Af Rune Engelbreth Larsen, 31 januar 2016

Båltale ved DN-arrangement i Aarhus: Vi redder kysterne

Danske naturlandskaber kunne og burde være noget, der forenede os alle. Når vi oplever dansk natur, oplever vi resterne af noget, der rækker årtusinder tilbage, og som derfor forbinder alle os, der bor i dette land, med alle dem, der har boet i dette land.

Det er en ‘danskhed’, som ikke ekskluderer nogen, fordi de måtte mene noget ‘forkert’, have en ‘forkert’ baggrund, eller fordi de går klædt eller ser ud på en ‘forkert’ måde. Nej, vore danske naturlandskaber forener os, fordi de er resterne af fælles kulisser på tværs af vore kulturelle rødder, på tværs af vore standpunkter og alle vore øvrige forskelle. 

Men dansk natur er trængt. Dansk natur mangler plads, hvor naturen har førsteprioritet. For vore over 35.000 medarters skyld. Men også for vor egen menneskelige naturs skyld. De fleste af os tilbringer jo hovedparten af tiden i firkantede kasser, får vores underholdning fra firkantede kasser og arbejder efter firkantede skemaer – bør der da ikke også være plads til vildere vidder, hvor vi kan dvæle ved naturens mere ufirkantede kulisser, ukurante kurver, vekslende vinkler og mangfoldige livsformer?

Desværre underprioriteres, fortrænges og trues alt dette i vor tid.

Men jo, der er heldigvis også enkeltstående og vigtige lyspunkter, og lad os ikke glemme dem her – f.eks. genkomsten af havørn, trane, skestork og rød glente. Arter, som vi tidligere har udryddet med gift, fælder og kugler, men som nu er tilbage som danske ynglefugle. Eller ulven, der også er kommet ‘hjem’ igen, hvor den kan genindtage sin vigtige rolle som nøgleart og få stor og positiv betydning for mange andre arter, fordi naturen selvfølgelig har brug for sine rovdyr. Eller bævere, bisoner og vildheste, der så småt er på vej tilbage til den danske natur, hvor der jo ellers er katastrofal mangel på de større vilde planteædere, som sikrer variation i vegetationen, spreder frø og skaber nye og flere levesteder for utallige andre arter.

Der er lyspunkter, som er vigtige at bemærke og fremhæve til fælles begejstring og inspiration, der fortæller os, at naturens afvikling kan vendes. Men vi skal ikke bære skyklapper: Som helhed går det desværre den gale vej. Med syvmileskridt.

Mange arter fortrænges eller uddør i det åbne land, hvor ensformigheden trænger frem, og naturens variation forsvinder. Stærke interesser fremsætter krav om at udrette, udgrave og udmarve livet i vore vandløb, som ellers også var blandt de spæde succeshistorier. Selv i vore statsskove lader politikere motorsavene regere næsten uhindret, hvorfor store gamle, smukke løvtræer fældes og fjernes, selv om det netop er disse træers naturlige cyklus, der rummer livsbetingelserne for så mange truede skovarter.

Længe nok har vi fundet os i, at motorsave og afvanding dræner vore skove for liv, så de bliver til kedelige plantager og artsforladte træmarker i stedet for lysåbne og livlige levesteder. Længe nok har vi fundet os i, at artsrig natur placeres allerbagerst i rækken af prioriteter. Men vi kan ændre det. Lad os ændre det.

Vi har ingen ægte vild natur, men vi har natur, der er og kunne blive vildere, mere naturlig, mere artsrig og mere oplevelsesrig. Hvis vi er indtrængende nok og mange nok til at råbe politikerne op.

For vi har et stort naturpotentiale i Danmark. Vi har over syv tusind kystkilometer. Vi har over to tusind kvadratkilometer offentligt ejet natur. Vi har over seks tusind kvadratkilometer offentlig og privat skov. For eksempel.

Vi har pladsen til storslået natur i balance – vi mangler ‘blot’ politisk prioritering af natur på naturens præmisser. Derfor bør vi fastholde, at hoteller, badeland og andet gøgl placeres mindst 300 meter bag ved kysterne, og at vi generelt holder bebyggelse, industri og produktion uden for naturen.

I aften står vi med fakler og bål her ved kysten, fordi regeringen truer de frie, åbne kyster, der er noget af det mest historisk signifikante og mest sammenhængende landskabskaraktertræk ved Danmark. Fordi ét sted må en bred modstand mod den tilbagevendende fragmentering og forarmelse af naturen begynde at gribe om sig.

Vi begynder med lys over land. Vi begynder med fakler og bål for at bevare kysterne frie og åbne. Men lad os ikke slutte her.

Derfor: Lad os holde faklerne parat – også efter i aften. Danmark er rigt nok og rigeligt stort til at kunne bevare snoede vandløb og andre naturperler. Vi ønsker plads og prioritering til vore tusindvis af medarter. Vi ønsker flere naturlige skove uden motorsave. Vi ønsker sammenhængende naturlige vidder på naturens præmisser. Lad i aften blot være begyndelsen på håbet og råbet til politikerne om vigtigheden, skønheden og storheden af dansk natur.

Rune Engelbreth Larsen (Tale på Tangkrogen, Aarhus, den 31. januar 2016)
Apropos: Opfordring til folkeafstemning – bevar kysterne og de åbne naturlandskaber

Af Rune Engelbreth Larsen, 30. januar 2016

29 afsendere bag fælles appel: Vores frie kyster og fælles åbne landskab tilhører fremtiden

På initiativ af billedkunstner Bjørn Nørgaard er jeg én af 29 medunderskrivere på denne appel til vore folketingspolitikere om at udnytte muligheden for at kræve en folkeafstemning om de påtænkte indgreb i kysterne og de åbne naturlandskaber. Min motivation for at skrive under er ikke mindst, at regeringen vil åbne en glidebane, som kan tilsidesætte unikke naturværdier og fragmentere landskabet yderligere i en tid, hvor naturen i forvejen er trængt og har behov for plads og prioritering. Rune Engelbreth Larsen.

Den smalle V-regerings forslag til at afløse nuværende planlove med vilkårlig liberalisering, betyder udsalg af vores smukkeste naturskatte! De frie kyster og åbne landskab skal sættes til salg til højstbydende!

Ja, vi skal have liv og udvikling overalt i Danmark, men med demokratiske spilleregler. 

Bliver Venstres udspil til lov (se Venstres valgoplæg og vækstplan), udhules Vores lovbeskyttelse af kyst og landskab som herefter prisgives kortsigtede interesser; og en arv fra tidligere generationer er tabt for de kommende.

Det som forsvinder med regeringens planer, er dén lovgivning som er bygget op i næsten 100 år, især efter jordlovenes fald.

I den situation er vores sidste mulighed at få lovændringerne sendt til folkeafstemning som beskrevet i Grundlovens § 42. En sådan folkeafstemning har ikke været afholdt siden jordlovene blev forkastet i 1963. Det forudsætter en underskrift fra 60 medlemmer af Folketinget senest 3 søgnedage efter lovens vedtagelse.

Vi appellerer til, at regeringen og vores folketingsmedlemmer forstår, at beskyttelsen af de fri kysterne og det åbne landskab er en folkesag.

Anne Regitze Wivel, filminstruktør
Bjørn Nørgaard, Billedhugger, professor
Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk forening
Ella Marie Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening
Else Marie Bukdahl, dr.phil tidl. rektor for Kunstakademiet
Erik A Nielsen, professor dr.phil
Hanne Mailand, billedkunstner
Hans Edvard Nørregård Nielsen, tidl. formand for Ny Carlsbergfondet.
Hans Gammeltoft-Hansen, professor tidl. Folketingets Ombudsmand
Hein Heinsen, billedhugger, professor
Henning Mortensen, forfatter
Inge Lise Westman, billedkunstner
Ingemann Andersen, billedkunstner
Jens Smærup Sørensen, forfatter
Karsten Orht, formand for Ny Carlsbergfondet
Kjeld Hansen, forfatter, journalist
Klaus Thommesen, billedkunstner
Knud Sørensen, forfatter
Lene Tranberg, arkitekt, adj. professor
Martin E Andersen, billedhugger, professor
Mogens Bengtsson, formand for beboerforening Møn
Niels I Meyer, professor emeritus
Ole Christiansen, tidl. dir. Miljøstyrelsen
Ole Jensen, professor emeritus, dr. theol og forfatter.
Per Øhrgaard, professor dr.phil.
Rune Engelbreth Larsen, forfatter, idéhistoriker
Suzanne Brøgger, forfatter
Troels Andersen, kunsthistoriker, tidl. leder af Silkeborg Kunstmuseum
Verner W Hansen, Formand for Danmarks Sportsfiskerforbund