Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]

Sommerfuglearter uddør med foruroligende hast i Danmark

Den Sommerfugl, som nys var glad,
Som flagred om i Solens Bad,
Kun saare kort sin Lyst den nød,
Nu hviler den, thi den er død.

 

Adam Oehlenschläger: »Saducæerne« (1805)

Der lever godt 60 forskellige dagsommerfuglearter i Danmark – vi plejer bare at kalde dem sommerfugle, men egentlig udgør de en meget lille del af sommerfuglene, der også inkluderer ca. 2.400 forskellige arter af natsommerfugle. For blot et par generationer siden fløj mange forskellige dagsommerfugle mange steder i landet, men danskere med et tilstrækkeligt antal årtier på bagen har nok en klar oplevelse af, at mangfoldigheden gradvis er blevet indskrænket.

På baggrund af et forskningsprojekt, der har analyseret en lille halv million dagsommerfugle-observationer i perioden 1900-2012, er udbredelsen videnskabeligt velbelyst, og det er indiskutabelt, at der har fundet en dramatisk tilbagegang sted siden midten af 1900-tallet (Eskildsen m.fl. 2015).

I 1940’erne fandtes der f.eks. 73 arter i Danmark, men i dag er her kun ca. 60 tilbage. Halvdelen af dem er i tilbagegang, og totredjedele er så få, at de sammenlagt udgør sølle 1 procent af alle registrerede dagsommerfugleobservationer (Hansen & Eskildsen 2014: 26). 

Det store kollaps begyndte for alvor i 1900-tallet i takt med at både skovlysningerne og det blomsterrige græsland blev markant decimeret og fragmenteret. Det var en forholdsvis brat historisk forandring efter tidligere tiders mere skånsomme skovdrift og et mere oprindeligt landbrugs-kulturlandskab, der i årtusinder havde rummet høslæt-arealer og overdrev med græssende dyr. Derved bevarede man (for så vidt utilsigtet) skovlysninger og åbent land med den græslandsvegetation, der i nogle henseender lignede de naturlige forhold, som forskellige vildtlevende planteædere havde været garanter for, længe inden landbruget og skovbruget.

Men med en eksplosiv udvikling i næringsstofbelastningen, øget pesticidbrug, en udtalt mangel på husdyrgræsning, intensiveret skovdrift og en stærkt tiltagende opdyrkning af i 1900-tallet er de lysåbne arealer blevet betydeligt færre – og de få, der er tilbage, er ofte hårdt presset af tilgroning. Dermed er dagsommerfuglenes foretrukne planter i stigende grad blevet bortskygget, og i deres fravær fortrænges også dagsommerfuglene.

Ikke mindst den stærkt effektivserede tømmerproduktion har ramt dagsommerfuglene hårdt – således er 10 ud af 12 uddøde dagsommerfugle oprindelig tilknyttet skovhabitater, som på årtier er decimeret eller forsvundet i Danmark (Eskildsen m.fl. 2015). 

Kun de dagsommerfuglearter, hvis foretrukne planter favoriseres af næringsstofbelastningen, er i fremgang. Det er med andre ord den samme naturforarmelse, der presser flertallet, og som begunstiger et lille mindretal af sommerfuglene.

De heldige arter, der har oplevet stor fremgang siden 1900-tallet, er f.eks. dagpåfugleøje, nældens takvinge, stor kålsommerfugl og admiral, som vi kan møde næsten alle vegne, mens mange andre er fortrængt fra en status som almindelig til sjælden, eller fra sjælden til uddød. Der kommer ganske vist nye dagsommerfuglearter til Danmark i takt med klimaforandringerne, men det er arter, som også i forvejen er vidt udbredte i Eruopa.

Der tegner sig altså et nedgangsbillede, som vi også kender fra mange andre artsgrupper: almindelighederne og ensformigheden tiltager, mens sjældenhederne og mangfoldigheden fortrænges.

Blandt de 12 dagsommerfuglearter, vi har mistet i Danmark siden 1950’erne, er bl.a. skovhvidvinge, terningsommerfugl, mnemosyne, svalehale, egesommerfugl  og perlemorrandøje (Stoltze 2005).

Mørk pletvinge, der uddøde i 1982 fra sit sidste danske levested (Sortemosen i Mølleådalen), er i 2013 blevet genudsat i Børstingerød Mose. Den slags aktioner er der dog delte meninger om, bl.a. fordi udsætningen ikke gavner naturen som sådan (mørk pletvinge er ikke just en nøgleart) og måske kan sløre billedet af, hvordan det står til med levestedets reelle naturtilstand.

Nogle af de mest truede arter herhjemme er rødlig perlemorsommerfugl, hedepletvinge, sortplettet blåfugl og sortbrun blåfugl, der alle er betegnet som kritisk truede efter Den danske Rødliste (ud fra en faglig vurdering af arternes risiko for at uddø). Rødlig perlemorsommerfugl har f.eks. været udbredt i meget store dele af landet langt op i 1900-tallet, men findes i dag kun på ganske få lokaliteter øst for Storebælt.

Sortbrun blåfugl har aldrig været talrig herhjemme (i det mindste ikke i 1900-tallet), men frem til midten af århundredet fandtes der f.eks. endnu nogle populationer på Bornholm, hvor de sidste forsvandt i 1979. Den fløj også et stykke op i 1900-tallet på enkelte sjællandske lokaliteter, bl.a. ved Hesselø Bugt, hvor den imidlertid ikke er set siden 1988. I dag er den således helt fortrængt til en lille håndfuld nordjyske lokaliteter i Hjørring Kommune. 

Sortbrun blåfugls larver lever på blodrød storkenæb, der bl.a. er almindelig langs den nordjyske kyst. Her presses den dog også af den generelle indskrænkning af naturlig klitnatur, der enten er blevet decimeret af plantager eller gror mere og mere til uden græssere. Det sidste kan selvfølgelig også få konsekvenser for sommerfuglen, for uden blodrød storkenæb er der ingen sortbrun blåfugl.

Et andet problem for mange dagsommerfugle er pladsmanglen. Jo mere fragmenterede vore bestande af truede sommerfugle er, desto mere sårbare er de også. Selv om sortbrun blåfugl f.eks. lever på en lokalitet med masser af blodrød storkenæb, skal der ikke andet end et par dårlige sæsoner til at udrydde en presset lokal bestand, hvis der ikke er andre levesteder og en anden bestand i nærheden.

I et stort naturområde, hvor en sommerfugleart (og den eller de planter, den måtte være afhængig af) kan sprede sig, og hvor flere bestande lever i naturlig flyveafstand fra hinanden, har arten selvfølgelig bedre odds, hvis en enkelt lokalitet skulle forsvinde.

Derfor kunne mange arter have glæde af et større sammenhængende nordjysk naturreservat på naturens præmisser dér, hvor sortbrun blåfugl endnu lever, men hvor dens levesteder er presset af tilgroning og monotone nåletræsplantager. Potentialet er der, og det kunne blive til et varieret mosaiklandskab af strandenge, klitter og lysåben vildskov: Naturnationalpark Tversted Skov & Kyst.

Hvorfor lige dér?

Når forslaget til den angivne afgrænsning af Naturnationalpark Tversted Skov & Kyst er en oplagt mulighed, skyldes det for det første, at hele klitplantagen og store dele af det øvrige areal i forvejen er statsejet. Og hvis de få privatejede områder kan opkøbes (eller indgå i permanent bindende aftaler med natur og biodiversitet som absolut førsteprioritet), kan man blive helt fri for de traditionelle lodsejerkonflikter, der i så mange andre tilfælde ender til ugunst for naturværdierne. At denne manøvre i det mindste formelt er mulig, kan man se på kortet over de statsejede arealer, der udgør ca. 84 procent af den foreslåede afgrænsning.

For det andet rækker den nordøstlige del af forslaget ind i et Natura 2000-område, hvor Danmark allerede er forpligtet til at sikre udvalgte naturtyper og arter gunstig bevaringsstatus. Selv om denne forpligtelse ikke altid prioriteres lige højt, er det i det mindste en tilkendegivelse af, at en statsindsats er uomgængelig og dermed en ‘foræring’ også til et eventuelt fremtidigt naturreservat.

Danmarks ca. 250 Natura 2000-områder har hver deres udpegningsgrundlag, der fortæller, hvorfor lige netop dette areal er vigtigt for naturen, og hvad der i særlig grad skal beskyttes.

I det Natura 2000-område, der er på tale her, fremhæves bl.a. klit-naturtyper, stor vandsalamander og dagsommerfuglen hedepletvinge samt 11 fuglearter (rørdrum, hedehøg, plettet rørvagtel, trane, hjejle, tinksmed, mosehornugle, natravn, hedelærke, markpiber og rødrygget tornskade). Hedepletvinge, som vi tidligere har nævnt blandt de kritisk truede sommerfuglearter herhjemme, er observeret i udkanten af Tversted Klitplantage i 2015.

Blandt andre truede og sjældnere dagsommerfuglearter, der er observeret i området, er foruden hedepletvinge og sortbrun blåfugl også gråbåndet bredpande, kommabredpande, spættet bredpande, isblåfugl, klitperlemorsommerfugl, skovperlemorsommerfugl og violetrandet ildfugl. Endvidere kan man være heldig at finde og nyde orkideerne hollandsk hullæbe, knærod, hjertebladet fliglæbe, purpurgøgeurt og sumphullæbe. 

For det tredje er Naturnationalpark Tversted Skov & Kyst inkluderet i rapporten Biodiversitetskort for Danmark som en del af det vigtige netværk af naturområder, der bør prioriteres højt, hvis biodiversitetstabet skal standses i Danmark (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49). For det fjerde er det foreslåede areal også inkluderet i det netværk af områder, hvor man skal prioritere urørt skov, hvis det er skovenes biodiversitetstab, vi specifikt ønsker at standse, jævnfør rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove (Petersen m.fl. 2016: 35-52). 

Og for det femte har området en ganske høj bioscore, der angiver et større antal truede arter og potentielle levesteder for truede arter. Der er med andre ord en stribe indikatorer på, at her er vigtige naturværdier at beskytte, hvorfor det giver mening at prioritere en mere ambitiøs og naturnær indsats netop her, før uerstattelige naturværdier går tabt. 

Og meget går tabt, hvis ikke indsatsen målrettes og intensiveres.

Parentes: Sammenkædning af naturnationalparker i Nordjylland?

Den naturnationalpark, der er på tegnebrættet som inspiration her, er ikke at forveksle med hverken Forstbotanisk Naturpark syd for Hjørring eller planerne om Naturpark Tolne mellem Sindal og Frederikshavn, også i Hjørring Kommune. 

Fortsbotanisk Naturpark er et lille bynært område på 13 hektar med skov og bypark, der tjener til rekreation og undervisning med 160 forskellige arter af buske og træer fra forskellige verdensdele, men også for at fremvise gamle danske skovtyper. Der er med andre ord ikke tale om et naturreservat – hvilket heller ikke er tilfældet for planerne om Naturpark Tolne.

I lighed med det danske nationalpark-koncept kan Friluftsrådets naturpark-koncept både inkludere byer, skovbrug, landbrug og anden industri og »medfører ingen restriktioner for lodsejere«.

Naturpark Tolne er placeret på altovervejende privatejede arealer, hvilket giver smalle muligheder for at sikre permanente og ambitiøse naturplaner – eksempelvis ejes den 661 hektar store Tolne Skov af et anpartsselskab (fordelt på over 300 privatpersoner og 13 kommuner, pengeinstitutter, selskaber og fonde), for hvilket juletræer og pyntegrønt er hovedindtægtskilden (Kofoed 2013).

I modsætning hertil tilstræber ideen bag Naturnationalpark Tversted Skov & Kyst vildere natur og biodiversitet på naturlige præmisser.

Men inden vi ser nærmere på mulighederne herfor, er det nærliggende at indskyde et lille parentetisk afsnit om de mere vidtløftige – nogle ville sige endnu mere vidtløftige – naturvisioner på naturligere præmisser, der kunne tænkes i Nordjylland.

Hjørring Kommune har ikke blot dette ene potentielle naturområde, der med en lille smule opkøb kunne blive vildere natur i naturreservater på minimum 1.000 hektar, men faktisk endnu et: Naturnationalpark Uggerby & Lilleheden. 

Men er det for stor en udfordring at sammenkæde, er to separate naturreservater syd for Tannis Bugt selvfølgelig også i sig selv et stort og ambitiøst træk for Hjørring Kommune. Det ville give god mening i forlængelse af den profil, kommunen har skabt med lanceringen af Naturmødet som en årlig event med naturen og naturens interessenter i fokus.

Kigger vi øst for Tversted opstår imidlertid yderligere muligheder for en udvidelse ind i nabokommunen. Faktisk kunne man i denne den af Nordjylland etablere hele fem naturnationalparker – ikke blot de to nævnte i Hjørring Kommune, men yderligere tre i Frederikshavn Kommune: Naturnationalpark Skagens Odde, Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov og Naturnationalpark Læsø.

En direkte sammenkædning ville umiddelbart være mest oplagt mellem Naturnationalpark Tversted Skov & Kyst og Naturnationalpark Skagens Odde – de er faktisk kun adskilte af natur. Også her er det mellemliggende areal ganske vist privatejet, men afstanden er blot 2-3 kilometer langs et bredt og artsrigt naturbælte, der burde prioriteres højt af staten eller private fonde som potentielt opkøb.

Med dette areal som bindeled kunne man etablere et usædvanlig ambitiøst naturprojekt-samarbejde mellem Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune og samtænke to vigtige områder til ét sammenhængende og vildere naturreservat på naturligere præmisser – på over 6.600 hektar.

Og nu vi ikke kan lade være med at tænke stort – skulle det også engang lykkes at opkøbe den kyststrækning, der omfatter ca. 300 hektar vest og nord for Tversted, ville vi kunne sammenkæde tre naturnationalparker på samlet ca. 7.900 hektar – og skabe ét stort vildere naturreservat hele vejen langs kysten fra Hirtshals til Skagen.

Selv om det allerede er en rigeligt stor mundfuld at forsøge på at få Naturnationalpark Tversted Skov & Kyst og/eller Naturnationalpark Uggerby & Lilleheden på dagsordenen i Hjørring Kommune, er det med andre ord vanskeligt ikke at kaste et drømmende blik på de to følgende kort og betænke dele af potentialet – hvis og såfremt vi skulle gå en mere naturvenlig fremtid i møde:

Klitnatur tur/retur

Efter et parentetisk blik ud over et potentielt netværk af nordjyske naturnationalparker skal vi tilbage og se mere isoleret på Naturnationalpark Tversted Skov & Kyst.

Som for andre klitplantagers vedkommende er årsagen til Tversted Klitplantages etablering i dag en saga blot – den historiske sandflugt. Klitnaturen blev destabiliseret af klimaændringer i kombination med en række menneskelige indgreb, ikke mindst en alt for voldsom græsning, lynghøst og tørvegravning, der underminierede naturens evne til at holde på sandet. Det betød sandstorme og begravede marker og landsbyer i flere kystnære områder under den såkaldte lille istid fra senmiddelalderen til midten af 1800-tallet.

I dag er fortidens storstilede tilplantning af dynamisk klitnatur hverken nødvendig eller meningsfuld, og fra et natur- og biodiversitetsperspektiv ville det derfor være væsentligere at genetablere forudsætningerne for at få en større del af den tabte klitnatur tilbage, hvor det kan lade sig gøre. En sådan bestræbelse indebærer, at dele af nåletræsplantagerne afvikles.

Imidlertid figurerer Tversted Klitplantage blandt de udvalgte skovarealer, der ifølge rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove bør omlægges til såkaldt urørt skov uden tømmerproduktion på grund af vigtige naturværdier, hvorfor den ikke hører til de oplagte plantager at afvikle i større stil – i samme rapport er den endvidere særlig fremhævet som særligt prioriteret nåleskov (Petersen m.fl. 2016: 52).  

Etableringen af Naturnationalpark Tversted Skov & Kyst på naturens præmisser ville indebære målrettede tiltag i betydelige dele af Tversted Klitplantage, primært med udlæg af urørt nåleskov uden tømmerhugst. I Tversted Klitplantage er der f.eks. fundet flere sjældne svampe med eventyrlige navne som stinkende huesvamp, puklet skørhat, småskællet kødpigsvamp, sortrandet skærmhat, bæltet korkpigsvamp og mandel-skørhat.

Og lader man naturen udvikle sig dynamisk på naturligere præmisser, er resultatet ikke blot til gavn for biodiversiteten, men også for oplevelsesværdien, som ville være af en helt anden karakter end nutidens ensformige nåletræskulisser. 

Også klitnaturen har brug for et løft. Når den er forarmet mange steder i dag, skyldes det bl.a. manglende græsning. Ved Tversted er der i dag kun rådyr, dådyr og krondyr til at skabe større variation i vegetationen og holde tilgroning i ave, og det rækker ikke langt i den store plantagemonotoni.

Dynamikken skal med andre ord tilbage, så naturen kan bevæge sig i landskabelig skala, idet klitter jo kan flytte og forandre sig. At ikke blot husdyrgræsning, men udsætning af større vilde planteædere bør overvejes på linje med andre vigtige tiltag fremgår af nyere dansk forskning, der er eksperimentelt underbygget (Brunbjerg m.fl. 2014).

Derfor skal vi genetablere rammerne for dynamikken ved at prioritere plads til foranderlig kystnatur og udsætning af større planteædere og afvikle dynamikkens bremseklodser, hvilket indebærer et ophør af dræning og en afvikling af dele af de monotone og artsfattige klitplantager.

Og der er ingen grund til ikke at tænke utraditionelt. At også europæisk bison er oplagt at overveje i klit-naturen, foreslås f.eks. eksplicit af de samme danske forskere, og om den i givet fald bør indgå i en større vifte af flere forskellige større planteædere, må det være op til biodiversitetsforskere at vurdere i en faglig detailanalyse af Tversted Plantage og omegn – når og hvis der skulle vise sig politisk vilje til at sætte natur og biodiversitet i centrum netop her.

Større planteædere forudsætter et vildthegn, der holder disse vigtige dyr inde på det ønskede naturareal, hvor de skal være en integreret del naturen frem for at drøne ud af naturreservatet for at æde løs af landbrugets afgrøder. Samtidig skal vi i videst muligt omfang undgå at forhindre andre dyr i at passere ind og ud, hvorfor det er en god idé med en lang række faunapassager i form af rør eller mindre tunneller under hegnet til f.eks. ræv, grævling, odder og ulv.

Hvad koster det at etablere et naturreservat af denne karakter?

Hvis vildthegnet skal omgive hele afgrænsningen, ville det strække sig over ca. 16 kilometer og koste ca. 4-5 mio. kr., hvortil kommer 4-6 færiste (à ca. 250.000 kr.), hvor hegnslinjen krydser bilveje. Øvrige etaberlingsudgifter består bl.a. af honorar til forsker-rådgivning, etablering af naturlig vandstand og indkøb af dyr.

Jeg tillader mig i denne sammenhæng at forudsætte, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører. Hvad der er i dag af tømmerindtægter, er ikke offentligt tilgængelige informationer, men at den i det mindste i mange år tidligere har »givet et stort økonomisk underskud«, fremgår af forhenværende klitplantør Chr. Ulrik Sands bog Tversted Plantage fra 1977. 

Men den største etableringsudgift består utvivlsomt af opkøbet af de foreslåede privatejede arealer – det kan undgås, hvis der indgås permanent bindende aftaler med natur og biodiversitet som højeste prioritet. Ellers vil de ca. 160 hektar muligvis koste ca. 15-20 mio. kr.

Hvis det ikke bliver nødvendigt med opkøb af privatejede arealer – og alt efter hvilke og hvor mange dyr, det kan komme på tale at udsætte – vil en etablering af Naturnationalpark Tversted Skov & Kyst formodentlig kun beløbe sig til beskedne 10-15 mio. kr. I tilfælde af opkøb er det nærmere i omegnen af ca. 25-35 mio. kr.

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer i Tversted Klitplantage (og umiddelbart øst herfor) og undersøg mulighederne for opkøb (eller permanent bindende aftaler med private ejere) af de arealer, som indgår i forslaget.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan en eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) om nåleskovsarealer (og hvilke) skal ryddes og udtyndes i den eksisterende nåletræsplantage før en omlægning til den mest hensigtsmæssige og naturlige fordeling af dynamisk klitnatur og urørt skov uden tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond eller nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Tversted Skov & Kyst kunne med tiden blive et spektakulært naturreservat i et dynamisk kystnært område med meget bedre rammer for naturen. På linje med mange andre arter kunne den kritisk truede sortbrun blåfugl få bedre forhold og måske tjene som ikon for en naturnationalpark, der blandt mange naturgevinster også beskytter en trængt sommerfuglerigdom, som denne del af Nordjylland rummer (endnu).

Og selvfølgelig i tilgift styrke al den oplevelsesrigdom og poesi, som sommerfuglene unægtelig også inkarnerer – og som f.eks. digteren Inger Christensen havde så skarpt og smukt et øje for i Sommerfugledalen – et requiem (1991):

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe
i farvens periodiske system
ved hjælp af blot den mindste nektardråbe
kan løfte jorden op som diadem.

Rune Engelbreth Larsen, november 2016
Opdateret februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Ambitiøse naturreservater til Naturkommunen Hjørring
> Fotoserie: Tversted Klitplantage
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status