Naturnationalpark Skjern Floddelta

Af Rune Engelbreth Larsen

Gentænk nationalpark-ideen ved Skjern Å
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Tidligere planer om Nationalpark Skjern Å er strandet, men lokalt er der tanker om at foreslå en ny afgrænsning med større naturindhold. Her er et bud på en NATURnationalpark, der stort set begrænser sig til offentligt ejet natur og derfor kan undgå de lodsejerkonflikter, som tidligere har været et problem …
Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord, maj (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 29 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur ved udmundingen af en af Danmarks to floder: Naturnationalpark Skjern Floddelta …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Et hjørne af det 2.500 hektar store floddelta ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et hjørne af det store floddelta ved Skjern Å, maj (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Naturnationalpark på naturens præmisser frem for nationalpark-planer med lodsejerkonflikter

Naturnationalpark Skjern Floddelta
Naturnationalpark Skjern Floddelta

Danmark har mindst to vandløb, der helt eller delvist kan karakteriseres so floder, og som udspringer med få hundrede meters mellemrum i samme dalstrøg og løber henholdsvis vest og øst gennem Jylland – Skjern Å og Gudenå. Førstnævnte forgrener sig i to flodarme og munder ud i et imponerende floddelta mellem Skjern og Ringkøbing Fjord.

Og floden, floddeltaet og fjorden har mildest talt gennemløbet en omskiftelig historie de seneste par århundreder. Gennem årtusinder var dette særegne naturkompleks ualmindelig artsrigt, idet floden både fodrede fjord, vandløb og enge med en naturskabt variation, dynamik og frodighed.

Det blev der sat et midlertidigt punktum for, først med omfattende vandløbsreguleringer, dæmninger og diger fra 1800-tallet og siden med den statsskabte naturkatastrofe, da floden blev udrettet, og store dele af ådalen tørlagt af pumpestationer i 1962-65. De artsrige enge blev omlagt til intensiv landbrugsdrift med omfattende okkerforurening og artsudryddelse til følge. 

Indgrebet var så drastisk, at Kong IX afviste at deltage i indvielsen af projektet med følgende ord til den lokale lodsejerformand: »Nej, De ødelægger jo naturen, mand!«

Efter nogle årtiers intensiv landbrugsdrift var terrænet sunket så meget, at opdyrkning ikke længere gav megen mening, og i 1999-2002 gennemførte staten Nordens største naturgenopretningsprojekt, genslyngede store dele af floden og genetablerede floddeltaet. Meget var gået tabt i de mellemliggende år, hvorfor tidligere næringsfattige engarealer var en saga blot og i stedet blev til nye næringsrige søer. Kun 2.200 hektar af det oprindelige 4.500 hektar store område var en del af genopretningsprojektet, men selvfølgelig var det et fremskridt for naturen i forhold til den forarmelse, der blev gennemført få årtier tidligere.

Til gengæld er der meget delte meninger lokalt om den proces, der ledte op til genopretningen, og beskyldninger om ‘københavneri’ og manglende lydhørhed over for lodsejere sidder stadig tilbage blandt lokale kritikere og skeptikere. Måske er det et efterslæb fra ’slaget om genopretningen’, der har genereret tilstrækkelig modstand til, at planerne om en nationalpark i området er strandet?

Siden begyndelsen af det 21. århundrede er nationalparker blevet diskuteret, planlagt og gennemført i Danmark, og under den proces har også Nationalpark Skjern Å været med i spillet, men er altså hver gang faldet.Tager man naturens briller på, behøver dette dog ikke være så uheldigt, som vi til tider gør det til, for det danske nationalparkkoncept reducerer naturambitionerne markant, og der er andre måder at tænke god og stor natur: Nationalparker eller nationalmarker? Forslag til en reaktualisering.

Det danske nationalpark-koncept rummer store arealer med landbrugdrift og er dermed ikke i tilstrækkelig grad et koncept med natur på naturens præmisser – til gengæld kan man få store prestigeprojekter som her i det (nu skrinlagte) forslag til Nationalpark Skjern Å fra 2005
Fordi man sætter en rød streg på et kort og kalder et areal for noget med ‘natur’, er det ikke givet, at naturen er i højsædet, og ofte skaber man konflikter med private lodsejere, som her i det (nu skrinlagte) forslag til Nationalpark Skjern Å fra 2005. Derfor er det bedre at satse på offentligt ejede naturarealer, hvor man til gengæld sætter naturambitionerne i vejret.

Måske skulle man derfor på én og samme tid tænke mindre areal, men større naturambitioner

Det betyder, at vi i første omgang tænker de vigtigste dele af det oprindelige nationalpark-forslag som to separate naturnationalparker (Skjern Floddelta og Borris Sønderland), mens de øvrige arealer udelades. Dels fordi disse to kerneområder kan forenes på et senere tidspunkt (Borris Sønderland, der i dag ejes af Forsvaret og forvaltes med kompetent hensynsfuldhed over for naturværdierne, bliver derfor omtalt senere i sin egen artikel). Og dels fordi de øvrige områder i det oprindelige nationalparkudkast inkluderer for mange private arealer med for lidt naturindhold.

Derfor er der her tale om et forslag til Naturnationalpark Skjern Floddelta som alternativ til de strandede nationalparkplaner. Og i modsætning hertil er dette et forslag til vildere natur, der næsten udelukkende er baseret på områder i offentlig eje, og som derfor ikke behøver kollidere med private lodsejere.

I stedet for den gamle idé om en 24.500 hektar (245 kvadratkilometer) stor nationalpark, der ville inkludere store landbrugsarealer, kunne man således koncentrere sig om de statsejede naturarealer omkring Skjern Å med opkøb af meget få private arealer (for sammenhængens skyld) for at etablere en 29 kvadratkilometer stor naturnationalpark, der trods alt stadig er imponerende (og som med en eventuel sammesmeltning med Borris Sønderland på et senere tidspunkt sammenlagt ville dække 76 kvadratkilometer). Helt uden byer, landbrug og industri – kort og godt et potentiale for natur på naturens præmisser.

I det følgende skal vi se hvordan.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Skjern Floddelta – 29 kvadratkilometer vildere natur (kortet er baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Skjern Floddelta, hvor ganske få privatejede arealer foreslås opkøbt – potentiale for 29 kvadratkilometer vildere natur (kortet er baseret på OpenStreetMap)
Naturnationalpark Skjern Floddelta, hvis der ikke skal opkøbes privateejet jord – i givet fald bliver størrelsen ca. 2.700-2.800 hektar, altså ikke ret meget mindre end ovenstående forslag, hvor kun ganske få arealer foreslås opkøbt for at få lidt mere af floden med.
Her en variant af Naturnationalpark Skjern Floddelta, hvis der ikke skal opkøbes én eneste hektar privateejet jord – i givet fald bliver størrelsen ca. 2.700 hektar, altså ikke ret meget mindre end ovenstående forslag, hvor kun ganske få arealer foreslås opkøbt for at få lidt mere af floden med.

Hvorfor vildere natur lige dér? 

Den foreslåede afgrænsning er næsten 100 procent i statseje (modsat tidligere nationalparkplaner) og dermed i mindst mulig konflikt med private lodsejere – men med endnu mere fokus på natur og biodiversitet end nationalparkerne
Den foreslåede naturnationalpark-afgrænsning er næsten 100 procent i statseje – modsat tidligere nationalparkplaner (klik på kortet for at se det i større format)

I den foreslåede afgrænsning er det kun få og små privatejede arealer (der primært ‘binder’ Omme Å sammen med resten af de stateejede arealer), og som eventuelt kan opkøbes af staten eller fonde, men også helt kan udelades, hvis opkøb er umuligt.

Den afgrænsning, der foreslås her, overlapper desuden store dele af Natura 2000-område nr. 68, hvor Danmark allerede har forpligtet sig til at »opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for [udvalgte] naturtyper samt vilde dyre- og plantearter«. Af særlig betydning for indsatsen er, at området rummer en af verdens største bestande af den globalt truede vandranke, og at Skjern Å-laksen yngler her.

Store dele af Natura 2000-område nr. 68 ligger inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Skjern Floddelta
Store dele af Natura 2000-område nr. 68 ligger inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Skjern Floddelta

De udvalgte arter på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området er derudover havlampret, flodlampret, bæklampret, grøn kølleguldsmed, damflagermus og odder. Laksebestanden i Skjern Å er en rest af en population, der stammer fra istiden, og som har været på randen af udryddelse, men lige akkurat er blevet reddet og opretholdt ved tilbagevendende udsætninger af lakseyngel.

Laksebestanden er en rest af en population, der stammer fra istiden, og som har været på randen af udryddelse, men lige akkurat er blevet reddet og opretholdt ved tilbagevendende udsætninger af lakseyngel.

Der er imidlertid også mulighed for at opleve mange andre spændende arter, som det fremgår af den følgende oversigt, der også inkluderer arterne på udpegningsgrundlaget. Eftersom flere dyr og planter imidlertid er så trængte, at de kan forsvinde på en enkelt sæson, medtages her kun et udvalg af de sjældnere arter, der er registreret fra og med 2010:

Fisk: bæklampret, finnestribet ferskvandsulk, flodlampret, havlampret, laks. Fugle: aftenfalk, bjerglærke, brushane, fyrremejse, havørn, hvidvinget terne, islandsk stor kobbersneppe, lapværling, mosehornugle, nordisk lappedyker, pibeand, pibesvane, plettet rørvagtel, pomeransfugl, pungmejse, rovterne, skeand, skestork, skægmejse, sortterne, sydlig blåhals, sølvhejre, trane, vagtel. Guldsmede: grøn kølleguldsmed. Næbmundede insekter: åskøjteløber. Padder: strandtudse. Pattedyr: damflagermus, mårhund, odder. Sommerfugle: orange høsommerfugl. Tovinger: atherix ibis. Vårfluer: halesus radiatus.

Karplanter: benbræk, brodbladet vandaks, brudelys, bændel vandaks, festgræs, flod-klaseskærm, gul frøstjerne, hår-tusindblad, klit-høgeurt, krans-tusindblad, kær-fladstjerne, liden vandaks, pilblad, randhåret vinterkarse, rank frøstjerne, rank vinterkarse, ris-dueurt, rundbladet katost, slank blærerod, smalbladet vandstjerne, spinkel vandaks, sumpkarse, svømmende sumpskærm, vand-brandbæger, vandportulak, vandranke.

Kilder: Fugleognatur.dk, Den Danske Rødliste, NOVANA

Skjern Floddelta og engene omkring vandløbet øst for Skjern og Tarm består af sammenhængende artsrige lokaliteter, der kunne være en naturlig forvaltnings- og formidlingshelhed med bestræbelser på vildere natur.

Biodiversitetskortet viser, at den foreslåede afgrænsning rummer mange af de væsentligste naturværdier – øst for afgrænsningen ligger Borris Hede i noget nær naturlig forlængelse, men det område behandles særskilt andetsteds
Biodiversitetskortet viser, at den foreslåede afgrænsning har en høj bioscore i modsætning til de omkringliggende områder – bortset fra Borris Sønderland, der ligger i noget nær naturlig forlængelse heraf mod øst (men det område behandles særskilt andetsteds, selv om de to områder med fordel kan samtænkes på et tidspunkt)
Odder (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Odder rygsvømmer (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Gul vipstjert (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gul vipstjert er en af vore tropiske trækfugle, der er gået stærkt tilbage som ynglefugl siden 1970’erne. Den er presset af befolkningstilvækst i Vestafrika, hvor den overvintrer, og af tilbagegangen af græssede engområder herhjemme (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Der foregår i dag en vigtig naturplejeindsats, bl.a. reduceres opvækst af gyvel og uønsket trævækst, og forskellige steder i ådalen er der græsning kombineret med slåning og høslæt, idet man især sigter på at bevare og forbedre engfuglenes vilkår. En ø i floddeltaet udlægges til fri succession, hvilket vil sige, at træer og andre planter får lov ti at vokse uden motorsave eller andre indgreb (bortset fra en vis indsats mod invasive arter).

Men vi kan og bør komme længere på naturligere præmisser, og derfor bør de ca. 1.000 kreaturer, der gennemsnitligt græsser i området om sommeren, erstattes af herlårsgræssende planteædere.

En af de store mangler i dansk natur er større vilde planteædere, som engang var en del af naturens vifte i stort tal, og som talrige øvrige arter har levet i et årtusindlangt samspil med. Uden de mange vildheste, elge, vildsvin, urokser, bisoner og bævere, som engang supplerede hjortene herhjemme, bliver vegetationen ensformig, og mange arter presses på de manglende levesteder, som planteædernes adfærd tidligere har skabt.

I 2010 blev en flok vildheste (exmoor ponyer) imidlertid udsat på Kalvholm, en 140 hektar stor ø mellem de to flodarme og Ringkøbing Fjord. Planen var at lade dem græsse på det tilgroede areal om sommeren og sætte dem på stald om vinteren, men her havde man dog undervurderet frihedens tiltrækningskraft:

Hestene viste sig imidlertid mere begejstrede for det frie vilde liv end først antaget, så da de samme efterår atter skulle indfanges for at nyde godt af staldens varme inden vinterkulden, undveg de gang på gang med en stædig opfindsomhed. Tilkaldt forstærkning hjalp heller ikke, for de vilde dyr tog simpelthen flugten ud i den 60 meter brede flod og svømmede med strømmen, før de atter gik i land længere ude mod fjorden.

 

Til sidst måtte man helt opgive og overlade flokken til den forestående vinter, som netop dette år skulle vise sig at blive særligt streng. Sneen lukkede landskabet, og med ned til 20 minusgrader frøs både Skjern Å’s sydlige og nordlige løb til is, som det var for farligt at passere, og der kunne heller ikke bringes foder over til de stakkels heste, der var fanget i Kong Vinters isnende favn.

 

Da sne og is endelig smeltede væk, og foråret spirede frem igen, ventede der imidlertid ikke et trist syn af afmagrede heste på Kalvholm, snarere tværtimod. Trods bidende kulde havde hestene selv fundet ud af at skrabe tilstrækkeligt med føde frem under sneen og bl.a. levet af områdets pilebuske. Alt tydede på, at de havde klaret sig glimrende, og om foråret kunne de atter tage fat på at æde græs og lyng til gavn for blomsterne – og til glæde for de engfugle, der bygger rede på jorden under forudsætning af en lav vegetation.

 

Det viste sig simpelthen, at man havde været for pylret. Heste er og bliver vildheste – når blot de får lov. Det kan vi måske lære af, når vi ofte begrænser de store planteæderes rolle som naturens gavnlige græssere til sommeren, eller når vi skyndsomt giver dem ekstra foder om vinteren (hvorigennem vi blot tilfører flere af de næringsstoffer, vi gerne vil undgå).

Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst

Næringsstofbelastningen fra omkringliggende landbrug stimulerer tilgroningen og truer dermed den naturlige variation og biodiversitet, som til gengæld forbedres af større planteædere som vildheste. Vi skal længere i den retning – vildheste og helårsgræssende kvæg bør være en uomgængelig del af naturen på engene ved floden og floddeltaet.

Siden den succesfulde udsætning i 2010 er syv vildheste imidlertid blevet dræbt i trafikken, idet de havde forvildet sig ud på en hovedvej, og yderligere seks er fundet døde med spor af metadon.

Niels Bonde, der står for tilsynet med hestene, har antydet, at det kan være lokale, der er modstandere af vildhestene i området, og han mener ligeledes, at de trafikdræbte heste kan være lukket ud af indhegningen med vilje. En lokal dyrlæge, der har undersøgt de forgiftede heste, udtalte: »Vi har endnu ikke kunnet finde ud af, hvad der præcis har slået hestene ihjel, men dem, der har gjort det har været stærkt motiveret for det, for det er en yderst avanceret måde, det er blevet gjort på. Hvis motivet var at slå dem ihjel, var der nemmere måder at gøre det på.« (Ringkøbing Skjern Dagbladet, 25.4.2015).

Hvis der er tale om en forbrydelse, er det i lighed med forgiftning og nedskydning af fredede rovfugle formodentlig nærmest umuligt at opklare. Det bedste, man kan håbe på, er vel, at den slags i givet fald aldrig gentager sig.

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto © Rune Engelbreth Larsen)

En vej mindre giver mere sammenhæng

Desværre besluttede Naturstyrelsen regionalt at fjerne vildhestene igen i december 2016 – en beslutning i den helt forkerte retning, som ikke havde naturens vilkår i højsædet, og som bestemt bør omgøres før eller siden.

Lidt vildere kan det i enkelte henseender også blive af sig selv. Ulve kan komme til at spille en vigtig rolle som rovdyr i området, guldsjakalen er observeret i Jylland fire gange på et par år, og bæveren er blevet set i Skjern Å så tidligt som i 2012.

Det er godt for naturens egen evne til at skabe variation og dynamik, og skulle bævere fremover skabe problemer for borgere uden for området, bør det være muligt at opnå en form for erstatningsaftale lighed med statens kompensationsordning, der i dag træder i kraft i de få tilfælde, hvor husdyr bliver taget af ulve.

Vi taler om småpenge, men kan en vildere og friere naturs få potentielle konflikter med de omgivende borgere løses uden at gå på kompromis med natur- og biodiversitetsmål, bør det prioriteres højt.

Planteædere, som er en del af naturen året rundt, skaber variation i vegetationen og tynder ud i såkaldte konkurrenceplanter, der ellers kan dominere floraen og hindre en artsrig variation. Det er en del af den lære, som lå bag udsættelsen af vildheste på Kalvholm, og som ikke alene Kalvholm atter bør nyde godt af, men også meget større dele af det foreslåede naturreservat.

Og en større variation af planteædere end blot vildheste og (vild)kvæg ville imidlertid betyde en mere varieret påvirkning af vegetationen og dermed et endnu mere afvekslende areal, hvilket er til gavn for flere andre arter. Krondyr er således også værd at overveje i denne sammenhæng, mens floddeltaet næppe rummer oplagte arealer til f.eks. bison og elg.

Det må imidlertid være op til fageksperter til at komme med et bud på, hvilke større planteædere der ville egne sig bedst.

Var det et væsentligt skridt i den gale retning af den regionale Naturstyrelse at fjerne vildhestene, kunne der til gengæld være en anden slags naturfordel, hvis Ringkøbing-Skjern Kommune skulle lukke Lønborgvej, der tvedeler floddeltaet. Stigende vandstand og ekstreme vejrforhold kan betyde, at man skal vælge mellem helt at sløjfe vejen (hvilket man også overvejede, dengang Skjern Å blev genslynget) eller i stedet at hæve den mindst en halv meter, hvilket formodentlig ville være særdeles omkostningskrævende.

Sløjfes vejstrækning vil områdets natursammenhæng imidlertid forbedres, og transporttiden i bil mellem Skjern og Lønborg ville næppe blive forøget med mere end 1-2 minutter, hvis man fremover skulle køre over Tarm – om vejen kan klare den ekstra trafik, ville utvivlsomt også blive et element i overvejelserne.

Desuden er der naturvenner, som argumenterer for at bevare vejen, fordi man let kan køre i bil hen til et centralt fugletårn. Spørgsmålet er dog, om ikke naturgevinsten ved at knytte floddeltaet sammen uden vejen ville veje tungere?

Det er i alle tilfælde indtil videre hypotetiske overvejelser. 

Hvordan det end lander med Lønborgvej, er det korte af det lange, at genoptagelsen af den hidtidigt forliste nationalparkproces med henblik på en revurdering af det oprindelige forslags afgrænsning, bør kommunen såvel som borgere og foreninger overveje en model, der sigter mod de størst mulige naturværdier på naturligere præmisser.

I det følgende er udgangspunktet det nuværende – altså at landevejen mellem Skjern og Lønborg ikke er afviklet.

Naturnationalpark Skjern Floddelta

Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)
Forskellige planteædere har forskellig indvirkning på vegetationen og skaber stor variation (illustration © Karsten Thomsen)

Det væsentligste er, at biodiversitetsforskere udarbejder en fagligt kvalificeret plan for mere selvforvaltende natur, herunder hvilke og hvor mange fritgående planteædere der f.eks. kan erstatte (alle eller de fleste af) de ca. 1.000 kreaturer, der gennemsnitligt græsser i området om sommeren.

Større helårsgræssende planteædere i hele eller store dele af det foreslåede naturnationalpark kræver hegn omkring, idet planteæderne jo helst skal forblive på de arealer, deres adfærd er tænkt til at skulle gavne. Så render de heller ikke ud på de omkringliggende marker.

Hegnet kan udformes på en måde, så mindre dyr kan passere ind og ud af området gennem faunapassager, f.eks. en række tunneller af en størrelse, der slipper rådyr, grævling og ræv osv. igennem, men holder de større planteædere inden for området.

Forslag til en ydre hegnslinje på ca. X kilometer, hvor den vestligste del af Naturnationalpark Skjern Floddelta hegnes for at udsætte flere fritgående planteædere. Det kunne også være første fase, der blev fulgt op af yderligere udvidelser af det hegnede areal
Forslag til en ydre hegnslinje på ca. 12 kilometer, hvor den vestligste del af Naturnationalpark Skjern Floddelta hegnes for at udsætte flere fritgående planteædere. Det kunne også være første fase, der blev fulgt op af yderligere udvidelser af det hegnede areal

At indhegne hele det afgrænsede areal i ét hug vil dog nok være en stor mundfuld, og måske er det heller ikke nødvendigt, men man kunne jo begynde med arealet vest for Skjernåvej/Lønborgvej, som det fremgår af kortet til højre – det er også i dele af dette område, at vildhestene går i dag. 

Hegnslængden ville i givet fald måle ca. 12 kilometer. På det efterfølgende kort er også medtaget de øvrige arealer vest for jernbanen, hvilket ville bringe den samlede hegnslængde op på ca. 25 kilometer (dertil kommer naturligvis de afgrænsede arealer øst for jernbanen, hvor spørgsmålet om hegn også skal vurderes). Om man skal begynde med at hegne hele eller dele af arealet, må bero på en faglig vurdering – og politisk vilje og økonomi. Et hegn på 25 kilometer ville næppe koste mere end ca. 1 mio. kr., så længe det kun skal holde vildheste og kreaturer inde.

Forslag til en ydre hegnslinje på ca. X kilometer, hvor hele arealet vest for jernbanen i Naturnationalpark Skjern Floddelta hegnes for at udsætte flere fritgående planteædere. Arealerne vest og øst for Skjernåvej kunne forbindes af en større faunapassage. Siden kunne man fortsætte med at forbinde yderligere arealer langs Skjern Å øst for jernbanen.
Forslag til en ydre hegnslinje på ca. 25 kilometer, hvor hele arealet vest for jernbanen hegnes for at udsætte flere fritgående planteædere. Arealerne vest og øst for Skjernåvej/Lønborgvej kunne f.eks. forbindes af en større faunabro. Siden kunne man overveje at forbinde yderligere arealer bag hegn øst for jernbanen.

En større variation af planteædere end blot vildheste og (vild)kvæg ville imidlertid betyde en mere varieret påvirkning af vegetationen og dermed et endnu mere afvekslende areal, hvilket er til gavn for flere andre arter. Krondyr er således også værd at overveje i denne sammenhæng, mens floddeltaet næppe rummer oplagte arealer til f.eks. bison og elg.

Også de store hjorte ville dog kræve et større og dyrere hegn end de almindelige lave elhegn til heste og kreaturer. Et hegn, der kan holde elge inde og derfor også er rigeligt til krondyr, koster ca. 250-300 kr. pr. løbende meter inkl. låger og porte, hvilket betyder en udgift på 6,3-7,5 mio. kr. for en strækning på 25 kilometer. En faunabro til ca. 20-30 mio. kr. kunne forbinde arealerne og sikre dyrene større udbredelse og udveksling områderne imellem.

Dertil kommer nogle udgifter til indkøb af dyr m.m., men langt hovedparten er éngangsudgifter, og for et visionært naturreservat med et kolossalt potentiale for grøn turisme er 33-43 mio. kr. ikke noget overvældende beløb. Til sammenligning har Nordeafonden f.eks. i 2016 støttet Naturpark Amager med 55 mio. kr.  

Endelig er den dyreste del faunabroen, der kan undværes, hvis man accepterer en hastighedsnedsættelse og i stedet etablerer en færist over vejen i hver sin ende (hvorved hegnet langs Skjernåvej/Lønborgvej tilsvarende er overflødigt) – det koster 250.000 kr. pr. stk. – og de samlede etableringsudgifter kan således bringes helt ned til alt fra 3-5 mio. kr. i tilfælde af et ydre elhegn til vildkvæg og vildheste eller 10-12 mio. kr., hvis der skal rejses et vildthegn og udsættes elge.

Og selvfølgelig bliver det endnu billigere, hvis landevejen mellem Skjern og Lønborg sløjfes, for derved overflødiggøres færiste/faunabro såvel som hegn langs vejen.

På kortet her kan man se, hvor oplagt det ville være at forbinde forslaget til Borris Naturnationalpark Borris med forslaget til Naturnationalpark Skjern Floddelta (hvis østligste område omkring Skjern Å fremgår ved den mørkerøde afgræsning). Sammenlagt kunne det blive et naturreservat på 87-90 kvadratkilometer – på næsten 100 procent statsejede naturarealer.
På kortet her kan man se, hvor oplagt det ville være at forbinde forslaget til Borris Naturnationalpark Borris med forslaget til Naturnationalpark Skjern Floddelta (hvis østligste område omkring Skjern Å fremgår ved den mørkerøde afgræsning). Sammenlagt kunne det blive et naturreservat på 87-90 kvadratkilometer – på næsten 100 procent statsejede naturarealer.

Det korte af det lange er, at når den hidtidigt forliste nationalparkproces genoptages med henblik på revurdere den oprindelige afgrænsning og stile efter større naturindhold, bør kommunen såvel som borgere og foreninger overveje en model, der sigter mod de størst mulige naturværdier på naturens præmisser. Der vil fortsat være behov for målrettet pleje sine steder, men en ambitiøs nationalpark eller naturnationalpark på de valgte 29 kvadratkilometer, der kvalificerer det i forvejen opsigtsvækkende naturområde yderligere, vil gavne naturen i floddeltaet såvel som oplevelsesværdien – og dermed det trækplaster, som området er. Og en senere udvidelse med Borris Sønderland er et mål, man kan arbejde henimod.

Her er, hvad man først og fremmest skal iværksætte inden for rammerne af dette forslag:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de få privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvorvidt en faunabro eller et par færiste over Skjernåvej er at foretrække – medmindre vejen helt sløjfes – af hensyn til de store planteæderes passage; e) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Vanskeligere behøver det ikke være. Og resultatet kunne blive en markant styrkelse af lokalområdet i almindelighed og naturen i særdeleshed.

Flod og enge. Flod og floddelta. Flod og Fjord. Flod og flora, fauna og funga. Det lyder ikke så ringe, og de ord kan ikke forenes mange steder i Danmark. Men det kan de i Naturnationalpark Skjern Floddelta. 

Rune Engelbreth Larsen, maj 2016
Senest opdateret: marts 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS SKJERN FLODDELTA

> Fotoserie: Skjern Å – Danmarks floddelta
> Debatindlæg: Skjern floddelta som natur-nationalpark
> Debatindlæg: Naturnationalpark-forslaget ved Skjern er skam ambitiøst
> Blogindlæg: Vildhestene ved Skjern Å væk – en vild og vanvittig historie

> Blogindlæg: Stor opbakning til naturreservat ved Skjern Floddelta
> Blogindlæg: Er Skjern Å en flod, der munder ud i et floddelta? Ja
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur