Skjern floddelta – ambitiøs natur-nationalpark

Af Rune Engelbreth Larsen, 22. august 2016

Naturnationalpark Skjern Floddelta, hvis der ikke skal opkøbes privateejet jord – i givet fald bliver størrelsen ca. 2.700-2.800 hektar, altså ikke ret meget mindre end ovenstående forslag, hvor kun ganske få arealer foreslås opkøbt for at få lidt mere af floden med.
Naturnationalpark Skjern Floddelta, hvis der ikke skal opkøbes privateejet jord – i givet fald bliver størrelsen ca. 2.700-2.800 hektar
Debatindlæg i Ringkøbing-Skjern Dagbladet af Rune Engelbreth LarsenJeg bor i Aarhus og er en ivrig naturgæst, forfatter og naturfotograf, som også ofte har været i Ringkøbing Kommune og fotografere Skjern Å og det betagende floddelta ved Ringkøbing Fjord. Nu kan jeg forstå, at der lokalt er planer om at genåbne og revidere forslaget til en nationalpark med en ny afgrænsning, og eftersom jeg netop er i gang med et større bogprojekt om danske områder med stort naturpotentiale, tillader jeg mig som ikke-lokal at foreslå, hvordan en sådan afgrænsning kunne se ud. Forslaget kalder jeg for NATURnationalpark for at tilkendegive, at man hidtil har underprioriteret naturen i de danske nationalparker – floddeltaet kunne derimod blive en del af et ambitiøst naturreservat, hvor naturen får førstprioritet. Og hvad måske heller ikke er uinteressant i forhold til det tidligere forliste nationalpark-forløb: Hvorfor ikke begrænse afgrænsningen heraf til de ca. 2.900 hektar offentligt ejede naturarealer og dermed fuldstændig undgå de lodsejerkonflikter, der ofte har været problemet?

Jeg har valgt navnet »Naturnationalpark Skjern Floddelta«, fordi det jo alligevel er området ud mod fjorden, der har været i centrum, og ved at fokusere på ordet ‘floddelta’ signaleres det helt unikke, at vi har et imponerende dansk floddelta, som endnu flere burde blive bekendte med. Kort fortalt:

1) Begræns projektområdet til de ca. 27 kvadratkilometer statsejede arealer, hvor man ikke skal gå på kompromis med naturhensynet og samtidig undgår at genere en eneste privat lodsejer. Man behøver således heller ikke opkøbe jord – vi ejer jo i forvejen allesammen statens naturområder i fællesskab.

2) Opstil en målsætning, der sigter mod mere selvforvaltende og omkostningseffektiv natur på naturens præmisser, herunder udsættelse af flere større planteædere, f.eks. flere vildheste, måske endda suppleret med kvæg og nogle fredelige bisoner året rundt. De er både naturgavnlige, publikumsvenlige (og udgør allerede i dag et fantastisk trækplaster på Bornholm, hvor der blev udsat en flok i 2012).

3) Ansæt biodiversitetsforskere fra universiteterne til at udarbejde en helt konkret plan for, hvordan artsrigdommen bedst muligt sikres, og hvilke og hvor mange større planteædere der er optimalt for dette område.

4) Betænk, hvor populær natur-turisme er blevet. Filsø var f.eks. det allermest populære turistmål ved Henne Strand allerede to år efter genopretningen. Og Skjern Å er selvfølgelig allerede en stor attraktion – der kan blive langt større.

5) Finansiering: Ansøg Den Danske Naturfond eller nogle af de store private fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række store naturprojekter landet over. Jeg minder om, at f.eks. Bikubenfonden købte og finansierede storstilede naturtiltag i Svanninge Bjerge i begyndelsen af nullerne, at Nordea for nylig har bevilliget Naturpark Amager 55 mio. kr., at Aage V. Jensen Naturfond har finansieret kæmpe naturtiltag gennem en årrække, og at Villum Fonden for få år siden forærede Den Danske Naturfond 250 mio. kr.

Flere store private fonde har med andre ord fået øjnene op for spektakulære naturområder til stor gavn for den forarmede danske natur – og stor gavn for den lokale turisme. Hvis projekterne er ambitiøse nok på naturens vegne, vel at mærke.

Det er med andre ord ikke engang givet, at det behøver koste kommunen én eneste krone, hvis bare naturværdierne er så meget i centrum, at det bliver interessant og relevant for private fonde. For et engangsbeløb på f.eks. 20, 30 eller 40 mio. kr. kan man gøre ualmindelig meget for at få Danmarks mest ambitiøse naturreservat ved floden, floddeltaet og fjorden.

Ganske vist er ca. 2.700 hektar ikke så meget som tidligere projekt-ideer, men det er stadig meget stort og vidtrækkende. Skulle der være interesse, kommer jeg meget gerne til kommunen og uddyber ideen til et offentligt møde.

Tænk, hvis man kunne forenes lokalt og lægge pres på staten for et projekt på ca. 27 kvadratkilometers sammenhængende statsejede naturarealer, der tager naturværdierne seriøst og for første gang sætter internationale natur-standarder herhjemme? Det ville vække genlyd over hele Europa!

Rune Engelbreth Larsen (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 22. august 2016)
Apropos: Naturnationalpark Skjern Floddelta

NOTE: Ovenstående forslag er blevet debatteret og kommenteret i Dagbladet Ringkøbing-Skjern den 25. august, og et nyt debatindlæg uddyber ideen den 1. september i samme avis: Naturnationalpark-forslag er skam ambitiøst

Derfor skal statens tømmerproduktion ophøre

Af Rune Engelbreth Larsen, 7. februar 2016

Ifølge den seneste indrapportering til EU har internationalt beskyttede skovtyper i Danmark 100% »stærkt ugunstig bevaringsstatus«. 100%. Så galt står det til – ikke mindst fordi vi fælder alt for megen løvskov.

Af samme grund har stribevis af forskere understreget nødvendigheden af, at vi ophører med at fælde vore gamle løvtræer, der er skovens vigtigste levesteder (fx er egetræet tilknyttet over 1.000 forskellige arter). Men desværre regerer motorsavene i statens skove og forringer livsgrundlaget dramatisk, og derfor har skovnaturen brug for såkaldt urørt skov, dvs. løvskove med et totalstop for tømmerproduktion – og det haster.

Lars H. Ehrensvärd Jensen kritiserer mig imidlertid for, at »’urørt skov’ afspejler en romantisk forestilling«, fordi det tager århundreder, hvis ikke motorsave hjælper naturen (Politiken, 1.2.2016). Jensens jongleren med motorsave og stråmænd nødvendiggør følgende opklaring:

For det første gavner urørt skov biodiversiteten i løvskovene fra allerførste dag, fordi vi dermed garanterer, at gamle artsrige træer aldrig fældes – det tager 200-300 år at skabe artsrige ege og bøge, men kun 2-3 minutter at fælde dem. For det andet betyder urørt skov, at døde træer og dødt ved forbliver en altafgørende del af skovens cyklus i modsætning til i dag, hvor trefjerdedele af de danske skove er økologiske ørkener uden dødt ved.

For det tredje er dette ikke »romantik«, blot elementær fornuft. Forskere er enige om, at urørt skov er den mest omkostningseffektive metode til at gavne truede skovarter. For det fjerde er der ingen, der har benægtet, at motorsave og andre menneskelige indgreb må hjælpe naturen på vej i urørte skove, tværtimod, er det en god idé indledningsvis at genetablere udgangsbetingelserne for en artsrig skovnatur ved bl.a. at tynde ud og fjerne ikke-hjemmehørende arter – altså aktivt modvirke den destruktion, tømmerproduktionen har forårsaget.

Det er tømmerproduktionens motorsave, der skal begrænses. Et visionært skridt på vejen er De Konservatives forslag om 50.000 hektar urørt statsskov – hvis det, der får lov til at blive skov på naturens præmisser, udpeges af forskere. Men private løvskove af stor naturværdi kunne også indgå i byttehandler med statslige nåletræsplantager. Så drop panikken: Staten ejer ca. 120.000 af Danmarks 600.000 hektar skov – selvfølgelig har vi plads og råd til fx 50.000-100.000 hektar urørt skov på naturens præmisser.

Rune Engelbreth Larsen (Politiken, den 7. februar 2016. Rettet version)
Apropos: Dansk vildskov – artsrig og oplevelsesrig urørt skov

Debatindlæg af Rune Engelbreth Larsen: »Derfor skal statens tømmerproduktion standses« (Politiken, 7.2.2016)

Note: Ovenstående debatindlæg blev desværre forkortet uhensigtsmæssigt af Politiken, hvorved væsentlige pointer forsvandt, bl.a. omfanget af urørt skov sammenholdt med Danmarks skovarealer. I Politikens opsætning får man fejlagtigt det indtryk, at jeg ønsker at indstille al tømmerproduktion i Danmark, hvilket ingenlunde er tilfældet.

Kyster og andre naturlandskaber skal have plads og prioritet

Af Rune Engelbreth Larsen, 31 januar 2016

Båltale ved DN-arrangement i Aarhus: Vi redder kysterne

Eskebjerg Vesterlyng (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Eskebjerg Vesterlyng, maj. Nekselø kan skimtes i horisonten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Danske naturlandskaber kunne og burde være noget, der forenede os alle. Når vi oplever dansk natur, oplever vi resterne af noget, der rækker årtusinder tilbage, og som derfor forbinder alle os, der bor i dette land, med alle dem, der har boet i dette land.

Det er en ‘danskhed’, som ikke ekskluderer nogen, fordi de måtte mene noget ‘forkert’, have en ‘forkert’ baggrund, eller fordi de går klædt eller ser ud på en ‘forkert’ måde. Nej, vore danske naturlandskaber forener os, fordi de er resterne af fælles kulisser på tværs af vore kulturelle rødder, på tværs af vore standpunkter og alle vore øvrige forskelle. 

Men dansk natur er trængt. Dansk natur mangler plads, hvor naturen har førsteprioritet. For vore over 35.000 medarters skyld. Men også for vor egen menneskelige naturs skyld. De fleste af os tilbringer jo hovedparten af tiden i firkantede kasser, får vores underholdning fra firkantede kasser og arbejder efter firkantede skemaer – bør der da ikke også være plads til vildere vidder, hvor vi kan dvæle ved naturens mere ufirkantede kulisser, ukurante kurver, vekslende vinkler og mangfoldige livsformer?

Desværre underprioriteres, fortrænges og trues alt dette i vor tid.

Men jo, der er heldigvis også enkeltstående og vigtige lyspunkter, og lad os ikke glemme dem her – f.eks. genkomsten af havørn, trane, skestork og rød glente. Arter, som vi tidligere har udryddet med gift, fælder og kugler, men som nu er tilbage som danske ynglefugle. Eller ulven, der også er kommet ‘hjem’ igen, hvor den kan genindtage sin vigtige rolle som nøgleart og få stor og positiv betydning for mange andre arter, fordi naturen selvfølgelig har brug for sine rovdyr. Eller bævere, bisoner og vildheste, der så småt er på vej tilbage til den danske natur, hvor der jo ellers er katastrofal mangel på de større vilde planteædere, som sikrer variation i vegetationen, spreder frø og skaber nye og flere levesteder for utallige andre arter.

Der er lyspunkter, som er vigtige at bemærke og fremhæve til fælles begejstring og inspiration, der fortæller os, at naturens afvikling kan vendes. Men vi skal ikke bære skyklapper: Som helhed går det desværre den gale vej. Med syvmileskridt.

Mange arter fortrænges eller uddør i det åbne land, hvor ensformigheden trænger frem, og naturens variation forsvinder. Stærke interesser fremsætter krav om at udrette, udgrave og udmarve livet i vore vandløb, som ellers også var blandt de spæde succeshistorier. Selv i vore statsskove lader politikere motorsavene regere næsten uhindret, hvorfor store gamle, smukke løvtræer fældes og fjernes, selv om det netop er disse træers naturlige cyklus, der rummer livsbetingelserne for så mange truede skovarter.

Længe nok har vi fundet os i, at motorsave og afvanding dræner vore skove for liv, så de bliver til kedelige plantager og artsforladte træmarker i stedet for lysåbne og livlige levesteder. Længe nok har vi fundet os i, at artsrig natur placeres allerbagerst i rækken af prioriteter. Men vi kan ændre det. Lad os ændre det.

Vi har ingen ægte vild natur, men vi har natur, der er og kunne blive vildere, mere naturlig, mere artsrig og mere oplevelsesrig. Hvis vi er indtrængende nok og mange nok til at råbe politikerne op.

For vi har et stort naturpotentiale i Danmark. Vi har over syv tusind kystkilometer. Vi har over to tusind kvadratkilometer offentligt ejet natur. Vi har over seks tusind kvadratkilometer offentlig og privat skov. For eksempel.

Vi har pladsen til storslået natur i balance – vi mangler ‘blot’ politisk prioritering af natur på naturens præmisser. Derfor bør vi fastholde, at hoteller, badeland og andet gøgl placeres mindst 300 meter bag ved kysterne, og at vi generelt holder bebyggelse, industri og produktion uden for naturen.

I aften står vi med fakler og bål her ved kysten, fordi regeringen truer de frie, åbne kyster, der er noget af det mest historisk signifikante og mest sammenhængende landskabskaraktertræk ved Danmark. Fordi ét sted må en bred modstand mod den tilbagevendende fragmentering og forarmelse af naturen begynde at gribe om sig.

Vi begynder med lys over land. Vi begynder med fakler og bål for at bevare kysterne frie og åbne. Men lad os ikke slutte her.

Derfor: Lad os holde faklerne parat – også efter i aften. Danmark er rigt nok og rigeligt stort til at kunne bevare snoede vandløb og andre naturperler. Vi ønsker plads og prioritering til vore tusindvis af medarter. Vi ønsker flere naturlige skove uden motorsave. Vi ønsker sammenhængende naturlige vidder på naturens præmisser. Lad i aften blot være begyndelsen på håbet og råbet til politikerne om vigtigheden, skønheden og storheden af dansk natur.

Rune Engelbreth Larsen (Tale på Tangkrogen, Aarhus, den 31. januar 2016)
Apropos: Opfordring til folkeafstemning – bevar kysterne og de åbne naturlandskaber