Ifølge den seneste indrapportering til EU har internationalt beskyttede skovtyper i Danmark 100% »stærkt ugunstig bevaringsstatus«. 100%. Så galt står det til – ikke mindst fordi vi fælder alt for megen løvskov.
Af samme grund har stribevis af forskere understreget nødvendigheden af, at vi ophører med at fælde vore gamle løvtræer, der er skovens vigtigste levesteder (fx er egetræet tilknyttet over 1.000 forskellige arter). Men desværre regerer motorsavene i statens skove og forringer livsgrundlaget dramatisk, og derfor har skovnaturen brug for såkaldt urørt skov, dvs. løvskove med et totalstop for tømmerproduktion – og det haster.
Lars H. Ehrensvärd Jensen kritiserer mig imidlertid for, at »’urørt skov’ afspejler en romantisk forestilling«, fordi det tager århundreder, hvis ikke motorsave hjælper naturen (Politiken, 1.2.2016). Jensens jongleren med motorsave og stråmænd nødvendiggør følgende opklaring:
For det første gavner urørt skov biodiversiteten i løvskovene fra allerførste dag, fordi vi dermed garanterer, at gamle artsrige træer aldrig fældes – det tager 200-300 år at skabe artsrige ege og bøge, men kun 2-3 minutter at fælde dem. For det andet betyder urørt skov, at døde træer og dødt ved forbliver en altafgørende del af skovens cyklus i modsætning til i dag, hvor trefjerdedele af de danske skove er økologiske ørkener uden dødt ved.
For det tredje er dette ikke »romantik«, blot elementær fornuft. Forskere er enige om, at urørt skov er den mest omkostningseffektive metode til at gavne truede skovarter. For det fjerde er der ingen, der har benægtet, at motorsave og andre menneskelige indgreb må hjælpe naturen på vej i urørte skove, tværtimod, er det en god idé indledningsvis at genetablere udgangsbetingelserne for en artsrig skovnatur ved bl.a. at tynde ud og fjerne ikke-hjemmehørende arter – altså aktivt modvirke den destruktion, tømmerproduktionen har forårsaget.
Det er tømmerproduktionens motorsave, der skal begrænses. Et visionært skridt på vejen er De Konservatives forslag om 50.000 hektar urørt statsskov – hvis det, der får lov til at blive skov på naturens præmisser, udpeges af forskere. Men private løvskove af stor naturværdi kunne også indgå i byttehandler med statslige nåletræsplantager. Så drop panikken: Staten ejer ca. 120.000 af Danmarks 600.000 hektar skov – selvfølgelig har vi plads og råd til fx 50.000-100.000 hektar urørt skov på naturens præmisser.
Note: Ovenstående debatindlæg blev desværre forkortet uhensigtsmæssigt af Politiken, hvorved væsentlige pointer forsvandt, bl.a. omfanget af urørt skov sammenholdt med Danmarks skovarealer. I Politikens opsætning får man fejlagtigt det indtryk, at jeg ønsker at indstille al tømmerproduktion i Danmark, hvilket ingenlunde er tilfældet.
Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere oplagte områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 15 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur syd for Viborg ved at etablere Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag: > Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Forslag til rammerne for Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker – stort potentiale for 15 kvadratkilometer vildere natur (dette og sidens øvrige kort indeholder data fra OpenStreetMap og Miljø- og Fødevareministeriets Digitale Naturkort)Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker
Danmark er som bekendt ikke just bjergenes land, men når det omgivende landskab nu er så forholdsvis fladt, kan en høj på 10-20 meter faktisk være et temmelig fint udsigtspunkt i sig selv – og et bakkedrag på 50-100 meter såmænd ganske storslået. Manglen på bjergmassiver vendte digteren Christian Richardt således til noget positivt i 1889:
Men des længer’ kan vi skue over Markens Lærketue, følge desto mere frit Fugle-Sving og Sole-Ridt!
Og det er vel ikke helt forkert? Fra bakkedraget nord for Bisballe er der en for danske forhold sjældent bjergtagende udsigt over den sydlige del af Hald Sø og de 63 meter høje Dollerup Bakker. Eller måske er »udsigt« for fattigt et ord, selv for det flade Danmark, og vi bør hellere erstatte det med St. St. Blichers »nedsigt«?
»Smørklatten i Danmarks istidsgeologi« kaldes dette stærkt kuperede område, hvor gletscherstrømme mødtes under den seneste istid, og hvor dødis har skabt landets tredjedybeste sø, der når ned til 31 meter, hvor den er dybest.
Smørklatten og dens smukke landskabskulisser udgør ca. 15 kvadratkilometer sammenhængende naturarealer, der kunne tænkes sammen og forvaltes som en helhed: Fra Hald Sø, der tvedeles af Inderø Skov i dramatisk forlængelse af Dollerup Bakker, over Stanghede og Troldeslugten sydvest for Hald Hovedgård, til Hald Egeskov, Langskov og Viborg Krat nord for hovedvejen mellem Viborg og Herning.
Selv om der naturligvis også er iøjnefaldende udfordringer, ikke mindst en forholdsvis kringlet ‘ydergrænse’ og den nævnte hovedvej, der gennemskærer det hele, er potentialet til et artsrigt naturreservat afgjort til stede: Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker.
Nær Hald Søs nordlige bred troner en herregård fra 1787, Hald Hovedgård, der også kaldes femte Hald efter fire tidligere borge i området, bl.a. tredje Hald, hvis ruiner ligger på en lille halvø i søens nordende.
I dag huser Hald Hovedgård bl.a. Det Danske Forfatter- og Oversættercenter, hvor forfattere, oversættere og illustratorer kan ansøge om gratis arbejdsophold, og hvor der ofte arrangeres litterære arrangementer. Måske ikke et ringe indslag i disse inspirerende naturomgivelser – for kunne det 21. århundrede ikke trænge til flere danske digtere og forfattere, der får øje for natur og artsrigdom?
I første halvdel af det 20. århundrede var flere af landets kendte skønlitterære forfattere og billedkunstnere involveret i natursagen, og naturen var et tilbagevende tema for danske digtere fra slutningen af det 18. til midten af det 20. århundrede, hvilket formodentlig også har bidraget til en mindre naturfremmed mentalitet i bredere kredse end i dag.
Udover Hald Hovedgård er der kun meget begrænset beboelse inden for det foreslåede naturreservat. Bortset fra nogle få spredte bebyggelser, bl.a. Bækkelund, smyger den potentielle naturnationalpark sig f.eks. helt udenom den sydlige del af Viborg ved Hald Ege.
Der er heller ikke meget landbrug, men en del statsligt skovbrug i områder med tidligere lokal tradition for ret umådeholden skovdrift. I det attende århundrede var store dele af de skovklædte bakker og slugter således fuldstændig ryddet, fordi al tømmeret blev anvendt til brændsel.
En del af den tidligere Hald Skov, som dernæst blev græsset af geder, udviklede sig til det store og derfor forholdsvis ‘nye’ hede-areal Stanghede. Da græsningen imidlertid atter blev begrænset et århundrede senere, begyndte skoven at vende tilbage med selvsået eg, efterhånden suppleret af anlagte nåletræsplantager med henblik på privat skovbrug.
I dag er langt størstedelen af de nævnte naturarealer inden for den foreslåede afgrænsning ejet af det offentlige, og derfor er det selvfølgelig alene op til staten – hvilket jo i sidste ende vil sige os alle sammen – at beslutte, hvordan natur og artsrigdom skal prioriteres.
Det kan måske undre, hvorfor ikke alle statsejede arealer er inkluderet i nærværende forslag, og hvorfor det ikke foreslås at opkøbe Langskov, der ligger som et ‘hul’ i den større sammenhæng?
Langskov kunne opkøbes over tid, men naturværdier er der meget lidt at komme efter – og det samme gælder den statsejede Viborg Hedeplantage, der også er fravalgt (selv om den ligger i direkte forlængelse af de øvrige områder), fordi naturværdierne slet og ret er pauvre og næppe heller rummer det store potentiale. Også Naturstyrelsens egen arealbeskrivelse fortæller med tilbageholdt tydelighed om firkantet ensformighed:
Næsten alle arealer inden for afgrænsningen er statesejet (skraveret)
Plantagen på hedefladen er en karakteristisk rødgranplantage med lange lige veje og ensartede, ensaldrende plantninger i firkantede felter i stor skala. Den landskabelige værdi er begrænset, og det vil især være oplevelsen af at se en produktionsskov, der er mest iøjnefaldende. (…) Naturindholdet i plantagen er forholdsvis beskedent, og der er således ingen større arealer med åbne naturtyper.
På kortene til højre herfor kan man først se de stats- og privatejede dele af den foreslåede afgrænsning og dernæst overlapninger med Natura 2000-området, hvor Danmark i forvejen er internationalt forpligtet til at yde en særskilt naturindsats.
Endelig fremgår det af Biodiversitetskortet nedenfor, at den foreslåede naturnationalpark omfatter meget artsrige arealer – en artsrigdom, vi jo helst skulle beskytte og bevare for eftertiden.
Natura 2000-område nr. 35 overlapper forslaget til en afgrænsning af Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker
I Hald Egeskov – en af landets største, ældste og tidligst fredede egeskove – er der f.eks. registreret over tusind billearter, heraf mange sjældenheder, som er tilknyttet urørt egeskov, og i Troldeslugten (Bækkelundsdalen) vokser f.eks. 300-400-årige ege- og bøgetræer. Bækken, der slynger sig gennem bunden af slugten, har flere sjældne arter, hvoraf Naturstyrelsen fremhæver Danmarks eneste fund af dansemyggen Krenosmittia (der er så sjælden, at den heller ikke har et dansk navn).
I tilfældig rækkefølge er her nogle af de sjældne arter, der er fundet eller genfundet inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker (fra 2010 og fremefter): åben abeblomst, skov-storkenæb, kambregne, almindelig månerude, skov-gøgelilje, purpur-gøgeurt, ægbladet fliglæbe, dynd-skræppe, sump-fladstjerne, læge-stokrose, håret blågrøn rose, bøgeløber, toplettet tornben, fireplettet ådselbille, seksplettet blomsterbuk, gul skovsmælder, rød skovsmælder, tidlig silkesvirreflue, sort vedsvirreflue, biulv, sø-majflue, markperlemorsommerfugl, bølleblåfugl, moseperlemorsommerfugl, violetrandet ildfugl, grøn kølleguldsmed, måne vandnymfe, lille flagspætte, sortspætte og ravn.
God fotojagt.
Forslaget til Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker rummer arealer med høj artsscore – og spredningspotentiale
Når man på den ene side betragter de stærkt røde felter på Biodiversitetskortet, der indikerer høj artsscore, og på den anden side eksemplificerer artstabet og naturforarmelsen i nogle af de samme områder, er der grund til at gentænke virkemidler i naturforvaltningen.
F.eks. er floraen forarmet i Hald Egeskov, et af landets største, ældste og tidligst fredede egeskove.
Naturstyrelsen påpeger, at man har registeret »tilbagegang og forsvinden af en række lyskrævende arter, som er karakteristiske for egekrat«, bl.a. fordi der ikke længere er græsning.
Det store lyngareal Stanghede er heller ikke i optimal naturtilstand, eftersom flere hedearter enten er forsvundet eller kun findes i meget små bestande som følge af intensiv fåregræsning.
At staten driver både skovbrug og landbrug på naturarealerne, tjener ikke til at fremme biodiversiteten, eftersom begge dele forarmer skovnaturen og truer artsrigdommen – begge dele handler netop om at begrænse artsantallet såvel som uforudsigeligheden og variationen i naturen.
Der er alt for lidt urørt skov i Danmark, men et af de få forholdsvis sammenhængende skovområder uden tømmerproduktion findes i den gamle egeskov syd for byen Hald Ege (klik på kortet for at se det i større format)
Nord for Hald Hovedgård og syd for hovedvejen driver Naturstyrelsen f.eks. økologisk landbrug på arealer, der ellers kunne være blevet overdraget til naturen. Og det hjælper ikke alverden på naturens og artsrigdommens trængsler, at der findes former for skovbrug og landbrug, der på enkelte punkter er lidt mere skånsomme end sædvanligt, f.eks. økologisk landbrug og såkaldt naturnær skovdrift.
Den slags kan være glimrende alternativer til intensiv produktion af andre grunde, dér, hvor landbrug og skovbrug prioriteres – men hvor det er naturens vilkår vi ønsker at prioritere målrettet, er begge dele kontraproduktivt.
Trods statslig skovbrug og landbrug er der dog også statslige skovarealer, der er udlagt som urørt løvskov, hvilket gavner artsrigdommen. Det gælder f.eks. langs bredden hele vejen rundt om Inderø Skov (hvis centrale dele drives som plukhugst) samt i Troldeslugten og Hald Egeskov. Derfor er der på forhånd et vist grundlag for sammenhængende vildskov overalt i skovarealerne syd og nord for hovedvejen.
Og at indstille al skov- og landbrug er vigtige første skridt for at genetablere såkaldt selvforvaltende natur.
Dernæst er især store fritgående planteædere afgørende for at komme tilgroning til livs, men det er ikke ligegyldigt, hvilke og hvor mange dyr, der er tale om. Derfor er der behov for en nærmere analyse af, hvilke og hvor mange større planteædere der skal til for at opnå en mere naturlig balance med afvekslende levesteder og høj artsrigdom. Det kræver imidlertid, at vi tilstræber vildere natur frem for den lejlighedsvise naturpleje om sommeren.
Vilde planteædere som bispon, elg og vildhest er muligheder – eller vildere græssere som en robust kvægrace, der sættes ud til helårsgræsning – hvilket nødvendiggør hegn. Men det det afgrænsede område rummer nogle udfordringer i så henseende.
Dels fordi en eller enkelte indhegning(er) nødvendigvis må blive temmelig kringlet, og dels fordi den overordnede sammenhæng på tværs af alle de berørte områder besværliggøres af den nævnte hovedvej fra Viborg til Herning.
Skulle arealet indhegnes i en større sammenhæng, ville det kræve to større og adskilte indhegninger, som muligvis kunne etableres i to etaper, hvis ét stort projekt ville være for stor en mundfuld på én gang. Første etape kunne omfatte den sydlige del af naturnationalparken – her ville en indhegning være forholdsvis overskuelig, eftersom Hald Sø i sig selv udgør en naturlig afgrænsning mod sydøst (i hvert fald hvis vi ikke medtænker elge, der let kunne svømme over søen).
Den lysegrønne og mørkegrønne linje markerer muligheden for en første (eller en første og anden) fase i indhegningen af Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker; en semipermeabel indhegning af henholdsvis , gerne forbundet af en faunabro over hovedvejen mellem Viborg og Herning. De to hegn ville samlet strække sig over ca. 11 kilometer.
Et hegn, der muliggør udsættelse af større planteædere i ‘første etape’ (dvs. i Dollerup Bakker, Inderø Skov, Stanghede og de åbne områder nord for Hald Hovedgård) ville være omtrent syv kilometer langt og beløbe sig til knap 1,1 mio. kr. i 2016-priser, hvis vi tager udgangspunkt i Peter Sundes & Carsten Riis Olesens DMU-rapport Elg i Danmark (2007), ifølge hvilket et elg-hegn koster ca. 126.000 kr. pr. kilometer i 2005-priser. Offentlig adgang vil ikke blive hindret, men kan fortsat foregå gennem porte eller låger flere steder.
Hegnet holder større planteædere inde på naturarealerne, hvor vi jo gerne vil sikre deres afgørende betydning for artsrigdommen og levestedernes variation, men det bør samtidig designes således, at andre små og mellemstore arter fortsat kan passere frit ind og ud af området gennem tunneller, der lige akkurat har plads til mellemstore dyr (herunder rådyr, ræv, grævling, odder, ulv m.fl.).
Hovedvejen mellem Viborg og Herning nødvendiggør, at de nordlige naturområder indhegnes for sig (Store Traneskov, Hald Egeskov og Viborg Krat), hvilket kræver et andet (og længere) hegn, der strækker sig over 20 kilometer og kan beløbe sig til en pris af ca. 3,1 millioner kroner i 2016-priser. Man kunne dog begynde med den østlige del af Hald Egeskov og en hegning på 4 kilometer, der vil koste ca. 0,6 millioner kr.
Dette forslag kunne være en begyndelse.
Men en endelig og mere ambitiøs indhegning ville inkludere hele arealet (og for at spare nogle hegnskilometer også den privatejede Langskov, hvis man kunne lande en aftale herom – i alt en hegnslinje på ca. 24 kilometer:
Forslag til en mere ambitiøs hegnslinje på ca. 24 km, der omfatter hovedparten af arealet, og som er baseret på færiste over hovedvejen (hvilket sparer faunabro og adskillige kilometer hegn) og på en hegnslinje nord for den privatejede Langeskov (der ikke er inkluderet som en del af det foreslåede naturreservat, men kan være en del af indhegningen, hvis en sådan aftale kan opnås, hvorved også flere hegnskilometer overflødiggøres.
I rapporten Krondyr og barriereeffekter fra veje betones, at »store vejanlæg og især motorveje kan reducere bevægelser af krondyr og dermed den genetiske spredning« (Kjær 2013), hvilket naturligvis ikke er mindre væsentligt for andre større planteæderes vedkommende.
Stærkt trafikerede veje begrænser generelt faunaens spredningsmuligheder og derved muligheden for at udnytte vigtige levesteder til fulde, fordi bestande opsplittes. Skal større dyr kunne sprede sig på kryds og tværs af den sydlige og nordlige del af den foreslåede naturnationalpark, bør der sikres passage på tværs af hovedvejen.
Nogle passager er selvsagt dyrere end andre – en faunabro, der skulle tage særligt hensyn til hasselmus’ mulighed for fri passage tværs over en sydfynsk motorvej, kostede f.eks. 18 millioner kroner i 2008 og er stadig meget omstridt.
Den overfladiske mediedækning var kendetegnet af misforståelser og ringe viden, der fortsat giver et misvisende indtryk af et ‘formålsløst skandaleprojekt’, men sandheden er langt mindre entydig:
Da en motorvej mellem Odense og Svendborg f.eks. skulle føres tværs gennem et af hasselmusens vigtigste levesteder og truede med at fragmentere den lokale bestand i to mindre og isolerede områder, blev der anlagt en såkaldt faunapassage i form af en bro, så hasselmus, hjorte og mange andre dyr stadig kunne passere uden at risikere at blive kørt over. Selv om hasselmus kan have passeret faunapassagen, kunne det ikke bevises efter de første fem år, hvilket afstedkom en del negativ medieomtale og politisk kritik, som om broen aldrig var blevet benyttet.
En fagligt belyst opklaring havde til gengæld vanskeligt ved at trænge igennem debatten, der blev domineret af historien om den milliondyre og ’overflødige’ motorvejsbro til en ’mus’.
For det første er det ikke ualmindeligt, at der går nogle år, før en faunapassage får den ønskede effekt, og for det andet knytter der sig særlige forhold til broens effektivitet. Ikke alene blev den f.eks. benyttet af cyklister og fodgængere, hvilket jo ikke var hensigten, men det kræver også tid for en beplantning at etablere sig, så passagen bliver en naturlig forlængelse af skoven – en væsentlig forudsætning for, at den lille gnaver overhovedet begiver sig afsted. Hasselmus bevæger sig nemlig kun yderst sjældent på jorden, men foretrækker at holde sig i et par meters højde, hvor de kravler og springer fra gren til gren og fra busk til busk gennem sammenhængende vegetation.
Om vi så skal mene, at det er dyrt at indtænke faunapassager til gavn for mange dyr i de i forvejen milliarddyre udgifter til det danske vejnet, er vel et spørgsmål om proportioner og prioriteter. Men i alle tilfælde er det selvfølgelig vigtigt at sikre sig, at naturprojekter af enhver art udarbejdes i overensstemmelse med den relevante fagekspertise på området, og at informationer om formålet og de tilstræbte effekter kommunikeres bredt ud.
Større faunapassager betyder udgifter i millionklassen, om end ikke nødvendigvis tocifrede millionbeløb. En rådyrpassage i form af en tunnel med en højde på 4 meter og en bredde på 8 meter under en ringvej ved Næstved blev f.eks. vurderet til at koste ca. 3,3 millioner kr. i 2015. En faunabro over E45 ved Jyske Ås i Vendsyssel kostede f.eks. ca. 5 millioner kr. for ca. tyve år siden.
Men jo bredere en faunapassage, desto bedre, og det er jo altid er det et spørgsmål om økonomisk prioritering. I DMU-rapporten Undersøgelser af pattedyrs brug af fanuabroer på rute 18 ved Herning anbefales, at fanuanbroer generelt skal være mindst 80 meter brede, hvis passagen skal bruges af flere arter med forskellige habitatkrav (f.eks. pattedyr, krybdyr og padder), og at de (helst) ikke bør benyttes af mennesker (Elmeros 2011).
For større planteædere kan faunapassager være afgørende, hvis vi ønsker den mest optimale græsningseffekt i større sammenhængende arealer på tværs af stærkt trafikerede veje, der gennemskærer naturområder. Jo større bestande, desto større mulighed for en umiddelbar genetisk variation såvel som en fortløbende blanding af gener.
Der er flere eksempler på en meget ringe brug af faunapassager, hvilket er en udfordring i et land med mange større vejanlæg og meget fragmenterede naturarealer. Undersøgelser har dog også vist, at forholdsvis enkle forbedringer kan øge effektiviteten (Madsen 2013).
Det er f.eks. vigtigt at undgå golde passager (tunneller) uden vegetation, fordi de obstruerer overgangen for små pattedyr med stærk tilknytning til specifikke planter. En styrkelse af effekiviteten for padder kan også opnås ved at etablere egnede ynglesteder tæt på faunapassagerne, udlæg af stendynger og etableringen af mindre krat og kvasdynger (til forbedring af skjulesteder for både padder og små pattedyr).
I nærværende forslag ville hegn og faunapassage samlet set beløbe sig fra ca. 10-15 mio. kr. i den billige ende og op til 30-40 mio. kr. i den dyre (afhængigt af fanuapassagernes udformning), hvis naturreservatet strækker sig fra højdedragene syd for Hald Sø til Viborg Krat i nord. Udgifterne til de dyr, der i givet fald skal udsættes, er til gengæld en meget begrænset éngangsudgift.
Det kan dog gøres betydeligt billigere, hvis vi undlader en dyr faunabro.
Jo bredere passage over vejen, desto flere dyr har mulighed for at benytte den, og den bredeste passage er selve vejen forsynet med færiste i hver sin ende dér, hvor den krydser hegnslinjen, hvis der samtidig gennemføres en markant hastighedsnedsættelse på strækningen på den del af vej, der løber gennem naturnationalparken. Det er billigere og mere effektivt.
Gode forudsætninger for vildere vidder og mere naturlig natur
Naturstyrelsen har i mange år gjort en aktiv indsats for at imødegå næringsstofbelastningen i Hald Sø.
I 1960’erne bliver søen udsat for en kolossal fosfor-forurening på ca. seks ton om året fra nærliggende dambrug og landbrug, som får algerne i søen til at masseformeres, hvilket ultimativt også fører til en eksplosion af døde alger, der synker til bunds i helt uoverskuelige mængder, hvorved den mangedoblede forrådnelsesproces simpelthen opbruger al ilten. Store overskydende mængder af fosfor bliver samtidig ophobet i bundslammet, hvorfra de atter frigøres på grund af det selvsamme iltsvind og ‘røres rundt’ i søvandet med yderligere næring og masseformering og yderligere massedød til følge.
Selv om den direkte udledning af fosfor ophørte, var den ophobede fosfor en fortsat kilde til forurening, der lukkede den tidligere så klare sø under grønbrun algesuppe.
Siden 1985 er søens ilttab derfor blevet modvirket af et stort iltningsanlæg syd for søen, hvor en termotank kontinuerligt pumper ilt ud ved søbunden, hvorved ophobet fosfor atter bindes kemisk til bundslammet, og det naturlige liv vender tilbage. År for år går det fremad, indtil behovet for kunstigt åndedræt forhåbentlig til sidst er helt forsvundet.
Men i stedet for at se på disse tiltag som isolerede redningsbestræbelser, kunne man se på ét sammenhængende 15 kvadratkilometer stort naturreservat som en helhed, hvor det hele (så vidt muligt) blev bundet sammen af selvforvaltende natur.
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de få privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende skovområder, der skal udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvor og hvordan en faunabro bedst udformes og placeres over Herningvejen, der gennemskærer området; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Der er som nævnt allerede en del vildskov i området og skønne terrænforskelle, som også er af væsentlig betydning for artsrigdommen og variationen af levesteder, og ved at udbygge eksisterende tiltag med et ophør af al tømmerproduktion og al landbrug, tilføre hegn, faunapassager og flere forskellige større planteædere, kunne Naturnationalpark Hald Skov & Dollerup Bakker blive vildere – og den spændende artsrigdom kunne efter alt at dømme beskyttes og bevares bedre end i dag.
Rune Engelbreth Larsen, februar 2016 / juni 2016 Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript
Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere oplagte områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vildere, mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 19 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur mellem Frederikshavn og Ålbæk: Naturnationalpark Råbjerg Mose og Ålbæk Skov …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag: > Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Forslag til rammerne for en 1.900 hektar stor Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov (kortet er baseret på OpenStreetMap).
Noget af Danmarks vildeste natur kan blive vildere
Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov
Hør, Frøerne kvækker i festligt Kor – det grønneste Vildnis af Sumpen gror. I Rødbøgens Rod har en Svamp bygget Tag – derunder en Edderkop spinder sit Flag.
Sophus Michaëlis: »Circe« (1927)
2-3 kilometer sydvest for Ålbæk ligger et af Danmarks sidste naturarealer, der med nogen ret kan kaldes et vildnis – Råbjerg Mose. Ca. 500 hektar (eller 5 kvadratkilometer) moseområde, som stier fører ind i og ud af, men som langtfra er farbare overalt, når man drister sig dybere ind vildnisset.
Mod nord grænser mosen op til Ålbæk Klitplantage og er ellers omgivet af yderligere mose- og hedearealer mod syd og øst. Klitplantagen er en af natravnens største yngleområder herhjemme, men er ellers en ret kedelig nåleskovsplantage, hvor træproduktion prioriteres over natur, men den rummer dog et par større stensletter, som vi skal vende tilbage til.
Naturstyrelsens arealer på det foreslåede areal er skraverede. Arealerne med blå afgrænsning er ejet af Aage V. Jensen Naturfond (længst mod vest) eller Frederikshavn Kommune (syd for Jerup)
Skønt der er flere hundred private lodsejere med hver deres større eller mindre frimærke i Råbjerg Mose, er det samlede privatejede areal dog overskueligt, og en pæn bid af Råbjerg Mose er ejet af Aage V. Jensen Naturfond.
Oprindelig har naturområderne selvfølgelig været større end i dag, men landbrug og byer har bredt sig og presset området, mest iøjnefaldende umiddelbart vest for Ålbæk Klitplantage, hvor man indtil midten af 1800-tallet kunne opleve Vendsyssels største sø, den 770 hektar store Gårdbo Sø. I 1854 blev halvdelen af søen afvandet, og den endelige tørlægning fandt sted i 1881-83, hvorefter det store areal har været landbrugsjord (Hansen 2011).
Gårdbo Sø ville passe fint ind i naturpuslespillet sammen med de andre store brikker, Råbjerg Mose og Ålbæk Klitplantage, men godsejeren har hidtil været afvisende over for søens genetablering. Hvis en fremtidig lodsejer imidlertid skulle lade sig inspirere af den succesrige genetablering af den 915 hektar store Filsø vest for Varde, ville et kommende naturreservat ikke blot blive otte kvadratkilometer større, men også beriges af yderligere variation i et afvekslende nordjysk naturrige.
Det fine hjørne Kalmar Rimmer uden for afgrænsningen tilhører Frederikshavn Kommune og kunne f.eks. også blive en oplagt del af en udvidelse af området på et tidspunkt, hvis de mellemliggende arealer blev opkøbt.
Men allerede i dag kunne en sammenhængende natur-helhed omfatte Ålbæk Klitplantage, størstedelen af Råbjerg Mose, meget af Napstjært Mose og lidt af Jerup Hede, men altså med mulighed for udvidelser i flere retninger, hvis fremtiden skulle muliggøre et opkøb af flere private arealer, end der er lagt op til her: Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.
Hvorfor vildere natur lige dér?
Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov ville dække dele af Natura 2000-område nr. 3
Den foreslåede afgrænsning inkluderer en del af Natura 2000-område nr. 3: Jerup Hede, Råbjerg og Tolshave Mose, som Danmark i forvejen har forpligtet sig til at yde en indsats i forhold til. Her finder vi f.eks. landets største forekomst af det særlige vaskebrætsagtige landskab, der udgøres af rimmer og dopper. Det er det oprindelige stenalderhavs revlestruktur, der i dag er landjord, men stadig veksler mellem forhøjninger (rimmer) og lavninger (dopper), som regel i form af moseområder.
Hedearealerne i dette særegne landskab er endvidere fremkommet af naturen selv, modsat mange andre hedelokaliteter, der er et resultat af menneskers løbende udpining, afbrænding eller tørveskrælning.
Blandt udpegningsgrundlaget for det Natura 2000-område, der overlapper dele af den foreslåede afgrænsning af naturnationalparken, er landets største bestand af hedepletvinge. Denne trængte dagsommerfugl, der tidligere fandtes i større dele af Jylland og enkelte steder på Sjælland, findes i dag stort set kun i enkelte områder nord for Limfjorden. Udpegningsgrundlaget rummer desuden fugle som tinksmed, mosehornugle, rødrygget tornskade og trane.
Men også andre spændende og sjældne arter kan træffes i mosen, der f.eks. er landets eneste lokalitet for mose-post. Her vokser guldblomme, klokke-ensian, mose-troldurt og liden vintergrøn, og der er andre sjældne dagsommerfugle end hedepletvinge, bl.a. ensianblåfugl og skovperlemorsommerfugl. Her findes endvidere den pragtfulde natsommerfugl smalrandet hulebisværmer, hvis hurtige vingeslag næsten får den til at ligne en lille kolibri i luften (og skønt den er en natsommerfugl, flyver den om dagen).
I Napstjært Mose, der grænser op til Råbjerg Mose mod øst, vokser f.eks. også den ret sjældne halvgræs hvid næbfrø, og her lever den store træbuk væver samt yderligere et par sjældne dagsommerfugle, gråbåndet bredpande og spættet bredpande.
Råbjerg Mose var desuden det første område, hvor tranen vendte tilbage som dansk ynglefugl i 1952 efter omtrent 100 års fravær. Her var et uforstyrret udgangspunkt, og siden er antallet af traner steget til over 150 ynglpar i Danmark.
I 2013-2018 gennemføres et såkaldt EU-LIFE-projekt i Råbjerg Mose og resten af Natura 2000-området for at forbedre naturtilstanden. En række forskellige delprojekter målrettes det 40 kvadratkilometer store naturområde, hvoraf en del overlapper den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.
Ifølge LIFE Råbjerg Mose indebærer projektet bl.a. at bevoksning fjernes eller udtyndes på lysåbne naturtyper, at rynket rose bekæmpes, at arealer med hede og klithede afbrændes for at forynge vegetationen og fjerne ophobede næringsstoffer, og at græsning og slet gennemføres på større arealer, ikke blot i projektperioden, men m.h.p. blivende aftaler. Endvidere annulleres en lang række grøfter for at genetablere naturlig vandbalance, hvilket ikke mindst er tiltrængt på mosearealerne.
Når LIFE-projektet afsluttes, vil store dele af Råbjerg Mose og de øvrige projektområder være i en betydeligt bedre naturtilstand, end da projektet blev påbegyndt i 2013, hvorfor det er afgørende også efterfølgende at bevare (eller forbedre) de opnåede resultater. Det er med andre ord en foræring, der næppe kommer igen foreløbig, hvorfor det er vigtigt at følge yderligere op på indsatsen og tænke længere – og vi(l)dere. For selv om EU-projektet igangsætter græsningstiltag, der gerne skulle fortsætte, er den mest langtidsholdbare model en løsning, hvor naturen i højere grad kan bevare artsrigdommen ‘af sig selv’ på naturens egne præmisser.
Det kræver et område, der er tilstrækkeligt rummeligt til de processer og den dynamik, vi normalt blokerer af bekvemmelighed, pladshensyn eller for at beskytte f.eks. landbrug og skovbrug mod naturens ‘uorden’ – det være sig oversvømmelser, stormfald, lynnedslag eller skov i forfald og så videre. Med andre ord: liv og død, der udfolder sig vildere og mere frit, hvorved levesteder opstår eller forandres kontinuerligt og åbner nicher til flere forskellige arter.
I Ålbæk Plantage bør naturen således få en betydeligt mere fremtrædende plads.
Ålbæk Klitplantage er en ung skov, hvis første nåletræer blev plantet i 1891. Langt hovedparten af plantagens 736 hektar er nåleskov, og en pæn andel heraf er skovfyr, det ene af vore ftre hjemmehørende nåletræer (der også omfatter ene og taks), mens resten af plantagen primært består af sitkagran, contortafyr og bjergfyr. Der er stort set ikke andre løvtræer end de ca. 45 hektar egekrat, der muligvis rummer rester fra den oprindelige egeskov, som var udbredt indtil 1600-tallet – før sandflugten begyndte at hærge i Vendsyssel.
Bag klitplantagens rækker af nåletræer skjuler sig vidder, der åbner sig som et dansk ‘ørkenlandskab’ – Nordre og Søndre Stenslette.
En stenslette er en afblæsningsflade, der fra naturens hånd er brolagt med små eller støre sten. Den er dannet af klitter, som er eroderet ned til en standvold eller gammel stenstrand, og den kan atter sande mere eller mindre til. Vegetationen består bl.a. af sandskæg, laver og hedelyng, og beliggenheden åbner det tætpakkede nåleskovareal i et fascinerende landskabsskue.
Men den omgivende plantage kunne blive til en mere spændende kulisse omkring hede og stensletter – hvis man gjorde en indsats for at skabe flere skovlysninger, tynde ud blandt nåletræerne og tillade flere større planteædere i og omkring slettelandskabet.
Som led i en langsigtet strategi for vildere natur på naturens præmisser burde plantagen således konverteres til vildskov med udsættelse af flere større planteædere, der også ville have gavn af de skønne og forholdsvis vidstrakte stensletter, der sammen med hedearealerne udgør godt en syvendedel af plantagen. Vildheste, vildkvæg, elge elelr bisoner kunne i givet fald supplere områdets hjorte, der både omfatter rådyr, dådyr og krondyr, hvoraf især sidstnævntes nyere historie hænger sammen med lige dele planlægning og tilfældigheder.
Nogle blev udsat i Thy og Han Herred i 1970’erne, og andre stak af fra en indhegning, hvorefter en mindre bestand fandt frem til Ålbæk Klitplantage, Råbjerg Mose og Kragskovhede. Allerede inden udgangen af 1980’erne var de dog væk igen, formodentlig skudt bort som følge af jagt, indtil tilfældets lune atter intervenerede i 1991, og et større antal af både krondyr og dådyr undslap en farm nær Ålbæk. Siden har en blivende bestand efterhånden etableret sig i Vendsyssel, bl.a. omkring Ålbæk Klitplantage.
Men skal skoven udvikle sig i en vildere, mere varieret og mere artsrig retning, er der imidlertid ikke kun behov for flere forskellige planteædere, men også for en afvikling af statens tømmerproduktion. En plantage, hvor træerne ikke får lov til at ældes, dø og forrådne, er nemlig ikke ret meget ‘skov’, men en unaturlig træmark, hvorfor skovdriften må ophøre, så træernes livscyklus i højere grad kan udspille sig på naturligere vilkår.
Og når vi taler om udsættelse af andre planteædere end hjortene, er der behov for hegn, hvis de skal blive inden for det område, deres græsningsadfærd skal gavne.
Forslag til en 34 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.
Hele eller dele af Råbjerg Mose ville således kræve et vidstrakt ydre hegn, hvis vi skulle etablere naturlig helårsgræsning eller slet og ret en permanent udsættelse af flere græssere som en del af naturen. Den foreslåede hegnslinje er 34 kilometer lang og inkluderer næsten hele den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.
Et robust vildthegn ville formodentlig gøre området velegnet til at udsætte elge (ligesom i Lille Vildmose, hvor elge er udsat i 2016-17 for at forhindre højmosearealer i at gro til). Endelig kunne man overveje en aktiv indsats for at udsætte bævere, der ganske vist af sig selv er begyndt at sprede sig nord for Limfjorden i Jammerbugt Kommune – men om en bæverbestand også når frem til (og etablerer sig i) Råbjerg Mose, er vel vanskeligt at spå om, og det kunne måske være en overvejelse værd at hjælpe udviklingen på vej?
Indhegnigen omkring skoven og mosen bør så vidt muligt være semipermeabel, det vil sige, at dyr, der er mindre end krondyr, heste og kvæg (f.eks. alt fra bævere, oddere og rådyr til grævlinge, ræve og ulve), fortsat kan passere ind og ud af området gennem lejlighedsvise ‘tunneller’ under hegnet og derved bidrage til en afvekslende dynamik både inden for og uden for det afgrænsede areal.
Vigtigst er det at begynde med en indsats i de områder, hvor de eksisterende ejerforhold er gunstige – det vil sige, at de er ejet af det offentlige eller af Aage V. Jensen Naturfond. Og det er tilfældet i langt hovedparten af det skitserede areal til Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov.
Heraf ejer de mange private lodsejere primært dele af Råbjerg og Napstjært Mose – en række mindre arealer, som samlet set næppe burde være uoverkommelige at opkøbe (eller alternativt udelade i en første fase). Det handler i alle tilfælde om at komme i gang med at få langtidssikret naturarealer med en helhedstænkning, der i modsætning til LIFE-projektet er uden udløbsdato.
Det ville utvivlsomt også være en saltvandsindsprøjtning til lokalområdet, hvis et ambitiøst og blivende naturprojekt af denne karakter for alvor satte naturværdierne på danmarkskortet.
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Mellem Frederikshavn og Ålbæk kunne Danmark få et naturreservat med store skovsletter, et særpræget vaskebrætslandskab og et af vore sidste områder, der har karakter af vildnis.
Rune Engelbreth Larsen, december 2015
Opdateret februar 2017 Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript
