Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]

Bidstrup Skovene som vildskov i hjertet af Nationalpark Skjoldungernes Land

Bidstrup Skovene er den samlede betegnelse for de statsejede skove i det store midtsjællandske skovområde, der rummer Storskoven, Valborup Skov, Helvigstrup Skov, Ravnsholt Skov, Heide Overdrev, Avnstrup Skov og Orup Skov. Skovkomplekset, der også kaldes Hvalsø Skovene og går helt tilbage til middelalderen, har en lang skovkontinuitet – på ældre kort kan man se, at her også var dækket af skov i slutningen af i 1700-tallet.

I dag er Bidstrup Skovene en del af Nationalpark Skjoldungernes Land, men det medfører ingen særskilt naturbeskyttelse i sig selv og heller ingen eksklusiv naturudpegning – f.eks. består ca. 40 procent af den midtsjællandske nationalpark af dyrkede marker.

Læs f.eks.: Nationalparker eller nationalmarker? Forslag til en reaktualisering

Det internationale nationalpark-koncept dækker over strengt beskyttede naturområder (men selvfølgelig med publikumsadgang), hvorimod det danske nationalpark-koncept er ringe finansieret og uden særskilte beskyttelseskrav, hvorfor naturværdierne ikke er tilstrækkeligt i centrum. Nationalpark Skjoldungernes Land er den femte af de danske nationalparker, og Forslaget til Nationalparkplan Skjoldungernes Land 2017-23 er heller ikke overvældende rig på naturindsatser.

Af de 65 planlagte indsatsområder hører kun 17 under området »natur og landskab«, og af disse handler meget om at gå »i dialog«, »informere« eller »iværksætte udarbejdelse af forvaltningsplaner«, hvilket jo altid er godt – men det betyder også, at kun 7 tiltag er reelle – og meget beskedne – bestræbelser på aktivt at forbedre naturtilstanden ud over det, der i forvejen ville ske.

Tiltagene er i reglen heller ikke finansierede, men forudsætter fondsansøgninger, som end ikke er udarbejdet endnu (Leegaard m.fl. 2008: 112f).

Det er med andre ord ikke så meget et forslag til en plan for, hvad der kan og vil blive gjort i nationalparken fra 2017 til 2023, men en ønskeliste over, hvad man godt kunne tænke sig. Trods medarbejdere, der utvivlsomt gerne ville løfte flere naturgavnlige opgaver, bliver forslaget til nationalparken med andre ord en bekræftelse af, hvor lavt prioriteret og uambitiøst det danske nationalpark-koncept er på naturdelen – den del, som ret beset burde være hoveddelen.

Bidstrup Skovene, som vi fokuserer på her, hører til nationalparkens vigtigste naturlokaliteter med flere gode, men spredte naturperler, bl.a. ved Avnsø, Hjortesø, Smuldmosen, Ellesømosen og Yssemose (hvor der f.eks. er meget vigtige bestande af både skovperlesommerfugl og engsommerfugl). Skovkomplekset består dog i altovervejende grad af produktionsskov med kun få og små arealer, hvor skovnaturen undtagelsesvist får lov til at være i højsædet. Urørt skov (altså skov, hvor træerne ikke indgår i tømmerproduktion) og græsningsskov (hvor f.eks. heste eller kvæg får lov til at holde tilgroning nede) finder vi kun i isolerede frimærker.

Det, der gør skov til skovnatur, er med andre ord stadig underprioriteret, om end pletvist genetableret: vilde planteædere, døde træer og naturlige vandforhold.

For en tvivlsom kulturhistorisk gevinst (men med et ubetvivleligt naturmæssigt tab) bevarer man til gengæld fortsat agerjord midt i skoven, fordi det tidligere var en del af skovriderens privilegium at råde over 30 tønder land til opdyrkning. Derfor er der den dag i dag marker ved Valborup skovridergård og Ravnsholte skovfogedsted, skønt de ligger inde i skoven.

Men naturen kan jo komme mere i højsædet, og naturprioriteringerne kan styrkes markant, hvis viljen er til stede. Her følger et forslag til en sådan prioriteringsændring, som kunne gøre Bidstrup Skovene til et særskilt naturreservat (eller et ambitiøst kerneområde) i Nationalpark Skjoldungernes Land: Naturnationalpark Bidstrup Skovene.

Hvorfor lige dér? 

Flere forhold gør det oplagt at koncentrere en særskilt natur- og biodiversitetsindsats i Bidstrup Skovene med henblik på at bremse naturforarmelse og artstilbagegang.

For det første er næsten hele det foreslåede areal statsejet, hvorved realiseringen af et ambitiøst naturreservat ikke er afhængig af forhandlingsoplæg til private lodsejere, der let kan nedprioritere naturhensynene (sådan som det i reglen er gået under nationalparkprocessen).

Kun ca. 7 procent af den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene er privatejet, og disse områder ligger i yderkanten og kan således udelades, hvis det ikke er muligt at opkøbe dem (eller alternativt indgå permanent bindende aftaler om en fremadrettet forvaltning, der har natur- og biodiversitet som klar førsteprioritet). Både med og uden disse arealer, vil der stadig være tale om et større sammenhængende skovområde – men hvis muligheden skulle være til stede for ligefrem at opkøbe flere privatejede arealer, ville Særløse Overdrev også være en overvejelse værd for at få inkluderet nationalparkens største overdrev.

For det andet overlapper forslagets afgrænsning allerede store dele af Natura 2000 område nr. 146, der dækker Heide Overdrev (også kaldet Hejede Overdrev, som dog i dag er produktionsskov, ikke overdrev) og store dele af Bidstrup Skovene i øvrigt, men som desuden fortsætter længere mod syd til Valsølille Sø.

Fordelen ved at overlappe et Natura 2000-område er, at der følger en uundgåelig offentlig naturindsats med, hvis man etablerer et naturreservat her, fordi de danske myndigheder i forvejen allerede er forpliget på at yde en indsats for at bevare udvalgte naturtyper.

I Bidstrup Skovene er Natura 2000-forpligtelserne bl.a. centreret om naturtyperne kildevæld, kalkoverdrev og elle- og askeskov, mens der kun er en enkelt art på udpegningsgrundlaget: stor vandsalamander.

For det tredje er det også et relevant område at opprioritere naturindsatsen i, fordi det er fremhævet som en del af hovedscenariet i rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove, der udpeger de vigtigste skovarealer, som bør fritages for tømmerproduktion for at standse biodiversitetstabet i skovene (Petersen m.fl. 2016); og fordi det figurerer i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der udpeger det minimums-netværk af naturområder i skovene og det åbne land, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse det generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014).

Endelig – og for det fjerde – vurderes Bidstrup Skovene også at være af national betydning i rapporten Naturindhold i Naturstyrelsens skove på enheden Vestsjælland, fordi her er mange forskellige skovnaturtyper, en usædvanlig variation og mange sjældne arter, hvoraf nogle har deres sidste levesteder herhjemme (Skorski m.fl. 2014):

Bidstrup Skovene anses for at have national betydning, som den af enhedens skove med flest fund af sjældne arter, for nogles vedkommende som et af deres sidste ledesteder i Danmark. Skovkomplekset har en størrelse, en kulturhistorie og en topografisk og strukturmæssig variation der muliggør en langsigtet sikring af levedygtige bestande for de rapporterede sjældne arter, samtidigt med, at skovene herved har et fremtrædende potentiale som eksperimentarium for biodiversitetsfokuseret forvaltning. Det anbefales, at man fokuserer på hele skoven som ramme for naturindholdet og ikke kun de kendte artsrige lysåbne hotspots.

Ser vi på Biodiversitetskortets såkaldte bioscore (der opgør antallet af truede arter og potentielle lokale levesteder for truede arter), er der da også flere lokaliteter i den gode ende og dermed vigtige naturværdier at gøre en ekstra indsats for at beskytte. 

Alene i dette skovkompleks er der registreret 114 fund fordelt på 46 sjældne arter (Skorski m.fl. 2014), heriblandt vibefedt, engblomme, stødrørhat, ellerørhat, køllekantarel og lærke-mælkehat samt dagsommerfuglene det hvide w, kejserkåbe, isblåfugl, skovperlemorsommerfugl, engperlemorsommerfugl – og ikke mindst hasselmus, som vi straks vender tilbage til.

Samlet set er der med andre ord mange indikatorer på, at det giver mening at udvælge netop dette areal som højt prioriteret naturreservat: 1) det er næsten udelukkende statsejet og undgår derved typiske lodsejerkonflikter, 2) det overlapper et Natura 2000-område med forpligtelser til en særegen naturbeskyttelse, 3) det ligger inden for de fremhævede kvadrater i hovedscenarierne i rapporten Biodiversitetskort for Danmark og rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove, der indkredser det minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens henholdsvis skal prioriteres for at standse biodiversitetstabet generelt og specifikt i skovene, 4) skovkomplekset fremhæves for dets nationale betydning i rapporten Naturindhold i Naturstyrelsens skove på enheden Vestsjælland, og 5) det har en bioscore i den gode ende og er hjemsted for mange sjældne arter.

Hasselmus, en ikon–art for Bidstrup Skovene

Blandt de mange spændende arter i Bidstrup Skovene er hasselmus, der er på rødlisten over truede arter, fordi der er meget stor risiko for, at den uddør i Danmark. I 2008 blev den også genfundet i Gråsten Skovene og Søgård Skov i Sønderjylland, hvor den ellers var formodet uddød, og i et treårigt projekt har man forsøgt at etablere spredningsveje mellem Gråstenskovene og skovene omkring Flensborg i Tyskland, idet der både er blevet plantet og beskåret for bl.a. at få levende hegn mellem skovarealerne. 

Hasselmus er Danmarks eneste syvsover og sover vintersøvn et halvt års tid i en polstret rede i et hult træ eller under jorden, hvor den er beskyttet mod frost. Omkring april vågner den op til dåd igen og tilbringer stort set al tid i træerne eller buskadset, hvor den er nataktiv. Her bygger den flere runde sommerreder, hvor den henholdsvis opholder sig og yngler, men den kan også finde på at indrette sig i fuglekasser.

På baggrund af de seneste undersøgelser og tidligere undersøgelser i 1980’erne og 1990’erne er vurderingen, at de få danske bestande alle er i tilbagegang (Jensen 2013: 81). Det er især intensiv skov- og landbrugsdrift, der truer hasselmus, fordi der mangler krat og underskov, hvor den kan sprede sig (Fredshavn m.fl. 2014), og fordi valg af nåletræer på bekostning af løvtræer i generationer var hovedopskriften ved skovtilplantninger, som reducerede levestederne (Keseler & Asbirk 2000).

Hasselmus er en slags ikon-art for Bidstrup Skovene, hvor den lever enkelte steder nær skovbryn, og den tidligere nævnte rapport om naturindholdet i de vestsjællandske statsskove anfører, at en sikring af hasselmus og mange andre sjældne arter »vil kræve, at man over store områder nedprioriterer træproduktionen« (Skorski m.fl. 2014: 39). Samme rapport fastslår, at Bidstrup Skovene har »et stort potentiale for at højne naturindholdet, hvis der her satses på en sammenhængende forvaltning med særligt fokus på naturindhold og biodiversitet«.

Nærværende bud på Naturnationalpark Bidstrup Skovene indebærer, at man inden for det afgrænsede areal indstiller statens træproduktion fuldstændigt, så hele denne del af skovkomplekset bliver sammenhængende vildskov (såkaldt urørt skov) – til gavn for hasselmus og skovens mange andre arter.

Hvad skal der til?

Skal Naturnationalpark Bidstrup Skovene være et naturreservat på naturligere præmisser, er der flere forhold og praksisser, der skal ændres – f.eks. er det som nævnt ikke fordelagtigt, at en del af skoven nær Valborup er udlagt til dyrkning. 

Der kan være mange væsentlige elementer fra kulturarven, som ikke ‘naturligt’ hører hjemme i naturen, men som det giver god mening at bevare af kulturhistoriske grunde – men også at bevare en mark inde midt i en skov for at demonstrere, at man tidligere har haft den slags, er for perifert og kunne nok godt nøjes med et oplysende skilt.

Naturstyrelsen har dog også gennemført vigtige naturtiltag, der gavner biodiversiteten i mindre dele af skovene, bl.a. er der høslæt på Kildeengen og skovgræsning i Ravnsholte Skov, og nogle steder er våde enge blevet genetableret, mens forskellige grøfter er lukket, hvorved dræningen af skoven er pletvist ophørt. 

Dermed er ‘retningen’ sådan set allerede leveret, men med et naturreservat på naturligere præmisser er der brug for at gå en del skridt videre, indstille tømmerproduktionen og så vidt muligt genetablere naturlig vandstand i hele det afgrænsede område, eventuelt efter en forudgående udtynding, hvor der kunne være behov for at etablere flere lysninger og fjerne ikke-hjemmehørende træarter.

At der f.eks. mangler urørt skov med dødt ved illustrerer også en konsulentanalyse, der har vurderet seks potentielle udsætningslokaliteter for kæmpebillen eghjort, som er stærkt afhængig af dødt ved. Analysen konkluderer, at Jægersborg Dyrehave og Skindbjerg Lund er den bedste og næstbedste lokalitet, mens Bidstrup Skovene er den ringeste: »Der er kun en lille mængde dødt ved i Bidstrup Skov og kun et lille område med ældre løvskov« (Iversen m.fl. 2012: 78). Skal eghjort udsættes i Bidstrup Skovene, skal der derfor først tilføres dødt træ udefra og skabes yderligere lysninger – og indtil videre er Jægersborg Dyrehave, det eneste sted den er genudsat i Danmark.

Eghjort er dog ikke så vigtig, men dens skæbne er et illustrativt eksempel på mange andre trængte arter, der ligeledes har brug for meget mere dødt ved, og som tilsvarende kræver et ophør af skovdrift. Hvis skoven skal blive en naturlig skov, der med tiden har et naturligt indhold af træer i alle aldre og langt mere dødt ved, kan man simpelthen ikke samtidig fælde og fjerne træer til tømmer.

Det er skovdriften i sig selv, der er problemet – om den er marginalt mere skånsom eller ej, flytter ikke det store, som det også fastslås i en faglig vurdering af, hvordan skovenes biodiversitet sikres: »Det vil i alle tilfælde være umuligt at forene forstlig drift med optimal forvaltning i de områder, der har afgørende betydning for den biologiske mangfoldighed. Forstlig drift omfatter her også de gængse typer af såkaldt naturnær skovdrift.« (Bruun & Heilmann-Clausen 2012: 38).

I de eksisterende driftsplaner for Bidstrup Skovene tages for mange hensyn til skovdriften, f.eks. skal noget af afvandingen først indstilles »når omkostningerne til vedligehold af grøfterne bliver for store i forhold til det økonomiske udbytte herved«; græsningsskoven omkring Ravnsholt vil også først blive udvidet, »hvis det vurderes at være nødvendig for at opretholde biotopen for eghjorten«.

Men Bidstrup Skovene mangler altså ikke blot gamle træer i naturlig livscyklus og mængder af døde træer, men også større planteædere, der kan etablere og fastholde lysåbne arealer i Bidstrup Skovene – ikke nødvendigvis af hensyn til en fremtidig udsætning af eghjort, men af hensyn til mange, mange andre truede og sjældne arter. I dag er her rådyr og dådyr, men krondyr er først kommet til i de senere år, og supplerende skovgræsning enkelte steder med husdyr er godt, men ikke tilstrækkeligt.

Derfor bør det overvejes at udsætte flere forskellige planteædere som en integreret del af den øvrige natur i den afgrænsede del af Bidstrup Skovene. Det kunne i princippet være både vildheste, kreaturer, elge og vildsvin, der påvirker vegetationen på forskellig vis til stor gavn for biodiversiteten. Ad den vej kan naturen blive meget mere dynamisk og selvforvaltende, fordi det er naturens egne beboere, der sørger for den vildskab og variation, som arterne netop er udviklet i et evolutionært samspil med – og som i alt for høj grad glimrer ved sit fravær i dag.

Bidstrup Skovene er f.eks. inkluderet i ét af otte hovedområder med i alt 25 danske delområder, der samlet kunne rumme en fritlevende elg-bestand i Danmark på ca. 4.400 elge (Sunde & Olesen 2007). Heriblandt er fire midtsjællandske delområder på samlet 66.800 hektar, hvor Bidstrup Skovene er et delområde i Roskilde-Ringsted-hovedområde på ca. 24.800 hektar, der ifølge rapporten har fødegrundlag for en bestand på over 230 elge.

Dermed synes det oplagt, at elge kunne være led i en udsætningsplan for Bidstrup Skovene, om end bag hegn for at sikre, at de gavner skovnaturen netop dér. Skulle Danmark engang få en betydelig elg-bestand tilbage – og dermed altså også på mange andre oplagte levesteder på Sjælland – kan man jo altid overveje at fjerne hegnet igen.

Men umiddelbart er et større vildthegn garanten for at de udvalgte planteædere gavner biodiversiteten i skoven og ikke forsvinder ud på marker eller bliver kørt ned på motorveje.

Hvis elge udsættes under hegn i Bidstrup Skoven, vil der formentlig være grundlag for en ret lille bestand på 7-17 dyr, idet elgrapporten anfører et gennemsnit på et individ pr. 0,7-1,7 km2 (Sunde & Olesen 2007: 49). Det er ikke tilstrækkeligt til en selvsupplerende bestand, men der er jo heller intet til hindre for, at man med mellemrum sørger for en vis udveksling af elge af hensyn til den genetiske variation. 

I tilfælde af en udsætning af elge er der behov for et ca. 27 kilometer langt vildthegn omkring den foreslåede afgrænsning for at undgå, at elgene forsvandt fra området. Et vildthegn af denne størrelse ville beløbe sig til ca. 4,2 mio. kr., hvortil kommer 2-4 færiste (à ca. 250.000 kr.), udgifter til indkøb af dyr samt til at få en detailplanlægning udarbejdet af biodiversitetsforskere. Opkøb af de ca. 80 hektar privatejede arealer, der indgår i forslaget, kan beløbe sig til ca. 7-10 mio. kr., hvorved etableringsudgifterne samlet set ville beløbe sig til 20-25 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktion).

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns først projektområdet til Bidstrup Skovenes statsejede arealer for at undgå lodsejerkonflikter. Eventuelle privatejede arealer som f.eks. i nærværende forslag, bør som udgangspunkt opkøbes eller – hvis dette ikke er muligt – udelades (alternativt skal der som minimum indgås permanent bindende aftaler om at prioritere biodiversitethensyn højest). 

2) Biodiversitetsforskere skal udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får mere naturlige vandforhold; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan de eksisterende arealer med agerbrug midt i skoven afvikles og f.eks. omlægges til græsland, g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Nationalpark Skjoldungernes Land har ikke prioriteret natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad til at kunne efterleve det internationale nationalpark-koncept, som det er fremlagt af International Union for Conservation of Nature (IUCN), og som er retningsgivende for mange af verdens nationalparker. Men etableringen af Naturnationalpark Bidstrup Skovene kunne skabe et kerneområde i nationalparken, der faktisk gav mening – og mere til – i forhold til de internationale kriteriers naturprioritet. 

Rune Engelbreth Larsen, december 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Bidstrup Skovene
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status