Naturnationalpark Vesterhavet – en opgraderet naturpark med vildere natur

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer. Her følger et forslag til, hvordan Naturpark Vesterhavet opgraderes og bliver til Naturnationalpark Vesterhavet for at gavne biodiversiteten og fremtidssikre naturens unikke rammer i området 
Et lille hjørne af den 915 hektar store Filsø en frostklar morgen, marts (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et lille hjørne af den 915 hektar store Filsø en frostklar morgen, marts (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får intet mindre end 190 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur hele vejen fra Skallingen ved Ho Bugt til kæmpesøen Filsø: Naturnationalpark Vesterhavet …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af en 19.000 hektar stor sammenhængende naturnationalpark hvis potentiale arealmæssigt er blevet endnu større og mere varieret efter genoprettelsen af Filsø (kortet indeholder data fra OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af en 19.000 hektar stor sammenhængende naturnationalpark hvis potentiale arealmæssigt er blevet endnu større og mere varieret efter genoprettelsen af Filsø (kortet indeholder data fra OpenStreetMap)

Fra Skallingen og Langli i syd til Filsø i nord

Et 19.000 hektar stort sammenhængende dansk naturområde. Dobbelt så stort som Amager og mere end tre gange så stort som Fanø. Fra Skalling Ende i syd til Henne Å og Filsø næsten 30 kilometer nordligere i fugleflugtslinje – et område, der sine steder er op til 10 kilometer bredt.

Strandenge, klitter, klitheder, klitsøer, moser, skove og kæmpesøen Filsø kunne alt sammen blive til ét stort naturreservat, hvis man anlagde en helhedstænkning, der sigtede på vildere natur og mere spændende oplevelsesrigdom: Naturnationalpark Vesterhavet.

Områdets betragtelige størrelse muliggør i høj grad større ‘selvforvaltning’, hvor naturens kræfter råder i mere uhindret grad, end vi er vant til. Storme, erosion, midlertidige oversvømmelser og lynnedslags lejlighedsvise ildebrande kan tilvejebringe en tiltrængt og naturlig dynamik, hvor levesteder ud- og afvikler sig kontinuerligt på naturens præmisser. Det er godt for livets mangfoldighed, som er tilpasset en foranderlig natur, snarere end en natur i stilstand.

»Nogle steder er vækstbetingelserne så barske, at vi nu stopper anstrengelserne for at producere tømmer og i stedet glæder os over, hvad naturen byder på,« udtaler skovrider Ulrik Lorenzen, Naturstyrelsen i Blåvandshuk.»Nogle steder er vækstbetingelserne så barske, at vi nu stopper anstrengelserne for at producere tømmer og i stedet glæder os over, hvad naturen byder på,« har Naturstyrelsens regionale skovrider Ulrik Lorenzen meddelt. Dermed er også en vigtig erkendelse og afgørende beslutning allerede truffet for dele af naturen i dette område, der fremover kan udvikle sig mere på naturligere præmisser.

Men før vi vender tilbage til, hvor lidt eller meget skovriderens udmelding betyder konkret – lad os begynde med at foretage en hurtig vandring på kortet for at få et indtryk af dette vældige areal.

Langli er en lille ubeboet ø i Ho Bugt af et par kilometers længde og ca. 500 meters bredde. Øen er hjem for store fuglekolonier, og fra en 14 meter høj klitrække er der god udsigt til Skallingen, der strækker sig ud mod Fanø i den nordligste del af Vadehavet.

Skallingen er en 2.000 hektar stor halvø, der er opstået så sent som i 1634, da en voldsom stormflod hærgede vestkysten. Den kostede ikke alene 8.000-15.000 dødsofre, men ændrede også kystlinjen på dramatisk vis mange steder.

I dag ånder alt dog fred og ro i et landskab, der måske ved første bedrageriske øjekast synes uforanderligt.

Talrige tidevandsrender (loer) slanger sig fra Ho Bugt og ind over de store naturlige strandenge på Skallingens østside, men de er lige så dynamiske og foranderlige som alt andet i naturen – og det er netop en del af skønheden, at de får lov til det.

Den gamle kyststrækning (fra før stormfloden ommøblerede landskabet) finder vi i dag inde på land ved Ho Klitplantage og Boldbjerge, ca. 7 kilometer fra udgangspunktet ved Skalling Ende.

Fortsætter vi øst om Oksby yderligere et par kilometer nordpå, møder vi Oksby Klitplantage og Bordrup Klitplantage, der grænser op til Kallesmærsk Hede mod vest. Sammen med Vejers Klitplantage, Sølager Hede og Børsmose Hede mod nord anvendes store dele af disse områder til militære øvelser og har derfor forskellige steder vekslende offentlig adgang.

Øvelsesområdet inkluderer også Grærup Langsø, hvor der er gode muligheder for at opleve krondyr for en hensynsfuld og stille iagttager – området er nemlig frit for jagt, hvilket lokker hjortene mere frem fra skjulesteder i plantagerne. Mod øst støder vi på Ål og Vrøgum Klitplantager, før vi når den nordligste del af naturnationalparkens foreslåede afgrænsning, der mod vest udgøres af Kærgård Klitplantage og Filsø Hede og mod øst af kæmpesøen Filsø og dens ‘lillesøster’ Fidde Sø.

Alt i alt ethundredoghalvfems kvadratkilometer.

Engang var Filsø Danmarks næststørste sø med en søflade på over 2.000 hektar, men hovedparten blev tørlagt og udlagt til landbrugsjord i midten af 1800-tallet, og i 1941-51 blev næsten hele den øvrige del af søen drænet. Aage V. Jensen Naturfond opkøbte imidlertid store dele af området i 2011 og genskabte søen, der i dag dækker 915 hektar og er omgivet af enge og moser.

Og det nyttede at genvinde den tabte sø, der allerede er beskrevet som hjemsted for »botaniske mirakler« af professor Kaj Sand-Jensen ved Biologisk Institut på Københavns Universitet: »Med 56 arter er Filsø i dag helt i top blandt Danmarks rigeste søplantelokaliteter, og blandt de nyfundne arter er der ekstreme sjældenheder, alle troede udryddede.«

Blandt sensationerne er krybende søpryd, der blev fundet i hele 13 små nye bestande, som på ganske få år er rykket ind i søen, skønt den i generationer var tørlagt agerland: »Man kan sige, at den hele tiden har ligget under hvedemarkerne og ventet på bedre tider. Arten er ikke bare pivsjælden herhjemme. I Tyskland og Sverige er der også ganske få voksesteder.«

Filsøs eksempel inspirerer til at tænke stort og se på områdets sammenhængende naturarealer som en helhed, hvor naturens artsrigdom ikke blot får god plads, men også høj prioritet. 

Løvklitter, Kærgård Klitplantage
Løvklitter ved Kærgård Klitplantage, juli (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Udsigt til Skallingen fra Nyeng ved Ho Bugt (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Udsigt til Skallingen fra Nyeng ved Ho Bugt, juli (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Vidderne findes skam i Danmark, f.eks. de store naturarealer ejet af Miljøministeriet og Forsvarsministeriet fra Skallingen og til Filsø, ejet af Aage V. Jensens Naturfond, hvor der er rigeligt plads til et vildere dyreliv, f.eks. her ved Grærup Langsø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Den nordlige ende af Grærup Langsø set fra klitterne vest for søen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Filsø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et udsnit af Filsø, Danmarks sjettestørste sø efter genetableringen i 2012 og allerede »et botanisk mirakel« (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Militære øvelsesområder midt i et naturreservat?

Ejerforholdene i det foreslåede område viser, at langt størstedelen er statsejet (skraveret), og at den nordligste del, der udgøres af Filsø og Filsø Hede, er ejet af Aage V. Jensen Naturfond (afgrænset med blåt). Der er med andre ord kun meget få øvrige private lodsejere på ca. 6% a arealet, som enten skal købes ud af Den Danske Naturfond eller indgå permanente aftaler til gavn for natur og biodiversitet
Ejerforholdene i det foreslåede område viser, at langt størstedelen er statsejet (markeret med gråt), og at den nordligste del, der udgøres af Filsø og Filsø Hede, er ejet af Aage V. Jensen Naturfond (afgrænset med blåt). Der er med andre ord kun meget få øvrige private lodsejere på ca. 6% a arealet, som enten skal købes ud af Den Danske Naturfond eller indgå permanente aftaler til gavn for natur og biodiversitet

Forslaget til den 190 kvadratkilometer store afgrænsning rummer kun få arealer, der er ejet af private lodsejere uden høj prioritet af naturværdierne, og som derfor enten bør opkøbes af Den Danske Naturfond eller på anden vis indgå i ikke-tidsbegrænsede naturforpligtende aftaler af hensyn til en samlet helhedstænkning.

Blandt de private lodsejere er Danmarks Naturfond (ikke at forveksle med Den Danske Naturfond), der er oprettet af Danmarks Naturfredningsforening i 1967, og som et lille, men meget spændende og artsrigt hjørne syd for Filsø: Vrøgum Kær.

Naturfond, altså to statslige myndigheder og en meget naturvenlig privat fond, hvilket ikke er nogen dårlig kombination for at tænke i større sammenhænge på tværs af ejerforhold.

Som følge af militærets brug har Forsvarsministeriets områder f.eks. været sikret mod sommerhusbebyggelse og industriel udnyttelse, og de tunge militærkøretøjer og hyppige skydninger har faktisk været til naturens gunst.

Hvorfor? Her skal man tænke på, at også Nordeuropa har været hjem for de helt store vilde planteædere i titusindvis af år, der har trampet voldsomt rundt i naturen. Alene inden for de seneste 15.000 år har man udover krondyr, dådyr og rådyr kunnet møde kæmpehjort, elg, vildsvin, rensdyr, bison, sagiaantilope, moskusokse, urokse og vildhest på vore breddegrader, og under sidste istid tilmed uldhåret næsehorn og uldhåret mammut. Går vi endnu længere tilbage til sidste mellemistid trivedes såmænd også skovnæsehorn og skovelefant i denne del af verden.

Kort over militærområder fra Kallesmærsk Hede og Bordrup Plantage i syd til Børsmose Hede i nord
Militærområder fra Kallesmærsk Hede og Bordrup Plantage i syd til Børsmose Hede i nord. Klik på kortet for at se det i større format (kilde: Hæren Oksbøllejren)

Dele af naturen er derfor tilpasset langt mere voldsomme påvirkninger fra store planteædere end dem, vi kender fra vore dages hjortevildt, fordi fortidens kæmper var en del af baggrunden for landskabets store åbne vidder og skovlysninger ved at æde sig gennem oceaner af vegetation, men også ved at molestere omgivelserne, vælte træer og trampe jorden op, hvor nyt liv kunne fremspire. Og som punktum for deres individuelle livsforløb overlod de naturligvis deres egne kolossale ådsler som bolig eller buffet til talrige andre arter.

Kort sagt skabte de rum og dynamik, som er en mangel i vor tidsalder med stærkt decimeret megafauna.

En del af kæmpernes indvirkning på vegetationen ‘kopieres’ imidlertid (utilsigtet), når tungt artilleri drøner rundt i landskabet. Hvad end man måtte mene om krudt og kugler i andre sammenhænge, var det derfor ingenlunde forkert, da Forsvarsministeriet påpegede følgende på deres hjemmeside: »Skydevåben, bæltekøretøjer og natur passer godt sammen. Dyr og planter trives nemlig rigtigt fint på de øvelsesområder, hvor soldater buldrer frem i store maskiner.«

Forsvarsministeriet er i øvrigt generelt (og denne gang tilsigtet) meget ambitiøse i forhold til at opretholde og beskytte en god og artsrig natur, og der er derfor intet til hinder for fortsat øvelsesbrug i et mere ambitiøst naturreservat, selv om det skulle omfatte flere vilde planteædere end de mange hjorte, der i forvejen er i området.

Det korte af det lange er, at det ikke er nogen ulempe, at store arealer i forslaget til naturnationalparken bruges af Forsvarsministeriet – om end det indvirker på adgangsforholdene de pågældende steder.

Den store private jordejer i området er Aage V. Jensen Naturfond, der har opkøbt hele den nordligste del af den foreslåede afgrænsning, og som tidligere nævnt har genetableret Filsø. Med Forsvarsministeriet og Aage V. Jensen Naturfond som to ambitiøse naturforvaltere (og med Naturstyrelsens arealer Skallingen og Langli, som i forvejen er helt ubeboede og i vidt omfang underlagt naturlige processer) er der allerede et stort og fornuftigt udgangspunkt for en yderligere indsats i retning af vildere natur på tværs af de mange delområder mellem Skallingen og Filsø.

Tætblomstret hindebæger
Tætblomstret hindebæger, juli (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Mosetroldurt (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Mosetroldurt, maj. En af de skønne små blomster, der bl.a. vokser i Vrøgum Kær og enkelte andre steder i en mulig Naturnationalpark Vesterhavet (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Opgradér Naturpark til Naturnationalpark

Nationalpark Vadehavet (grønt skraveret) overlapper den foreslåede afgrænsning af en naturnationalpark på Skallingen – men det gør jo ikke noget, at dele af den nuværende nationalpark også indgår i en helhedstækning, hvor naturen er højere prioriteret end i dag på Skallingen (fra Friluftsrådet). I modsætning til forslaget om en naturnationalpark indebærer udnævnelsen til 'naturpark' ingen forpligtelser til at fremtidssikre natur og biodiversitet. Derfor er en opgradering af naturparken til en naturnationalpark et bud på næste fase i områdets naturbeskyttelse.
Nationalpark Vadehavet (grønt skraveret) overlapper den foreslåede afgrænsning af en NATURnationalpark på Skallingen – men det gør jo ikke noget, at dele af den nuværende nationalpark også indgår i en helhedstækning, hvor naturen er højere prioriteret.

I dag er der både etableret Nationalpark Vadehavet (der overlapper nærværende forslag i syd) og Naturpark Vesterhavet (der ikke alene overlapper, men også strækker sig ud over den øvrige afgrænsning, som her foreslås). Men betyder det særskilte krav og forpligtelser til at højne naturtilstanden? Nej.

Nationalpark-konceptet i Danmark svarer desværre ikke til de internationale nationalpark-kriterier, der er vedtaget af den globale paraplyorganisation International Union for Conservation of Nature (IUCN), og naturen sikres ikke tilstrækkelig beskyttelse i de danske nationalparker.

Ved siden af nationalparkerne har vi Friluftsrådets naturparker, der imidlertid heller ikke forudsætter særskilte mål for en ambitiøs indsats i forhold til natur og biodiversitet. Vi har altså to natur-koncepter, der udpeger og navngiver større arealer, som bl.a. rummer natur, men ikke opstiller krav eller tilvejebringer midler til at løfte naturtilstanden.

Derfor anvendes her en anden betegnelse for det naturreservat, som er på tale: Naturnationalpark (der altså i dette tilfælde geografisk overlapper en eksisterende naturpark og nationalpark). Naturnationalpark Vesterhavet kan ses som et forslag til en opkvalificering af de overlappende dele af den eksisterende Naturpark Vesterhavet og Nationalpark Vadehavet.

Naturpark Vesterhavet (kortudsnit fra Friluftsrådet). I modsætning til forslaget om en naturnationalpark indebærer udnævnelsen til 'naturpark' ingen forpligtelser til at fremtidssikre natur og biodiversitet. Derfor er en opgradering af naturparken til en naturnationalpark et bud på næste fase i områdets naturbeskyttelse.
Naturpark Vesterhavet (kortudsnit fra Friluftsrådet). I modsætning til forslaget om en naturnationalpark indebærer udnævnelsen til ‘naturpark’ ingen forpligtelser til at fremtidssikre natur og biodiversitet. Derfor er en opgradering af naturparken til en naturnationalpark et bud på næste fase i områdets naturbeskyttelse.

Det er ikke første gang, at netop disse områder har været i søgelyset med henblik på at skabe storslåede rammer for et mere vildt og artsrigt naturreservat i Danmark. Natur- og miljøforeningen Verdens Skove fremlagde i 2011 en ambitiøs idé til et naturreservat, der er endnu større end nærværende forslag: Visioner og virkemidler for vild natur i Oksbøl Krondyrreservat

Udspillet fra Verdens Skove er egentlig et omfattende høringssvar i forbindelse med udarbejdelsen af en forvaltningsplan for Forsvarets arealer ved Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn. Foreningen tager afsæt i Oksbøl Krondyrreservat (et fællesnavn for store dele af Forsvarets og Naturstyrelsens arealer, som blev etableret i 1940’erne med henblik på krondyrjagt).

Foreningen foreslår, at »vild, selvregulerende natur med naturlig dynamik reetableres for at maksimere biodiversiteten og minimere behov for menneskelige plejeindgreb (…) ved at opgradere Oksbøl Krondyrreservat til et egentligt reservat for vild natur fra Skallingens sydspids til Tippernes nordspids og evt. større udbredelse (Varde Å og Skjern Å).« (Buk m.fl. 2011).

Verdens Skove fremlagde i 2011 dette forslag til et ambitiøst vestjysk naturreservat fra Skalingen til Tipperne
Verdens Skove fremlagde i 2011 et forslag til et ambitiøst vestjysk naturreservat fra Skalingen til Tipperne

Udspillet dækker et areal, der rækker omtrent 20 kilometer længere mod nord end nærværende forslag, og som derved ville inkludere endnu flere naturområder (Lyngbos Hede, Blåbjerg Klitplantage, Nyminde Plantage, Værneengene og Tipperne). 

I dag vanskeliggøres et sammenhængende vestjysk naturforløb fra Skallingen dog, hvis det skal føres nordligere end Henne Å, fordi naturarealerne nord og syd for Henne og Henne Strand ikke blot skæres over af en stærkt befærdet hovedvej, men især fordi de adskilles af en campingplads og en golfbane. Derfor er områderne nord for Henne Å ikke medtænkt i dette forslag til en afgrænsning af Naturnationalpark Vesterhavet, men beskerevet i et selvstændigt forslag til Naturnationalpark Blåbjerg – hvilket ikke betyder, at en sammenknytning ikke ville være ønskværdig på længere sigt.

Tillader vi os at håbe på en gunstigere naturpolitisk udvikling, kunne den eksisterende Naturpark Vesterhavet f.eks. betragtes som første etape (den eksisterende naturpark), nærværende forslag til Naturnationalpark Vesterhavet fra Skallingen til Filsø som anden etape og Verdens Skoves forslag om et vildtreservat fra sydspidsen af Skallingen til Tipperne i nord som tredje etape.

Sangsvaner på vej ud mod Filsø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Sangsvaner på vej ud over Filsø, marts (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor vildere natur dér?

To Natura 2000-områder overlapper forslaget til en afgrænsning af Naturnationalpark Vesterhavet (nr. 84 i den nordlige del og nr. 89 i den sydlige)
To Natura 2000-områder overlapper forslaget til en afgrænsning af Naturnationalpark Vesterhavet (nr. 84 i den nordlige del og nr. 89 i den sydlige)

Som nævnt indledningsvis er ideen om naturnationalparker bl.a. karakteriseret ved behovet for god plads til naturlig dynamik, mulighed for udsættelse af større fritgående planteædere på arealer med altovervejende offentligt ejerskab for at undgå interessemodsætninger med private lodsejere. Disse forudsætninger tilgodeses i vid udstrækning i den valgte afgrænsning.

Ejerforholdene, der primært er statslige, har vi allerede været inde på, så lad os se på tre øvrige centrale kort, der uddyber hvorfor disse 190 kvadratkilometer er velvalgte i forhold til en ekstraordinær naturindsats.

Afgrænsningen overlapper dele af to Natura 2000-arealer, henholdsvis nr. 84 (Kallesmærsk Hede, Grærup Langsø, Filsø og Kærgård Plantage) og nr. 89, der omfatter Vadehavet, herunder Fuglebeskyttelsesområde F55 (Skallingen og Langli).

Natura 2000 betegner et netværk af internationale fuglebeskyttelses- og såkaldte habitatbeskyttelsesområder inden for EU, hvor vi i forvejen er forpligtet til at bevare og beskytte sjældne, truede eller karakteristiske naturtyper og arter, der er fremhævet på særlige direktiver.

I en række tilfælde er der imidlertid tale om områder, hvor den nuværende naturindsats er utilstrækkelig, og hvor der f.eks. stadig drives skovbrug, hvilket i sig selv medfører en ubestridelig naturforarmelse. Endvidere er flere af de arter, der er udpeget m.h.p. beskyttelse og forbedret bevaringsstatus, desværre allerede forsvundet.

Men som det fremgår af nedenstående kort, inkluderer afgrænsningen flere områder med høj artsrigdom, hvis fremtidssikring kan profitere af en langsigtet helhedstænkning.

Afgrænsningen af Naturnationalpark Vesterhavet rummer i forvejen en høj bioscore, hvorfor det er afgørende at fremtidssikre områdernes naturværdier
Afgrænsningen af Naturnationalpark Vesterhavet rummer i forvejen en høj bioscore, hvorfor det er afgørende at fremtidssikre områdernes naturværdier

Genetableringen af Filsø har allerede forøget naturværdien i den nordligste del af den foreslåede afgrænsning, ikke blot fordi en stor sø med stigende artsrigdom generelt tilføjer naturens variation en hel del, men også fordi den har betydet nedlæggelsen af et kæmpestort intensivt landbrug og deraffølgende næringsstofbelastning.

Men flere faktorer truer fortsat natur og biodiversitet i de områder, der kunne udgøre Naturnationalpark Vesterhavet. På Langli og Skallingen breder invasive arter som rynket rose sig, og luftbåren næringsstofbelastning medfører stadig tilgroning med høje urter, der forringer levestederne for ynglende og rastende kystfugle.

De fuglearter, der er på udpegningsgrundlaget for Fuglebeskyttelsesområdet Skallingen og Langli (i Natura 2000-område nr. 89), er sandterne, fjordterne, havterne, dværgterne, splitterne, mørkbuget knortegås, sketstork, mosehornugle, sorthovedet måge og pibeand. 

Men sandterne og fjordterne er f.eks. slet ikke observeret i området i over ti år og mosehornugle kun yderst sjældent ifølge Naturstyrelsens basisanalyse for perioden 2016-21.

Et stort jagttryk fra rovdyr som mårhund, mink og ræv truer områdernes fugleliv yderligere, og Naturstyrelsen arbejder på at regulere rovdyrene i nærheden af redesteder, mens man samtidig sørger for sommergræsning af får og kreaturer på størstedelen af Skallingen, ikke mindst af hensyn til jordrugende fugle.

I det andet Natura 2000-område (nr. 84), der omfatter Kallesmærsk Hede, Grærup Langsø, Filsø og Kærgård Plantage, er følgende arter på udpegningsgrundlaget: odder, hedehøg, hedelærke, tinksmed, natravn, plettet rørvagtel, mosehornugle, rødrygget tornskade, kortnæbbet gås, rørdrum, trane og pomeransfugl.

Heraf er stort set ingen af fuglearterne observeret i de seneste år ifølge Naturstyrelsens egen basisanalyse for 2016-21 (om end de offentliggjorte tal for observationer kun går frem til 2011). Med undtagelse af tinksmed og trane har flere af arterne formodentlig været helt væk fra området i årevis – og tinksmed er muligvis også ved at forsvinde.

De politisk-økonomiske rammer for naturindsatsen har imidlertid været for fedtede på trods af de internationale forpligtelser, og Naturstyrelsens muskler er derfor stærkt underprioriterede. Der er med andre ord stadig meget at gøre for at sikre naturværdierne, hvorfor det vel er værd at overveje et stort og sammenhængende naturareal, hvor vi også gør en særlig indsats for at få en af de helt store manglende faktorer tilbage i naturligningen: de store planteædere.

Europæisk bison (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Europæisk bison – en godmodig kæmpe, der kunne være på vej ud over de vestjyske stepper …? Denne her er fotograferet ved Bialowieza i Polen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad bliver gjort, og hvad skal der til?

Hensigten er i videst mulig udstrækning at genetablere udgangsbetingelser, der optimerer naturens egne muligheder for at modstå truslerne mod biodiversiteten. Kort: Vildere og mere selvforvaltende natur.

Dette indebærer også en afskaffelse af de såkaldte vildtagre, hvor der dyrkes afgrøder til krondyrene. Vilde dyr skal ikke fodres, for derved tilfører vi ikke alene unødvendige næringsstoffer, men ændrer også dyrenes adfærd til ugunst for flere af naturens øvrige arter, der også er afhængige af de større planteæderes ‘vildskab’.

Flere fritgående planteædere, der færdes hele året i naturen, tygger sig gennem vegetation og holder tilgroningens monotoni i skak, skider bjerge af ekskrementer til gødningsbiller, laver ravage blandt træerne og roder rundt i jordbunden, så nyt liv får plads til at titte frem under solen.

Den eksisterende bestand af krondyr er i sig selv vigtig, men en bredere vifte af større planteædere betyder et mere varieret fødevalg og medfører derfor en varierende påvirkning af vegetationen, hvorfor en vildere natur netop gerne skal baseres på flere forskellige planteædere. Den nuværende praksis, hvor Naturstyrelsen ofte ‘lejer’ landmænds kreaturer som sommerens ‘græsslåmaskiner’ i naturplejens tjeneste, kan være at foretrække frem for ingenting, men stadig kun i bedste fald en halv løsning og fører ikke sjældent til overgræsning.

Hvorfor ikke forsøge at overlade græsningen til dyr, der bliver en del af den vilde natur året rundt på naturens vilkår?

Området er stort og varieret, og der er næppe den hjemmehørende planteæder, som ikke ville egne sig et eller flere steder, f.eks. vildheste, vildsvin, bisoner og elge. I hvilket antal og hvilken kombination må det selvfølgelig være op til fageksperter at tage stilling til, hvis det skulle komme dertil, men et område af denne størrelse kan i alle tilfælde være fødegrundlag for tusinder af større dyr.

I det tidligere nævnte høringssvar fra foreningen Verdens Skove foreslås derfor et bredt udvalg af planteædere bag hegn:

De relevante arter er dådyr (supplering af eksisterende bestand), elg, europæisk bison, vildkvæg (Taurus-kvæg), vildhest (konik-hest) og vildsvin. Bæver kunne udsættes, men dette undlades, da arten forventes at indfinde sig fra eksisterende bestande i Vestjylland. Oksbøl Krondyrreservat indhegnes, dels for at undgå at planteæderne forlader reservatet og derved reducerer græsningstrykket og dels for at undgå konflikter med lodsejere og trafik.

Hegnet kan designes således, at de fleste dyr kan passere ind og ud af området gennem særlige faunapassager (der f.eks. lader rådyr, grævling, odder, bæver, ræv og ulv passere), hvorimod krondyr og andre større græssere ikke kan forlade området (det er denne løsning, man har gjort brug af i Mellemområdet i Lille Vildmose, hvor krondyr og elge er indhegnet). Det udelukker ganske vist, at der udsættes vildsvin, der ifølge dansk lovgivning fortsat skal være fuldstændig afskåret fra omgivelserne bag hegn.

Indtil loven (forhåbentlig) ændres, må man altså i givet fald vælge mellem et hegn, der kan passeres af alle dyr mindre end krondyr, og derved undlade at udsætte vildsvin, eller et hegn, der ikke kan passeres af andre end de mennesker, der selvfølgelig kan komme ind og ud gennem diverse indgangsportaler og låger – i hvilket tilfælde vildsvin kunne være blandt de oplagte muligheder.

Men hov, når vi selv sætter mange af dyrene ud bag hegn i et eller andet større omfang, bliver det vel ikke naturligere?

Jo. 

Arternes samspil ville i så stort et område få et mere naturligt udgangspunkt end i dag, hvor man sagtens kan karakterisere manglen på mange forskellige større planteædere for unaturlig. I dag ‘plejer’ vi pletvist naturen – hvis den er heldig (og hvis den ikke ligefrem over-plejes), men i langt de fleste tilfælde lader vi naturen til at gro til, fragmenterer og forarmer den med uddøen af flere og flere arter til følge.

Derfor er det på tide, at vi forsøger os med at slippe naturen lidt mere fri. 

Vi kan ikke bare give los fra dag ét, eftersom naturen efterhånden er blevet udsat for så mange ‘kunstige’ overgreb, at den også indledningsvis skal have kunstigt åndedræt i form af genetablerede vildere og mere naturlige udgangsbetingelser, før den i videre udstrækning atter kan trække vejret friere, vildere og bedre. Af sig selv.

Derfor skal vi aktivt sørge for at få en række af de manglende x’er i naturens store ligning tilbage – herunder en naturligere vandbalance og et ophør af skovdrift, der også indebærer en udtynding af ikke-hjemmehørende træarter. Og ikke mindst: mange flere forskellige planteædere på vildere præmisser, hvilket simpelthen indebærer vildthegn. Ellers forsvinder de ud af områderne, ind på landmandens marker og bliver i øvrigt i vidt omfang kørt ned på trafikerede veje – og det gavner slet ingen natur.

En længere vildthegn betyder til gengæld også, at vi bliver fri for de mange, mange småhegn, der i dag fragmenterer naturområderne, bl.a. af hensyn til naturpleje – de ville kunne fjernes, når ét ydre hegn var på plads.

Den foreslåede hegnslinje på nedenstående kort er kun ca. 33 kilometer lang, hvilket er meget lidt for så stort et naturområde på ca. 19.000 hektar (til sammenligning er hegnslinjen omkring Mellemområdets 2.100 hektar i Lille Vildmose ca. 30 kilometer). Kystlinjen ‘forærer’ os med andre ord en stor del af afgrænsningen af sig selv – og der er ingen grund til at hegne omkring Oksby eller sommerhusområderne, for de større planteædere er ufarlige og vil i øvrigt naturligt søge derud, hvor der er færrest mennesker.

Forslag til hegnslinje (sort) på ca. 33 kilometer, der kun krydser veje få steder, men indrammer den ydre landafgrænsning
Forslag til hegnslinje (sort) på ca. 33 kilometer, der kun krydser veje få steder, men indrammer den ydre landafgrænsning

Er der tale om et semipermeabelt hegn kan forskellige arter til gengæld også komme af sig selv, f.eks. bæveren, der i de senere år har bredt sig fra Klosterheden i Nordjylland og allerede er set så langt sydpå som ved Gammel Hviding Engsø og i Holme Å-systemet.

Odder er allerede talstærkt tilstede ifølge Forsvarets driftsplan for 2016-2026: »Basisanalysen angiver udbredelse ved Grærup Langsø. Ligeledes er der observationer i vådområderne på Kallesmærsk Hede, mens Ho Bugt-engene formentlig er det sted, hvor odder er mest talrigt forekommende. Odder er i generel fremgang i området, og dens bevaringsprognose er gunstig eller vurderet gunstig.«

Desuden er vores historiske toprovdyr ulven vendt tilbage og vil kunne indtage en naturlig funktion i et stort reservat med rigeligt fødegrundlag, hvilket bidrager til et vildere og naturligere naturområde.

I givet fald kunne den i øvrigt holde antallet af ræve nede visse steder, hvilket ville være til fordel for de jordrugende fugle, hvis reder ellers er et overdådigt ta’-selv-bord, så længe der netop ikke er større rovdyr til at begrænse rævens jagttryk – om end det trods alt nok varer en del år, før ulven kan spille en væsentlig rolle.

Ulve (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Endnu har ulven for lille udbredelse og alt for tynd bestandtæthed i Jylland til f.eks. at kunne udfylde den vigtige rolle som topprædator i Oksbøl Krondyrreservat og en eventuelt kommende naturnationalpark i området. Men skulle her ad åre forekomme en eller måske to ulvekobler – fødegrundlaget er til stede – vil de indtræde som en naturlig faktor i kredsløbet, der efterlader ådsler og ændrer adfærden blandt byttedyr som f.eks. krondyr (alt sammen til gavn for både vegetation og insekter). De vil også presse det unaturlige jagttryk fra mindre rovdyr som ræven, der i dag truer jordrugende fugle i ekstraordinær grad (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Odder (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Odderen er i fremgang i Jylland og kan bl.a. bidrage til at holde mink i skak (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Bæver (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bæveren skaber ravage i skoven med sine dæmninger og vådområder, hvilket giver god variation og dynamik. En nøgleart, der også ville gøre stor gavn i Vestjylland, og som siden 1999 har bredt sig både sydpå og nordover fra Klosterheden i Nordjylland (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Også plantagerne trænger imidlertid til en aktiv hjælpende hånd for at genetablere udgangsbetingelser for naturligere og mere selvforvaltende natur.

Ikke-hjemmehørende træer bør i vidt omfang afvikles til fordel for dansk vildskov uden tømmerhugst (såkaldt urørt skov). Som nævnt indledningsvis har Naturstyrelsens skovrider i Blåvandshuk allerede bebudet, at det i flere tilfælde er meningsløst med tømmerproduktion, fordi vækstbetingelserne simpelthen kan være for barske i Vestjylland, hvorfor man i højere grad vil overlade visse skovområder til en udvikling på naturens egne præmisser.

Ifølge driftsplanerne tynder man ud i nåletræsbevoksningerne forskellige steder i plantagerne for at skabe flere lysninger, indfører lidt skovgræsning og genopretter hedearealer. I et hjørne af Ho Plantage erstattes contortafyr f.eks. af egetræer, og i Ål Plantage genetableres naturlig vandstand i større områder. En stor parabelklitformation i Bordrup-Oksby-Plantage er kronet af bjergfyr, der bevares, men fremover slipper for skovdrift.

Vrøgum Plantage er et af de få områder med forholdsvis gode forhold for tømmerproduktion, og her er tilsyneladende ikke lagt op til urørt skov et eneste sted, men der ryddes et areal for at skabe en større lysning. I den østlige del af plantagen skal andelen af løvtræer øges over tid på bekostning af nåletræernes monotone dominans.

Nationalpark Vadehavet, logo, skiltMen selv om skovrideren glæder sig over, »hvad naturen byder på« dér, hvor tømmerproduktionen ophører, sker dette trods alt fortsat i yderst begrænset omfang. Udover et større areal, der er udlagt til urørt skov (primært nåleskov) i den nordlige del af Kærgård Plantage, er der generelt forsvindende lidt urørt skov i de vestjyske statsplantager.

Skal skovnaturen virkelig have et løft, bør alle skovområderne indgå på naturligere præmisser, og al tømmerproduktion derfor indstilles. Eksempelvis er der ifølge driftsplanen ikke længere »større produktionsinteresser« forbundet med skovdriften i Bordrup-Oksby Plantage, men alligevel lader man den ikke-hjemmehørende sitkagran indgå som del af de fremtidige skovtyper frem for at fjerne den og enten skabe lysåben natur eller lade de løvskovsdominerede arealer brede sig som vildskov. 

Naturnationalpark Vesterhavet, logo, skiltHvis man overlod plantagerne til vildskov (efter en indledende udtynding og rydning af ikke-hjemmehørende nåletræer), ville vi få mere naturlig skov med flere arter, og Naturstyrelsen ville blive fri for nogle af ’skovudviklingens’ bureaukratiske og tidskrævende datailplaner fra hektar til hektar.

Og turde vi i højere grad lade naturen være sin egen udvikler og planlægger, kunne vi også fjerne de småhegn, der sine steder skal beskytte løvtræerne mod bidskader fra krondyrene – bidskader er nemlig kun et problem for skovdriften, fordi tømmerets salgsværdi forringes, hvorimod de er en naturlig del af skovlivet.

Hvad ville det hele koste at etablere Naturnationalpark Vesterhavet?

Et 33 kilometer langt hegn, der er robust nok til at holde f.eks. elg og bison inde, hvis det skulle være påkrævet, koster 250-300 kr. pr. meter inklusiv låger osv., hvilket betyder, at denne hegnslinje vil beløbe sig til en pris af ca. 10 mio. kr.. Dertil kommer ca. 10 færiste à ca. 250.000 kr. plus en række indgangsporte m.v., konsulentarbejde af biodiversitetsforskere og indkøb af dyr, hvorved denne del af etableringsomkostningerne måske beløber sig til ca. 25 mio. kr. Og hvis de privatejede arealer, som ikke ejes af Aage V. Jensen Naturfond, skal opkøbes, kan man til gengæld regne med ca. 110-160 mio. kr. ekstra (men man kan selvfølgelig overveje helt at udelade de områder, der i dag er privatejede).

Det er under halvdelen af det beløb, som det kostede at købe og genetablere Filsø, men rækker altså til etableringen af et 19.000 hektar stort naturreservat – blot for at sætte det i perspektiv.

En satsning på naturværdier i et ambitiøst naturreservat er naturligvis ikke gratis, men det betyder ikke, at der kun er udgifter og ingen indtægter. Der er nemlig gode muligheder for, at Naturnationalpark Vesterhavet i givet fald ville blive et turisttrækplaster af den anden verden. Visionære tiltag i retning af storstilede naturoplevelser har f.eks. allerede i Filsøs tilfælde vist sig at være en kæmpesucces.

Ordsky, der viser populariteten af turistattraktationer ved Henne Strand og Blåvand - natur står i høj kurs, ikke mindst Filsø
Ordskyer, der viser populariteten af forskellige turistattraktationer ved Henne Strand og Blåvand – natur står i meget høj kurs, ikke mindst Filsø

Store naturgenopretningsprojekter er ofte trækplastre, f.eks. er Filsø blot få år efter genetableringen i 2012 allerede en af de absolutte topattraktationer ved Henne Strand. Ifølge en gæsteundersøgelse udført af SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd pegede flest gæster på Filsø som den vigtigste oplevelse i området i 2014. (Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur)

Det er bare om at komme i gang, for dansk natur er trængt. Faktisk mere trængt end nogen sinde.

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og Aage V. Jensen Naturfonds områder; undersøg dernæst mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de få privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Bæver, odder, grævling, ræv og ulv er bare en del af viften, som kunne leve og trives endnu bedre her blandt flokkevis af vildheste, bisoner og elge blandt tusindvis af rådyr, dådyr og kronhjorte i et kæmpe naturreservat fra sydspidsen af Skallingen til den nordligste ende af Filsø.

Ikke fordi det skal være ‘eksotisk’; skønt det nok måtte tage sig sådan ud, for vi har vænnet os til landskaber med stærkt begrænsede muligheder for at se større vilde planteædere. Men først og fremmest fordi det ville være vildere og naturligere.

190 kvadratkilometer uden om byer og sommerhusområder ville gøre en forskel – og være et uforglemmeligt skue.

Rune Engelbreth Larsen, januar 2016
Senest opdateret: marts 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS SAMME OMRÅDE

> Fotoserie: Filsø – en vestjysk kæmpesø genopstår
> Fotoserie: Grærup Langsø – krondyrland ved Vesterhavet
> Fotoserie: Vrøgum Kær ved Filsø
> Verdens Skove: Visioner og Virkemidler for vild natur i Oksbøl Krondyrreservat
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur