Af Rune Engelbreth Larsen

[su_box title=”Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark”]Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …[/su_box]

Eremitten – eneboeren, der er social

En eremit er en eneboer, der lever et asketisk liv viet sin religion – oprindelig mere eller mindre isoleret i en ørken. Men en eremit er såmænd også en 2-3 cm stor bille, der foretrækker at leve i store gamle løvtræer, fortrinsvis ege- og bøgetræer.

Herhjemme har man almindeligvis ledt efter den i solitære træer, der troner ensomt i skovbryn eller lysninger, men i 2015 er de også fundet i mørke og fugtige naturskove (Graubæk & Hansen 2015).

Når træerne undgår at blive fældet til tømmer og i stedet får lov til at blive til såkaldte veterantræer, sørger svampe for en gradvis forrådnelse af veddet, hvilket er guf for de insekter, der æder dødt træ. I fællesskab udhuler svampe og insekter således langsomt hele eller dele af træet, der er eftertragtede boliger for forskellige fugle, flagermus og insekter.

Eremitten er en varmekrævende art, der er tilpasset det træsmuld, som drysser ned i sådanne hulheder, hvor det kan blive til anselige mængder i løbet af årene, faktisk op til flere hundrede liter. Hunnen lægger sine æg i smuldet eller i stammens indre sprækker, og her lever larverne i 2-3 år, før de er fuldt udviklede.

Det er en art, der kan være vanskelig at opdage, eftersom den foretrækker hulheder i stammen så højt oppe som seks meter eller højere, men også i højtsiddende rådne grene, hvis de er tykke nok. Den kan også finde på at anvende spættehuller i store grene og i kronerne – og mon ikke det er dens skjulte og tilsyneladende ‘ophøjede’ levevis, der har navngivet den? Eremit er nemlig ikke en eremit i betydningen eneboer, men derimod et socialt insekt.

Det er ikke ualmindeligt, at den slet ikke forlader det træ, den har boet i som larve, og selv om den kan flyve, er dens spredningsevne i det kølige Nordeuropa meget begrænset. Talrige generationer kan leve i det samme træ gennem hundreder af år, mens hulrummet udvides, og i takt med at veddet ædes.

Træet skal dog helst skal være over 100 år gammelt og have nået en omkreds på mindst halvanden meter, før herlighedsværdierne er attraktive nok for eremitter på på boligjagt. Det kræver en meget lang skovkontinuitet – altså skove (eller dele af skove), der får lov til at blive stående i århundreder uden risiko for fældning.

Eremit er gået stærkt tilbage, skønt den næppe har været decideret talrig i Danmark de seneste århundreder. Den er vist aldrig registreret på Fyn, og i Jylland er den senest fundet ved Fussingø i 1886. De tilbageværende levesteder ligger alle på Sjælland og Lolland.

Ifølge NOVANA (Det Nationale Program for Overvågning af VAndmiljøet og NAturen), der overvåger internationalt beskyttet natur, er der således kun registreret to nordsjællandske træer med eremit under den seneste overvågning i 2012 (begge i Hellebæk Skov), og i alt har man kun fundet 72 eremit-træer (Søgaard m.fl. 2015a: 45).

I 2015 blev der ganske vist fundet flere eremit-træer i nogle af de samme områder (Graubæk & Hansen 2015), men i Nordsjælland består de seneste registrerede fund af eremit kun af to larver i Hellebæk Skov i 1990, tre døde biller i 2009 og én død bille i 2010. Måske er den allerede uddød i Nordsjælland – eller stærkt på vej til at blive det?

Det er dog ikke utænkeligt, at den lever i træer, der ikke er undersøgt, f.eks. fandt man uventet en eremit yderst på Knudshoved Odde i 2013 (Søgaard m.fl. 2015a: 44f).

Mange andre arter er tilknyttet døde og døende træer, og eremitten er dermed også en indikator på naturens status for andre insekter, svampe og planter, som er afhængige af gammel løvskov og dødt ved.

Gør vi en indsats for at forbedre vilkårene for eremitten, gør vi altså også automatisk en indsats for flere forskellige arter, der har brug for vildskov på skovens egne præmisser.

Et område, hvor natur og biodiversitet kunne være i centrum af et større naturreservat uden tømmerproduktion finder vi lige dér, hvor eremitten (måske/måske-ikke) stadig har en chance: Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn.

Hvorfor naturnationalpark lige dér?

Christian IV etablerede møller og metalværksteder i denne del af Nordøstsjælland, der blev et tidligt industriområde, bl.a. med den første hammermølle. Først i 1765 bygges dog Hammermøllen i Hellebæk, hvor der fremstilles gevær- og pistolløb – heraf også navnet Hammermølle Skov, som dog også kaldes Hellebæk Skov.

Teglstrup Hegn blev indhegnet med grøfter, sten- og jorddiger i 1785-1795 og hed dengang Theilstrup Skov Indhegning. I 1945 overtog statsskovbruget den hidtil privatejede Hammermølle/Hellebæk Skov, og gennem opkøb i 1997 og mageskfite med Forsvaret i 2000 blev skovkomplekset sammenknyttet – hvorfor det i dag er muligt at forvalte det hele som ét sammehængende naturreservat.

Når området er velegnet som naturreservat, skyldes det bl.a., at næsten hele det foreslåede areal allerede er statsejet (ca. 95 procent). Der er med andre ord ikke behov for omfattende opkøb af privatejede arealer – og kan de små privatejede arealer ikke opkøbes, kan de undværes indtil den dag, de er til salg.

Som nævnt er eremit uddød eller tæt på at være det i denne del af Sjælland, hvorved den deler skæbne med stellas mosskorpion. Den er ikke fundet på en eneste af de 40 danske lokaliteter, hvor den blev eftersøgt i 2012, om end der er blevet fundet en enkelt i Teglstrup Hegn uafhængigt heraf (Søgaard m.fl. 2015a: 48).

Stellas mosskorpion er knyttet til samme slags levesteder som eremit, men er trods sit navn ikke helt så eksotisk som de store skorpioner, vi kender fra udlandet. Den har et par klosakse, der kan afgive gift, men den lille spindler måler kun 2-3 millimeter i længden og er helt ufarlig – medmindre man f.eks. er en lille mide, støvlus eller springhale.

Trods de trange kår for eremit og stellas mosskorpion har store dele af området – især de nordligste dele – dog fortsat en ganske høj bioscore, hvilket betyder en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter. Men der er flere arter, som hænger i en tynd tråd.

F.eks. har Danmarks mindste guldsmed, dværgvandnymfe, sit allersidste danske levested i Teglstrup Hegn ved et lillebitte vandhul med det knap så appetitlige navn Fandens Hul. I 1990’erne kunne denne sidste danske bestand tælles i tusinder, i de senere år angiveligt kun i hundreder (jf. Rødlisten).

Vandhullet er gradvis blevet mindre på grund af tørvemosser, der vokser som en flydende måtte, en såkaldt hængesæk, og som lukker vandoverfladen og dermed spærrer adgangen til vandet, hvor dværgvandnymfens larver lever. For at forhindre arten i at uddø på sit sidste danske levested har Naturstyrelsen på opfordring af lokalforeningen Hellebæk Kohaves Venner gravet huller i hængesækken, så vandfladen fritlægges.

Biodiversitetens generelle potentiale inden for det foreslåede naturreservat afspejles også derved, at det overlapper fremhævede landskabskvadrater i rapporten Biodiversitetskort for Danmark (Ejrnæs m.fl. 2014) såvel som rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove (Petersen m.fl. 2016), der indkredser minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse biodiversitetstabet i Danmark.

Overgræsning eller vildgræsning?

Hellebæk Kohave blev etableret som græsningsskov i en del af Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn i 2003-04. Ifølge Naturstyrelsens folder om området har der har været udsat op til 150-300 helårsgræssende malke- og kødkvæg, og græsningsarealet er udvidet lidt undervejs. Hensigten er bl.a., at de græssende kreaturer skal holde græslandsområder åbne og fri for træopvækst, tynde ud i underskoven og trampe hul i jorden og derved give plads til spirebede for blomster.

Endvidere undlader kreaturerne at græsse omkring kokasserne, der således ikke blot er en lækkerbisken for møgbiller, men også bidrager til at skabe variation i vegetationen til gavn for mange andre insekter – her kan urterne spire uden at blive ædt.

I teorien. Eller rettere – under naturlige forhold.

Men hvor ’naturlige’ er forholdene i Hellebæk Kohave og den tilhørende skovgræsning i Teglstrup Hegn, hvor antallet af kreaturer er betydeligt større, end det ville have været fra naturens hånd?

Kvæget skal jo gerne give et godt afkast i form af netop kød og mælk, hvilket vil sige, at de helst skal æde igennem hele tiden – men det er ikke foreneligt med en naturligt varieret græsning.

I Hellebæk Kohave har bestræbelserne på at styre græsningen derfor haft en naturforarmende effekt. I den nordlige del er der græsset for lidt, hvorfor der har dannet sig et tykt og uigennemtrængeligt tæppe af græs og førne. I den sydelige del er arealet meget overgræsset, hvorfor stort set ingen planter har nået at sætte blomst og frø, og lokale botanikere har i mange år påpeget den manglende artsrigdom.

Er manglen på græsning et stort problem generelt i dansk natur, hvor tilgroning og ensformighed tager overhånd mange steder, betyder for mange dyr pr. hektar til gengæld, at der ædes så meget i bund, at en del af vegetationen får vanskeligt ved overhovedet at etablere sig – og forarmes vegetationen, forsvinder dele af insektlivet.

Eksempelvis konkluderer en svensk studie af 100 semi-naturlige tør-enge i det sydøstlige Sverige, at hård græsning reducerer antallet af køllesværmere (natsommerfugle, som flyver om dagen) og andre dagaktive sommerfugle, og at det generelt bør undgås på arealer med en artsrig fauna (Franzén & Ranius 2004). Herhjemme er der en lang række konkrete eksempler på, at hård græsning har udryddet sjældne sommerfuglearter lokalt (Ravn & Nielsen 2007, Petersen 2017).

Fra 2003 til 2013 og fremefter har aftalen mellem Naturstyrelsen i Nordsjælland og den forpagter, som har leveret dyrene, været »omkring 150 kreaturer« om sommeren på 219 hektar og ca. 60 dyr om vinteren. Det er et stort antal dyr.

Græsningsarealet er siden udvidet til 250 hektar, opdelt i to separate hegninger. På 160 hektar nord for Hellebækvej græsses almindeligvis kun om sommeren, men på de 90 hektar syd for Hellebækvej er der helårsgræsning, og kreaturerne fodres om vinteren på en afsides foderplads ved en gammel skydebane. Fodringen i sig selv viser, at der er alt for mange dyr i forhold til, hvad der fra naturens hånd er fødegrundlag til om vinteren.

Tilskudsfodringen har f.eks. i vinteren 2016-17 bestået af 5 tons græs-wrap om ugen plus kraftfoder i form af majs, hvilket medfører en stor næringsstoftilførsel, som favoriserer få dominerende planters tilgroning og derved bidrager til at forringe artsrigdommen. Man kan så bestræbe sig på at fjerne kreaturernes afføring dér, hvor de bliver fodret (for at forhindre den tilførte næringsbelastning), men det er vanskeligt og ineffektivt en våd vinter, hvor mudder og afføring flyder ud i én stor pløre.

Medio maj 2017 flød gyllen stadig ud over adskillige hundrede kvadratmeter, og når det regner, siver mere af afføringspølen ned ad terrænet og forarmer vegetationen i en internationalt beskyttet og EU-prioriteret naturtype (såkaldt skovbevokset tørvemose), der kun befinder sig 50 meter derfra. Tidligere lå foderpladsen på en bakketop, der også var kortlagt som en EU-beskyttet naturtype (såkaldt surt overdrev), og her udryddede fodringen sjældne og sårbare planter, da kvæget druknede vegetationen i store mængder gylle.

Samtidig minimerer tilskudsfodringen dyrenes naturlige græsningsadfærd, idet de koncentrerer sig om foderpladsernes store fodertrug i stedet for at søge aktivt ud i hele området, herunder de mange afkroge i skoven, der er en del af området. Dermed forsvinder deres naturlige effekt på buske og træer om vinteren – f.eks. barkskrælning og bid, der ellers ville gavne en række svampes og insekters levesteder.

Under naturlige forhold ville dyrene æde træopvækst eller sværtfordøjelige planter om vinteren, men når de får foræret en buffet på en foderplads, behøver de jo ikke søge ud i arealets afkroge for at finde sin aftensmad. Tilskudsfodringen nulstiller så at sige den naturlige græsningsadfærd, der ellers skulle komme både vegetationen og insektlivet til gavn.

De lysåbne arealer i Hellebæk Kohave har derfor aldrig fået karakter af det farverige blomstertæppe om foråret eller sommeren, der kendes fra et naturligt græsland, men ligner mange steder en blomsterløs golfplæne.

Det ville være bedre at lade kreaturer og/eller andre større planteædere græsse på området året rundt i et antal, der i stedet er tilpasset fødegrundlaget om vinteren. Ad den vej er der nemlig et ’overskud’ af føde om sommeren, og det betyder større potentiale for en varieret blomstervegetation og flere af de insekter, der er tilknyttet hertil. Sådan ’regulerer’ naturen selv forholdene, hvilket bør være sigtemålet.

Lokalforeningen Hellebæk Kohaves Venner skabte opmærksomhed omkring overgræsningen i vinteren 2016-17, hvorefter der har rejst sig en større offentlig debat om de negative konsekvenser af den omfattende og koncentrerede tilskudsfodring. De helårsgræssende kødkvæg er som følge heraf blevet reduceret til 70, mens der går 60 sommergræssende kvier i den nordlige hegning – men spørgsmålet er, om ikke opmærksomheden om problemet kunne blive et reelt vendepunkt med plads til nytænkning i forvaltningen?

Dermed har vi så småt taget hul på noget af det, der skal til for at gøre ikke blot Kohaven, men hele det foreslåede område til et naturreservat med vildere natur på naturligere præmisser.

Hvad skal der til for vildere natur?

Naturstyrelsen har selvfølgelig iværksat andre tiltag for at øge naturværdierne på en række af de øvrige arealer i området. På mosearealer, hvor der er indplantet nåletræer, arbejder man f.eks. i retning af at genetablere skovmoser med naturlig vandstand, og af hensyn til eremit er store gamle ege- og bøgetræer lysstillet i et hjørne af Hellebæk Kohave og Hellebæk Skov. Selv om det formodentlig er for sent at redde billen i denne del af Sjælland, kan det gavne andre arter.

I Hellebæk Kohave er hegnslinjen flyttet og arealet forøget for bl.a. at få de potentielle eremit-træer med i det område, der græsses. Det er et skridt i den rigtige retning at tænke i større sammenhængende arealer med helårsgræsning – især hvis overgræsning erstattes af vildgræsning.

Det optimale ville være at udvide græsningsarealerne fra de ca. 300 hektar i Hellebæk Kohave til simpelthen at omfatte de 1.100 hektar, der dækker hele forslaget til Naturnationalpark Hellebæk Kohave & Teglstrup Hegn.

Faktisk har det meget flotte og varierede naturområde stort potentiale for at blive en perle af vildere og naturligere natur.

Lokalt har man vænnet sig til den forholdsvis store hegning og begrænsningerne i trafikken på tværs af området, og Naturstyrelsen har besluttet at rive den store Hellebæk Avlsgård ned – og det er nu engang rart at gå i et naturområde, hvor overflødige bygninger er væk.

Hvis man ønsker vildere natur, er det på den ene side et markant kursskifte, der skal til i forhold til forvaltningen i dag, men på den anden side er det meget lidt, der skal til for at etablere et virkelig godt naturområde på naturligere præmisser – man kan f.eks. gribe det an i to etaper.

Første etape: Væk med tilskudsfodringen, fjern gyllehavet, udvid hegnslinjen fra 300 til ca. 500 hektar og sæt vildheste og et meget mindre antal kreaturer ud året rundt – eller gerne: bisoner. Anden etape: Konverter hele det foreslåede areal til Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn på de foreslåede 1.100 hektar, uden tømmerproduktion og uden tilskudsfodring.

Slip vilde planteædere løs på hele arealet året rundt og lad dem være en integreret del af narturen, hvor antallet efterhånden tilpasses det fødegrundlag, der er i skovene og de lysåbne arealer om vinteren. På den måde kan man bekæmpe tilgroningen og samtidig give plads til en varieret vegetation om sommeren.

Udover vildheste, bisoner eller kreaturer kunne vildsvin og elge også være oplagte at overveje at få udsat til en mere varieret græsning i området.

Ifølge rapporten Elg i Danmark er der plads til ca. 4.400 elge i Danmark fordelt på otte hovedområder, heriblandt Nordsjælland, der rummer fire oplagte delområder (Sunde & Olesen 2007).

Det medfører alt sammen en hegnslinje, der ikke kun omfatter Hellebæk Kohave, men hele naturnationalparken og derved får en længde ar ca. 15 kilometer. Vildheste og kreaturer kan holdes inde bag et simpelt og billigt el-hegn, som hjortevildtet let kan forcere, men elge og vildsvin ville kræve et mere robust og fintmasket vildthegn, som også ville betyde, at hjortevildtet i området ville blive en del af hegningens dyr.

Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn er i øvrigt ét af fire forslag til naturnationalparker inden for rammerne af den eksisterende Nationalpark Kongernes Nordsjælland. De tre øvrige er Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø, Naturnationalpark Gurre Sø & Horserød Hegn og Naturnationalpark Melby Hede & Tisvilde Hegn.

Samlet kunne de fire potentielle naturreservater udgøre en stribe spektakulære kerneområder med vildere natur, der i modsætning til nationalparken som helhed faktisk kunne leve op til de internationale nationalpark-kriterier.

Sæt i gang

I tilfælde af en udsætning af elg, bison eller vildsvn er der som nævnt behov for et ca. 15 kilometer langt vildthegn omkring den foreslåede afgrænsning for at undgå, at de store dyr forsvinder fra området. Et vildthegn af denne størrelse ville beløbe sig til ca. 4-5 mio. kr., hvortil kommer 4-6 færiste (à ca. 250.000 kr.), samt udgifter til at få en detailplanlægning udarbejdet af biodiversitetsforskere, genetablere naturlige vandforhold og indkøb af dyr.

Hele arealet er i offentligt eje (det meste statsligt, Vestkilen er kommunalt ejet), hvorfor der ikke behøver blive opkøbt arealer. Derved ville etableringsudgifterne samlet set næppe behøve beløbe sig til meget mere end ca. 10-12 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktion).

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet til de statsejede arealer i Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn plus det kommunale areal, Vestkilen. Etabler hele naturnationalparken i én eller to etaper.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får mere naturlige vandforhold; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

I dag er græsningen i Hellebæk Kohave ikke fremmende for biodiversiteten og ikke optimal i forhold til at opnå natur på naturligere præmisser. Men mødet med de mange kreaturer, der græsser på de lysåbne areaeler såvel som i skoven, giver alligevel en vis forsmag af det visuelle indtryk, der kunne vente os.

Større vilde planteædere kunne gøre dette smukke nordsjællandske naturhjørne med de mange små og mellemstore søer til et afvekslende og mere artsrigt naturområde på naturligere præmisser.

Solbeskinnede veterantræer i skovbryn og lysninger af urørt skov, hvor ikke blot vildkvæg, men måske vildheste, bisoner eller elge dukker frem af skyggerne, men også kan mødes i mørkere dele af det spændende og afvekslende skovbillede. Et kerneområde i nationalparken med reel fokus på natur, fordi naturen får lov til at råde – en naturnationalpark.

Rune Engelbreth Larsen, maj 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status
> Når naturforvaltningen forarmer naturen (Altinget)