Af Rune Engelbreth Larsen
[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vildere, mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.
Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.
I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.
Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 33 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur i hjertet af Bornholm: Naturnationalpark Almindingen …
Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur
Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.
Bornholms skovhjerte kan blive vildere
En femtedel af Bornholm er skovklædt, hvilket er noget mere end gennemsnittet og ikke alene kommer til udtryk i utallige småskove, men først og fremmest i øens store skovhjerte, Almindingen. Frem til slutningen af 1700-tallet var det et sparsomt bevokset højlyngsområde, der fungerede som øens fælles græsningsareal (deraf navnet Almindingen, der betyder allemandseje), men manglende tømmer blev udslagsgivende for områdets fremtidige anvendelse.
I begyndelsen af 1800-tallet begyndte skovrejsningen, og de første 800 hektar med nyplantet skov blev beskyttet mod husdyrgræsning af et 10 kilometer langt stendige. I 1850’erne fulgte yderligere 21 kilometer stendige, og skoven bredte sig snart ud over 2.400 hektar, men vokseværket fortsatte langt op i 1900-tallet. Almindingen er således hurtigt blevet en af Danmarks største skove – hvor stor afhænger af, hvad man regner med. Mange refererer løst til Almindingen som hele øens sammenhængende skovareal inklusiv Paradisbakkerne, hvilket bringer udbredelsen op på 6.000-7.000 hektar, når enge, moser, heder og søer medregnes, mens andre begrænser Almindingen til de statsejede skovarealer i den vestlige del, hvor vi taler om knap 2.500 hektar.
I alle tilfælde et meget stort skovkompleks efter danske forhold.
Ingen anden dansk skovoplevelse kan rigtig sammenlignes med en tur i Almindingen, der ligger mere end 140 meter over havet og flere steder er stærkt præget af rå klippepartier. Store og sammenhængende arealer ejes tilmed af stat og kommune, hvilket giver et godt udgangspunkt for at tænke naturvisioner, der er fri for interessekonflikter med private lodsejere.
I et 200 hektar stort hjørne af statsskoven udsatte Naturstyrelsen i 2012 syv europæiske bisoner, og siden har tilløbsstykket være kendt som Bisonskoven. De første tre år er flokken blevet mere end fordoblet og har måske bidraget til at vænne de mange besøgende til et vildere naturindtryk, om end kulisserne mestendels er en ensformig nåleskovsplantage – indtil videre.
Af større umiddelbar naturmæssig interesse er det 114 hektar store vildtreservat Ølene (»kilderne«), der består af artsrige eng- og mosearealer med høj kalkholdighed, hvilket giver særegne betingelser for floraen. Flere bestræbelser på at grave tørv eller opdyrke området er gennem tiden blevet forhindret, og naturen har i generationer været højeste prioritet i denne unikke naturperle.
Blandt de andre spændende lokaliteter under Almindingens paraply er også Bastemose og Orkanskoven. Bastemose var indtil 1970’erne truet af gentagne tilplantninger af rødgran og stærkt drænende grøfter, hvilket gik hårdt ud over floraen, men i 1980’erne blev en del rødgran ryddet, og området er siden blevet græsset for at holde tilgroningen nede. I dag er Bastemose en af Bornholms mest bemærkelsesværdige botaniske perler.
Orkanskoven er et lille område på beskedne 3-4 hektar, hvor skoven har været overladt til skovnaturens egne præmisser i et halvt århundrede, hvilket hører til sjældenhederne i Danmark. Navnet har den fået, efter at orkanen hærgede Bornholm i oktober 1967, og man besluttede at lade dette skovfrimærke forblive, som stormen havde efterladt det. Den dag i dag møder man det gamle skilt »Videnskabeligt iagttagelsesområde«, når man påbegynder turen ind i vildnissets virvar af væltede stammer og dødt ved.
Berømtest blandt Almindingens naturattraktioner er vel sprækkedalen Ekkodalen. Langs klippevæggen (Styrtebakkerne) finder vi Danmarks største areal med vinter-eg (60 hektar ud af landets samlede 100 hektar med denne bevoksning). Også her får klenodierne lov til at være er fritaget for skovdrift.
Dalen kunne blive et vartegn for hele områdets status som natur på naturens præmisser, hvis de spredte eksempler på vildere naturindslag fik lov til at blive toneangivende og inspirere rammerne for hele området. Klipper er nu engang lidt vanskelige at kultivere og sammen med vinter-egens gryende vildskov giver de et forhåndsindtryk af naturligere natur, som burde og kunne kendetegne meget større dele af øens skovhjerte: Naturnationalpark Almindingen.
Hvorfor lige dér?
Hvis træerne voksede ind i den naturpolitiske himmel, ville det være naturligt at lade et naturreservat på naturens præmisser strække sig ud over hele Bornholms centrale skovområde og dermed også inkludere Paradisbakkerne, men her er afsættet at indkredse naturarealer, der ikke alene er store og sammenhængende, men også i altovervejende grad er ejet af det offentlige. Pointen er som tidligere nævnt at undgå interessekonflikter med private lodsejere, men også at undgå dyre opkøb af store arealer, idet der højst inkluderes få og små privatejede områder af hensyn til de særlig betydningsfulde og sammenhængende naturværdier.
Derfor er nærværende forslag baseret på naturområder, der næsten udelukkende er ejet af staten eller Bornholms regionskommune, hvilket er muligt på de foreslåede 33 kvadratkilometer – men som antydet udelukker dette naturligvis ikke udvidelser til et endnu større område, skulle naturambitionerne og de økonomiske muligheder være til stede.
I modsætning til eksisterende nationalparker rummer det foreliggende forslag til en naturnationalpark hverken landbrug, byer eller industriproduktion. Der er enkelte småbebyggelser, og naturen her kan nok også udmærket leve med den eksisterende placering af Bornholms Brand Park (verdens mindste travbane) midt i Almindingen, for potentialet for natur og kun natur forbliver fortsat anseeligt.
Som det fremgår af kortet, er de øvrige privatejede arealer af så beskedne størrelser, at opkøb eller aftaler om vildere natur ville være meget overskuelige at indgå – i modsat fald må disse bidder fravælges.
Arealet dækker også en større del af Natura 2000-område nr. 186, hvor Danmark allerede er forpligtet af EU til at sikre gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper.
Følgende arter er på udpegningsgrundlaget til dette specifikke område (der også inkluderer Paradisbakkerne, som ikke er med i naturnationalparkens foreslåede afgrænsning, da de ikke er i offentligt eje): bred vandkalv, lys skivevandkalv, stor vandsalamander, damflagermus, bechsteins flagermus samt ynglefuglene hvepsevåge, rørhøg, engsnarre, perleugle, rødrygget tornskade, rød glente, plettet rørvagtel, trane og sortspætte.
Damflagermus er dog ikke registreret i mere end 10 år, og bortset fra rørhøg og plettet rørvagtel, hvis levesteder er vurderet til god eller høj tilstand, er der trods Natura 2000-status kun foretaget levestedskortlægning og tilstandsvurdering for stor vandsalamander.
Forslaget til Naturnationalpark Almindingen rummer selvfølgelig også mange andre spændende arter end arterne på udpegningsgrundlaget, hvilket en simpel opremsning kan godtgøre. Eftersom flere arter imidlertid er så trængte, at de kan forsvinde på en enkelt sæson, medtager den følgende oversigt kun (en større del af) de sjældne og sjældnere arter, der er observeret og registreret i perioden 2010-2015 (enten inden for det foreslåede areal eller inden for det lidt større Natura 2000-område, hvis de er på udpegningsgrundlaget):
Biller: bred vandkalv, konvalbille, lys skivevandkalv, rødskuldret smælder, sortbuget vandkalv, tigerskyggebille. Edderkopper: stor rovedderkop. Guldsmede: grøn mosaikguldsmed, måne vandnymfe, plettet smaragdlibel, hue vandnymfe, lille kobbervandnymfe. Ledorme: lægeigle. Næbmundede insekter: lille bispetæge, steffensurttæge. Dagsommerfugle: skovperlemorsommerfugl, markperlemorsommerfugl, engperlemorsommerfugl, violetrandet ildfugl, argusblåfugl. Natsommerfugle: bredrandet humlebisværmer. Svirrefluer: mose-myresvirreflue, parallel damsvirreflue, sort hornet guldsvirreflue, sort træsmuldsvirreflue, toplettet ildsvirreflue. Padder: løvfrø, springfrø, stor vandsalamander. Pattedyr: bechsteins flagermus, europæisk bison (udsat under hegn i 2012), vildkanin. Fugle: aftenfalk, fiskeørn, havørn, hvepsevåge, perleugle, plettet rørvagtel, rørhøg, sortspætte, rovterne, rød glente, rødrygget tornskade, trane.
Karplanter: almindelig berberis, almindelig blærerod, eng-troldurt, ensidig vintergrøn, grå løvefod, hartmans star, hvas avneknippe, kandelaber-kongelys, kødfarvet gøgeurt, lav rapgræs, lav skorsonér, liden vintergrøn, liden åkande, melet kodriver, mose-vintergrøn, pyramide læbeløs, skavgræs, rank viol, skov-gøgeurt, sumpviol, tornet tidsel, tvebo baldrian, tyndakset gøgeurt, vellugtende agermåne, ægbladet fliglæbe. Mosser: blød seglmos, stor skorpionmos. Svampe: skinnende laksporesvamp.
(Kilder: NOVANA og Fugleognatur.dk)
Som det fremgår af Biodiversitetskortet nedenfor, er det foreslåede areal generelt kendetegnet ved en høj artsdiversitet og er derfor af særlig vigtighed at beskytte optimalt. At her er mange sjældne arter er nemlig ikke udtryk for, at disse nødvendigvis trives – flere er truede, og i de senere år er nogle forsvundet eller kun observeret yderst sjældent. F.eks. er mos-arten bornholmsk tyndvinge, der kun findes på Bornholm, og den sjældne blomst skinnende storkenæb, ikke fundet i Almindingen siden 2009 (begge ved Lilleborg Ruin) og derfor heller ikke medtaget ovenfor.
Hvad skal der til for vildere natur?
Som næsten al anden offentligt ejet skov bliver Almindingen plantet, passet, drænet og fældet med henblik på tømmerproduktion, hvilket ikke er lige godt for skovens arter. Kun meget få dele af skovarealet er i dag friholdt for motorsavene i lighed med Orkanskoven og de tidligere nævnte vinter-ege ovenfor Ekkodalen – sammenlagt er ca. 200 hektar statsskov udlagt til såkaldt urørt skov og omtrent det samme areal til græsningsskov.
Endvidere er Almindingen gennemgravet af mange grøfter, der afvander skoven, så den bliver unaturligt tør – hvilket kun er hensigtsmæssigt, så længe træerne primært er til for at blive fældet til tømmer, men ikke hvis vi ønsker naturlig skov.
Og hvis skoven i højere grad skal være skov på skovens egne præmisser, er der så vidt muligt behov for en genetablering af den naturlige vandbalance på hele skovarealet (grøfterne skal tilkastes, så vandet bliver i skoven frem for at blive transporteret kunstigt bort), og der skal udsættes mange flere fritgående planteædere, som kan skabe flere lysninger og mere varierede levesteder ved at æde af og hærge vegetationen. Der ville således ikke være grund til at skelne mellem græsningsskov og urørt skov, hvis hele skoven skulle få karakter af vildere natur, for i så fald bliver urørt og græsning det naturlige både-og, der både indebærer udsættelsen af mange flere planteædere og et totalt stop for al tømmerproduktion.
Udover de mindre arealer med urørt skov og græsningsskov har Naturstyrelsen i de senere år iværksat flere tiltag for at gavne naturen i Almindingen. En lang række steder genoprettes vandbalancen (såkaldt naturlig hydrologi) – f.eks. skal op imod en fjerdedel af Almindingens moser og søer genetableres. Og med løfterne om at genoprette moserne i Ekkodalen, der ligefrem er skrevet ind i regeringsgrundlaget fra 2016, er der taget vigtige skridt i retning af en naturligere skovnatur.
Endvidere har Naturstyrelsen foreslået at erstatte ca. 500 hektar rødgran med løvtræer i øens statsskove, hvorved hovedparten af Bisonskovens grantræer i givet fald vil blive fældet til fordel for løvtræer i de kommende 15 år, hvor også lysåbne arealer udvides i skoven.
Hvis Almindingens offentligt ejede skovarealer skal forblive naturrige, er det generelt en god idé at tynde ud i de tætteste bevoksninger og erstatte en del af nåletræerne med løvtræer, men måske også aktivt at skabe større skovsletter med solitærtræer. Det sidste gælder også af hensyn til den lille flok bisoner, der blev sat ud i nåleskov i 2012, for modsat udbredte forestillinger er europæisk bison ikke et egentligt skovdyr, men er oprindelig tilpasset et blandingslandskab med en mosaik af større åbne arealer og skov.
Bisoner bør kunne brede sig længere end bag den eksisterende indhegning på 200 hektar il), og det vil være gavnligt med et mere lysåbent skovlandskab end i dag. Og er udgangsbetingelserne herfor først etableret, kan skoven også i højere grad udvikle sig ‘af sig selv’ i et fremtidigt samspil med flere større planteædere end de nuværende rådyr og den lille flok bisoner.
Store planteædere kan nødvendiggøre større ydre hegn, hvis dyrene skal udøve deres gavn her frem for f.eks. at leve af bondemandens afgrøder. Det sidste får naturen det jo heller ikke bedre af. Det gavner heller ikke naturen, at Naturstyrelsen fodrer bisonerne om vinteren, for derved ændres dyrenes græsningsadfærd, der evolutionært er tilpasset et liv i det fri, hvor årstider og fødemængder skifter. Desuden forøges næringsstofbelastningen af området, så det er en loose-loose-situation, der bør ophøre i en naturnationalpark.
I dag er der vildthegn omkring de 200 hektar i Almindingen, hvor bisonerne er udsat, og selv om Naturstyrelsen faktisk overvejer at fjerne hegnet, så dyrene kan bevæge sig frit over hele øen, ville det måske være en overvejelse værd i stedet – eller som en begyndelse – først at udvide hegnet drastisk, så det enten omfatter hele den afgræsning, der ligger til grund for nærværende forslag til en naturnationalpark, eller dele af det.
Hvis der er for megen tværgående trafik at tage hensyn til, vil det imidlertid være nødvendigt at indhegne mindst én af de gennemgående hovedveje på begge sider, hvilket vil forøge den ydre hegnslængde på 38 kilometer med yderligere 13 kilometer og kræve færiste over vejene, hvor de krydser hegnslinjen.
Alternativt kunne man i begyndelsen nøjes med at indhegne den sydligste (og største) del af arealet, hvorved der kun er hegn langs den ene side af hovedvejen. Det ville betyde en samlet hegnslinje på ca. 37 kilometer. Altså ikke meget længere end det hegn, der er rejst omkring Mellemområdet i Lille Vildmose i 2016, hvor 30 kilometer hegn skal holde en flok elge og ca. 50 krondyr inde på 2.100 hektar.
Et elg-hegn koster ca. 126.000 kr. pr. kilometer i 2005-priser (jf. DMU-rapporten Elg i Danmark, 2007), hvilket betyder, at 37 kilometer hegn i 2016-priser ville beløbe sig til ca. 5,8 mio. kr. Dertil kommer et tilsvarende eller større millionbeløb til en faunapassage tværs over den nord/syd-gående hovedvej mellem Østerlars og Aakirkeby, hvorimod man altså i første omgang kunne lade den nordlige del af Almindingen forblive uhegnet. Det forhindrer naturligvis ikke, at også denne del af skoven bliver vildere som følge af et stop for skovdrift og en genetablering af naturlig hydrologi.
Større planteædere er generelt en mangelvare på Bornholm, hvor krondyr og rådyr blev helt udryddet i henholdsvis 1780’erne og 1790’erne – og kun rådyr og dådyr er blevet genindført.
Dådyrbestanden blev forøget i 2016, da 80 dyr blev sluppet løs som supplement til de eksisterende ca. 150 dyr. Rådyr er til gengæld meget udbredt og har f.eks. haft en særdeles gunstig effekt på Vallensgård Mose og Kærgård Mose (som vi skal vende tilbage til).
Men i større og meget mere varierede natursammenhænge har rådyr trods alt kun en begrænset græsningseffekt – især sammenlignet med den meget større vifte af vilde planteædere, som dansk natur er tilpasset. Derfor bør f.eks. krondyr, elg, vildhest, vildkvæg og/eller vildsvin overvejes som supplement til rådyr og bison inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Almindingen.
Det siger sig selv, at en egentlig plan for genetableret naturlig hydrologi, udtynding af udvalgte skovpartier og udsættelse af (hvilke og hvor mange) vilde planteædere forudsætter en tilbundsgående analyse af relevante fageksperter. At et sådant projekt – uanset valget af dyr – ganske givet vil nyde en betragtelig bevågenhed og tiltrække endnu flere ‘grønne’ turister end den lille flok bisoner i Bisonskoven, er det selvfølgelig også værd at tage i betragning.
Naturnationalpark Almindingen
I nærværende forslag til en afgrænsning af Naturnationalpark Almindingen indgår også den genoprettede sø Udkæret samt eng- og mosearealerne Vallensgård Mose og Kærgård Mose – alle lokaliteter er placeret umiddelbart syd for Almindingen, og staten ejer hovedparten. De to sidstnævnte områder er gode eksempler på vildere natur, hvor Naturstyrelsen allerede lader planteædere og naturens periodevise oversvømmelser skabe den dynamik, der gavner og varierer naturen. Af sig selv.
I efteråret 2015 kunne Naturstyrelsen derfor konstatere, at de meget sjældne violer rank viol og sumpviol fortsat er at finde her (endog »i fine bestande« ifølge Naturstyrelsens oplysninger). Det er særlig glædeligt, eftersom de ellers ikke er registreret en eneste gang på Bornholm siden 1987 (jf. observationerne på artsportalen Fugleognatur.dk), hvorfor de blev regnet blandt øens uddøde arter. Den truende tilgroning af pilebuske, som kunne bortskygge dem, er imidlertid ikke tiltaget de seneste tyve år, selv om der kun har været ryddet lidt pil i 2002 – resten er klaret af en stor bestand græssende rådyr og vandets vekslende indvirkning, hvorfor der stadig er lys og plads til violerne.
Et godt eksempel til efterfølgelse, fordi det viser, hvordan naturen kan være sin egen bedste vogter og klare sig udmærket uden naturpleje – såfremt naturlig vandbalance og et tilstrækkeligt antal fritlevende planteædere bliver en del af ligningen.
Men i større og meget mere varierede natursammenhænge har rådyr trods alt kun en begrænset græsningseffekt – især sammenlignet med den meget større vifte af vilde planteædere, som dansk natur historisk er tilpasset.
Derfor bør f.eks. krondyr, elg, vildhest, vildkvæg og/eller vildsvin overvejes som supplement til rådyr, og bisoner bør få en mere fremtrædende rolle.
At også øens skovrider Søren Friese er åben for mere selvforvaltende natur, fremgår af et online-indlæg: »Den europæiske bison er én blandt flere store planteædere, som kan spille en vigtig rolle som entreprenør i den omlægning, vi er i fuld gang med på vore naturarealer: Omlægningen til mere selvforvaltende natur med den variation i struktur og biodiversitet, som store, vilde dyrearter, naturlig hydrologi og naturlige processer i det hele taget giver.« (Friese 2016).
Hvis det er planer, som lader sig konkretisere, er vi et skridt nærmere tankerne bag Naturnationalpark Almindingen. Det gavner skovnaturen, men det øger også skovoplevelsen.
Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:
1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med de private ejere) af de få privatejede arealer, eller udelad i første omgang alt andet end offentligt ejet natur.
2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og eventuel mos-indsamling.
3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).
Bliver de foreslåede 33 kvadratkilometer af Almindingen i højere grad til natur på naturens præmisser, bliver skoven vildere. Og når skoven bliver vildere, bliver den også sjovere og mere spændende at opleve. Og når skoven bliver sjovere og mere spændende at opleve, forøges motivationen til at forstå den, glædes over den – og bevare dens artsrigdom.
Rune Engelbreth Larsen / april 2016 / december 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript
APROPOS BORNHOLM
> Fotoserie: Bornholm – Bastemose og Svinemose
> Fotoserie: Bornholms bisonskov i Almindingen
> Fotoserie: Bornholmske klipper – Kamelhovederne, Hvidkleven og Helligdomsklipperne
> Fotoserie: Bornholmske sprækkedale – Ekkodalen og Døndalen
> Forslag: Naturnationalpark Hammeren & Slotslyngen
> Debatindlæg: Ambitiøst alternativ til tabt bornholmsk nationalpark