Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Gamle træer og dødt ved i Hellebæk Kohave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gamle træer og dødt ved i udkanten af Hellebæk Kohave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 11 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur vest for Helsingør: Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Foreslået afgrænsning af en 1.000 hektar stor Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn
Foreslået afgrænsning af en 1.100 hektar stor Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn

Eremitten – eneboeren, der er social

En eremit er en eneboer, der lever et asketisk liv viet sin religion – oprindelig mere eller mindre isoleret i en ørken. Men en eremit er såmænd også en 2-3 cm stor bille, der foretrækker at leve i store gamle løvtræer, fortrinsvis ege- og bøgetræer.

Herhjemme har man almindeligvis ledt efter den i solitære træer, der troner ensomt i skovbryn eller lysninger, men i 2015 er de også fundet i mørke og fugtige naturskove (Graubæk & Hansen 2015).

Når træerne undgår at blive fældet til tømmer og i stedet får lov til at blive til såkaldte veterantræer, sørger svampe for en gradvis forrådnelse af veddet, hvilket er guf for de insekter, der æder dødt træ. I fællesskab udhuler svampe og insekter således langsomt hele eller dele af træet, der er eftertragtede boliger for forskellige fugle, flagermus og insekter.

Bæstet set forfra – eremit, en meget sjælden bille i Danmark (Foto: Magnefl, Wikipedia)
Bæstet set forfra – eremit, en meget sjælden bille i Danmark (Foto: Magnefl, Wikipedia)

Eremitten er en varmekrævende art, der er tilpasset det træsmuld, som drysser ned i sådanne hulheder, hvor det kan blive til anselige mængder i løbet af årene, faktisk op til flere hundrede liter. Hunnen lægger sine æg i smuldet eller i stammens indre sprækker, og her lever larverne i 2-3 år, før de er fuldt udviklede.

Det er en art, der kan være vanskelig at opdage, eftersom den foretrækker hulheder i stammen så højt oppe som seks meter eller højere, men også i højtsiddende rådne grene, hvis de er tykke nok. Den kan også finde på at anvende spættehuller i store grene og i kronerne – og mon ikke det er dens skjulte og tilsyneladende ‘ophøjede’ levevis, der har navngivet den? Eremit er nemlig ikke en eremit i betydningen eneboer, men derimod et socialt insekt.

Nord for Bognæs Storskov er der kun fundet eremit i to træer i Nordsjælland, begge i Hellebæk-Hammermølle-området – her er det ene, nær Hellebæk Station (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Nord for Bognæs Storskov er der kun fundet eremit i to træer i Nordsjælland, begge i Hellebæk-Hammermølle-området – her er det ene, nær Hellebæk Station (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det er ikke ualmindeligt, at den slet ikke forlader det træ, den har boet i som larve, og selv om den kan flyve, er dens spredningsevne i det kølige Nordeuropa meget begrænset. Talrige generationer kan leve i det samme træ gennem hundreder af år, mens hulrummet udvides, og i takt med at veddet ædes.

Træet skal dog helst skal være over 100 år gammelt og have nået en omkreds på mindst halvanden meter, før herlighedsværdierne er attraktive nok for eremitter på på boligjagt. Det kræver en meget lang skovkontinuitet – altså skove (eller dele af skove), der får lov til at blive stående i århundreder uden risiko for fældning.

Eremit er gået stærkt tilbage, skønt den næppe har været decideret talrig i Danmark de seneste århundreder. Den er vist aldrig registreret på Fyn, og i Jylland er den senest fundet ved Fussingø i 1886. De tilbageværende levesteder ligger alle på Sjælland og Lolland.

Ifølge NOVANA (Det Nationale Program for Overvågning af VAndmiljøet og NAturen), der overvåger internationalt beskyttet natur, er der således kun registreret to nordsjællandske træer med eremit under den seneste overvågning i 2012 (begge i Hellebæk Skov), og i alt har man kun fundet 72 eremit-træer (Søgaard m.fl. 2015a: 45).

I 2015 blev der ganske vist fundet flere eremit-træer i nogle af de samme områder (Graubæk & Hansen 2015), men i Nordsjælland består de seneste registrerede fund af eremit kun af to larver i Hellebæk Skov i 1990, tre døde biller i 2009 og én død bille i 2010. Måske er den allerede uddød i Nordsjælland – eller stærkt på vej til at blive det?

Eremit (foto: Wikipedia)
Eremit (foto: Wikipedia)

Det er dog ikke utænkeligt, at den lever i træer, der ikke er undersøgt, f.eks. fandt man uventet en eremit yderst på Knudshoved Odde i 2013 (Søgaard m.fl. 2015a: 44f).

Mange andre arter er tilknyttet døde og døende træer, og eremitten er dermed også en indikator på naturens status for andre insekter, svampe og planter, som er afhængige af gammel løvskov og dødt ved.

Gør vi en indsats for at forbedre vilkårene for eremitten, gør vi altså også automatisk en indsats for flere forskellige arter, der har brug for vildskov på skovens egne præmisser.

Et område, hvor natur og biodiversitet kunne være i centrum af et større naturreservat uden tømmerproduktion finder vi lige dér, hvor eremitten (måske/måske-ikke) stadig har en chance: Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn.

Et kommende eremittræ? En række gamle træer er udpeget som mulige levesteder for den stærkt truede bille eremit (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et kommende eremit-træ? En række gamle træer i Hammermølle Skov er udpeget som mulige levesteder for eremit og fritstillet, så de lettere opvarmes af solen til gavn for den stærkt truede bille. De står imidlertid over 300 meter fra det ene af de to sidste træer, der muligvis endnu huser eremitten, og det er en formodentlig en uoverkommelig spredningsafstand – men at bevare de store gamle træer vil i alle tilfælde gavne andre arter (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor naturnationalpark lige dér?

De statsejede arealer udgør ca. 95 procent af den foreslåede afgrænsning
De statsejede arealer udgør ca. 95 procent af den foreslåede afgrænsning, de øvrige (Vestkilen) er kommunalt ejet

Christian IV etablerede møller og metalværksteder i denne del af Nordøstsjælland, der blev et tidligt industriområde, bl.a. med den første hammermølle. Først i 1765 bygges dog Hammermøllen i Hellebæk, hvor der fremstilles gevær- og pistolløb – heraf også navnet Hammermølle Skov, som dog også kaldes Hellebæk Skov.

Teglstrup Hegn blev indhegnet med grøfter, sten- og jorddiger i 1785-1795 og hed dengang Theilstrup Skov Indhegning. I 1945 overtog statsskovbruget den hidtil privatejede Hammermølle/Hellebæk Skov, og gennem opkøb i 1997 og mageskfite med Forsvaret i 2000 blev skovkomplekset sammenknyttet – hvorfor det i dag er muligt at forvalte det hele som ét sammehængende naturreservat.

Når området er velegnet som naturreservat, skyldes det bl.a., at næsten hele det foreslåede areal allerede er statsejet (ca. 95 procent). Der er med andre ord ikke behov for omfattende opkøb af privatejede arealer – og kan de små privatejede arealer ikke opkøbes, kan de undværes indtil den dag, de er til salg.

Som nævnt er eremit uddød eller tæt på at være det i denne del af Sjælland, hvorved den deler skæbne med stellas mosskorpion. Den er ikke fundet på en eneste af de 40 danske lokaliteter, hvor den blev eftersøgt i 2012, om end der er blevet fundet en enkelt i Teglstrup Hegn uafhængigt heraf (Søgaard m.fl. 2015a: 48).

Biodiversitetskortets bioscore viser en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn
Biodiversitetskortets bioscore viser en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn

Stellas mosskorpion er knyttet til samme slags levesteder som eremit, men er trods sit navn ikke helt så eksotisk som de store skorpioner, vi kender fra udlandet. Den har et par klosakse, der kan afgive gift, men den lille spindler måler kun 2-3 millimeter i længden og er helt ufarlig – medmindre man f.eks. er en lille mide, støvlus eller springhale.

Trods de trange kår for eremit og stellas mosskorpion har store dele af området – især de nordligste dele – dog fortsat en ganske høj bioscore, hvilket betyder en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter. Men der er flere arter, som hænger i en tynd tråd.

F.eks. har Danmarks mindste guldsmed, dværgvandnymfe, sit allersidste danske levested i Teglstrup Hegn ved et lillebitte vandhul med det knap så appetitlige navn Fandens Hul. I 1990’erne kunne denne sidste danske bestand tælles i tusinder, i de senere år angiveligt kun i hundreder (jf. Rødlisten).

Vandhullet er gradvis blevet mindre på grund af tørvemosser, der vokser som en flydende måtte, en såkaldt hængesæk, og som lukker vandoverfladen og dermed spærrer adgangen til vandet, hvor dværgvandnymfens larver lever. For at forhindre arten i at uddø på sit sidste danske levested har Naturstyrelsen på opfordring af lokalforeningen Hellebæk Kohaves Venner gravet huller i hængesækken, så vandfladen fritlægges.

Biodiversitetens generelle potentiale inden for det foreslåede naturreservat afspejles også derved, at det overlapper fremhævede landskabskvadrater i rapporten Biodiversitetskort for Danmark (Ejrnæs m.fl. 2014) såvel som rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove (Petersen m.fl. 2016), der indkredser minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse biodiversitetstabet i Danmark.

Skarv over Bøgeholm Sø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skarv over Bøgeholm Sø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Overgræsning eller vildgræsning?

Foderpladsen findes i et hjørne af naturområdet, der ellers har et stort potentiale for vildere natur på naturligere præmisser – hvilket imidlertid forudsætter, at dyrene lever af vegetationen året rundt og ikke tilskudsfodres (foto: Rune Engelbreth Larsen)
På vej til foderpladsen, der findes i et hjørne af naturområdet, som ellers har et stort potentiale for vildere natur på naturligere præmisser – hvilket imidlertid forudsætter, at dyrene lever af vegetationen året rundt og ikke tilskudsfodres (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hellebæk Kohave blev etableret som græsningsskov i en del af Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn i 2003-04. Ifølge Naturstyrelsens folder om området har der har været udsat op til 150-300 helårsgræssende malke- og kødkvæg, og græsningsarealet er udvidet lidt undervejs. Hensigten er bl.a., at de græssende kreaturer skal holde græslandsområder åbne og fri for træopvækst, tynde ud i underskoven og trampe hul i jorden og derved give plads til spirebede for blomster.

Endvidere undlader kreaturerne at græsse omkring kokasserne, der således ikke blot er en lækkerbisken for møgbiller, men også bidrager til at skabe variation i vegetationen til gavn for mange andre insekter – her kan urterne spire uden at blive ædt.

I teorien. Eller rettere – under naturlige forhold.

Vinterfoderplads til skotsk højlandskvæg, der er udsat hele året i Hellebæk Kohave – fem tons halmballer om ugen er en del af menuen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vinterfoderplads til skotsk højlandskvæg, der er udsat hele året i Hellebæk Kohave – fem tons halmballer om ugen er en del af menuen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Men hvor ’naturlige’ er forholdene i Hellebæk Kohave og den tilhørende skovgræsning i Teglstrup Hegn, hvor antallet af kreaturer er betydeligt større, end det ville have været fra naturens hånd?

Kvæget skal jo gerne give et godt afkast i form af netop kød og mælk, hvilket vil sige, at de helst skal æde igennem hele tiden – men det er ikke foreneligt med en naturligt varieret græsning.

I Hellebæk Kohave har bestræbelserne på at styre græsningen derfor haft en naturforarmende effekt. I den nordlige del er der græsset for lidt, hvorfor der har dannet sig et tykt og uigennemtrængeligt tæppe af græs og førne. I den sydelige del er arealet meget overgræsset, hvorfor stort set ingen planter har nået at sætte blomst og frø, og lokale botanikere har i mange år påpeget den manglende artsrigdom.

Her fodres Hellebæk Kohaves kreaturer om vinteren i hvad der har udviklet sig til en kæmpe pøl af mudder og afføring i et naturbeskyttet område i en nationalpark – det er ikke kønt, og det lugter fælt (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Her fodres Hellebæk Kohaves kreaturer om vinteren i hvad der har udviklet sig til en kæmpe pøl af mudder og afføring i et naturbeskyttet område i en nationalpark – det er ikke kønt, og det lugter fælt (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Er manglen på græsning et stort problem generelt i dansk natur, hvor tilgroning og ensformighed tager overhånd mange steder, betyder for mange dyr pr. hektar til gengæld, at der ædes så meget i bund, at en del af vegetationen får vanskeligt ved overhovedet at etablere sig – og forarmes vegetationen, forsvinder dele af insektlivet.

Eksempelvis konkluderer en svensk studie af 100 semi-naturlige tør-enge i det sydøstlige Sverige, at hård græsning reducerer antallet af køllesværmere (natsommerfugle, som flyver om dagen) og andre dagaktive sommerfugle, og at det generelt bør undgås på arealer med en artsrig fauna (Franzén & Ranius 2004). Herhjemme er der en lang række konkrete eksempler på, at hård græsning har udryddet sjældne sommerfuglearter lokalt (Ravn & Nielsen 2007, Petersen 2017).

Fra 2003 til 2013 og fremefter har aftalen mellem Naturstyrelsen i Nordsjælland og den forpagter, som har leveret dyrene, været »omkring 150 kreaturer« om sommeren på 219 hektar og ca. 60 dyr om vinteren. Det er et stort antal dyr.

Græsningsarealet er siden udvidet til 250 hektar, opdelt i to separate hegninger. På 160 hektar nord for Hellebækvej græsses almindeligvis kun om sommeren, men på de 90 hektar syd for Hellebækvej er der helårsgræsning, og kreaturerne fodres om vinteren på en afsides foderplads ved en gammel skydebane. Fodringen i sig selv viser, at der er alt for mange dyr i forhold til, hvad der fra naturens hånd er fødegrundlag til om vinteren.

Tilskudsfodringen har f.eks. i vinteren 2016-17 bestået af 5 tons græs-wrap om ugen plus kraftfoder i form af majs, hvilket medfører en stor næringsstoftilførsel, som favoriserer få dominerende planters tilgroning og derved bidrager til at forringe artsrigdommen. Man kan så bestræbe sig på at fjerne kreaturernes afføring dér, hvor de bliver fodret (for at forhindre den tilførte næringsbelastning), men det er vanskeligt og ineffektivt en våd vinter, hvor mudder og afføring flyder ud i én stor pløre.

Medio maj 2017 flød gyllen stadig ud over adskillige hundrede kvadratmeter, og når det regner, siver mere af afføringspølen ned ad terrænet og forarmer vegetationen i en internationalt beskyttet og EU-prioriteret naturtype (såkaldt skovbevokset tørvemose), der kun befinder sig 50 meter derfra. Tidligere lå foderpladsen på en bakketop, der også var kortlagt som en EU-beskyttet naturtype (såkaldt surt overdrev), og her udryddede fodringen sjældne og sårbare planter, da kvæget druknede vegetationen i store mængder gylle.

Samtidig minimerer tilskudsfodringen dyrenes naturlige græsningsadfærd, idet de koncentrerer sig om foderpladsernes store fodertrug i stedet for at søge aktivt ud i hele området, herunder de mange afkroge i skoven, der er en del af området. Dermed forsvinder deres naturlige effekt på buske og træer om vinteren – f.eks. barkskrælning og bid, der ellers ville gavne en række svampes og insekters levesteder.

Under naturlige forhold ville dyrene æde træopvækst eller sværtfordøjelige planter om vinteren, men når de får foræret en buffet på en foderplads, behøver de jo ikke søge ud i arealets afkroge for at finde sin aftensmad. Tilskudsfodringen nulstiller så at sige den naturlige græsningsadfærd, der ellers skulle komme både vegetationen og insektlivet til gavn.

De lysåbne arealer i Hellebæk Kohave har derfor aldrig fået karakter af det farverige blomstertæppe om foråret eller sommeren, der kendes fra et naturligt græsland, men ligner mange steder en blomsterløs golfplæne.

Helårsgræsning er optimalt for et naturområde, hvis det foregår på naturens præmisser, men i Hellebæk Kohave fodres kreaturerne massivt om vinteren, hvorfor de ikke har den naturlige fødeadfærd og derved ikke gavner området en stor del af året. Og i sommerhalvåret har der i mange år været alt for mange kreaturer sat ud, hvorfor de opæder alt i de åbne områder, der er nedbidte og blomsterløse som en golfbane (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Forår. Helårsgræsning er optimalt for et naturområde, hvis det foregår på naturens præmisser, men i Hellebæk Kohave fodres kreaturerne massivt om vinteren, hvorfor de ikke har den naturlige fødeadfærd og derved ikke gavner området en stor del af året. Og i sommerhalvåret har der i mange år været alt for mange kreaturer sat ud, hvorfor de opæder alt i de åbne områder, der fremstår nedbidte og blomsterløse som en golfbane (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det ville være bedre at lade kreaturer og/eller andre større planteædere græsse på området året rundt i et antal, der i stedet er tilpasset fødegrundlaget om vinteren. Ad den vej er der nemlig et ’overskud’ af føde om sommeren, og det betyder større potentiale for en varieret blomstervegetation og flere af de insekter, der er tilknyttet hertil. Sådan ’regulerer’ naturen selv forholdene, hvilket bør være sigtemålet.

Lokalforeningen Hellebæk Kohaves Venner skabte opmærksomhed omkring overgræsningen i vinteren 2016-17, hvorefter der har rejst sig en større offentlig debat om de negative konsekvenser af den omfattende og koncentrerede tilskudsfodring. De helårsgræssende kødkvæg er som følge heraf blevet reduceret til 70, mens der går 60 sommergræssende kvier i den nordlige hegning – men spørgsmålet er, om ikke opmærksomheden om problemet kunne blive et reelt vendepunkt med plads til nytænkning i forvaltningen?

Dermed har vi så småt taget hul på noget af det, der skal til for at gøre ikke blot Kohaven, men hele det foreslåede område til et naturreservat med vildere natur på naturligere præmisser.

Højmose i Teglstrup Hegn med det betagende navn Skidendam (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Højmose i Teglstrup Hegn med det betagende navn Skidendam (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til for vildere natur?

Naturstyrelsen har selvfølgelig iværksat andre tiltag for at øge naturværdierne på en række af de øvrige arealer i området. På mosearealer, hvor der er indplantet nåletræer, arbejder man f.eks. i retning af at genetablere skovmoser med naturlig vandstand, og af hensyn til eremit er store gamle ege- og bøgetræer lysstillet i et hjørne af Hellebæk Kohave og Hellebæk Skov. Selv om det formodentlig er for sent at redde billen i denne del af Sjælland, kan det gavne andre arter.

I Hellebæk Kohave er hegnslinjen flyttet og arealet forøget for bl.a. at få de potentielle eremit-træer med i det område, der græsses. Det er et skridt i den rigtige retning at tænke i større sammenhængende arealer med helårsgræsning – især hvis overgræsning erstattes af vildgræsning.

Det optimale ville være at udvide græsningsarealerne fra de ca. 300 hektar i Hellebæk Kohave til simpelthen at omfatte de 1.100 hektar, der dækker hele forslaget til Naturnationalpark Hellebæk Kohave & Teglstrup Hegn.

Faktisk har det meget flotte og varierede naturområde stort potentiale for at blive en perle af vildere og naturligere natur.

Lokalt har man vænnet sig til den forholdsvis store hegning og begrænsningerne i trafikken på tværs af området, og Naturstyrelsen har besluttet at rive den store Hellebæk Avlsgård ned – og det er nu engang rart at gå i et naturområde, hvor overflødige bygninger er væk.

Hvis man ønsker vildere natur, er det på den ene side et markant kursskifte, der skal til i forhold til forvaltningen i dag, men på den anden side er det meget lidt, der skal til for at etablere et virkelig godt naturområde på naturligere præmisser – man kan f.eks. gribe det an i to etaper.

Første etape: Væk med tilskudsfodringen, fjern gyllehavet, udvid hegnslinjen fra 300 til ca. 500 hektar og sæt vildheste og et meget mindre antal kreaturer ud året rundt – eller gerne: bisoner. Anden etape: Konverter hele det foreslåede areal til Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn på de foreslåede 1.100 hektar, uden tømmerproduktion og uden tilskudsfodring.

Slip vilde planteædere løs på hele arealet året rundt og lad dem være en integreret del af narturen, hvor antallet efterhånden tilpasses det fødegrundlag, der er i skovene og de lysåbne arealer om vinteren. På den måde kan man bekæmpe tilgroningen og samtidig give plads til en varieret vegetation om sommeren.

Forslag til en 16 kilometer lang hegnslinje
Forslag til en 16 kilometer lang hegnslinje

Udover vildheste, bisoner eller kreaturer kunne vildsvin og elge også være oplagte at overveje at få udsat til en mere varieret græsning i området.

Ifølge rapporten Elg i Danmark er der plads til ca. 4.400 elge i Danmark fordelt på otte hovedområder, heriblandt Nordsjælland, der rummer fire oplagte delområder (Sunde & Olesen 2007).

Det medfører alt sammen en hegnslinje, der ikke kun omfatter Hellebæk Kohave, men hele naturnationalparken og derved får en længde ar ca. 15 kilometer. Vildheste og kreaturer kan holdes inde bag et simpelt og billigt el-hegn, som hjortevildtet let kan forcere, men elge og vildsvin ville kræve et mere robust og fintmasket vildthegn, som også ville betyde, at hjortevildtet i området ville blive en del af hegningens dyr.

Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn er i øvrigt ét af fire forslag til naturnationalparker inden for rammerne af den eksisterende Nationalpark Kongernes Nordsjælland. De tre øvrige er Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø, Naturnationalpark Gurre Sø & Horserød Hegn og Naturnationalpark Melby Hede & Tisvilde Hegn.

Samlet kunne de fire potentielle naturreservater udgøre en stribe spektakulære kerneområder med vildere natur, der i modsætning til nationalparken som helhed faktisk kunne leve op til de internationale nationalpark-kriterier.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland (skraverede arealer) rummer mulighed for fire NATURnationalparker med vildere natur, der kan fungere som nationalparkens kerneområder på naturens præmisser
Nationalpark Kongernes Nordsjælland (skraverede arealer) rummer mulighed for fire NATURnationalparker med vildere natur, der kan fungere som nationalparkens kerneområder på naturens præmisser

Sæt i gang

I tilfælde af en udsætning af elg, bison eller vildsvn er der som nævnt behov for et ca. 15 kilometer langt vildthegn omkring den foreslåede afgrænsning for at undgå, at de store dyr forsvinder fra området. Et vildthegn af denne størrelse ville beløbe sig til ca. 4-5 mio. kr., hvortil kommer 4-6 færiste (à ca. 250.000 kr.), samt udgifter til at få en detailplanlægning udarbejdet af biodiversitetsforskere, genetablere naturlige vandforhold og indkøb af dyr.

Hele arealet er i offentligt eje (det meste statsligt, Vestkilen er kommunalt ejet), hvorfor der ikke behøver blive opkøbt arealer. Derved ville etableringsudgifterne samlet set næppe behøve beløbe sig til meget mere end ca. 10-12 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktion).

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet til de statsejede arealer i Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn plus det kommunale areal, Vestkilen. Etabler hele naturnationalparken i én eller to etaper.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får mere naturlige vandforhold; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Klaresø, Teglstrup Hegn (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Klaresø, Teglstrup Hegn (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I dag er græsningen i Hellebæk Kohave ikke fremmende for biodiversiteten og ikke optimal i forhold til at opnå natur på naturligere præmisser. Men mødet med de mange kreaturer, der græsser på de lysåbne areaeler såvel som i skoven, giver alligevel en vis forsmag af det visuelle indtryk, der kunne vente os.

Større vilde planteædere kunne gøre dette smukke nordsjællandske naturhjørne med de mange små og mellemstore søer til et afvekslende og mere artsrigt naturområde på naturligere præmisser.

Solbeskinnede veterantræer i skovbryn og lysninger af urørt skov, hvor ikke blot vildkvæg, men måske vildheste, bisoner eller elge dukker frem af skyggerne, men også kan mødes i mørkere dele af det spændende og afvekslende skovbillede. Et kerneområde i nationalparken med reel fokus på natur, fordi naturen får lov til at råde – en naturnationalpark.

Rune Engelbreth Larsen, maj 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status
> Når naturforvaltningen forarmer naturen (Altinget)

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Hindemade, august (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hindemade, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 10 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur umiddelbart vest for Haderslev: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

 

Forslag til afgrænsning af et 1.000 hektar stort naturreservat: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af et 1.000 hektar stort naturreservat: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (baseret på OpenStreetMap)

Potentielt naturreservat vest for Haderslev med rige muligheder for vildere variation

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule SkovDet lidt underlige navn Pamhule Skov betyder angiveligt »skoven ved hulen« i de kuperede (pamp) bakker, og det er ganske træffende for denne løvskov, hvor skovdriften er begrænset til plukhugst flere steder og i nogle områder helt ophørt. Det sidste kalder man urørt skov, ikke fordi skoven ikke må røres, men fordi skoven får lov til at udvikle sig på skovnaturens præmisser frem for at fungere som tømmerressource.

Den 100 hektar store Haderslev Dyrehave græsses af dådyr og krondyr, men opdyrkes også med henblik på tilskudsfodring af hjortene, ligesom det f.eks. foregår i Jægersborg Dyrehave. Tilskudsfodringen er betinget af ønsket om flere hjorte, end der er naturligt fødegrundlag for, hvilket ikke alene tilfører naturen næringsstoffer, som kan øge vegetationens ensformighed, men forstyrrer også dyrenes naturlige adfærd – hvilket er helt unødvendigt.

Det ville være bedre at have et mindre antal dyr, som til gengæld kunne klare sig selv året rundt – men endnu bedre at indhegne hele Pamhule Skov og flere af de øvrige skovområder som et fælles areal, hvilket ville give langt mere plads og dermed et betydeligt større fødegrundlag. Ad den vej kunne de kunstige fodertiltag endnu lettere overflødiggøres, og der ville være plads til at sætte flere (forskellige) større planteædere ud i skovene med henblik på skovgræsning i et naturligere skovlandskab.

Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)
Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)

Skovgræsning er ganske vist et lidt snævert begreb, fordi de store planteædere, der ‘græsser’ i skovene, jo ikke blot ‘græsser’, men også æder af træer og krat, hvilket opretholder små lysninger og skovbryn, forøger dynamikken og derved også skaber glidende overgange mellem skovarealerne og de omgivende lysåbne arealer, f.eks. enge eller græsland. 

Endvidere sørger planteæderne for kontinuerlige leverancer af frisk lort, som en lang række arter er afhængige af, ikke mindst møgbiller, der som navnet antyder sædvanligvs lever i (og lægger deres æg i) lort. Derfor kan de såmænd være temmelig sofistikerede alligevel, og faktisk har forsøg bevist, at møgbiller (i hvert fald skarabæen Scarabaeus satyrus) ikke alene kan orientere sig efter månen, men også efter mælkevejen i nætter, hvor månen ikke er fremme.

Og det giver jo helt nye associationer til Oscar Wildes berømte ord: »Vi er alle i rendestenen, men nogle af os kigger på stjernerne …«

Lort fra større planteædere gør i det hele taget meget godt – f.eks. yder kokasser også fugt og næring til planternes fremspiring, samtidig med at de beskytter vegetationen, fordi kvæget helst ikke æder lige dér, hvor de har skidt.

Skønt de større planteæderes effekt altså ikke alene handler om, hvor lidt eller meget græs, de æder, taler man f.eks. også i skove om græsningstryk, der refererer til, hvor stor effekt de større planteædere har på vegetationen. Og ligesom manglen på større planteædere i reglen gør skoven mere ensformig og lukket med tab af biodiversitet, kan også et overdrevet antal dyr få negative konsekvenser, hvis nærmest rub og stub ædes, så lysninger f.eks. bliver blottet for blomster.

Det handler om at tilstræbe så naturligt et græsningstryk som muligt, hvilket trods alt ikke er vanskeligere end at sørge for helårsgræsning, hvor dyrene går i skoven som en integreret del af naturen året rundt og derved er tilpasset det mere beskende fødegrundlag om vinteren. Derved er de for få til at æde det hele om sommeren – ligesom i en naturlig skov uden menneskelig indgriben.

Mere sollys til skovbunden giver også bedre mulighed for større fremspiring af forskellige træarter, så skoven kan forynge sig selv frem for at skulle beplantes kunstigt, og helårsgræsning med kvæg i skovene er faktisk også til gavn for krondyrene, som gerne opsøger områder, der er vintergræsset (Buttenschøn 2007: 171, 203).

Skotsk højlandskvæg (over)græsser året rundt i Hellebæk Kohave. Det er kvægets kødkvalitet, der er vigtigere end en naturlig bestand, og derfor reduceres større dele af området til noget, der ligner en golfbane frem for en mere naturligt varieret vegetation
Overgræsning kan være et lige så stort problem som manglende planteædere i skoven, fordi vegetationen ædes ned som en golfbane, blomsterfattigt og uden variation som f.eks. i Hellebæk Kohave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skovgræsning kombineret med urørt skov er desuden det mest omkostningseffekive middel i forhold til at gavne truede arter i skovene (Johannsen m.fl. 2013: 31), og der er gode synergi-effekter med genetableringen af naturlige vandforhold. Kort og godt – jo mere skovens udvikling får lov til at være på skovnaturens præmisser, desto bedre fra et biodiversitetsperspektiv.

Desværre tillader skovloven kun græsning på op til 10 procent i de såkaldte fredskove, hvilket er kontraproduktivt i forhold til artsrigdom og variation i skovene, men Naturstyrelsen har dog i de senere år givet en række dispensationer, så arealet kan udvides. I perioden 2004-2016 er der således givet 41 tilladelser til skovgræsning på mere end 10 procent af fredskovspligtige arealer (Håkansson: 2016).

I dag er der allerede græsningsskov i og omkring Dyrehaven syd for Haderslev Dam og øst for Hindemade, men det burde udvides til at omfatte hele det foreslåede område, ikke mindst Pamhule Skov, der kunne blive en vildere og naturligere skov til gavn for både truede og almindelige arter – det er et af hovedelementerne i nærværende forslag til Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov.

Græsning ved Hindemade (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Græsning ved Hindemade (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i Dyrehaven ved Haderslev Dam og Pamhule Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i Dyrehaven ved Haderslev Dam og Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige her? 

Langt hovedpartet af den foreslåede afgrænsning består af naturarealer i offentligt eje – de skraverede områder er statejet, Haderslev Dam er ejet af Haderslev Kommune. Derudover foreslås kun ca. 70 hektar privatejede arealer opkøbt – og er dette ikke muligt kan de udelades, og der er bl.a. muligheder for at udvide med mere statejet skov mod sydvest
Langt hovedpartet af den foreslåede afgrænsning består af naturarealer i offentligt eje – de skraverede områder er statejet, Haderslev Dam er ejet af Haderslev Kommune. Derudover foreslås kun ca. 70 hektar privatejede arealer opkøbt – og er dette ikke muligt kan de udelades, og der er bl.a. muligheder for at udvide med mere statejet skov mod sydvest

Der er flere grunde til, at den foreslåede afgrænsning er et oplagt område at prioritere naturværdierne højere og etablere udgangsbetingelserne for vildere natur på naturligere præmisser.

For det første er meget store dele af den foreslåede afgrænsning enten ejet af staten (ca. 66%) eller af Haderslev Kommune (der ejer Haderslev Dam, som udgør ca. 27% af området). De privatejede arealer udgør kun omtrent 7 procent og er derfor overkommelige af opkøbe, men er placeret yderligt i forhold til den foreslåede afgrænsning og kan derfor også udelades (hvis opkøb er uladsiggørligt). Mulighederne for at udvide ved yderligere opkøb, der skaber forbindelse til flere af de omkringligende statejede arealer er også til stede, når man ser nærmere på kortet.

Store dele af den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, hvor myndighederne i forvejen er forpligtet til at sikre såkaldt gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper
Store dele af den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, hvor myndighederne i forvejen er forpligtet til at sikre såkaldt gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper

For det andet overlapper afgrænsningen også Natura 2000-område nr. 92, der omfatter Pamhule Skov og Stevning Dam. Det betyder, at de statslige og kommunale myndigheder er særlig forpligtet til at sikre gunstig bevaringsstatus for udvalgte naturtyper i netop disse områder (bl.a. elle- og askeskov, rigkær, kildevæld og surt overdrev) og arter (sumpvindelsnegl, stor vandsalamander, hvepsevåge, rød glente og isfugl).

Ifølge Natura 2000-planen for området (2016-21) er størstedelen af arealet med rigkær og surt overdrev kun i moderat eller ringe bevaringsstatus, bl.a. på grund af manglende græsning, der jo er en udbredt mangel i de danske skove – og som nævnes her, fordi det er en problemstilling, vi skal vende tilbage til.

Løvfrø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Løvfrø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

For det tredje er området inkluderet blandt de 50 procent af al dansk natur i det åbne land og skovene, hvor naturindsatsen ifølge rapporten Biodiversitetskort for Danmark samlet bør prioriteres for at standse Danmarks generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

For det fjerde fremgår det Biodiversitetskortet, at der især i Pamhule Skov og omkring Hindemade er høj bioscore, hvilket indikerer et større antal truede arter og potentielle levesteder for truede arter (blandt de sjældnere arter i området er bl.a. kæmpe-star, tyndakset star, hvid hestehov, nordlig lund-fladstjerne, løvfrø, kustodetæge og grøn kobbervandnymfe).

Hvid hestehov, Pamhule Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hvid hestehov, Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Og for det femte er en del af skovdriften i skovene begrænset til skånsom tømmerproduktion (såkaldt plukhugst), og på visse arealer er der skovgræsning, mens der desværre kun er få arealer, som er lagt urørt (dvs. fri for fældning og fjernelse af træer) – hvilket ellers er det optimale virkemiddel for at gavne skovens biodiversitet.

Men sammenfattende er der en række indikatorer for, at dette område er velegnet til at prioritere en højere beskyttelse af naturværdierne på naturens egne præmisser.

Af kortet her fremgår det, at forholdsvis store dele af skovarealerne enten er udlagt til plukhugst, græsning eller urørt skov (eller er planlagt som sådan i 2040), hvorfor skridtet til at udlægge det hele til urørt skov med skovgræsning ikke er så stort som i mange andre danske statsskove
Af kortet her fremgår det, at forholdsvis store dele af skovarealerne enten er udlagt til plukhugst, nogle til græsning og gansek få til urørt skov
Især dele af Pamhule Skov rummer en høj bioscore (en indikator for truede arter og potentielle levesteder for truede arter), hvilket gør det særlig relevant at prioritere og beskytte naturværdierne i området
Især dele af Pamhule Skov rummer en høj bioscore (en indikator for truede arter og potentielle levesteder for truede arter), hvilket gør det særlig relevant at prioritere og beskytte naturværdierne i området
Dådyr opdager fotografen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr opdager fotografen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvordan får man en stærkt forurenet sø genoprettet?

Hindemade (udtales Hindemaj) var oprindelig en mose, som Tørning Å og andre vandløb slyngede sig igennem, men i 1934 blev området afvandet og omlagt til landbrug i det næste halve århundred, og på flere strækninger blev Tørning Å reguleret, bl.a. gennem kanal nord om det tidligere moseområde.

I begyndelsen af 1990’erne købte staten imidlertid arealet og iværksatte et større naturgenopretningsprojekt, hvor afvandingen blev indstillet, og størstedelen af Hindemade blev til en 45 hektar stor sø med fem fugleøer. Tørning Å fik sine slyngninger tilbage (om end man bevarede kanalen, der stadig fører åen nord om Hindemade til Haderslev Dam).

Den nye sø skal ikke blot tjene som natur til gavn for de arter, der trives der, men også som en slags rensningsanlæg, der kan tilbageholde omtrent halvdelen af den fosfor, som Tørning Å ellers fører med sig, primært fra de dyrkede marker, og som i årevis har gjort den 269 hektar store Haderslev Dam stærkt næringsforurenet.

Fosfor er imidlertid blevet udvasket så længe, at selv om presset er mindre i dag, har det har hobet sig op i søens bundsediment, hvorfra det giver næring til en eksplosiv vækst af planktonalger og en grumset sø.

De planktondyr som som ellers lever af algerne (f.eks. dafnier og vandlopper), kan ikke kan følge med de voldsomme mængder, og når det unaturligt store antal af planktonalger med tiden dør, synker de til bunds og nedbrydes under et tilsvarende unaturligt stort iltforbrug, der giver iltsvind i bunden af søen. Som om det ikke var slemt nok, frigives under denne proces yderligere mængder af fosfor, der gentager misèren, og søen kommer ind i en selvforstærkende ond cirkel. 

Eksternt link: Sø-økologiens onde cirkel pædagogisk illustreret

Planktondyrene, som ikke kan følge med og æde planktonalgerne, bliver oven i købet reduceret i ekstraordinær grad af fredfisk (skalle og brasen), hvis antal boomer, fordi det grumsede vand gør det vanskeligere for aborre og gedde at jage dem. Endvidere hvirvler brasen bundsediment op under sin fødesøgning, hvilket gør vandet endnu mere uklart. 

Konsekvensen er en stadig mere grumset og iltfattig sø med masser af planktonalger, men kun få planktondyr og forsvindende vandplanter, og med masser af brasen og skallen, men kun få rovfisk.

Derfor overvejede man i begyndelsen af 1990’erne simpelthen at pumpe det næringsbelastede mudder op og fjerne det ophobede fosfor sammen med bundsedimentet, men ideen blev droppet på grund af økonomiske og tekniske vanskeligheder.

En fjernelse af bundsedimentet er da heller ikke billig, f.eks. kostede det ca. 23 mio. kr., at pumpe 500.000m3 bundslam op fra store dele af den 150 hektar store Brabrand Sø i 1988-1995 (Jørgensen 2001), hvilket forøgede gennemsnittet af søens dybde fra 0,8 til 1,1 m. Søens tilstand blev klart forbedret, om end noget tyder på, at den endnu dyrere spildevandsrensning i oplandet har haft større betydning end fjernelsen af det fosforholdige bundsediment, idet tilførslen af fosfor blev reduceret fra ca. 80-100 ton om året i begyndelsen af 1980’erne til 10-20 ton i 1990’erne (hvilket jo i alle tilfælde stadig er betydelige mængder). 

Sedimentfjernelse er ikke blot en dyr, men også en kompliceret løsning, der efterlader store mængder forurenet mudder, som efterfølgende skal bortskaffes.

Udbredelsen af bundvegetation (grøn) i Maribo Søndersø i 1998 (øverst) og 2003 efter årelang biomanipulation (opfiskning af fredfisk, især brasen og skalle, og udsætning af rovfisk: geddeyngel). Også i Haderslev Dam er anvendt biomanipulation, men ikke med samme årelange vedholdenhed eller resultat som i Maribo Søndersø (kort: Liboriussen m.fl. 2007b: 'Sørestaurering i Danmark. Del I: Tværgående analyser', Faglig rapport fra DMU nr. 636)
Udbredelsen af bundvegetation (grøn) i Maribo Søndersø i 1998 (øverst) og 2003 efter årelang biomanipulation (opfiskning af fredfisk, især brasen og skalle, og udsætning af rovfisk: geddeyngel). Også i Haderslev Dam er anvendt biomanipulation, men ikke med samme årelange vedholdenhed eller resultat som i Maribo Søndersø (kort: Liboriussen m.fl. 2007b: ‘Sørestaurering i Danmark. Del I: Tværgående analyser’, Faglig rapport fra DMU nr. 636)

I Haderslev Dam, der er næsten dobbelt så stor som Brabrand Sø, har man i stedet forsøgt at bryde den selvforstærkende cirkel med såkaldt biomanipulation, det vil sige opfiskning af fredfisk og udsætning af rovfisk. Konkret er der fjernet 190 tons af skalle og brasen over en årrække og udsat gedde-yngel i titusindvis for at udligne dele af den skævhed, fosfor-forureningen har medført.

Færre fredfisk betyder flere planktondyr, som derved kan få bugt med flere planktonalger, hvilket gør søens sigtedybde en del bedre. Det er ikke en blivende løsning, men kan holde i ca. 6-10 år – og er afhængig af, hvorvidt det også er lykkes at reducere fosfortilførslen (Søndergaard m.fl. 2015: 24).

Dog har man i den 860 hektar store Maribo Søndersø kunnet vise meget langsigtede og positive effekter af årelange tiltag, hvor der hvert år fra 1991 til 2005 er opfisket gradvis faldende mængder fredfisk på samlet 132 tons og i slutningen af 1990’erne udsat 618.000 stk. geddeyngel (Liboriussen 2007b: 180). Tilstandsændringen blev først forbedret markant efter ni år (fra 1998 til 2003 forøgedes undervandsvegetationens dækningsgrad f.eks. fra 10 til 90 procent), men effekten af biomanipulationen kan ikke helt isoleres, eftersom spildevandsbelsatningen også er blevet reduceret.

Af Vejledning for gennemførelse af sørestaurering fremgår det, at biomanipulation (opfiskning af fredfisk) er foretaget i 42 danske søer og generelt er en anbefalelsesværdig løsning til at ændre algesuppe uden bundvegetation og fredfiskdominans til klarere vand med genkomne vandplanter, hvor rovfisk og fredfisk er i balance (Søndergaard m.fl. 2015). 

Selv om der i dag tilføres mindre mængder fosfor til Hadserslev Dam end før den gennemførte biomanipulation, er tilførslen såvel som de store mængder ophobede fosfor en fortsat kilde til algetilvækst, der også påvirker Haderslev Fjord. Alt i alt er det nok bedst at lade bundsedimentet blive på bunden af Haderslev Dam og anvende biomanipulation som en slags løbende naturplejetiltag med jævne mellemrum, mens man så vidt muligt reducerer tilførslen af fosfor yderligere. 

Toppet lappedykker (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Toppet lappedykker (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Skal Haderslev Dam opnår en varig god tilstand,skal der nok opfiskes fredfisk i en årrække, altimens tilførslen af næringsstoffer nedbringes drastisk. Biomanipulation af Maribo Søndersø (der er tre gange så stor) beløb sig til ca. 3,4 mio. kr. fordelt over 14 år, hvilket er betydeligt billigere end en fjernelse af bundsedimentet. Hensigten er selvfølgelig ikke blot at få naturen på fode, men at genetablere udgangsbetingelserne for, at naturen fremadrettet kan ‘klare sig selv’, og det indebærer som nævnt andet end biomanipulation, men en generel indsats imod næringsstofbelastningen.

Det meste af den øvrige natur i det foreslåede område er skov. Og skov på naturens betingelser er såkaldt urørt skov – vildskov uden tømmerproduktion. Det betyder også at indstille den eksisterende praksis med at indhegne nyplantet skov (for at »beskytte« træerne, så »vildtet ikke kan skade dem«, som det hedder i Naturstyrelsens folder om Haderslev Dyrehave). Men forenes Pamhule Skov, Sandkule Skov, Teglholt Sov, søerne og Dyrehaven som ét samlet område på naturligere betingelser, skal der hverken plantes eller frahegnes træer. Tilvækst kommer fra skovens egen foryngelse, og det er en del af skovnaturen, at dyrene æder af træerne, gnubber sig op ad dem og ’skader’ dem. 

Om det skal være vildheste, kreaturer, elge, vildsvin og/eller måske bison, bør i givet fald være op til fageksperters detailanalyse, men at der er brug for flere forskellige større planteædere i skoven, er der ingen tvivl om. Og at urørt skov med græsning er det, der er bedst for biodiversiteten, er veldokumenteret – intet virkemiddel gavner skovnaturen lige så omkostningseffektivt:

Fageksperters vurdering af, hvilke indsatser der har mest gavnlig effekt på truede arter i skovene. Det fremgår tydeligt, at urørt skov med græsning er helt usammenligneligt med andre indsatser – hvilket måske heller ikke er overraskende, eftersom det i højere grad er vildere natur på naturens præmisser end de øvrige virkemidler. Bemærk også, at skovrejsning er et af de to ringeste virkemidler til at gavne biodiversiteten – det handler altså ikke om at plante nye træer, men om at bevare gamle (Johannsen, V.K. m.fl.: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 2013)
Fageksperters vurdering af, hvilke indsatser der har mest gavnlig effekt på truede arter i skovene. Det fremgår tydeligt, at urørt skov med græsning er helt usammenligneligt med andre indsatser – hvilket måske heller ikke er overraskende, eftersom det i højere grad er vildere natur på naturens præmisser end de øvrige virkemidler. Bemærk også, at skovrejsning er et af de to ringeste virkemidler til at gavne biodiversiteten – det handler altså ikke om at plante nye træer, men om at bevare gamle (Johannsen, V.K. m.fl.: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 2013)

Skal Pamhule Skov og de øvrige skove i området friholdes for tømmerproduktion og overlades til naturens egne kræfter – herunder større planteædere – er der brug for et større hegn, som sørger for at dyrene bliver på området. De fleste af de større planteædere kan nøjes med et almindeligt el-hegn, men elg og muligvis bison har brug for et mere robust hegn.

Et robust vildthegn, der omgiver hele området undtaget søerne Haderslev Dam og Stevning Dam (som på kortet nedenfor) er 21 kilometer langt og vil koste ca. 5-6 mio. kr. – nøjes man med et mindre el-hegn af bliver det betydeligt billigere. 

Endelig er der nogle større færiste (à 250.000 kr. pr. stk.), hvor hegnslinjen passerer andre offentlige veje, samt udgifter til fageksperters udarbejdelse af en detailplan, udsætning af dyr og en årrække med biomanipulation i Haderslev Dam.

Naturarealerne vest og øst for Sønderjyske Motorvej er til gengæld forbundet optimalt i forvejen, skønt det ikke umiddelbart kan ses på kortet. Motorvejen føres over Tørning Å og dalen via en 130 meter lang bro i 4-6 meters højde, hvilket giver gode muligheder for at passere under motorvejen for både mindre dyr og de større pattedyr. 

Alt i alt kan etableringsudgifterne formodentlig begrænses til ca. 10-13 mio. kr. (idet jeg tillader mig at forudsætte, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for eventuelt tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører).

Forslag til hegnslinje af ca. 21 kilometers længde – eventuelt i to etaper, første del øst for Sønderjyske Motorvej (ca 16 km), anden del vest for (ca. 5 km), forbundet af en faunapassage
Forslag til hegnslinje af ca. 21 kilometers længde – eventuelt i to etaper, første del øst for Sønderjyske Motorvej (ca 16 km), anden del vest for (ca. 5 km) – arealerne er forbundet under en 130 meter lang motorvejsbro

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsligt og kommunalt ejede arealer fra Haderslev Dam til Stevning Dam og undersøg mulighederne for opkøb af de få privatejede arealer (eller permanent bindende aftaler med de private lodsejere), så området kan fungere som en helhed.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) en optimal biomanipulation m.h.p. at få Haderslev Dam i god naturtilstand; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov kunne blive et meget varieret mosaiklandskab med store og små søer, vildskov, enge og sletter, der tilbyder fantastiske oplevelser af naturligere og mere selvforvaltende natur end Haderslev Dyrehave og de store tømmerproduktionsarealer i skovene i dag.

Man ville kunne sejle direkte fra Haderslev og ind i området – fra tæt og trafikeret bykerne til et storslået og oplevelsesrigt naturreservat.

Rune Engelbreth Larsen, februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status

Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Gravhøj nær Præstesletten i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gravhøj nær Præstesletten i Jægersborg Dyrehave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vildere, mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 15 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur på kanten af hovedstaden: Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave – et samlet naturreservat på ca. 15 kvadratkilometer (kortene er bl.a. baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave – et samlet naturreservat på ca. 15 kvadratkilometer (kortene er bl.a. baseret på OpenStreetMap)

Skovens Konge og dens hof bor klods op og ned af hovedstaden

Naturnationalpark Jægersborg Hegn & DyrehaveSkovens Konge kigger nysgerrigt ud mellem de store stammer uden at tage anden notits af fotografen end en doven konstatering. Snart vandrer den adstadigt videre og genoptager dét, det hele handler om i efteråret: det dybe brøl, der røber krondyrenes brunsttid.

Det er en ældre herre med et stort forgrenet gevir – en 18-ender kalder man kronhjorte af denne imponerende statur, når geviret munder ud i 17 eller 18 ender (sprosser). Fritlevende kronhjorte bliver sjældent over 14-ender, men i Dyrehaven kan de kan godt få et gevir med 22-24 ender (verdensrekorden skal man til New Zealand efter – en abnorm 57-ender).

Brølende kronhjort i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Brølende kronhjort i Jægersborg Dyrehave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

En »strunkkneisende« kronhjort, er ordet, som den gamle Homer-oversætter Christian Wilster lod gengive synet af en af disse majestætiske hjorte i sin oversættelse af Odysseen (1837) – digteren Christian Winther fra samme tid beskrev den således i Hjortens Flugt (1855):

Et stolt Gevir sig reiste
Høit mellem Løvet Frem;
En Kronhjort stod og kneiste
Og stirred stivt paa dem!

Der er flere konger blandt de 300 krondyr i den 1.100 hektar store Jægersborg Dyrehave, hvis historie går helt tilbage til 1669, og hvor det er forholdsvis let at opleve de ellers så sky dyr. Her regerer de over 1.600 dådyr og 100 sika-hjorte i afvekslende skovlandskaber med sletter, lysninger, søer og moser, der breder sig ud bag det store hegn. Naturstyrelsen er dog den kejserlige overmyndighed, som hvert år regulerer krondyrene og deres hof, så hjortebestanden forbliver på ca. 2.000 dyr.

Der mangler med andre ord kun rådyr for at få fuldt hus i forhold til de fire danske hjortearter, men som vi skal vende tilbage til, er det måske snarere nogle andre af de større planteædere, der med fordel kunne overvejes som en del af viften – især hvis området knyttes sammen med Jægersborg Hegn.

‘Dyrehave’ lyder kunstigt, og der er dem, der mener, at hegnede områder ikke gælder som ‘rigtig’ natur, for her kan de store planteædere jo ikke komme og gå, som de vil.

Hegn er imidlertid almindelige i naturreservater mange steder i verden, både af hensyn til dyr og mennesker, og i Jægersborg Dyrehave bidrager hegnet til at bevare en større og tættere bestand af hjorte, end vi normalt ser i naturen. Det skyldes dog ikke alene, at Dyrehaven er kunstigt hegnet, men i endnu højere grad, at bestandtætheden af større planteædere i det meste af skovene og det åbne land generelt er ‘kunstigt’ lav.

Men forvaltningen af Dyrehavens hjorte er dog ikke blot reguleret af hensyn til at opnå en mere naturlig bestandstørrelse uden for vores øvrige fragmenterede natur, men derimod for at få en endnu større og dermed lige så ‘unaturlig’ bestand. Årsagen er vel primært et ønske om at indfri den formodede publikumsforventning om let adgang til at se de flotte hjorte, men samtidig tilgodeser man også en ganske særlig eksportmulighed.

I Dyrehaven går f.eks. bestande af hvide krondyr og hvide dådyr, hvoraf førstnævnte er særligt populære. De er ikke albinoer, men efterkommere af de dyr, som Christian den 6. fik i gave af kurfyrst August af Sachsen helt tilbage i 1737. Naturstyrelsen sørger for, at der altid er 15-20 hvide krondyr i Dyrehavens bestand med mulighed for at eksportere de overskydende, som er »eftertragtet i hele verden«.

Som vi skal se i det følgende, er Dyrehaven imidlertid rig på potentiale for at udvikle og beskytte naturværdierne på mere naturlig vis, også med den nuværende offentlige adgang. Området kan som nævnt udvides mod nord i Rudersdal Kommune, hvor skoven fortsætter og bliver til Jægersborg Hegn, og det er derfor mere end nærliggende for både natur- og oplevelsesværdierne at forvalte de to statsejede skovområder som ét sammenhængende naturreservat: Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave.

Skovens konge holder vagtsomt øje med fotografen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skovens konge holder vagtsomt øje med fotografen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i flere farver, Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i flere farvevarianter, Jægersborg Dyrehave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Naturbeskyttet område til trængte arter eller gødsket golfbane?

En golfbane skærer ind over den nordlige del af Jægersborg Dyrehave syd for Mølleåen og æder dermed en stor bid af Eremitage Sletten. Den er anlagt i 1928, men burde have været placeret et andet sted, hvis man dengang havde haft bedre øje for vigtigheden af større sammenhængende naturområder. Københavns Golfklubs anstrengelser for at holde greenen unaturligt blomsterfri beslaglægger således et potentielt naturareal. 

Til gengæld er det forbudt for Københavns Golfklub at anvende pesticider på arealet, der således ikke er en del af den årlige statistik over giftforbruget på landets golfbaner (i 2014 blev der f.eks. sammenlagt brugt 4.421 kg sprøjtemidler fordelt på ukrudtsmidler, svampemidler, insektmidler og sneglemidler; jf. indberettede data til IT systemet Greendata).

For at få en mørkere farve på greenen øges imidlertid den regelmæssige tilførsel af jernsulfat, tangpræparater og farvepigmenter med risiko for at hæmme dele af den oprindelige vegetation (såfremt der er noget tilbage af den på greenen).

Klubben er i øvrigt overgået fra greens »domineret af ukrudtsgræsser til en overvægt af kulturgræsser«, hvilket heller ikke er optimalt for biodiversiteten på golfbanens areal, der rummer internationalt beskyttede arter. Endvidere har man efter eget udsagn ‘gjort op med’ den tidligere »myte«, at fairways er selvgødende som følge af hjortenes afføring, hvorfor der er etableret et gødningsprogram for at skabe »bedre vækst, mere farve og bedre definition« (jf. medlemsbladet Eremitagen nr. 94, juni 2015). 

En del af selve golfbanens raison d’être er således aktivt at modarbejde biodiversitet, eftersom naturlig biodiversitet i golfsammenhænge godt være »skadevoldere« og »ukrudtsarter«, der skal udryddes.

Derfor kan det også undre, at golfbanen blev inkluderet i udpegningen af et internationalt beskyttet Natura 2000-område, der strækker sig over store dele af Jægersborg Dyrehave. Natura 2000-områdernes formål er at sikre en række udvalgte naturtypers og arters gunstige bevaringsstatus, men det er vanskeligt, så længe man også skal tilgodese helt andre sportslige behov, der kræver et særegent ‘design’ af vegetationens sammensætning og struktur med biodiversitetshæmmende midler.

Muligvis har man inkluderet golfbanen i det beskyttede område i håb om, at det engang i fremtiden kan ‘vende tilbage’ til naturen, og at vigtigheden af at vægte naturhensynene højt (til den tid) dermed er tilkendegivet. Desværre er det snarere med til at devaluere begreberne og så tvivl om fagligheden og stringensen bag udpegningen af danske områder med international naturbeskyttelse.

Desuden har golfbanen en af Danmarks mest eftertragtede beliggenheder og nærmer sig sit 90 års jubilæum, hvorfor den utvivlsomt er kommet for at blive. Og selv om Dansk Golf Union bestemt ikke er uimodtagelige over for naturhensyn, er intentionen selvsagt langtfra at prioritere biodiversiteten højest, hvilket jo ellers burde være hovedprioriteten i naturbeskyttede områder. Men greenens karseklippede, designede, farvede og gødskede kulturgræsser plejes og tilpasses en ganske anden monotoni end den naturlige, foranderlige og mangfoldige vegetation. 

Det må så øge den udtalte undren yderligere, at golfbanen ikke blot er udpeget som Natura 2000-areal, men også karakteriseres som »græsningsskov« af Naturstyrelsen. Græsningsskov er betegnelsen for et skovareal, hvor der går større græssende planteædere for at gavne naturen – men selv om hjortene i Dyrehavene godt kan slå et smut ind over greenen på golfbanen, kan man næppe med rimeligheden i behold kalde en golfbane for en græsningsskov

Golfbane som græsningsskov og beskyttet naturområde (Natura 2000)? Til venstre er Naturstyrelsens udpegning af græsningsskov markeret med grønt, til højre er Natura 2000-område nr. 144 markeret med gult - golfbanen figurerer mærkeligt nok begge steder som en del af Naturstyrelsens græsningsskov og et internationalt beskyttet naturområde
Golfbane som græsningsskov og beskyttet naturområde (Natura 2000). Til venstre er Naturstyrelsens udpegning af græsningsskov markeret med grønt, til højre er Natura 2000-område nr. 144 markeret med gult – golfbanen figurerer mærkeligt nok begge steder som en del af Naturstyrelsens græsningsskov og det internationalt beskyttede naturområde

For mange hjorte på for lidt plads

Indledningsvis var vi inde på, at der som regel er for lavt græsningstryk (det vil sige for få større planteædere) i store dele af dansk natur, men undtagelsesvist er det alt for højt. Når græsning således mod forventning ikke bidrager til god bevaringsstatus af arter og naturtyper, kan det altså både skyldes, at græsningstrykket er alt for lavt eller alt for højt (Buttenschøn 2007: 39). 

Det sidstnævnte er en udtalt risiko, når f.eks. kødkvæg anvendes til at sommergræsse naturarealer, og kreaturernes ejer er mest optaget af at sikre sig mange velnærede, hvorved der sættes for mange dyr ud, og alle botaniske værdier risikerer at blive bortædt. Det holder ikke blot tilgroningen i skak – som tilsigtet fra et naturmæssigt synspunkt – men rydder derved hele den varierede vegetation, det ellers skulle være formålet at bevare og øge.

I et naturreservat på naturligere præmisser er hensigten at højne naturværdier og biodiversitet, så både flora og fauna får bedre forhold, og det kræver et naturligt varieret græsningstryk, hvor dyrene er tilpasset fødegrundlaget året rundt.

Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har beregnet, at minimum 75.000 hektar privatejet og statslig skov skal være såkaldt urørt skov, hvis vi skal bevare Danmarks mange truede skovarter. Men det kan ikke være vilkårlige 75.000 hektar – dette kort viser, i hvilke områder danske skove skal slippe for motorsavene, hvis dette minimumsmål skal holde (Petersen, A.H. m.fl.: 'Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove)
Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har beregnet, at minimum 75.000 hektar privatejet og statslig skov skal være såkaldt urørt skov, hvis vi skal bevare Danmarks mange truede skovarter. Men det kan ikke være vilkårlige 75.000 hektar – dette kort viser, i hvilke områder danske skove skal slippe for motorsavene, hvis dette minimumsmål skal holde (Petersen, A.H. m.fl.: ‘Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove)

Der skal med andre ord også være nok at æde om vinteren, hvor der er betydeligt mindre end om sommeren, hvilket således understøtter et antal dyr, der til gengæld ikke kan æde alt op om sommeren. Derved græsses mere afvekslende – altså meget hist og lidt pist – hvilket skaber forandring og fremmer vegetationens variation og mangfoldighed så ‘ukunstigt’ som muligt.

I Jægersborg Dyrehave er man derimod gået for langt ved at opretholde en stor hjortebestand, der overstiger det tilgængelige fødegrundlag, som områdets skov og græsland ville kunne understøtte af sig selv. Derfor tilskudfodres hjortene, og der dyrkes ligefrem afgrøder på Eremitagesletten som foder. 

Dels går det ud over det, der kunne have været en spændende og afvekslende græslandsvegetation på sletterne, dels er der slet ingen naturlig opvækst af træer (Møller & Sand-Jensen 2010: 333). Og som om det ikke var nok, dyrker Naturstyrelsen yderligere afgrøder til Dyrehavens hjorte i et helt andet naturområde – nemlig i Søllerød Naturpark, hvor de opdyrkede marker kaldes »en seværdighed i sig selv«, skønt de jo også dér er en hindring for naturlig artsrigdom.

Hvad enten man vil øge ambitionerne og udvikle et regulært naturreservat eller ej, er det problematisk, at naturområder ikke får lov til at udvikle sig uden tilskudsfodring og statslig opdyrkning.

Oveni hatten kommer det eksisterende statslige skovbrug, der anvender dele af Jægersborg Dyrehave og det meste af Jægersborg Hegn som tømmerressource. Det er en afgørende fordel, at Naturstyrelsen lader mange gamle træer få lov til at henfalde og blive en naturlig del af skovens livscyklus i større dele af Dyrehaven – men bedre at gøre hele Dyrehaven og Jægersborg Hegn til såkaldt urørt skov, hvor træerne på hele skovarealet får lov til at spire, gro, ældes, henfalde, dø og formuldes naturligt?

Zoomer vi ind på Nordsjælland kan man se, at to af de udpegede kvadrater overlapper Gribskov – det er altså én af de vigtige skove at udpege meget urørt skov, hvis biodiversitetstabet skal standses i skovene
Zoomer vi ind på Nordsjælland kan man se, at et af de udpegede kvadrater overlapper Jægersborg Hegn & Dyrehave – det er altså blandt de vigtige områder at udpege meget urørt skov, hvis biodiversitetstabet skal standses i skovene

Som antydet har de nævnte indgreb og reguleringer ikke naturværdierne som mål, men tømmerværdi og PR-værdi. Den prioritering skal selvfølgelig ændres, hvis natur og biodiversitet skal være centrum for udviklingen i Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn.

I rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove udpeges de 13 procent af det danske skovareal (75.000 hektar), der skal udlægges til urørt skov og således fritages for tømmerproduktion, hvis tabet af biodiversitet i skovene skal standses (Petersen m.fl. 2016).

På kortet over de områder, hvis skovarealer bør undslippe skovdrift af hensyn til biodiversiteten, fremgår det, at Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn er blandt de udpegede. Der er med andre ord solid forskningsbelæg for, at skovdriften med fordel bør ophøre i netop disse områder. 

 

Midt i Jægersborg Dyrehave kan man møde et sælsomt syn som dette ... Altimens hjortene står og græsser i en stor flok, afbrydes udsynet af en intensivt dyrket MARK ... (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Midt i Jægersborg Dyrehave kan man møde et sælsomt syn som dette … Altimens hjortene står og græsser i en stor flok, afbrydes udsynet ud over Eremitage Sletten af opdyrket mark. Det er synd og spild af et godt naturområde at tilskudsfodre og opdyrke – derved tilnærmer man sig ikke en naturlig græsningsadfærd og giver ikke naturværdierne optimale betingelser (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Stort potentiale kræver stor omtanke

Statsejede arealer (skraveret) inden og uden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave
Statsejede arealer (skraveret) inden og uden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave

Biodiversitetkortet er bl.a. et prioriteringsværktøj, der markerer forekomsten af truede arter og forekomsten af potentielle levesteder som bioscore på en skala fra 1-20 point (Ejrnæs m.fl. 2014). Af Biodiversitetskortet fremgår det f.eks., at Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn har høj bioscore, hvilket imidlertid også kan blive en sovepude, der fører til skuldertræk over for alt fra agerbrug og tømmerproduktion til gødskning, golf og overdrevet græsningstryk. Høj bioscore skal ikke forveksles med, at naturen nødvendigvis er i topform. 

Ikke alene fortæller en høj bioscore ikke, at anything goes, men den fortæller heller ikke, at den eksisterende forvaltning er til et 12-tal, eller at truede arter og levesteder beskyttes optimalt og har gunstig bevaringsstatus. Eksempelvis fremgår det af den seneste EU-indrapportering af bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper (som Danmark er forpligtet til at yde særlig beskyttelse), at skov har 100% »stærkt ugunstig bevaringsstatus« (Fredshavn, J., m.fl. 2014) – til trods for at nogle af vore skove har høj bioscore. 

Bioscore for forslaget til afgræsningen af Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave
Bioscore for forslaget til afgræsningen af Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave

Når naturområder har høj bioscore, indikerer det først og fremmest arealernes betydning som levesteder for truede arter på baggrund af et historisk udgangspunkt med en rig variation og stor artsrigdom. Betydningen af en eventuel naturindsats kan ikke konstateres på denne baggrund alene, og man kan som nævnt ikke aflæse, om naturtyper og arter aktuelt og fremadrettet også har gunstig bevaringsstatus, eller om udvalgte truede arter og deres levesteder faktisk går frem eller tilbage.

Truede arter kan f.eks. være i tilbagegang, selv om de ikke er væk endnu og stadig bidrager formelt til høj bioscore, hvilket er tilfældet mange steder. Når derfor Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn har høj bioscore, mens forskere f.eks. samtidig fastslår, at skov har 100% stærkt ugunstig bevaringsstatus, og at skovdrift er en trussel mod skovenes biodiversitet, fortæller det os, 1) at der endnu er mange truede arter og potentielle levesteder i områderne, og 2) at udviklingen generelt går i den forkerte retning.

Derfor er høj bioscore ikke en faktor, der kan bruges selektivt som argument for business as usual i forhold til den eksisterende naturforvaltning, men som en vigtig indikator for, at potentialet for en gunstig naturudvikling med høj biodiversitet er til stede. Andre indikatorer kan så supplerende fortælle os, at det af samme grund er vigtigt at afvikle de tiltag, der ikke fremmer biodiversiteten, for omvendt at afsøge mulighederne for at gavne naturen på naturens præmisser.

Det er det, der er pointen med Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave: vildere natur med flere naturlige processer. 

Som det fremgår af kortene, er den foreslåede afgrænsning af arealet 100% statsejet, overlapper Natura 2000 med forpligtelser til en særegen naturbeskyttelse og har som nævnt høj bioscore, hvilket indikerer stort potentiale for at bevare truede arter og deres levesteder (hvis indsatsen er målrettet og fagligt kvalificeret). Rammerne er altså i orden – det er indsatsen inden for rammerne, der trænger til en opgradering.

Et par gamle ege troner ved den sydlige del af Eremitagesletten i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et par gamle ege troner ved den sydlige del af Eremitagesletten i Jægersborg Dyrehave (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Eghjort under udsættelsen i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Eghjort under udsættelsen i Jægersborg Dyrehave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Den lille ‘hjort’, men kæmpestore bille – eghjorten

Udsætning kan være glimrende i enkelte tilfælde, hvor det foregår med henblik på at gavne naturværdierne i øvrigt, hvilket som regel gør sig gældende, når der udsættes større planteædere, fordi de ikke bare betyder tilførelsen af én eller flere arter, men også er nøglearter i form af levende naturgenoprettere, hvis adfærd skaber rum og levesteder til mange andre arter.

Det kan man ikke sige om en af de mest omtalte udsætninger i de senere år – kæmpebillen eghjort, der blev udsat i Jærgersborg Dyrehave i 2013. Den har været uddød i Danmark siden 1970, fordi dens naturlige levesteder simpelthen er forsvundet.

Som mange andre mindre kendte insekter og organismer er den afhængig af dødt ved fra gamle løvtræer, men i Danmark fældes løvtræerne i stor stil, længe før de bliver gamle nok til at dø en naturlig død og blive til dødt ved.

Et af fem volierer til Eghjorte i Jægersborg Dyrehave, hvor nogle bor beskyttet for fugle (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et af fem volierer til Eghjorte i Jægersborg Dyrehave, hvor nogle af kæmpebillerne bor beskyttet for fugle (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Eghjorte udsættes derfor fem år i træk i Dyrehaven 2013-17, f.eks. blev der udsat 40 biller i juni 2016, og dermed er der indtil videre udsat 250 enten som biller eller larver.

Men det havde måske nok været mere fremsynet generelt at sørge for mere dødt ved i de danske skove i almindelighed af hensyn til andre såkaldte vedboende dyr og organismer. Eghjorten er mest et ‘eksotisk’ indslag med høj PR-værdi, men lille naturværdi, og dens tilbagekomst i Dyrehaven ændrer ikke ved, at dens uddøen i Danmark er et symptom på naturforarmelsen i vore skove.

Hvad man også kunne overveje, er at udsætte større planteædere, som reelt gavner områdets biodiversitet. Det kunne være vildsvin (i hvilket tilfælde golfbanen dog skulle frahegnes) eller elge i tilknytning til en reduktion af hjortebestanden og/eller en udvidelse af det hegnede område med Jægersborg Hegn? Dette område har faktisk også tidligere været en del af Dyrehaven, indtil områderne blev separeret i 1832 (og afgrænsningen mellem de to områder er forrykket flere gange gennem tiden).

Publikumsoplevelsen ville kun blive endnu mere større, hvis der er flere forskellige større planteædere, men vigtigst ville et naturligere og afvekslende græsningstryk have en gunstig effekt på vegetationen og biodiversiteten. Det ville naturligvis forudsætte fageksperters forudgående analyse af fødegrundlaget og den mest optimale vifte af planteædere for et sammenknyttet naturreservat fra Jægersborg Dyrehave i syd til Jægersborg Hegn i nord.

Det ville indebære en åbning af hegnet mellem Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn, hvilket i og for sig ligger i forlængelse af den forøgelse af det tilgængelige areal, som Naturstyrelsen allerede har gennemført i september 2016, hvor Fortunens Indelukke blev åbnet for hjortene, og tidligere, da Stampeskov blev inkluderet i Dyrehaven. 

Golfbanen bør til gengæld ikke være en del naturreservat, om end det er hensigtsmæssigt fortsat at lade golfklubbens klubhus være omfattet af det afgrænsede areal, for ikke at begrænse den naturlige sammenhæng mellem Jægersborg Dyrehave og Hegn yderligere. Endvidere bør golfbanen dog stadig være inden for den ydre hegnslinje, så de græssende dyr stadig kan fremme biodiversiteten dér.

Udvides den eksisterende ydre hegnslinje til at omfatte Jægersborg Hegn, kan det f.eks. blive en hegnslinje à la den, der fremgår af kortet til højre:

Den nuværende ydre hegnslinje omkring Jægersborg Dyrehave (t.v.) og forslaget til en udvidet ydre hegnslinje, der bl.a. inkluderer Jægersborg Hegn (og fortsat inkluderer golfbanen, skønt denne ikke medtænkes i selve naturreservatet, eftersom græsning på dele af golf-arealet fortsat vil være en fordel). Når Bakken tilsvarende er inden for hegnslinjen (men uden for naturreservatet), er det her blot for at gør brug af den eksisterende hegnslinje og spare lidt ad den vej.
Den nuværende ydre hegnslinje omkring Jægersborg Dyrehave (t.v.) og forslaget til en udvidet ydre hegnslinje, der bl.a. inkluderer Jægersborg Hegn (og fortsat inkluderer golfbanen, skønt denne ikke medtænkes i selve naturreservatet, eftersom græsning på dele af golf-arealet fortsat vil være en fordel). Når Bakken tilsvarende er inden for hegnslinjen (men uden for naturreservatet), er det her blot for at gøre brug af den eksisterende hegnslinje og spare lidt ad den vej. Dette forslag ville således indebære, at ca. 11 km af den eksisterende hegnslinje kan bevares, at ca. 3 km skal fjernes, og at ca. 13 km ny hegnslinje skal tilføjes.

Da ca. 11 kilometer af det nuværende hegn kan forblive, som det er, skal en forlænget hegnslinje på ca. 13 km finansieres, eftersom den foreslåede nye hegnslinje måler ca. 24 km – hvilket er en overkommelig udgift på ca. 2 mio. kr. Dertil kommer udgifter til bl.a. biodiversitetsforskeres udarbejdelse af en detaljeret plan, omtrent otte nye låger eller færiste, hvor den nye hegnslinje krydser større veje, og eventuelt til supplerende dyr til udsætning. Der er formodentlig ikke tale om et samlet beløb, der overstiger 15 mio. kr. (hvis og såfremt vi forudsætter, at staten ikke forventer kompensation for tabte tømmerudgifter ved at indstille al tømmerproduktion på arealet).

Et beskedent etableringsbeløb for at forbedre beskyttelsen af biodiversiteten og øge oplevelsesværdierne i et stort sammenhængende naturreservat i Storkøbenhavn. Til gengæld bør alle de massivt tilstedeværende små-indhegninger af nye skovparceller helt fjernes. I dag skal de ‘beskytte’ træerne imod hjortene, men tilstræber man et naturligt niveau for bestandsstørrelserne af planteædere, vil det kun være en fordel, at de også æder af og slider på træerne, for det skaber altsammen et mere varieret skovbillede med flere nicher og levesteder for andre arter. 

Der kunne med andre ord gennemføres et skifte i retning er mere naturlige processer og væk fra den nuværende »styrede drift«, som er retningslinjen ifølge Naturstyrelsen»Da dyrehaven er kulturskabt og ikke kan ‘opretholde sig selv’ (ingen spontan foryngelse og erstatning for bortdøende træer på de arealer der nu af hjorte holdes som underskov-frie bevoksninger og græssede sletter), er fortsat styret drift en forudsætning for i hovedsagen at opretholde dens udtryk.«

Denne retningslinje er imidlertid ikke alene unødvendig, men også kontraproduktiv i forhold til biodiversiteten, for selv om dyrehaven er ‘kulturskabt’, kan den godt udvikle sig langt mere naturligt og vildere end i dag. Natur handler ikke om at opretholde et ‘udtryk’, men om dynamik og naturlige processer.

Det kræver bl.a., at vi sørger for et naturligt græsningstryk (altså at bestanden af større planteædere afpasses det naturlige fødegrundlag), hvorved tilskudsfodring er unødvendig, og der kan igen finde spontan foryngelse sted af skovens træer.

Kort og godt: Vildere – og mere oplevelsesrig – natur på naturligere præmisser frem for styret drift.

Bøllemosen, Jægersborg Hegn (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Bøllemosen, Jægersborg Hegn (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsejede arealer i Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn, men udelad golfbanen (om end uden at slække på kravene til golfklubbens naturhensyn, snarere tværtimod).

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser, bl.a. ved at indstille agerbrug på Eremitagesletten og syd for Nærum, afskaffe al tilskudsfodring og fjerne den massive indhegning af nye skovparceller; b) hvilke og hvor mange større planteædere det samlede område kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles i videst muligt omfang, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal, der skal udtyndes og eventuelt ryddes for ikke-hjemmehørende nåletræer før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Pointen er således ikke, at Dyrehaven skal ophøre med at være et stort tilløbsstykke for publikum med alt, hvad det indebærer, men at man udmærket kan forene den store publikumssucces med et naturligere naturreservat, der fortsat efterlever det gamle driftsformål for de to områder: »Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn drives udelukkende som lystskov og dyrehave.«

Det formål står ikke i vejen for, at naturen i højere grad kommer i centrum, og at tilskudsfodring, tømmerproduktion og opdyrkning af denne grund ophører fuldstændig. Større naturlighed med højere prioritering af biodiversiteten og en friere udvikling af skovbilledet er ganske enkelt ingen hindring for publikums adgang eller ‘lystskovens’ kvaliteter – faktisk er det omvendte utvivlsomt tilfældet.

Rune Engelbreth Larsen, oktober 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn
> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur

> Eghjort genudsat i Jægersborg Dyrehave