Naturnationalpark Husby Klit

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Udsigt fra Marens Maw ('Marens mave') på kanten mellem Husby Klitplantage og Husby Klit og med Vesterhavet i horisonten (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Udsigt fra Marens Maw (‘Marens mave’) på kanten mellem Husby Klitplantage og Husby Klit og med Vesterhavet i horisonten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 11 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur ved Vesterhavet: Naturnationalpark Husby Klit …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til Naturnationalpark Husby Kyst & Skov på ca. 1.100 hektar
Forslag til Naturnationalpark Husby Kyst & Skov på ca. 1.100 hektar

Vildtreservat kan blive første skridt til en vildere Nationalpark Thy

Da pludselig med Et gjennem Stormvinden klang

   en zitrendem, jublende Trille

O, det var Naturens Opstandelsessang,

   og Sangeren var Lærken den lille!

 

Hans Vilhelm Kaalund: »Lærken« (1858)

En tidlig martsdag, før foråret egentlig er forår, men dog alligevel er ved at være der. Solen skinner ikke blot fra en skyfri himmel, men er også begyndt at lune. Den altid tidlige citronsommerfugl er lige kommet frem, admiralen ligeså, og vejhvepse lander og letter atter i det blottede sand mellem den lave klitvegetation.

Oven over det hele flyder en sanglærkes uafbrudte trille, som alle kender. Sanglærken er en trækfugl, der som regel begynder at ankomme i slutningen af januar eller i løbet af februar og har sit lydtapet helt på plads i marts – som det har været år efter år i århundreder.

Ikke for ingenting har sanglærken sunget sig ind i hjerterne hos danske digtere. St. St. Blicher så den nærmest som en kollega, »›du vakkre digter« (1838), og Hans Vilhelm Kaalund kaldte den jævne fugl med den store stemme for »den lille bevingede profet« (1858). Jeppe Aakjær begejstredes over, hvordan »vort hjerte jubler« ved forårets første lærkesang (1906), og Thøger Larsen fyldtes med poetisk undren: »Mon den lå på rede af drøm og duft i den klare luft?« (1927).

Sanglærken er en af de mest almindelige fugle i Danmark, og dog er udbredelsen af den lille sanger mere end halveret siden 1980’erne.

Det glemmer man let, når sangen fylder luftrummet, også her bag klitrækkerne ved Husby Klitplantage. Endnu en af de store tilplantninger ved den jyske vestkyst, hvor klitnaturen siden 1800-tallet er blevet decimeret af nåletræer som bolværk mod tidligere århundreders sandflugt, der først og fremmest blev forårsaget – eller i det mindste stærkt forværret – af en voldsom overgræsning, lynghøst og tørvegravning.

Det fik sandmilerne til at nærme sig Husby Kirke i faretruende grad, og de lokale lod i 1856 fire bønder vandre den lange vej til København for at få foretræde for Kong Frederik den 7. Kongen imødekom deres klage over sandflugten og forfattede et brev, som de fik med retur, og som præsten læste op under en gudstjeneste i Husby Kirke.

Her lovede majestæten at sende en skovfoged til egnen med planter og frø, så man kunne anlægge en klitplantage som bolværk mod de fremmarcherende sandmasser. Og som skrevet, så gjort.

I dag er de voldsomme dimensioner, som sandflugten udviklede sig til, imidlertid en saga blot, og klitplantagerne er endnu et bidrag til den menneskeskabte naturforarmelse ved kysterne, hvor vi har presset naturen til fordel for artsfattige nåletræsbevoksninger.

Nogle steder har plantagerne over tid trods alt udviklet visse svampelokaliteter af betydning, men mestendels er der tale om ensformige og artsfattige produktionsarealer. Og selv om den skønne lærkesang og de spæde forårstakter næsten kan få slige tanker til at forstumme, når man i nogle måneder har set frem til større dele af livets genkomst efter vinterens dvale, kan sanglærken trods alt ikke i længden overdøve, at denne ensformighed også gælder langt hovedparten af Husby Klitplantage.

Hvor Husby Klit langs Vesterhavet til gengæld har en vis artrigdom at byde på, er plantagen i stor træk monoton nåleskov i tømmerproduktionens tjeneste – der i øvrigt også rummer Danmarks vestligste bøgelund.

Men artsrigdommen kunne dog brede sig længere ind i landet, hvis klitplantagen – eller dele af den – blev afviklet til fordel for en udvikling i bedre overensstemmelse med, hvad området har potentiale til fra naturens hånd: Naturnationalpark Husby Klit.

Fyrretræer nærmer sig klitgrænsen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Fyrretræer nærmer sig klitgrænsen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor vildere natur lige dér?

Statsejede arealer inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov
De statsejede arealer (skraverede) inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov udgør ca. 1.040 hektar af det samlede areal på ca. 1.100 hektar, altså godt 94 procent

Hovedparten af den foreslåede afgrænsing er statsejet (ca. 94%), hvorfor der kun er mindre privatejede arealer at opkøbe (eller alternativt indgå permanente aftaler) for at sikre natur og biodiversitet på naturligere præmisser. Hvis hverken opkøb eller permanente aftaler af en sådan karakter er mulige, må disse arealer udelukkes helt fra et potentielt naturreservat med vildere natur.

Kyststrækningen og klitnaturen er del af Natura 2000-område nr. 197, og det er derfor også netop naturtyper fra klitterne, der er på det såkaldte udpegningsgrundlag for Husby Klit, bl.a. enebærklit, hvid klit, grå/gøn klit og klithede.

Natura 2000-områderne forpligter Danmark til en målrettet naturindsats, ikke alene i forhold til at beskytte de udpegede naturtyper, men også til at øge områdets naturværdier i almindelighed.

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov overlapper dele af Natura 2000-område nr. 74
Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Husby Kyst & Skov overlapper dele af Natura 2000-område nr. 74

Udover Natura 2000-overlap og en stor andel af statsejede arealer, er der i klitnaturen vest for plantagen en forholdsvis høj bioscore, der markerer en større koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter.

Så snart vi kommer ind i selve plantagen, er der imidlertid meget lidt at komme efter udover nogle få rødlistede svampe. Husby Klitplantage figurerer heller ikke som en del af hovedscenariet i rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove, der udpeger de vigtigste skovarealer, som bør fritages for tømmerproduktion for at standse biodiversitetstabet i skovene (Petersen m.fl. 2016).

Til gengæld er området – formodentlig primært på grund af klitnaturen – inkluderet i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der udpeger et minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse det generelle biodiversitetstab i Danmark (Ejrnæs m.fl. 2014).

Bioscore er et udtryk for koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter (jo højere koncentration, desto varmere farve). Det er primært kyststrækningen og klitterne, der har det store potentiale, hvor klitplantagen er fattige på naturværdier
Bioscore er et udtryk for koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter (jo højere koncentration, desto varmere farve). Det er primært kyststrækningen og klitterne, der har det store potentiale, hvor klitplantagen er fattige på naturværdier

Hvad skal vi stille op med klitnaturen og klitplantagerne …?

Lakrød bægerlav (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Lakrød bægerlav (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad er det bedste, man kan gøre for naturen i og omkring klitterne og klitplantagerne i Danmark? Oprindelig er de anlagt for at bremse sandflugten, men det er ikke længere aktuelt – og i dag optager klitplantagerne store arealer, hvor den trængte klitnatur ikke kan udvikle sig dynamisk.

Til gengæld har nogle af dem udviklet andre naturværdier, f.eks. lokaliteter med meget sjældne svampe, men også andre truede arter. Derfor er der ikke en enslydende fremgangsmåde i klitplantagerne, når det gælder om at beskytte og øge natur og biodiversitet, men nogle tiltag er gavnlige i alle tilfælde, mens andre tiltag afviger markant fra klitplantage til klitplantage.

Den første overvejelse består i, om klitplantagen rummer så mange og vigtige naturværdier, at den bør bevares som nåleskov, eller om den har så få, at klitnaturens potentiale er større, hvis den helt eller delvist afvikles. Det er sjældent et enkelt enten-eller, eftersom en plantage, der i overvejende grad blot ligger i vejen for den dynamiske klitnatur, f.eks. stadig kan rumme lommer med sjældne svampelokaliteter. Tilsvarende kan en klitplantage, hvis nålebevoksninger har større naturværdier, og som derfor bør bevares, også have visse partier, der ville tjene naturen bedre, hvis den blev afviklet til fordel for lysåben klitnatur.

Der findes dog allerede en god oversigt over, hvilke klitplantager der i overvejende grad bør bevares som nåleskove på grund af deres eksisterende naturværdier, og hvilke der er mindre væsentlige i et biodiversitetsperspektiv: Den tidligere nævnte rapport Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove betoner ganske vist løvskovene som de vigtigste, men også en række nåleskove er særskilt fremhævet for deres naturværdier (Petersen m.fl. 2016: 52).

Når fageksperter er konsulteret og med endnu større præcision har afgjort, hvorvidt (og hvor lidt eller meget) en konkret plantage bør bevares eller afvikles, begynder de næste overvejelser for at genetablere natur på naturligere præmisser.

I de nålebevoksninger, der bør bevares, er der ikke tvivl om, at skovdriften for det første skal indstilles for at få vildere nåleskov på naturlige præmisser – det vil sige såkaldt urørt nåleskov. For det andet skal de naturlige vandforhold i videst muligt omfang genoprettes, hvilket indebærer en afvikling af grøfter og dræn (der netop er etableret for at skabe unaturligt tørre forhold af hensyn til at lette tømmerhugsten). For det tredje skal der udsættes flere større planteædere til at variere nåleskoven, skabe lysninger og trampe hul i jordbunden, så nye planter lettere kan spire frem.

Hvis derimod naturværdierne i en eksisterende klitplantage er så pauvre, at den helt eller delvist står i vejen for de bedre muligheder, der kunne realiseres ved at afvikle den i større udstrækning med henblik på at få mere klitnatur, åbnes en ny vifte af overvejelser. Kan klitnatur overhovedet genetableres, hvor der i dag er klitplantager, og i givet fald hvordan?

Anne Katrine Dahl-Nielsens kandidatspeciale Naturgenopretning af lysåben tør natur – en undersøgelse af genopretningspotentialet på tidligere agre og nåleplantager (2013) undersøger 48 lokaliteter i Nord- og Østjylland og når frem til, at nåleplantager ganske vist er bedre egnet til at genoprette natur end tidligere agerland, men at hede- og græslandsvegetation i begge tilfælde kun udvikles i begrænset omfang (om end hyppigst efter plantagerydninger). 

Af betydning for en succesrig genopretning er bl.a. arealernes udgangspunkt (f.eks. lavt fosforniveau og nærhed til eksisterende hede- og græsland, hvorfra arter kan sprede sig). Særskilte problemer er imidlertid vigtige at tage i betragtning, hvis nålebevoksninger afvikles: den efterfølgende næringsbelastning og forsuring af jordbunden.

Træ og nåle fra nåleplantager nedbrydes nemlig meget langsomt og bliver til såkaldt førne, et tykt og næringsbelastet lag af organisk materiale, hvorunder der udvikles råhumus med en surhedsgrad, som hæmmer den artsrige klitvegetation.

Ikke alene har plantagerne altså historisk lagt beslag på og forarmet klitnaturen, men fjerner vi dem nu for atter at give klitnaturen tiltrængt plads, skal vi tilmed kæmpe med plantagernes efterladenskaber, der har ændret jordbundsforholdene og forværret vilkårene for den klitvegetation, vi gerne vil fremme. 

Er der noget at stille op? Ja.

Et EU-Life-projekt til undersøgelse af klitnaturen langs den jyske vestkyst i 2002-05 har f.eks. påpeget vigtigheden af ikke blot at fjerne bjergfyr og contorta-fyr, men at fjerne al biomasse fra de fældede træer (også stubbe og grene), før der tabes for mange nåle, og før næringsstofbelastningen øges drastisk. Endvidere bør man sikre en efterfølgende aktiv indsats for at forhindre en fornyelse af plantageopvæksten ved i en årrække at fjerne nye selvsåede nåletræer. 

Blandt virkemidlerne er imidlertid også ild, i dette tilfælde kontrollerede mosaik-afbrændinger, der bogstavelig talt futter både plantage, førnelag og alt andet af. Derved fjernes næringsstoffer fra klithedens økosystem og udgangspunktet ‘nulstilles’ næsten uden den eksisterende forsuring, hvilket muliggør klitvegetationens genindvandring under de næringsfattige forhold, den netop er tilpasset (Johnsen m.fl. 2005: 50).

At klithede-økosystemer trods alt kan regenereres med en gentagen indsats på kort eller langt sigt, er også konklusionen i en specialerapport, der undersøger status af vegetationssammensætningen på fem plantage-arealer, som blev ryddet mellem 1992 og 2011. Alle lokaliteter kan sidenhen »betegnes som klithede i mere eller mindre grad,« men der kan over tid være behov for en vis græsning (Lasse & Lind 2015).

Også i Østerild Plantage er der nylige erfaringer, som tyder på, at nåletræsbevoksninger kan afvikles til fordel for en udvikling i retning af klitnatur. I 2012 blev der ryddet 266 hektar nåletræsbevoksninger (særligt sitka-gran og bjergfyr, men også hjemmehørende skovfyr) for at give plads til et nationalt testcenter for store vindmøller. Efter en basisregistrering af vegetationsstrukturen og artssammensætningen før rydningen, har forskere efterfølgende fulgt vegetationsudviklingen på prøvefelter i de ryddede områder m.h.p. at undersøge genetableringen af de lysåbne klitnaturtyper.

Eftersom fældning af nåletræer med fjernelse af stammer og stubbe som nævnt kan frigive næringsstoffer til jordbunden og fremme tilgroning af problematiske arter, følges udviklingen over en tiårig periode. Men resultater fra den igangværende overvågning viser indtil videre, at et par af de arter, der kunne volde bekymring (gederams og skov-brandbæger), hidtil kun er registreret fåtalligt og spredt, ligesom der i de første år heller ikke er opstået et særskilt problem med invasive arter. Generelt er vegetationsdækket blevet mere artsrigt og tæt, hvor der før var bevoksninger med bjergfyr, og i prøvefelter er artstallet steget fra 45 i 2011 til 58 i 2013 og 64 i 2015 (Wind 2016).

I Sand Dune Conservation, Management and Restoration skriver James Patrick Doody om erfaringerne med genetableringen af klitnatur, at en fjernelse af store skovarealer, der oprindelig var plantet for at bekæmpe erosion, er »en igangværende aktivitet flere steder i Europa med positive fordele for naturbevarelse« (Doody 2013: 278).

Man kan imidlertid diskutere, hvor høj ‘kvalitet’ naturværdierne får i genetableret klitnatur, hvor der før var klitplantager. En vis næringsstofbelastning er uundgåelig (selv om den kan begrænses ved så vidt muligt, f.eks. ved at fjerne alt fældet materiale og gøre brug en målrettet afbrænding). Men noget tyder trods alt også på, at næringsbelastningen ikke er det største problem, og at dens effekt kan minimeres efterfølgende.

På ti forsøgsarealer i et kystområde med urterig klit i Hjørring Kommune (Tornby Klit) har forskere simuleret græsning, kvælstofophobning og dyrs trampning i forskellige kombinationer for at registrere effekten efter tre år. Undersøgelsen dokumenterer, at artsrigdommen tiltager i takt med øget dynamisk foranderlighed, der tilmed modvirker tilgroning som følge af kvælstofophobning.

Konklusionen er, at de historiske indgreb, som enten har afviklet eller forhindret muligheden for kysterosion, stormpåvirkning og græsning af større planteædere, faktisk kan være en større trussel mod biodiversiteten end den negative effekt af kvælstofophobningen, som vi ellers med rette bekymres over i natursammenhænge (Brunbjerg m.fl. 2014).

Derfor er der især brug for at genetablere naturlige processer i klitnaturen, så levesteder og arter atter får den sammensætning, der er givet fra naturens hånd. 

De naturlige processer, herunder de dynamiske forandringer, som f.eks. følger af vandreklitters bevægelser, større dyrs trampen i klitterne, erosion, lynnedslag og skiftende vandstand, kalder forskere også forstyrrelser. Der skal med andre ord være plads til flere forstyrrelser igen, hvis vi ønsker at bevare og udvide trængte levesteders variation og artsrigdom langs kysterne. 

Og at klitnaturen virkelig har været ‘forstyrret’ fra naturens hånd historisk og derfor vitterlig har gavn af nogle ordentlige ‘tæsk’, har vist sig på flere måder – både ‘kunstige’ og ‘naturlige’.

Allerede i 1990 påpegede professor Bill Carter til en konference i Sefton, England, at klitnaturen ikke er sårbar over for forstyrrelser og forandringer, men derimod over for stilstand: »Det er vores trang til at forhindre dem i bevægelse, som har forårsaget så megen skade.« (Doody 2013: 295). Og for at sætte pointen i relief, bemærker James Patrick Doody, at skønt vi næppe skal ønske os Anden Verdenskrigs massive militære påvirkninger af klitnaturen tilbage, har selv disse historiske ‘forstyrrelser’ formodentlig forhindret mange flere klitter i at være dækket af tæt og artsfattigt buskads eller skov. 

Også i dag gør militæret flere steder en afgørende forskel til det bedre for klitnaturen – f.eks. hjælper tunge militærkøretøjer ved Oksbøl med at holde habitater åbne for strandtudse, og i Vattaja i Finland går militærets skydninger og træning ligeledes »hånd i hånd« med naturbeskyttelsesmål i et af Nordeuropas største sandklit-systemer.

Når voldsomme militære aktiviteter kan have en gunstig effekt, skyldes det, at klitnaturen (og de arter, der hører til den) netop i særlig grad er tilpasset stærke kræfter, som fra naturens hånd er karakteristiske i kystnære områder – kræfter, vi historisk har bestræbt os på at hæmme ved klitdæmpning, klitplantager, afvanding osv.

I et EU-LIFE-projekt, der i 2013-18 tager afsæt i en række Natura 2000-områder langs den jyske vestkyst, bl.a. i Husby Klitplantage og Hanstholm Vildtreservat, er Naturstyrelsen derfor gået i gang med at sikre mere lysåben klitnatur, ved f.eks. at fjerne nåletræer (især bjergfyr og sitkagran) og afvikle den hidtidige afvanding for at genetablere mere naturlige vandforhold med flere vådområder. Det handler også her om at skabe forstyrrelser for bl.a. at give mere plads til blottet sand og fugtige klitlavninger i et dynamisk, foranderligt samspil med naturens kræfter.

Hvad enten små eller store dele af en nåleplantage afvikles eller åbnes delvist af hensyn til klitnatur eller vildere nåleskov, er det for at få opbrud og dynamik tilbage i naturen, f.eks. ved at fjerne klitdæmpninger og lade vinden og vandet få friere spil til at åbne landskabet og vegetationen.

Dynamikken kan dog også hjælpes hurtigere på vej, hvis vi vælger at kompensere lidt for et par århundreders naturforarmende stilstand, f.eks. ved at fjerne de yderste rækker af nåletræer mod vest, hvor stammerne er mere hårdføre og tilpasset vestenvindens hærgen. Dermed vil stormene lettere splintre gennem nogle af de bagvedstående og mindre hårdføre træer og skabe dynamiske nåleskove med en variation af levesteder som følge af rodkager, døde træer og lysninger. Får naturen med andre ord selv lov til at flå de mørke tømmermarker lidt fra hinanden, vælte stammer og skabe dynamisk foranderlighed, vil ikke alene svampelokaliteterne bevares, men de faldne nåletræsstammer vil også kunne beskytte spirende løvtræer, som ellers var chanceløse i den mørke nåleskov.

Lidt mere kaos og mindre kontrol er opskriften på naturligere natur ved kysten. Havet ændrer stranden, og vådområderne indlands forandrer sig dynamisk, hvis vi holder op med dræne og tørlægge områderne. Når vinden for alvor tager fat, skabes vindbrud i klitterne, som løbende ændres af nye vindbrud, hvorved temperatur og fugtighed kan variere dramatisk mellem levesteder, der ligger side om side – nogle er soleksponerede, tørre og meget varme, mens andre er skyggefulde, fugtige og kølige. Sine steder får ældre vegetation mere ro og læ, mens den andre steder begraves under sanddyner, som giver plads til, at ny vegetation så at sige opstår fra bunden af. 

Dette omskiftelige spil kan give kystnaturen stor variation med forskellige levesteder og plantesamfund i forskellige stadier på forskellige klittyper og klitheder. Naturen skal kunne bevæge sig og forstyrre mere i landskabelig skala – og samtidig selv blive bevæget og forstyrret, ikke blot vand, vind og vejr, men også af ildebrand og større dyr.

Det gælder klitplantagerne, hvor der kan være nålebevoksninger og førne at få bugt med, men også den næringsbelastede klitnatur, hvor ilden ikke alene gavner vegetationen, men også en del leddyr (f.eks. edderkopper og løbebiller). Der er således godt med eksperimentelt belæg for de positive natureffekter af forstyrrelser i form af græssende dyrs tramp, ildebrand og vindbrud (Brunbjerg m.fl. 2015a).

Den eventuelle risiko for, at etablerede levesteder og arter tager skade af forstyrrelser såsom sandflugt eller ildebrand, er ifølge forskere en mindre bekymring end den fortsatte tilgroning og ophobning af biomasse i den danske klitnatur, som netop kan begrænses ved at øge forstyrrelserne (Brunbjerg m.fl. 2015b).

At altså også dyr kan være ‘forstyrrelser’ i sig selv, er europæisk bison et af de mere træffende eksempler på – og ikke kun fordi den er en tonstung ædemaskine, der kan holde tilgroning i ave. Men når den kaster sig på jorden for at sandbade, får kæmpen også rodet effektivt op i overfladen og blottet nøgne sandflader med plads til ny vegetation, og når den i øvrigt tramper rundt i klitterne og på klitheden, efterlades tilsvarende nye vegetationshuller, der varierer klitnaturens karakteristiske mosaik-landskab til gavn for flere arter.

Derfor er den også allerede udsat i klitnatur i Holland, og derfor er den blandt de arter, som forskere også anbefaler i den danske klitnatur (Brunbjerg m.fl. 2014, Wind m.fl. 2017). Den dynamik, som de tonstunge dyr repræsenterer, er en helt anden end den monotone slitage, som massevis af mennesker kan medføre i klitterne, hvorfor vi nogle steder skal have meget mere af den naturlige dynamik i spil fra vandets, vindens og de større dyrs side – men mindre af den menneskelige trafik.

Det indebærer ikke at lukke mennesket ude fra naturen, men måske visse steder at flytte naturgæsternes vaner ved hjælp af omlagte stier eller skilte.

Opsummerende kan vi konstatere, at en række faktorer er i spil, når klitnaturens og plantagernes fremtid overvejes, hvis det er natur og biodiversitet, der er udslagsgivende for de valg, der skal træffes. Men flere forstyrrelser fra vindbrud, sandflugt, skiftende vandpåvirkninger og større planteædere såvel som naturlige og kontrollerede afbrændinger til at modvirke næringsbelastning og forsuring, er afgjort meget anbefalelsesværdigt. ‘Gammeldags’ mekaniske rydninger af dele af plantagerne øger derimod blot næringsbelastningen og forsuringen, hvilket ikke gavner klitnaturen – og lige så lidt gavner tilplantede løvskove.

Det er de naturlige processer, der skal tilbage – kort og godt: mere plads til ildens, vindens, vandets, vejrets og de vilde dyrs dynamik.

Den nuværende fordeling af træsorter i Husby Klitplantage
Den nuværende fordeling af træsorter i Husby Klitplantage
Troldeskoven er et meget lille frimærke i Husby Klitplantage, hvor træerne undslipper motorsavene og får lov til at vokse lige så frit, som naturen byder dem (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Troldeskoven er et meget lille frimærke i Husby Klitplantage, hvor træerne undslipper motorsavene og får lov til at vokse lige så frit, som naturen byder dem (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Takket være det tidligere nævnte EU-Life-projekt langs den jyske vestkyst har Naturstyrelsen taget hul på flere naturforbedrende tiltag i dele af Husby Klitplantage.

Inden for de allerseneste år er der f.eks. blevet ryddet 110 hektar træer og buske nord for Skavemose og syd for Gråbjerg for at åbne afblæsningsfladen bag en stor parabelklit og samtidig øge arealet med lysåben klitnatur; desuden er der fjernet opvækst af bl.a. bjergfyr på et ca. 90 hektar stort areal nær kysten. Rydningerne er så nye, at det ikke fremgår af kortene, hvor projektarealerne fortsat fremstår som plantage. På bioscore-kortet højere oppe i artiklen kan man dog godt ane, at et område med større artsrigdom har bredt sig lidt ind over klitplantagen i sporet efter vandreklitten (»Gryden«), hvor vinden gradvis har blæst sandet ned til grundvandsspejlet.

Husby Klitplantage er en af flere vestjyske plantager, der formodentlig bør afvikles i endnu større omfang end i de hidtidige projekter. Hensigten må være at øge klitnaturens udbredelse og de naturlige processer yderligere, om end der kan være større og mindre nåleskovspartier, som også bør bevares som urørt nåleskov. En nærmere præcisering af, hvad der bør ske på de forskellige arealer, forudsætter naturligvis fageksperters detailanalyse og plan.

Hareflod Sø, Husby Klitplantage (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hareflod Sø, Husby Klitplantage (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Overordnet set handler det dog i første omgang om at afvikle drift og dræn, så naturen kan udvikle sig vildere på naturligere præmisser. Naturstyrelsen har udgravet mindre vådområder i form af otte lavninger på afblæsningsfladen mellem parabelklittens halvanden kilometer lange ’arme’, der udgår fra hver sin ende af dens én kilometer brede front. Endvidere er der iværksat en stor indsats mod rynket rose, bl.a. ved hjælp af en slags fræser, der ikke alene knuser buskene, men også rækker 20-30 centimeter under jorden. Endvidere har man forsøgt omfattende opgavninger og tildækninger med plastic for at komme den uønskede plante til livs.

Det, der er afgørende for at genetablere udgangsbetingelserne for naturligere natur, indebærer imidlertid også flere forskellige større planteædere, der kan trampe hul i vegetationen, holde tilgroning nede, transportere frø vidt omkring og generelt bryde stilstand op til fordel for dynamik og variation.

Som vi har set ovenfor, er formodentlig ikke mindst bison velegnet i klitnaturen, men vildheste og vildkvæg er også oplagte dyr at tage i betragtning.

En ca. 14 kilometer lang hegnslinje er tilstrækkelig til at dække området, idet kyststrækningen selvfølgelig ikke behøver at blive hegnet, og dernæst ville der kunne udsættes et antal forskellige større planteædere til at supplere hjortevildtet og tilnærme et græsningstryk det, her kunne have været fra naturens hånd.

Samlet set ville en genetablering af udgangsbetingelserne for, at naturen fremadrettet kan udvikle sig dynamisk med naturligere processer bl.a. indebære

  • en afvikling af større dele af klitplantagen til fordel for lysåbne arealer og urørt nåleskov
  • en genetablering af naturlige vandforhold, hvor det er muligt
  • en udsættelse af flere forskellige større planteædere, formodentlig bison, vildhest og/eller vildkvæg
  • et 14 kilometer langt vildthegn med låger og porte til naturgæster samt faunapassager, hvor små og mellemstore planteædere kan passere frit
  • en fjernelse af eventuelle bistader og et ophør af eventuel mosindsamling

Alt sammen bør som nævnt udspecificeres og præciseres i detalje af fageksperter.

Europæisk bison (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison – en kommende beboer i Naturnationalpark Husby Klit? (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi antager, at afviklingen af dele af klitplantagen foregår med naturens egne kræfter efter indlednende rydninger, som letter vindens mulighed for selv at skabe opbrud blandt nåletræerne, vil de yderligere manuelle indgreb forbundet med en vis plantageafvikling være af mindre omfang. Yderligere etableringsudgifter vil være bestå i vildthegnet (ca. 4 mio. kr.), genetablerede vandforhold, indkøb af dyr og udarbejdelse af en detailplan.

Det behøver næppe beløbe sig til meget mere end ca. 10 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktionen i Husby Klitplantage).

Udgifterne bør helt eller delvist finansieres af stat og kommune – eller (mere realistisk): af de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over.

Resultatet kunne blive et varieret klitområde med spredte nålebevoksninger, tidvise søer og flokke af større planteædere. Det ville ikke være nødvendigt at lade sig distrahere af sanglærken for at glemme plantagemonotonien, for den afvikles – og den lille fugl med den store stemme ville også få gavn af et større og mere åbent landskab

Herfra kunne dens toner brede sig yderligere »vidt omkring fra et kildespring« højt fra det »strålende ingenting«, som det hedder så smukt i Thøger Larsens digt om lærken.

Rune Engelbreth Larsen, marts 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status

Vildheste ved Skjern Å væk – en vild og vanvittig historie

Af Rune Engelbreth Larsen, 20. december 2016

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – på øen Kalvholm ved Skjern Floddelta (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I de senere år er det så småt (om end for småt) begyndt at gå op for de fleste, at naturforarmelsen bl.a. skal imødegås af natur på naturligere præmisser – kort sagt: vildere natur. Vildhestene af racen exmoor pony ved Skjern Floddelta har været ét kapitel i den fortælling. Det har også været en stor lokal natur- og publikumssucces, der imidlertid nu er sat et meget uventet punktum for. Det er et kapitel om et lille vestjysk naturdrama, der inkluderer alt fra hærværk til beskyldninger om sabotage og dødelig forgiftning af de vilde dyr. 

Men til trods for alt det omgivende ståhej trivedes vildhestene tilsyneladende glimrende på øen Kalvholm, der er omgivet af Skjern Å’s to flodarme og Ringkøbing Fjord – og dog har Naturstyrelsens lokale enhed altså besluttet, at eventyret skal være slut.

Forklaringen er i værste fald meningsløs, i bedste fald åbenlyst mangelfuld.

Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord – til venstre en bid af Kalvholm (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det begyndte i 2010, hvor vildhestene blev sat ud på Kalvholm, idet hensigten var at etablere en selvstændig flok til sommergræsning. Hestene viste sig imidlertid mere begejstrede for det frie vilde liv end først antaget, så da de samme efterår atter skulle indfanges for at nyde godt af staldens varme inden vinterkulden, undveg de gang på gang med en stædig opfindsomhed. Tilkaldt forstærkning hjalp heller ikke, for de vilde dyr tog simpelthen flugten ud i den 60 meter brede flod og svømmede med strømmen, før de atter gik i land længere ude mod fjorden.

Til sidst måtte man helt opgive og overlade flokken til den forestående vinter, som netop dette år skulle vise sig at blive særligt streng. Sneen lukkede landskabet, og med ned til 20 minusgrader frøs både Skjern Å’s sydlige og nordlige løb til is, som det var for farligt at passere, og der kunne heller ikke bringes foder over til de stakkels heste, der var fanget i Kong Vinters isnende favn.

Da sne og is endelig smeltede væk, og foråret spirede frem igen, ventede der imidlertid ikke et trist syn af afmagrede heste på Kalvholm, snarere tværtimod. Trods bidende kulde havde hestene selv fundet ud af at skrabe tilstrækkeligt med føde frem under sneen og bl.a. levet af områdets pilebuske. Alt tydede på, at de havde klaret sig glimrende, og om foråret kunne de atter tage fat på at æde græs og lyng til gavn for blomsterne – og til glæde for de engfugle, der bygger rede på jorden under forudsætning af en lav vegetation.

Det viste sig simpelthen, at man havde været for pylret. Vildheste er vilde – når blot de får lov. Siden er flere heste født i den vilde natur, som de er en del af året rundt. 

Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste – exmoor ponyer – ved Skjern Å (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Undervejs har det ikke skortet på dramaer omkring vildhesteprojektet – fra nedbrænding af offentlige toiletter og ødelæggelse af hegn til direkte beskyldninger om forskellige forsøg på at komme dyrene til livs.

Første gang i november 2014, hvor syv heste døde, da en mand kørte ind i en flok på vejen mellem Vostrup og Hemmet. Hvordan hestene overhovedet var havnet dér, er der ingen forklaring på, men lokale frygter, at de blev ‘hjulpet’ ud på vejen (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 27.11.2014).

I april 2015 var den gal igen – yderligere seks heste mistede livet, denne gang ved forgiftning, bl.a. med metadon. Uheldigt sammentræf eller bevidst forsøg på at komme et vildhesteprojekt til livs?

Vildhestene, der har meget stor opbakning lokalt, har således også mødt indædt modvilje fra nogle sider, bl.a. fordi de forhindrer, at der kan tjenes penge på at sætte kreaturer ud på Kalvholm om sommeren. Og at hele Skjern Å’s forhistorie som et kontroversielt genopretningsprojekt også har skabt sine historiske kløfter, er en del af rammefortællingen. 

Men derfra og så til at slå heste ihjel er der unægtelig langt. 

Metadon er dødeligt for heste i store mængder, og det er ikke et stof, de naturligt kan komme i nærheden af på Kalvholm. Men der skal flere liter metadon til at slå en hest ihjel, og obduktionen kunne kun fastslå, at de havde indtaget stoffet, ikke mængden (Dagbladet Ringkøbing Skjern, 24.4.2016).

Niels Bonde, der har haft opsynet med hestene, er dog ikke i tvivl om, at både trafikdrabet og forgiftningen er iscenesat med det klare formål for øje at få vildhestene væk (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 23.4.2015).

Exmoor/vildhest (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Exmoor/vildhest (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I december 2016 får Naturstyrelsen så fjernet vildhestene fra Kalvholm. Den regionale skovrider udtaler: »På baggrund af forsøgsperioden har vi nu vurderet, at det er svært at sikre ordentlige forhold permanent, da der i hårdt vejr ikke er et tørt leje for hestene, ligesom adgangen til foder kan være begrænset i vinterperioder med høj vandstand og frost.« (RingFjordNyt, 18.12.2016).

Den forklaring er mærkelig – for ikke at sige åbenlyst misvisende. Nu havde hestene ifølge alle klaret sig glimrende i seks år på de vilkår, der var. Desuden kan de som bekendt svømme, hvilket vil sige, at de faktisk kan forlade området.

Endnu mere besynderligt bliver det, at skovrideren insisterer på hemmelighedskræmmeriet: »Det er et spørgsmål mellem os og forpagteren.« (Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 20.12.2016). Det tyder på, at økonomi har overtaget frem for naturens gavn, for som skovrideren tilføjer: »Så får vi at se, hvem der har det bedste tilbud.«

Hvis det vitterlig er et økonomisk spørgsmål, hvorfor i alverden køber Naturstyrelsen så ikke bare selv 10 vildheste af exmoor-racen? En meget lille éngangsudgift på ca. 50.000 kr. for hestene i sig selv.

Beslutningen sender derfor et mildest talt uheldigt signal: I stedet for at afvikle de få projeter for at få vildere natur, skal de netop udvides, opprioriteres og spredes. Her f.eks. et forslag i den retning: Naturnationalpark Skjern Floddelta.

Det korte af det lange er, at enten er beslutningen om at fjerne vildhestene ualmindelig problematisk, eller også er der en uddybende forklaring – i hvilket tilfælde formidlingen af beslutningen er ualmindelig mangelfuld.

I alle tilfælde er det et ærgerligt skridt i den gale retning – naturforarmelsen skal bl.a. imødegås af flere vildheste og flere områder med vildere natur, ikke færre. Det kan kun gå for langsomt.

Rune Engelbreth Larsen, 20. december 2016

APROPOS

> Forslag: Naturnationalpark Skjern Floddelta
> Fotoserie: Skjern Å – Danmarks floddelta
> Debatindlæg: Skjern floddelta som natur-nationalpark
> Debatindlæg: Naturnationalpark-forslaget ved Skjern er skam ambitiøst
> Blogindlæg: Stor opbakning til naturreservat ved Skjern Floddelta
> Blogindlæg: Er Skjern Å en flod, der munder ud i et floddelta? Ja

Naturnationalpark Mols Bjerge

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Mols Bjerge, fotograferet ved Agri Høj – Trehøje kan ses i horisonten (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Mols Bjerge, fotograferet ved Agri Høj – Trehøje kan ses i horisonten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får ca. 11 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur som en slags kerneområde på naturens præmisser i Nationalpark Mols Bjerge: Naturnationalpark Mols Bjerge …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge – et godt 11 kvadratkilometer stort område, hvor naturen kunne prioriteres på naturens egne præmisser (kortet er baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge – et godt 11 kvadratkilometer stort område, hvor naturen kunne prioriteres på naturens egne præmisser (kortet er baseret på OpenStreetMap)

Nationalparken kan blive vildere og naturligere

Naturnationalpark Mols BjergeEngang var den europæiske vildhest tarpanen vidt udbredt blandt mange andre større planteædere, også på vore egne breddegrader. Her var den almindelig for 10.000-12.000 år siden, hvorefter den formodentlig blev udryddet (men atter dukkede op i en periode for omkr. 6.000 år siden). I dag er tarpanen dog uddød – den sidste døde muligvis i russisk fangenskab i begyndelsen af 1900-tallet, og verdens eneste tilbageværende af de oprindelige vildheste er den såkaldte przewalski-hest eller takhi. Også den var på nippet til at blive udryddet i 1900-tallet, men er takket være et omhyggeligt avlsprogram blevet reddet og bl.a. genudsat i Mongoliet.

Der har været flere forgæves forsøg på at tilbageavle tamhesteracer til tarpanen, men selv om den oprindelige europæiske vildhest altså er og bliver uddød, betyder det dog ikke, at der ikke er andre hesteracer, vi med rimelighed kan betegne som vildheste – hvilket vi straks skal se.

På Djursland finder vi Mols Bjerge, der er det vigtiste kerneområde i den 18.000 hektar store Nationalpark Mols Bjerge. Men Mols Bjerge har også en slags kerneområde i sig selv – Molslaboratoriets 160 hektar store arealer, der er blandt landets mest artsrige naturlokaliteter. Og den 26. november 2016 blev dette værdifulde naturareal endnu vildere, da Naturhistorisk Museum i Aarhus udsatte 12 vildheste af racen exmoor pony, som frem over skal være en integreret og naturlig del af hovedparten af Molslaboratoriets natur. 

Af og til er det blevet hævdet, at exmoor også må karakteriseres som en oprindelig vild hesterace, der er upåvirket af tamheste (Hovens & Rijkers 2013), men det er dog langtfra den herskende opfattelse. Faktisk karakteriseres den »i nogen grad som romantisk«, idet exmoor ifølge de fleste forskere hverken er en forhistorisk vildhest eller anden »zoologisk skattekiste«, men derimod en regionalt indfødt hesterace, der dog har bevaret en genetisk variation, som moderne hesteavl er foruden (Green, P. 2013: 34). Måske stammer den fra keltiske tamheste, der blev indført i bronzealderen (Bunzel-Drüke m.fl. 2008: 37).

Da vildhest selvfølgelig ikke er en arts- eller racebetegnelse, er der dog intet forkert i at kalde utæmmede heste, der ikke fodres, for vildheste, og det gælder ikke mindst exmoor, der da også klarer sig fortrinligt året rundt i naturen. 

Exmoor har også levet vildt i øde egne af Storbritannien i årtusinder indtil midten af 1900-tallet, hvor der kun var ca. 50 tilbage i Exmoor (deraf navnet). Takket være endnu en målrettet avlsindsats er der i dag omkring 500 i Exmoor National Park i den sydvestlige del af England, foruden mere end 3.500 i det øvrige Storbritannien og en række andre lande – bl.a. Danmark (jf. The Exmoor Pony Society: Conservation of the Exmoor Pony).

Nu er der så yderligere tolv herhjemme, efter at Molslaboratoriet blev den niende danske lokalitet, hvor der er blevet udsat vildheste, og den sjette, hvor vildhestene er af racen exmoor. De første vildheste blev udsat på Tærø i Ulvsund af forskere, der mente at kunne bruge dem til at tilbageavle tarpanen, men projektet blev droppet og vildhestene stort set overladt til sig selv. Årtier siden begyndte andre vildhesteprojekter så småt at brede sig i Danmark, vekslende mellem hesteracerne konik og exmoor:

  1. 1964: Tærø, Ulvsund (exmoor), ca. 173 ha
  2. 2003: Klise Nor, Sydlangeland (exmoor), ca. 25 ha
  3. 2003: Lille Vildmose, Nordjylland (konik), ca. 20 + 30 + 60 ha
  4. 2006: Dovns Klint, Sydlangeland (exmoor), ca. 120 ha
  5. 2010: Dejbjerg Plantage ved Ringkøbing (exmoor), ca. 10 ha
  6. 2010: Kalvholm, Skjern floddelta (exmoor), ca. 140 ha

  7. 2013: Saksfjed Inddæmning, Sydlolland (exmoor), ca. 90 ha
  8. 2016: Næstved Øvelsesterræn (exmoor), ca. 170 ha

  9. 2016: Molslaboratoriet, Mols Bjerge (exmoor), ca. 120 ha
10. På vej i 2017: Bjergskov, Sønderjylland (konik), ca. 33 ha

11. På vej i 2017: Geding-Kasted Mose, Østjylland (konik), ca. 62 ha
12. På vej: Bøtø, Falster (uvist hvilken race), ca. 150 ha
13. Måske: Bioplanet Rewilding Park, Vorup Enge (przewalski-hest), ukendt areal

NOTER: I Lille Vildmose har man tidligere vinterfodret konikhestene, men er ophørt i 2016. Hestene har græsset forskellige arealer siden 2003, men i efteråret 2016 går de i tre flokke: 1) ved kysten (60 ha), 2) i en central mose (30 ha), og 3) på det areal, hvor Birkesø skal genoprettes (ca. 20 ha). Om vildhestene på Sydlangeland anfører Naturstyrelsens folder, at de finder deres føde i naturen, men tilføjer:»Vi har dog mulighed for at fodre, hvis vi får en streng vinter med knaphed på føde«. Hestene på de øvrige arealer tilskudsfordres formodentlig (heller) ikke. På Kalvholm ved Skjern floddelta er vildhestene desværre blevet fjernet igen i december 2016 efter uoverensstemmelser med forpagteren. I Bøtø, der blev opkøbt af Den Danske Naturfond i 2017, planlægges en kraftig udtydning af plantagen, bl.a. m.h.p. at udsætte vildheste. Bioplanet RewildingPark, der blev foreslået af Randers Regnskov i 2013, planlægger at inkludere przewalski-hesten (takhi) blandt de dyr, man gerne vil udsætte ved Vorup Enge syd for Randers (bl.a. i det område, hvor der i dag går europæisk bison).

Den 26. november 2016 gav man slip på den traditionelle og kontrollerede naturpleje på Molslaboratoriet i Mols Bjerge, hvor der blev udsat vildheste, finansieret af Den Danske Naturfond (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den 26. november 2016 gav man slip på den traditionelle og kontrollerede naturpleje på Molslaboratoriet i Mols Bjerge, hvor der blev udsat vildheste (exmoor ponyer), finansieret af Den Danske Naturfond. Her skal de gå året rundt sammen med vildkvæg (galloway) på ca. 120 hektar som en integreret del af naturen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Molslaboratoriet er det første eksempel, hvor vildheste er blevet udsat i et regulært hotspot for dansk artsrigdom, hvorfor det nu bliver muligt at analysere samspillet mellem større vilde planteædere og sjældne og truede arter i detalje. Vildhestene kommer til at gå på arealet sammen med helårsgræssende galloway-kvæg, der indtræder i rolle som vildokser uden tilskudsfodring af nogen art. Dermed er såkaldt selvforvaltende natur i vidt omfang realiseret på en af landets mest interessante naturlokaliteter, hvor der i forvejen hverken er landbrug eller skovbrug.

Med »selvforvaltende natur« menes, at man i udvalgte store og små naturområder så vidt muligt gør op med de naturforarmende og fragmenterende indgreb, der hidtil har udryddet eller fortrængt arter og forarmet levesteder (bl.a. afvanding, tømmerproduktion, opdyrkning og udryddelse/udelukkelse af større planteædere).

Det handler om at genskabe udgangsbetingelserne for, at naturen selv kan opretholde en mangfoldighed af levesteder og arter, og derfor må vi tilføre de manglende faktorer, som vi historisk har afviklet: Det vil sige at genetablere de naturlige vandforhold ved at afvikle eventuelle grøfter; genoprette naturens dynamik ved at give plads til foranderlighed i stedet for at fastlåse en specifik naturstilstand; genforvilde skove og åbent land uden produktion (det være sig tømmer- eller fødevareproduktion); genudsætte flere større planteædere, hvis græsningsadfærd både påvirker og varierer vegetationen, holder tilgroning i ave, skaber spirebede ved deres tramp, spreder frø og leverer dyrebar kvalitetslort til møgbiller og mange andre arter.

Kort sagt skal udvalgte dele af naturen være vildere med plads til de naturlige processer, som utallige arter har udviklet sig under i ti- eller hundredtusindvis af år, hvis vi vil bevare vore truede arter og sikre livets mangfoldighed. Og her spiller ikke mindst de større planteædere en meget central rolle:

Nøglen er atter at få græssende dyr (vilde eller tamme) i den danske natur. Mange danske naturtyper opretholdes via græsning. Den manglende græsning gør, at den biologiske mangfoldighed falder. Dette forhold gælder både for åbne naturtyper og for skovene. (…). Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen. (Rahbek m.fl. 2012: 108).

Jo større skala, desto bedre, fordi store naturområder har bedre plads til variation og dynamik med store flokke af forskellige planteædere, men meget kan også opnås i mindre skala. De 120 af Molslaboratoriets 160 hektar er et godt udgangspunkt, hvor der som nævnt udsat vildokser (galloway) og vildheste (exmoor), som ikke fodres – naturen har med andre ord fået friere hænder (eller rettere friere hove og klove) inden for ét ydre hegn frem for i en lang række mindre folde. 

Morten D.D. Hansen, der er biolog og museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, har i et offentligt indlæg forklaret, hvorfor man har truffet dette valg efter årtiers traditionel naturpleje.

Hidtil har det således været et meget tids- og ressourcekrævende arbejde at sikre naturværdierne med allehånde plejetiltag fra høslæt, sommergræsning og tørveskrælning til rydninger og omrokeringer af småhegn. Nogle virkemidler har gavnet, andre har ikke, men det har været dyrt, og man har bestandig været afhængig af at tage besværliggørende hensyn til diverse bureaukratiske landbrugsstøtteordninger, som desværre sjældent er skræddersyet til naturens ‘behov’.

Nu har man taget konsekvensen, sagt nej til alle støttekronerne og valgt at lade naturens egne kræfter råde i en vildere og mere spontan natur:

Farvel til tilskudsordninger, farvel til vinterfodring af dyrene, farvel til de mange små hegninger, men goddag til et mindre antal køer og vildheste, der selv må finde ud af, hvordan de vil leve på de særdeles varierede arealer, der fra nu af kun er omgivet af et enkelt yderhegn. Det kan godt være, at dyrene indimellem vil være lidt mere sultne end sædvanligt, men vi holder bestanden så lav, at dyrene ikke dør af sult. De kommer til at spise op om vinteren, mens vegetationen om sommeren får lov til at blomstre lidt mere, end den hidtil har gjort. Det skulle gerne gavne sommerfugle og bier, men vi ved intet om, hvad der præcist vil ske hvor. Derfor er planen, at vi i de kommende år vil følge arealerne ekstra grundigt, så vi om blot få år har en tydelig idé om, hvordan tiltaget virker. Det er nemlig ambitionen, at vores pilotprojekt skal kunne brede sig som ringe i vandet. (Morten D.D. Hansen, JP Aarhus, 25.11.2016)

Projektet er finansieret af Den Danske Naturfond, og ved indvielsen understregede fondens direktør Flemming Nielsen, at dette kun var »begyndelsen« – og med udsigt til statens store naboarealer tøvede han ikke med at foreslå projektet bredt ud over Mols Bjerge.

Dermed er Molslaboratoriet i endnu højere grad blevet modellen for naturforvaltningen i Nationalpark Mols Bjerge, og placeringen gør det oplagt at samtænke et endnu større areal i Mols Bjerge – et areal, hvor naturpotentialet i forvejen er til stede, og som kunne blive et næsten 1.100 hektar stort naturreservat på naturens præmisser: NATURnationalpark Mols Bjerge.

Molslaboratoriet er et 150 hektar stort naturreservat, der er ejet at Naturhistorisk Museum i Aarhus (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Molslaboratoriet er et 160 hektar stort naturreservat, der er ejet at Naturhistorisk Museum i Aarhus (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige dér? 

Af kortet her fremgår det, at staten ejer langt størstedelen af den foreslåede afgrænsning (skraveret), men at også Molslaboratoriet, der ejes af Naturhistorisk Museum i Aarhus, udgør en pæn del af området (markeret med grønt)
Af kortet her fremgår det, at staten ejer langt størstedelen af den foreslåede afgrænsning (skraveret), men at også Molslaboratoriet, der ejes af Naturhistorisk Museum i Aarhus, udgør en pæn del af området (markeret med grønt)

Nationalpark Mols Bjerge rummer i dag omtrent en tredjedel skovbrug, en tredjedel med landbrugspligt og en hel masse sammenhængende by, hvilket unægtelig ikke er særlig optimalt for det, der ifølge IUCN’s internationale nationalparkkriterier skulle være et særlig naturbeskyttet område. Læs f.eks.: Nationalparker eller nationalmarker? Forslag til en reaktualisering

Men når det giver god mening at tage udgangspunkt netop i Mols Bjerge for at udvide de bestræbelser, der er taget på Molslaboratoriets arealer, skyldes det ikke mindst, at der er et stort statsejet areal, som grænser lige op til Molslaboratoriet både mod syd og nordvest.

Her kunne naturen ligeledes få førsteprioritet uden de lodsejerkonflikter, der ofte har kendetegnet nationalparkprocessen. Endvidere kunne man med fordel opkøbe og tilføje nogle få og forholdsvis små lommer af privatejet natur, hvis muligheden er til stede – eller indgå permanent bindende aftaler om at inkludere dem i det samlede naturreservat med biodiversitet som højeste prioritet.

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 227
Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 227

Forslaget til en knap 1.100 hektar stor afgrænsning af en naturnationalpark i Mols Bjerge rummer således både statslige arealer (ca. 78%), Molslaboratoriets arealer (ca. 14%) og andre privatejede naturarealer (ca. 8%). Der er dog også yderligere statslige og flere privatejede naturområder, som kunne inkluderes, hvis viljen og finansieringen skulle vise sig hen ad vejen.

Den foreslåede afgrænsning overlapper også store dele af Natura 2000 område nr. 227: Mols Bjerge med kystvande. Det medfører forpligtelser om at sikre gunstig bevaringsstatus for en række naturtyper og arter, hvorfor staten i forvejen skal bidrage med en vis naturbevarende indsats, også i tilfælde af et større naturreservat i nationalparken. Grundlaget for, at netop dette område er udpeget som en del af EU’s naturbeskyttelsesnetværk Natura 2000, er arterne skæv vindelsnegl, sumpvindelsnegl og stor vandsalamander samt naturtyper som bl.a. kalkoverdrev, surt overdrev, enekrat og kildevæld.

Skovperlemorsommerfugl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skovperlemorsommerfugl er forsvundet fra Mols Bjerge, hvor den ikke er set siden 1975 (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Endvidere fremgår det af Biodiversitetskortets såkaldte bioscore (der opgør antallet af truede arter og potentielle lokale levesteder for truede arter), at her generelt er store og bevarelsesværdige naturværdier. Mols Bjerge er således Danmarks mest artsrige dagsommerfuglelokalitet ifølge Sommerfugleatlas.dk – i perioden 2014-16 er der registreret hele 48 af Danmarks ca. 62 dagsommerfuglearter.

Og dog illustrerer dagsommerfuglene også, at høj bioscore ikke er ensbetydende med, at naturen er undtaget det generelle artstab, som er udtalt over det meste af landet. F.eks. er tre dagsommerfuglearter, der tidligere fløj i Mols Bjerge, forsvundet inden for de seneste årtier (grønbroget kålsommerfugl, gråbåndet bredpande og skovperlemorsommerfugl).

Skovperlemorsommerfugl er således en af de arter, der generelt er raslet tilbage, og som i dag kun findes på nogle få lokaliteter i Midtsjælland og på Bornholm – i Jylland er den stort set forsvundet syd for Limfjorden.

Kommabredpande på blåhat (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Kommabredpande på blåhat – truet dagsommerfugl, der endnu findes i Mols Bjerge (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Store dele af naturværdierne er værd at beskytte, fordi de er uerstattelige, som Morten D.D. Hansen gerne italesætter naturindsatsens prioritering. Der er jo ingen grund til at søsætte ekstraordinære virkemidler for at bevare rådyr, brændenælder og rotter, for disse arter klarer sig som bekendt særdeles glimrende i forvejen, hvorimod f.eks. eremit, rødlig perlemorsommerfugl og hylde-gøgeurt er uerstattelige i den forstand, at når de først er uddøde herhjemme, så kommer de ikke tilbage. Og det går desværre den vej for mange arter. 

Høj bioscore er en god indikator for, hvor vi skal gøre os ekstraordinært umage for at bevare Danmarks artsrigdom, for her finder vi lige præcis de arter og potentielle levesteder, som er stærkt presset eller står i fare for at forsvinde herhjemme. Men også dér, hvor artsrigdommen er højest, går det tilbage – selv på Molslaboratoriet, hvor man altså af samme grund valgte at tage skridtet i retning af vildere og mere selvforvaltende natur.

Der er med andre ord en række gode grunde til, at det giver god mening at udvælge lige præcis det foreslåede område som et kommende naturreservat på naturligere præmisser: 1) Naturhistorisk Museum er den største private lodsejer, og de prioriterer i forvejen natur og biodiversitet maksimalt, hvilket er en fordel og en potentielt stimulerende model for Naturstyrelsen. 2) Langt hovedparten af det øvrige areal er statsejet og undgår derved typiske lodsejerkonflikter, og de øvrige privatejede arealer, der i bedste fald burde opkøbes, udgør kun ca. 8 procent af den foreslåede afgrænsning. 3) Forslagets afgrænsning overlapper et Natura 2000-område, hvor vi i forvejen er forpligtet til en særegen naturbeskyttelse. 4) Der er generelt en meget høj bioscore og vigtige lokale og nationale naturværdier. 5) Området ligger inden for de fremhævede kvadrater i hovedscenariet i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der indkredser det netværk af danske naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse Danmarks biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

Biodiversitetskortet viser her bioscore (koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter – jo flere, desto varmere farve)
Biodiversitetskortet viser her bioscore (koncentrationen af truede arter og potentielle levesteder for truede arter – jo flere, desto varmere farve)
NATURnationalpark Mols Bjerge kDen foreslåede afgrænsning af NATURnationalpark Mols Bjerge (markeret med grønt) kunne blive et kerneområde i nationalparken (hvis ydergrænse fremgår på kortet her). Et kerneområde, hvor naturen – modsat langt hovedparten af den øvrige nationalpark – kommer i centrumunne udgøre et kerneområde i nationalparken, hvor naturen har absolut førsteprioritet
Den foreslåede afgrænsning af NATURnationalpark Mols Bjerge (markeret med grønt) kunne blive et kerneområde i nationalparken (hvis ydergrænse fremgår på kortet her). Et kerneområde, hvor naturen – modsat langt hovedparten af den øvrige nationalpark – kommer i centrum
Mols Bjerge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Mols Bjerge (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Hvad heste ikke kan gøre af godt i naturen, hvis deres græsningsadfærd får lov til at udfolde sig, er næsten ikke til at få øje på. Der er imidlertid ikke megen praktisk erfaring med helårsgræssende heste i Danmark, men på en privat ejendom i Skellerup ved Silkeborg er effekten af helårsgræssende islænderheste blevet fulgt meget tæt i en længere årrække og med mellemrum beskrevet af Peder Størup via Naturbeskyttelse.dk. Her har bl.a. nogle mindre, men varierede arealer, der var intensivt dyrket, sprøjtet og gødsket i 20-30 år frem til slutningen af 1990’erne, fået lov til at udvikle sig på naturligere præmisser – og selv om der ikke er tale om vildheste, er hestenes græsningsadfærd året rundt næppe anderledes:

Hestene her tilskudsfodres ikke, og de har derfor tilpasset sig det fødegrundlag, området stiller til rådighed. De vælger helt selv, hvad de har brug for med et fødevalg, der spænder meget vidt over året. Om sommeren er det de våde lavvandede områder og de tørreste og mest næringsfattige, de foretrækker. Over vinteren og de tidlige forårsmåneder, hvor føden er knap, er det grovere føde som buske og træer og eksempelvis lyse-siv, der må holde for. På andre arealer har hestene vist sig at sætte stor pris på rødgran i vintermånederne, selv uden at være presset. (…) Hestene bader ofte, hvilket starter med at de slår kraftig med forbene. De bader også i dybere vand hvor næsten hele kroppen kommer under. Adfærden skabe forstyrrelser og specielt i lavvande område små vegetations fri huller med større dybde. I Større vandhuller med meget vegetation opstår der et frit vandspejl.

Se også den meget informative fotoserie på Naturbeskyttelse.dk: De store dyrs funktion i naturen

Taler vi større naturarealer, er det også muligt at nå op på en selvsupplerende bestand af vildheste, der er blevet estimeret til 72-300 individer – om end flere bestande dog også har klaret sig på mindre arealer i årtier eller århundreder (Naundrup & Svenning 2015). Den danske ø Tærø har et areal på blot 173 hektar, hvor der har været vildheste i over et halvt århundrede, og Oostvaardersplassen i Holland huser en bestand af vildheste (konik), der i 2016 blev opgjort til ca. 700, og som deler de 5.500 hektar med ca. 1.700 krondyr og 200 heck-kvæg (Cornelissen m.fl. 2016: 29).

Den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Mols Bjerge strækker sig over ca. 1.100 hektar, og ikke alene er der plads til mange flere vildheste og vildokser som de galloway-kvæg, der nu går året rundt på Molslaboratoriets areal, men man kunne også overveje at udvide paletten med en eller flere andre større planteædere?

Exmoor ponyer – vildheste på Mols (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste (exmoor ponyer) på Mols. De tolv hopper, der blev udsat i november 2016 – i 2017 kommer hingsten (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Nationalpark Mols Bjerge, logo, skiltMon ikke europæisk bison (visent) kunne vise sig at være et godt valg til Mols Bjerge? Vi associerer den ofte med skovene, men en undersøgelse af udsatte bisoners adfærd i Tyskland tyder på, at dyrene dér bevæger sig i forskellige landskaber, hvor der både er åbne vidder og skov (Schmitz 2015). Analyser af isotoper af kulstof og kvælstof i de ældste knoglefund viser desuden, at europæisk bisons oprindelige fødevalg ikke svarer til forestillingen om en ren skovart, men til et liv i åbne landskaber (Bocherens 2015). I lighed med flere danske klitlandskaber kunne Mols Bjerge derfor vise sig at være et oplagt sted at udsætte Europas største landlevende planteæder.

Det ville naturligvis kræve et mere robust hegn end det el-hegn, der i dag omgiver Molslaboratoriets arealer med galloway-kvæg og exmoor ponyer, og krondyr burde nok også være en del af hegningens planteædere – men omkostningerne er ikke astronomiske.

Naturnationalpark Mols Bjerge, logo, skiltHvis man f.eks. vælger en lidt mere enkel hegnslinje end den, der følger de kringlede statslige arealer hele vejen, ville hegnet blive ca. 25 kilometer langt (se nedenstående kort). Nogle steder krydser hegnslinjen offentlige veje, men problemet er ikke større, end at man anlægger færiste over vejen og sætter en hastighedsbegræsning på 40-50 km/t på ganske korte strækninger.

Til gengæld kunne de mange mindre indhegninger fjernes, og vi ville få Danmarks største sammenhængende græslandsnatur i et af landets skønneste kuperede områder som rammerne om natur på naturligere præmisser. Vildokse, vildhest og visent kunne blive det vilde trekløver fra Trehjøe i syd over Skovbjerg og Tyvelhøj Græsland til Agri Bavnehøj og Sletten ved Molslaboratoriet i nord.

Et hegn af denne størrelse og længde ville beløbe sig til ca. 3,9 mio. kr., hvortil kommer færister (de største koster ca. 250.000 kr. pr. stk.) og låger, foruden nedtagning af alle de eksisterende småhegn. Endvidere koster det selvfølgelig noget at få udarbejdet en detaljeret plan af fageksperter, ligesom dyrene også har en pris (om end f.eks. exmoor ponyer er meget billige: ca. 4.000-6.000 kr. pr. hest). Men så er hegnet også meget robust – formodentlig kan man nøjes med et trådhegn af 1,2-1,5 meters højde, for selv om bisoner er stærke dyr, der kan løbe hurtigt og springe højt, gælder dette også kvæg, som heller ikke forlader almindelige trådhegn. Hvis der er noget at æde og gode forhold, så bliver dyrene på arealet.

Det, der officielt hedder Aarhus Plantage, men som jeg af flere grunde foretrækker at kalde Tyvelhøj Græsland, er allerede ryddet for monotone nåletræer, og en stor del af de øvrige skovarealer er helt eller delvist uden tømmerproduktion, hvorfor det ikke vil indebære de store tab i tømmerindtægter, hvis Naturstyrelsen indstillede al skovhugst inden for det afgrænsede areal. Som tidligere nævnt er der ved siden af Molslaboratoriet yderligere 8 procent privatejede arealer, der indgår i afgrænsningen for at få endnu bedre sammenhæng og større dele af de vigtigste naturværdier. Opkøb af disse ca. 85-90 hektar kan beløbe sig en ekstraudgift på ca. 7-10 mio. kr.

Hvis finansieringen af et sådant opkøb ikke kan skaffes, må disse arealer udelades af naturreservatet, medmindre man ad anden vej kan indgå permanent bindende aftaler om at lade dem indgå i en overordnet plan for selvforvaltende natur.

Samlet set vil de anslåede udgifter ligge i omegnen af 20-25 mio kr., hvis privatejet jord skal opkøbes (og idet jeg tillader mig at forudsætte, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for eventuelt tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører).

For naturbeskyttelse med ubetalelige oplevelsesværdier og en markant forøgelse af områdets betydning som kerne-natur i den omgivende nationalpark, er det en temmelig beskeden investering.

Forslag til et 25 km langt hegn (sort), der flugter Molslaboratoriets nordlige hegnslinje og får en bid af kyststrækningen med
Forslag til et 25 km langt hegn (sort), der flugter Molslaboratoriets nordlige hegnslinje og får en bid af kyststrækningen med
Skoven er næppe det foretrukne levested for europæisk bison – men snarere et eksil fra menneskelig tilstedeværelse. Derfor kommer de normalt kun ud af skoven omkring solopgang og -nedgang (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste er sluppet løs på 120 hektar af Molslaboratoriet naturareal – en samlet forvaltning kunne udvides til de statslige arealer og med opkøb af enkelte mellemliggende privatejede arealer blive til et 11 kvadratkilometer sammenhængende naturreservat. Så ville der også være god plads til europæisk bison, der formodentlig ville trives fortrinligt i Mols Bjerge og supplere vildhestenes gavnlige indvirkning på vildere og mere dynamisk natur på naturens egne præmisser (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet til Molslaboratoriets arealer og de statsejede dele af Mols Bjerge samt de foreslåede få privatejede arealer, hvis de kan opkøbes. 

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret vurdering af og plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes i tilknytning til Molslaboratoriets vildhesteprojekt, f.eks. som i ovenstående forslag; d) om der er behov for afvikling af eventuel afvanding forskellige steder, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion dér, hvor det ikke allerede er sket; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Den Danske Naturfonds direktør har allerede peget på mulighederne for at få vildere natur udbredt på statens arealer i Mols Bjerge – forhåbentlig er det en opfordring, der lyttes til i brede kredse. Mols Bjerge kunne blive et af landets mest spektakulære naturreservater.

At det i forvejen er et af landet smukkeste naturområder, er en gratis bonus. 

Rune Engelbreth Larsen, december 2016
Senest opdateret i marts 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Tyvelhøj Græsland – monoton plantage blev et artsrigt overdrev
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status