Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Naturpark Amager er planlagt for 2015-2020 – forslag til en Naturnationalpark fra 2021″]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Her følger et forslag til, hvordan planerne for Naturpark Amager opgraderes senest fra 2021 og bliver til Naturnationalpark Amager – og som dermed både vil skabe unikke rammer for naturkvalitet og vække stor international opmærksomhed klods op og ned ad Danmarks hovedstad …[/su_box]

Opgradér hovedparten af Naturpark Amager til Naturnationalpark Amager

Over 20 kvadratkilometer af det nuværende Vestamager var indtil Anden Verdenskrig et lavvandet havareal, der blev tørlagt i et stort beskæftigelsesprojekt i 1939-1943. Området fungerede i årtier som militært øvelsesterræn, og otte kunstige høje blev anlagt af hensyn til udsigten, når kanonerne skulle brage granater ud over strandengene.

De sidste skydninger foregik i slutningen af 1960’erne, og al militæranvendelse blev indstillet i 1984. Området blev fredet i 1990, og ammunitionsrester fjernet, så hele arealet kunne frigives til almindelig færdsel i 2010. En række vandhuller og småsøer vidner dog stadig om granatnedslagene, men gør nu gavn som levesteder for padder. I 1986 blev der udsat dådyr for at holde tilgroningen nede, suppleret af kreaturgræsning fra 1991 og får fra 2007.

Området er spektakulært ved sin størrelse og beliggenhed kun 20 minutters rejsetid fra Københavns Hovedbanegård, og her er muligheder for vildere vidder med biodiversitet som omdrejningspunkt. I dag arbejdes med planer for Naturpark Amager, der imidlertid inkluderer arealerne nord for Koklapperne, hvorved naturparken danner ramme om (og navngiver) et område, der er gennemskåret af motorvejen og inkluderer en golfbane og Sjællands største skydebane.

Og ganske vist kan både friluftsliv og grøn turisme i mange tilfælde gå helt uproblematisk hånd i hånd med naturarealer, men hvis naturbegrebet skal fastholdes som dækkende naturarealer, bidrager golfbaner, motorveje og skydebaner trods alt mestendels til at devaluere forståelsen af naturen i almindelighed – og prioriteringen af natur på naturens præmisser i særdeleshed.

Ikke mindst når det kan undgås så let, som tilfældet er.

De fremlagte planer for Naturpark Amager i 2015-2020 står imidlertid ikke i vejen for at arbejde for et mere ambitiøst løft af naturen på et (lidt) mindre areal i et naturreservat (f.eks. fra og med 2021). Og i modsætning til intentionerne med både naturpark- og nationalparkkonceptet, hvis politiske rammer har meget lidt fokus på en mærkbar opprioritering af natur og biodiversitet, er ideen bag nærværende forslag til en NATUR-nationalpark at stile aktivt efter vildere natur.

Dermed er intentionen et naturreservat, der generelt rummer samme adgangsforhold for naturgæster som i dag, men holder sig til naturarealer uden for golfbaner, skydebaner og motorveje såvel som landbrug og skovbrug, og hvor vi samtidig tilstræber en betydeligt mindre afhængighed af traditionel naturpleje end i dag, Hensigten er med andre ord mere selvforvaltende natur på naturligere præmisser.

Den foreslåede naturnationalpark overlapper størstedelen af den eksisterende naturparks areal – primært de godt 2.400 hektar, der er statsligt ejede (fra Kongelunden og de sydvestlige kystarealer over Kalvebod Fælled til Nordre Klapper syd for motorvejen). En sådan ‘opgradering’ af naturparkens naturkvalitet og -ambitioner forhindrer selvfølgelig ikke en bevarelse af motorvejen, skydebanen og golfbanen mod nord, men adskiller dem tydeligt fra det, vi forstår som naturareal i et naturreservat.

I det følgende skal vi således se nærmere på, hvorfor dette areal er velegnet som Naturnationalpark Amager, og hvordan naturen kan optimeres her – og mon ikke sådanne tiltag i øvrigt kan skabe større international opmærksomhed og mere grøn turisme end den mindre ambitiøse naturpark, der ligger i kortene i dag?

Hvorfor lige dér? Vestamagers velvalgte vidder

Afgrænsningen af det område, som kunne tænkes at udgøre Naturnationalpark Amager, er et vidstrakt område med strandenge, lagunesøer, vandhuller, græsland og tre skove. Fasanskoven, Pinseskoven og Kongelunden består primært af ung birkeskov, der har sået sig selv på den tørlagte havbund, men indgreb er foretaget, f.eks. i 1960, hvor der er plantet lidt nåletræer i Fasanskoven, og i 1980’erne, hvor krat blev delvist ryddet i Pinseskoven, mens andre løvtræer blev plantet. 

En fjerdedel af Pinseskoven blev i 1994 udlagt som såkaldt urørt skov, hvilket betyder at denne del af skoven får lov til at udvikle sig som vildskov uden skovdriftens motorsave; en anden del er græsningsskov og i den øvrige del af skoven kan der foretages såkaldt plukhugst.

I praksis har hele skoven dog nærmest status som urørt skov – hvilket de øvrige skove også burde få, formelt og reelt.

Naturnationalpark Amager kunne blive et spændende naturreservat helt uden by, hovedveje og produktionsarealer. Men for at tilgodese områdets naturværdier optimalt skal også den eksisterende skovdrift indstilles, og alle skovene være skove på skovnaturens præmisser.

Det betyder, at man ikke alene ophører med at betragte dem som tømmerresource, men at man heller ikke fjerner de træer, der eventuelt fældes for at tilgodese naturhensyn, eftersom skovnaturen har stor mangel på død træmasse, der er levested og fødegrundlag for talrige organismer.

At potentialet for et betydningsfuldt naturområde er til stede under disse præmisser er nærliggende. Arealet er offentligt ejet og således frit for traditionelle konflikter med private jordejere, og det rummer store dele af det internationalt beskyttede Natura 2000-areal nr. 143: Vestamager og havet syd for (mere teknisk er der tale om EF-habitat område H127 og fuglebeskyttelsesområde F111). 

Her er Danmark allerede forpligtet til en beskyttende naturindsats pga. særligt truede og vigtige arter og naturtyper.

I den sydlige ende af fuglereservatet finder vi et område, der er helt lukket for offentligt adgang (nr. 11 på kortet over Naturpark Amager i artiklens forrige afsnit), bl.a. fordi det er en særlig vigtig rasteplads for rovfugle og Danmarks vigtigste lokalitet for overvintrende lille skallesluger.

Selv om der selvfølgelig er arter, der har stor gavn af de eksisterende tiltag, har det også været velkendt gennem mange år, at de generelle indsatser i vore Natura 2000-områder »langtfra er effektive i forhold til at dække truede arter i Danmark«, som det f.eks. udtrykkes i en vurdering af nationalparkernes naturværdier (Petersen m.fl. 2005).

Som vi skal se senere, er det heller ikke gået særlig godt for de ynglefugle, der er på det såkaldte udpegningsgrundlag for dette specifikke Natura 2000-område.

Det kan der være mange grunde til, men naturens trængsler gavnes ikke i sig selv af udnævnelsen til naturpark, og det er kun isolerede naturløft, der er planlagt i den forbindelse. Ganske vist er det glimrende at gennemføre den planlagte etablering af en sprænggrotte til flagermus og genudsættelsen af strandtudse på Nordre Klapper og Koklapperne i tilknytning til LIFE-projektet Semiaquatic, men dette er ikke betinget af områdets naturpark-status og kan og bør gennemføres i alle tilfælde.

I nærværende forslag handler det som nævnt om etableringen af et naturreservat, hvor ikke blot enkelte arter, men biodiversiteten som helhed er det vigtigste omdrejningspunkt for hele området.

Den afgrænsning, der her foreslås som Naturnationalpark Amager, er også prioriteret blandt de 50 procent af al dansk natur i det åbne land og skovene, som skal prioriteres for at standse Danmarks generelle biodiversitetstab ifølge rapporten Biodiversitetskort for Danmark (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

Denne status hænger ikke mindst sammen med en høj koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter, der afspejles i Biodiversitetskortets såkaldte bioscore (som kan aflæses på kortet her til højre).

I området findes udover vigtige vadefugle bl.a. sjældne og trængte arter som fire forskellige orkideer (udover den almindelige maj-gøgeurt også priklæbet gøgeurt, purpur-gøgeurt og kødfarvet gøgeurt) samt en vifte af andre sjældne blomster, bl.a. blå iris, eng-ensian, blød kvast-høgeurt, smalbladet hareøre, kost-nellike, strand-nellike, slangetunge, soløje-alant, læge-alant, pile-alant og ikke mindst brændeskærm.

Sommerfuglen ilia har sin eneste danske bestand i Pinseskoven, der er rig på sommerfuglearter i øvrigt, men området byder f.eks. også på grønbroget tudse, brud, vortebider, gedeskæggalhveps, brakvandsrygsvømmer, tigerskyggebille, sort blomsterbuk, fireplettet mariehøne og harlekinmariehøne.

Brændeskærm er måske ikke så smuk som orkideerne eller blå iris, men dens absolut eneste levesteder i Danmark er i dag syv små lokaliteter på Amager, bl.a. inden for nærværende foreslåede afgrænsning af en naturnationalpark. Her er den antageligt indvandret fra andre amagerkanske lokaliteter i løbet af 1960’erne (tidligere kunne man også finde den på Sydfyn og Bornholm). Den er for såvidt en ‘dilemma-art’, fordi vi risikerer at miste den både med og uden græsning.

Biologerne Niels Faurholdt, Hans Hinke og Poul Evald Hansen har i Dansk Botanisk Forenings medlemsblad URT påpeget, at de blomstrende planter desværre ædes i ret stor stil, formentlig af dådyr eller af de mange sommergræssende kreaturer, hvorfor Naturstyrelsen efter flere indstillinger har indhegnet nogle af lokaliteterne, så bestandene kan klare sig. Men bliver brændeskærm beskyttet mod dådyr bag hegn, bliver den til gengæld sårbar over for tilgroning, hvorfor et mindre græsningstryk med bl.a. vildheste måske er at foretrække? Det vender vi tilbage til.

Opsummerende kan vi sige, at forslaget til afgrænsningen af et naturreservat med vildere natur på Kalvebod Fælled og i Kongelunden er oplagt af flere grunde:

For det første er arealet altovervejende offentligt ejet og dermed opstår ingen traditionelle lodsejerkonflikter. For det andet er arealet i forvejen i altovervejende grad et Natura 2000-område, hvilket forpligter staten til en indsats, der udover at sikre udvalgte arter og naturtyper også handler om at sikre gunstige forhold for naturen i øvrigt og bevare den biologiske mangfoldighed. For det tredje rummer området høj bioscore, hvilket betyder en høj koncentration af bevaringsværdige truede arter og potentielle levesteder for truede arter. Og for det fjerde ligger området inden for de fremhævede kvadrater i hovedscenariet i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der indkredser det netværk af danske naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse Danmarks generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

Men hvordan går det med områdets eksisterende naturbeskyttelse og -forvaltning?

Landbrugsdrift og husdyrbrug som naturpleje?

Uanset om et område forvaltes med traditionel naturpleje, eller om der tilstræbes vildere natur, vil der være enkelte arter, der i lighed med brændeskærm er så sjældne og sårbare, at ekstraordinære initiativer kan være nødvendige, hvis vi vil bevare dem – i det mindste indtil de ikke længere er sjældne og sårbare.

I den nuværende vision for Naturpark Amager er det traditionel naturpleje, der forbliver kernen i indsatsen, hvorfor der ikke er så megen nytænkning at hente i forhold til naturens opprioritering: »Naturen skal styrkes med yderligere mangfoldighed i plante- og dyrelivet, samtidig med at levevilkårene for de sjældne og beskyttede arter fastholdes og forbedres. Dette sikres blandt andet gennem benyttelse af de mest optimale plejemetoder i den daglige drift.«

Men hvad er de »mest optimale plejemetoder«? Naturplejen består i dag af ca. 50 moderfår (plus afkom), der græsser mindre områder året rundt i tilknytning til naturcenteret, og en bestand af fritgående dådyr. Dertil kommer over tusind kvæg (der græsser i en række mindre fold på sammenlagt ca. 1.100 hektar i sommerhalvåret, men f.eks. ikke i skovene) og ca. 60-80 lokale tamheste.

Alene at skaffe de mange græssere, der for nogles vedkommende skal transporteres tværs over landet til og fra Amager for at græsse, koster en formue i betaling til dem, der ejer kreaturerne, oplyser skovrider Hans Henrik Christensen: »Det er en kamp at skaffe dyr nok til naturpleje på Sjælland. Vi betaler mange penge for at få køer til at græsse her. Halvdelen kommer helt fra Rømø, den anden halvdel fra en landmand på Vestsjælland.« (Weekendavisen, 5.9.2014).

Helt konkret koster græsningen mellem 1,6 og 2 mio. kr. årligt, hvortil kommer udgifter til reparation og vedligehold af hegn og eventuel timeløn for afvanding af kreaturerne, der sammenlagt kan beløbe sig til ca. 380.000 kr. i 2016. Til gengæld får Naturstyrelsen ‘landbrugsstøtte’ fra EU til græsningen og tjener sammenlagt et millionbeløb årligt.

Men betinges de konkrete græsningstiltag af støtte-indtægter, hvis generelle krav er designet til landbrugspolitik, er det ikke nødvendigvis naturværdierne, som er i højsædet – og det synes at være problemet med den forpagtningskontrakt, som Naturstyrelsen har udarbejdet til leverandørerne af kvæg.

I et brev til Naturstyrelsen er Dansk Botanisk Forening »meget overrasket over, at forpagtningskontrakten slet ikke indeholder noget om de naturmål, der søges opnået med afgræsningen det pågældende sted«, og kalder det »meget mærkværdigt«, at kontrakten ikke stiller krav til, hvordan områdets naturværdier sikres (brev à 4. april 2016).

Fra Naturstyrelsen svarer en funktionsleder for Areal, Friluftsliv og Partnerskaber bl.a., at 1) Naturstyrelsen har en »landbrugspolitik«, der beskriver håndtering af græsning på »landbrugsarealerne« og retningslinjerne for styrelsens »landbrugsdrift«, 2) det ikke er forpagteren, men Naturstyrelsen, der har ansvaret for at naturtilstanden forbedres via plejeplanerne, og 3) Naturstyrelsen selv ønsker »et lavt plantedække« (svarbrev à 14. juni 2016).

Noget tyder på, at det såkaldte græsningtryk af denne grund har været for voldsomt, hvilket ikke blot holder tilgroning nede, men hvorved vegetationen også risikerer at blive bidt for meget ned – og sjældne planter ædt helt bort. Måske er der for meget husdyrbrug og landbrugsdrift over naturforvaltningen?

F.eks. er den meget sjældne blå iris, der oven i købet er en såkaldt dansk ansvarsart, på nippet til at blive udryddet på Vestamager, formodentlig på grund af for hård græsning, selv om denne problemstilling er blevet rejst løbende lige siden 2006.

Forvaltningen har udover de mange sommergræssende kreaturer ikke mindst været koncentreret om at forbedre forholdene for ynglefuglearterne på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området – men som allerede antydet har indsatsen heller ikke haft den gunstige effekt, man kunne have håbet.

Hvis vi ser på udviklingen fra 2004 til 2016, er seks af de otte udpegede arter gået tilbage (almindelig ryle, dværgterne, plettet rørvagtel, rørdrum og rørhøg) eller har aldrig ynglet der (mosehornugle), mens kun to er gået frem siden 2004 (klyde og havterne) – og klyde er trods en fremgang fra 2004 stadig kun på ca. 50% af niveauet fra 2009:

Det er vanskeligt at sige, hvorfor det er gået så galt for de fleste af ynglefuglene på udpegningsgrundlaget, og der kan være tale om en generel udvikling i Nordeuropa – men det giver i det mindste ikke belæg for, at forvaltningen hidtil har løftet opgaven. 

Der er heller ikke noget, som taler for, at hård sommergræsning skulle være særlig tilpasset disse ynglefugles behov, eftersom den eneste af af de otte arter, der har gavn heraf, er engryle, som yngler på kortgræssede græsenge – men den er gået tilbage, og der er højst observeret ét par i nogle af årene siden 2010. Heller ingen af udpegningsgrundlagets trækfugle (skarv, knopsvane, troldand, lille skallesluger, stor skallesluger, fiskeørn og vandrefalk) har gavn af hård sommergræsning.

Når et naturareal græsses voldsomt om sommeren, risikerer mange blomster som nævnt at blive bidt helt væk, og med deres forsvinden, fortrænges også de insekter, som er afhængige heraf – og med deres trængsler kan andre insekter, fugle og pattedyr blive presset i det lange løb. Og forvaltningsforpligtelsen i et Natura 2000-område sigter ikke blot på at gavne de udpegede arter (f.eks. vadefuglene, der har været i centrum af forvaltningen i en årrække), men faktisk på at »opnå Biodiversitetskonventionens mål om at sikre, at den biologiske mangfoldighed bevares« (citeret fra Strategisk Miljøvurdering for Vestamager og havet syd for, 2016-21).

Spørgsmålet er derfor, hvad en hensigtsmæssig – for ikke at sige mere ‘naturlig’ – påvirkning af vegetationen er, og hvad der gavner biodiversiteten bedst i bredere forstand. Græsning er jo i alle tilfælde afgørende for at imødegå en anden trussel mod arternes mangfoldighed og levestedernes variation, nemlig den ensformighed og tilgroning, der følger af, at enkelte planter ellers dominerer og bortskygger mange af de øvrige.

Men at et naturområde forvaltes som »landbrugsdrift« på »landbrugsarealer« med overgræsning til følge er næppe optimalt.

Er svaret på græsningen så, at damn you if do it, og damn you if you don’t?

Trods alt ikke, for der er naturligvis forsket i problemstillingen, og der findes en metode og en tommelfingerregel, som ofte giver god mening – hvis det er naturværdierne, vi ønsker at optimere.

Hvad skal der til for at etablere et naturreservat med vildere natur? 1) Helårsgræsning

Lad os først se nærmere på tommelfingerreglen, når antallet af planteædere skal vurderes.

Hvordan gør naturen ‘selv’, når den skal ‘finde’ antallet af de større planteædere, der er plads til (det vil sige fødegrundlag for) i et givet område? Planteæderne tilpasser sig på den ene eller anden måde det tilgængelige vinterfødegrundlag, for om vinteren er der af gode grunde mindst føde, og det betyder, at bestanden af større planteædere reguleres herefter. Derved er der også et overskud af føde om foråret og sommeren, hvorfor vegetationen ikke bides alt for meget ned, men heller ikke ender i ensformig tilgroning.

Ud fra eksisterende viden om bestandsstørrelser og en nærmere analyse af fødegrundlaget på de pågældende arealer, kan man med nogen sandsynlighed bestemme, hvor mange større planteædere der er plads til året rundt – og begynde med at udsætte et lidt lavere antal dyr. Over tid finder man ud af, hvad der er mest naturligt.

I et naturområde som Kalvebod Fælled og Kongelunden, hvor der ikke er andre større rovdyr end ræven, og hvor naturlig udfoldelse trods alt er begrænset af omgivelserne (havet til den ene side og byen til den anden), er det dog forventeligt, at man skal hjælpe til med at regulere antallet af større planteædere på længere sigt.

Hvis bestandene skulle vokse så meget i sommerhalvåret, at vinterbestandene er for store til fødegrundlaget, kan ‘overskuddet’ af dyr fjernes og eventuelt udsættes i andre naturområder.

Selvfølgelig er det en formidlingsopgave at vise og forklare, at en vis vinterdød og deraf følgende ådsler faktisk er et fuldstændig naturligt element i naturen, men i praksis handler det også om at finde et afbalanceret niveau, som tager hensyn til flere faktorer. For selv om der i naturen intet unaturligt er i en større vinterdødelighed, kan de 2.400 hektar selvfølgelig ikke til fulde sammenlignes med naturgivne forhold i et større og åbent naturareal, og derfor bør man også fjerne eventuelle ‘overskydende’ dyr helt uproblematisk inden vinteren – og gerne udsætte dem i andre naturområder.

Det handler om at tilstræbe en natur, der er vildere på naturligere præmisser, for helt ‘vildt og upåvirket’ bliver det selvfølgelig ikke klods op ad hovedstaden. Vi må fra naturområde til naturområde tage udgangspunkt i de begrænsninger og præmisser, som natur og kultur aktuelt byder os, og som vi trods alt ikke kan ændre.

Så vidt ‘tommelfingerreglen’, at vinterfødegrundlaget bestemmer det hensigtsmæssige antal af større planteædere – og som det allerede er fremgået, betyder det også en anden ‘metode’ end den eksisterende sommergræsning.

En mere naturligt afbalanceret græsning end den massive sommergræsning, hvor 1.100 tamkvæg i dag fungerer som en hær af unaturlige sommergræsslåmaskiner, kan med fordel varetages året rundt af et mindre antal planteædere, der bliver en integreret del af naturen på arealet. Selv om rammerne selvsagt ikke er 100 procent ‘vild natur’ i et område på Vestamager, der er kunstigt inddæmmet havbund, kunne man ad denne vej tilstræbe naturligere forhold.

For større planteædere, der lever i området hele året og ikke fragtes ind og ud i foråret og om efteråret, er jo simpelthen den modus operandi, der har kendetegnet samspillet mellem planteædere og vegetation i titusinder af år – og som utallige arter derfor er evolutionært tilpasset og har gavn af at få genetableret.

Og her er det værd at medtænke den bonus, at problemarten bjergrørhvene, som breder sig på Kalvebod Fælled som en ensformig påmindelse af, at artsrigdom og variation er presset, faktisk bekæmpes bedre og mere naturligt at helårsgræsning end den eksisterende sommergræsning. Faktisk har det været velkendt i årtier, at f.eks. de robuste højlandskvæg, som er meget velegnede til at fungere som græssere året rundt på naturligere præmisser, æder bjergrørhvene.

Et storskala-eksperiment af effekten af vildheste (konik) og vildkvæg (heck) viser, at vildgræsning især kan reducere bjergrørhvene (Henning m. fl. 2012), og en anden undersøgelse af fem års helårsgræsning med heste og højlandskvæg decimerede bjergrørhvene til en bagatel (Bonte m.fl. 1999).

Ifølge økonomiberegninger udarbejdet af Fødevareøkonomisk Institut, kan helårsgræsning med robuste kvægracer tilmed blive »et omkostningseffektivt middel« i bestræbelserne på at sikre indsatsen i »Natura 2000 arealerne og andre naturarealer« (Dubgaard m.fl. 2012).

Summa summarum: Helårsgræsning afstemt efter fødegrundlaget om vinteren er efter alt at dømme et fordelagtigt – og mere selvforvaltende – alternativ til eksisterende naturpleje.

Hvad skal der til for at etablere et naturreservat med vildere natur? 2) Flere vilde græssere

Det næste spørgsmået er så, hvilke planteædere der er egnet og plads til under de givne forhold lige præcis her?

Samgræsning med flere forskellige større planteædere er en fordel, hvis resultatet skal være mere varieret natur og en bestræbelse på at standse tabet af biodiversitet, fastslår en række forskere: »Et flersidigt sæt af vilde dyr vil være mest effektivt ift. at generere naturlig dynamik og variation i græsningen.« (Rahbek m.fl. 2012: 108).

Blandt mulighederne er jo i princippet en stor vifte af dyr, som har været hjemmehørende i dansk natur, ikke mindst de eksisterende hjortearter (krondyr, dådyr, rådyr) og elg, bison, vildhest, bæver, vildsvin og urokse (og ‘urokse’ vil i dag sige en kvægrace, der kan klare sig året rundt i det pågældende område). 

Føden er forskellig (om end overlappende i varierende grad) for de forskellige større planteædere, og det samme gælder adfærden, hvorfor de også har en forskelligartet påvirkning af vegetationen og jordbunden, som bl.a. trampes op og blotter jord til gavn for spirende planter.

Men én ting er, hvad der kunne lade sig gøre i princippet, en anden i praksis.

Kalvebod Fælled er for hovedparten af arealets vedkommende gammel havbund og bliver fortsat vådt flere steder ved kraftig nedbør, og det betyder ikke blot en naturlig indskrænkning af fødegrundlaget om vinteren, men også at flere af de større planteædere i sådanne situationer vil trække sig tilbage til tørre arealer. Sådanne er der også en del af spredt ud over Kalvebod Fælled og i skovene, på højene og andre dele af arealet – men for at øge den del af det tørre areal, som flere planteædere kan opholde sig på om vinteren, bør også Kongelundens ca. 240 hektar inkluderes i det samlede område.

Når det kommer til overvejelser over, hvilke dyr der er de mest oplagte, er kvæg (f.eks. heckkvæg eller tauruskvæg) og/eller ‘vildheste’ (f.eks.konik-heste eller exmoor-ponyer) umiddelbart oplagte til helårsgræsning (især med dispensation for nogle af de rigide husdyr-regler om tilsyn og øremærkning m.m.).

Vildheste betyder også en overvejelse i forhold til de eksisterende ridevaner med tamheste. Vil en vild hingst sætte efter en ridehest, hvis det er en hoppe? En enkel måde at undgå det på er at reservere et areal til ridning (der også har plads til lokale amagerkaneres hestefolde), og denne del kunne så adskilles fra det øvrige areal af et enkelt el-hegn, hvorved vildheste og tamheste ikke mødes.

Dette areal bør helst ikke overlappe den oprindelige kystlinje, strandengene og holmene, hvis kontinuitet rækker tilbage til tiden før inddæmingen af Vestamager, eftersom det er her vi finder udgangspunktet for de oprindelige botaniske værdier, som fremadrettet skal have gavn af vildgræsningen.

Af de øvrige ‘kandidater’ til vilde planteædere er bl.a. dådyr og rådyr, som i forvejen er i området. Rådyrene befinder sig i Kongelunden, og kun ganske få individer lever på Kalvebod Fælled, hvor man til gengæld kan træffe dådyrene de fleste steder. Naturstyrelsen har dog i 2015 besluttet at nedbringe antallet af dådyr fra 350 til en ‘bæredygtig’ bestand, der stort set ikke længere behøver vinterfodres. 

I alle tilfælde følger med analysen af nuværende og eventuelt kommende planteædere også en nødvendig overvejelser over hegn. 

Hvad skal der til? 3) Færre småhegn, udvidet ydre hegn

Langt de fleste af de eksisterende folde på arealet kunne fjernes, hvorved de mange små hegn heller ikke længere parcellerer det store område (om end der af hensyn til særlig målrettet græsning – eller ophør heraf – måske stadig kunne være brug for enkelte midlertidige småhegn omkring en sjælden plante).

Nedenfor er et forslag til hegnslinjer i en opdeling af Naturnationalpark Amager, der i udgangspunktet fjerner de indre hegn, men dog giver plads til et rideområde (som alle dyr, bortset fra hestene, kan passere ind og ud af), og som også inkluderer den nævnte udvidelse af den ydre hegnslinje til at omfatte Kongelunden og Kofoeds Enge.

Rådyrene, der som nævnt primært findes i Kongelunden i dag, ville således kunne brede sig nordpå, hvis der blev etableret overgang herfra til Kalvebod Fælled (og dermed undgås også de mange trafikdræbte rådyr, som kendes fra nærliggende veje i dag).

Denne hegnskombination, som vi kunne kalde for Model A, giver mulighed for at udsætte en eller flere af følgende arter af større planteædere.

Vildhest (f.eks. exmoor ponyer, som Naturstyrelsen ejer i forvejen på Sydlangeland og Tærø og derfor kan sætte ud uden yderligere opkøb), vildkvæg, rådyr, dådyr og europæisk bison (der formodentlig ville få bedre forhold her end ved Vorup Enge syd for Randers og i Almindingen på Bornholm, hvor to flokke er udsat i dag).

Vildsvin ville kræve et bekosteligt dobbelthegn hele vejen rundt om området, også omkring kystlinjen, fordi man i Danmark er overbekymrede for denne spændende nøgleart, der ellers kunne gøre megen gavn i dansk natur.

Men som det eneste land i Europa er vildsvin fuldstændig bandlyst, og af praktiske hensyn er den også fravalgt her (hvilket ikke betyder, at den ikke er relevant).

Bæver er heller ikke aktuel, eftersom området nok er for lille til mere end højst en enkelt familie. 

Udover bison, dådyr, rådyr, vildhest og kvæg er der dermed krondyr og elg tilbage. Begge arter er imidlertid gode svømmere, hvilket giver ekstra udfordringer – de kunne måske finde på at svømme ud i Køge Bugt og ind i Københavns Havn (eller endnu længere væk, for de kan svømme langt)? 

Eksempelvis har elge forsøgt at svømme fra Sverige til Sjælland ti gange i 1900-tallet, for det meste enkeltvis, men også to eller tre elge i fællesskab. Af de 13 elge, der forsøgte, lykkedes det for de otte at komme i land på Sjælland – men før eller siden er de alle sammen enten blevet påkørt og dræbt, eller også er de blevet indfanget og/eller returneret til Sverige (Sunde & Olesen: 2007). 

Skal det fuldstændig udelukkes, at krondyr og elge svømmer bort, skal kyststrækningen altså hegnes, f.eks. for foden af diget ind mod arealet. Derved forstyrrer det ikke æstetisk, og det hindrer ikke udsynet over området – denne Model B er tilføjet på kortet til højre.

Til gengæld kan alle eller langt de fleste af de mange, mange småhegn, der i dag parcellerer arealet på kryds og tværs, fjernes.

Det korte af det lange er, at både vildheste, (vild)kvæg, rådyr, dådyr, krondyr, elg og bison er potentielle dyr at udsætte i området, om end to af dem kræver et ekstra hegn.

Men selv om denne vifte er en mulighed, er det ikke realistisk at udsætte dem alle, fordi fødegrundlaget skal være stort nok, og bestandende i så fald ville blive meget små for hver enkelt art.

Gør man det op, har elg visse fordele (men kræver altså et kysthegn for foden af diget). F.eks. består halvdelen af dens fødegrundlag af løvtræer, og blandt de foretrukne er birk og pil, der spreder sig på Vestamager, hvorved den effektivt kunne skabe variation i vegetationen og holde birketilvæksten og de spredte pilekrat i skak – og så har den en gavnlig effekt på skovbundsfloraen (Sunde & Olesen 2007). De fleste af de større planteædere har forskellige og overlappende fordele – højlandskvæg æder f.eks. problem-arten bjergrørhvene, mens vildheste kan klare en del af hvert.

Problemet med udsætning af elg er imidlertid områdets størrelse og det begrænsede skovareal. En god elgbestand kræver minimum 20 kvadratkilometer, hvilket det påtænkte areal på Amager formelt kan honorere, men næppe reelt med de store vådområder og søer. Skal en isoleret bestand af elge klare sig uden udveksling af dyr (eller kun med en meget, meget sjælden udveksling), kræver det minimum en bestand på ca. 75 dyr (Sunde & Olesen 2007), hvilket slet ikke er realistisk i dette område.

Men det er ikke nødvendigvis et problem at udveksle individer med års mellemrum, hvis elgens naturgavn vurderes til at være tilstrækkeligt stor, og vilkårene for dens trivsel gunstige. Det korte af det lange er, at de fleste af de potentielt gavnlige planteædere i Danmark kunne sættes ud på Vestamager i forskelligt antal og i forskelligt indbyrdes forhold – men at to af dem kræver et kysthegn.

Det er de overordnede valgmuligheder, og hvis vi vil gavne naturen mest muligt, bør dette puslespil selvfølgelig analyseres af biodiversitetsforskere og andre fageksperter med alle ligningens faktorer, så resultatet bliver det bedst mulige.

Naturnationalpark Amager

Forskellige større planteædere er i alle tilfælde at foretrække året rundt frem for en enkelt art eller to, hvis en mere naturlig dynamik skal tilstræbes af hensyn til natur og biodiversitet. At det også giver mere at kigge på og glæde sig over, er da i den grad værd at tage med!

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt i en opgradering fra Naturpark Amager til Naturnationalpark Amager:

1) Begræns projektområdet til de offentligt ejede arealer og de eventuelle arealer, der binder helheden sammen.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser med helårsgræsning; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør tilføjes den eksisterende hegnslinje, f.eks. Kongelunden som i ovenstående forslag; d) hvordan vandbalancen bedst muligt kan gavne vadefuglene såvel som de mange øvrige arter i området; e) hvorvidt der skal udtyndes i de eksisterende skovarealer, og hvordan der genetableres naturligere skovbryn med glidende overgange til de åbne arealer før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over). 

Hvis man med andre ord tænkte nyt og vi(l)dere end Naturpark Amager som i Naturnationalpark Amager, kunne København få et stort areal med vildere natur, der på én og samme tid kunne gavne naturen og blive et mere spektakulært trækplaster for hovedstaden end en såkaldt naturpark. Man slipper selvfølgelig ikke for etableringsomkostninger, men det skal ses i lyset af de 75 mio. kr., man har anslået for at etablere den mindre natur-ambitiøse naturpark, hvoraf Nordea i 2016 har bevilliget 55 mio. kr

Afslutningsvis er det ligeledes væsentligt at gentage, at en stor del af det fornødne ydre hegn omkring området er der i forvejen, at det eksisterende naturcenter i forvejen rummer alle ønskelige faciliteter i tilknytning til en ambitiøs naturnationalpark.

For en gangs skyld er vi faktisk i forvejen nogle vigtige skridt tættere muligheden for vildere natur på et større område i Danmark. Derfor Naturnationalpark Amager – bedre, vildere og billigere bynær natur. Stor artsrigdom og stor oplevelsesrigdom.

Rune Engelbreth Larsen, oktober 2015
Opdateret: juni 2016, februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> PIXI-version: Naturpark Amager – 2.0. Naturnationalpark Amager (pdf-slides)
> Fotoserie fra Kalvebod Fælled og Pinseskoven
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status
> Bevar hegnet om Fælleden på Amager – for naturens og naturgæsternes skyld