Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Gamle træer og dødt ved i Hellebæk Kohave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Gamle træer og dødt ved i udkanten af Hellebæk Kohave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 11 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur vest for Helsingør: Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Foreslået afgrænsning af en 1.000 hektar stor Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn
Foreslået afgrænsning af en 1.100 hektar stor Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn

Eremitten – eneboeren, der er social

En eremit er en eneboer, der lever et asketisk liv viet sin religion – oprindelig mere eller mindre isoleret i en ørken. Men en eremit er såmænd også en 2-3 cm stor bille, der foretrækker at leve i store gamle løvtræer, fortrinsvis ege- og bøgetræer.

Herhjemme har man almindeligvis ledt efter den i solitære træer, der troner ensomt i skovbryn eller lysninger, men i 2015 er de også fundet i mørke og fugtige naturskove (Graubæk & Hansen 2015).

Når træerne undgår at blive fældet til tømmer og i stedet får lov til at blive til såkaldte veterantræer, sørger svampe for en gradvis forrådnelse af veddet, hvilket er guf for de insekter, der æder dødt træ. I fællesskab udhuler svampe og insekter således langsomt hele eller dele af træet, der er eftertragtede boliger for forskellige fugle, flagermus og insekter.

Bæstet set forfra – eremit, en meget sjælden bille i Danmark (Foto: Magnefl, Wikipedia)
Bæstet set forfra – eremit, en meget sjælden bille i Danmark (Foto: Magnefl, Wikipedia)

Eremitten er en varmekrævende art, der er tilpasset det træsmuld, som drysser ned i sådanne hulheder, hvor det kan blive til anselige mængder i løbet af årene, faktisk op til flere hundrede liter. Hunnen lægger sine æg i smuldet eller i stammens indre sprækker, og her lever larverne i 2-3 år, før de er fuldt udviklede.

Det er en art, der kan være vanskelig at opdage, eftersom den foretrækker hulheder i stammen så højt oppe som seks meter eller højere, men også i højtsiddende rådne grene, hvis de er tykke nok. Den kan også finde på at anvende spættehuller i store grene og i kronerne – og mon ikke det er dens skjulte og tilsyneladende ‘ophøjede’ levevis, der har navngivet den? Eremit er nemlig ikke en eremit i betydningen eneboer, men derimod et socialt insekt.

Nord for Bognæs Storskov er der kun fundet eremit i to træer i Nordsjælland, begge i Hellebæk-Hammermølle-området – her er det ene, nær Hellebæk Station (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Nord for Bognæs Storskov er der kun fundet eremit i to træer i Nordsjælland, begge i Hellebæk-Hammermølle-området – her er det ene, nær Hellebæk Station (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det er ikke ualmindeligt, at den slet ikke forlader det træ, den har boet i som larve, og selv om den kan flyve, er dens spredningsevne i det kølige Nordeuropa meget begrænset. Talrige generationer kan leve i det samme træ gennem hundreder af år, mens hulrummet udvides, og i takt med at veddet ædes.

Træet skal dog helst skal være over 100 år gammelt og have nået en omkreds på mindst halvanden meter, før herlighedsværdierne er attraktive nok for eremitter på på boligjagt. Det kræver en meget lang skovkontinuitet – altså skove (eller dele af skove), der får lov til at blive stående i århundreder uden risiko for fældning.

Eremit er gået stærkt tilbage, skønt den næppe har været decideret talrig i Danmark de seneste århundreder. Den er vist aldrig registreret på Fyn, og i Jylland er den senest fundet ved Fussingø i 1886. De tilbageværende levesteder ligger alle på Sjælland og Lolland.

Ifølge NOVANA (Det Nationale Program for Overvågning af VAndmiljøet og NAturen), der overvåger internationalt beskyttet natur, er der således kun registreret to nordsjællandske træer med eremit under den seneste overvågning i 2012 (begge i Hellebæk Skov), og i alt har man kun fundet 72 eremit-træer (Søgaard m.fl. 2015a: 45).

I 2015 blev der ganske vist fundet flere eremit-træer i nogle af de samme områder (Graubæk & Hansen 2015), men i Nordsjælland består de seneste registrerede fund af eremit kun af to larver i Hellebæk Skov i 1990, tre døde biller i 2009 og én død bille i 2010. Måske er den allerede uddød i Nordsjælland – eller stærkt på vej til at blive det?

Eremit (foto: Wikipedia)
Eremit (foto: Wikipedia)

Det er dog ikke utænkeligt, at den lever i træer, der ikke er undersøgt, f.eks. fandt man uventet en eremit yderst på Knudshoved Odde i 2013 (Søgaard m.fl. 2015a: 44f).

Mange andre arter er tilknyttet døde og døende træer, og eremitten er dermed også en indikator på naturens status for andre insekter, svampe og planter, som er afhængige af gammel løvskov og dødt ved.

Gør vi en indsats for at forbedre vilkårene for eremitten, gør vi altså også automatisk en indsats for flere forskellige arter, der har brug for vildskov på skovens egne præmisser.

Et område, hvor natur og biodiversitet kunne være i centrum af et større naturreservat uden tømmerproduktion finder vi lige dér, hvor eremitten (måske/måske-ikke) stadig har en chance: Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn.

Et kommende eremittræ? En række gamle træer er udpeget som mulige levesteder for den stærkt truede bille eremit (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Et kommende eremit-træ? En række gamle træer i Hammermølle Skov er udpeget som mulige levesteder for eremit og fritstillet, så de lettere opvarmes af solen til gavn for den stærkt truede bille. De står imidlertid over 300 meter fra det ene af de to sidste træer, der muligvis endnu huser eremitten, og det er en formodentlig en uoverkommelig spredningsafstand – men at bevare de store gamle træer vil i alle tilfælde gavne andre arter (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor naturnationalpark lige dér?

De statsejede arealer udgør ca. 95 procent af den foreslåede afgrænsning
De statsejede arealer udgør ca. 95 procent af den foreslåede afgrænsning, de øvrige (Vestkilen) er kommunalt ejet

Christian IV etablerede møller og metalværksteder i denne del af Nordøstsjælland, der blev et tidligt industriområde, bl.a. med den første hammermølle. Først i 1765 bygges dog Hammermøllen i Hellebæk, hvor der fremstilles gevær- og pistolløb – heraf også navnet Hammermølle Skov, som dog også kaldes Hellebæk Skov.

Teglstrup Hegn blev indhegnet med grøfter, sten- og jorddiger i 1785-1795 og hed dengang Theilstrup Skov Indhegning. I 1945 overtog statsskovbruget den hidtil privatejede Hammermølle/Hellebæk Skov, og gennem opkøb i 1997 og mageskfite med Forsvaret i 2000 blev skovkomplekset sammenknyttet – hvorfor det i dag er muligt at forvalte det hele som ét sammehængende naturreservat.

Når området er velegnet som naturreservat, skyldes det bl.a., at næsten hele det foreslåede areal allerede er statsejet (ca. 95 procent). Der er med andre ord ikke behov for omfattende opkøb af privatejede arealer – og kan de små privatejede arealer ikke opkøbes, kan de undværes indtil den dag, de er til salg.

Som nævnt er eremit uddød eller tæt på at være det i denne del af Sjælland, hvorved den deler skæbne med stellas mosskorpion. Den er ikke fundet på en eneste af de 40 danske lokaliteter, hvor den blev eftersøgt i 2012, om end der er blevet fundet en enkelt i Teglstrup Hegn uafhængigt heraf (Søgaard m.fl. 2015a: 48).

Biodiversitetskortets bioscore viser en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn
Biodiversitetskortets bioscore viser en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn

Stellas mosskorpion er knyttet til samme slags levesteder som eremit, men er trods sit navn ikke helt så eksotisk som de store skorpioner, vi kender fra udlandet. Den har et par klosakse, der kan afgive gift, men den lille spindler måler kun 2-3 millimeter i længden og er helt ufarlig – medmindre man f.eks. er en lille mide, støvlus eller springhale.

Trods de trange kår for eremit og stellas mosskorpion har store dele af området – især de nordligste dele – dog fortsat en ganske høj bioscore, hvilket betyder en koncentration af truede arter og potentielle levesteder for truede arter. Men der er flere arter, som hænger i en tynd tråd.

F.eks. har Danmarks mindste guldsmed, dværgvandnymfe, sit allersidste danske levested i Teglstrup Hegn ved et lillebitte vandhul med det knap så appetitlige navn Fandens Hul. I 1990’erne kunne denne sidste danske bestand tælles i tusinder, i de senere år angiveligt kun i hundreder (jf. Rødlisten).

Vandhullet er gradvis blevet mindre på grund af tørvemosser, der vokser som en flydende måtte, en såkaldt hængesæk, og som lukker vandoverfladen og dermed spærrer adgangen til vandet, hvor dværgvandnymfens larver lever. For at forhindre arten i at uddø på sit sidste danske levested har Naturstyrelsen på opfordring af lokalforeningen Hellebæk Kohaves Venner gravet huller i hængesækken, så vandfladen fritlægges.

Biodiversitetens generelle potentiale inden for det foreslåede naturreservat afspejles også derved, at det overlapper fremhævede landskabskvadrater i rapporten Biodiversitetskort for Danmark (Ejrnæs m.fl. 2014) såvel som rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove (Petersen m.fl. 2016), der indkredser minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse biodiversitetstabet i Danmark.

Skarv over Bøgeholm Sø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skarv over Bøgeholm Sø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Overgræsning eller vildgræsning?

Foderpladsen findes i et hjørne af naturområdet, der ellers har et stort potentiale for vildere natur på naturligere præmisser – hvilket imidlertid forudsætter, at dyrene lever af vegetationen året rundt og ikke tilskudsfodres (foto: Rune Engelbreth Larsen)
På vej til foderpladsen, der findes i et hjørne af naturområdet, som ellers har et stort potentiale for vildere natur på naturligere præmisser – hvilket imidlertid forudsætter, at dyrene lever af vegetationen året rundt og ikke tilskudsfodres (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hellebæk Kohave blev etableret som græsningsskov i en del af Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn i 2003-04. Ifølge Naturstyrelsens folder om området har der har været udsat op til 150-300 helårsgræssende malke- og kødkvæg, og græsningsarealet er udvidet lidt undervejs. Hensigten er bl.a., at de græssende kreaturer skal holde græslandsområder åbne og fri for træopvækst, tynde ud i underskoven og trampe hul i jorden og derved give plads til spirebede for blomster.

Endvidere undlader kreaturerne at græsse omkring kokasserne, der således ikke blot er en lækkerbisken for møgbiller, men også bidrager til at skabe variation i vegetationen til gavn for mange andre insekter – her kan urterne spire uden at blive ædt.

I teorien. Eller rettere – under naturlige forhold.

Vinterfoderplads til skotsk højlandskvæg, der er udsat hele året i Hellebæk Kohave – fem tons halmballer om ugen er en del af menuen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Vinterfoderplads til skotsk højlandskvæg, der er udsat hele året i Hellebæk Kohave – fem tons halmballer om ugen er en del af menuen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Men hvor ’naturlige’ er forholdene i Hellebæk Kohave og den tilhørende skovgræsning i Teglstrup Hegn, hvor antallet af kreaturer er betydeligt større, end det ville have været fra naturens hånd?

Kvæget skal jo gerne give et godt afkast i form af netop kød og mælk, hvilket vil sige, at de helst skal æde igennem hele tiden – men det er ikke foreneligt med en naturligt varieret græsning.

I Hellebæk Kohave har bestræbelserne på at styre græsningen derfor haft en naturforarmende effekt. I den nordlige del er der græsset for lidt, hvorfor der har dannet sig et tykt og uigennemtrængeligt tæppe af græs og førne. I den sydelige del er arealet meget overgræsset, hvorfor stort set ingen planter har nået at sætte blomst og frø, og lokale botanikere har i mange år påpeget den manglende artsrigdom.

Her fodres Hellebæk Kohaves kreaturer om vinteren i hvad der har udviklet sig til en kæmpe pøl af mudder og afføring i et naturbeskyttet område i en nationalpark – det er ikke kønt, og det lugter fælt (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Her fodres Hellebæk Kohaves kreaturer om vinteren i hvad der har udviklet sig til en kæmpe pøl af mudder og afføring i et naturbeskyttet område i en nationalpark – det er ikke kønt, og det lugter fælt (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Er manglen på græsning et stort problem generelt i dansk natur, hvor tilgroning og ensformighed tager overhånd mange steder, betyder for mange dyr pr. hektar til gengæld, at der ædes så meget i bund, at en del af vegetationen får vanskeligt ved overhovedet at etablere sig – og forarmes vegetationen, forsvinder dele af insektlivet.

Eksempelvis konkluderer en svensk studie af 100 semi-naturlige tør-enge i det sydøstlige Sverige, at hård græsning reducerer antallet af køllesværmere (natsommerfugle, som flyver om dagen) og andre dagaktive sommerfugle, og at det generelt bør undgås på arealer med en artsrig fauna (Franzén & Ranius 2004). Herhjemme er der en lang række konkrete eksempler på, at hård græsning har udryddet sjældne sommerfuglearter lokalt (Ravn & Nielsen 2007, Petersen 2017).

Fra 2003 til 2013 og fremefter har aftalen mellem Naturstyrelsen i Nordsjælland og den forpagter, som har leveret dyrene, været »omkring 150 kreaturer« om sommeren på 219 hektar og ca. 60 dyr om vinteren. Det er et stort antal dyr.

Græsningsarealet er siden udvidet til 250 hektar, opdelt i to separate hegninger. På 160 hektar nord for Hellebækvej græsses almindeligvis kun om sommeren, men på de 90 hektar syd for Hellebækvej er der helårsgræsning, og kreaturerne fodres om vinteren på en afsides foderplads ved en gammel skydebane. Fodringen i sig selv viser, at der er alt for mange dyr i forhold til, hvad der fra naturens hånd er fødegrundlag til om vinteren.

Tilskudsfodringen har f.eks. i vinteren 2016-17 bestået af 5 tons græs-wrap om ugen plus kraftfoder i form af majs, hvilket medfører en stor næringsstoftilførsel, som favoriserer få dominerende planters tilgroning og derved bidrager til at forringe artsrigdommen. Man kan så bestræbe sig på at fjerne kreaturernes afføring dér, hvor de bliver fodret (for at forhindre den tilførte næringsbelastning), men det er vanskeligt og ineffektivt en våd vinter, hvor mudder og afføring flyder ud i én stor pløre.

Medio maj 2017 flød gyllen stadig ud over adskillige hundrede kvadratmeter, og når det regner, siver mere af afføringspølen ned ad terrænet og forarmer vegetationen i en internationalt beskyttet og EU-prioriteret naturtype (såkaldt skovbevokset tørvemose), der kun befinder sig 50 meter derfra. Tidligere lå foderpladsen på en bakketop, der også var kortlagt som en EU-beskyttet naturtype (såkaldt surt overdrev), og her udryddede fodringen sjældne og sårbare planter, da kvæget druknede vegetationen i store mængder gylle.

Samtidig minimerer tilskudsfodringen dyrenes naturlige græsningsadfærd, idet de koncentrerer sig om foderpladsernes store fodertrug i stedet for at søge aktivt ud i hele området, herunder de mange afkroge i skoven, der er en del af området. Dermed forsvinder deres naturlige effekt på buske og træer om vinteren – f.eks. barkskrælning og bid, der ellers ville gavne en række svampes og insekters levesteder.

Under naturlige forhold ville dyrene æde træopvækst eller sværtfordøjelige planter om vinteren, men når de får foræret en buffet på en foderplads, behøver de jo ikke søge ud i arealets afkroge for at finde sin aftensmad. Tilskudsfodringen nulstiller så at sige den naturlige græsningsadfærd, der ellers skulle komme både vegetationen og insektlivet til gavn.

De lysåbne arealer i Hellebæk Kohave har derfor aldrig fået karakter af det farverige blomstertæppe om foråret eller sommeren, der kendes fra et naturligt græsland, men ligner mange steder en blomsterløs golfplæne.

Helårsgræsning er optimalt for et naturområde, hvis det foregår på naturens præmisser, men i Hellebæk Kohave fodres kreaturerne massivt om vinteren, hvorfor de ikke har den naturlige fødeadfærd og derved ikke gavner området en stor del af året. Og i sommerhalvåret har der i mange år været alt for mange kreaturer sat ud, hvorfor de opæder alt i de åbne områder, der er nedbidte og blomsterløse som en golfbane (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Forår. Helårsgræsning er optimalt for et naturområde, hvis det foregår på naturens præmisser, men i Hellebæk Kohave fodres kreaturerne massivt om vinteren, hvorfor de ikke har den naturlige fødeadfærd og derved ikke gavner området en stor del af året. Og i sommerhalvåret har der i mange år været alt for mange kreaturer sat ud, hvorfor de opæder alt i de åbne områder, der fremstår nedbidte og blomsterløse som en golfbane (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Det ville være bedre at lade kreaturer og/eller andre større planteædere græsse på området året rundt i et antal, der i stedet er tilpasset fødegrundlaget om vinteren. Ad den vej er der nemlig et ’overskud’ af føde om sommeren, og det betyder større potentiale for en varieret blomstervegetation og flere af de insekter, der er tilknyttet hertil. Sådan ’regulerer’ naturen selv forholdene, hvilket bør være sigtemålet.

Lokalforeningen Hellebæk Kohaves Venner skabte opmærksomhed omkring overgræsningen i vinteren 2016-17, hvorefter der har rejst sig en større offentlig debat om de negative konsekvenser af den omfattende og koncentrerede tilskudsfodring. De helårsgræssende kødkvæg er som følge heraf blevet reduceret til 70, mens der går 60 sommergræssende kvier i den nordlige hegning – men spørgsmålet er, om ikke opmærksomheden om problemet kunne blive et reelt vendepunkt med plads til nytænkning i forvaltningen?

Dermed har vi så småt taget hul på noget af det, der skal til for at gøre ikke blot Kohaven, men hele det foreslåede område til et naturreservat med vildere natur på naturligere præmisser.

Højmose i Teglstrup Hegn med det betagende navn Skidendam (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Højmose i Teglstrup Hegn med det betagende navn Skidendam (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til for vildere natur?

Naturstyrelsen har selvfølgelig iværksat andre tiltag for at øge naturværdierne på en række af de øvrige arealer i området. På mosearealer, hvor der er indplantet nåletræer, arbejder man f.eks. i retning af at genetablere skovmoser med naturlig vandstand, og af hensyn til eremit er store gamle ege- og bøgetræer lysstillet i et hjørne af Hellebæk Kohave og Hellebæk Skov. Selv om det formodentlig er for sent at redde billen i denne del af Sjælland, kan det gavne andre arter.

I Hellebæk Kohave er hegnslinjen flyttet og arealet forøget for bl.a. at få de potentielle eremit-træer med i det område, der græsses. Det er et skridt i den rigtige retning at tænke i større sammenhængende arealer med helårsgræsning – især hvis overgræsning erstattes af vildgræsning.

Det optimale ville være at udvide græsningsarealerne fra de ca. 300 hektar i Hellebæk Kohave til simpelthen at omfatte de 1.100 hektar, der dækker hele forslaget til Naturnationalpark Hellebæk Kohave & Teglstrup Hegn.

Faktisk har det meget flotte og varierede naturområde stort potentiale for at blive en perle af vildere og naturligere natur.

Lokalt har man vænnet sig til den forholdsvis store hegning og begrænsningerne i trafikken på tværs af området, og Naturstyrelsen har besluttet at rive den store Hellebæk Avlsgård ned – og det er nu engang rart at gå i et naturområde, hvor overflødige bygninger er væk.

Hvis man ønsker vildere natur, er det på den ene side et markant kursskifte, der skal til i forhold til forvaltningen i dag, men på den anden side er det meget lidt, der skal til for at etablere et virkelig godt naturområde på naturligere præmisser – man kan f.eks. gribe det an i to etaper.

Første etape: Væk med tilskudsfodringen, fjern gyllehavet, udvid hegnslinjen fra 300 til ca. 500 hektar og sæt vildheste og et meget mindre antal kreaturer ud året rundt – eller gerne: bisoner. Anden etape: Konverter hele det foreslåede areal til Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn på de foreslåede 1.100 hektar, uden tømmerproduktion og uden tilskudsfodring.

Slip vilde planteædere løs på hele arealet året rundt og lad dem være en integreret del af narturen, hvor antallet efterhånden tilpasses det fødegrundlag, der er i skovene og de lysåbne arealer om vinteren. På den måde kan man bekæmpe tilgroningen og samtidig give plads til en varieret vegetation om sommeren.

Forslag til en 16 kilometer lang hegnslinje
Forslag til en 16 kilometer lang hegnslinje

Udover vildheste, bisoner eller kreaturer kunne vildsvin og elge også være oplagte at overveje at få udsat til en mere varieret græsning i området.

Ifølge rapporten Elg i Danmark er der plads til ca. 4.400 elge i Danmark fordelt på otte hovedområder, heriblandt Nordsjælland, der rummer fire oplagte delområder (Sunde & Olesen 2007).

Det medfører alt sammen en hegnslinje, der ikke kun omfatter Hellebæk Kohave, men hele naturnationalparken og derved får en længde ar ca. 15 kilometer. Vildheste og kreaturer kan holdes inde bag et simpelt og billigt el-hegn, som hjortevildtet let kan forcere, men elge og vildsvin ville kræve et mere robust og fintmasket vildthegn, som også ville betyde, at hjortevildtet i området ville blive en del af hegningens dyr.

Naturnationalpark Hellebæk Skov & Teglstrup Hegn er i øvrigt ét af fire forslag til naturnationalparker inden for rammerne af den eksisterende Nationalpark Kongernes Nordsjælland. De tre øvrige er Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø, Naturnationalpark Gurre Sø & Horserød Hegn og Naturnationalpark Melby Hede & Tisvilde Hegn.

Samlet kunne de fire potentielle naturreservater udgøre en stribe spektakulære kerneområder med vildere natur, der i modsætning til nationalparken som helhed faktisk kunne leve op til de internationale nationalpark-kriterier.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland (skraverede arealer) rummer mulighed for fire NATURnationalparker med vildere natur, der kan fungere som nationalparkens kerneområder på naturens præmisser
Nationalpark Kongernes Nordsjælland (skraverede arealer) rummer mulighed for fire NATURnationalparker med vildere natur, der kan fungere som nationalparkens kerneområder på naturens præmisser

Sæt i gang

I tilfælde af en udsætning af elg, bison eller vildsvn er der som nævnt behov for et ca. 15 kilometer langt vildthegn omkring den foreslåede afgrænsning for at undgå, at de store dyr forsvinder fra området. Et vildthegn af denne størrelse ville beløbe sig til ca. 4-5 mio. kr., hvortil kommer 4-6 færiste (à ca. 250.000 kr.), samt udgifter til at få en detailplanlægning udarbejdet af biodiversitetsforskere, genetablere naturlige vandforhold og indkøb af dyr.

Hele arealet er i offentligt eje (det meste statsligt, Vestkilen er kommunalt ejet), hvorfor der ikke behøver blive opkøbt arealer. Derved ville etableringsudgifterne samlet set næppe behøve beløbe sig til meget mere end ca. 10-12 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktion).

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet til de statsejede arealer i Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn plus det kommunale areal, Vestkilen. Etabler hele naturnationalparken i én eller to etaper.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får mere naturlige vandforhold; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Klaresø, Teglstrup Hegn (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Klaresø, Teglstrup Hegn (foto © Rune Engelbreth Larsen)

I dag er græsningen i Hellebæk Kohave ikke fremmende for biodiversiteten og ikke optimal i forhold til at opnå natur på naturligere præmisser. Men mødet med de mange kreaturer, der græsser på de lysåbne areaeler såvel som i skoven, giver alligevel en vis forsmag af det visuelle indtryk, der kunne vente os.

Større vilde planteædere kunne gøre dette smukke nordsjællandske naturhjørne med de mange små og mellemstore søer til et afvekslende og mere artsrigt naturområde på naturligere præmisser.

Solbeskinnede veterantræer i skovbryn og lysninger af urørt skov, hvor ikke blot vildkvæg, men måske vildheste, bisoner eller elge dukker frem af skyggerne, men også kan mødes i mørkere dele af det spændende og afvekslende skovbillede. Et kerneområde i nationalparken med reel fokus på natur, fordi naturen får lov til at råde – en naturnationalpark.

Rune Engelbreth Larsen, maj 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status
> Når naturforvaltningen forarmer naturen (Altinget)

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Hindemade, august (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hindemade, august (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 10 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur umiddelbart vest for Haderslev: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

 

Forslag til afgrænsning af et 1.000 hektar stort naturreservat: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af et 1.000 hektar stort naturreservat: Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov (baseret på OpenStreetMap)

Potentielt naturreservat vest for Haderslev med rige muligheder for vildere variation

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule SkovDet lidt underlige navn Pamhule Skov betyder angiveligt »skoven ved hulen« i de kuperede (pamp) bakker, og det er ganske træffende for denne løvskov, hvor skovdriften er begrænset til plukhugst flere steder og i nogle områder helt ophørt. Det sidste kalder man urørt skov, ikke fordi skoven ikke må røres, men fordi skoven får lov til at udvikle sig på skovnaturens præmisser frem for at fungere som tømmerressource.

Den 100 hektar store Haderslev Dyrehave græsses af dådyr og krondyr, men opdyrkes også med henblik på tilskudsfodring af hjortene, ligesom det f.eks. foregår i Jægersborg Dyrehave. Tilskudsfodringen er betinget af ønsket om flere hjorte, end der er naturligt fødegrundlag for, hvilket ikke alene tilfører naturen næringsstoffer, som kan øge vegetationens ensformighed, men forstyrrer også dyrenes naturlige adfærd – hvilket er helt unødvendigt.

Det ville være bedre at have et mindre antal dyr, som til gengæld kunne klare sig selv året rundt – men endnu bedre at indhegne hele Pamhule Skov og flere af de øvrige skovområder som et fælles areal, hvilket ville give langt mere plads og dermed et betydeligt større fødegrundlag. Ad den vej kunne de kunstige fodertiltag endnu lettere overflødiggøres, og der ville være plads til at sætte flere (forskellige) større planteædere ud i skovene med henblik på skovgræsning i et naturligere skovlandskab.

Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)
Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træ- er med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, der gør skoven sammensat og artsrig (© Karsten Thomsen)

Skovgræsning er ganske vist et lidt snævert begreb, fordi de store planteædere, der ‘græsser’ i skovene, jo ikke blot ‘græsser’, men også æder af træer og krat, hvilket opretholder små lysninger og skovbryn, forøger dynamikken og derved også skaber glidende overgange mellem skovarealerne og de omgivende lysåbne arealer, f.eks. enge eller græsland. 

Endvidere sørger planteæderne for kontinuerlige leverancer af frisk lort, som en lang række arter er afhængige af, ikke mindst møgbiller, der som navnet antyder sædvanligvs lever i (og lægger deres æg i) lort. Derfor kan de såmænd være temmelig sofistikerede alligevel, og faktisk har forsøg bevist, at møgbiller (i hvert fald skarabæen Scarabaeus satyrus) ikke alene kan orientere sig efter månen, men også efter mælkevejen i nætter, hvor månen ikke er fremme.

Og det giver jo helt nye associationer til Oscar Wildes berømte ord: »Vi er alle i rendestenen, men nogle af os kigger på stjernerne …«

Lort fra større planteædere gør i det hele taget meget godt – f.eks. yder kokasser også fugt og næring til planternes fremspiring, samtidig med at de beskytter vegetationen, fordi kvæget helst ikke æder lige dér, hvor de har skidt.

Skønt de større planteæderes effekt altså ikke alene handler om, hvor lidt eller meget græs, de æder, taler man f.eks. også i skove om græsningstryk, der refererer til, hvor stor effekt de større planteædere har på vegetationen. Og ligesom manglen på større planteædere i reglen gør skoven mere ensformig og lukket med tab af biodiversitet, kan også et overdrevet antal dyr få negative konsekvenser, hvis nærmest rub og stub ædes, så lysninger f.eks. bliver blottet for blomster.

Det handler om at tilstræbe så naturligt et græsningstryk som muligt, hvilket trods alt ikke er vanskeligere end at sørge for helårsgræsning, hvor dyrene går i skoven som en integreret del af naturen året rundt og derved er tilpasset det mere beskende fødegrundlag om vinteren. Derved er de for få til at æde det hele om sommeren – ligesom i en naturlig skov uden menneskelig indgriben.

Mere sollys til skovbunden giver også bedre mulighed for større fremspiring af forskellige træarter, så skoven kan forynge sig selv frem for at skulle beplantes kunstigt, og helårsgræsning med kvæg i skovene er faktisk også til gavn for krondyrene, som gerne opsøger områder, der er vintergræsset (Buttenschøn 2007: 171, 203).

Skotsk højlandskvæg (over)græsser året rundt i Hellebæk Kohave. Det er kvægets kødkvalitet, der er vigtigere end en naturlig bestand, og derfor reduceres større dele af området til noget, der ligner en golfbane frem for en mere naturligt varieret vegetation
Overgræsning kan være et lige så stort problem som manglende planteædere i skoven, fordi vegetationen ædes ned som en golfbane, blomsterfattigt og uden variation som f.eks. i Hellebæk Kohave (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skovgræsning kombineret med urørt skov er desuden det mest omkostningseffekive middel i forhold til at gavne truede arter i skovene (Johannsen m.fl. 2013: 31), og der er gode synergi-effekter med genetableringen af naturlige vandforhold. Kort og godt – jo mere skovens udvikling får lov til at være på skovnaturens præmisser, desto bedre fra et biodiversitetsperspektiv.

Desværre tillader skovloven kun græsning på op til 10 procent i de såkaldte fredskove, hvilket er kontraproduktivt i forhold til artsrigdom og variation i skovene, men Naturstyrelsen har dog i de senere år givet en række dispensationer, så arealet kan udvides. I perioden 2004-2016 er der således givet 41 tilladelser til skovgræsning på mere end 10 procent af fredskovspligtige arealer (Håkansson: 2016).

I dag er der allerede græsningsskov i og omkring Dyrehaven syd for Haderslev Dam og øst for Hindemade, men det burde udvides til at omfatte hele det foreslåede område, ikke mindst Pamhule Skov, der kunne blive en vildere og naturligere skov til gavn for både truede og almindelige arter – det er et af hovedelementerne i nærværende forslag til Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov.

Græsning ved Hindemade (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Græsning ved Hindemade (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i Dyrehaven ved Haderslev Dam og Pamhule Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr i Dyrehaven ved Haderslev Dam og Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige her? 

Langt hovedpartet af den foreslåede afgrænsning består af naturarealer i offentligt eje – de skraverede områder er statejet, Haderslev Dam er ejet af Haderslev Kommune. Derudover foreslås kun ca. 70 hektar privatejede arealer opkøbt – og er dette ikke muligt kan de udelades, og der er bl.a. muligheder for at udvide med mere statejet skov mod sydvest
Langt hovedpartet af den foreslåede afgrænsning består af naturarealer i offentligt eje – de skraverede områder er statejet, Haderslev Dam er ejet af Haderslev Kommune. Derudover foreslås kun ca. 70 hektar privatejede arealer opkøbt – og er dette ikke muligt kan de udelades, og der er bl.a. muligheder for at udvide med mere statejet skov mod sydvest

Der er flere grunde til, at den foreslåede afgrænsning er et oplagt område at prioritere naturværdierne højere og etablere udgangsbetingelserne for vildere natur på naturligere præmisser.

For det første er meget store dele af den foreslåede afgrænsning enten ejet af staten (ca. 66%) eller af Haderslev Kommune (der ejer Haderslev Dam, som udgør ca. 27% af området). De privatejede arealer udgør kun omtrent 7 procent og er derfor overkommelige af opkøbe, men er placeret yderligt i forhold til den foreslåede afgrænsning og kan derfor også udelades (hvis opkøb er uladsiggørligt). Mulighederne for at udvide ved yderligere opkøb, der skaber forbindelse til flere af de omkringligende statejede arealer er også til stede, når man ser nærmere på kortet.

Store dele af den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, hvor myndighederne i forvejen er forpligtet til at sikre såkaldt gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper
Store dele af den foreslåede afgrænsning overlapper Natura 2000-område nr. 92, hvor myndighederne i forvejen er forpligtet til at sikre såkaldt gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter og naturtyper

For det andet overlapper afgrænsningen også Natura 2000-område nr. 92, der omfatter Pamhule Skov og Stevning Dam. Det betyder, at de statslige og kommunale myndigheder er særlig forpligtet til at sikre gunstig bevaringsstatus for udvalgte naturtyper i netop disse områder (bl.a. elle- og askeskov, rigkær, kildevæld og surt overdrev) og arter (sumpvindelsnegl, stor vandsalamander, hvepsevåge, rød glente og isfugl).

Ifølge Natura 2000-planen for området (2016-21) er størstedelen af arealet med rigkær og surt overdrev kun i moderat eller ringe bevaringsstatus, bl.a. på grund af manglende græsning, der jo er en udbredt mangel i de danske skove – og som nævnes her, fordi det er en problemstilling, vi skal vende tilbage til.

Løvfrø (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Løvfrø (foto © Rune Engelbreth Larsen)

For det tredje er området inkluderet blandt de 50 procent af al dansk natur i det åbne land og skovene, hvor naturindsatsen ifølge rapporten Biodiversitetskort for Danmark samlet bør prioriteres for at standse Danmarks generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014: 41-49).

For det fjerde fremgår det Biodiversitetskortet, at der især i Pamhule Skov og omkring Hindemade er høj bioscore, hvilket indikerer et større antal truede arter og potentielle levesteder for truede arter (blandt de sjældnere arter i området er bl.a. kæmpe-star, tyndakset star, hvid hestehov, nordlig lund-fladstjerne, løvfrø, kustodetæge og grøn kobbervandnymfe).

Hvid hestehov, Pamhule Skov (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hvid hestehov, Pamhule Skov (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Og for det femte er en del af skovdriften i skovene begrænset til skånsom tømmerproduktion (såkaldt plukhugst), og på visse arealer er der skovgræsning, mens der desværre kun er få arealer, som er lagt urørt (dvs. fri for fældning og fjernelse af træer) – hvilket ellers er det optimale virkemiddel for at gavne skovens biodiversitet.

Men sammenfattende er der en række indikatorer for, at dette område er velegnet til at prioritere en højere beskyttelse af naturværdierne på naturens egne præmisser.

Af kortet her fremgår det, at forholdsvis store dele af skovarealerne enten er udlagt til plukhugst, græsning eller urørt skov (eller er planlagt som sådan i 2040), hvorfor skridtet til at udlægge det hele til urørt skov med skovgræsning ikke er så stort som i mange andre danske statsskove
Af kortet her fremgår det, at forholdsvis store dele af skovarealerne enten er udlagt til plukhugst, nogle til græsning og gansek få til urørt skov
Især dele af Pamhule Skov rummer en høj bioscore (en indikator for truede arter og potentielle levesteder for truede arter), hvilket gør det særlig relevant at prioritere og beskytte naturværdierne i området
Især dele af Pamhule Skov rummer en høj bioscore (en indikator for truede arter og potentielle levesteder for truede arter), hvilket gør det særlig relevant at prioritere og beskytte naturværdierne i området
Dådyr opdager fotografen (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Dådyr opdager fotografen (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvordan får man en stærkt forurenet sø genoprettet?

Hindemade (udtales Hindemaj) var oprindelig en mose, som Tørning Å og andre vandløb slyngede sig igennem, men i 1934 blev området afvandet og omlagt til landbrug i det næste halve århundred, og på flere strækninger blev Tørning Å reguleret, bl.a. gennem kanal nord om det tidligere moseområde.

I begyndelsen af 1990’erne købte staten imidlertid arealet og iværksatte et større naturgenopretningsprojekt, hvor afvandingen blev indstillet, og størstedelen af Hindemade blev til en 45 hektar stor sø med fem fugleøer. Tørning Å fik sine slyngninger tilbage (om end man bevarede kanalen, der stadig fører åen nord om Hindemade til Haderslev Dam).

Den nye sø skal ikke blot tjene som natur til gavn for de arter, der trives der, men også som en slags rensningsanlæg, der kan tilbageholde omtrent halvdelen af den fosfor, som Tørning Å ellers fører med sig, primært fra de dyrkede marker, og som i årevis har gjort den 269 hektar store Haderslev Dam stærkt næringsforurenet.

Fosfor er imidlertid blevet udvasket så længe, at selv om presset er mindre i dag, har det har hobet sig op i søens bundsediment, hvorfra det giver næring til en eksplosiv vækst af planktonalger og en grumset sø.

De planktondyr som som ellers lever af algerne (f.eks. dafnier og vandlopper), kan ikke kan følge med de voldsomme mængder, og når det unaturligt store antal af planktonalger med tiden dør, synker de til bunds og nedbrydes under et tilsvarende unaturligt stort iltforbrug, der giver iltsvind i bunden af søen. Som om det ikke var slemt nok, frigives under denne proces yderligere mængder af fosfor, der gentager misèren, og søen kommer ind i en selvforstærkende ond cirkel. 

Eksternt link: Sø-økologiens onde cirkel pædagogisk illustreret

Planktondyrene, som ikke kan følge med og æde planktonalgerne, bliver oven i købet reduceret i ekstraordinær grad af fredfisk (skalle og brasen), hvis antal boomer, fordi det grumsede vand gør det vanskeligere for aborre og gedde at jage dem. Endvidere hvirvler brasen bundsediment op under sin fødesøgning, hvilket gør vandet endnu mere uklart. 

Konsekvensen er en stadig mere grumset og iltfattig sø med masser af planktonalger, men kun få planktondyr og forsvindende vandplanter, og med masser af brasen og skallen, men kun få rovfisk.

Derfor overvejede man i begyndelsen af 1990’erne simpelthen at pumpe det næringsbelastede mudder op og fjerne det ophobede fosfor sammen med bundsedimentet, men ideen blev droppet på grund af økonomiske og tekniske vanskeligheder.

En fjernelse af bundsedimentet er da heller ikke billig, f.eks. kostede det ca. 23 mio. kr., at pumpe 500.000m3 bundslam op fra store dele af den 150 hektar store Brabrand Sø i 1988-1995 (Jørgensen 2001), hvilket forøgede gennemsnittet af søens dybde fra 0,8 til 1,1 m. Søens tilstand blev klart forbedret, om end noget tyder på, at den endnu dyrere spildevandsrensning i oplandet har haft større betydning end fjernelsen af det fosforholdige bundsediment, idet tilførslen af fosfor blev reduceret fra ca. 80-100 ton om året i begyndelsen af 1980’erne til 10-20 ton i 1990’erne (hvilket jo i alle tilfælde stadig er betydelige mængder). 

Sedimentfjernelse er ikke blot en dyr, men også en kompliceret løsning, der efterlader store mængder forurenet mudder, som efterfølgende skal bortskaffes.

Udbredelsen af bundvegetation (grøn) i Maribo Søndersø i 1998 (øverst) og 2003 efter årelang biomanipulation (opfiskning af fredfisk, især brasen og skalle, og udsætning af rovfisk: geddeyngel). Også i Haderslev Dam er anvendt biomanipulation, men ikke med samme årelange vedholdenhed eller resultat som i Maribo Søndersø (kort: Liboriussen m.fl. 2007b: 'Sørestaurering i Danmark. Del I: Tværgående analyser', Faglig rapport fra DMU nr. 636)
Udbredelsen af bundvegetation (grøn) i Maribo Søndersø i 1998 (øverst) og 2003 efter årelang biomanipulation (opfiskning af fredfisk, især brasen og skalle, og udsætning af rovfisk: geddeyngel). Også i Haderslev Dam er anvendt biomanipulation, men ikke med samme årelange vedholdenhed eller resultat som i Maribo Søndersø (kort: Liboriussen m.fl. 2007b: ‘Sørestaurering i Danmark. Del I: Tværgående analyser’, Faglig rapport fra DMU nr. 636)

I Haderslev Dam, der er næsten dobbelt så stor som Brabrand Sø, har man i stedet forsøgt at bryde den selvforstærkende cirkel med såkaldt biomanipulation, det vil sige opfiskning af fredfisk og udsætning af rovfisk. Konkret er der fjernet 190 tons af skalle og brasen over en årrække og udsat gedde-yngel i titusindvis for at udligne dele af den skævhed, fosfor-forureningen har medført.

Færre fredfisk betyder flere planktondyr, som derved kan få bugt med flere planktonalger, hvilket gør søens sigtedybde en del bedre. Det er ikke en blivende løsning, men kan holde i ca. 6-10 år – og er afhængig af, hvorvidt det også er lykkes at reducere fosfortilførslen (Søndergaard m.fl. 2015: 24).

Dog har man i den 860 hektar store Maribo Søndersø kunnet vise meget langsigtede og positive effekter af årelange tiltag, hvor der hvert år fra 1991 til 2005 er opfisket gradvis faldende mængder fredfisk på samlet 132 tons og i slutningen af 1990’erne udsat 618.000 stk. geddeyngel (Liboriussen 2007b: 180). Tilstandsændringen blev først forbedret markant efter ni år (fra 1998 til 2003 forøgedes undervandsvegetationens dækningsgrad f.eks. fra 10 til 90 procent), men effekten af biomanipulationen kan ikke helt isoleres, eftersom spildevandsbelsatningen også er blevet reduceret.

Af Vejledning for gennemførelse af sørestaurering fremgår det, at biomanipulation (opfiskning af fredfisk) er foretaget i 42 danske søer og generelt er en anbefalelsesværdig løsning til at ændre algesuppe uden bundvegetation og fredfiskdominans til klarere vand med genkomne vandplanter, hvor rovfisk og fredfisk er i balance (Søndergaard m.fl. 2015). 

Selv om der i dag tilføres mindre mængder fosfor til Hadserslev Dam end før den gennemførte biomanipulation, er tilførslen såvel som de store mængder ophobede fosfor en fortsat kilde til algetilvækst, der også påvirker Haderslev Fjord. Alt i alt er det nok bedst at lade bundsedimentet blive på bunden af Haderslev Dam og anvende biomanipulation som en slags løbende naturplejetiltag med jævne mellemrum, mens man så vidt muligt reducerer tilførslen af fosfor yderligere. 

Toppet lappedykker (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Toppet lappedykker (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Skal Haderslev Dam opnår en varig god tilstand,skal der nok opfiskes fredfisk i en årrække, altimens tilførslen af næringsstoffer nedbringes drastisk. Biomanipulation af Maribo Søndersø (der er tre gange så stor) beløb sig til ca. 3,4 mio. kr. fordelt over 14 år, hvilket er betydeligt billigere end en fjernelse af bundsedimentet. Hensigten er selvfølgelig ikke blot at få naturen på fode, men at genetablere udgangsbetingelserne for, at naturen fremadrettet kan ‘klare sig selv’, og det indebærer som nævnt andet end biomanipulation, men en generel indsats imod næringsstofbelastningen.

Det meste af den øvrige natur i det foreslåede område er skov. Og skov på naturens betingelser er såkaldt urørt skov – vildskov uden tømmerproduktion. Det betyder også at indstille den eksisterende praksis med at indhegne nyplantet skov (for at »beskytte« træerne, så »vildtet ikke kan skade dem«, som det hedder i Naturstyrelsens folder om Haderslev Dyrehave). Men forenes Pamhule Skov, Sandkule Skov, Teglholt Sov, søerne og Dyrehaven som ét samlet område på naturligere betingelser, skal der hverken plantes eller frahegnes træer. Tilvækst kommer fra skovens egen foryngelse, og det er en del af skovnaturen, at dyrene æder af træerne, gnubber sig op ad dem og ’skader’ dem. 

Om det skal være vildheste, kreaturer, elge, vildsvin og/eller måske bison, bør i givet fald være op til fageksperters detailanalyse, men at der er brug for flere forskellige større planteædere i skoven, er der ingen tvivl om. Og at urørt skov med græsning er det, der er bedst for biodiversiteten, er veldokumenteret – intet virkemiddel gavner skovnaturen lige så omkostningseffektivt:

Fageksperters vurdering af, hvilke indsatser der har mest gavnlig effekt på truede arter i skovene. Det fremgår tydeligt, at urørt skov med græsning er helt usammenligneligt med andre indsatser – hvilket måske heller ikke er overraskende, eftersom det i højere grad er vildere natur på naturens præmisser end de øvrige virkemidler. Bemærk også, at skovrejsning er et af de to ringeste virkemidler til at gavne biodiversiteten – det handler altså ikke om at plante nye træer, men om at bevare gamle (Johannsen, V.K. m.fl.: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 2013)
Fageksperters vurdering af, hvilke indsatser der har mest gavnlig effekt på truede arter i skovene. Det fremgår tydeligt, at urørt skov med græsning er helt usammenligneligt med andre indsatser – hvilket måske heller ikke er overraskende, eftersom det i højere grad er vildere natur på naturens præmisser end de øvrige virkemidler. Bemærk også, at skovrejsning er et af de to ringeste virkemidler til at gavne biodiversiteten – det handler altså ikke om at plante nye træer, men om at bevare gamle (Johannsen, V.K. m.fl.: Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012 (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 2013)

Skal Pamhule Skov og de øvrige skove i området friholdes for tømmerproduktion og overlades til naturens egne kræfter – herunder større planteædere – er der brug for et større hegn, som sørger for at dyrene bliver på området. De fleste af de større planteædere kan nøjes med et almindeligt el-hegn, men elg og muligvis bison har brug for et mere robust hegn.

Et robust vildthegn, der omgiver hele området undtaget søerne Haderslev Dam og Stevning Dam (som på kortet nedenfor) er 21 kilometer langt og vil koste ca. 5-6 mio. kr. – nøjes man med et mindre el-hegn af bliver det betydeligt billigere. 

Endelig er der nogle større færiste (à 250.000 kr. pr. stk.), hvor hegnslinjen passerer andre offentlige veje, samt udgifter til fageksperters udarbejdelse af en detailplan, udsætning af dyr og en årrække med biomanipulation i Haderslev Dam.

Naturarealerne vest og øst for Sønderjyske Motorvej er til gengæld forbundet optimalt i forvejen, skønt det ikke umiddelbart kan ses på kortet. Motorvejen føres over Tørning Å og dalen via en 130 meter lang bro i 4-6 meters højde, hvilket giver gode muligheder for at passere under motorvejen for både mindre dyr og de større pattedyr. 

Alt i alt kan etableringsudgifterne formodentlig begrænses til ca. 10-13 mio. kr. (idet jeg tillader mig at forudsætte, at Naturstyrelsen – det vil sige staten – bidrager til projektet ved ikke at kræve økonomisk kompensation for eventuelt tabte tømmerindtægter, når tømmerproduktionen ophører).

Forslag til hegnslinje af ca. 21 kilometers længde – eventuelt i to etaper, første del øst for Sønderjyske Motorvej (ca 16 km), anden del vest for (ca. 5 km), forbundet af en faunapassage
Forslag til hegnslinje af ca. 21 kilometers længde – eventuelt i to etaper, første del øst for Sønderjyske Motorvej (ca 16 km), anden del vest for (ca. 5 km) – arealerne er forbundet under en 130 meter lang motorvejsbro

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns projektområdet primært til de statsligt og kommunalt ejede arealer fra Haderslev Dam til Stevning Dam og undersøg mulighederne for opkøb af de få privatejede arealer (eller permanent bindende aftaler med de private lodsejere), så området kan fungere som en helhed.

2) Ansæt biodiversitetsforskere til at udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får en mere naturlig vandbalance; e) hvor stort eller lille areal i de eksisterende plantager, der skal ryddes og udtyndes før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) en optimal biomanipulation m.h.p. at få Haderslev Dam i god naturtilstand; g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov kunne blive et meget varieret mosaiklandskab med store og små søer, vildskov, enge og sletter, der tilbyder fantastiske oplevelser af naturligere og mere selvforvaltende natur end Haderslev Dyrehave og de store tømmerproduktionsarealer i skovene i dag.

Man ville kunne sejle direkte fra Haderslev og ind i området – fra tæt og trafikeret bykerne til et storslået og oplevelsesrigt naturreservat.

Rune Engelbreth Larsen, februar 2017
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Introduktion: Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> Status: 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status

Naturnationalpark Bidstrup Skovene

Af Rune Engelbreth Larsen

Et skridt på vejen mod 1.000 kvadratkilometer vildere natur i Danmark
Dansk natur er trængt, og mange arter truet. For at sikre arter og levesteder er der brug for vildere og mere sammenhængende naturarealer i Danmark. Som led i researchen til bogprojektet Vildere vidder i dansk natur fokuseres her på ét af flere områder, der samlet set kunne give Danmark over 1.000 kvadratkilometer vildere natur …
Avnsø, Avnstrup Skov – en del af Bidstrup Skovene (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Avnsø, juni. Avnstrup Skov – en del af Bidstrup Skovene (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvis vi bestræbte os på en ambitiøs naturindsats ved at udsætte flere større planteædere og tillod naturens frie processer i en række store naturområder, hvor potentialet allerede findes, kunne vi etablere udgangbetingelserne for vild(ere), mere artsrig og selvforvaltende natur på over tusind kvadratkilometer. Pladsen har vi faktisk, det er politisk prioritering, der mangler.

Hvis vi både skal gavne biodiversiteten og så vidt muligt undgå konflikter med private lodsejere, er det mest oplagte at tage udgangspunkt i offentligt ejede naturarealer.

I denne og en række øvrige artikler er det bl.a. hensigten at se nærmere på Biodiversitetskortet, Natura 2000-udpegning og ejerforholdene for at konkretisere, hvor og hvordan disse forudsætninger kan forenes – og muligvis inspirere og fremme den politiske vilje.

Det handler kort fortalt om større naturarealer med potentiale for mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan vi f.eks. får 12 kvadratkilometer sammenhængende og vildere natur som en slags kerneområde med vildskov i Nationalpark Skjoldungernes Land: Naturnationalpark Bidstrup Skovene …

Baggrund: En måde at begrænse naturforarmelsen og artstabet i Danmark er at etablere vildere natur på sammenhængende naturområder, der a) har god plads til dynamiske naturprocesser og udsættelse af større planteædere, b) er kendetegnet ved en høj artsscore for truede arter, og c) i altovervejende grad er offentligt ejet og eventuelt grænser op til private naturreservater. Hensigten er at eksemplificere mulighederne for at få disse hensyn til at spille sammen i konkrete naturområder – ikke m.h.p. detaljeret planlægning af flyvefærdige naturprojekter, men for at inspirere til vildere dansk natur i områder, hvor potentialet allerede er til stede, og hvor forskere kunne konkretisere detaljerne. Nærværende er et udkast til én af flere eksemplificeringer, der vil blive revideret og præciseret løbende. Læs mere her om tankerne bag:
> Vildere vidder i dansk natur

Naturnationalpark som betegnelse adskiller nærværende overvejelser fra de danske nationalparker og naturparker, der ikke prioriterer natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad. En naturnationalpark kan både placeres inden og uden for dele af de eksisterende naturparker og nationalparker, men skal etableres efter ovenstående kriterier.

Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene – potentiale for ca. 1.200 hektar vildere natur på statsejede skovarealer (kortet er bl.a. baseret på OpenStreetMap)
Forslag til afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene – potentiale for ca. 1.200 hektar vildere natur på statsejede skovarealer (kortet er bl.a. baseret på OpenStreetMap)

Bidstrup Skovene som vildskov i hjertet af Nationalpark Skjoldungernes Land

Naturnationalpark Bidstrup Skovene

Bidstrup Skovene er den samlede betegnelse for de statsejede skove i det store midtsjællandske skovområde, der rummer Storskoven, Valborup Skov, Helvigstrup Skov, Ravnsholt Skov, Heide Overdrev, Avnstrup Skov og Orup Skov. Skovkomplekset, der også kaldes Hvalsø Skovene og går helt tilbage til middelalderen, har en lang skovkontinuitet – på ældre kort kan man se, at her også var dækket af skov i slutningen af i 1700-tallet.

I dag er Bidstrup Skovene en del af Nationalpark Skjoldungernes Land, men det medfører ingen særskilt naturbeskyttelse i sig selv og heller ingen eksklusiv naturudpegning – f.eks. består ca. 40 procent af den midtsjællandske nationalpark af dyrkede marker.

Læs f.eks.: Nationalparker eller nationalmarker? Forslag til en reaktualisering

Det internationale nationalpark-koncept dækker over strengt beskyttede naturområder (men selvfølgelig med publikumsadgang), hvorimod det danske nationalpark-koncept er ringe finansieret og uden særskilte beskyttelseskrav, hvorfor naturværdierne ikke er tilstrækkeligt i centrum. Nationalpark Skjoldungernes Land er den femte af de danske nationalparker, og Forslaget til Nationalparkplan Skjoldungernes Land 2017-23 er heller ikke overvældende rig på naturindsatser.

Af de 65 planlagte indsatsområder hører kun 17 under området »natur og landskab«, og af disse handler meget om at gå »i dialog«, »informere« eller »iværksætte udarbejdelse af forvaltningsplaner«, hvilket jo altid er godt – men det betyder også, at kun 7 tiltag er reelle – og meget beskedne – bestræbelser på aktivt at forbedre naturtilstanden ud over det, der i forvejen ville ske.

Tiltagene er i reglen heller ikke finansierede, men forudsætter fondsansøgninger, som end ikke er udarbejdet endnu (Leegaard m.fl. 2008: 112f).

Det er med andre ord ikke så meget et forslag til en plan for, hvad der kan og vil blive gjort i nationalparken fra 2017 til 2023, men en ønskeliste over, hvad man godt kunne tænke sig. Trods medarbejdere, der utvivlsomt gerne ville løfte flere naturgavnlige opgaver, bliver forslaget til nationalparken med andre ord en bekræftelse af, hvor lavt prioriteret og uambitiøst det danske nationalpark-koncept er på naturdelen – den del, som ret beset burde være hoveddelen.

Logo for Nationalpark Skjoldungernes LandBidstrup Skovene, som vi fokuserer på her, hører til nationalparkens vigtigste naturlokaliteter med flere gode, men spredte naturperler, bl.a. ved Avnsø, Hjortesø, Smuldmosen, Ellesømosen og Yssemose (hvor der f.eks. er meget vigtige bestande af både skovperlesommerfugl og engsommerfugl). Skovkomplekset består dog i altovervejende grad af produktionsskov med kun få og små arealer, hvor skovnaturen undtagelsesvist får lov til at være i højsædet. Urørt skov (altså skov, hvor træerne ikke indgår i tømmerproduktion) og græsningsskov (hvor f.eks. heste eller kvæg får lov til at holde tilgroning nede) finder vi kun i isolerede frimærker.

Det, der gør skov til skovnatur, er med andre ord stadig underprioriteret, om end pletvist genetableret: vilde planteædere, døde træer og naturlige vandforhold.

Potentielt logo for Naturnationalpark Bidstrup SkoveneFor en tvivlsom kulturhistorisk gevinst (men med et ubetvivleligt naturmæssigt tab) bevarer man til gengæld fortsat agerjord midt i skoven, fordi det tidligere var en del af skovriderens privilegium at råde over 30 tønder land til opdyrkning. Derfor er der den dag i dag marker ved Valborup skovridergård og Ravnsholte skovfogedsted, skønt de ligger inde i skoven.

Men naturen kan jo komme mere i højsædet, og naturprioriteringerne kan styrkes markant, hvis viljen er til stede. Her følger et forslag til en sådan prioriteringsændring, som kunne gøre Bidstrup Skovene til et særskilt naturreservat (eller et ambitiøst kerneområde) i Nationalpark Skjoldungernes Land: Naturnationalpark Bidstrup Skovene.

Nationalpark Skjoldungernes Land blev indviet i marts 2015, men har i lighed med de øvrige danske nationalparker ingen særlig fremtrædende natur- og biodiversitetsprioritet. Naturnationalpark Bidstrup Skovene (markeret med blåt til højre) kunne være et kerneområde, hvor naturen er i højsædet med vildskov uden tømmerproduktion og større planteædere til at holde tilgroning i ave året rundt
Nationalpark Skjoldungernes Land blev indviet i marts 2015, men har i lighed med de øvrige danske nationalparker ingen særlig fremtrædende natur- og biodiversitetsprioritet. Naturnationalpark Bidstrup Skovene (markeret med blåt til højre) kunne være et kerneområde, hvor naturen er i højsædet med vildskov uden tømmerproduktion, men med større planteædere, der holder tilgroning i ave året rundt
Skoveng i Avnstrup Skov, en del af Bidstrup Skovene (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skoveng i Avnstrup Skov – en del af Bidstrup Skovene (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvorfor lige dér? 

Staten ejer ca. 93% af det areal, der foreslås som Naturnationalpark Bidstrup Skovene
Staten ejer ca. 93% af det areal, der foreslås som Naturnationalpark Bidstrup Skovene

Flere forhold gør det oplagt at koncentrere en særskilt natur- og biodiversitetsindsats i Bidstrup Skovene med henblik på at bremse naturforarmelse og artstilbagegang.

For det første er næsten hele det foreslåede areal statsejet, hvorved realiseringen af et ambitiøst naturreservat ikke er afhængig af forhandlingsoplæg til private lodsejere, der let kan nedprioritere naturhensynene (sådan som det i reglen er gået under nationalparkprocessen).

Kun ca. 7 procent af den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene er privatejet, og disse områder ligger i yderkanten og kan således udelades, hvis det ikke er muligt at opkøbe dem (eller alternativt indgå permanent bindende aftaler om en fremadrettet forvaltning, der har natur- og biodiversitet som klar førsteprioritet). Både med og uden disse arealer, vil der stadig være tale om et større sammenhængende skovområde – men hvis muligheden skulle være til stede for ligefrem at opkøbe flere privatejede arealer, ville Særløse Overdrev også være en overvejelse værd for at få inkluderet nationalparkens største overdrev.

Store dele af Natura 2000-område nr. 146 ligger inden for den foreslåede afgrænsning af Naturnationalpark Bidstrup Skovene
Store dele af Natura 2000-område nr. 146 ligger inden for den foreslåede afgrænsning

For det andet overlapper forslagets afgrænsning allerede store dele af Natura 2000 område nr. 146, der dækker Heide Overdrev (også kaldet Hejede Overdrev, som dog i dag er produktionsskov, ikke overdrev) og store dele af Bidstrup Skovene i øvrigt, men som desuden fortsætter længere mod syd til Valsølille Sø.

Fordelen ved at overlappe et Natura 2000-område er, at der følger en uundgåelig offentlig naturindsats med, hvis man etablerer et naturreservat her, fordi de danske myndigheder i forvejen allerede er forpliget på at yde en indsats for at bevare udvalgte naturtyper.

I Bidstrup Skovene er Natura 2000-forpligtelserne bl.a. centreret om naturtyperne kildevæld, kalkoverdrev og elle- og askeskov, mens der kun er en enkelt art på udpegningsgrundlaget: stor vandsalamander.

Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har beregnet, at minimum 75.000 hektar privatejet og statslig skov skal være såkaldt urørt skov, hvis vi skal bevare Danmarks mange truede skovarter. Men det kan ikke være vilkårlige 75.000 hektar – dette kort viser, i hvilke områder danske skove skal slippe for motorsavene, hvis dette minimumsmål skal holde (Petersen, A.H. m.fl.: 'Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove)
Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har beregnet, at minimum 75.000 hektar privatejet og statslig skov skal være såkaldt urørt skov, hvis vi skal bevare Danmarks mange truede skovarter. Men det kan ikke være vilkårlige 75.000 hektar – dette kort viser, i hvilke områder danske skove skal slippe for motorsavene, hvis dette minimumsmål skal holde (Petersen, A.H. m.fl.: ‘Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove)

For det tredje er det også et relevant område at opprioritere naturindsatsen i, fordi det er fremhævet som en del af hovedscenariet i rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove, der udpeger de vigtigste skovarealer, som bør fritages for tømmerproduktion for at standse biodiversitetstabet i skovene (Petersen m.fl. 2016); og fordi det figurerer i rapporten Biodiversitetskort for Danmark, der udpeger det minimums-netværk af naturområder i skovene og det åbne land, hvor naturindsatsens skal prioriteres for at standse det generelle biodiversitetstab (Ejrnæs m.fl. 2014).

Endelig – og for det fjerde – vurderes Bidstrup Skovene også at være af national betydning i rapporten Naturindhold i Naturstyrelsens skove på enheden Vestsjælland, fordi her er mange forskellige skovnaturtyper, en usædvanlig variation og mange sjældne arter, hvoraf nogle har deres sidste levesteder herhjemme (Skorski m.fl. 2014):

Bidstrup Skovene anses for at have national betydning, som den af enhedens skove med flest fund af sjældne arter, for nogles vedkommende som et af deres sidste ledesteder i Danmark. Skovkomplekset har en størrelse, en kulturhistorie og en topografisk og strukturmæssig variation der muliggør en langsigtet sikring af levedygtige bestande for de rapporterede sjældne arter, samtidigt med, at skovene herved har et fremtrædende potentiale som eksperimentarium for biodiversitetsfokuseret forvaltning. Det anbefales, at man fokuserer på hele skoven som ramme for naturindholdet og ikke kun de kendte artsrige lysåbne hotspots.

Ser vi på Biodiversitetskortets såkaldte bioscore (der opgør antallet af truede arter og potentielle lokale levesteder for truede arter), er der da også flere lokaliteter i den gode ende og dermed vigtige naturværdier at gøre en ekstra indsats for at beskytte. 

Skovperlemorsommerfugl (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Skovperlemorsommerfugl har en af sine sidste sjællandske bestande i Bidstrup Skovene (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Alene i dette skovkompleks er der registreret 114 fund fordelt på 46 sjældne arter (Skorski m.fl. 2014), heriblandt vibefedt, engblomme, stødrørhat, ellerørhat, køllekantarel og lærke-mælkehat samt dagsommerfuglene det hvide w, kejserkåbe, isblåfugl, skovperlemorsommerfugl, engperlemorsommerfugl – og ikke mindst hasselmus, som vi straks vender tilbage til.

Samlet set er der med andre ord mange indikatorer på, at det giver mening at udvælge netop dette areal som højt prioriteret naturreservat: 1) det er næsten udelukkende statsejet og undgår derved typiske lodsejerkonflikter, 2) det overlapper et Natura 2000-område med forpligtelser til en særegen naturbeskyttelse, 3) det ligger inden for de fremhævede kvadrater i hovedscenarierne i rapporten Biodiversitetskort for Danmark og rapporten Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove, der indkredser det minimums-netværk af naturområder, hvor naturindsatsens henholdsvis skal prioriteres for at standse biodiversitetstabet generelt og specifikt i skovene, 4) skovkomplekset fremhæves for dets nationale betydning i rapporten Naturindhold i Naturstyrelsens skove på enheden Vestsjælland, og 5) det har en bioscore i den gode ende og er hjemsted for mange sjældne arter.

Bioscore for Naturnationalpark Bidstrup Skovene – jo varmere farvere, desto flere truede arter og potentielle levesteder for truede arter
Bioscore for Naturnationalpark Bidstrup Skovene – jo varmere farvere, desto flere truede arter og potentielle levesteder for truede arter. Den hvide ‘firkant’ midt i den nordlige ende af afgrænsningen er opdyrkede marker, som imidlertid bør konverteres til skov eller skovslette, hvis området skulle gøres til et naturreservat på naturligere præmisser

Hasselmus, en ikon–art for Bidstrup Skovene

Blandt de mange spændende arter i Bidstrup Skovene er hasselmus, der er på rødlisten over truede arter, fordi der er meget stor risiko for, at den uddør i Danmark. I 2008 blev den også genfundet i Gråsten Skovene og Søgård Skov i Sønderjylland, hvor den ellers var formodet uddød, og i et treårigt projekt har man forsøgt at etablere spredningsveje mellem Gråstenskovene og skovene omkring Flensborg i Tyskland, idet der både er blevet plantet og beskåret for bl.a. at få levende hegn mellem skovarealerne. 

Hasselmus er Danmarks eneste syvsover og sover vintersøvn et halvt års tid i en polstret rede i et hult træ eller under jorden, hvor den er beskyttet mod frost. Omkring april vågner den op til dåd igen og tilbringer stort set al tid i træerne eller buskadset, hvor den er nataktiv. Her bygger den flere runde sommerreder, hvor den henholdsvis opholder sig og yngler, men den kan også finde på at indrette sig i fuglekasser.

På baggrund af de seneste undersøgelser og tidligere undersøgelser i 1980’erne og 1990’erne er vurderingen, at de få danske bestande alle er i tilbagegang (Jensen 2013: 81). Det er især intensiv skov- og landbrugsdrift, der truer hasselmus, fordi der mangler krat og underskov, hvor den kan sprede sig (Fredshavn m.fl. 2014), og fordi valg af nåletræer på bekostning af løvtræer i generationer var hovedopskriften ved skovtilplantninger, som reducerede levestederne (Keseler & Asbirk 2000).

Hasselmus er en slags ikon-art for Bidstrup Skovene, hvor den lever enkelte steder nær skovbryn, og den tidligere nævnte rapport om naturindholdet i de vestsjællandske statsskove anfører, at en sikring af hasselmus og mange andre sjældne arter »vil kræve, at man over store områder nedprioriterer træproduktionen« (Skorski m.fl. 2014: 39). Samme rapport fastslår, at Bidstrup Skovene har »et stort potentiale for at højne naturindholdet, hvis der her satses på en sammenhængende forvaltning med særligt fokus på naturindhold og biodiversitet«.

Nærværende bud på Naturnationalpark Bidstrup Skovene indebærer, at man inden for det afgrænsede areal indstiller statens træproduktion fuldstændigt, så hele denne del af skovkomplekset bliver sammenhængende vildskov (såkaldt urørt skov) – til gavn for hasselmus og skovens mange andre arter.

Hasselmus (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Hasselmus (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Hvad skal der til?

Eghjort under udsættelsen i Jægersborg Dyrehave (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Det har været på tale at udsætte kæmpebillen eghjort i Bidstrup Skovene – men der er ikke tilstrækkeligt med gamle træer og dødt ved (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Skal Naturnationalpark Bidstrup Skovene være et naturreservat på naturligere præmisser, er der flere forhold og praksisser, der skal ændres – f.eks. er det som nævnt ikke fordelagtigt, at en del af skoven nær Valborup er udlagt til dyrkning. 

Der kan være mange væsentlige elementer fra kulturarven, som ikke ‘naturligt’ hører hjemme i naturen, men som det giver god mening at bevare af kulturhistoriske grunde – men også at bevare en mark inde midt i en skov for at demonstrere, at man tidligere har haft den slags, er for perifert og kunne nok godt nøjes med et oplysende skilt.

Naturstyrelsen har dog også gennemført vigtige naturtiltag, der gavner biodiversiteten i mindre dele af skovene, bl.a. er der høslæt på Kildeengen og skovgræsning i Ravnsholte Skov, og nogle steder er våde enge blevet genetableret, mens forskellige grøfter er lukket, hvorved dræningen af skoven er pletvist ophørt. 

Dermed er ‘retningen’ sådan set allerede leveret, men med et naturreservat på naturligere præmisser er der brug for at gå en del skridt videre, indstille tømmerproduktionen og så vidt muligt genetablere naturlig vandstand i hele det afgrænsede område, eventuelt efter en forudgående udtynding, hvor der kunne være behov for at etablere flere lysninger og fjerne ikke-hjemmehørende træarter.

At der f.eks. mangler urørt skov med dødt ved illustrerer også en konsulentanalyse, der har vurderet seks potentielle udsætningslokaliteter for kæmpebillen eghjort, som er stærkt afhængig af dødt ved. Analysen konkluderer, at Jægersborg Dyrehave og Skindbjerg Lund er den bedste og næstbedste lokalitet, mens Bidstrup Skovene er den ringeste: »Der er kun en lille mængde dødt ved i Bidstrup Skov og kun et lille område med ældre løvskov« (Iversen m.fl. 2012: 78). Skal eghjort udsættes i Bidstrup Skovene, skal der derfor først tilføres dødt træ udefra og skabes yderligere lysninger – og indtil videre er Jægersborg Dyrehave, det eneste sted den er genudsat i Danmark.

Eghjort er dog ikke så vigtig, men dens skæbne er et illustrativt eksempel på mange andre trængte arter, der ligeledes har brug for meget mere dødt ved, og som tilsvarende kræver et ophør af skovdrift. Hvis skoven skal blive en naturlig skov, der med tiden har et naturligt indhold af træer i alle aldre og langt mere dødt ved, kan man simpelthen ikke samtidig fælde og fjerne træer til tømmer.

Stående dødt ved, Avnstrup Skoven – en del af Bidstrup Skovene (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Stående dødt ved, Heide Overdrev – der ikke er et overdrev (længere), men en del af det tætte skovdække i Bidstrup Skovene. Den døde stamme er her undtagelsen, der bekræfter reglen … I Bidstrup Skovene fældes og fjernes træerne almindeligvis, før de bliver gamle nok til at forfalde og dø. Her en undtagelse, som derfor er blevet hjem for mere liv – svampe, insekter og andre organismer (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Elg-skiltDet er skovdriften i sig selv, der er problemet – om den er marginalt mere skånsom eller ej, flytter ikke det store, som det også fastslås i en faglig vurdering af, hvordan skovenes biodiversitet sikres: »Det vil i alle tilfælde være umuligt at forene forstlig drift med optimal forvaltning i de områder, der har afgørende betydning for den biologiske mangfoldighed. Forstlig drift omfatter her også de gængse typer af såkaldt naturnær skovdrift.« (Bruun & Heilmann-Clausen 2012: 38).

I de eksisterende driftsplaner for Bidstrup Skovene tages for mange hensyn til skovdriften, f.eks. skal noget af afvandingen først indstilles »når omkostningerne til vedligehold af grøfterne bliver for store i forhold til det økonomiske udbytte herved«; græsningsskoven omkring Ravnsholt vil også først blive udvidet, »hvis det vurderes at være nødvendig for at opretholde biotopen for eghjorten«.

Men Bidstrup Skovene mangler altså ikke blot gamle træer i naturlig livscyklus og mængder af døde træer, men også større planteædere, der kan etablere og fastholde lysåbne arealer i Bidstrup Skovene – ikke nødvendigvis af hensyn til en fremtidig udsætning af eghjort, men af hensyn til mange, mange andre truede og sjældne arter. I dag er her rådyr og dådyr, men krondyr er først kommet til i de senere år, og supplerende skovgræsning enkelte steder med husdyr er godt, men ikke tilstrækkeligt.

Rapporten 'Elg i Danmark' (Sunde & Olesen 2007) anfører, at der naturmæssigt er plads til en dansk elgbestand på samlet set knap 4.400 elge under hensyntagen til eksisterende bestande af rådyr og krondyr. Det centrale Jylland kunne oppebære ca. 2.000 – i dette område er inkluderet dele af nærværende afgrænsning (område v på kortet – klik for at se det i højere opløsning)
Rapporten ‘Elg i Danmark’ (Sunde & Olesen 2007) anfører, at der naturmæssigt er plads til en dansk elgbestand på samlet set knap 4.400 elge under hensyntagen til eksisterende bestande af rådyr og krondyr. Midtsjælland kunne oppebære ca. 642 (klik for at se det i højere opløsning)

Derfor bør det overvejes at udsætte flere forskellige planteædere som en integreret del af den øvrige natur i den afgrænsede del af Bidstrup Skovene. Det kunne i princippet være både vildheste, kreaturer, elge og vildsvin, der påvirker vegetationen på forskellig vis til stor gavn for biodiversiteten. Ad den vej kan naturen blive meget mere dynamisk og selvforvaltende, fordi det er naturens egne beboere, der sørger for den vildskab og variation, som arterne netop er udviklet i et evolutionært samspil med – og som i alt for høj grad glimrer ved sit fravær i dag.

Bidstrup Skovene er f.eks. inkluderet i ét af otte hovedområder med i alt 25 danske delområder, der samlet kunne rumme en fritlevende elg-bestand i Danmark på ca. 4.400 elge (Sunde & Olesen 2007). Heriblandt er fire midtsjællandske delområder på samlet 66.800 hektar, hvor Bidstrup Skovene er et delområde i Roskilde-Ringsted-hovedområde på ca. 24.800 hektar, der ifølge rapporten har fødegrundlag for en bestand på over 230 elge.

Dermed synes det oplagt, at elge kunne være led i en udsætningsplan for Bidstrup Skovene, om end bag hegn for at sikre, at de gavner skovnaturen netop dér. Skulle Danmark engang få en betydelig elg-bestand tilbage – og dermed altså også på mange andre oplagte levesteder på Sjælland – kan man jo altid overveje at fjerne hegnet igen.

Elge (foto: Rune Engelbreth Larsen)
Elge (foto © Rune Engelbreth Larsen)

Men umiddelbart er et større vildthegn garanten for at de udvalgte planteædere gavner biodiversiteten i skoven og ikke forsvinder ud på marker eller bliver kørt ned på motorveje.

Hvis elge udsættes under hegn i Bidstrup Skoven, vil der formentlig være grundlag for en ret lille bestand på 7-17 dyr, idet elgrapporten anfører et gennemsnit på et individ pr. 0,7-1,7 km2 (Sunde & Olesen 2007: 49). Det er ikke tilstrækkeligt til en selvsupplerende bestand, men der er jo heller intet til hindre for, at man med mellemrum sørger for en vis udveksling af elge af hensyn til den genetiske variation. 

Forslag til en 27 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Bidstrup Skovene
Forslag til en 27 kilometer lang hegnslinje omkring Naturnationalpark Bidstrup Skovene

I tilfælde af en udsætning af elge er der behov for et ca. 27 kilometer langt vildthegn omkring den foreslåede afgrænsning for at undgå, at elgene forsvandt fra området. Et vildthegn af denne størrelse ville beløbe sig til ca. 4,2 mio. kr., hvortil kommer 2-4 færiste (à ca. 250.000 kr.), udgifter til indkøb af dyr samt til at få en detailplanlægning udarbejdet af biodiversitetsforskere. Opkøb af de ca. 80 hektar privatejede arealer, der indgår i forslaget, kan beløbe sig til ca. 7-10 mio. kr., hvorved etableringsudgifterne samlet set ville beløbe sig til 20-25 mio. kr. (forudsat at Naturstyrelsen – og det vil i sidste ende sige staten – undlader at kræve kompensation for det meget beskedne indtægtstab, der følger af at opgive tømmerproduktion).

Opsummeret handler det om at konkretisere, finansiere og implementere følgende skridt:

1) Begræns først projektområdet til Bidstrup Skovenes statsejede arealer for at undgå lodsejerkonflikter. Eventuelle privatejede arealer som f.eks. i nærværende forslag, bør som udgangspunkt opkøbes eller – hvis dette ikke er muligt – udelades (alternativt skal der som minimum indgås permanent bindende aftaler om at prioritere biodiversitethensyn højest). 

2) Biodiversitetsforskere skal udarbejde en helt konkret plan for: a) hvordan biodiversiteten bedst muligt sikres i vildere natur på naturligere præmisser; b) præcis hvilke og hvor mange større planteædere området kan understøtte; c) hvilket eller hvilke areal(er), der kan og bør hegnes, f.eks. som i ovenstående forslag; d) hvordan eksisterende afvanding kan afvikles, så området får mere naturlige vandforhold; e) hvor få eller mange lysninger, der skal skabes via en udtynding før en omlægning til urørt skov med et totalophør af al tømmerproduktion; f) hvordan de eksisterende arealer med agerbrug midt i skoven afvikles og f.eks. omlægges til græsland, g) hvordan man bedst gennemfører et stop for – eller en begrænsning af – de former for privat udnyttelse, der øger risikoen for at fortrænge truede arter, f.eks. eventuel udsætning af bistader og mos-indsamling.

3) Finansiér udgifterne helt eller delvist gennem stat og kommune – eller (mere realistisk) ansøg Den Danske Naturfond og nogle af de store private fonde (f.eks. de fonde, som i de senere år har spillet en aktiv og finansierende rolle i en række naturprojekter landet over).

Nationalpark Skjoldungernes Land har ikke prioriteret natur og biodiversitet i tilstrækkelig grad til at kunne efterleve det internationale nationalpark-koncept, som det er fremlagt af International Union for Conservation of Nature (IUCN), og som er retningsgivende for mange af verdens nationalparker. Men etableringen af Naturnationalpark Bidstrup Skovene kunne skabe et kerneområde i nationalparken, der faktisk gav mening – og mere til – i forhold til de internationale kriteriers naturprioritet. 

Rune Engelbreth Larsen, december 2016
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript

APROPOS

> Fotoserie: Bidstrup Skovene
> Naturnationalparker – vildere vidder i dansk natur
> 1.000 kvadratkilometer vildere dansk natur – status