokal guide rummer Bialowieza Skov gennemsnitligt ca. 140 kubikmeter dødt ved pr. hektar. Til sammenligning er gennemsnittet i de danske skove kun 6 kubikmeter dødt ved – og i trefjerdedele af vore skove er der faktisk slet ikke noget dødt ved. Overhovedet.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Døde træer er fundamentet for skovens liv (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I Bialowieza Skov er der også utallige hule træer, både levende og døde, hvilket er godt for de mange flagermus og spætter (hele ni forskellige spættearter lever i skoven). Men de udgør også indflytningsklare ‘ejendomme’ for flere andre arter. F.eks. skovmår, flagermus, ugler, fluesnappere, stær, hvinand og stor skallesluger, der alle yngler i hule træer.

I danske skove (såvel som i parker og i private haver) er der meget få hule træer, selv om de nyder en vis beskyttelse. Det er således forbudt at fælde hule træer og træer med spættehuller – men det er de færreste, der er klar over det. Og forbuddet gælder ikke i september og oktober, hvorfor det i realiteten ikke udgør nogen særlig effektiv beskyttelse.

En bolig, der fjernes i efteråret, er og bliver en bolig, der er væk for bestandigt, og ‘nye’ hule træer kommer jo ikke igen med et fingerknips, men er mange år undervejs.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hule træer står og ligger overalt i Bialowieza skoven og tilbyder sig som oplagte skjule- og levesteder (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Over 350 år gammelt egetræ, over 30 meter højt og med en omkreds på over 4 meter (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hule træer betyder gerne gamle træer, og tusindvis af træer i Bialowieza er over 200, 300 og 400 år gamle – nogle er ældre end 500 og 600 år.

Egetræet er alderspræsidenten, og også et af naturens særlige vidundere af den grund, at det selv kan være hjemsted for mere end tusind andre arter.

Et gammelt egetræ dækker flere højder i skovens rum, udvikler hulrum og en furet bark med varieret struktur, hvorved det bliver et mikrounivers for forskellige slags levesteder. Og når det endelig dør, kan det tage op til 100 år at blive nedbrudt, hvilket yderligere forlænger træets tid som livsgrundlag for insekter, laver, mosser og svampe.

Det tager naturen 200-300 år at skabe et majestætisk egetræ til uvurderlig gavn for skovens øvrige arter. Er træet heldigt, bor det i Bialowieza og kan langt udover sin modne alder gavne skoven i generationer endnu. Er det mindre heldigt, bor det i Danmark og bliver i sin bedste alder overladt til motorsaven.

Artsrigt liv er generelt langsomt, men varieret og mangfoldigt, modsat motorsave og profit – her er hastighed og ensformighed alfa og omega.  

200-300 år in the making … på 2-3 minutter er det slut, og skoven er amputeret.

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gamle egetræer (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Kæmpernes skov

De højeste graner i skoven tårner sig op over 50 meter, og de højeste ege-, ask-, linde- og fyrtræer bliver op til 40 meter.

Der er også andre kæmper, og de bevæger sig rundt i skoven – bisonen, som vi tidligere har været inde på.

Det er dog lidt af et paradoks, at Bialowieza Skov er mest berømt for sine bisoner. Skoven var det sidste sted, hvor arten levede frit, indtil den var på randen af udryddelse for 100 år siden, men det betyder ikke, at det er en egentlig skovart, snarere at dette var dens sidste eksil som følge af menneskets jagt og udbredelse. 

Vi har således kun zoologiske haver at takke for bevarelsen af arten, der på grund af 1900-tallets omfattende avlsprogrammer i dag nærmer sig en population på 5.000, hvoraf de fleste er tilbage i naturen. Over 10 procent lever i den polske del af Bialowieza Skov (og næsten lige så mange i den hviderussiske).

Mange af skovens dyr som bison, ulv og los har egentlig brug for større territorier i Polen, og selv om de frit kan bevæge sig uden for nationalparken og ind i de store skovarealer, der er underlagt skovdrift, er en markant udvidelse af den helt beskyttede del tiltrængt. Men som nævnt stejler skovdyrkerne og lokalbefolkningen endnu.

Manglerne til trods er denne polske nationalpark milevidt foran de danske nationalparker, ikke kun som følge af gunstige historiske omstændigheder, men også i forhold til de konkrete valg, man har truffet for at beskytte naturen i Polen.

Her er rigeligt at lade sin inspirere af, både i forhold til vildere naturforvaltning og større skovoplevelser – i det store og i det små.

Rune Engelbreth Larsen, juli 2015

APROPOS udenlandske naturreservater

Bialowiezas bisoner – Europas sidste kæmper
> Oostvaardersplassen – fra gammel havbund til nyt og omstridt vildnis
Berchtesgaden Nationalpark – naturbeskyttelse i bjergene
>
Döberitzer Heide – fra militært terræn til vildnis ved Berlins bygrænse

Bialowieza Nationalpark, Polen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Sydlig blomsterbuk, juni. Flot og matchende seng til en lille hyrdetime (foto © Rune Engelbreth Larsen)