Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Hindemade, august (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hindemade, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 10 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur umiddelbart vest for Haderslev: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

 

Forslag til afgrænsning af et 1.000 hektar stort naturreservat: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af et 1.000 hektar stort naturreservat: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (baseret på OpenStreetMap)

Potentielt naturreservat vest for Haderslev med rige muligheder for vildere variation

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule SkovDet lidt underlige navn Pamhule Skov betyder angiveligt »skoven ved hulen« i de kuperede (pamp) bakker, og det er ganske træffende for denne løvskov, hvor skovdriften er begrænset til plukhugst flere steder og i nogle områder helt ophørt. Det sidste kalder man urørt skov, ikke fordi skoven ikke må røres, men fordi skoven får lov til at udvikle sig på skovnaturens præmisser frem for at fungere som tømmerressource.

Den 100 hektar store Haderslev Dyrehave græsses af dådyr og krondyr, men opdyrkes også med henblik på tilskudsfodring af hjortene, ligesom det f.eks. foregår i Jægersborg Dyrehave. Tilskudsfodringen er betinget af ønsket om flere hjorte, end der er naturligt fødegrundlag for, hvilket ikke alene tilfører naturen næringsstoffer, som kan øge vegetationens ensformighed, men forstyrrer også dyrenes naturlige adfærd – hvilket er helt unødvendigt.

Det ville være bedre at have et mindre antal dyr, som til gengæld kunne klare sig selv året rundt – men endnu bedre at indhegne hele Pamhule Skov og flere af de øvrige skovområder som et fælles areal, hvilket ville give langt mere plads og dermed et betydeligt større fødegrundlag. Ad den vej kunne de kunstige fodertiltag endnu lettere overflødiggøres, og der ville være plads til at sætte flere (forskellige) større planteædere ud i skovene med henblik på skovgræsning i et naturligere skovlandskab.

Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)
Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)

Skovgræsning er ganske vist et lidt snævert begreb, fordi de store planteædere, der ‘græsser’ i skovene, jo ikke blot ‘græsser’, men også æder af træer og krat, hvilket opretholder små lysninger og skovbryn, forøger dynamikken og derved også skaber glidende overgange mellem skovarealerne og de omgivende lysåbne arealer, f.eks. enge eller græsland. 

Endvidere sørger planteæderne for kontinuerlige leverancer af frisk lort, som en lang række arter er afhængige af, ikke mindst møgbiller, der som navnet antyder sædvanligvs lever i (og lægger deres æg i) lort. Derfor kan de såmænd være temmelig sofistikerede alligevel, og faktisk har forsøg bevist, at møgbiller (i hvert fald skarabæen Scarabaeus satyrus) ikke alene kan orientere sig efter månen, men også efter mælkevejen i nætter, hvor månen ikke er fremme.

Og det giver jo helt nye associationer til Oscar Wildes berømte ord: »Vi er alle i rendestenen, men nogle af os kigger på stjernerne …«

Lort fra større planteædere gør i det hele taget meget godt – f.eks. yder kokasser også fugt og næring til planternes fremspiring, samtidig med at de beskytter vegetationen, fordi kvæget helst ikke æder lige dér, hvor de har skidt.

Skønt de større planteæderes effekt altså ikke alene handler om, hvor lidt eller meget græs, de æder, taler man f.eks. også i skove om græsningstryk, der refererer til, hvor stor effekt de større planteædere har på vegetationen. Og ligesom manglen på større planteædere i reglen gør skoven mere ensformig og lukket med tab af biodiversitet, kan også et overdrevet antal dyr få negative konsekvenser, hvis nærmest rub og stub ædes, så lysninger f.eks. bliver blottet for blomster.

Det handler om at tilstræbe så naturligt et græsningstryk som muligt, hvilket trods alt ikke er vanskeligere end at sørge for helårsgræsning, hvor dyrene går i skoven som en integreret del af naturen året rundt og derved er tilpasset det mere beskende fødegrundlag om vinteren. Derved er de for få til at æde det hele om sommeren – ligesom i en naturlig skov uden menneskelig indgriben.

Mere sollys til skovbunden giver også bedre mulighed for større fremspiring af forskellige træarter, så skoven kan forynge sig selv frem for at skulle beplantes kunstigt, og helårsgræsning med kvæg i skovene er faktisk også til gavn for krondyrene, som gerne opsøger områder, der er vintergræsset (Buttenschøn 2007: 171, 203).

Skotsk højlandskvæg (over)græsser året rundt i Hellebæk Kohave. Det er kvægets kødkvalitet, der er vigtigere end en naturlig bestand, og derfor reduceres større dele af området til noget, der ligner en golfbane frem for en mere naturligt varieret vegetation
Overgræsning kan være et lige så stort problem som manglende planteædere i skoven, fordi vegetationen ædes ned som en golfbane, blomsterfattigt og uden variation som f.eks. i Hellebæk Kohave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skovgræsning kombineret med urørt skov er desuden det mest omkostningseffekive middel i forhold til at gavne truede arter i skovene (Johannsen m.fl. 2013: 31), og der er gode synergi-effekter med genetableringen af naturlige vandforhold. Kort og godt – jo mere skovens udvikling får lov til at være på skovnaturens præmisser, desto bedre fra et biodiversitetsperspektiv.

Desværre tillader skovloven kun græsning på op til 10 procent i de såkaldte fredskove, hvilket er kontraproduktivt i forhold til artsrigdom og variation i skovene, men Naturstyrelsen har dog i de senere år givet en række dispensationer, så arealet kan udvides. I perioden 2004-2016 er der således givet 41 tilladelser til skovgræsning på mere end 10 procent af fredskovspligtige arealer (Håkansson: 2016).

I dag er der allerede græsningsskov i og omkring Dyrehaven syd for Haderslev Dam og øst for Hindemade, men det burde udvides til at omfatte hele det foreslåede område, ikke mindst Pamhule Skov, der kunne blive en vildere og naturligere skov til gavn for både truede og almindelige arter – det er et af hovedelementerne i nærværende forslag til Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov.

Græsning ved Hindemade (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Græsning ved Hindemade (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i Dyrehaven ved Haderslev Dam og Pamhule Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i Dyrehaven ved Haderslev Dam og Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige her? 

Langt hovedpartet af den foreslåede afgrænsning består af naturarealer i offentligt eje – de skraverede områder er statejet, Haderslev Dam er ejet af Haderslev Kommune. Derudover foreslås kun ca. 70 hektar privatejede arealer opkøbt – og er dette ikke muligt kan de udelades, og der er bl.a. muligheder for at udvide med mere statejet skov mod sydvest
Langt hovedpartet af den foreslåede afgrænsning består af naturarealer i offentligt eje – de skraverede områder er statejet, Haderslev Dam er ejet af Haderslev Kommune. Derudover foreslås kun ca. 70 hektar privatejede arealer opkøbt – og er dette ikke muligt kan de udelades, og der er bl.a. muligheder for at udvide med mere statejet skov mod sydvest

Der er flere grunde til, at den foreslåede afgrænsning er et oplagt område at prioritere naturværdierne højere og etablere udgangsbetingelserne for vildere natur på naturligere præmisser.

For det første er meget store dele af den foreslåede afgrænsning enten ejet af staten (ca. 66%) eller af Haderslev Kommune (der ejer Haderslev Dam, som udgør ca. 27% af området). De privatejede arealer udgør kun omtrent 7 procent og er derfor overkommelige af opkøbe, men er placeret yderligt i forhold til den foreslåede afgrænsning og kan derfor også udelades (hvis opkøb er uladsiggørligt). Mulighederne for at udvide ved yderligere opkøb, der skaber forbindelse til flere af de omkringligende statejede arealer er også til stede, når man ser nærmere på kortet.

Store dele af den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, hvor myndighederne i forvejen er forpligtet til at sikre såkaldt gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper
Store dele af den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, hvor myndighederne i forvejen er forpligtet til at sikre såkaldt gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper

For det andet overlapper afgrænsningen også Natura 2000-område nr. 92, der omfatter Pamhule Skov og Stevning Dam. Det betyder, at de statslige og kommunale myndigheder er særlig forpligtet til at sikre gunstig bevaringsstatus for udvalgte naturtyper i netop disse områder (bl.a. elle- og askeskov, rigkær, kildevæld og surt overdrev) og arter (sumpvindelsnegl, stor vandsalamander, hvepsevåge, rød glente og isfugl).

Ifølge Natura 2000-planen for området (2016-21) er størstedelen af arealet med rigkær og surt overdrev kun i moderat eller ringe bevaringsstatus, bl.a. på grund af manglende græsning, der jo er en udbredt mangel i de danske skove – og som nævnes her, fordi det er en problemstilling, vi skal vende tilbage til.

Løvfrø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Løvfrø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

For det tredje er området inkluderet blandt de 50 procent af al dansk natur i det åbne land og skovene, hvor naturindsatsen ifølge rapporten Biodiversitetskort for Danmark samlet bør prioriteres for at standse Danmarks generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

For det fjerde fremgår det Biodiversitetskortet, at der især i Pamhule Skov og omkring Hindemade er høj bioscore, hvilket indikerer et større antal truede arter og potentielle levesteder for truede arter (blandt de sjældnere arter i området er bl.a. kæmpe-star, tyndakset star, hvid hestehov, nordlig lund-fladstjerne, løvfrø, kustodetæge og grøn kobbervandnymfe).

Hvid hestehov, Pamhule Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hvid hestehov, Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Og for det femte er en del af skovdriften i skovene begrænset til skånsom tømmerproduktion (såkaldt plukhugst), og på visse arealer er der skovgræsning, mens der desværre kun er få arealer, som er lagt urørt (dvs. fri for fældning og fjernelse af træer) – hvilket ellers er det optimale virkemiddel for at gavne skovens biodiversitet.

Men sammenfattende er der en række indikatorer for, at dette område er velegnet til at prioritere en højere beskyttelse af naturværdierne på naturens egne præmisser.

Af kortet her fremgår det, at forholdsvis store dele af skovarealerne enten er udlagt til plukhugst, græsning eller urørt skov (eller er planlagt som sådan i 2040), hvorfor skridtet til at udlægge det hele til urørt skov med skovgræsning ikke er så stort som i mange andre danske statsskove
Af kortet her fremgår det, at forholdsvis store dele af skovarealerne enten er udlagt til plukhugst, nogle til græsning og gansek få til urørt skov
Især dele af Pamhule Skov rummer en høj bioscore (en indikator for truede arter og potentielle levesteder for truede arter), hvilket gør det særlig relevant at prioritere og beskytte naturværdierne i området
Især dele af Pamhule Skov rummer en høj bioscore (en indikator for truede arter og potentielle levesteder for truede arter), hvilket gør det særlig relevant at prioritere og beskytte naturværdierne i området
Dådyr opdager fotografen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr opdager fotografen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvordan får man en stærkt forurenet sø genoprettet?

Hindemade (udtales Hindemaj) var oprindelig en mose, som Tørning Å og andre vandløb slyngede sig igennem, men i 1934 blev området afvandet og omlagt til landbrug i det næste halve århundred, og på flere strækninger blev Tørning Å reguleret, bl.a. gennem kanal nord om det tidligere moseområde.

I begyndelsen af 1990’erne købte staten imidlertid arealet og iværksatte et større naturgenopretningsprojekt, hvor afvandingen blev indstillet, og størstedelen af Hindemade blev til en 45 hektar stor sø med fem fugleøer. Tørning Å fik sine slyngninger tilbage (om end man bevarede kanalen, der stadig fører åen nord om Hindemade til Haderslev Dam).

Den nye sø skal ikke blot tjene som natur til gavn for de arter, der trives der, men også som en slags rensningsanlæg, der kan tilbageholde omtrent halvdelen af den fosfor, som Tørning Å ellers fører med sig, primært fra de dyrkede marker, og som i årevis har gjort den 269 hektar store Haderslev Dam stærkt næringsforurenet.

Fosfor er imidlertid blevet udvasket så længe, at selv om presset er mindre i dag, har det har hobet sig op i søens bundsediment, hvorfra det giver næring til en eksplosiv vækst af planktonalger og en grumset sø.

De planktondyr som som ellers lever af algerne (f.eks. dafnier og vandlopper), kan ikke kan følge med de voldsomme mængder, og når det unaturligt store antal af planktonalger med tiden dør, synker de til bunds og nedbrydes under et tilsvarende unaturligt stort iltforbrug, der giver iltsvind i bunden af søen. Som om det ikke var slemt nok, frigives under denne proces yderligere mængder af fosfor, der gentager misèren, og søen kommer ind i en selvforstærkende ond cirkel. 

Eksternt link: Sø-økologiens onde cirkel pædagogisk illustreret

Planktondyrene, som ikke kan følge med og æde planktonalgerne, bliver oven i købet reduceret i ekstraordinær grad af fredfisk (skalle og brasen), hvis antal boomer, fordi det grumsede vand gør det vanskeligere for aborre og gedde at jage dem. Endvidere hvirvler brasen bundsediment op under sin fødesøgning, hvilket gør vandet endnu mere uklart. 

Konsekvensen er en stadig mere grumset og iltfattig sø med masser af planktonalger, men kun få planktondyr og forsvindende vandplanter, og med masser af brasen og skallen, men kun få rovfisk.

Derfor overvejede man i begyndelsen af 1990’erne simpelthen at pumpe det næringsbelastede mudder op og fjerne det ophobede fosfor sammen med bundsedimentet, men ideen blev droppet på grund af økonomiske og tekniske vanskeligheder.

En fjernelse af bundsedimentet er da heller ikke billig, f.eks. kostede det ca. 23 mio. kr., at pumpe 500.000m3 bundslam op fra store dele af den 150 hektar store Brabrand Sø i 1988-1995 (Jørgensen 2001), hvilket forøgede gennemsnittet af søens dybde fra 0,8 til 1,1 m. Søens tilstand blev klart forbedret, om end noget tyder på, at den endnu dyrere spildevandsrensning i oplandet har haft større betydning end fjernelsen af det fosforholdige bundsediment, idet tilførslen af fosfor blev reduceret fra ca. 80-100 ton om året i begyndelsen af 1980’erne til 10-20 ton i 1990’erne (hvilket jo i alle tilfælde stadig er betydelige mængder). 

Sedimentfjernelse er ikke blot en dyr, men også en kompliceret løsning, der efterlader store mængder forurenet mudder, som efterfølgende skal bortskaffes.

Udbredelsen af bundvegetation (grøn) i Maribo Søndersø i 1998 (øverst) og 2003 efter årelang biomanipulation (opfiskning af fredfisk, især brasen og skalle, og udsætning af rovfisk: geddeyngel). Også i Haderslev Dam er anvendt biomanipulation, men ikke med samme årelange vedholdenhed eller resultat som i Maribo Søndersø (kort: Liboriussen m.fl. 2007b: 'Sørestaurering i Danmark. Del I: Tværgående analyser', Faglig rapport fra DMU nr. 636)
Udbredelsen af bundvegetation (grøn) i Maribo Søndersø i 1998 (øverst) og 2003 efter årelang biomanipulation (opfiskning af fredfisk, især brasen og skalle, og udsætning af rovfisk: geddeyngel). Også i Haderslev Dam er anvendt biomanipulation, men ikke med samme årelange vedholdenhed eller resultat som i Maribo Søndersø (kort: Liboriussen m.fl. 2007b: ‘Sørestaurering i Danmark. Del I: Tværgående analyser’, Faglig rapport fra DMU nr. 636)

I Haderslev Dam, der er næsten dobbelt så stor som Brabrand Sø, har man i stedet forsøgt at bryde den selvforstærkende cirkel med såkaldt biomanipulation, det vil sige opfiskning af fredfisk og udsætning af rovfisk. Konkret er der fjernet 190 tons af skalle og brasen over en årrække og udsat gedde-yngel i titusindvis for at udligne dele af den skævhed, fosfor-forureningen har medført.

Færre fredfisk betyder flere planktondyr, som derved kan få bugt med flere planktonalger, hvilket gør søens sigtedybde en del bedre. Det er ikke en blivende løsning, men kan holde i ca. 6-10 år – og er afhængig af, hvorvidt det også er lykkes at reducere fosfortilførslen (Søndergaard m.fl. 2015: 24).

Dog har man i den 860 hektar store Maribo Søndersø kunnet vise meget langsigtede og positive effekter af årelange tiltag, hvor der hvert år fra 1991 til 2005 er opfisket gradvis faldende mængder fredfisk på samlet 132 tons og i slutningen af 1990’erne udsat 618.000 stk. geddeyngel (Liboriussen 2007b: 180). Tilstandsændringen blev først forbedret markant efter ni år (fra 1998 til 2003 forøgedes undervandsvegetationens dækningsgrad f.eks. fra 10 til 90 procent), men effekten af biomanipulationen kan ikke helt isoleres, eftersom spildevandsbelsatningen også er blevet reduceret.

Af Vejledning for gennemførelse af sørestaurering fremgår det, at biomanipulation (opfiskning af fredfisk) er foretaget i 42 danske søer og generelt er en anbefalelsesværdig løsning til at ændre algesuppe uden bundvegetation og fredfiskdominans til klarere vand med genkomne vandplanter, hvor rovfisk og fredfisk er i balance (Søndergaard m.fl. 2015). 

Selv om der i dag tilføres mindre mængder fosfor til Hadserslev Dam end før den gennemførte biomanipulation, er tilførslen såvel som de store mængder ophobede fosfor en fortsat kilde til algetilvækst, der også påvirker Haderslev Fjord. Alt i alt er det nok bedst at lade bundsedimentet blive på bunden af Haderslev Dam og anvende biomanipulation som en slags løbende naturplejetiltag med jævne mellemrum, mens man så vidt muligt reducerer tilførslen af fosfor yderligere. 

Toppet lappedykker (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Toppet lappedykker (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Skal Haderslev Dam opnår en varig god tilstand,skal der nok opfiskes fredfisk i en årrække, altimens tilførslen af næringsstoffer nedbringes drastisk. Biomanipulation af Maribo Søndersø (der er tre gange så stor) beløb sig til ca. 3,4 mio. kr. fordelt over 14 år, hvilket er betydeligt billigere end en fjernelse af bundsedimentet. Hensigten er selvfølgelig ikke blot at få naturen på fode, men at genetablere udgangsbetingelserne for, at naturen fremadrettet kan ‘klare sig selv’, og det indebærer som nævnt andet end biomanipulation, men en generel indsats imod næringsstofbelastningen.

Det meste af den øvrige natur i det foreslåede område er skov. Og skov på naturens betingelser er såkaldt urørt skov – vildskov uden tømmerproduktion. Det betyder også at indstille den eksisterende praksis med at indhegne nyplantet skov (for at »beskytte« træerne, så »vildtet ikke kan skade dem«, som det hedder i Naturstyrelsens folder om Haderslev Dyrehave). Men forenes Pamhule Skov, Sandkule Skov, Teglholt Sov, søerne og Dyrehaven som ét samlet område på naturligere betingelser, skal der hverken plantes eller frahegnes træer. Tilvækst kommer fra skovens egen foryngelse, og det er en del af skovnaturen, at dyrene æder af træerne, gnubber sig op ad dem og ’skader’ dem. 

Om det skal være vildheste, kreaturer, elge, vildsvin og/eller måske bison, bør i givet fald være op til fageksperters detailanalyse, men at der er brug for flere forskellige større planteædere i skoven, er der ingen tvivl om. Og at urørt skov med græsning er det, der er bedst for biodiversiteten, er veldokumenteret – intet virkemiddel gavner skovnaturen lige så omkostningseffektivt:

Fageksperters vurdering af, hvilke indsatser der har mest gavnlig effekt på truede arter i skovene. Det fremgår tydeligt, at urørt skov med græsning er helt usammenligneligt med andre indsatser – hvilket måske heller ikke er overraskende, eftersom det i højere grad er vildere natur på naturens præmisser end de øvrige virkemidler. Bemærk også, at skovrejsning er et af de to ringeste virkemidler til at gavne biodiversiteten – det handler altså ikke om at plante nye træer, men om at bevare gamle (Johannsen, V.K. m.fl.: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 2013)
Fageksperters vurdering af, hvilke indsatser der har mest gavnlig effekt på truede arter i skovene. Det fremgår tydeligt, at urørt skov med græsning er helt usammenligneligt med andre indsatser – hvilket måske heller ikke er overraskende, eftersom det i højere grad er vildere natur på naturens præmisser end de øvrige virkemidler. Bemærk også, at skovrejsning er et af de to ringeste virkemidler til at gavne biodiversiteten – det handler altså ikke om at plante nye træer, men om at bevare gamle (Johannsen, V.K. m.fl.: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 2013)

Skal Pamhule Skov og de øvrige skove i området friholdes for tømmerproduktion og overlades til naturens egne kræfter – herunder større planteædere – er der brug for et større hegn, som sørger for at dyrene bliver på området. De fleste af de større planteædere kan nøjes med et almindeligt el-hegn, men elg og muligvis bison har brug for et mere robust hegn.

Et robust vildthegn, der omgiver hele området undtaget søerne Haderslev Dam og Stevning Dam (som på kortet nedenfor) er 21 kilometer langt og vil koste ca. 5-6 mio. kr. – nøjes man med et mindre el-hegn af bliver det betydeligt billigere. 

Endelig er der nogle større færiste (à 250.000 kr. pr. stk.), hvor hegnslinjen passerer andre offentlige veje, samt udgifter til fageksperters udarbejdelse af en detailplan, udsætning af dyr og en årrække med biomanipulation i Haderslev Dam.

Naturarealerne vest og øst for Sønderjyske Motorvej er til gengæld forbundet optimalt i forvejen, skønt det ikke umiddelbart kan ses på kortet. Motorvejen føres over Tørning Å og dalen via en 130 meter lang bro i 4-6 meters højde, hvilket giver gode muligheder for at passere under motorvejen for både mindre dyr og de større pattedyr. 

Alt i alt kan etableringsudgifterne formodentlig begrænses til ca. 10-13 mio. kr. (idet jeg tillader mig at forudsætte, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for eventuelt tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører).

Forslag til hegnslinje af ca. 21 kilometers længde – eventuelt i to etaper, første del øst for Sønderjyske Motorvej (ca 16 km), anden del vest for (ca. 5 km), forbundet af en faunapassage
Forslag til hegnslinje af ca. 21 kilometers længde – eventuelt i to etaper, første del øst for Sønderjyske Motorvej (ca 16 km), anden del vest for (ca. 5 km) – arealerne er forbundet under en 130 meter lang motorvejsbro

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsligt og kommunalt ejede arealer fra Haderslev Dam til Stevning Dam og undersøg mulighederne for opkøb af de få privatejede arealer (eller permanent bindende aftaler med de private lodsejere), så området kan fungere som en helhed.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) en optimal biomanipulation m.h.p. at få Haderslev Dam i god naturtilstand; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov kunne blive et meget varieret mosaiklandskab med store og små søer, vildskov, enge og sletter, der tilbyder fantastiske oplevelser af naturligere og mere selvforvaltende natur end Haderslev Dyrehave og de store tømmerproduktionsarealer i skovene i dag.

Man ville kunne sejle direkte fra Haderslev og ind i området – fra tæt og trafikeret bykerne til et storslået og oplevelsesrigt naturreservat.

Rune Engelbreth Larsen, februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status

Forslag: Elgen og bisonen tilbage til Frøslev

Uddrag af Flensborg Avis, 8. november 2016

»Engelbreth Larsen er for tiden på vej rundt i Danmark med kamera og notesblok for at beskrive 35 steder, som ejes af alle danskere, og som derfor – såfremt der er politisk vilje – vil kunne genetableres som steder, hvor naturen kan komme sig oven på nogle årtier med stress, underskud og hundredvis af arters uddøen eller decimering …«

Sådan indledes et usædvanlig flot dobbeltopslag af layouteren Eyla Boysen i Flensborg Avis, der præsenterer forslaget til Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose med billeder, grafik og et længere interview med undertegnede af Niels Ole Krogh. Vildere natur på naturligere præmisser med offentligt ejede områder i centrum begynder med andre ord at få opmærksomhed og skabe konstruktiv lokal debat flere steder i landet – nu også lige syd for grænsen – det kan jeg jo kun hilse velkomment.

Dobbeltopslag i Flensborg Avis af journalist Niels Ole Krogh og layouter Eyla Boysen
Dobbeltopslag i Flensborg Avis af journalist Niels Ole Krogh og layouter Eyla Boysen

Forslaget går som antydet ud på at skabe rammerne om vildere natur på naturligere præmisser med udgangspunkt i de arealer, der i forvejen er statsejede, hvorved eventuelle opkøb af privatejede arealer reduceres til et minimum.

Hvis vi i langt højere grad tillader naturlige processer frem for tømmerproduktion og drift, kan vi ved hjælp af flere større planteædere genetablere udgangsbetingelserne for, at den hastige naturforarmelse vendes til gavn for biodiversiteten. Samtidig får vi et stort og vildere sønderjysk naturrservat – muligvis endog på tværs af den dansk-tyske grænse.

Flensborg Avis giver bolden op til debat med en grundig præsentation – et lille udpluk:

Eyla Boysens grafiske opstilling af de anslåede etableringsudgifter
Eyla Boysens grafiske opstilling af de anslåede etableringsudgifter

I hans forslag ligger, at produktionen af tømmer helt stopper. af tømmer helt stopper. – Det er langt fra en selvfølge, at staten skal være træproducent. Arealerne kan bruges bedre, siger Engelbreth Larsen og fortsætter: – Naturen skal være mere selvforvaltende i kraft af flere planteædere. Der skal ikke kun som i dag være rå- og dådyr og kronvildt, men for eksempel også en eller flere andre arter såsom skovkvæg, vildhest, bison, elg eller vildsvin. Det vil give en græsningsadfærd, der af sig selv skaber og opretholder en stor variation af levesteder, som er gavnlig for mange mindre dyre- og plantearter, og som fremmer biodiversiteten, siger Engelbreth Larsen og tilføjer:

 

– Det gør det nødvendigt med et ydre hegn, som så gør mange af de nuværende indre hegn overflødige. Vi undgår lodsejerkonflikter, fordi planteæderne holdes dér, hvor de gør gavn for naturen, i stedet for at spolere markerne. Vi tvinger ikke private lodsejere til noget, men tager udgangspunkt i statsejet natur, fastslår naturvennen. I sit detaljerede forslag slutter han med at fremhæve, at der som i dag skal være fuld adgang for publikum. – Det vil ikke kun være en stor berigelse af naturen i grænselandet, men også en væsentlig turistattraktion for danskere og tyskere, pointerer Rune Engelbreth Larsen.

 

Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose er beskrevet i større detalje på Danarige.dk, men er kondenseret med stor akkuratesse i Flensborg Avis, fra baggrundsideen over udfordringer og etableringsudgifter. 

Flensborg Avis, der ikke deler alle artikler online, har tilmed været så venlige at tillade, at Nisle Ole Kroghs artikel deles i fuld læsbar stand – den kan enten læses ved at dobbeltklikke på billedet ovenfor, hvorved den åbner i større format i en ny fane i din browser, eller den kan downloades her som pdf-fil: Flensborg-Avis: Elgen og bisonen tilbage til Frøslev (© Flensborg Avis).

Rune Engelbreth Larsen, den 8. november 2016

APROPOS

Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose
Skovrider positivt vaklende over for Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose 

Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Bjergskovs kuperede vidder i modvind (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskovs kuperede vidder (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 11 kvadratkilometer sammenhængende vildere og varieret natur i Sønderjylland: Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø, der strækker sig vestpå og inkluderer Seifrieds Sø, og mod syd med Søgård Skov og Sø
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø, der strækker sig vestpå og inkluderer Seifrieds Sø, og sydpå over Søgård Skov og Sø til Vilsbæk Krat

Bjergskov bliver naturligere og vildere 

Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup SøBjergskov rummer åbent og kuperet græsland med solitærttræer, spredte buske, krat og skov i et mosaiklandskab, hvis naturværdier giver mindelser om tiden helt tilbage før landets opdyrkning. Det er en af Sønderjyllands artsrige naturperler, og Naturstyrelsen og Forsvaret ejer hver sin del af arealet.

I mange år har Forsvaret græsset deres del af arealet med får, der imidlertid går drastisk til opgaven og æder dele af den sjældne vegetation, som derfor gradvis risikerer at forsvinde. Naturstyrelsen er derimod gået over til samgræsning med heste og kvæg hele året, hvlket giver større variation og mere naturlig dynamik på Naturstyrelsens område.

Men det kan være ved at ændre sig, eftersom Forsvaret og Naturstyrelsen er indstillet på at forvalte hele området som en helhed. Endvidere har miljø- og naturforeningen Verdens Skove i 2016 indgået en samarbejdsaftale med Naturstyrelsen, Forsvaret og Aabenraa Kommune om en fælles forvaltning af Bjergskov, hvor biodiversitet bliver omdrejningspunktet.

Et udslagsgivende element i dette arrangement er kommet til veje takket være Philip Hahn-Petersen, en af bagmændende bag initiativet Vild med vilje, der i forbindelse med en rund fødselsdag ønskede sig donationer til indkøb af større planteædere for at gavne naturen. Via Verdens Skove er pengene gået til udsættelse af fem vildheste, der har fået et nyt hjem i Bjergskov i 2017.

På områdets 33 hektar bliver der gjort en fremadrettet indsats for vildere natur på naturligere præmisser – hvilket måske kunne inspirere til en tilsvarende indsats i tilgrænsende nærområder. Her er i hvert fald potentiale til et ambitiøst naturreservat på mindst 1.100 hektar, som udover Bjergskov også inkluderer Sønderjyllands største naturlige sø, Hostrup Sø, samt en række naturområder syd for Sønderborgmotorvejen.

Det følgende er et forslag i den retning: Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø.

Bjergskov, august (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bjergskov, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor vildere natur lige dér? 

De statsejede arealer inden for den foreslåede afgrænsning udgør ca. 83% (skraveret)
De statsejede arealer inden for den foreslåede afgrænsning udgør ca. 83% (skraveret)

For at undgå de traditionelle lodsejerkonflikter, der f.eks. fulgte i kølvandet på nationalparkprocessen, og som flere steder har betydet laveste fællesnævner for naturværdierne, er det afgørende, at naturreservater med vildere natur på naturens præmisser (som vi for at skelne her kalder naturnationalparker) etableres på arealer, hvor sådanne konflikter kan undgås. Derfor skal staten enten 1) eje det hele i forvejen eller, 2) eje det hele i tilknytning til private fonde med naturværdierne som højeste prioritet, 3) opkøbe de private arealer, eller 4) indgå permanente aftaler med eventuelle private lodsejere om permanent bindende krav til at prioritere natur og biodiversitet højest.

I det afgrænsede område, der her foreslås som sammenhængende naturreservat, ejer staten i forvejen ca. 83 procent, hvoraf en stor del hører under Forsvaret og rummer Uddannelsescenter Søgårdlejren (Hjemmeværnets træningslejr). De sidste 17 procent (små 200 hektar) er privatejede og består af et større skovpræget moseområde med lavvandede søer, der stammer fra tørvegravning, bl.a. Seifrieds Sø. 

Potentiel kommende udvidelse af arealet med yderligere 250 hektar, der bl.a. omfatter gamle råstofgrave på privatejede arealer og Hostrup Krat (der er statsejet) – hvilket dog ville kræve yderligere opkøb
Potentiel kommende udvidelse af arealet med yderligere 250 hektar, der bl.a. omfatter gamle råstofgrave på privatejede arealer og Hostrup Krat (der er statsejet) – hvilket dog ville kræve yderligere opkøb

Der er også andre relevante privatejede arealer, som det giver god mening at opkøbe nordøst for Bjergskov med henblik på en yderligere udvidelse, der i givet fald kunne forbinde naturreservatet med Hostrup Krat. Her findes flere råstofgrave med stort naturpotentiale, hvis de kunne få lov til at blive en del af naturen, og hvorved det samlede areal kunne udvides med over 250 hektar.

Men i første omgang er det den foreslåede sammenknytning og sammenhæng på 1.100 hektar, der er udgangspunktet, og som fremgår af kortet øverst i artiklen.

Dermed inkluderes de statsejede naturarealer Søgård Skov, Store Søgård Sø og Vilsbæk Krat, der ligger syd for Bjergskov og Hostrup Sø, og som samlet giver en potentiel naturnationalpark den fornødne udstrækning med plads til udfoldelsen af naturlige processer.

Desuden overlapper afgræsningen store dele af et Natura 2000-område, der i sin helhed ikke blot omfatter Hostrup Sø, men også Assenholm Mose og Felsted Vestermark, som begge ligger uden for nærværende forslag. Men i hele Natura 2000-området er Danmark forpligtet over for EU til at sikre gunstig bevaringsstatus for naturtyper som bl.a. højmose, nedbrudt højmose og hængesæk samt arterne stor vandsalamander, odder, damflagermus, rørdrum, havørn, trane, rørhøg, tinksmed, stor hornugle og mosehornugle.

Forslag til Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 95
Forslag til Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø overlapper store dele af Natura 2000-område nr. 95

Ifølge NOVANA (Det Nationale Program for Overvågning af VAndmiljøet og NAturen), der overvåger Natura 2000-områderne for Naturstyrelsen, er der dog ikke fundet spor af odder siden 2004 (Søgaard 2015b), selv om der ligefrem blev udsat tre oddere ved Hostrup Sø i 2003. Der er heller ingen registrerede odder-observationer i området på artsportalen Fugleognatur.dk, men ifølge Forsvarets Tillæg til drifts- og plejeplan for Søgårdlejren 2012-2015 er »der er gode tegn på, at odder forekommer på søens bredareal og langs grøfter og vandløb«. 

Om der er odder eller ej, er det i alle tilfælde et område, der er egnet til at huse odder. 

Generelt rummer den foreslåede afgrænsning samlet set en stor del af nærområdets væsentligste biodiversitetsværdier, hvorfor der er tale om en vifte af lokaliteter, hvor naturambitionerne med fordel kan højnes.

I samarbejde med Forsvaret og Aabenraa Kommune har Naturstyrelsen f.eks. siden 2007 arbejdet på et naturgenopretningsprojekt, der skulle afvikle den uhensigtsmæssige afvanding og øge naturtilstanden i og omkring Hostrup Sø, idet man bl.a. har ryddet træopvækst og buske på ca. 80 hektar i Klattrup Mose nord for søen. Men en plan om at hæve vandstanden i Hostrup Sø og de tilstødende moser til et mere naturligt niveau, mødte desværre modstand i 2013 fra 4 ud af de 20 private lodsejere og er indtil videre droppet.

Forslaget til afgrænsningen dækker de fleste sammenhængende arealer med høj bioscore eller bioscore over middel
Forslaget til afgrænsningen dækker de fleste sammenhængende arealer med høj bioscore eller bioscore over middel
Hostrup Sø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hostrup Sø (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Almindelig søpryd (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Almindelig søpryd, Hostrup Sø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

En faunabro som denne har – når det kommer til stykket – ikke megen effekt for spredningen af arter i almindelighed eller sammenknytningen af naturområder, men den kan være vigtig for større planteæderes mulighed for at passere stærkt trafikerede veje (foto: Rune Engelbreth Larsen)
En faunabro som denne har – når det kommer til stykket – ikke megen effekt for spredningen af arter i almindelighed, men den kan gavne visse dyrs mulighed for at passere stærkt trafikerede veje (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Et ydre hegn kommer vi ikke uden om, hvis en vifte af større planteædere skal udsættes som (og forblive) en del af den natur, de skal gavne, frem for at tage for sig af ‘retterne’ på landmandens marker.

Men derfor kan planteæderne selvfølgelig også kun passere de veje, der enten er inkluderet i indhegningen, eller hvis naturarealer er forbundet på tværs af veje. Og hvad angår Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø er færiste eller fanuabroer den eneste mulighed for at sikre bevægeligheden inden for hele den foreslåede afgrænsning – dels på tværs af Bjergskov vest og øst for Flensborg Landevej, dels på tværs af Sønderborgmotorvejen, der skærer mellem de nordlige områder og Søgård Skov mod syd.

Den billigste måde at forbinde hegnede områder på tværs af større veje er at anlægge færiste, hvorved de større planteædere ikke kan forlade området, men trafikken kan fortsætte uhindret på vejene med en vis hastighedsnedsættelse, og dyrene kan gå på tværs af vejen inden for den ydre hegning.

Færiste er således en mulighed ved Flensborg Landevej, som tværdeler Bjergskov, men ikke ved den stærkt trafikerede motorvej, hvor en faunabro eller -tunnel kunne komme på tale. Det gør etableringsudgifterne en del dyrere (en faunabro kan koste mellem 5-10 og 30-40 mio. kr., mens et par færiste koster ca. 250.000 kr. pr. stk.).

Etablering af en færist ved Lille Vildmose, som de større planteædere ikke kan passere, men tillader, at bilerne kan køre uhindret over vejen
Etablering af en færist ved Lille Vildmose, som de større planteædere ikke kan passere, men tillader, at bilerne kan køre uhindret over vejen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Faunapassager af den ene eller anden art har især bredt sig de senest årtier. Fisketrappen er dog den første type, der kendes helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet, men ellers skal vi frem til midten af 1900-tallet, hvor de første tunneller etableres, og først i 1970’erne og 1980’erne begynder man at bygge faunabroer (Clevenger & Huijser 2011: 4). 

Også i Danmark kom de såkaldte underføringer først – den tidligste overføring var faunabroen ved Jyske Ås, og den blev først indviet i efteråret 2000.

Faunapassagers udformninger spænder vidt, både som underføringer og overføringer. Der er små tunneler til mindre dyr under trafikerede veje, herunder rør til salamandre og beskedne ‘passager’ under jernbaneskinner til skildpadder. Men der er også større underføringer, der er beregnet til mellemstore dyr bag vildthegn, hvis passage ind og ud af naturreservater skal sikres. Desuden er der mindre overføringer til egern og krabber såvel som store overføringer i form af beplantede broanlæg på tværs af motorveje. F.eks. måler verdens største faunabro, den hollandske Natuurbrug Zanderij Crailoo, over 800 meter i længden og 50 meter i bredden – men den fører også både over en erhvervspark, en flod, en jernbane, en vej og en golfbane. Anlægsudgifterne varierer af samme grund fra få hundredtusind kroner til adskillige millioner kroner.

Vejdirektoratets har etableret en faunapassage i form af en bro over motortrafikvejen mellem Bredsten og Vandel for at lette passagen for dyrelivet i Vejle Ådal – også en mulighed for at lette passagen for dyrene på tværs af hovedvejen, der løber gennem Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker (Dansk Beton)
Vejdirektoratets har etableret en faunapassage i form af en bro over motortrafikvejen mellem Bredsten og Vandel for at lette passagen for dyrelivet i Vejle Ådal – også en mulighed for at lette passagen for dyrene på tværs af hovedvejen, der løber gennem Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker (Dansk Beton)

Forskning har imidlertid vist, at faunabroer og korridorer ikke nødvendigvis gavner spredningsmulighederne på kryds og tværs af adskilte naturområder. Endvidere er isolerede bestande af truede arter heller ikke nødvendigvis prisgivet uden korridorer, hvis de i øvrigt er beskyttet fra negative menneskelige påvirkninger (Simberloff 1992).

Faktisk kan faunapassager ikke blot være overflødige, men nogle gange også en direkte ulempe (f.eks. kan de risikere at lette spredningen af invasive arter eller føre dyre ud af naturområder på en færd, hvor de i stedet for at følge korridoren ender et helt tredje sted).

Faunapassager bidrager således ikke altid til at løse de overordnede problemer i form af pladsmangel og manglende levesteder af høj naturkvalitet. Men det betyder dog ikke, at de ikke kan designes med visse naturgavnlige fordele, og over stærkt trafikerede veje kan de først og fremmest lette passagen for de større planteædere og undgå trafikkollisioner. Desuden kan de være adgangsveje ind og ud af hegnede områder for små og mellemstore dyr. 

Hegn i naturen deler af og til vandene blandt grønne naturvenner. Flere og flere er dog efterhånden på det rene med, at hegn kan være forudsætningen for at udbedre en stor mangel i dansk natur – flere større planteædere. I dag har også Danmarks Naturfredningsforening en langt mere hegnsvenlig indstilling end tidligere og ser det som »et meget vigtigt redskab«. Her er det et kort over indhegning af Mellemområdet i Lille Vildmose, hvor der udsættes krondyr og elge – stjernerne markerer faunapassager, hvor mindre dyre kan passere ind og ud af området (Aage V. Jensens Naturfond)
Kort over indhegning af Mellemområdet i Lille Vildmose, hvor der udsættes krondyr og elge – stjernerne markerer faunapassager, hvor andre dyr kan passere ind og ud af området (Aage V. Jensens Naturfond)

Designet er selvsagt altafgørende, hvis dyrene skal gøre brug af passagen. På Esbjergmotorvejen er der f.eks. etableret en enkelt faunapassage beregnet til krondyr, men ifølge et notat fra Aarhus Universitet benyttes den tilsyneladende slet ikke af de store hjorte (Kjær m.fl. 2013: 11).

Dimensionerne er også af stor betydning – en tunnelpassage med dette formål skal være mindst 6 meter høj og 12 meter bred, mens en faunabro mindst skal være 50 meter bred, hvis den skal benyttes af krondyr. Forholdet mellem længde og bredde (og i tunnelsens tilfælde også højden) er imidlertid også ret vigtigt. 

En fanuabros såkaldte åbenhedsindeks skal være mindst 0,8 (bredde divideret med længde), og en fanuatunnel skal have et såkaldt tunnelindeks på mindst 1,5 (bredde gange højde divideret med længde) – hvis de egne sig til krondyrpassage (Ujvàri & Elmeros 2011).

For at krydse Flensborg Landevej ville der f.eks. være behov for en ca. 40 meter lang bro, hvorfor minimumsbredden på 50 meter er brugbar i forhold til krondyr her.

En faunabro, der skal benyttes af flere arter, kræver som tommelfingerregel også en minimumsbredde på 50 meter, men skal den benyttes af arter med vidt forskellige krav til deres naturlige levesteder, er minimumsbredden hele 80 meter (Elmeros m.fl. 2011: 6). Endvidere er det i reglen vigtigt, at der slet ikke er adgang for mennesker, og at faunabroen desuden er afskærmet af mindst to meter højt plankehegn, så lyset fra bilerne ikke skræmmer dyrene under passager om natten.

Faunabro i Banff Nationalpark, Canada (foto: WikiPedant / Wikipedia)
Faunabro i Banff Nationalpark, Canada (foto: WikiPedant / Wikipedia)

Broer af blot 20 meters bredde har dog også vist effektivitet for en række større og mellemstore dyr. En undersøgelse af faunapassager på Kolding-Esbjerg-motorvejen viste f.eks., at rådyr, ræv og hare er de hyppigste på to passager af 13 meters bredde og én af 148 meters bredde (Madsen m.fl. 2013: 19). Tre fanuabroer ved Herning, hvis bredde varierer fra 12 til 15 meter, er således alt for smalle til at fungere effektivt for mange arter (åbenhedsindekset er kun ca. 0,4) og bliver stort set kun benyttet af rådyr og ræv (Elmeros m.fl. 2011: 15-16).

Over Silkeborgmotorvejen mellem Funder og Låsby er der anlagt to faunabroer à 20 meters bredde (på det smalleste sted), hvilket er for lidt at tiltrække krondyr, men fungerer udmærket for både rådyr og dådyr. Desuden er der en 150 meter lang landskabsbro over slugten Svinedal få hundrede meter fra faunabroen, hvorunder også krondyr kan passere (det er imidlertid en del af motorvejen, som først åbnede i oktober 2016, hvorfor det er for tidligt at sige noget om effektiviteten).

Forinden har man dog taget en 20 meter bred faunabro i brug over motorvejen vest for Silkeborg til en pris af ca. 7 mio. kr., og her har man registreret 3.500 dyr på et enkelt år, heriblandt mere end 1.200 rådyr og dådyr og over 2.000 harer, ræve og grævlinge. Det bekræfter endnu engang, at en afskærmet faunabro af sådanne dimensioner faktisk fungerer og benyttes (af disse arter) – men det fortæller trods alt ikke noget om, hvorvidt lige så mange (eller endnu flere) dyr generelt passerer motorveje dér, hvor der hverken er hegn eller faunapassager. 

Færiste er som nævnt de letteste og billigste at etablere, men utænkelige over motorvejen, og kun realistiske over Flensborg Landevej – hvis man accepterer en markant hastighedsbegrænsning på en ca. 100-500 meter lang strækning langs Bjergskov. 

Herunder: Meget seværdig lille Youtube-video om 15 års erfaringer med faunapassager i Banff Nationalpark i Canada

Bjergskov som forbillede for hele området

Vildskov – stop motorsavene

Områdets skov dyrkes i dag som såkaldt naturnær skovdrift, hvilket lyder ‘naturligt’, men betyder en fortsat fjernelse af tømmer, og når tømmer hentes ud af skoven, forarmes levestederne for en række skovarter, hvilket forskere har påpeget i årevis.

Om hugsten er marginalt mere skånsom eller ej, flytter ikke det store, som det også fastslås i en faglig vurdering af, hvordan skovenes biodiversitet sikres: »Det vil i alle tilfælde være umuligt at forene forstlig drift med optimal forvaltning i de områder, der har afgørende betydning for den biologiske mangfoldighed. Forstlig drift omfatter her også de gængse typer af såkaldt naturnær skovdrift.« (Bruun & Heilmann-Clausen 2012: 38).

Det er med andre ord skovdriften i sig selv, der er problemet: »Den største trussel mod skovenes biodiversitet er tab af levesteder på grund af især afvanding, tilplantning, hugst og opdyrkning« (Ejrnæs m.fl. 2011: 26).

I et naturreservat, der sigter mod naturligere processer, må skovdriften ophøre 100% til fordel for såkaldt urørt skov, hvilket kan betyde et indtægtstab for Naturstyrelsen og Forsvaret, om end det er meget vanskeligt at anslå størrelsen på dette tab, fordi der i årevis har været tvivl om Naturstyrelsen beregninger af statens tømmer-indtægter. I mange år blev de anslået til 100 mio. kr. om året, men efter årelang kritik erkendte man, at udgifterne var større end hidtil anslået, hvorfor overskuddet er blevet nedjusteret til 50 mio. kr. om året (Altinget.dk). Hvilke distrikter der giver underskud, og hvilke der giver overskud, er dog ikke oplyst, men overskuddet svarer i gennemsnit til beskedne 462 kr. pr. hektar.

Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)
Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)

Fraregner man de arealer, hvor der i dag ikke er skovdrift på Naturstyrelsens arealer inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø, er der maksimalt 140 hektar med skovdrift i Søgård Skov og Vilsbæk Krat. Vurderet ud fra gennemsnittet giver det et årligt overskud på ca. 64.680 kr. (Forsvarets indtægter er ukendte). Med andre ord et helt ubetydeligt beløb sammenlignet med den naturgevinst, det ville være at indstille skovdriften 100%. 

Som vi har været inde på, bliver den del af Bjergskov, der ligger øst for Fredensborg Landevej, fremadrettet forvaltet som et sammenhængende område på tværs af Naturstyrelsens og Forsvarets arealer, hvor kvæg og vildheste kommer til at græsse året rundt. Det er mere af dét, der kan sikre natur på naturligere præmisser og sikre variationen af levesteder for de mange truede arter, som er afhængige af samspillet mellem vegetationen og de større planteædere.

Derfor skal langt flere områder – og større områder – have flere større planteædere. Flere områder, fordi ensformighed, tilgroning og biodiversitetstab er det generelle billede næsten overalt i dansk natur; og større områder, fordi naturen har brug for plads til at kunne udfolde sig mere uhindret og dermed mere varieret.

I forslaget til Naturnationalpark Bjergskov og Hostrup Sø indgår flere skovarealer, søer og moser, bl.a. Klattrup Mose nord for Hostrup Sø, som ville have stor gavn af en permanent vifte af større planteædere, der kan bevæge sig på kryds og tværs af disse arealer (derfor faunabroerne) og derved gavne en række naturtyper og arter. 

I princippet er vildhest, vildokse, vildsvin, elg, bison og bæver alle i spil som kandidater til en udsætning, men at finde ud af, hvilke og hvor mange der egner sig bedst på de pågældende arealer, forudsætter fageksperters forudgående detailanalyse.

Den 7. maj 2017 blev der udsat vildheste (konik) i Bjergskov, 10 km syd for Aabenraa (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den 7. maj 2017 blev der udsat vildheste (konik) i Bjergskov, 10 km syd for Aabenraa (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hegnslinje-eventualiteter og variable etableringsudgifter

Som allerede nævnt bliver der i alle tilfælde behov for at hegne arealet ind, så dyrene gør gavn for naturen i stedet for at kaste sig over nærliggende marker eller blive kørt ihjel på vejene. Nedenstående illustreres et forslag til en hegnslinje på ca. 29 km, idet Store Søgård Sø ikke hegnes for at bevare udsigten over søen fra Søgård (og bevare adgangen til vandet fra nordvest). Søen bliver dermed en ’sydøst-grænse’ uden hegn.

Her er det til i øvrigt medregnet, at Flensborg Landevej hegnes på begge sider af vejen hen til en faunabro (men hvis man i stedet satser på færiste i hver sin ende strækningen langs Bjergskov, bliver hegnslinjen knap 2 km kortere). Det er som tidligere antydet en mulighed at etablere hegnslinjen i en eller flere faser, f.eks. først at indhegne den nordlige del (Bjergskov, Hostrup Sø, Seifrieds Sø og de omkringliggende områder), hvilket kræver en maksimal hegnslinje på ca. 22 km. Først i en efterfølgende etape kunne man så knytte forbindelsen til de sydlige områder via et vildhegn og en faunabro over Sønderborgmotorvejen.

(Hvis det af hensyn til valget af større planteædere alligevel bliver nødvendigt at få søen inkluderet bag hegnslinjen, kan man overveje at lade hegnet følge Flensborg Landevej og Sønderborgmotorvejen, så hele byen Søgård ligger inden for hegnslinjen, i stedet for at hegne selve søen – derved forøges hegnslinjen med yderligere 3 km og bliver i alt ca. 32 km lang. Denne mulighed er ikke indtegnet på kortet nedenfor).

Forslag til hegnslinje omkring Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø: Her er hegnslinjen ca. 29, men skal Store Søgård Sø indhegnes, er det mest hensigtsmæssigt at hegne byen Søgård med, så adgangen til og udsigten over søen ikke forhindres, hvilket ville betyde en hegnslinje umiddelbart sydøst for byen i denne del af området. Hegnslinjen her inkluderer to faunabroer over Flensborg Landevej og Sønderborgmotorvejen, men førstnævnte kan erstattes af to færister, hvis hastighedsbegrænsningen nedsættes markant på denne strækning
Forslag til hegnslinje omkring Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø: Her er hegnslinjen ca. 29 km, men skal Store Søgård Sø indhegnes, er det mest hensigtsmæssigt at hegne byen Søgård med, så adgangen til (og udsigten over) søen ikke forhindres, hvilket ville betyde en hegnslinje umiddelbart sydøst for byen i denne del af området (fremgår ikke af kortet). Hegnslinjen på kortet inkluderer to faunabroer, én over Flensborg Landevej og én over Sønderborgmotorvejen, men førstnævnte kan erstattes af to færiste, hvis hastighedsbegrænsningen nedsættes markant på denne strækning
Gallowaykvæg græsser i området (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gallowaykvæg græsser i området – vildheste er på vej (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skal krondyr, elge, bisoner eller vildsvin indgå i viften af planteædere, skal det være et mere robust hegn end det billigere el-trådhegn, der er tilstrækkeligt til f.eks. vildheste og kreaturer. Derfor er der her som i andre tilfælde naturligvis en række grundlæggende valg, der har betydning for etableringsudgifterne.

Hvis etableringsudgifterne skal indbefatte et robust vildthegn til f.eks. elge uden om Søgård (32 km hegnslinje koster ca. 8 mio. kr.) og to faunabroer à 20 meters bredde (2 x 7-15 mio. kr.), 6-8 færiste over mindre veje samt genetablering af naturlig vandstand i drænede skovområder, dyr til udsætning, opkøb af ca. 170 hektar og forskerrådgivning, vil hele projektet formodentlig beløbe sig ca. 50-75 mio. kr. 

Erstattes faunabroen over Flensborg Landevej af de meget billigere færiste (og dermed en hegnslinje, der er ca. 2 km kortere), og droppes jordopkøb (hvilket betyder et lidt mindre naturreservat) kan det muligvis gøres for ca. 25-35 mo. kr. 

Men et spændende og ambitiøst naturreservat kan i alle tilfælde etableres (forudsat at Forsvaret og Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktion). 

Det kan også gøres endnu billigere i første omgang, hvis det gennemføres i flere omgang, f.eks. i form af en Nord- og Syd-etape, hvor områderne syd for Sønderborgmotorvejen først inkluderes på et senere tidspunkt. 

Og ingen af disse tiltag behøver formindske den eksisterende offentlige adgang eller begrænse militærets aktiviteter på Forsvarets store dele af arealerne (Søgårdlejren og Hærhjemmeværnsdistrikt Sønderjylland) eller de mange spejderaktiviteter, der også foregår i området, om end der dog ikke bør etableres yderligere bygninger og anlæg i området. 

Store Søgård Sø med Søgård Skov i baggrunden (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Store Søgård Sø med Søgård Skov i baggrunden (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Fra naturens hånd flyder en mangfoldig af liv og en rigdom af liv og variation i et mylder af arter, men det forudsætter bl.a., at vi også giver plads til naturens egne processer, og at vi sørger for, at flere større planteædere igen bliver en del af naturen. Vildheste, helårsgræssende kvæg og andre større hjemmehørende planteædere kan supplere hjortene, og det øger variationen og hæmmer tilgroning.

Opsummeret handler det om at videreføre grundideerne i de fremadrettede tiltag, som Naturstyrelsen og Forsvaret allerede har taget hul på med Verdens Skove som facilitator, men øge omfanget, ambitionerne og indsatsen. Og skabe et naturreservat med vildere natur inden for de rammer, der nu engang er givet.

Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø kunne blive et oplevelsesrigt naturområde i det sønderjyske, hvis staten er parat til at opgive nogle ubetydelige tømmerindtægter og fortsætte ad den vej, man har påbegyndt i Bjergskov.

Naturen er dynamisk og foranderlig, når den får lov til det – og får den lov til det, bliver den både rigere på arter og oplevelser. Det indebærer med andre ord at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer omkring Hostrup Sø, Store Søgård Sø, Bjergskov, Søgård Skov og Vilsbæk Krat og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af områderne omkring Seifried Sø, så hele det afgrænsede området kan fungere (og forvaltes) som en helhed. Råstofgravene nord for Bjergskov kan være del af en vision om yderligere udvidelser.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende skove, der eventuelt skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvilke(n) faunabro(er), som er bedst egnet til at krydse Sønderborgmotorvejen (og eventuelt Flensborg Landevej) i forhold til de udsatte planteædere; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø kunne med tiden blive et oplevelsesrigt natur-slaraffenland i det sønderjyske, hvis Forsvaret og Naturstyrelsen er parate til at opgive nogle ubetydelige tømmerindtægter og fortsætte ad den vej, man har påbegyndt i Bjergskov – med et forøget ambitionsniveau på naturens vegne.

Rune Engelbreth Larsen, november 2016
Senest opdateret maj 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Bjergskov – naturligere og vildere
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status