Bæverens moderne danmarkshistorie begynder i Klosterheden

Af Rune Engelbreth Larsen

Bæveren er meget sky og vanskelig at få et glimt af, så dyret i denne fotoserie er desværre ikke fotograferet i Klosterheden, men såmænd i Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæveren er meget sky og vanskelig at få et glimt af, så dyret i denne fotoserie er desværre ikke fotograferet i Klosterheden, men såmænd i Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Flynder Å-systemet i og omkring Klosterheden var i 1999 vidne til noget på én gang meget fortidigt og meget nyt i dansk naturhistorie: Genkomsten – eller mere præcist: genudsætningen af Europas største gnaver. 

Bæveren tilhører pattedyrenes største orden, de såkaldte gnavere, som bl.a. tæller rotter og egern. Den kan veje op til 30 kg og måle pænt over en meter i længden (95-135 cm), når halen regnes med. Gnavere har rodåbne fortænder, det vil sige, at de vokser hele tiden – til gengæld bliver de også kontinuerligt slidt, fordi de bruges som et effektivt redskab, indtil livet er slut. Og det er takket være disse formidable bisser, at bæveren er en uvurderlig øko-ingeniør – naturens egen naturgenopretter.

Den er især kendt for sine dæmninger, der til tider kan være adskillige meter lange og vender op og ned på vandstanden. Hensigten er at opstemme vandet for at hæve vandniveauet, så indgangen til bæverboet kommer under vand og er bedre beskyttet mod rovdyr. Men processen forårsager samtidig tiltrængt kaos og variation i naturen. Oversvømmelserne skaber vådområder, ændrer vandløb og søer i en kontinuerlig dynamisk proces, og selve dæmningsbyggeriet er resultatet af bæverens hårdhændede tilgang til træer og buske, når den æder blade og bark, og – ikke mindst – når den fælder træer for at skaffe byggematerialer.

Det giver ikke alene et skovbillede med flere vådområder, men også med mere dødt ved i form af spåner fra gnaveriet såvel som mange døde stammer og grene, der bliver til føde og boliger for utallige andre arter og organismer.

Alt dette er baggrunden for, hvorfor Naturstyrelsen fandt på at hjælpe dansk natur med netop denne nøgleart efter et par årtusinders fravær, da man i 1999 udsatte 18 tyske bævere ved Klosterheden i Vestjylland, hvorfra de gradvis har spredt sig. De tre første år voksede den vestjyske bestand fra 18 til 45 individer og satte hurtigt præg på landskabet i Klosterheden – Risbæk ændrede fuldstændig karakter, og bæverdæmninger begyndte at forandre dalstrækninger til vådområder (Elmeros m.fl. 2004). 

Mange spor fra bæveraktivitet en frostklar vintermorgen i Klosterheden (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Resultatet af bæveraktivitet (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bæverbyg (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæverbyg (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Døjbæk Sø i Klosterheden, forårsfrost (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæverspor ved Døjbæk Sø i Klosterheden (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I 2014 anslog man, at den jyske bæverbestand havde rundet 200. De fleste findes stadig i og omkring Klosterheden og Flynder Å-systemet, men bestanden har spredt sig ud over større dele af Vest-, Midt- og Nordjylland. Enkelte er nået helt syd for Esbjerg, og to er nået nord for Limfjorden, hvor der i 2015 tilmed blev etableret en dæmning ved Jammerbugtens Golfklub

Næste store spring var Nordsjælland – men her skulle atter menneskelig mellemkost til. Allerede i 1999 udarbejdede Naturstyrelsen et udkast til Udsætningsplan for Bæver i Arresøoplandet, der konkluderede, at fødegrundlaget her kunne række til en bestand på ca. 25 bæverfamilier, idet en familiegruppe ifølge samme udkast anslås til 2-14 dyr.

Bæverudsætningen kunne dog ikke samle politisk flertal i det daværende Nordsjællands Amt, men da nationalparkprocessen tog fart i begyndelsen af nullerne kom ideen på tale igen. En habitatanalyse, der opererer med bæverfamilier af en lidt mere veldefineret størrelse, bekræftede i 2007, at der var et stort potentiale for udsætning af bæver i Arresøoplandet, som »med tiden kunne resultere i en samlet bestand på over 60 familier, dvs. et godt stykke over 200 bævere« (Eskildsen 2007).

Ti år efter det første udkast til en udsætningsplan kunne Naturstyrelsen endelig gå i gang med at udsætte 23 tyske bævere ved fem nordsjællandske lokaliteter omkring Arresø. Det foregik i flere omgange i 2009-2011, men spredningen skulle dog vise sig betydeligt mere træg end forventet – de tre første år blev bestanden kun forøget fra 23 til 27 individer (mod den jyske bestandforøgelse fra 18 til 45 de tre første år i Vestjylland). Den nordsjællandske bestand er dog veletableret og forventningen (eller forhåbningen) er, at den over tid kan sprede sig så meget, at den ligefrem kan fordoble arealet med vådområder i Gribskov (Nitschke m.fl. 2015).

Natur-skulptur kreeret af bæver i Klosterheden (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Natur-skulptur kreeret af bæver i Klosterheden (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Just another day at the office ... (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Just another day at the office … (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det kræver sin tand … Bæverne er virkelig flyttet ind i Klosterheden – eller i det mindste i dele af området. Fældede stammer med år på bagen og friske lyse spåner fra nylig aktivitet præger forskellige områder omkring vandløb, der snor sig gennem åbne områder – der ganske vist også er flankeret af kedsommelige træmarker, som monotont karakteriserer hovedparten af Klosterheden

Men undgår det er dog ikke så svært at finde frem til bæverlandskaberne og få sig en stor oplevelse, selv om hovedpersonen i reglen glimrer ved sit fravær. Får man ikke lige et glimt af en sky bæver, kan besøget i alle tilfælde blive en studie i, hvordan natur kan forandre sig og skabe nye rum med plads til flere arter i en fortløbende dynamisk proces – hvis vi tillader den at være vild(ere). 

Et stk. bæverbro ... (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et stk. bæverbro … (foto © Rune Engelbreth Larsen)

En række andre lande har også udsat denne arbejdsomme nøgleart, bl.a. Holland, Skotland, Bulgarien, Sverige og Finland. Det er dog ikke alle borgere, der er lige begejstrede for den kreative øko-ingeniør.

I Polen udbetaler staten f.eks. erstatning for skader, der forårsages af fredede dyr (både ulv, los, bjørn, bison og bæver), og her tegner bæveren sig faktisk for langt den største del af regningen. I 2013 blev 94 procent af ca. 28 mio. erstatningskroner f.eks. udbetalt som følge af bæverskabte oversvømmelser.

Det kan lyde voldsomt, men i betragtning af at Polen huser ca. 88.000 bævere, er omfanget af skaderne trods alt uhyre beskedne. Og så er det tankevækkende, at den langt mere ildesete ulv har en forsvindende skade-effekt, der kun beløb sig til 3 procent af Polens samlede erstatningsbeløb samme år (kilde: Politiken).

Bæverspor – imponerende bisser ... (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dødt ved ‘produceret’ af bæverbisser … (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Måske skal vi i virkeligheden genudsætte endnu flere bævere i Danmark?

Siden 1999 har det f.eks. været overvejet at udsætte bæver i Omme Ådalen for at skabe lysåbne forhold og dynamik i Borris Sønderlands tilgroede vandløbsslugter. Området er ejet af Forsvaret, der benytter det som øvelsesterræn, men det er ingen hindring for at løfte naturværdierne, måske tværtimod.

Et fagligt notat fastslår, at områdets potentiale som bæverlokalitet er »særligt gode«, men påpeger også, at det vil kræve adskillige bæverfamilier at gavne Omme Å’s 21 kilometer lange løb gennem området.

Det vil således mindst vare et tiår, før de første 3-4 bæverfamilier eventuelt ville kunne etablere sig af sig selv fra den eksisterende jyske bestand, hvorfor en supplerende udsætning af 3-4 familier kan være effektiv og mere tidsmæssigt overskuelig (Berthelsen 2014).

Store dele af naturen trænger til akut førstehjælp på den ene eller anden måde – og når en hjemmehørende art som bæver er et fremragende værktøj i et konkret naturområde med specifikke problemer, er det en overvejelse værd.

Regner man halen med, kan bævere blive 95-135 cm lang – nogle gange helt op til halvanden meter (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Regner man halen med, kan en bæver blive 95-135 cm lang – nogle gange helt op til halvanden meter (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Rune Engelbreth Larsen, november 2016

APROPOS

> Forslag: Naturnationalpark Klosterheden (på vej)

Er Skjern Å en flod, der munder ud i et floddelta? Ja

Af Rune Engelbreth Larsen, 18. oktober 2016

Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skjern Å er en flod, der forgrener sig med fire udløb i et floddelta ed Ringkøbing Fjord (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Naturnationalpark Skjern Floddelta, hvis der ikke skal opkøbes privateejet jord – i givet fald bliver størrelsen ca. 2.700-2.800 hektar, altså ikke ret meget mindre end ovenstående forslag, hvor kun ganske få arealer foreslås opkøbt for at få lidt mere af floden med.
Forslaget til Naturnationalpark Skjern Floddelta centrerer sig omkring Skjern flod og floddelta

Efter undertegnedes foredrag om Naturnationalpark Skjern FLoddelta til et offentligt debatarrangement den 13. oktober på Lønborggård i Ringkøbing-Skjern Kommune, har nogle spurgt til, hvorfor jeg kalder Skjern Å for en flod og dens udmunding ved Ringkøbing Fjord for et floddelta?

Svaret er, at Skjern Å er en flod (i hvert fald den nedre del), og at den løber ud i et floddelta. Det er således ikke blot turistfolk, der kalder Skjern Å for en flod, men også forskere.

Det eneste, der ikke er konsensus om, er, om det er hele Skjern Å, der er en flod, eller blot den nedre del. Og at den løber ud i et floddelta, er ganske vist.

I femte bind af det store standardværk Naturen i Danmark, kan man f.eks. læse i kapitel 7, at både de nedre dele af Gudenå, Skjern Å og Karup Å »med lidt god vilje« kan karakteriseres som »floder«, i kapitel 10 konstateres det, at Gudenå bliver til »en bred flod« på sin vej til Randers Fjord, og i kapitel 23 fastslås det, at Skjern Å er »landets eneste flod«. Altså ikke fuldstændig enighed (der er mange forfattere til værkets mange kapitler), men dog intet i modstrid med at karakterisere i hvert fald det nedre løb som en flod.

Også i tidsskriftet Vand & Jord nr. 3/13 skriver en håndfuld forskere: »Skjern Å er Danmarks vandrigeste vandløb. På sit nedre løb, efter tilløbet af den store Omme Å, bliver den reelt en flod.« Og det er netop denne del af åen – som er en flod – der indgår i forslaget til Naturnationalpark Skjern Floddelta.

Det fremgår såmænd også af skolematerialet Store floder af Susan Brocker, hvori Skjern Å er med blandt en række af verdens kendteste floder.

På engelsk kaldes Skjern Å i øvrigt for Skjern River og på tysk Der Fluss Skjern.

Så den der med, at en flod »er større end en å, der er større end en bæk«, som man ofte hører, eller at »der kan sejle skibe på en flod«, som Wikipedia ligefrem anfører, er derfor i den pjattede ende.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal til at ændre Skjern Å’s navn. Ligesom vi i Danmark f.eks. har Mols Bjerge, Himmelbjerget og De Fynske Alper, selv om landet som bekendt er aldeles bjergløst, kan vi også have åer, der er floder (i andre lande er der f.eks. også vandløb med flodnavne, som vi snarere ville kalde for åer).

Der er nu engang forskel på dagligdagsbrug og traditioner og så mere præcise bestemmelser af det, vi taler om.

Men når det kommer til navngivningen af et stort naturreservat, hvis temmelig enestående natur- og landskabstræk er et dansk floddelta, er der naturligvis god grund til at slå på det og få det med.

Kilder

Brocker, S. 2007: Store floder (oversat af . Viden om verden, forlaget Turbine)

Sand-Jensen, K. 2013: Naturen i Danmark bd. 5: De ferske vande (Gyldendal)

Wiberg-Larsen, P., Baattrup-Pedersen, A., Kristensen, E., Hansen, R.R. & Kronvang B. 2013: »Skjernåens smådyr og planter – lykkedes restaureringen?« (Vand & Jord nr. 3/13, s. 95-98)

Rune Engelbreth Larsen, 18. oktober 2016
Apropos: Naturnationalpark Skjern Floddelta

Stor opbakning til naturreservat ved Skjern Floddelta

Af Rune Engelbreth Larsen, 14. oktober 2016

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Den 22. august bragte Dagbladet Ringkøbing-Skjern mit forslag til en ny afgrænsning af en kommende nationalpark på 2.700 hektar, der undgår tidligere konflikter med private lodsejere ved at være begrænset til statslige naturarealer: Naturnationalpark Skjern Floddelta (eventuelt udvidet med yderligere 4.700 hektar på militærets arealer og dermed: Naturnationalpark Skjern Floddelta & Borris Sønderland).

Som et led i debatten inviterede Fjordlisten undertegnede til at holde foredrag om mit forslag til et stort offentligt møde på Lønborggård den 13.oktober. Der var fuldt hus, og som det fremgår af Dagbladet Ringkøbing-Skjern var der stor opbakning til at få naturværdierne i centrum og satse på offentligt ejede naturarealer med vildere natur.

»Vi har været med på det her forslag helt fra starten, og vi er glade for, at der er blevet sat noget i gang. Om det så bliver på et lille område til at begynde med, så er det en god start,« udtaler formanden for Fjordlisten, Jan Holm Rasmussen (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 13.10.2016). Hele artiklen kan læses online: Debat uden uenighed – mange var for nationalpark.

Nu begynder kommunens embedsmænd en toårig proces, hvor en plan til et stort naturreservat skal konkretiseres – journalisten skriver, at der er afsat 100.000 kr. til forarbejdet, men det rigtige beløb er 950.000 kr., som lokalpolitikerne har afsat i enighed.

Om resultatet af anstrengelserne kommer til at hedde det ene eller andet, er jo uvist, og der er selvsagt mange muligheder for, at det ikke lander optimalt i den sidste ende. Men jeg håber, at det lykkes at følge sporet med naturværdierne i centrum og vildere natur som formålet på primært statsejede arealer – under alle omstændigheder bliver det interessant at følge processen (og måske blande sig lidt i lokaldebatten undervejs).

Naturnationalpark Skjern Floddelta, hvis der ikke skal opkøbes privateejet jord – i givet fald bliver størrelsen ca. 2.700-2.800 hektar, altså ikke ret meget mindre end ovenstående forslag, hvor kun ganske få arealer foreslås opkøbt for at få lidt mere af floden med.
Naturnationalpark Skjern Floddelta, hvis der ikke skal opkøbes privateejet jord – i givet fald bliver størrelsen ca. 2.700 hektar; men forslaget kan eventuelt udvides med Borris Sønderland (hvis vestlige del er skraveret med rødt på kortet) og arealerne omkring Omme Å, hvorved den samlede størrelse bliver 7.600 hektar

Rune Engelbreth Larsen, 14. oktober 2016
Apropos: Naturnationalpark Skjern Floddelta